De enkelte dele af Bibelen kan sammenlignes med brikkerne i et puslespil, der føjes sammen til en helhed.

Puslespil er populære. De består af mange enkeltdele eller brikker, der, når de er sat rigtigt sammen, danner et billede. Hvis jeg kun har nogle få brikker, eller kun har sat nogle få brikker sammen, er det svært at se, hvad billedet skal forestille. Jeg må søge videre, og til sidst har jeg et helhedsbillede.

Sådan er det også med Bibelen. Ofte bliver de her skildrede begivenheder først forståelige bagefter, eller i forbindelse med andre begivenheder.
Hvis vi skal kunne fatte, hvad Gud har at sige til os, og hvad han har i sinde at gøre, må vi derfor ikke bare holde os til små udskæringer, men vi må se at skaffe os et større overblik, et helhedsbillede.

Vi kan roligt gå ud fra, at Gud har en ganske bestemt hensigt med vort liv.
Der er vigtige begivenheder, som taler for dette.

I begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden gennem Jesus Kristus - en fuldkommen verden.
"Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var." 1 Mos. 1,31

Mennesket er skabningens krone og blev skabt i Guds billede. Det levede i overensstemmelse med Guds vilje, og kunne fatte de guddommelige tanker.
Dets følelser var rene. Mennesket var uden skyld og levede lykkeligt i samhørighed med Gud.

Så indtraf for Adam og Eva det så skæbnesvangre syndefald. Mennesket blev ulydigt og spiste af træet til kundskab om godt og ondt, skønt det var dem forbudt at spise deraf. Dermed var det fortrolige forhold mellem Gud og det første menneskepar ødelagt. De blev bortvist fra Paradiset, fordi de ikke havde taget Gud og hans bud alvorligt.

Følgerne af denne ulydighed ser vi den dag i dag.
"For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed." Rom. 5,19
"For syndens løn er død." Rom. 6,23

Gud lider under menneskets håbløse situation. Han har medlidenhed med os.
Derfor lovede han umiddelbart efter syndefaldet, at han ville frelse menneskeheden.

"Jeg sætter fjendskab mellem dig (slangen = Satan) og kvinden, (Eva = de troendes moder), mellem dit afkom (de ugudelige) og hendes: (Jesus Kristus)
Hendes afkom skal knuse dit (Satans) hoved, og du skal bide hendes afkom (Jesus Kristus) i hælen." 1 Mos 3,15

Her har vi den første hentydning til Jesus Kristus, vor forløser. Et godt budskab, det første evangelium, som blev forkyndt på denne jord. Men før Satans og det ondes tilintetgørelse skulle forløseren blive 'hugget i hælen.' Dette pegede hen til Jesu lidelse og død på korset. Hans død skulle dog ikke være definitiv, men var den nødvendige forudsætning for det ægte liv, som Gud lover os.

Jesu død og opstandelse er en garanti for, at livet en dag skal begynde i en ny og bedre verden. 'Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere.' Det er dette fremtidsperspektiv, der gør livet værd at leve.

"menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt." 1 Mos. 6,5
Denne tilstand fortjente bestemt ikke længere betegnelsen 'såre godt57;, og Gud angrede, at han havde skabt menneskene. Han besluttede derfor, at han ville tilintetgøre både mennesker og dyr gennem en stor syndflod. Dog var der én undtagelse: Noa. Han havde altid holdt sig til Gud. Derfor skånede Gud Noa og hans familie.

Med otte mennesker gør Gud nu en ny begyndelse. Naturligvis er det onde dermed ikke fjernet fra denne verden. Men Gud trækker sig ikke mere tilbage fra det, han har skabt. Han lover Noa, at han aldrig mere vil ødelægge alt liv på jorden. Til stadfæstelse af denne pagt indsatte han regnbuen. Det er et tegn, som den dag I dag minder os om Guds løfte.

Atter og atter stadfæstede Gud sin pagt med de mennesker, der troede på ham. Abraham, der var rede til endog at ofre sin egen søn, da Gud (næsten) forlangte det af ham, fik dette løfte:
"Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig." 1 Mos. 22,16-18

Efter Abraham fornyede Gud pagten med Isak og Jakob. Jakob, der også fik navnet Israel, drog med sine sønner til Ægypten. Der formerede Israelitterne sig så stærkt, at de bredte sig over hele landet. Da Israels
folk blev undertrykt i Ægypten, befriede Gud dem gennem Moses. Derved oplevede og erkendte Israel Gud som sin befrier og forløser fra slaveri og undertrykkelse. Ved Sinaj sluttede Jahve derefter en pagt med dette folk.

Ifølge teksten i 2 Mos. 19,5-6 bliver folket
* Guds ejendom
* Et kongerige af præster
* Et helligt folk

Disse tre punkter viser Israels folks opgave, nemlig på alle områder at være et forbillede for hedningefolkene.
Gud gav dette folk sin lov, frem for alt de ti bud.

Den af Gud indførte offertjeneste pegede hen til forløsningen gennem Kristus.

Den, som synder, forsynder sig mod pagten med Gud. For at genoprette deres samfund med Gud blev det nødvendigt at ofre et fejlfrit dyr. Synderen overførte sin skyld til det uskyldige dyr, ved at lægge sin hånd på dyrets hoved og dræbe det. Dyret døde i synderens sted. Med dette dyrs blod blev menneskets synd overført til helligdommen, dvs. bragt til Gud, der tilgiver synden.

Men blodet fra et dyr kan trods alt ikke sone nogen synd.
"For blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort." Hebr. 10,4

Sådan leder dyreofringerne blikket hen til Jesus Kristus, der ville dø i menneskets sted.
Derfor siger Johannes døber:
"Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd." Joh. 1,29

Tre og et halvt år senere opfyldtes dette ord, da Jesus blev henrettet på Golgatas kors.
Selv var han uden synd, men han blev ofret for vore synders skyld. Hebr 4,15; Rom 4,25.

Gennem dette offer indgår Gud Den nye Pagt med menneskene.
Grundforudsætningen forbliver den samme: Det er vor holdning til Gud, det kommer an på.
"Men uden tro er det umuligt at behage ham." Hebr. 11,6

Det er troen på Jesus Kristus, der gør os til Guds børn. Paulus' brev til Galaterne 3,26-28
* Ved troen lader vi os døbe
* Ved troen holder vi Herrens nadver.
* Ved troen holder vi Guds bud.
* Ved troen forkynder vi evangeliet
* Ved troen venter vi på Kristi genkomst.
* Ved troen véd vi: Han er vor Gud, og vi er hans folk.
* Peters første brev 2,9

Den kristne tros grundlag er det faktum, at Jesus Kristus kommer igen.
Denne gang vil alle mennesker få ham at se, og ingen kan vige uden om ham.
Skønt Jesus fælder sin dom over menneskene, behøver dette ikke at virke forskrækkende på os, for han kommer både som frelser og som Konge.

"Og ligesom det er menneskenes lod at dø én gang og derefter dømmes, sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham." Hebr. 9,27-28

Efter at dommen over alle vantro, såvel som over Satan og hans onde engle, er fuldbyrdet (Åb: 20,11-15) skaber Gud en ny himmel og en ny jord. Fra nu af lever menneskene for evigt hos Gud. Der findes ingen synd, ingen død og ingen lidelse mere. Freden hersker på Den nye jord (Åb 21,3-5)

Kristi genkomst er verdens eneste håb. Livet kan ikke fortsætte på Jorden, men Kristus vil åbne porten til en anden verden, og hvem kunne ikke tænke sig at begynde et nyt liv i en verden uden sygdom, sorg og skuffelse?

Vi har nu lært Bibelens store "puslebrikker" at kende. I det billede, som tegner sig, ser vi tydeligt, hvor højt Gud elsker menneskene. Fra sin side har han gjort alt, hvad der er nødvendigt til vor befrielse og vor frelse.

Denne overbevisning kommer til udtryk i apostlen Paulus' ord:
"Jeg, fik den nåde at forkynde evangeliet og at oplyse alle om, hvad frelsesplanen er med den hemmelighed, som fra evighed af lå skjult i Gud, alle tings skaber, så at Guds visdom i al sin mangfoldighed nu gennem kirken kan blive gjort kendt for myndigheder og magter i himmelrummet efter  hans beslutning fra evige tider, som han gennemførte ved Kristus Jesus, vor Herre. I ham og ved troen på ham har vi frimodighed og tillidsfuld adgang til Gud." Ef. 3,8-12

Nu afhænger alt af, hvordan vi forholder os til Guds kærlighed.
Vil vi afvise Guds kærlighed og ignorere den plan, han har lagt for menneskenes fremtid? Eller vil vi tage imod Jesus Kristus og erkende, at det kun er gennem ham, vi kan finde vejen til et bedre liv i en bedre
verden?

"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Joh. 3,16