»Har I mon hørt den nyeste skrøne, ærværdige?« spurgte broder Anselrnus en morgen doktor Johannes Natinus, et medlem af klosterets teologiske lærerstab.

»Hvilken skrøne?« spurgte den anden tilbage.

»At broder Augustinus skal forlade os.«

»Skal han forlade os? - Men hvorhen da?« »Til Wittenberg.«

»Åh nej, din skælm, du vil vel ikke fortælle mig, at han skal sidde på katederet?«

»Det er netop, hvad man siger. Doktor Staupitz, der for tiden er dekan i Wittenbergs teologiske fakultet, har kaldt ham til den filosofiske lærestol.«

»Ser man det, hvor man dog er ude efter at forsyne det unge, kun seks år gamle, universitet med store lys. Til den første rektor på sin læreanstalt har kurfyrsten valgt en mand, som er prydet med hele tre doktorhatte, nemlig doktor Pollich fra Mellerstadt. Desuden lader Staupitz sit lys skinne der, så han af den grund forsømmer sine pligter som tilsynsførende for klostrene. Sidste år tog han vort universitets lys, hr. Trutvetter, og nu skal også broder Augustinus komme til Wittenberg? Han kommer nok til at tage sig lidt mærkeligt ud mellem alle »de store kanoner«. Ganske vist er han hovmodig nok, og han forstår også mesterligt at føre storagtig tale. Men mon ikke man snart finder ud af, hvilken forvirring der er i hans hoved? Hvordan kan et menneske under-vise andre, når han ikke selv ved, hvad han vil?«

»Lad ham blot drage bort i fred, jeres højærværdighed,« svarede broder Anselmus. »Så er vi fri for ham og får ro for den buldrebasse. Helt fra begyndelsen af har jeg haft modvilje imod ham og har heller ikke prøvet på at skjule det.«

»Så kan vi give hinanden hånden,« sagde Natinus. »Også jeg har hele tiden følt modvilje imod dette menneske med de glødende øjne og de mærkelige tanker, som ville være klogere end sine lærere. Han er ligefrem syg efter at disputere og stanger omkring sig som en tyr med lange horn.«

Der blev et helt lille oprør i klosteret, da det blev kendt for alle, at broder Augustinus skulle forlade Erfurt og drage til Wittenberg for at blive lektor ved universitetet der. Det viste sig nu klart, at langtfra alle havde samme sindelag som broder Anselmus og doktor Natinus, hvis hjerter var fanget af misundelse, da de underkendte broder Augustinus' sjæls- og karakter-styrke. De allerfleste var bedrøvede over, at han drog bort fra dem og gav ham deres velsignelse med på vejen.

Broder Augustinus, for hvem kaldet var kommet aldeles uventet, gik ikke med et glad sind. Selv om udsigten til at få en lærestol virkede lokkende, var han dog nedtrykt ved tanken om at skulle overtage et filosofisk lærerembede. Han var blevet fremmed over for filosofien, siden teologien havde vundet hele hans hjerte, og siden sandhedens lys var gået op for ham og havde befriet ham fra hans sjæleangst. Hans hjerte længtes efter at lade dette lys skinne for andre, således at han ved at undervise andre også selv kunne lære endnu mere. Han havde dog endnu ikke opnået nogen teologisk grad, hvorfor han heller ikke kunne få et teologisk lærerembede.

Han fulgte sin faderlige vens kalden uden større glæde og tog ophold i det Augustinerkloster, der for to år siden var blevet opført i Elbstaden tæt ved Elsterporten.

Nu havde han fuldt op med arbejde. Det gjaldt for ham om atter at gøre sig fortrolig med Aristoteles' filosofi og i samme grad, som han var blevet fremmed over for den, havde han nu besvær med den. Men dette var ikke alt. Når han dagen igennem havde været beskæftiget med filosofien, så sad han om natten og studerede teologi.

Man var forundret, da den unge enogtyve år gamle magister i filosofi et halvt år senere meldte sig som aspirant til det teologiske baccalaureat. Ingen kunne begribe, hvorledes han havde kunnet få tid til dette studium ved siden af sit filosofiske arbejde, og vennerne var bekymrede for hans helbred, idet hans selvpinsler i klosteret i Erfurt fysisk havde ødelagt ham så meget, at man kunne tælle alle hans ribben.

Sin eksamen bestod han med udmærkelse og havde dermed nået den laveste af de tre teologiske grader, hvilket betød, at han havde tilladelse til at tolke Bibelen. Det betød, at han nu havde både ret og pligt til at holde forelæsninger over enkelte dele af Den hellige Skrift. Nu var han i sit rette element og kunne tale om det, der lå ham på hjerte, og fordi han talte af hjertet, gik det også tilhørerne til hjerte.

En tid herefter sad rektor Pollich ved bordet i sin have sammen med professor Trutvetter og en af de andre docenter. Samtalen kom snart til at dreje sig om broder Augustinus, og Pollich spurgte Trutvetter: »Hvad mener I, hr. kollega, om vor yngste teologiske docent?« Trutvetter svarede: »Jeg har endnu ikke hørt ham fra katederet, men der må være noget særligt ved ham, for studenterne flokkes om ham. De kommer også fra de andre fakulteter, og de påstår, at han har en helt ny måde at fremholde Skriften på.«

»I har ret,« stadfæstede Pollich. »Jeg vil ikke skjule for jer, at jeg selv en dag har lyttet til hans forelæsning, uden at han vidste det. Ja, det er bestemt en ny måde, han uddyber Skriften på. Ligesom en minearbejder henter han skatte op af dens dybder, så man bliver helt forbavset. Han taler med en sådan begejstring, at man selv bliver varm om hjertet. Jeg siger jer, at denne munk vil komme til at give alle doktorerne en nød at knække, for han lægger sig fast på profeternes og apostlenes skrifter og står med begge fødder på Kristi ord.«

»At han har noget særligt i sig, anede jeg allerede, da han i Erfurt var min elev,« bemærkede Trutvetter. »Måtte de kære helgener blot hjælpe ham til at lå et sundt legeme igen, for i sin celle i Erfurt har han, der frygtede for sin sjæls frelse, næsten spæget sig selv til døde.«

»Så vil den nye arbejdsbyrde, som han nu har påtaget sig, ikke være gavnlig for ham,« sagde Pollich beklagende, »og til og med er han allerede i gang med at læse til den næste teologiske grad. Jeg har hørt, at han om et halvt år agter at melde sig til eksamen til den anden teologiske grad, det såkaldte sententiariat". Bare dog Staupitz havde været her. Han har størst indflydelse på ham, og han ville kunne formane ham til at skåne sig selv og huske på, at den stærkeste ånd ikke kan holde stand i et sønderbrudt legeme.«

Det var på slutningen af sommeren. Semesteret var ved at være til ende, da der pludselig blev stor ophidselse blandt studenterne, idet rygtet spredtes: »Broder Augustinus skal rejse fra Wittenberg og vende tilbage til Erfurt.« Ingen kunne forstå det, så meget desto mindre som den unge baccalaureus netop var i færd med at bestå sin eksamen til den anden teologiske grad. Mange var forbitrede, da de ikke ville lade den elskede lærer drage bort. Men sagen var besluttet, og enhver modstand var forgæves. Broder Augustinus selv var meget ked af at skulle forlade det sted, hvor han netop var begyndt at slå rod.

Hans tilbagevenden til Erfurt var meget ildeset af hr. Natinus, og denne modsatte sig da af al magt Luthers anmodning om at måtte tage sin eksamen til sententiarius'" i Erfurt. Han trængte dog ikke igennem med sin protest, og kort tid efter sad den fordums elev ved siden af læreren, for selv at holde forelæsninger over kirke-fædrenes skrifter. Det var nemlig en sententiarius' opgave.

Broder Anselmus standsede engang doktor Natinus i klosterhaven og spurgte ham: »Hvad er der nu egentlig blevet af alt det væsen, man i Wittenberg har gjort af broder Augustinus, som om en ny stjerne var kommet op på himlen? Mærker man også her, at der er noget stort og mægtigt i ham?«

»Der er langt herfra til Wittenberg,« sagde Natinus spottende. »Set på lang afstand ser man tingene i et andet lys, end når de er nærved. Broder Augustinus giver ingen af sine kolleger anledning til at nære misundelse.«

Helt uret havde Natinus ikke; thi broder Augustinus var revet ud af sit rette element og sat på det tørre. Idet han var blevet afskåret fra Den hellige Skrift og nødsaget til at gengive de middelalderlige kirkefædres læresætninger, var hans tunge som lammet. Han måtte udtale, hvad andre havde tænkt, selv om det var noget, han ikke selv troede på, og var tvunget til at fortie sin egen mening. Derfor følte han sig slet ikke veltilpas i Erfurt og følte ingen taknemmelighed mod dem, der havde været årsag til, at han var blevet kaldt tilbage dertil.

Så meget større var hans glæde, da professor Trutvetter halvandet år senere kom tilbage fra Wittenberg til Erfurt og samtidigt forkyndte broder Augustinus, at han skulle forflyttes til Wittenberg.

Afskeden med Erfurt var ikke tung for ham. Det frydede hans hjerte, da han i det fjerne fik øje på Wittenbergs tårne. Da heste og vogn engang kom til at sidde fast i sandet, citerede han spøgende det gamle rim: »Lille land, du er kun sand.« Wittenberg forekom ham som en oase i ørkenen.