|
Erfaringen lærer os, at ethvert menneske, vi møder, er
forskelligt fra alle dem, vi har truffet før. Medmindre der er tale om enæggede
tvillinger, har hvert menneske sit særpræg og adskiller sig fra alle andre, som
lever eller har levet. Dette er sandsynligvis også tilfældet for alle planternes
og dyrenes vedkommende. Denne behagelige variation frembringes af komplicerede
mekanismer. Disse indre faktorer bevirker sammen med forholdene i omgivelserne,
at der er forskel på heste indbyrdes, på hunde indbyrdes og på bladenes form på
det samme træ.
Men i denne forskellighed gør der sig et andet forhold
gældende, som er lige så interessant og betydningsfuldt. Jeg tænker her på
diskontinuiteten (afbrydelsen af sammenhængen). Der findes mange forskellige
hesteracer og mange forskellige koracer, men selv ved et overfladisk studium
vil man opdage, at det ikke er muligt at anbringe hesteracerne og koracerne på
en sådan måde, at der bliver en naturlig overgang fra hest til ko. Man kan ikke
i midten af en sådan række anbringe et dyr, som ligner en hest lige så meget
som en ko. Der findes en tydelig forskel mellem heste og køer.
Denne tydelige diskontinuitet findes både i plante og
dyreriget. Man vil altid kunne skelne mus, katte, hunde, heste, køer,
ahorntræer, egetræer, roser, chrysantemer og iris fra hinanden. Vi kan betegne
disse grupper som grundformer af dyr og planter. Disse grupper kan sammenlignes
med øer uden broforbindelse. I denne verden, hvor alle individer er forskellige
fra hinanden, eksisterer der også en tydelig diskontinuitet, som adskiller den
enkelte grundform eller gruppe af individer tydeligt fra enhver anden
grundform.
I denne forbindelse er det klogt at huske på, at den
samme diskontinuitet findes blandt fossilerne. Til trods herfor siger
tilhængerne af udviklingslæren, at der findes overgangsformer mellem
grundformerne blandt fossilerne. Men vi må atter konstatere, at denne antagelse
bygger på de pågældende personers opfattelse af tingene og ikke på
sandhedsbeviser. Man siger, at Archæopteryxen (oldfuglen) var en overgangsform
mellem fugle og krybdyr, fordi den havde fjer, tænder i næbbet og en lang,
kødfuld hale med en enkelt række fjer på siderne. Var den en overgangsform.
Eller en grundform? Deres stilling til dette spørgsmål afhænger af Deres tro enten
på udviklingslæren eller skabelsesberetningen. Så utilfredsstillende er det
subjektive vidnesbyrd.
Gnuen, som lever i Centralafrika, ser ud til at have
bøffelhoved, hestehale og antilopeben og hoved. Er den en overgangsform mellem
disse tre grundformer? En tilhænger af udviklingslæren ville aldrig finde på at
fremsætte en sådan påstand, mens han stod og betragtede en levende,
formeringsdygtig gnu. Men hvis der kun fandtes fossile gnuer, som tilfældet er
med Archæopteryxen, er der ingen tvivl om, at gnuen ville blive betegnet som en
overgangsform mellem bøfler, heste og antiloper. Hele den samling
overgangsformer, som findes blandt fossilerne, er et interessant eksempel på,
hvad ubetinget tro på en hypotese kan bevirke, når vi ikke kan skille det sande
fra det falske ved hjælp af et virkeligt bevis, dvs. et sandhedsbevis.
I naturen står vi over for kendsgerninger. Planter og dyr
eksisterer i diskontinuerlige grupper, og der behøves ikke megen erfaring for
at kunne skelne en birk fra en bøg, et flyveegern fra en flagermus eller en mand
fra en chimpanse. Nu melder det spørgsmål sig ganske naturligt: "Hvorledes
er alle disse grundformer opstået? "
Før 1859 havde videnskabsmænd og lægmænd i almindelighed
aldrig tvivlet på, at l Mosebog skulle fortolkes bogstaveligt. Bortset fra
enkelte undtagelser som Buffon, Erasmus Darwin, Lamarck og Goethe troede folk i
almindelighed på Bibelens skabelsesberetning. Men da Charles Darwins bog Origin
of Species (Arternes Oprindelse) blev udgivet i 1859, blev der indført en ny
teori i stedet for skabelsesberetningen, og verdens opmærksomhed blev på en
fordringsfuld måde henledt på de nye tanker.
Det falder uden for naturvidenskabens rammer at give en
acceptabel forklaring på, hvorfor Darwins teori om organisk udvikling betog et
stort flertal af tænkende mænd og kvinder i løbet af tre årtier efter dens
offentliggørelse. Hans antydninger kunne ikke bevises, men de gav læserens
fantasi frit løb og fik ham til at tro, at der fandtes eksempler på virkelige
forandringer fra én grundform til en anden ved hjælp af naturlige processer.
Darwin skrev enkelt og interessant om forhold, som alle kommer ud for i det
daglige liv, og skønt hans læsere måske var ganske ukendte med de biologiske
processer, følte de alligevel, at de forstod, hvorledes forandringen var foregået.
Læseren forestillede sig faktisk, at han styrede en eller anden kompliceret
mekanisme, som kunne forvandle et abelignende væsen til et menneske. Ved at se
bort fra den lovbundne kraft i naturen og benytte nogle få velkendte
kendsgerninger som grundlag føjede Darwin antagelse til antagelse og udnyttede
det, som syntes at være antageligt. På den måde overbeviste han sig selv om, at
I Mosebog ikke var korrekt, og at de komplicerede former for liv havde udviklet
sig fra ukomplicerede former. Da han først havde overbevist sig selv, kunne han
også overbevise andre lydhøre mennesker.
Udviklingslæren med dens tese om ubegrænset fremgang
bemægtigede sig mennesketanken og har holdt den fangen lige siden. Nogle få år
efter opdagede videnskabsmænd, som arbejdede i laboratoriet, at Darwin havde
taget fejl med hensyn til alle de processer, som han havde antaget kunne
frembringe forandringer af en så gennemgribende karakter, at de kunne
frembringe nye grundformer. Men videnskabsmændene nærede en sådan forkærlighed
for udviklingslæren, at de lavede en kunstfærdig overbygning til den, skønt
ikke et eneste af de beviser fra naturen, som skulle bære overbygningen,
indbefattede så fundamentale forandringer, at de kunne retfærdiggøre hypotesen.
Man har konstateret, at der finder en række forandringer
sted i organismer. Man har studeret tre af disse forandringer meget nøje, og de
er almindeligt kendt under betegnelsen rekombinationer, genmutationer og
kromosomforandringer. Men det er yderst vigtigt for vor forståelse at huske, at
disse processer hverken hver for sig eller tilsammen i et eneste tilfælde har
frembragt andet end en ny variant af en grundform, som allerede eksisterede i
plante og dyreriget.
I vore dage findes der to anskuelser med hensyn til
livets oprindelse, nemlig udviklingslæren og Bibelens skabelsesberetning.
Udviklingslæren er troen på, at alle planter og dyr har udviklet sig fra en
enkelt eller nogle få dråber protoplasma gennem millioner af år. Den ateistiske
tilhænger af udviklingslæren tror, at det levende protoplasma er blevet til af
uorganisk materiale ved en tilfældighed, og at den oprindelige dråbe ved
lignende fuldstændig tilfældige hændelser begivenheder, som ifølge Darwin blev
styret af den naturlige udvælgelses princip, gradvis udviklede sig til den
uhyre komplicerede, vidunderligt afbalancerede organisme, som vort legeme er.
Den deistiske tilhænger af udviklingslæren kommer uden om
problemerne i forbindelse med stoffets, naturkræfternes og den første levende
dråbes oprindelse ved at antage, at en Gud har skabt stofferne og kræfterne og
det første protoplasma, og at han derefter lod dette første liv udvikles, som
det bedst kunne, ad naturlig vej.
Den teistiske tilhænger af udviklingslæren hævder, at han
tror, at Bibelen er Guds inspirerede ord til menneskene. Han anerkender Gud som
skaberen af alt det, vi ser omkring os, og som universets opretholder. Han
forkaster imidlertid den bogstavelige skabelsesberetning i 1 Mosebog og siger,
at skønt beretningen i 1 Mosebog skildrer en skabelsesakt, er den ukorrekt,
fordi videnskabsmænd har "bevist", at det levende er opstået ved
udvikling. Gud må derfor have skabt mennesket ved at lade det udvikle sig fra
dyrene.
Det er meget vanskeligt at inddele udviklingslærens
tilhængere i grupper. Det er for enkelt blot at sige, at de enten er ateister,
deister, teister eller agnostikere. Det er meget sandsynligt, at der ikke
findes to tilhængere af udviklingslæren, som i alle henseender har samme
anskuelse. Der er dog noget, som de alle har tilfælles, nemlig troen på, at
mennesket er beslægtet med de laverestående dyr. Efter deres opfattelse har
mennesket overtaget alle sine arveligt determinerende faktorer fra sine
forfædre blandt amøberne, fiskene, krybdyrene, insekterne og aberne. Det er
måske kun et spil om ord, men ifølge udviklingslæren har mennesket ikke en
eneste dråbe menneskeblod i årene. Det stammer helt og holdent "fra
dyrene". Denne anskuelse er en åbenlys fornægtelse af I Mosebog 2, 7, hvor
der tydeligt står, at mennesket blev skabt af støv fuldstændig uafhængigt af
dyrene. Det blev skabt i Guds billede. 1 Mos. 1,26-27.
Ligesom moderne tilhængere af udviklingslæren frabeder
sig, at man tillægger dem de forklaringer, som Aristoteles, Lamarck, Charles
Darwin, Weismann og De Vries har givet på udviklingen, således ønsker moderne
tilhængere af skabelsesberetningen heller ikke at blive gjort ansvarlige for
alle de forklaringer på skabelsen, som blev givet af middelalderens
skolastikere og af Bonnet, Linne, Cuvier og Agassiz. Den moderne tilhænger af
skabelsesberetningen fejer alle menneskelige spekulationer fra de foregående
femten århundreder til side og går direkte til Guds ord for at finde sandheden
om planternes og dyrenes oprindelse.
Jeg har endnu ikke fundet en tilfredsstillende definition
på læren om skabelsen i nogen ordbog eller lærebog om udviklingsteorien. Denne
forvirring med hensyn til, hvad den moderne lære om skabelsen går ud på,
skyldes ikke tilhængere af udviklingslæren, for de kan ikke gøre andet end
definere den, som den er blevet fremholdt af de fremtrædende tilhængere af
skabelsesberetningen, som er nævnt i det foregående afsnit.
Manglerne ved de gængse definitioner fremgår af den
definition, som vi finder i Webster's Dictionary (ordbog), hvor der står:
"Creationist (tilhænger af læren om skabelsen) ... en person, som tror, at
særskilte arter af dyr eller planter blev skabt hver for sig." I en
populær biologi, som benyttes i dag, læser vi: "Skabelse læren om, at hver art organismer blev skabt
hver for sig." Disse definitioner har den samme mangel. De indeholder
ingen definition på det omstridte udtryk "art".
I den mest aktive Periode af sit liv erklærede den
berømte svenske naturforsker Carl von Linne, som troede På skabelsen (han er
ophavsmand til den binominære nomenklatur, dvs. anvendelsen af betegnelse for
slægt og art):
"Der findes kun så mange arter, som blev skabt i
begyndelsen." I hver enkelt af de syv udgaver af sit store Værk Systema
Naturæ på nær den sidste fremhævede han: "Ingen nye arter." Fordi
Linne, som var en berømt tilhænger af læren om skabelsen, forsøgte at give
grupper inden for plante og dyreriget, som han mente udgjorde skabte
grundformer, artsnavne, mener lægfolk og selv visse videnskabsmænd i dag, at
alle tilhængere af læren om skabelsen har den anskuelse, at alle arter blev
skabt af Gud og anbragt der, hvor vi finder dem i dag. Linne troede i
virkeligheden, at efterkommerne af de grundformer, som blev skabt i
begyndelsen, bredte sig over Jorden. Det var Louis Agassiz, den "sidste
berømte tilhænger af læren om skabelsen", som troede, at Skaberen dannede
arterne og anbragte dem der, hvor vi finder dem nu.
For at finde sandheden her må vi først være klar over, at
de moderne tilhængere af læren om skabelsen ikke tror, at hver gruppe
individer, som Linne gav et artsnavn, nødvendigvis var en ægte art af den type,
som omtales i 1 Mosebog. Som eksempel kan nævnes han betegnelse for den
amerikanske og den europæiske bisonokse. Linne gav disse "bøfler" to
artsnavne, Bos bision og B. bonasus for at tilkendegive, at han betragtede dem
som arter, der var skabt hver for sig. På grund af ligheden mellem dem, og
fordi de let lader sig krydse, tror moderne tilhængere af læren om skabelsen,
at de har fælles forfædre", og at de altså tilhører den samme oprindelige
grundform.
Siden Linnes dage er der endvidere sket det, at visse
repræsentanter for David S. Jordans skole i deres klassificering har reduceret
omfanget af de karakteristika, som er bestemmende for tilhørsforholdet til den
gruppe individer, som blev henregnet under betegnelsen art, så der i vore
klassificeringer nu findes et stort antal "arter", som i
virkeligheden ikke er andet end varianter. Som eksempel herpå kan nævnes de ni
"arter" røde ræve i Nordamerika, de seks "arter" prærieulve
vest for Mississippi floden og de syv "arter" vilde geder i bjergene
i Europa og Asien.
Moderne tilhængere af læren om skabelsen tror ikke, at
Gud skabte alle de varianter, som har fået artsnavne af de naturforskere, der
giver sig af med detailklassificering.
Når man tænker på, at der har udviklet sig en hel del nye
"arter" for øjnene af os, kan man også tydeligt se det urimelige i at
tro, at Gud skulle have skabt alle de moderne "arter". Et eksempel
herpå er den nye variant af bananfluen, som Kozhevnikov har fremavlet af to
slægter af Drosophila melanogaster og med rette
givet betegnelsen Drosophila artificialis. Goodspeed og
Clausen frembragte en nu "art" tobak ved at krydse tobakssorten
Nicotiana glutinosa med N. tabacum. De gav den nye "art" betegnelsen
Nicotiana digluta. I naturen forekommer der hyppigt spontane krydsninger mellem
arter eller varianter. Som eksempel kan nævnes den nye "art"
hestekastanie, Aesculus carnea, som har lyserøde blomster. Det er en krydsning
mellem to arter med hvide blomster, A. pavia og A. hippocastanum.
Den populære forklaring på skabelse: at det er troen på,
at Gud i begyndelsen skabte alle kendte arter hver for sig, er forkert og
bygger på en fejlagtig opfattelse hos nogle få "berømte
skabelsestilhængere" fra en tidligere periode. I betragtning af, at brugen
af ordet arter, som det forekommer i vore klassificeringer, for tiden er
temmelig vilkårlig, og da vi ved, at der er blevet udviklet nye arter i
laboratoriet, og at de også forekommer spontant i naturen, er det indlysende,
at en sådan teori ikke er korrekt.
For at skaffe sig oplysning om, hvorledes alt det levende
virkelig er blevet til, slår tilhængerne af læren om skabelsen op til 1
Mosebogs første kapitel, hvor der står, at Gud skabte planterne og dyrene efter
deres arter ('slags'; det behraiske ord 'min' kan både betyde 'slags' og
'arter'), og at planterne formerede sig efter deres arter (slags). Det fremgår
af beretningen i 1 Mosebog, at alle slags planter og dyr blev skabt i løbet af
seks døgn (a 24 timer). 1 Mos. 1,l1-12 efterlader ingen tvivl om, i hvilken
form plantelivet fremkom i begyndelsen. Der står tydeligt, at alle planter, fra
de enkleste, deshe, som vokser på fugtige steder, til es peri, frugttræer,
voksede frem af jorden på den tredje dag i ugen. Der står intet om udvikling
fra enklere til sammensatte former.
På samme måde læser vi om dyrene i 1 Mos. 1, 2027, at
hver enkelt art (slags), fra de højerestående til de mest primitive,
øjeblikkelig kom til syne i havet og på landsjorden på den femte og sjette dag
i ugen. Der nævnes intet om, at – det højerestående dyr udviklede sig fra de
enklere dyreformer.
Da det tydeligt fremgår af beretningen i 1 Mosebog, at
planter og dyr blev skabt efter deres arter (slags), og da der for planternes
vedkommende står, at de formerede sig efter deres arter (slags), tror
tilhængerne af læren om skabelsen i dag, at alle vore grundformer blev skabt
ved en speciel skabelseshandling. Disse grundformer, som ligner hinanden i
bygning og formerer sig ,isoleret", frembringer den forfriskende
variation, som tydeligt ses overalt omkring os. Fra skabelsen til vor tid har
det været let at skelne ænder fra høns, og hver gang der udklækkes et andeæg,
kommer der en ælling og intet andet end en ælling. Vi sår sukkermajs i vore
haver, og uden at tænke over det høster vi kolberne på de planter, som er
vokset op af de frø, vi såede. Det er sjældent, at vi tænker over, at
majsplantens frø, som fuldstændig ligner de frø, vi såede i jorden, er
fremkommet på nøjagtig den måde, som skildres i 1 Mosebog. Vor Jord er fyldt
med tusinder af grundformer, og det er lige så let at skelne dem fra hinanden,
som det er at skelne ænder fra majs. Den bogstavelige beretning i 1 Mosebog og
i naturen, som vi ser den i dag, er en smuk og harmonisk beretning om årsag og
virkning.
I vore dage, hvor ordet art sandsynligvis fremkalder
forskellige forestillinger hos forskellige mennesker, er det absolut
nødvendigt, at det ikke benyttes i en definition af skabelsen. Jeg vil foreslå,
at man definerer "skabelse" således: Ved skabelse forstås læren om,
at de tidligste "stamfædre" til alle grundformer af planter og dyr
blev skabt af Gud for nogle få tusind år siden i det tredje, femte og sjette
døgn på 24 timer i den såkaldte skabelses uge, som bestod af syv døgn på 24
timer hver.
Af praktiske grunde er frugtbarhedsprøven den bedste
metode til at finde grundformerne blandt de former, som formerer sig ad kønnet
vej. Alle de individer, som kan krydses, tilhører den samme grundform. I
tilfælde af parthenogenese, hvor ægget udvikles uden at være befrugtet, og hos
de former, hvor der tilsyneladende ikke findes køn, er de morfologiske og
fysiologiske præg tilstrækkelige til at bestemme de skabte grundformer.
Hovedforskellen mellem udviklingslæren og læren om
skabelsen består i den måde, hvorpå grundformerne er blevet til. Tilhængeren af
udviklingslæren mener, at de enklere former frembragte de mere komplicerede
eller højt specialiserede former, og at alle former, lige fra amøben til
mennesket, har udviklet sig ved naturlige processer og er beslægtede.
Tilhængeren af læren om skabelsen hævder, at der ikke findes to grundformer,
som er beslægtede. Alle de plante og dyrearter, som omtales i 1 Mosebog, blev
skabt af Skaberen på et øjeblik af Jordens støv på en mirakuløs måde.
Visse tilhængere af udviklingslæren er ateister eller i
det mindste agnostikere. I de tilfælde, hvor tilhængeren af udviklingslæren
anerkender, at der står en højere magt end naturkræfterne bag dannelsen af det
levende, er hans skaber i bedste fald et væsen, som under planternes og dyrenes
udvikling har begået mange forkerte, tilsyneladende ufuldkomne og ukloge
handlinger i sit forsøg på at udvikle de mere komplicerede og specialiserede
former. Det må formodes, at en sådan skaber måtte gøre mange forsøg, som
indbefattede et stort spild af liv, for at finde frem til den type, som havde
de bedste muligheder for at overleve, Darwins udviklingsteori forudsætter en
blodig periode på mange millioner år, i hvilken dyrene med tænder og kløer har
ryddet de mislykkede og uegnede eksemplarer af vejen. Efter alle disse
millioner år med blodudgydelse og lidelse formår den gud, som tilhængeren af
udviklingslæren forudsætter, kun at præsentere et menneske, som blot er et
forædlet dyr, der til stadighed trækkes bagud og nedefter af de arveanlæg, det
har overtaget fra sine dyriske forfædre.
I modsætning hertil skabte den Gud, som tilhængeren af
læren om skabelsen tror på, i sin alvidenhed og almagt en fuldkommen verden og
overdrog ansvaret for den til et væsen, som
skønt dannet af støv var hans søn
(1 Mos. 2,7; Luk. 3,38). Skønt dette væsen blev dannet af det samme stof som
dyrene og fik tildelt de samme næringsstoffer som disse til legemets opbygning
og vedligeholdelse, var det på grund af sin specielle og ædle oprindelse
adskilt fra dyrene og havde ikke en eneste dråbe blod tilfælles med dem. I
kraft af sin særlige oprindelse som en søn af Gud og i kraft af den
retfærdighed, som tilregnes det af dets ældre broder, Jesus, kan dette væsen
med rette gøre krav på alle de privilegier, som tilkommer et medlem af Guds
familie.
| |