Livsånde!
Hvem gør ikke det? Med hænder og fødder stritter man som regel imod at skulle dø. Lægevidenskaben søger stadig efter nye veje til at forlænge livet. Der kan næppe være nogen tvivl om, at vi hænger ved livet. I reklamen er livsglæde en af de ingredienser, der sælger allerbedst.

Det er her, problemet ligger. Reklamebilleder viser næsten kun smukke, stærke, unge mennesker. Hvem bryder sig om at tænke på døden? I bedste fald fortrænger man den. Gemmer den bort på sygehuse, plejehjem eller andre institutioner, så vi er fri for at se ret meget til den.

Moses, en af Bibelens store mænd, så helt anderledes på det. At fortrænge døden var slet ikke ham. Derfor beder han i en salme til Gud:

"At tælle vore dage lære du os, så vi kan få visdom i hjertet!" Sl. 90,12.

Det er klogt ikke at lukke øjnene for døden. Det giver livsvisdom. Frem for alt åbner mødet med døden vort blik for livet efter opstandelsen - for det evige liv, som Gud skænker os. Fordi han vil, at vi skalleve.

At elske livet!
Livet, hvad er det i grunden? I Bibelen finder vi et interessant svar på spørgsmålet om livets oprindelse:

"Da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blevet levende væsen." 1 Mos. 2,7.

Gud havde skabt mennesket i sit eget billede (1 Mos. 1,27). Adam og Eva lignede Gud. De var skabt som fuldkomne væsener. Det betyder også, at Gud havde skabt dem til at leve evigt. Gud, der elsker livet og skænkede det til det første menneske par, ville ikke, at hans skabninger skulle dø. Han advarede dem mod døden, der ville blive konsekvensen, hvis de trådte uden for de retningslinjer, der var anvist dem. Men han havde på samme tid givet dem frihed til at træffe deres egen afgørelse.

Ikke Andet end løgn!
Adam og Eva var fuldstændig klar over, at de måtte dø, hvis de spiste af kundskabens træ. Alligevel lod de sig forføre af Satan:

"Da sagde slangen til kvinden: 'I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!" 1 Mos. 3,4-5.

Her stod påstand mod påstand. Adam og Eva besluttede at tro på slangen. De lod sig lokke af dens forsikring om, at der ikke ville ske dem noget, selvom de overhørte Guds advarsel. De spiste af frugten, og de blev øjeblikkelig klar over, at de havde gjort noget helt forkert. For sent. Gud drog konsekvenserne:

"Støver du, og til støv skal du vende tilbage!" 1 Mos. 3,19.

Med Adam og Eva blev døden en bestanddel af livet. En følge, som er virksom den dag i dag.

"Ligesom synden kom ind i verden ved et menneske, og døden ved synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker..." Rom. 5,12.

Det er afgørende, at vi ikke bare kan skyde skylden for døden på de første mennesker. Vi kan ikke skubbe ansvaret fra os med et: "Jeg kan ikke gøre for det!" Det er rigtigt, at døden er kommet ind i verden gennem Adam og Eva. Men der står lidt mere i bibelteksten: Vi har også selv syndet, alle sammen. Og derfor må vi leve med døden.

Sovet ind!
Ofte siger man om de afdøde, at de er sovet ind. Det er et udtryk, som er hentet fra Bibelen. Allerede Daniel omtalte de døde som dem,

"der sover under mulde." Dan. 12,2.

Og i forbindelse med Lazarus' død siger Jesus:

"Lazarus, vor ven, er sovet ind." Joh. 11,11.

En vigtig tanke i denne forbindelse: Når man sover, mærker man ikke noget til, hvad der sker omkring en.

"De døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente. ... De får ingen sinde mere lod og del i noget af det, som sker under solen. ... Der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du stævner hen." Præd. 9,5-6 og 10.

Dette gør, at døden mister meget af sin gru. Helvedeskvaler eller sjælevandring er begreber, som er fuldstændig fremmede for Bibelen. Gang på gang gør Bibelen det klart, at hele mennesket, som en helhed, sover, når det er dødt. Det bliver til jord igen.

Opvågne!
Men det er ikke det sidste. Jesus ønsker at vække os alle af denne søvn. Han er Herre over liv og død. Han har selv overvundet døden, fordi han er død for os og igen opstået fra de døde. Hans grav var tom (Joh. 20, 6. 7). Ligesom vi vågner af den naturlige søvn, vil vi vågne fra døden, når Jesus kommer igen. Det har han lovet. Og det vil han også holde.

Opstandelse!
Der har altid været mennesker, som ikke ville stole på Jesus. Hans lære, hans liv, død og opstandelse syntes dem utroværdige. Paulus havde også med sådanne tvivlere at gøre. I sit brev til korinterne går han ind på deres argumenter (1 Kor. 15,12-19). Det er en god ide at læse denne tekst omhyggeligt igennem. Apostlens konklusion, at uden opstandelse er troen meningsløs, kan der næppe indvendes noget imod.

De kristne lever med Jesus Kristus. De har tillid til ham. Derfor gælder hans opstandelse også for dem (1 Kor. 15,20).

"Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengeis røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; ... og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!" 1 Thess. 4,16-18.

Et klart udsagn, ikke sandt? Det taler midt imod enhver udødeligheds-teori.

Dø må vi alle. Men når vi sætter vor lid til Gud, skal vi også genopstå.

Stærke og smukke!
Opstandelsen bliver en ganske enestående begivenhed. Den kommer helt sikkert til at overgå alt, hvad vi kan forestille os. Døden er jo allerede så svær at forstå. Og så opstandelsen - hvordan kommer det dog til at foregå? Bibelen giver svaret:

"Således er det også med de d ødes opstandelse; hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed; hvad der sås i vanære, opstår i herlighed; hvad der sås i svaghed, opstår i kraft; der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der gives et sjæleligt legeme, gives der også et åndeligt."

1 Kor. 15,42-44.

Ved opstandelsen bliver vi forvandlet. Vi kommer åbenbart til at se anderledes ud end nu, men alligevel vil enhver beholde sin identitet (1 Kor. 15,40-41). Et står helt klart: Vi skal ikke mere dø. Fra nu af er vi igen bestemt for evigheden.

Afslutning og begyndelse!
Døden er den uundgåelige afslutning på livet her på Jorden. Visheden om, at vi må dø, har indflydelse på vort liv. Mennesker, som pludselig får at vide, at de har pådraget sig en uhelbredelig sygdom, og at de ikke har megen tid tilbage at leve i, har fortalt, hvor intenst de lever hver dag, de endnu har tilbage. Mange udnytter tiden til at bringe forkludrede forhold i orden igen. Andre søger pludselig at finde fred med Gud. Det skulle vi nu altid gøre. Ikke bare af angst for døden, men fordi vi helt bestemt ved, at der er et evigt liv.

Døden forpligter. Den viser os vort ansvar. Som kristne er vi ikke upåvirkede, når døden tager en af vore kære fra os. Vi bliver bedrøvede. Dette er menneskeligt. Men vi har en trøst, som er mere end en vag forhåbning. Vi ved, at Jesus skænker os nyt liv. Vi ved, at til den tid skal vi se vore kære igen, dem, der også har holdt sig til Gud, og at vi aldrig mere skal skilles fra dem. Vi skal leve sammen med Gud gennem evigheden. Fordi han elsker livet. Ligesom vi.