De ti jomfruer!

 

Efter sin vidunderlige tale på Oliebjerget vandrede Jesus, mens mørket faldt på, med sine disciple til Betania for at blive der om natten.

Der berettes intet om den næste dag, den trettende i måneden nisan eller onsdagen i påskeugen. Jesus gik ikke til templet igen, og den forestående påske holdt skarerne borte fra Betania, så at han kunne tilbringe dagen i fred hos sine gæstfri venner.

Naturligvis havde disciplene flere spørgsmål at stille om rigets komme, og det synes mest sandsynligt, at lignelserne om de ti jomfruer, talenterne og fårene og bukkene, som kun berettes af Mattæus, blev fortalt af Jesus i den stille ensomhed i hjemmet i Betania.

„Da skal det være med Himmeriget som med ti jomfruer," begyndte Jesus, „der tog deres lamper og gik ud for at gå brudgommen i møde."

Ved flere forskellige lejligheder havde han benyttet et østerlandsk bryllups glade festlighed som billede på Guds Søns indsættelse i sit rige, og sammenligningen var i sandhed slående.

På Bibelens tid blev bryllupper altid fejret om natten, og det vil blive efter jordens mørkeste nattetime, at morgenen vil gry over Kristi rige.

Der er også tydelige åndelige lighedspunkter i fremgangsmåden ved et bryllup i Palæstina. Når tiden var kommet til brylluppet, begav brudgommen sig fra sin faders hus, ledsaget af sine venner, til brudens hjem. Når han af hendes forældre havde modtaget hendes hånd, vendte han derefter med processionen tilbage til sin faders hus til bryllupsfesten. På samme måde vil Jesus, når den store dag for rigets bryllupsfest kommer, drage ud fra sit himmelske hjem, ledsaget af et følge af hellige engle, for at hente sin brud, kirken, og med den vende tilbage til bryllupsfesten i sin Faders hus i Himmelen.

Men i denne lignelse er Guds folk imidlertid ikke fremstillet som Kristi brud, men som brudens veninder, der med tændte lamper venter på at kunne slutte sig til processionen til bryllupsfesten.

Jomfruelighedens symbol bruges, ligesom andre steder, som billede på deres tros renhed, deres fuldkomne lydighed over for Gud og deres fuldstændige adskillelse fra verden. Og da ti var det sædvanlige antal lampebærere i et brudeoptog, må de ti jomfruer symbolisere Guds ventende lille flok.

De tændte lamper, som hver gæst bar, er et godt billede på kristen erfarings klare blus, som er den nødvendige forberedelse til at møde Jesus, når han kommer. Hvor smukt end lampen kan være formet eller udsmykket, så er den unyttig, hvis den ikke er tændt. Sådan er også vi, indtil vort liv er tændt af Guds Ånds flamme.

David forstod dette, da han bad om, at Gud ville tænde hans „lys" – eller lampe. Da Paulus talte til dem, der havde fundet Kristus, brugte han det samme billede, idet han sagde: „Nu er I lys i Herren," og bød dem vandre som „lysets børn". Ligeledes sagde Jesus til sine disciple: „I er verdens lys!"

På grund af den lille beholder i de små østerlandske skålformede lamper måtte de ofte fyldes igen med olie. På samme måde trænger den åndelige erfarings lampe til ikke blot at tænder af Gud, men må dagligt fyldes igen, som salmisten siger, med „den friskeste olie" gennem tilbedelse, fordybelse i Guds ord og bøn.

I sin tale på Oliebjerget havde Jesus forberedt dem på, at ikke alle ville være rede til at modtage ham ved hans komme, og i denne lignelse skildrer han fem af jomfruerne som „kloge" og fem som „uforstandige". De kloge „tog olie i deres kander", det vil sige, at de stadig holdt sig beredt til at møde brudgommen ved fortsat fornyelse af deres åndelige erfarings flamme. De „uforstandige" fremstiller derimod dem, der, skønt de har taget det første skridt til at overgive sig til Gud og modtaget indbydelsen til bryllupsfesten, dog ikke har forstået, hvor vigtigt det er at have lysene tændt. Hvis sådanne mennesker ikke vækkes op til at forstå nødvendigheden af at have „olie i deres kander tillige med deres lamper", vil Jesus ved sin genkomst finde dem uforberedte ligesom de uforstandige jomfruer, da brudgommens ankomst blev meldt.

I sin foregående tale havde Jesus antydet, at forskellen mellem dem, som var beredt, og dem, som ikke var det, ikke under ventiden ville vise sig i det ydre. Måske arbejdede de sammen på husets tag, på marken eller ved husligt arbejde, og først i det afgørende øjeblik ville det vise sig, at den ene var beredt og den anden ikke. På samme måde: mens brudgommen tøvede, „blev de alle døsige, og faldt i søvn", – reddede sig et lille hvil for at være friske og livlige, når brudgommen kom. Først i forberedelsernes travlhed, da råbet lød ved midnat: „Se, brudgommen er der!" viste den skæbnesvangre mangel sig hos de „uforstandige" jomfruer. Ikke før „alle jomfruerne vågnede og gjorde deres lamper i stand", gik det op for de uforstandige, at deres lamper blafrede og gik ud, og de havde ingen ekstra olie med i deres kander. Sådan vil på den kommende dag manges foregivne bekendelse på sørgelig måde vise sig at være „gudsfrygts skin" uden nogen reserver af åndelig kraft.

I deres skræk sagde de uforstandige jomfruer i lignelsen „til de kloge: 'Giv os af jeres olie, thi vore lamper er ved at gå ud.'" Men øjensynligt kunne de kloge jomfruer ikke risikere at give noget af deres olie bort, så de ikke havde tilstrækkeligt til at holde deres lamper brændende, så længe festen varede, og derfor svarede de meget rigtigt: „Nej, der ville ikke blive nok både til os og til jer." „Gå hellere hen til købmændene og køb til jer selv," sagde de og skyndede på dem.

Her er den åndelige anvendelse indlysende. Hvis det for de kloge jomfruer var muligt at låne olie til de uforstandige, skønt det ikke var ret, så er overdragelsen af de åndelige erfaringer, som er nødvendige for at berettige til en plads ved Kristi bord, i virkeligheden umulig. Vore forældre eller venner kan måske blive redskaber til at vise os vej til kilden for nådens „olie", men en retfærdig karakter kan man kun opnå for sig selv fra den guddommelige rigdomskilde. Ingen stedfortræder kan oprette vor forsømmelse.

Der berettes ikke i lignelsen, om de uforstandige jomfruer fandt nogen sælger af olie, som stadig holdt åben, men efter Bibelen er det ganske tydeligt, at enhver, som venter, at åndelig nåde er tilgængelig for de uforberedte, når Kristus kommer igen, vil blive sørgeligt skuffede. På den dag, siger Bibelen, vil der blive „hunger" efter ordet. Mennesker vil som afsindige løbe hid og did for at søge det ord, de så længe har ringeagtet, men de skal ikke finde det. Uden tvivl var dette, hvad de uforstandige jomfruer oplevede, og da de skyndte sig tilbage til brudgommens hus, forøgedes deres skræk, da de opdagede, at han var gået ind, og „døren var lukket". I deres fortvivlelse bankede de flere gange på og råbte: „Herre, herre, luk op for os!" men til deres forfærdelse lød brudgommens svar: „Sandelig siger jeg eder: jeg kender jer ikke."

Der findes i sandhed en alvorlig advarsel i denne lignelse: at mens døren i dag står vidt åben for syndere, og Jesus stadig erklærer: „Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort," så kommer der en tid, da frelsens dør skal lukkes, og denne kendelse afsiges: „Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed." Når den tid kommer, vil enhvers sande natur være fastlagt, og alles skæbne vil være beseglet. Frygtelige vil ordene være, som da lyder for de uforberedtes ører: „Jeg kender jer ikke!"

Da Jesus afsluttede sin lignelse, bad han dem derfor endnu en gang indtrængende: „Våg derfor, thi I kender hverken dagen eller timen."

Derfor vil vi, nu da midnatstimen for jordens historie nærmer sig, gøre klogt i at undersøge vort åndelige livs lampe for at se, om den er i orden og brænder. Hvis måske vor lampe brænder mat eller oser på grund af ophobet synd, eller fordi vi har forsømt at tage imod Guds nåde, vil han med glæde atter tænde vort livs døende flamme og igen fylde vore kander med sin Ands olie; men vi må bede ham om at gøre det nu, før det er for sent.