En kølig morgenstund på en af de sidste dage i september 1511 trådte to Augustiner-munke, ledsaget af en lægbroder, ud af Elbtor, den ene af Wittenbergs byporte. Den ene af munkene var broder Augustinus, der for et halvt år siden var blevet kaldt tilbage til Wittenberg som lektor ved universitetet. Den anden hed Johan von Mecheln og var en forhenværende prior fra et nederlandsk kloster. Kort tid i forvejen var han blevet dr. teol. og optaget i Wittenberg Universitets teologiske fakultet.

Det, at de var ledsaget af en lægbroder, giver os en anelse om, at de var ved at tiltræde en længere rejse. Det var i sandhed en meget lang tur, som de var begyndt på. General-vikaren, dr. Staupitz, som var deres over-ordnede, havde stor tillid til de to munke, som han havde udvalgt til at udføre et vigtigt ærinde. De skulle rejse til Rom for der at bringe et omstridt ordensanliggende til klarhed.

Broder Augustinus og hans to rejsefæller vandrede fra kloster til kloster, hvor de modtog gæstfrihed, idet rejsen gik over Heidelberg, Basel, store Sct. Gotthard, Milano og Bologna.

Hertil nåede de uden at møde nævneværdige hindringer. Vandringsmændene var betaget af den store naturskønhed, de mødte undervejs, og undrede sig over skaberværkets mangfoldige rigdomme. De lagde også mærke til befolkningens forskelligartede skikke og sædvaner, som skiftede fra egn til egn, alt imedens de nærmede sig rejsens mål. De var mest vant til deres hjemlige klosters lidt snævre horisont, hvorfor alt det fremmedartede gjorde et stort indtryk på dem, og nok mest på broder Augustinus.

Efter ankomsten til Bologna brød den sidstnævnte sig ikke mere om naturskønhed eller kunst. Grunden hertil kunne hurtigt konstateres, idet han var så syg, at han den følgende morgen måtte blive i sengen, syg og udmattet og med høj feber. Klosterbrødrene bragte ham en drik, de havde brygget af feberstillende urter. Alligevel blev feberen værre, og man troede, at det bar mod døden. Broder Augustinus var dog ikke så forfærdet ved tanken om døden som under tordenvejret i Stotternheim. Den hellige Skrifts ord, som Staupitz havde opladt for ham, stod nu som en mild lysende stjerne over hans hoved og trøstede ham.

Han skulle dog ikke dø, men leve og komme til de steder i verden, som man dengang anså for at være de mest hellige. Han skulle se apostlene Peters og Paulus' indviede grave og stå for den mands ansigt, hvem kristenheden ærede som den synlige stedfortræder for den usynlige Kristus.

Jo nærmere de kom målet, desto heftigere bankede hjertet i broder Augustinus' bryst af højtidelig forventning. Da den evige stads tinder og kupler, badet i solens klare stråler, til sidst dukkede op i det fjerne, faldt han på sine knæ, løftede sine arme mod himlen og råbte med stor glæde: »Vær hilset, du hellige Rom!«

Nu var opfyldelsen af hans store og længe nærede ønske om at komme til et ordentligt general-skriftemål i pavens stad nært forestående.

Med stor ærefrygt i sindet trådte rejsefællerne ind i byernes by. Tæt ved byporten lå Augustiner-klosteret Maria del Populo, hvor de fik en gæstfri modtagelse.

Om aftenen savnede man broder Augustinus ved aftensmåltidet. Da de ledte efter ham, fandt de ham i klosterkirken, andægtigt knælende foran alteret.

Næste morgen sagde han til sin rejsefælle: »Vi befinder os her i en helt fremmed verden. I klostrene i dette land synes der at herske helt andre tilstande, end vi er vant til hjemme i Tyskland. Jeg tør slet ikke fortælle dig, hvilke samtaler jeg i går hørte munkene føre indbyrdes. Det har forbavset og forfærdet mig, hvordan de sang horaen Hvor uærbødigt omtaler de ikke det hellige! Hvor de dog ser ned på os tyskere! I deres øjne er vi nogle rigtige barbarer og tossehoveder.«

Doktor Johannes nikkede alvorligt og tilføjede: »Under den hellige faders øjne breder dette forargelige væsen sig og er fremme i lyset! Men måske det kun er dette ene kloster, hvor noget sådant finder sted.«

Så snart de kunne, begav de to sendebud sig til Augustinermunkenes general for at indlede deres forhandlinger med ham, og det tog dem hele dagen.

Næste morgen gik de ud hver for sig for at se på stadens herligheder. Broder Augustinus gav sig ikke tid til at betragte byggekunstens store mindesmærker. Han havde kun et flygtigt blik tilovers for de store fortidsminder. Colossæums kæmpebygning, Diokletians bade i deres ærværdige pragt, Kapitols tungsindige ruiner interesserede ham heller ikke ret meget. Ikke engang Sct. Peters mægtige søjler, der var under opførelse, gjorde noget videre indtryk på den tyske bondesøn. Nej, det varhelt andre interesser, som fyldte hans sjæl. Han løb fra kirke til kirke og knælede i dyb andagt foran altrene af de berømteste helligdomme og valfartssteder.

I den værste solhede kravlede han på sine knæ op ad Pilatus-trappens trin for at opnå den dertil knyttede aflad. Det var dog med blandede følelser, for så ofte han bad de foreskrevne Ave Maria'er, syntes han at høre ordene: »Den retfærdige skal leve af tro.« I det hele taget var han meget skuffet. Den romerske gejstligheds livsform og væremåde svarede overhovedet ikke til hans forventninger. Han havde troet, at han skulle finde ene helgener i pavens stad, men hvad fandt han? En fordærvet slægt, hildet i uvidenhed, umoralitet og religiøs letfærd.

Hans længe nærede ønske om at måtte få lov til at læse en messe i Rom blev til sidst opfyldt. I den hellige Andreas' kirke var der en præst, som var villig til at afstå ham sin tjeneste.

Fyldt af andægtige følelser læste broder Augustinus de foreskrevne bønner. Han troede, at Himmelen var åben over ham. Han tænkte på sin ven Corvinus, der så brat var blevet revet bort, og bad for hans sjæls frelse. Han tænkte også på sine egne forældre og var næsten ked af, at de endnu levede, idet han her kunne have gjort noget ganske særligt for at frelse deres sjæle ud af skærsilden.

Pludselig, da han næppe var halvt færdig med sin messe, hørte han en hvisken: »Skynd dig dog, så skynd dig dog, du tyske bjørn. Hvor længe vil du blive ved? Førend du er færdig med en messe, har jeg læst syv.«

Idet Luther halvvejs vendte hovedet, så han den præst, der havde afstået ham sin plads. Hans forfærdelse over disse skammelige ord på det hellige sted forvirrede ham i den grad, at det næsten ikke var muligt for ham at skelne bogstaverne i messebogen. Med stort besvær fik han læst resten af sin messe, hvorefter han ilede bort fra stedet, som om Satan selv var i hælene på ham.

Mens han således skyndte sig gennem gaderne, blev han standset af et menneskemylder. Han spurgte en af de nærmeststående om årsagen til opløbet og fik at vide, at den hellige fader var ved at nærme sig stedet. Han var taknemmelig for denne meddelelse og blev stående i spændt forventning. Ikke længe efter gjorde folkemængden plads for en lille trop ryttere på nogle pragtfulde heste. Rytterne var klædt i pragtfulde guldbroderede klæder. Broder Augustinus var blændet af al denne pomp og pragt og farvernes vidunderlige spil. Da rytterne var redet bort, spurgte han en mand ved sin side: »Hvornår kommer den hellige fader?«

Manden gjorde store øjne. »Vi har kun en,« sagde han, »og det er nok.« Da munken tvivlende så på ham, tilføjede han forklarende: »Det var ham i den blå kappe og med den gule fjer.«

Broder Augustinus stirrede med åben mund på sin nabo. Denne smilte og sagde: »Du er nok fremmed her?«

»Fra Tyskland kommer jeg,« svarede munken. »Hjemme hos os har man et helt andet billede af den hellige fader, og hvis jeg fortæller mine landsmænd, at jeg har set paven ridende på en hest som en soldat, vil de ikke tro mig.«

»Havde du blot været her for et par måneder siden,« vedblev romeren, »da kunne du have set ham drage ind i staden som en sejrherre, for han kom hjem fra en blodig krig. Han forstår sig mesterligt på krigshåndværket, men også på at indsamle penge. I det hele taget er han en fortræffelig og anselig herre.«

Broder Augustinus trådte betuttet et skridt tilbage. »En fortræffelig herre kalder I en mand, der fra den hellige stol fører et så verdsligt liv?«

Romeren smilte beklagende. »Jeg kan godt se, at du er tysker og ikke forstår noget som helst. Her takker vi Gud, fordi vi har fået en sådan pave. Ham, vi nu har, er dog meget bedre end den, der før ham sad på den hellige stol, og som besmittede den gennem hor, blod-skam, giftmord, brodermord og andre ugerninger.«

Broder Augustinus skjulte ansigtet i sine hænder og skyndte sig bort; han havde fået nok og ville ikke høre mere.

Helt udmattet kom han tilbage til herberget, hvor han fandt sin rejsefælle og fortalte ham om sine oplevelser. Denne hørte på ham i tavshed og sagde derefter: »Også jeg har oplevet uhyrlige ting og har kastet et blik ind i den romerske gejstligheds ryggesløse liv. Jeg har set og hørt, hvilken bespottelse de driver med de hellige ting. Dersom jeg ikke havde hørt det med mine egne ører, ville jeg aldrig have troet det muligt. Da jeg i dag overværede messen i Sct. Sebaldus-kirken, stod jeg i umiddelbar nærhed af altret, hvor forvandlingen af de hellige elementer sker, og jeg hørte ganske tydeligt præsten sige: 'Panis es panis et panis manebis' - 'Brød er du, og brød bliver du ved med at være.'«

»Åh, Gud,« råbte broder Augustinus og knugede sine hænder. »Hvor er dog Herrens vingård ødelagt af orner! Hvor er den hellige stad vanhelliget af menneskers synd! Jeg ville ønske, at vor opgave snart var vel udført, så vi kunne ryste støvet af vore fødder og ile bort fra dette Sodoma og Gomorra!«

Dette ønske skulle nu ikke så snart blive opfyldt. Deres forhandlinger med ordensgeneralen trak i langdrag og varede hele fire uger. Men så snart de var færdige med deres opgave, blev de tyske sendebud ikke et øjeblik længere på det sted, som de for nogle uger siden var kommet til med hellig ærefrygt. De forlod det nu i bevidstheden om, at Djævelen selv havde sit hovedkvarter i selveste kristenhedens midtpunkt.