De vantro vidner om Jesus, Kristus.

"Tror du virkelig, han kan bevise, at Tvivlere indrømmer, at Kristus er den vigtigste Skikkelse i hele Historien?" Hviskede Lucy til sin fader.

"Jeg kan ikke se, hvordan han skulle kunne det," svarede Faderen og rynkede tvivlrådigt Brynene, "for hvis de indrømmer det, så må de blive Kristne."

Georg, der havde lyttet til deres Bemærkninger, sagde: "Sandsynligvis vil han kun citere ubetydelige Forfattere."

Hr. Emerson tænkte sig om et Øjeblik. "Ja, det lyder meget fornuftigt. Jeg tror, du har Ret."

"Jeg har lagt Mærke til, sagde Fru Emerson, "at Hr. Dare hidtil har holdt, hvad han har lovet - ja, endnu mere, end man kunne vente af hans Ord. Jeg er sikker på, at han vil fremføre ledende, velkendte Tvivlere for at bevise sin Påstand."

De andre tre så forbavset på hende.

"Men Mor dog," sagde Lucy, "har han omvendt dig?"

"Nej, men jeg kan ikke lade være med at lægge Mærke til, at Vantroens tilsyneladende sikre Støtter en efter en er blevet fjernet, så der nu næsten ikke er nogen tilbage.

De så med stigende Forbavselse på den ellers så stille og beskedne Fru Emerson. "Jamen Mor -" begyndte Georg.

"Sss -," hviskede Lucy;

Skønt vi ikke kan krydsforhøre Evangeliernes Forfattere nu, er de blevet krydsforhørt som ingen andre Vidner er blevet det, siden Verdens Begyndelse.

De blev undersøgt og krydsforhørt, ikke alene af skarpsindige Fjender som Jøderne, snu Tænkere som Grækerne, fremragende Jurister som Romerne, men også ved Ild, Sværd, Kors, Piskning og Død. Evangelierne er de eneste historiske Kilder i Verden, der i den Grad er gennemprøvet både af Historikere og af mange af dem, der troede på deres Beretninger.

Men vi antager andre Historikeres Skrifter, der ikke er blevet prøvet i Forfølgelsens svidende Ild, hvor meget mere skulle vi da ikke stole på Evangelisternes Skrifter, hvis Beretninger er prøvet på denne Måde?

Den Mand, Evangelisterne skrev om, må nødvendigvis have været et forbavsende, et usædvanligt Menneske, når han kunne inspirere dem, der troede på ham til en så uhørt Troskab.

Men han var ikke blot Historiens mærkeligste, elskeligste, mægtigste Mand for Evangelisterne, men også for Tvivlerne

"Hr. Dare," afbrød Hr. Emerson. "De har flere Gange fremsat en lignende Udtalelse, men De har endnu ikke givet noget Bevis. Med al Respekt for Deres Oprigtighed og Sanddru, må vi forlange mere end Deres Ord for det."

Talerens første Forsøg på at svare druknede i det stærke Bifald. Tilhørerne var åbenbart i en Sindsstemning, der krævede øjeblikkelig Handling.

"Godt, De skal få det med det samme. Hr. Emerson, vil De være så venlig at komme her op og læse fra disse vantro Forfattere, efterhånden som jeg giver Dem, dem?"

"Med Fornøjelse," svarede denne og banede sig Vej op ad Sidegangen til Talerstolen.

"Jeg giver Dem nu denne Bog," sagde Dare og rakte et stort Bind til Hr. Emerson. " Vil De være så venlig at fortælle Tilhørerne om Forfatteren og hans Værker."

Hr. Emerson så lidt på Bogen, han havde i Hånden, og sagde derpå, så alle kunne høre det:

"Dette er andet Bind af "Europas Moralhistorie" af William E. H. Lecky, der også er Forfatter til "Rationalismens Opståen og Indflydelse i Europa". Hr. Lecky var en irsk Historiker, Statsmand og Filosof, der døde i 1903, og som var en ledende Fritænker på sin Tid og i sit Land. Han skrev fire store Bind for at bevise, at Rationalismen er den eneste Rettesnor, et fornuftigt Menneske kan følge. "

"De betragter altså Lecky som en ledende Fritænker på sin Tid?" spurgte Hr. Dare.

"Ja, afgjort," svarede Hr. Emerson.

"Vær så venlig at slå op på Side 8 og 9 og læs de afmærkede Afsnit," sagde Taleren.

Hr. Emersons klare, kraftige Stemme hørtes gennem hele den store Sal, idet han læste fra det anviste Sted:

"Det var forbeholdt Kristendommen at vise Verden en ideel Karakter, som under atten Århundreders mange Omskiftelser har inspireret Menneskers Hjerter med en lidenskabelig Kærlighed, har vist sig i Stand til at virke på alle Tider, Folk, Temperamenter og Vilkår; har været ikke alene det største Forbillede på alle Dyder, men den stærkeste Spore til deres Udøvelse; og har virket en Indflydelse så mægtig, at det kan siges med Sandhed, at den enkle Beretning om tre korte Års Virksomhed har gjort mere til at genskabe og mildne Menneskeheden end alle Filosoffers Afhandlinger og Moralprædikanters Formaninger."

"Tak - det er nok foreløbig."

Hr. Emerson satte sig ved Siden af Dr. Morley, mens Taleren vendte sig mod Tilhørerne, fra hvem der lød dæmpede Forbavselsesudbrud.

"Nå, det var rigtignok et Pletskud," gispede Lucy. Fru Emerson så fornøjet ud, mens Georg var forbløffet.

"Disse Ord bekræfter virkelig, at Kristus er Midtpunktet i hele Verdenshistorien, og ikke alene det, men at tre År af hans Liv virkede kraftigere for det gode end alle Verdens Filosoffers og Morallæreres Liv og Skrifter. Disse Ord kommer fra en verdenskendt og almindelig anerkendt Fritænker og er skrevet efter mange Års omhyggelig Prøvelse af alle Vidnesbyrd som upartisk Historiker.

En sådan Begejstring kunne man vel vente fra en varm troende; men jeg er ligeså forbavset som De over, at en så overdådig Anerkendelse skulle komme fra en berømt Fritænker. Men det er Tilfældet, og det er ikke min Sag at forklare det.

Hvis han var den eneste, der kom med sådanne anerkendende Udtalelser, kunne vi med god Grund betragte ham som en mærkelig Undtagelse blandt de dristige Bibelangribere. Men nu giver jeg Dem en anden Bog, Hr. Emerson. Vil De være så venlig at undersøge den og fortælle Tilhørerne om denne Forfatter."

Hr. Emerson undersøgte Bogen og sagde derefter: "Dette er Afhandlinger om Naturen, Religionens Nytte og Teisme, af John Stuart Mill, en berømt engelsk Økonom og Filosof, som døde kort før Lecky. Han var ligeledes kendt som en erklæret vantro."

"Udmærket," sagde David Dare. " Vil De læse det på Side 253-255 afmærkede."

"Tilbage er stadig Kristus, en enestående Skikkelse, lige så forskellig fra sine Forløbere som fra sine Efterfølgere, endogså dem, som direkte kunne drage Fordel af hans personlige Undervisning. Det kan ikke nytte at sige, at Kristus, som han fremstilles i Evangelierne, ikke er historisk, og at vi ikke ved, om meget af alt det beundringsværdige er blevet tilføjet af Traditionen blandt hans Efterfølgere ... Hvem iblandt hans Disciple eller deres Proselytter var i Stand til at opfinde de Udtalelser, som tilskrives Jesus, eller optænke det Liv og den Karakter, Evangelierne fortæller om?

Absolut ikke Fiskerne fra Galilæa; og heller ikke Paulus, hvis Karakter og Egenskaber var af en ganske forskellig Art; og endnu mindre de tidligere kristne Forfattere ...

Når dette fremragende Geni sættes i Forbindelse med Egenskaberne hos selv den største moralske Reformator, og den største Martyr for sin Mission, som nogen Sinde har levet - så kan man ikke sige, at Religionen gjorde et dårligt Valg ved at tage denne Mand som Menneskehedens ideelle Repræsentant og Fører; det ville heller ikke blive let, selv for en vantro i vore Dage, at finde en bedre Mand at omsætte Moralreglerne på fra Teori til Praksis end at stræbe efter at leve, så Kristus ville godkende vore Liv."

"Læg Mærke til," sagde Hr. Dare, "at Fritænkeren John Stuart Milt ganske tydeligt siger, at en vantro ikke kan gøre noget bedre end at leve sådan, at Kristus ville billige hans Liv. Det er farligt nær ved at sige, at Skeptikere burde være Kristne. Jeg er enig med ham."

"Men," sagde Hr. Emerson, "Mill har aldrig i ringeste Måde bekendt sig til Kristendommen. Jeg er meget forbavset over disse Ord."

Det er jeg også, men hans Ord står der, og da hans vantro Venner bebrejdede ham, at han havde skrevet dem, nægtede han at fjerne dem fra de senere Udgaver eller at tilbagekalde dem, Det er ikke min Sag at forklare Selvmodsigelserne hos vantro Forfattere, der siger de mest begejstrede Ting om Kristus og dog bliver tro.

Det, jeg søger at vise, er, at Verdens førende Fritænkere efter at de har brugt mange år til at kæmpe mod Kristendommen, finder Anledning til at prise Kristus og Kristendommen med en Iver og Kraft, som man ville vente hos de ivrigste Kristne. Og disse to er ikke de eneste kendte Skeptikere, der har istemt Kristi og Kristendommens Pris. Jeg skal nu kalde endnu mere berømte vantro til Vidneskranken end disse.

David Dare rakte Hr. Emerson en Bog. "Vær så venlig at sige Forsamlingen, hvem der skrev denne," sagde han.

Hr. Emerson undersøgte den pågældende Bog, vendte sig mod Tilhørerne og sagde, så alle kunne høre det: "Dens Titel er "Forskningsdagbog", og den er skrevet af den berømte Naturforsker og Evolutionist, Charles Darwin."

"Vil De regne ham for Kristen?" spurgte Hr. Dare.

"Nej, tværtimod, han brød sig ikke om Bibelen, han var bekendt som vantro," svarede Hr. Emerson.

"I Årene 1831 til 1836 sejlede Darwin rundt om Jorden i Skibet" The Beagle"; han fortalte, at New Zealand var det mørkeste Sted i Verden," sagde Hr. Dare.

"Efter sin Hjemkomst til England, så han, at der blev gjort voldsomme Angreb på Missionærer og Missionsvirksomhed. Om disse Angribere skrev han følgende Udtalelser, som Hr. Emerson nu vil læse på Side 414, 425, 505."

Hr. Emerson slog op og læste:

"De glemmer, eller vil ikke huske, at Menneskeofringer og Afgudspræsternes Magt - en Lastefuldhed, hvis Lige ikke findes noget andet Sted på Jorden - Barnemord, der er en Følge af dette System - blodige Krige, hvor Sejrherrerne hverken sparede Kvinder eller Børn - at alt dette er blevet ophævet, og at Kristendommen har gjort, at Uærlighed, Udskejelser og Tøjlesløshed findes i langt mindre Udstrækning. Hvis en rejsende glemmer disse Ting, er det grov utaknemmelighed; for hvis han skulle være ved at lide Skibbrud på en ukendt Kyst, vil han meget fromt bede til, at Missionærens Lære må være nået så langt.

Missionærens Lære er en Tryllestav. Huset er bygget, vinduerne er sat i, Markerne er pløjet, ja selv Træerne er blevet podet af New Zealænderne.

De store Fremskridt, som er fulgt med Kristendommens Indførelse i Sydhavet, er sandsynligvis enestående i Historiens Beretninger."

"Hvorfor skreven erklæret Fritænker sådan og forsvarer kristne Missionærer efter at have erklæret, at han var sikker på, at deres Arbejde ville slå fejl?" spurgte Taleren, da Hr. Emerson havde givet ham Bogen tilbage og sat sig.

"Fordi han selv personlig så det uomstødelige Bevis på, at denne Teori var forkert, og han var ærlig og mandig nok til at indrømme, at han havde taget fejl. Resultatet af Missionens Arbejde på New Zealand, der vakte Darwins Overraskelse og fremlokkede hans Lovtaler, er ikke forskelligt fra Virkningen af kristen Missionsvirksomhed i alle andre Dele af Verden.

Når Skeptikerne i Almindelighed ikke vil indrømme, at Bibelen er andet end en Bog, skrevet af Mennesker, hvorfor har de så ikke givet os en anden i Stedet.?

Når Flertallet af de vantro mener, at Menneskeslægten stadig går fremad - bliver bedre - hvorfor beviser de det så ikke ved at skaffe en bedre Bog?

De har ikke engang forsøgt det.

Fra Celsus' Tid til nu, er der ikke udkommet en eneste Rival til denne Bog, Biblen hverken udgivet af nogen Skeptiker eller nogen Forening af Skeptikere. Der er ikke en eneste anden Bog, i Verden, om hvilken et eneste Menneske ville sige: "Dette er den viseste af alle Bøger i Verden; dette er Bøgernes Bog. Her kan hele Menneskeheden komme og få Næring for Sindet og Opløftelse for Hjerte og Sjæl. Lad os oversætte den til hvert eneste Sprog på Jorden, og gå ud med den til alle Nationer, Slægter, Tungemål og Folk, og med Opofrelse af selve Livet vise dem en bedre Vej." Men Fritænkere er meget nær ved at sige dette om Bibelen, som vi har set og skal få at se mere endnu.

Fritænkerne har i vore Dage utallige Trykkerier og store Skoler til Rådighed, og de påstår, de har de største Videnskabsmænd. De har mægtige Rigdomme, ubegrænset Tid, alle Videnskabens Fordele. Verden er blevet gennemsøgt fra Pol til Pol, dens højeste Bjerge besteget, dens dybeste Oceaner undersøgt, dens Telegraf og Radio har gjort alle Nationers Kundskab umiddelbart tilgængelig, og Bøger har gjort hele Verdens tidligere Viden til alles Tjener.

Klippegrunden under os, Stjernerne over os, er ved Hjælp af Mikroskopet, Smeltediglen og Kikkerten blevet fravristet mange af deres Hemmeligheder. Og dog har de moderne Fritænkere med alle de Fordele, som 2000 Års Historie og Erfaring har givet dem frem for Bibelens Skribenter, ikke engang forsøgt at give os en Bog, der er bedre end Bibelen.

De tilbringer sædvanligvis de første 20 År eller mere, efter at de er blevet modne, med at angribe Bibelen, og før de slutter deres Liv, vier de nogle få alvorlige Sider til at tilbagekalde deres tidligere Angreb og til begejstrede Lovprisninger af den selv samme Bog, de så længe har kæmpet voldsomt imod.

Således gik det til, at Thomas Huxley efter at have skrevet mange Artikler imod Bibelen, indså Resultatet, og da han indså, hvor vigtigt det var, at noget bedre, om muligt, blev fundet, søgte han ivrigt i den gamle og moderne Litteratur. Da han ikke fandt det, talte han for Brugen af Bibelen i de offentlige Skoler, som Kilden til den bedste Opdragelse.

"Hr. Emerson," sagde Hr. Dare, "jeg er sikker på, De kan fortælle Forsamlingen, hvilket berømt Ord, Huxley har skabt."

"Ja," svarede Hr. Emerson, "han dannede Ordet "Agnostiker". Han kaldte sig selv Agnostiker."

Jeg giver Dem her Conlemporary Review for December 1870, der indeholder en Artikel af Huxley. Vil De læse de afmærkede Afsnit."

Alle tilstedeværende lyttede opmærksomt til følgende:

"Jeg har altid været Tilhænger af verdslig Undervisning, det vil sige Undervisning uden Teologi, men jeg må tilstå, at jeg har været meget i Tvivl om, ved hvilke praktiske Foranstaltninger den religiøse Følelse, der er det væsentlige Grundlag for al Dannelse under det nuværende forvirrede Kaos af Meninger om dette Spørgsmål, skulle kunne bevares uden Brug af Bibelen. De hedenske Morallærere mangler Liv og Farve ... Tag Bibelen som et Hele. Foretag de strengeste Fradrag. som en retfærd1g Kritik kan diktere, og der vil stadig være uendelig meget tilbage af moralsk Skønhed og Storhed.

Og tænk så på ... at denne Bog i 300 År har været knyttet til alt det ædleste og bedste i Englands Historie ... at den er skrevet på det smukkeste og reneste Engelsk, og indeholder en Mængde vidunderligt skønne Ting af rent litterær Værdi; og endelig, at den forhindrer den jævneste Bonde som aldrig har forladt sin Landsby, i at være Uvidende' om andre Landes og andre Kulturers Eksistens, og om en stor Fortid, der strækker sig tilbage til Verdens ældste Landes Begyndelse."

"Og her er et andet Stykke af Huxley fra en Bog med Titlen " Videnskab og Uddannelse" Side 398."

Hr. Emerson tog Bogen og læste:

Ved Studiet af hvilken anden Bog kunne Børn gøres så menneskekærlige og føle, at hver stor Skikkelse i den mægtige historiske Procession ligesom de selv kun fylder et kort Spand af Tid imellem to Evigheder og fortjener alle Tiders Velsignelser eller Forbandelser efter dens Forsøg på at gøre godt og hade ondt?"

Han lukkede Bogen med et meget sigende Udtryk.

Ja det er den samme Mand, som brugte adskillige År til "en ivrig Debat med Gladstone om Bibelen," sagde Hr. Dare. "Huxley sluttede sig senere til hans Protest mod den kætterske Filister der i Bibelen kun fandt et Emne for Spot og en Lejlighed til at åbenbare sin indbildske Uvidenhed, og i en anden Bog "Afhandlinger om Stridsspørgsmål " Side 39-40, gør han det klart, at hans Mening, sådan som De har set den, ikke var forbigående, men en afgjort Overbevisning."

Fra denne Bog læste Hr. Emerson:

"Bibelen har været de fattiges og de undertryktes store Frihedsbrev. Lige til vore Dage har ingen Stat haft en forfatning, i hvilken der er taget så store Hensyn til Folkets Interesser, og hvor det var de regerendes Pligter meget mere end deres Rettigheder, der lagdes Vægt på, som i den, der blev givet Israel ... Ingen Steder hævdes den fundamentale Sandhed så stærkt, at Statens Velfærd i det lange Løb afhænger af Borgernes Retskaffenhed ... Jeg tror absolut ikke, at Menneskeheden endnu og måske aldrig er I Stand til at undvære den (Bibelen).

Det bedste Hjælpemiddel til at opdrage Børn, at indprente Moral, at hjælpe de fattige og undertrykte, at vejlede Regenter og oplære Borgere, er ifølge den store Fritænker, Thomas Huxley, Bibelen," sagde Foredragsholderen.

"Vi har set, at den ene ledende Fritænker efter den anden åbenlyst har vendt sig til Bibelen som den eneste Kilde til moralsk, religiøs og praktisk Undervisning. Inden vi slutter dette Foredrag, skal jeg henvise til en anden stor Videnskabsmand, Darwins og Huxleys samtidige, og næsten lige så velkendt som disse, George Romanes. Han var erklæret Fritænker. Kort før sin Død skrev han nogle Betragtninger over Religionen, født af hans Utilfredshed med Skepticismen. Han gennemgik hele den moralske og religiøse Litteratur, søgende efter det bedste, og i Slutningen af Bogen, der blev udgivet efter hans Død, sammenfatter han sin hele Overbevisning. Jeg vil gerne have Hr. Emerson til at læse fra " Tanker om Religion" Side 170 og 171."

Hr. Emerson tog Bogen, bladede tankefuldt i den og læste derpå:

"Kristendommen er altså ikke alene umådelig langt forud for alle andre Religioner; den er lige så langt forud for alle andre Tankesystemer, der nogen Sinde er blevet forkyndt med Hensyn til alt, hvad der angår det moralske og åndelige. Enten den er sand eller ej, er det sikkert, at hverken Filosofi, Videnskab eller Poesi nogen Sinde har frembragt Resultater, der på nogen Måde kan sammenlignes med dens Resultater, hvad Tanke, Opførsel eller Skønhed angår. Den er den største Fremvisning af det skønne, det ophøjede Og af alt andet, som appellerer til vor åndelige Natur, der nogen Sinde er set på vor Jord. Hvad har al Verdens Videnskab og Filosofi gjort for Menneskehedens Tænkning, der kan sammenlignes med den ene Læresætning "Gud er Kærlighed"?

Hr. Emerson stod som fortumlet og så på de Ord, han lige havde læst. En Stemme i Forsamlingen råbte: "Læs det igen." Andre fremsatte den samme Anmodning. Så gentog han Afsnittet langsomt, eftertænksomt, næsten ærbødigt. Da han var færdig og havde sat sig, sad hele Forsamlingen i tankefuld Tavshed. Endelig sagde David Dare:

"Var disse glødende Lovtaler blevet skrevet af en berømt Prædikant, kunne De godt have udtrykt Overraskelse over deres Varme. Men jeg må tilstå, at jeg deler Deres Forbavselse over, at de er udtalt af verdensberømte Fritænkere. Når Verdens ledende vantro udgiver sådanne Lovtaler over Bibelen, Kristendommen og Kristus, hvorfor skulle så nogen af Dem fortsætte i Vantro?

Når Verdens førende Skeptikere i Bibelen ser den gavnligste Magt på Jorden, er det på høje Tid, vi alle begyndte at studere den noget mere -"

Hr. Emerson rejste sig og sagde: "Jeg har læst disse Uddrag med blandede Følelser. Jeg indrømmer, at jeg aldrig havde tænkt, at disse Mænd havde sagt sådanne Ting. Men trods den store Indflydelse, de har haft, er de nu døde og har været døde i 30 til 50 År. Meget er blevet opdaget i de svundne tredive År, som kan påvirke Tænkernes Tro. Jeg kunne ønske at vide, hvad ledende, nulevende Skeptikere er kommet med i Retning af Indrømmelser."

Det Bifald, som fulgte Hr. Emersons Ord, viste et lignende Ønske hos Størstedelen af Tilhørerne.

Hr. Dare trådte frem og sagde:

"Udmærket. Vi vil efter en kort pause se på, nulevende vantro Lederes Bekendelser."

Og Far ser ud til at være bekymret bemærkede Georg."

Lucy nikkede. "Jeg ville også være bekymret, hvis jeg var i hans Sted. Han er Lederen af, hvad der ser ud til at blive den tabende Part. Her er mere end 80 Mennesker til Stede, mindst Halvdelen af dem er vantro, og ingen af dem er i Stand til at svare på de Beviser, én Mand fremfører. Hr. Dare driver dem langsomt, men sikkert op i et Hjørne."

"Ja, det er rigtigt nok," svarede Fru Emerson. "Først fremførte han en Række af positive Beviser i Form af Profetier, ingen her har været i Stand til at bortforklare. Så viste han ved de vantros egne Indrømmelser, at de ikke alene ikke kan benægte de Beviser, der viser, at Kristus er den største Magt, der nogen Sinde er set i denne Verden; men de forkynder ham lige så ivrigt som nogen Kristen. Når Skeptikerne selv indrømmer Rigtigheden af de ni Tiendedele af den Kristnes Påstande, hvad er der så tilbage, som Skeptikerne kan forfægte?"

Hr. Emerson betragtede overrasket sin Hustru. "Du tror altså, at Skeptikerens Sag er tabt?"

"Tror du ikke?" svarede hun. Han tøvede lidt.

"Nå, Far, gå nu til Bekendelse," drillede Lucy.

"Er min egen Familie imod mig.?" smilede han. "Jeg skal svare jer en anden Gang, for Hr. Dare vinker ad mig, at jeg skal komme op til ham på Platformen."

Efter nogle få Ord til Indledning gik Taleren lige over til sit Emne. "Det var egentlig min Plan at citere fra mange flere kendte vantro fra den nyere Tid; Carlyle og Blatchford i England, Goethe og Strauss i Tyskland, Rousseau og Renan i Frankrig, og Thomas Paine og Robert Ingersoll i Amerika. Alle disse Mænd, der er berømte Verden over for deres Agnosticisme, har dog skrevet mange ivrigt rosende Ord om Kristus.

Men De beder om levende Skeptikeres Mening, De skal få den.

Lad os vende os til den berømte vantro, radikale Tænker, H. G. Wells. Det er ikke nødvendigt at forklare denne Forsamling, hvem han er. Vil De Hr. Emerson, læse disse Brudstykker fra hans Pen, som er trykt i "American Magazine", Juli 1922."

"Med Fornøjelse," sagde Hr. Emerson og tog Bladet.

"Jesus af Nazaret ... er uomtvisteligt den dominerende Skikkelse i Historien. Jeg taler naturligvis om ham som Menneske, for jeg mener, Historikeren må behandle ham som Menneske, ligesom Maleren må male ham som Menneske. ... At antage, at han aldrig har levet, at Beretningerne om hans Liv er opdigtet, er vanskeligere og rejser flere Problemer på Historikerens Vej end at antage de væsentligste Elementer i Evangelierne som Fakta.

De og jeg lever jo i Lande, hvor Jesus for Millioner af Mennesker er mere end et Menneske. Men Historikerne må se bort fra denne Kendsgerning, han må holde sig til det Bevismateriale, som ikke ville vække nogen Modstand, selv om hans Bog blev læst i alle Lande under Solen."

"Læg Mærke til de Grænser, Wells sætter sig," afbrød Hr. Dare. "Han taler udelukkende som Historiker, han antager kun Beviser, som ingen vil drage i Tvivl, og som vil blive taget for gode Varer af enhver Nation i Verden, og læg alligevel Mærke til de forbavsende Slutninger han kommer til. Vær så venlig at læse videre, Hr. Emerson."

"Det er interessant og betydningsfuldt, ikke sandt, at en Historiker, der skriver på denne Måde uden nogen som helst teologisk Tilbøjelighed, kommer til det Resultat, at han simpelthen ikke kan skildre Menneskehedens Historie ærligt, uden at give Førstepladsen til en fattig Lærer fra Nazaret.

De gamle romerske Historikere overså fuldstændig Jesus; de overså hans Læres Vækst og Udbredelse, og betragtede den som noget livsfjernt ... Han efterlod intet Præg på sin Tids historiske Optegnelser. Og dog finder en Historiker som jeg, der ikke engang kalder mig Kristen, at Verdensbilledet også nu, over nitten hundrede År efter uvilkårligt har sit Midtpunkt i denne jævne, elskelige Mands Liv og Karakter.

Vi føler den Tiltrækning., der tilskyndede Mænd, som kun havde set ham én Gang, til at forlade deres Arbejde og følge ham. Han fyldte dem med Kærlighed og Mod.

Svage og lidende Mennesker blev opmuntret ved hans Nærværelse, han talte med en Forstand og Myndighed, som forvirrede de vise og skarpsindige.

Så Historikeren må, uden Hensyn til hans Livs teologiske Betydning, skrive Jesus af Nazarets Navn først blandt Verdens største Personligheder."

"Hvor er disse Ord forskellige fra dem, man skulle vente fra erklærede vantro," sagde David Dare, da Hr. Emerson var færdig. "De tvinges af de nøgne Fakta til at vise Kristus og Kristendommen en sådan forbavsende Hyldest. Hvis blot Halvdelen af, hvad Skeptikerne siger om Kristus og Kristendommen er sandt, er det klart, at intet andet, ingen anden Indflydelse i hele Verden er værdig til at nævnes i samme Åndedræt.

Jeg kunne citere i Enkeltheder fra de vantros egne Skrifter, hvorledes Kristendommen har friet Slaver, standset Barnemord, oprettet Hospitaler, hævet Kvindernes Stilling, bragt Frihed og forandret Millioners Liv til det bedre. Alt dette kan vi slutte af disse Udtalelser af H. G. Wells.

Hr. Emerson, hvem vil De sige er blevet Ingersolls Efterfølger som den ledende Tvivler i Amerika?"

Hr. Emerson tænkte sig om et Øjeblik. "Det er vel H. L. Mencken, Udgiveren af American Mercury, og Forfatter til en Række ultramoderne, rationalistiske Bøger; Han ikke alene udfylder hans Plads, men indtager afgjort en Plads for sig selv. Han er ganske givet bedre uddannet end Ingersoll, ligeså spotsk som Voltaire og så moderne som Shaw."

"Jeg har her en af Menckens Bøger, udgivet i 1930; den hedder "Afhandling om Guder". Jeg har afmærket en Del Steder, jeg gerne vil have Dem til at læse."

Hr. Emerson slog op på Side 227 og læste:

"At Jesus er historisk, betvivles ikke længere af nogen, Kristen eller vantro. De vigtigste Kendsgerninger om ham synes at være hævet over al Tvivl."

"Læs også Side 255," sagde Hr. Dare.

"Det er ikke let at forklare hans enestående og vældige Succes. Hvordan kunne det gå til, at et Menneske, der i sit Liv kun havde et bittert Forhånelsens Bæger at tømme, ved Døden kunne løfte sig selv til en sådan Agtelse og Betydning, en så enestående Magt og et Ry, der rystede hele Verden?"

"Ifølge Mencken," sagde Dare, "har Jesus Magt til at ryste hele Verden, og han indrømmer ærligt, at han ikke kan forklare denne hans Magt. Men det er ikke alt. Vil De læse på Side 266 og 267."

"Med mindre man vil forkaste hele det nye Testamente som det rene Snak, ser det ud til, at mange Mennesker så ham efter hans formodede Død på Korset, iberegnet nogle Stykker, der var i høj Grad utilbøjelige til at tro på hans Opstandelse ... På denne Teori har den mest civiliserede Del af Menneskeslægten bygget en Bygning af Ideer og Praksis, så mægtig i Udstrækning og så stærk i sin Indflydelse, at hele Historien ikke opviser noget lignende."

"Mencken nærer et voldsomt Had til Jøderne, og udtrykker dette meget voldsomt," fortsatte Taleren. "Jeg nævner det, fordi jeg ikke er enig med ham, og for at vise, at han skaffer sig større Vanskeligheder ved denne Holdning. Det mærkelige i, at Jøderne kunne frembringe en sådan Litteratur som Bibelen, forbavser os ikke mindre end det forbavser Mencken. Læs Side 345, 346 og 347."

"Bibelen er ubestrideligt den smukkeste Bog i Verden. "

"Lige et Øjeblik, Hr. Emerson," afbrød Hr. Dare. "Når man hører Skeptikeres Tale på Gaden, eller deres Diskussion med Præster, skulle man tro, det var den mest oprørende Bog i Verden. Men her har vi Amerikas berømteste Agnostiker, som fortæller os, at Bibelen ubestrideligt er den smukkeste Bog i Verden. Det er en

Indrømmelse, ingen Skeptiker kan opvise Magen til. Men læs videre."

"Regn alt, hvad De vil, med ... ingen anden Litteratur kan måle sig med den.

Næsten alt i den kommer fra Jøderne, og at de har kunnet frembringe noget sådant, er et af de mest mærkelige Fænomener i den menneskelige Historie. For der er kun lidt i deres Karakter, som Nutiden kender dem, der kunne antyde Evner til ædel Tænkning ... Man kunne passende kalde Jøderne den mest ubehagelige Race, der findes. Som man almindeligvis kender dem, mangler de mange af de Egenskaber, der kendetegner det civiliserede Menneske: Mod, Værdighed, Ubestikkelighed, Venlighed og Tillid ... De har Forfængelighed uden Stolthed ... og Lærdom uden Visdom ...

Og dog har disse Jøder fra umindelige Tider været Menneskehedens Drømmere, og uden Sammenligning dens største Digtere. Det var Jøder, der skrev de prægtige Digte, der kaldes Salmerne, Højsangen, Jobs Bog og Ruths Bog; det var Jøder, der gjorde Platheder til udødelig Musik i Ordsprogene; og det var Jøder, der gav os Saligprisningerne, Bjergprædikenen, den uforlignelige Sang om Jesus barnet, og det tolvte Kapitel i Romerbrevet.

Jeg er tilbøjelig til at tro, at den Scene, der er genfortalt i Joh. 8,3-11, er det bitreste Drama, der nogen Sinde er skrevet i Verden, ligesom Salomons Højsang ubestrideligt er den mest betagende Kærlighedssang og den 23de Salme den største Hymne.

Alle disse ophøjede Rigdomme arver Kristendommen fra en Stamme af fastboende Beduiner, så ringe og betydningsløs, at den verdslige Historieskrivning knapt kender dem. Ingen Arv, som det moderne Menneske har modtaget, er rigere, og ingen har sat sig tydeligere Spor i den menneskelige Tænkning, ikke engang Arven fra Grækerne ...

Historien om Jesus ... er mere rørende end nogen anden. Det er i Sandhed den skønneste. . der nogen Sinde er opfundet ... Ved Siden af den er det bedste, man kan finde i Litteraturen hos Muhammedanerne, Braminerne, Parserne og Buddhisterne fladt, forslidt og unyttigt."

Idet Hr. Emerson gav Bogen tilbage og satte sig ned, gik Taleren frem til Kanten af Platformen og sagde:

"Der er meget mere fra disse Agnostikere, Wells og Mencken, jeg gerne ville citere. Men disse Uddrag viser, at de ultramoderne Skeptikere indrømmer, at Jesus er en historisk Person, at Evangelierne hovedsageligt er sande, at Jesus er den mægtigste Kraft i Verden. De har hørt Hr. Emerson læse disse Udtalelser fra deres egne Værker."

"Men," afbrød Hr. Emerson, "hvor kan det være, at medens det er sandt, at de vantro siger sådant, så bliver de dog ikke Kristne?

Hvis de regner de Synspunkter for noget, som De lige har fået mig til at læse, hvorfor har de så ikke opgivet deres Skepticisme og er blevet Kristne?"

Hans Spørgsmål blev hilst af en Bifaldsmumlen. David Dare vendte sig smilende mod Hr. Emerson og derpå tilbage til Forsamlingen:

"Et udmærket Spørgsmål, korrekt og logisk. Det tilkommer ikke mig at sige, hvorfor Wells, Mencken, Lecky, Mill og andre, jeg har citeret, trods deres Indrømmelser stadig kalder sig Skeptikere. Men det er en Kendsgerning, at et stort Antal tidligere vantro har forladt deres Skepticisme og er blevet ivrige, bekendende troende.