Menneskene ville være ligesom Gud. I deres utrolige selvovervurdering gjorde de oprør mod Gud.
Vi mener selv at have styr på det hele. Vi vil selv afgøre, hvordan et menneske kommer til verden, hvilke arveanlæg det skal have og hvorledes det skal forholde sig. Vi drister os også til at ville bestemme over
tidspunktet for døden. Det så ofte citerede tryk på knappen gør det endda teoretisk muligt for mennesket at bestemme hele verdens undergang.

'Det kan jeg selv klare', er ikke bare noget som børn siger i den alder, når de lidt efter lidt er ved at blive mere selvstændige. Nej, denne holdning har længe været symptomatisk for en menneskehed, der grundigt har misforstået sin opgave at 'herske' over jorden.

Vi har adskilt os fra Gud, bandlyst ham fra vort liv. Vi har taget vort standpunkt for oprøret imod ham. Vi vil befri os fra en Gud, der synes at indskrænke vor frihed ved at omgive os med forbud til alle sider. Selv om de aldrig er så velmente.

Selvbestemmelse er blevet løsenet. I denne livsfilosofi bliver der ingen plads til spørgsmålet om skyld. Og dog er vort liv fyldt med undskyldningsfloskler på den ene side og overdreven skyldfølelse på den anden side. Vi har nok en fornemmelse af hvad synd er, men har alligevel ret forvirrede begreber om dette emne. Her søger Bibelen at give os klarhed.

Syndens historie er gammel. Dens begyndelse beskrives i første Mosebog 3,1-19: Fordi menneskene ville være som Gud, overskred de grænser, han havde sat. Menneskene blev skyldige. Da de ikke ville erkende dette, søgte de at skjule sig for Gud og forsøgte også at skyde skylden på hinanden.

Denne beretning indeholder væsentlige udsagn:
* Gud har hverken villet eller skabt synden.
* Menneskene har gjort oprør imod Gud, fordi de ville være ligesom ham. I og med at de blev ulydige over for Gud, satte de sig op imod ham.
* Til denne ulydighed blev de forledt af 'slangen.' Denne forfører, Djævelen eller Satan (Åb 12,9), betegnes af Jesus som løgnens fader og som 'morder fra første færd.' Joh. 8,44.
* Alligevel lod Gud ikke menneskene gå til grunde som følge af deres fejltrin. Han lovede dem, at den oprindelige tilstand vil blive genoprettet.

Lige siden syndefaldet har menneskets forhold til Gud været forstyrret. Den første adskillelse fra Gud blev ikke uden følger. Det udartede sig hurtigt som beskrevet i 1 Mos. 4-11.

Kain troede ikke på, at han var elsket af Gud. Naget af misundelse og skinsyge slog han sin broder Abel ihjel. Fra nu af var han rastløs og altid på flugt.

Menneskenes selv-overvurdering blev grænseløs. Nu ville de bygge et tårn, der skulle nå op til Himmelen. Deres forsøg på at gøre sig navnkundige ender med kaos. Menneskene spredes til forskellige lande, og siden da taler de ikke længere sammen sprog.

Lige fra ulydigheden i Paradiset, over Babelstårnet og frem til vor tid kommer det forstyrrende forhold til Gud til udtryk på alle livets områder.

Intet er forblevet uskadt:
"De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste." Rom 3,12.

Synd betyder ægte nød. At synde betyder: Du styrer i den forkerte retning, rammer ved siden af. Dine tanker og handlinger går fejl af målet. Dit forhold til Gud er forstyrret og afstanden til ham bliver stadig større.
"det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer." Es. 59,2

Nærved betragtet bliver det tydeligt, at synden udspiller sig på to fronter. Vi kan betegne det forstyrrede forhold til Gud som den 'indre side.' Ulydighedens udslag hos Adam og Eva det at de spiste frugten - er
den 'ydre side.' På ydersiden viser det sig, hvad der er foregået på indersiden. Det ydre forhold er derfor altid følgen af den indre udvikling.

Deraf kan man skønne, hvordan det ser ud med det indre forhold til Gud. Det viser, at man har vendt sig bort fra Gud, fra livets Herre.
Det behøver slet ikke at dreje sig om opsigtsvækkende fejl og mangler.
Ydersiden kan måske se ganske skikkelig ud - alligevel er der denne følelse af, at man lever borte fra Gud og hans hensigt med vort liv.

Det er altså ikke vore enkelte større eller mindre 'fejltrin', der er det altafgørende. Her drejer det sig om årsagen, vor afstandtagen fra Gud. Over for Gud kan intet menneske bare gøre eller lade, som han vil. Selv om der næppe i vore dage sættes særlig mange grænser for den personlige vilje.

Mange tager sig derfor enhver tænkelig 'frihed.' Spørgsmålet er blot, hvad de forstår med frihed. Ét er sikkert: Enhver er ansvarlig for sin handlemåde. Der er slet ingen vej udenom. Det er konsekvenserne, der viser, hvordan det egentlig er fat med den påberåbte frihed.

Ægte frihed finder vi kun, når vi er i forbindelse med Gud. Uanset hvor gode gerninger vi kan fremvise, eller hvor meget vi bestræber os på at være gode og hæderlige mennesker: Uden Gud bliver vi ved at være syndere.
Synden fører uvægerligt til død og de dermed forbundne følelser: angst, had, smerte, sygdom og alle slags lidelser. Ingen bliver sparet for dette.
I al vor selvstændighed klarer vi ikke at befri os selv fra disse ting.

Lige så udsigtsløst er forsøget på at gøre sig selv til et 'godt menneske.'
Bibelen skildrer rammende dette med billedet hos profeten Jeremias.
"Hvis nubieren kunne skifte sin hud og panteren sine pletter, kunne I også handle godt, I ondskabens lærlinge!" Jer. 13,23.

Ved hjælp af sociologi og psykologi kan man til syvende og sidst heller ikke stille meget op imod denne kendsgerning. Disse kan vel hjælpe et menneske på mange måder til at komme bedre til rette med sig selv og sine omgivelser, men en ægte befrielse bringer de ikke. En ren og skær hjælp ved trafikuheld er simpelt hen ikke nok. Det er ikke nok blot at lappe på symptomerne. En virkelig og omfattende befrielse opnås kun dér, hvor Gud gør mennesket til en ny skabning.

For at Gud kan ny skabe os, må vi allerførst erkende, at denne grundlæggende ændring er livsnødvendig.
"Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os." 1 Joh. 1,8.

Hvert menneske har sine fejl. Det er derfor vigtigt, at man bliver sig sine fejl bevidst og at man bekender dem. Jesus siger:
"Omvend jer og tro på evangeliet!" Mark. 1,15

Til en sand bekendelse hører, at vi over for Jesus nævner vor synd ved navn. Når det gælder medmenneskelige problemer, må vi jo også samtale med de pågældende personer. (Luk 19,8-9)

Bekendelse og anger hænger meget nøje sammen. Syndsbekendelse indbefatter oprigtig bedrøvelse over synden, og at man tager afstand fra den.
Den, der ærligt og åbent vedstår sig sine fejl, vil helt sikkert gøre gode erfaringer med Gud. Han får ikke kun sine synder tilgivet, men kommer også til at opleve hvad Bibelen lover:
"Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed." 1 Joh. 1,9

Dette forbliver ikke uden følger. Vi oplever ægte indre fred. Vor nagende skyldfølelse bliver taget fra os. Vi kan endelig ånde frit og udvikle et sundt forhold til vore medmennesker og til Gud. Gud rækker os sin hånd. Nu gælder det bare om at gribe til.
"Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl.' 'Hvis Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie." Joh.8,34 og 36.