|
Gud skabte en
GOD verden
Janus´s Bue eller Porthvælving, der
stod
i det nordøstlige Hjørne i det gamle Roms Forum,
repræsenterede
en Guddom, som vendte Ansigtet i to retninger: bagud mod fortiden og
fremad
mod fremtiden.
Det store problem, vi her skal behandle, har
ligesom
Janus to ansigter, idet det også vender både bagud og
fremad
- tilbage til tingenes oprindelse og fremad til resultatet af alle
verdens
og universets affærer.
Adskillige mennesker har til forskellige tider
givet
mange forskellige svar på dette spørgsmål. I
virkeligheden
ligger de svar, som menneskene giver, vel selve grundvolden for de
store
religionssystemer i verden. Undertiden benægtes hvert eneste
udtryk
i dette problem. Vi vil betragte nogle få af de måder,
hvorpå
man kan imødegå dette emne.
1. Mange har nægtet, at der er nogen som
helst Gud,
eller har med andre ord nægtet, at der findes nogen som helst
skabning,
som har noget at gøre med universets oprindelse. Sådanne
mennesker
kalder vi ateister. Naturligvis nægter sådanne mennesker,
at
universet blev gjort eller skabt. Og de nægter
sædvanligvis,
at universet er ondt og dårligt. De siger: "Hvordan kan man tale
om, at noget er ondt og slet, når det er det eneste, der er, det
eneste, der nogen sinde var, og det eneste, der nogen sinde vil blive?"
Men vi er ude efter sandhed og ikke efter
meninger, og
jeg tror ikke, vi skal få megen fremgang i en sand løsning
af dette problem ved at benægte Guds eksistens. Vi kommer ingen
steder
med en sådan benægtelse. I størstedelen af mit liv
har
jeg haft med videnskabelige problemer at gøre, og fra dette
synspunkt
er der for mange beviser på en stor personlighed i spisen for
universet
til, at jeg kunde betvivle eksistensen af et personligt væsen,
som
på en eller anden måde er ansvarlig for denne verden og
universet
som et hele, og som nu leder og styrer det lige fra de mindste
enkeltheder
til de største åbenbarelser.
Vi kan derfor forbigå denne løsning
uden
yderligere kommentarer.
2. Nogle har benægtet selve verden. Det
vil sige,
at de siger, dette materielle univers, vi lever i, og som vi synes at
udgøre
en del af, kun er et kæmpemæssigt blændværk.
Der
er intet virkeligt. Det er alt sammen i vore tanker og vore
indbildninger.
Således er de mange millioner mysterier for det første i
orienten,
hvor denne lære har trivedes i årtusinder og nu er antaget
af måske en tredjedel af den menneskelige race, og for det andet
i Amerika, hvor der er mange religioner som f.eks. Christian Sience og
Teosofi, der er grundlagt på denne samme lære.
Men både den, der benægter tankens
eksistens,
og den, som siger, at der i universet intet findes uden tanken, er
begge
lige vanvittige. En sand og rigtig brug af vore tanker siger os, at der
er noget i vor opfattelse, som ikke er tanke eller forestilling, og at
benægte denne kendsgerning er at styrte hele vort tankeliv i kaos
eller det samme som at være fra forstanden.
3. Andre har benægtet, at Gud skabte
verden ond,
men dette gør de ved at sige, at verden (eller universet) var
ond
fra begyndelsen. Gud prøver simpelt hen på at gøre
den til en bedre verden. Det er hårdt for ham, men han gør
sit bedste under disse deprimerende omstændigheder. Dette er H.
G.
Wells's og mange andres lære. Det er også udtrykkeligt
eller
underforstået de fleste Evolutionisters lære.
En fornuftig og plausibel forklaring.
4. En fjerde klasse benægter, at Gud skabte
verden
ond, for de siger, at han skabte den god i enhver henseende, og at det,
som er i verden, ved en proces, som de kalder det ondes eller syndens
indtræden
i universet, er blevet ondt og slet eller fordrejet fra sin oprindelige
tilstand. Og de siger, at Gud for en tid tillader dette, men at han har
en velaffattet og virkningsfuld plan, på hvis udførelse
han
stadig arbejder for at omdanne verden og befri den fra alle de onde
træk.
Og de siger, at vi ikke skal dømme ud fra et halvgjort
værk;
thi det gør ifølge ordsproget kun børn og
tåber.
Derfor er det klogt af os ikke at dømme om virkningen af Guds
plan
til at regenerere universet ud fra de erfaringer, vi måske kan
høste,
medens denne plan endnu ikke er fuldført.
Dette sidste forstår jeg som den kristne
løsning
på vort emne. Følgelig må vi have mere plads til at
fastslå denne løsning af problemet, idet vi udvikler den
mere
fuldstændigt, end de øvrige. Dette er, fordi jeg er en
kristen,
og jeg må lære, hvad der synes at være sandhed i
lyset
af kristelig lære og erkendelse.
Det første, vi må gøre i et
sådant
studium, er at få en god forståelse af, hvad vi mener med
vor
verdens onde tilstand. For at få dette behøver vi blot at
besøge dele af verden, som har været hjemsøgt af
hungersnød
og pest. Ja, vi behøver blot at besøge vore hospitaler,
sindssygehospi-
taler, fængsler, tugthus og opdragelsesanstalter for at få
et glimt af den kendsgerning, at verden i sandhed er i en ond og slet
tilstand.
Og historien bevidner, at forholdene altid har været meget lig
det,
de nu er, så langt tilbage som menneskelige beretninger kan
berette
om fortiden. De forstenede lag i bjergene viser også, at jorden
er
et uhyre mausoleum, hvor lidelse og død har hersket også
blandt
de lavere former for liv, lige siden disse stenede sider i naturens
dagbog
blev indgraveret i den fjerne fortid.
En prøvetilstand.
Men du spørger: Hvis et væsen, der
er i
besiddelse af ubegrænset godhed, har skabt denne verden, hvorfor
ser vi da ikke denne godhed alene åbenbaret i universets lykke og
fred og harmoni? Vilde i sandhed ikke den formodning opstå - selv
om vi ikke havde Bibelen til at fortælle os årsagen - at
der
var indtruffet noget, som bragte forvirring ind i denne oprindelig
fuldkomne
verden? For den er ganske åbenbart ikke en verden med straf og
gengældelse
alene; thi dersom Gud blot lod sin hævn ramme menneskene, vilde
der
ikke i den levende verden være så mange utallige beviser
på
overbærenhed og mildhed. Men hvis vi en gang når til den
forståelse,
at den nuværende tilstand er en prøvetilstand med alle
livets
tilskikkelser tilpasset de væseners optugtelse, der er i
oprør
mod deres skaber, og som hinde blive genindsat i harmoni med ham
så
vilde gåden straks være løst, og alle ting vilde
antage
et forståeligt udseende.
Og alle disse ting udvides og forklares
yderligere af
den kristne religions åbenbaring. Denne fortæller os, at
alt
dette onde i vor verden er en følge af synd, følgen af,
af
menneskene har valgt noget andet end Guds vej, noget, som ikke er i
harmoni
med universets fundamentale love. Alle disse onde følger er
enten
opstået naturlit eller ved Guds bestemmelse på grund af
denne
oprørstilstand, som verden befinder sig i over for Guds moralske
regering. Kristendom- men siger, at Gud er kærlighed, men han
hader
synden og synden er det eneste i hele universet, han hader. Men for at
vise, hvor frygtelig synden er, har han tilladt den at udvikle sig, og
han har tilladt alle disse onde resultater at følge som
uundgåelige
konsekvenser. Synden er den virkelige og første årsag til
al lidelse i fortiden, al lidelse og al smerte og ulykke, som vil komme
enhver tåre og ethvert hjertesuk.
Synd forklarer den sørgelige stilling.
Men hvad er det, som kaldes synd?
Dette kan kun forstås rigtigt i lyset af
tanken
om en selveksisterende skaber, universets ophøjede moralske
styrer.
Eftersom han har skabt alle ting, og eftersom han hvert øjeblik
er alle tings opretholder, må ikke alene hans vilje være
højest,
men hvad som helst der ikke er i harmoni med hans vilje, hvad
angår
de enkelte skabninger såvel som hele universet, må
være
det, vi kalder synd, og må uundgåeligt resultere i
disharmoni
og forvirring i universets liv. Hvis dette fik lov at eksistere,
måtte
det nødvendigvis resultere i en tilstand af ulykke og elendighed
- medmindre Gud selv er en tyran og regerer verden egenmægtigt og
vilkårligt, i hvilket tilfælde der kunde være bedre
veje
for hans skabninger end de, han har foreskrevet dem.
Denne sidste mulighed forstår jeg som et
virkeligt
problem med hensyn til det onde, og hvad der i virkeligheden
foregår
i universet nu, er en gradvis udvikling af
retfærdiggørelsen
af Guds regering og karakter. Dette er den store strid mellem godt og
ondt,
tidsaldrenes store konflikt; og en kristen er ganske simpelt en, som
kæmper
på Guds side i denne strid, og som er villig til at holde fast
ved
hans regering og antage sig hans betingelser for fred og overgivelse.
Alle
andre er stadig oprørere imod den guddommelige regering.
Bibelen såvel som en rationel filosofi
bevidner,
at Gud oprindelig skabte sit univers fuldt af lykkelige skabninger, som
han gav en fri vilje eller ret til selv at vælge. Men der
lå
heri en risiko; thi at udstyre intelligente væsener med ret til
at
vælge ud fra en virkelig fri vilje må rumme den mulighed,
at
en af disse frie skabninger en skønne dag vilde vælge en
handlemåde,
som var i disharmoni med universets fundamentale principper, og som
lå
uden for skaberens planer. Og det betyder, at et sådant forkert
valg
vilde blive mere end en ren og skær fejltagelse eller
intellektuel
vildfarelse. Denne vilde ikke være moralsk forkert og
behøvede
blot undervis- ning for at blive afhjulpet; men et velovervejet valg i
disharmoni med universets principper vilde være forsætligt
oprør; intet som helst andet, og det vilde blive behandlet som
sådant.
En årsag vilde være en
undskyldning.
Nu kunde læseren måske spørge:
Hvad
kunde forårsage, at en fri og lykkelig skabning skulde slå
ind på en vej, der betød forsætligt og åbent
oprør
mod universets skaber og opholder? Hvor håbløs og
vanvittig
vilde ikke en sådan kamp være! Hvad kunde formå noget
fornuftigt væsen til at tage en sådan kurs?
Her må vi være meget forsigtige med
at drage
en slutning, for det er netop på dette punkt, at så mange
har
lidt skibbrud på logikken og på en fornuftig behandling af
dette problem.
Vi kan ikke håbe at kunne påvise en
årsag
til en sådan handlemåde; thi at påvise nogen som
helst
årsag dertil, vilde være at undskylde den og således
forsvare den. At påvise en årsag dertil vilde være at
lægge skylden på noget uden for ham (mennesket) selv, og
det
vilde bevirke, at det ikke var hans fejl, men hans ulykke. Og det vilde
føre hele ansvaret tilbage til skaberen, fordi han havde tilladt
sådanne tilstande og omstændigheder, som kunde fremkalde et
sådant resultat. Nej, synden er ugrundet og uforklarlig. Den
skyldes
noget moralsk forkert hos en skabning, som måske slet ikke
overvejede
alle de følger, der var indbefattet i hans valg, og som
forsætlig
vælger en fremgangsmåde, der er i modstrid med universets
fundamentale
principper. Og det er ikke, fordi han er skabt svagere end de andre
eller
skabt med en naturlig tilbøjelighed til det onde; dette vilde
atter
kaste ansvaret tilbage på skaberen. Hvad vi kan sige er, at han
misbrugte
den høje frihed, som skaberen havde givet ham, og slog ind
på
en vej, der var i modstrid med universets skabers vilje eller
principper.
Og hvad det særlige punkt var, som
bevirkede denne
afvigelse vil ikke gøre nogen forskel. Det vilde væsentlig
være et eller andet egenkærligt valg.
Hvorfor tilintetgjorde Gud ikke Lucifer?
Bibelen synes at antyde, at det første
tegn på
disharmoni i universet blev bragt ind af Lucifer, en af de
højeste
engle i universet, og at det først åbenbarede sig gennem
en
misundelsens ånd. Hvorfor kvalte Gud ikke dette oprør i
fødselen
ved at handle med denne skabning efter fortjeneste? Havde han gjort
det,
vilde den øvrige del af universet havde fortsat at tjene ham;
men
deres tjeneste vilde være blevet en frygtens tjeneste og ikke
denne
frie, hengivne tjeneste, som alene kan behage den store fader.
Universet
måtte fortsætte sin gang i Herrens medfølelse og
sympati,
fast overbevist om hans retfærdighed og kærlighed i alle
hans
handlinger med sine skabninger. Kun derved, at den store
ærkeoprørers
planer fik lov til at udvikle sig, og at deres degraderende virkninger
kunde ses både på engle og mennesker, kunde den store
forførers
underfundige indflydelse bliver fuldstændig modvirket og alle
spirer
af mistanke og tvivl angående Guds regering fuldstændig
oprykket
med rode.
Syndens følger skulde skabe anger.
Når Gud tillod, at kampscenen blev
overflyttet
til denne jord, var det kun en del af hans store plan med at tillade
synden
at vokse til fuld modenhed, at sætte sine frugter, for at dens
virkelige
natur kunde blive åbenbaret. Gud skabte mennesket ret og i sit
"eget
billede" og satte det til at drage omsorg for denne verden. Men
mennesket
valgte det store oprør, og ved syndens mystiske
blændværk
blev dets hjerte egenkærligt, og mennesket kom derfor også
ud af kontakt med naturen og naturens Gud. Ved denne menneskets
forandring
blev også den fine ligevægt, der bestod mellem det og alle
de ting, som omgav det i naturen, forstyrret; og som et sympatisk eller
tilbagevirkende resultat af menneskets fald blev hele naturen
derangeret,
idet Gud således valgte at tillade naturen på den
måde
at vidne over for mennesket om dets fald og gøre denne
forstyrrende
naturlov til at et af de bedste midler til at vinde mennesket tilbage
til
lydighedens vej, til fred og lykke.
"Jorden følte såret, og naturen
sukkede under
alt sit værk, gav tegn på smerte over det tabte".
Hele forløsningsplanen medindbefattet
Guds søns
død er en anden fase i Guds plan med behandlingen af den
moralralske
sygdom, som kaldes synd, og som har slået rødder ligesom
en
verdensomfattende kræft på det smukke univers, hvor alt en
gang har været fred og lykke. Denne ene guddommeliges død
var den eneste måde, hvorpå selveden guddommelige visdom
kan
foranstalte helbredelse for denne verdensomfattende sygdom.
Dette er den forklaring, Bibelen giver på
den synd
og elendighed, som nu er i verden. Og denne afsluttende
genløsning
med et rent og lykkeligt univers er det eneste, der kunde
retfærdiggøre
skaberen i at skabe frie skabninger med de frygtelige muligheder, der
lå
i deres ret til selv at vælge. Det var en mægtig risiko at
løbe, men Guds visdom udarbejder hurtigt hans plans
retfærdiggørelse.
Fejlen ligger hos mennesket, ikke hos Gud.
I lyset af det, som er sagt her, vil det ses, at
ingen
af de lidelser og ulykker, der rammer verden, er hævngerrigt
påført
af Gud. De fleste af dem er kun naturlige og uundgåelige
resultater
af at afvise fra universets love, som er forordnet af den vise skaber.
Mange andre begivenheder, der ligesom syndfloden synes at være
meget
frygtelige, har været udtryk for den største betydning af
ordet "helbredende", det vil sige, at de af det vise forsyn er bestemt
til enten direkte at helbrede visse onder eller til at forebygge endnu
værre onder i fremtiden.
Meget af lidelsen og nøden i verden er
således
det uundgåelige resultat af visse former for synd; andre
tilfælde
er med forsæt foranstaltet af Gud for at helbrede værre
onder
eller for forhindre sådanne i fremtiden. Men foruden alt dette er
der mange andre, som skyldes dette store oprørs ondskab, "efter
hans vis, som hersker over luftens magt", og som synes at have
glæde
af at gøre Guds skabninger så ulykkelige som muligt og
derefter
påpege det som resultatet af Guds værk, idet han kaster
skylden
og skammen for det hele tilbage på skaberen.
"Skulde den, der dømmer hele jorden, ikke
selv
øve ret?"
Men lad os takke Gud, fordi dette lange
syndens og elendighedens
herredømme nu snart er til ende. Tegnene på tidernes ende
sker omkring os, nøjagtig således som de skildres i
Bibelens
profetier, og den, som vil, kan læse det. Oprørets
højdepunkt
er næsten nået. Snart skal vi se evighedens konge rejse sig
for at gøre ende på dæmoners og onde menneskers
løbebane.
Snart skal han komme, hvis ret det er at regere, og som derefter skal
regere
som Kongers Konge og Herrers Herre.
Og på den store dag, tidsaldrenes store
kulmination,
hvad vil det da betyde, om synden og elendigheden har triumferet lidt
længere
eller regeret vor verden lidt mere, end vi i vor kortsynede
dømmekraft
syntes, det var retfærdigt? "Skulde den, der dømmer
jorden,
ikke selv øve ret?" Hvorfor kalder vi os selv kristne, hvis det
ikke er, fordi vi så afgjort har taget Guds parti i denne store
strid
med mørkets magter, og fordi vi har afslået at antage
satans
løgn, som han stadig anstrenger sig for at få menneskene
til
at acceptere og tro, nemlig, at Gud er en frygtelig tyran, og at synden
og lidelserne i verden er resultatet af, at Gud skabte verden, som han
gjorde, med mennesket som en fri moralsk skabning, der har magt og
frihed
til at vælge ret eller uret? Som kristne er det vor første
pligt at forkaste denne uhyrlige løgn fra den store
oprører
og at stemple den som bagvaskelse af vor faders karakter, hvem var
Bibelen
forsikrer os er en kærlig Gud.
Gud har gjort sin del. Han elskede verden
således,
at han gav sin enbårne søn for at sikre forløsning
for alle, der ønsker at blive frelst og tilhøre hans
regering.
Synden må i sandhed være en frygtelig ting, siden den
kostede
Guds evige søns død. Men med det offer, der allerede er
bragt
og med den store strids ende for øje, vidende, at syndens og
lidelsens
lange herredømme hurtigt nærmer sig sit ophør,
gør
vi som kristne vel i at erindre, at vor store skaber, som kender enden
fra begyndelsen, stadig udvirker sandhedens og retfærdighedens
hævdelse
med netop så lidt menneskelig nød og lidelse som muligt
for
at fuldstændiggøre undervisningen for hele universet til
alle
tider. Gud er kærlighed; hans veje er retfærd od sandhed,
og
han ønsker vor højeste og ædleste udvikling; og kun
ved at leve i harmoni med hans lov kan universet være sikker mod
en vedvaren af den nød og lidelse, som denne verden nu
midlertidig
gennemgår.
|
|