Der spørges: 'Hvorfor?'
Millioner af Mennesker i verden lider under sygdom, fattigdom, sult eller krig. Ser Gud bare til, uden at gøre noget?

Spørgsmålet 'Hvorfor?'
Dette spørgsmål har mange facetter. Vi kender det hos børn, der er i 'Spørge Jørgen' - alderen, hvor de spørger og spørger i det uendelige, indtil vi til sidst er helt udmattede. Det drejer sig her heller ikke altid bare om videbegærlighed, men bagved deres "hvorfor" gemmer der sig også ofte en protest, et ønske om at fralægge sig ansvar, eller direkte modvilje.

"Hvorfor netop nu?" "Hvorfor netop mig?" Dette gælder ikke kun for børn.
De voksne føler det tit lige så svært at leve op til hverdagens krav og realiteter. Hvorfor skal så mange mennesker sulte ihjel i en verden, hvor der i virkeligheden er mad nok til alle? Hvorfor er der krige og
naturkatastrofer? Hvorfor kan den halvfemsårige ikke dø, skønt hun længe har været træt af at leve? Og hvorfor skulle den tyveårige rives væk så pludseligt?

Daglig konfronteres vi med lidelser. Hvis det går godt for os selv, behøver vi dog aldrig søge længe, før vi i vore omgivelser støder på problemer og menneskelig katastrofer. Er det de så underligt, at vi bliver oprørte og ser os om for at finde den, der skyld i alt dette?

Krampagtigt holder den unge mand fast i sin kørestol. Hans ansigtsudtryk er bittert. Hele hans liv er blevet så ganske anderledes siden hin forfærdelige aften. Det skete så pludseligt han forulykkede med sin
motorcykel. Nu sidder han i kørestolen med en dobbeltsidig lammelse.

Den unge mand havde haft en fin livsstilling. Han havde fremgang, var vellidt og havde mange venner. Men nu er han ladt alene afskrevet. Der er næppe nogen som ser til ham. Endog har hans hustru forladt ham: 'Jeg vil ikke tilbringe hele mit liv sammen med en krøbling.' Dette ramte ham allerhårdest.

Han synes, hans liv er blevet meningsløst. Bebrejdende spørger han:
"Hvorfor har Gud tilladt dette? Hvorfor hjælper han mig ikke? Hvad har jeg gjort, at jeg må lide på denne måde?"

Bibelen fortæller os, at Gud har skabt denne jord fuldkomment.
"Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var." 1 Mos. 1,31

Der fandtes ingen lidelse på denne jord. Men så kom det til det skæbnesvangre syndefald (1 Mos. 3,19;)
Af egen fri vilje valgte mennesket at stole mere på Satan end på Gud.
Dermed skiltes mennesket fra sit livs kilde og underkastede sig Satans herredømme. Siden da har mennesket måtte lide smerter, arbejde hårdt, kæmpe for sit liv og sit udkomme, for til sidst at dø. Siden da har lidelse været en uundgåelig bestanddel af livet. Dette er følgen af adskillelsen fra Gud.

"Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede." Rom. 5,12

Gud har skabt os som intelligensvæsener, og han gav det enkelte menneske friheden til selv at vælge. Jeg kan vælge enten den ene eller den anden vej. Syndefaldsberetningen i Første Mosebog 3 viser, hvilke katastrofale følger en afgørelse kan få, der træffes i direkte modstrid med Guds anvisninger. Men, hånden på hjertet, hvor ofte har jeg ikke selv bragt lidelse over både mig selv og andre?

Fejltagelse, modløshed og egoisme, hvor kan den slags dog være belastende!
Vi lider ikke kun på grund af vor egen, men også på grund af vore medmenneskers utilstrækkelighed. Når der f.eks. på en arbejdsplads er én medarbejder, der overhovedet ikke har noget ønske om at tøjle sin skarpe tunge, da kan vedkommende ødelægge arbejdsmiljøet for alle de andre. Hvis en eller anden har pådraget sig en smitsom sygdom og derefter ikke opfører sig ansvarsbevidst, da kan det meget let komme til også at gå ud over sagesløse mennesker. Sådan er der visse risici i vor almindelige daglige omgang med hinanden.
Desuden findes der lidelser, hvor det er svært eller simpelt hen umuligt at placere skylden. Her tænkes der på naturkatastrofer, krige og flygtningeproblemer. For krigene kan man ganske vist gøre mennesker ansvarlige for, men ikke for naturkatastrofer, medmindre de blev fremkaldt gennem forstyrrelse af miljøet. Ved jordskælv, tornadoer eller oversvømmelser forbliver det et åbent spørgsmål. Der findes årsager og virkninger, som vi i det mindste kun har delvis forklaring på. Men når der f.eks. i Afrika dør millioner af mennesker på grund af tørke, kunne det måske skyldes, at der tidligere gennem mange år er øvet rovdrift på naturen.

Jesus betegnede Djævelen som ophavsmanden til lidelserne, fordi hans værktøj består af løgn og af mord:
"Djævelen har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen." Joh. 8,44

Fra begyndelsen forførte Djævelen menneskene til at synde. Så længe han eksisterer, vil vi blive udsat for lidelser. Vi behøver dog ikke betragte enhver lidelse som en uundgåelig skæbne Ef. 6,11-13; Enhver af os kan bidrage til, at der bliver mere lykke og tilfredshed, glæde og retfærdighed iblandt os.

I denne forbindelse finder vi et nyttigt princip i Jesu udsagn:
"Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem." Matt. 7,12

Gud lider under Jordens fordærvelse, hans skabelsesværks ødelæggelse og menneskenes fortabthed. Derfor tog Jesus sig især af de sjæleligt og legemligt syge og helbredte dem. (Matt 11,5;) Han vidste selv, hvad det vil sige at være bedrøvet og at have medlidenhed med andre. Han græd ved sin ven Lazarus' død. Som vor forløser oplevede han på sin egen krop og for vor skyld alle lidelsens stadier. Der tilføjedes ham alle slags legemlige og sjælelige smerter. Han ville kun det bedste for menneskene, men ikke desto
mindre blev han overøst med hån og foragt, og til sidst veg man ikke tilbage for at henrette ham.

Det var ikke let for ham at dø. Men fordi hans død var den eneste mulighed for at gennemføre forløsningsværket, sagde han fuldt bevidst ja dertil.

Jesu lidelser betød derfor ikke, at han blot passivt og resigneret fandt sig i det uundgåelige, men derimod en aktiv handling, idet han hengav sig for menneskene.

Mange mennesker bliver forbitrede gennem lidelse. De mener, at Gud er uretfærdig. De sætter ham på anklagebænken og gør ham ansvarlig for, hvad de må lide. Men som vi allerede har konstateret, bringer mennesket ofte sig selv i situationer, der medfører lidelser. Vi kan ikke vaske vore hænder og
erklære os for at være uskyldige. Det er ikke Gud, der tilføjer os lidelser; for hans tanke med os er kun 'tanker om fred og ikke om ulykke.' (Jer. 29,11;) Mange mennesker har derfor lært at spørge:
Hvilken gavn gør lidelsen?
Dette er heller ikke noget let spørgsmål. Frem for alt må der ikke opstå det indtryk hos os, at det er Gud, der sender os en eller anden katastrofe, for at presse vort liv i den ene eller den anden retning. Det afgørende er, at Gud står os bi også i vort livs mest ekstreme situationer, de slemme oplevelser og erfaringer vil og kan han føre til vort bedste til sidst.

Der kan være situationer, hvor vi overhovedet ikke forstår, hvorfor vi må lide. Selv om vi bryder vor hjerne nok så meget - vi finder simpelt hen ingen forklaring. Men selv i en sådan fortvivlet situation er vi ikke ladt alene. Vi læser:
"Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud." Rom. 8,28

Dette er et trøsterigt løfte fra Gud. Ud af lidelsen gør han det bedste for os. Det, vi betragter som en forringelse eller ødelæggelse af vort liv, kan han forvandle til noget meningsfyldt, så vi bliver i stand til også at magte livet fremover. Det negative forvandler han for os til noget positivt. Gud tager måske lidelsen i sin tjeneste, for at give os bedre indsigt.

Vi erkender, at vi er omgivet af Guds kærlighed. Jesus opsøgte de lidende, han trøstede dem, tilsagde dem syndernes forladelse og helbredte deres sygdomme. Gennem troen på Jesus er vi, selv under de største lidelser, ikke ladt alene, for:
"I tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag." Fil. 1,6

Kun i de to første og de to sidste kapitler af Bibelen er menneskelivet fremstillet uden synd og uden lidelse. Imellem disse to yderpunkter ligger den lange detaljerede beretning om kampen mellem Kristus og Satan. På Golgata sejrede Kristus over lidelse og død. Derefter skaber Gud en ny himmel og en ny jord for sine børn. Vi har lov til at glæde os til dette nye liv uden synd og uden lidelser.

"Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: 'Se, jeg gør alting nyt!' Og han sagde: 'Skriv! For disse ord er troværdige og sande." Åb. 21,3-5

Ikke mindst de her anførte tilsagn fra Gud gør det tydeligt, at han har et mål med denne verden. For os synes Bibelens enkelte dele måske ofte som et puslespil, der kun vanskeligt lader sig samle. Men Guds hensigt går alligevel som en rød tråd gennem hele Bibelen.