Vort liv begynder med fødslen. Den, der er født på ny, lever det virkelige liv.
Somme tider siger vi: 'Bare jeg dog kunne begynde på ny!' Der er så mange ord, vi ønsker aldrig var sagt; så mange handlinger, vi ønsker aldrig var gjort! Men vore ord og vore handlinger er blevet fortid, som vi ikke formår at skrue tilbage, selv om vi aldrig så bittert fortryder både det ene og det andet. Hvor ville vi dog give meget, hvis vi kunne ombytte det gamle liv med et nyt. Hvis det var muligt at slå en streg over det alt sammen, så ville vi ikke igen begå de samme fejl, ikke mere fortælle de samme gamle løgne, ikke mere fortælle til dette sygelige rethaveri, ikke mere lade os beherske af denne stadige egoisme. Men kan det virkelig ske?

I Bibelen rejses atter og atter det spørgsmål: Hvorledes kan det syndige menneske bestå over for den hellige Gud? Et er sikkert: Uden en radikal kursændring vil dette møde ende med døden for mennesket. Og så et spørgsmål til: Hvad sker der, når Gud taler til mennesket? Sker der i det hele taget noget? Eller drejer det sig allerhøjst om en ydre forandring, en slags polering af overfladen, når nogen bliver kristen? En oppudsning, som ikke stikker særlig dybt? Uden Kristus bliver enhver ny begyndelse og enhver
påstået kristendom ikke andet end tom snak. Men alligevel: ER det muligt at begynde på ny?

Zakæus var overtolder, rig og særdeles upopulær. Men han ville absolut se denne Jesus, der skulle drage ind i Jeriko, hvor en stor skare mennesker ventede på ham. Da tolderen imidlertid var mindre end de fleste, klatrede han op i et træ for bedre at kun se. Jesus så op på Zakæus og sagde, at han i dag ønskede at være hans gæst. De omkringstående blev forfærdet: At Jesus lige netop skulle tage ind hos denne uværdige, foragtede person!
(Luk 19,1-10)

I Bibelen står der ikke noget om, hvorfor Zakæus så gerne ville se Jesus.
Måske var han bare nysgerrig. Under alle omstændigheder fik dette møde afgørende betydning for tolderen. Jesus sagde:
"I dag skal jeg være gæst i dit hus." Luk. 19,5.

De mange mennesker, der havde levet et anstændigt liv, måtte jo føle dette som et slag i ansigtet. De var skuffede og forargede. En forståelig reaktion. Men: Vil man begynde et nyt liv med Jesus, er det afgørende, at man føler behov for at være i hans nærhed - og ikke bare henvise til en eller anden menneskelig kvalifikation, at man har levet et pænt og anstændigt liv. Jesus siger det meget tydeligt:
"Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere." Matt. 9,13.

For Zakæus bliver oplevelsen med Jesus ikke uden følger. Der sker en gennemgribende forandring i ham. Af egen fri vilje lover han:
"Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage." Luk. 19,8.

Zakæus er pludselig i stand til at skaffe sig af med sine penge. Han har fattet, hvad det drejer sig om hos Jesus. Zakæus' liv bliver nyt. Jesus siger:
"I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte." Luk. 19,9-10.

Eksemplet med Zakæus viser os tydeligt, hvad en virkelig omvendelse betyder i det praktiske liv. Idet Zakæus betalte de uretmæssigt erhvervede penge tilbage til de bedragne og uddelte af sin rigdom til de fattige, gjorde han bod. Det var ikke noget, der blev pålagt eller påtvunget ham, og heller ikke en 'bøde', som vi kender det nu til dags. Denne måde at gøre bod på var et ydre tegn på den forvandling, der var foregået i Zakæus. Der var sket noget med ham, og det blev synligt for enhver. Forholdet til hans medmennesker blev totalt forandret. Alle hans værdier blev omprioriteret, taget op til ny overvejelse. På denne måde bliver bod et udtryk for ægte omvendelse. Det er en oplevelse, som giver frihed og skaber glæde.

Men denne nye begyndelse er kun mulig med Guds hjælp. Den griber så dybt ind i et menneskes liv, at det sammenlignes med en ny fødsel. Her er det en forudsætning, at man bliver sig sit behov for en genfødsel bevidst. Den, der betragter sig selv som fuldkommen, vil næppe kunne indse, at han må
vende om, at han har behov for en omvendelse.

Ganske vist kan man også få et kald til omvendelse. (Matt 3,2: 5-8. Matt 4,17. Apg 2,37-38). Men det er den enkelte, der selv må tage imod kaldet til omvendelse. At komme til bod og omvendelse er livets store chance for alle mennesker.

For at forklare det at vende, om bruger Jesus et billede under sin natlige samtale med Nikodemus:
"Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige." Joh. 3,3.

Nikodemus forstod det ikke med det samme. Hvordan kunne sådan en ny fødsel dog foregå? Jesus svarer ham:
"Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige." Joh. 3,5.

Ved at det menneske, som omvender sig til Gud, lader sig døbe.
Det vil sige, at genfødslen ikke i første række er nogen synlig proces - vigtigst er det, der foregår i menneskets indre, hvor Helligånden viser os, hvad der måtte være forkert ved vort hidtidige liv, og hvad Gud vil forandre. Det er der ingen grund til at betragte som noget negativt. Der kommer ingen sand glæde af selvets tilfredsstillelse.

Genfødslen er en ny begyndelse. Men den må ikke være det sidste, der sker.
Uden en stadig vækst betyder den intet. Ligesom børn vokser, må også den kristne vokse. Apostlen Paulus siger: "Men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus." Ef. 4,15.

Dette billede vil forklare os, at vækst ikke kan undværes, men den hører med til en sund organisme. Vi må være klar over, at dersom væksten mangler og man aldrig bliver voksen, da mangler der noget helt afgørende. Kun den, der vokser, lever virkeligt. (Joh 15,2-8)