Vi kan tale med Gud om alt. Han lytter efter og giver os svar.
Åbenhed, godhed, kærlighed, forståelse, styrke, pålidelighed - er egenskaber, som de fleste af os forbinder med begrebet 'en god fader.' I de seneste år er familiestrukturen dog undergået en meget stor forandring, og sandsynligvis har vel de færreste børn den lykke at opleve en sådan fader.

Har man behov for at tale om sine problemer, går man til sine venner, eller også fortrænger man helt problemerne, fordi barnets fader enten ikke tager sig tid, eller også fordi han helt mangler forståelse.

Men derfor må vi dog ikke kaste vor idealforestilling om faderbegrebet over bord. I Bibelen tales der ofte om Gud som en Fader, der besidder alle de egenskaber, som vi kunne ønske os. Han har tid til os. Vi kan komme til ham med alle vore problemer. Han opfordrer os:
"Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig." Sl. 50,15

Dette er ikke nogen envejskommunikation, men en ægte samtale med Gud. Det er, hvad Bibelen kalder at bede.

Gud er til at tale med
Hvordan?
Der er flere muligheder for at føre en samtale. Forudsætningen for en meningsfyldt dialog er, at man henvender sig til samtalepartneren. Her gælder som regel visse former og retningslinier, som gør sagen lettere.
Når vi vil bede til Gud, kan vi knæle, lukke øjnene, folde hænderne, formulere vore ord blot i tankerne eller udtale dem højt.
Det afgørende er, at vi ikke sætter formen over indholdet. Det er ikke tilstrækkeligt, hvis vi lægger ansigtet i 'andægtige folder,' men ikke har noget at sige. At bede er nok et alvorligt anliggende, men ikke noget
bedrøveligt elle nedtrykkende. Her drejer det sig ikke om store ord, men om hjertets indstilling. Jo mere inderligt vi henvender os til Gud, des mere tydeligt vil han svare os. (Luk 18,1-14)

Hvor?
Man kan godt gå i en kirke for at bede. Men Bibelen taler også om "lønkammeret" som et sted, hvor vi er uforstyrret (Matt 6.6). Intet bør aflede vore tanker, når vi taler med Gud. Det er ikke altid muligt at kunne
trække sig tilbage for at bede. Det er heller ikke nødvendigt. For vi kan komme i kontakt med Gud alle vegne. På ens arbejdsplads, i skolen, i køkkenet eller hvor som helst, på steder der tilsyneladende intet har med Gud at gøre, dér er Gud til stede som vor samtalepartner.

Hvornår?
Luther udtrykte det engang således: "Når jeg har særlig meget at gøre, beder jeg dobbelt så længe."

Den, der begynder sin dag med Gud, finder også tid til at fuldføre alt, hvad der er presserende.
"Jeg vil ... juble om morgenen over din trofasthed." Sl. 59,17.

"Når jeg på mit leje husker dig og tænker på dig i nattetimerne." Sl. 63,7.

At bede er et grundlæggende behov, man ikke kun bør tilfredsstille, når man har direkte lyst til det, eller når man er i nød. Paulus opmuntrer os:
"Bed uophørligt." 1 Thess. 5,17

Altid og overalt er det muligt at være i en så nær forbindelse med Gud. At bede er ikke at betragte som nogen præstation, men er derimod en holdning, hvor vi inddrager Gud i alle livets forhold og lader ham være med i det hele.

Hvorfor bede med ord?
Gud ved jo allerede det hele! Det passer, men vi beder jo ikke for at informere Gud eller for at overtale ham til at opfylde vor ønsker. At bede omfatter meget mere, nemlig:

Tilbedelse og lovprisning
Her bliver vi os Guds storhed og almagt bevidst.
"Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn. Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger! Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme. Han udfrier dit liv fra graven, han kroner dig med godhed og barmhjertighed." Sl. 103,1-4.

Udover dette er vor lovprisning en art kærlighedserklæring til ham.
"Vi elsker, fordi han elskede os først." 1 Joh. 4,19.

Fordi Gud elsker os har vi til enhver tid grund til at være taknemmelige
(1Thess 5,18) For at føle taknemmelighed bør vi tænke over de ting, vi for det meste tager imod som en selvfølge.

Vi kan bede Gud om hjælp til at overvinde vore vanskeligheder. På samme tid har vi mulighed for at bede for andre mennesker, for slægtninge, venner, syge, regeringspersoner, ja endog for vore fjender. Forbøn er det mest værdifulde, vi kan gøre for andre.

"Gud, til dig råber jeg! Hjælp mig at bede og at samle mine tanker omkring dig; alene kan jeg ikke gøre det. I mit indre er der mørke, men hos dig er lyset; jeg er ensom, men du slipper mig ikke; jeg er modfalden, men hos dig er der hjælp; jeg er urolig, i mig er det bitterhed, men hos dig er tålmodighed; jeg forstår ikke dine veje, men du kender vejen for mig."

Undertiden har vi det indtryk, at Gud ikke giver os noget svar på vor bøn og vore spørgsmål. Han synes at være tavs. Hertil giver David en mulig forklaring;
"Havde jeg haft ondt i sinde, ville Herren ikke have hørt mig." Sl. 66,18.

Opfyldelsen af en bestemt bøn kunne måske komme til at skade os selv eller en anden. Men måske er vi også bare for utålmodige til at afvente Guds svar.

Under alle omstændigheder kan vi fuldt og fast stole på Guds løfte:
"Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke." Jer. 29,11.

Vedrørende tilliden til dette løfte, er Jesus os det bedste eksempel. Før sin henrettelse bad han ganske vist:

"Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi." Matt. 26,39.

Men udslaggivende bliver dog det, som Gud vil:
"Dog, ske ikke min vilje, men din." Luk. 22,42

At bede betyder også at anerkende Guds vilje. Han hører os altid.
"Den dag jeg råbte, svarede du mig, du fyldte mig med stolthed og gav mig styrke." Sl. 138,3.

Når Jesus bad, gjorde det et dybt indtryk på hans disciple. Derfor bad de ham: 'Herre, lær os at bede!' Jesus svarede ved at lære dem 'Fadervor:'
"Vor Fader, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen." Matt. 6, 9-13.

Vi vil nu betragte denne bøn lidt nærmere.
Vi er ikke blevet ladt alene. Vi har en fader, som vi altid kan komme til.
Vi er hans børn. Og Jesus Kristus, Guds søn, er vor broder. (Hebr 2,11-17)
** Helliget vorde dit navn
Hermed beder vi Gud at hjælpe os til, at vi ikke bruger hans navn på en letfærdig måde. Både i vore ord og i vort liv skal det kunne kendes, at vi er Guds børn.
** Komme dit rige
Guds rige begynder i os, når vi har tillid til Jesus Kristus og tager imod ham som vor forløser. Dette er noget helt personligt. Som kristne forventer vi Guds synlige rige, som Jesus først opretter efter sin genkomst, idet han skaber en ny himmel og en ny jord (Åb 21,1-3). Vi har al mulig grund til at glæde os over dette håb.
** Ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen
Vi mennesker har fjernet os temmelig langt fra det, som Gud ønsker for os.
Deraf opstår mange problemer, som kunne være undgået. Bibelen giver oplysning om, hvori Guds vilje består.
** Giv os i dag vort daglige brød.
Her skal trykket lægges på 'vort.' Dermed er ikke kun ment vore rent personlige behov. Vi ser også andre menneskers nød og deler med dem, hvad Gud har skænket os.
** Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
Over for Gud er alle mennesker skyldige. Fordi Jesus Kristus døde på korset for vores skyld, kan vi bede om tilgivelse og være sikre på at få den.
Derved får vi kraft, så vi også kan tilgive vore medmennesker.
**  Og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde
Vi kender den følelse ikke at kunne modstå en fristelse. Så handler vi tit nok imod vor egen overbevisning. Men mange fristelser er lagt så snedigt til rette, at vi slet ikke erkender dem straks; og som blinde går vi lige i fælden. Derfor beder vi Gud om, at han vil lade os gå med åbne øjne gennem livet og således bevare os fra det onde.
** Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.