Ingen lever kun for sig selv
Kristendom er ikke noget privat anliggende. Den kristne lever i fællesskab med Gud og sine medmennesker.

Ingen lever kun for sig selv
I vor omgang med myndighederne bliver vi nu og da spurgt, hvilken kirke vi tilhører. Det er vel ikke indholdet af ens tro som sådan, man er interesseret i, men man ønsker at vide, hvilken organisation vi bekender os til. Det samme gælder politiske partier, foreninger og i andre sammenhænge.

Betydningen af begrebet 'menighed' går imidlertid langt ud over dette. Her drejer det sig om et fællesskab af kristne, der har Jesus Kristus som deres midtpunkt og mål. I Bibelen sammenlignes menigheden med et legeme. Jesus Kristus er hovedet, de omvendte mennesker udgør, som menighedens medlemmer, legemet. (Ef 4,15-16) Ligesom en legemsdel kun lever, så længe den ikke er skilt fra organismen, således kan en kristen også kun leve i forbindelse med menigheden. De enkelte led hjælper til at holde det hele
sammen, (Ef 4,16) de er brødre og søstre i Kristus. Jak 2,15

I Det nye Testamente betegnes menigheden som dem, der er kaldet ud (nemlig fra verden) eller som forsamlingen. Udgangspunktet er Jesus Kristus, der opfordrer menneskene til at komme og følge ham, som det f.eks. skete med tolderen Levi:
"Da Jesus siden gik derfra, så han en tolder ved navn Levi sidde ved toldboden, og han sagde til ham: 'Følg mig!' Og han lod alt ligge og rejste sig og fulgte ham." Luk. 5,27-28.

På denne måde samlede Jesus en menighed af elever (disciple) omkring sig, drog sammen med dem gennem Palæstina, prædikede om Guds rige og helbredte syge. Efter en vis 'læretid' sendte Jesus disse mænd ud til menneskene som hans repræsentanter, for at de skulle vinde flere tilhængere. (Matt 10,1-15.)

Men hvordan?
Der var mange, som sluttede sig til den nye menighed. På spørgsmålet, hvorledes de kunne finde Gud, svarede Peter:
"Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave." Apg. 2,38.

Reaktionen udeblev heller ikke, som det fremgår af de følgende vers. (Apg 2,41-42.)

Kristi menighed opstår,
* Idet Jesus Kristus opfordrer menneskene til at følge ham.
* Gennem en bevidst beslutning om at følge Jesus Kristus ved at lade sig døbe.
* Ved at videregive opfordringen og Guds budskab til andre mennesker.

Menigheden består af mennesker, der hver især har deres særpræg. Derfor kan menigheden aldrig være 'uniformeret.' Den lever gennem sine medlemmers forskelligheder. Det fælles grundlag skænker hver enkelt en følelse af at være hjemme, uanset om han deltager i en gudstjeneste i Skandinavien, Afrika, Asien eller Amerika. Der, hvor menigheden virkelig fungerer, står ingen og føler sig ensom og alene.

Gud og medmennesker
De kristne mødes for at samtale om Gud, for at takke ham og for at bede sammen. Et væsentligt tegn på deres forbindelse med Jesus Kristus er nadvergudstjenesten. (Matt 26.17-30; 1Kor 11,23-26). Men gudstjenesten betyder mere end et møde med Gud alene. Gudstjenesten er også at acceptere sine medmennesker og føle ansvar for dem. Jeg er ansvarlig over for Gud for min handlemåde over for andre.
"Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære." Rom. 15,7.

Når man skal vælge ...
Igennem sin næsten to tusindårige historie er kristenheden atter og atter blevet splittet op i forskellige grupper, som til dels den dag i dag står fjendske over for hinanden. Hvilken kirke skal den kristne så i dag vælge at slutte sig til?

Når man skal træffe sin afgørelse, hvorvidt man skal slutte sig til denne eller hin kirke, bør det udslaggivende ikke være kirkens størrelse eller hvor velformuleret dens trosbekendelse eventuelt er. Det centrale bør være spørgsmålet om indstillingen til Kristus og til Bibelen. Måske vil følgende overvejelser bidrage til at træffe det rette valg:
Står Jesus Kristus i centrum?
Anerkendes Bibelen uden forbehold og uden tilføjelser?
Efterkommer de kristne endnu opfordringen til at fortælle andre om Gud?
Er de kristne overbevist om, at Jesus Kristus snart kommer igen, og at han vil føre denne verden tilbage til dens oprindelige bestemmelse?
Finder jeg i denne kirke en hjertelighed, der får mig til at føle mig hjemme?

I Johannes' Åbenbaring er der talrige beskrivelser - ofte givet i kodesprog - af opgør mellem, forskellige kirker. Skribenten hefter sig i det væsentlige ved to ting:
Den, der læser Åbenbarings bog, skal få hjælp til at træffe sin afgørelse for Gud og Kristi levende menighed.

Læseren skal blive sig bevidst, at Gud beskytter den kristne og forsvarer ham. Det er noget, Gud selv står inde for.
"Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste v18 og den, som lever." Åb. 1,17-18.

I Bibelens sidste bog er bl.a. omtalt tre vigtige kendetegn for den menighed, der har en fremtid:
"Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus." Åb. 14,12.

Man må altså være udholdende, orientere sig om Guds værdinormer og stole på Jesus, hvis man vil have en fremtid.
En kristen kan ikke leve uden sin menighed. Han er ikke nogen enspændernatur, der graver sig ned i sine egne snævre cirkler. Kristne kommer deres medmennesker i møde.
Gud ske tak, at han ikke kun vil have de helt fromme hos sig, men at han opfordrer alle - også mig - til at komme og vandre med ham. Gud ske tak, at han skænker mig mennesker, med hvem jeg kan opleve ægte fællesskab.