Uden for døren!
Det hele står på gloende pæle. Koncerten begynder klokken otte, og i firmaet blev det meget sent igen i dag. Bussen kørte for næsen af mig. Børnene gør et farligt vrøvl og vil ikke i seng. Nu er klokken snart halv otte. Klæde om i en fart, ringe efter taxa. Hvorfor skal det også tage så lang tid ...

Kvart over otte. Forpustet rækker vi vore frakker til garderobedamen. "Bare rolig, mine herskaber. De kommer alligevel ikke ind før pausen."

Det er til at blive vanvittig over. På femte række er der to tomme pladser.

Og vi står herude. I mange dage har vi glædet os til denne koncert. Og nu dette! Heldigvis bliver der en pause. Så kan vi i det mindste få afslutningen med.

Og hvis der nu ikke bliver nogen pause? I lignelsen om de ti brudejomfruer fortæller Jesus om en situation, hvor det uigenkaldeligt var for sent (Matt. 25,1-13). Alle ti tager deres olielamper for at gå brudgommen i møde. Men kun fem af dem tænker på at tage ekstra olie med. Det bliver nat. Pigerne falder i søvn. Endelig kommer brudgommen. Lamperne er lige ved at gå ud. For de fem tankeløse brudepiger slipper olien op.

"Men medens de gik bort for at købe, kom brudgommen, og de, som var rede, gik ind i bryllupssalen med ham, og døren blev lukket. Bagefter kommer også de andre jomfruer og siger: 'Herre, herre, luk op for os!' Men han svarede og sagde: 'Sandelig siger jeg eder: jeg kender jer ikke.'" Matt. 25,10-12.

Fri adgang!
I Bibelens sidste bog handler det også om et bryllup. Det finder sted, når Jesus kommer igen. Vi er alle indbudt til denne herlige fest. Johannes kalder den "Lammets bryllupsmåltid." Det bliver en glædesfest:

"Herren vor Gud, den Almægtige, har tiltrådt sit kongedømme. Lad os glæde og fryde os og give ham æren; thi Lammets bryllupsdag er kommet, og hans brud har gjort sig rede. Salige er de, som er indbudt til Lammets bryllupsmåltid." Åb. 19,6-7 og 9.

Endelig, langt om længe! Det, vi har håbet og ventet på, sker: Den, der her i livet har taget standpunkt for Jesus, kan fra nu af og for altid leve sammen med ham. Billedlig talt bliver brylluppet nu fuldbyrdet. Nu kan intet mere skille menigheden (bruden) fra Jesus (brudgommen).

Fredløs!
Åbenbaringsbogen tegner dog også for os et andet, mindre behageligt billede. Johannes beskriver Jesus som feltherre eller krigshelt, ridende på en hvid hest. Hans fremtoning er imponerende og ærefrygtindgydende. Hans kappe er dyppet i blod, og af hans mund udgår et skarpt sværd, som han kæmper med (Åb. 19,11-16). To stridende parter tørner sammen. Et drastisk billede. Det er tydeligt, at det er hans person, der er stridens midtpunkt. På den ene side står de, der holder sig til Gud; på den anden side de, der modarbejder ham. De har forkastet indbydelsen til bryllupsmåltidet. Johannes skildrer deres skæbne i et dramatisk billede:

"Og jeg så en engel stå i solen. Den råbte med høj røst til alle de fugle, der flyver midt oppe under himlen: "Kom, saml jer til Guds store måltid for at æde kød af konger og kød af feltherrer og kød af stormænd og kød af heste og deres ryttere og kød af alle frie og trælle, store og små." De øvrige blev dræbt med det sværd, der stod ud af rytterens mund, og alle fuglene åd sig mætte i deres kød." Åb 19,17-18 og 21.

En rystende skildring. Vi havde sikkert hellere set, at dette ikke stod i Bibelen. At den kun viste os det positive og behagelige. Men der er to sider ved alt. Og Gud vil ikke, at der skal herske nogen uklarhed om, hvad der vil ske, hvis vi vælger at forkaste hans indbydelse. Han stiller os over for begge muligheder. Det må kaldes rimeligt.

Den omvendte verden!
I Åbenbaringsbogen finder vi kontraster, der kan virke så forbløffende, at man synes, den skildrer en helt forkert verden. Og alligevel er det den rigtige verden, der beskrives. Verden, som den engang var, og som den snart skal blive igen. Men vi har allerede vænnet os til så mange ufuldkommenheder og uretfærdigheder, at vi her i dette liv næppe kan forestille os en tilværelse uden dem. Den stadige fristelse til det onde synes ligesom at høre med.

Når Jesus kommer igen, vil det hele blive helt anderledes:

"Og jeg så en engel stige ned fra himlen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i hånden. Englen greb dragen, den gamle slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år og styrtede ham i afgrunden og satte lås og segl for ham, for at han ikke mere skal forføre folkeslagene, før de tusind år er omme. Derefter skal han slippes løs en kort tid." Åb 20,1-3.

Fra dette tidspunkt er Satans hænder bundet. Han har ikke længere noget virkefelt. Nu regerer de mennesker, der har holdt sig til Jesus. De er blevet levende igen ved hans genkomst og regerer nu sammen med ham.

"De andre døde kom ikke til live, før de tusind år var omme. Det er den første opstandelse. Salig og hellig er den, der har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusind år." Åb 20,5-6.

Den sidste kamp!
Jesus har allerede sagt, at der vil blive to opstandelser, nemlig opstandelsen til liv og opstandelsen til dom (Joh. 5,28-29). Denne forudsigelse bliver gentaget og stadfæstet i Åbenbaringsbogen. Efter at den tidsperiode er udløbet, hvor Satan var bundet, bliver de døde, der ikke havde del i den første opstandelse, levende igen. Det er med dem, Satan starter sit sidste angreb. Men uden held:

"Når de tusind år er omme, skal Satan slippes løs fra sit fængsel og gå ud og forføre folkeslagene i alle de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig, talrige som havets sand. De drog op på jordens flade og omringede de helliges lejr og den elskede by, men der faldt ild ned fra himlen og fortærede dem. Og Djævelen, som forførte dem, blev styrtet i søen af ild og svovl, hvor også dyret og den falske profet er, og de skal pines dag og nat i evighedernes evigheder." Åb 20,7-10.

Nu er det en gang for alle slut med Satans angreb. Hans tilintetgørelse er endelig.

Terningerne er kastet!
Nu bliver der også fældet den endelige dom over de mennesker, som i deres levetid ikke har taget imod Guds indbydelse. De drages til ansvar for deres handlinger. Også dette skildrer Johannes i sit billedsprog meget drastisk:

"De blev dømt, hver efter sine gerninger. Og døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen." Åb. 20,13-14.

Her finder vi igen motivet med den rensende ild. Det anskueliggør, at tilintetgørelsen vil være total.

Johannes taler om "den anden", den endegyldige død, hvorfra der ikke mere gives nogen opvågnen. Ilden fortærer alt ondt og urent, så alt bliver parat til en altomfattende nyskabelse. Dette er helt afgørende: Gud finder intet behag i ødelæggelse. Han vil skabe nyt.

Kom!
Der bliver en ny himmel og en ny jord. Denne gang vil vi ikke bare blive sat ind i skaberværket, som i den oprindelige skabelse, men vi vil selvopleve, hvordan det sker. Vi bliver selv delagtige i den. Nu er der intet til hinder for, at vi kan opfylde vor egentlige bestemmelse, selv at være kreative. Idealet er blevet til virkelighed.

"Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere. Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: 'Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsundet.'" Åb. 21,1-4.

Er du bange for, at du ikke skal komme med? Det er der ingen grund til at være.

Selvom beskrivelsen af det, der foregår uden for døren, kan synes aldrig så frygtindgydende - det er dog kun den ene af siderne. på den anden side står Jesus:

"'Jeg, Jesus har sendt min engel for at vidne for jer om disse ting i menighederne. ...' Og den som hører, skal sige: 'Kom!' Og den, som tørster, skal komme; og den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt." Åb. 22,16-17.

Vi har fået indbydelsen. Det er op til os selv, om vi vil tage imod den, eller vi vil forkaste den. Der bliver ingen ny chance efter dette liv, ingen mulighed for at træffe en anden afgørelse. Men det er heller ikke nødvendigt. For vi kan jo sige allerede i dag: "Jeg kommer!" Det er alt, I hvad Jesus venter på. Hvad venter vi på?