Hvad mener vi med udvikling og skabelse?

 


Erfaringen lærer os, at ethvert menneske, vi møder, er forskelligt fra alle dem, vi har truffet før. Medmindre der er tale om enæggede tvillinger, har hvert menneske sit særpræg og adskiller sig fra alle andre, som lever eller har levet. Dette er sandsynligvis også tilfældet for alle planternes og dyrenes vedkommende. Denne behagelige variation frembringes af komplicerede mekanismer. Disse indre faktorer bevirker sammen med forholdene i omgivelserne, at der er forskel på heste indbyrdes, på hunde indbyrdes og på bladenes form på det samme træ.

Men i denne forskellighed gør der sig et andet forhold gældende, som er lige så interessant og betydningsfuldt. Jeg tænker her på diskontinuiteten (afbrydelsen af sammenhængen). Der findes mange forskellige hesteracer og mange forskellige koracer, men selv ved et overfladisk studium vil man opdage, at det ikke er muligt at anbringe hesteracerne og koracerne på en sådan måde, at der bliver en naturlig overgang fra hest til ko. Man kan ikke i midten af en sådan række anbringe et dyr, som ligner en hest lige så meget som en ko. Der findes en tydelig forskel mellem heste og køer.

Denne tydelige diskontinuitet findes både i plante og dyreriget. Man vil altid kunne skelne mus, katte, hunde, heste, køer, ahorntræer, egetræer, roser, chrysantemer og iris fra hinanden. Vi kan betegne disse grupper som grundformer af dyr og planter. Disse grupper kan sammenlignes med øer uden broforbindelse. I denne verden, hvor alle individer er forskellige fra hinanden, eksisterer der også en tydelig diskontinuitet, som adskiller den enkelte grundform eller gruppe af individer tydeligt fra enhver anden grundform.

I denne forbindelse er det klogt at huske på, at den samme diskontinuitet findes blandt fossilerne. Til trods herfor siger tilhængerne af udviklingslæren, at der findes overgangsformer mellem grundformerne blandt fossilerne. Men vi må atter konstatere, at denne antagelse bygger på de pågældende personers opfattelse af tingene og ikke på sandhedsbeviser. Man siger, at Archæopteryxen (oldfuglen) var en overgangsform mellem fugle og krybdyr, fordi den havde fjer, tænder i næbbet og en lang, kødfuld hale med en enkelt række fjer på siderne. Var den en overgangsform. Eller en grundform? Deres stilling til dette spørgsmål afhænger af Deres tro enten på udviklingslæren eller skabelsesberetningen. Så utilfredsstillende er det subjektive vidnesbyrd.

Gnuen, som lever i Centralafrika, ser ud til at have bøffelhoved, hestehale og antilopeben og hoved. Er den en overgangsform mellem disse tre grundformer? En tilhænger af udviklingslæren ville aldrig finde på at fremsætte en sådan påstand, mens han stod og betragtede en levende, formeringsdygtig gnu. Men hvis der kun fandtes fossile gnuer, som tilfældet er med Archæopteryxen, er der ingen tvivl om, at gnuen ville blive betegnet som en overgangsform mellem bøfler, heste og antiloper. Hele den samling overgangsformer, som findes blandt fossilerne, er et interessant eksempel på, hvad ubetinget tro på en hypotese kan bevirke, når vi ikke kan skille det sande fra det falske ved hjælp af et virkeligt bevis, dvs. et sandhedsbevis.

I naturen står vi over for kendsgerninger. Planter og dyr eksisterer i diskontinuerlige grupper, og der behøves ikke megen erfaring for at kunne skelne en birk fra en bøg, et flyveegern fra en flagermus eller en mand fra en chimpanse. Nu melder det spørgsmål sig ganske naturligt: "Hvorledes er alle disse grundformer opstået? "

Før 1859 havde videnskabsmænd og lægmænd i almindelighed aldrig tvivlet på, at l Mosebog skulle fortolkes bogstaveligt. Bortset fra enkelte undtagelser som Buffon, Erasmus Darwin, Lamarck og Goethe troede folk i almindelighed på Bibelens skabelsesberetning. Men da Charles Darwins bog Origin of Species (Arternes Oprindelse) blev udgivet i 1859, blev der indført en ny teori i stedet for skabelsesberetningen, og verdens opmærksomhed blev på en fordringsfuld måde henledt på de nye tanker.

Det falder uden for naturvidenskabens rammer at give en acceptabel forklaring på, hvorfor Darwins teori om organisk udvikling betog et stort flertal af tænkende mænd og kvinder i løbet af tre årtier efter dens offentliggørelse. Hans antydninger kunne ikke bevises, men de gav læserens fantasi frit løb og fik ham til at tro, at der fandtes eksempler på virkelige forandringer fra én grundform til en anden ved hjælp af naturlige processer. Darwin skrev enkelt og interessant om forhold, som alle kommer ud for i det daglige liv, og skønt hans læsere måske var ganske ukendte med de biologiske processer, følte de alligevel, at de forstod, hvorledes forandringen var foregået. Læseren forestillede sig faktisk, at han styrede en eller anden kompliceret mekanisme, som kunne forvandle et abelignende væsen til et menneske. Ved at se bort fra den lovbundne kraft i naturen og benytte nogle få velkendte kendsgerninger som grundlag føjede Darwin antagelse til antagelse og udnyttede det, som syntes at være antageligt. På den måde overbeviste han sig selv om, at I Mosebog ikke var korrekt, og at de komplicerede former for liv havde udviklet sig fra ukomplicerede former. Da han først havde overbevist sig selv, kunne han også overbevise andre lydhøre mennesker.

Udviklingslæren med dens tese om ubegrænset fremgang bemægtigede sig mennesketanken og har holdt den fangen lige siden. Nogle få år efter opdagede videnskabsmænd, som arbejdede i laboratoriet, at Darwin havde taget fejl med hensyn til alle de processer, som han havde antaget kunne frembringe forandringer af en så gennemgribende karakter, at de kunne frembringe nye grundformer. Men videnskabsmændene nærede en sådan forkærlighed for udviklingslæren, at de lavede en kunstfærdig overbygning til den, skønt ikke et eneste af de beviser fra naturen, som skulle bære overbygningen, indbefattede så fundamentale forandringer, at de kunne retfærdiggøre hypotesen.

Man har konstateret, at der finder en række forandringer sted i organismer. Man har studeret tre af disse forandringer meget nøje, og de er almindeligt kendt under betegnelsen rekombinationer, genmutationer og kromosomforandringer. Men det er yderst vigtigt for vor forståelse at huske, at disse processer hverken hver for sig eller tilsammen i et eneste tilfælde har frembragt andet end en ny variant af en grundform, som allerede eksisterede i plante og dyreriget.

I vore dage findes der to anskuelser med hensyn til livets oprindelse, nemlig udviklingslæren og Bibelens skabelsesberetning. Udviklingslæren er troen på, at alle planter og dyr har udviklet sig fra en enkelt eller nogle få dråber protoplasma gennem millioner af år. Den ateistiske tilhænger af udviklingslæren tror, at det levende protoplasma er blevet til af uorganisk materiale ved en tilfældighed, og at den oprindelige dråbe ved lignende fuldstændig tilfældige hændelser begivenheder, som ifølge Darwin blev styret af den naturlige udvælgelses princip, gradvis udviklede sig til den uhyre komplicerede, vidunderligt afbalancerede organisme, som vort legeme er.

Den deistiske tilhænger af udviklingslæren kommer uden om problemerne i forbindelse med stoffets, naturkræfternes og den første levende dråbes oprindelse ved at antage, at en Gud har skabt stofferne og kræfterne og det første protoplasma, og at han derefter lod dette første liv udvikles, som det bedst kunne, ad naturlig vej.

Den teistiske tilhænger af udviklingslæren hævder, at han tror, at Bibelen er Guds inspirerede ord til menneskene. Han anerkender Gud som skaberen af alt det, vi ser omkring os, og som universets opretholder. Han forkaster imidlertid den bogstavelige skabelsesberetning i 1 Mosebog og siger, at skønt beretningen i 1 Mosebog skildrer en skabelsesakt, er den ukorrekt, fordi videnskabsmænd har "bevist", at det levende er opstået ved udvikling. Gud må derfor have skabt mennesket ved at lade det udvikle sig fra dyrene.

Det er meget vanskeligt at inddele udviklingslærens tilhængere i grupper. Det er for enkelt blot at sige, at de enten er ateister, deister, teister eller agnostikere. Det er meget sandsynligt, at der ikke findes to tilhængere af udviklingslæren, som i alle henseender har samme anskuelse. Der er dog noget, som de alle har tilfælles, nemlig troen på, at mennesket er beslægtet med de laverestående dyr. Efter deres opfattelse har mennesket overtaget alle sine arveligt determinerende faktorer fra sine forfædre blandt amøberne, fiskene, krybdyrene, insekterne og aberne. Det er måske kun et spil om ord, men ifølge udviklingslæren har mennesket ikke en eneste dråbe menneskeblod i årene. Det stammer helt og holdent "fra dyrene". Denne anskuelse er en åbenlys fornægtelse af I Mosebog 2, 7, hvor der tydeligt står, at mennesket blev skabt af støv fuldstændig uafhængigt af dyrene. Det blev skabt i Guds billede. 1 Mos. 1,26-27.

Ligesom moderne tilhængere af udviklingslæren frabeder sig, at man tillægger dem de forklaringer, som Aristoteles, Lamarck, Charles Darwin, Weismann og De Vries har givet på udviklingen, således ønsker moderne tilhængere af skabelsesberetningen heller ikke at blive gjort ansvarlige for alle de forklaringer på skabelsen, som blev givet af middelalderens skolastikere og af Bonnet, Linne, Cuvier og Agassiz. Den moderne tilhænger af skabelsesberetningen fejer alle menneskelige spekulationer fra de foregående femten århundreder til side og går direkte til Guds ord for at finde sandheden om planternes og dyrenes oprindelse.

Jeg har endnu ikke fundet en tilfredsstillende definition på læren om skabelsen i nogen ordbog eller lærebog om udviklingsteorien. Denne forvirring med hensyn til, hvad den moderne lære om skabelsen går ud på, skyldes ikke tilhængere af udviklingslæren, for de kan ikke gøre andet end definere den, som den er blevet fremholdt af de fremtrædende tilhængere af skabelsesberetningen, som er nævnt i det foregående afsnit.

Manglerne ved de gængse definitioner fremgår af den definition, som vi finder i Webster's Dictionary (ordbog), hvor der står: "Creationist (tilhænger af læren om skabelsen) ... en person, som tror, at særskilte arter af dyr eller planter blev skabt hver for sig." I en populær biologi, som benyttes i dag, læser vi: "Skabelse  læren om, at hver art organismer blev skabt hver for sig." Disse definitioner har den samme mangel. De indeholder ingen definition på det omstridte udtryk "art".

I den mest aktive Periode af sit liv erklærede den berømte svenske naturforsker Carl von Linne, som troede På skabelsen (han er ophavsmand til den binominære nomenklatur, dvs. anvendelsen af betegnelse for slægt og art):

"Der findes kun så mange arter, som blev skabt i begyndelsen." I hver enkelt af de syv udgaver af sit store Værk Systema Naturæ på nær den sidste fremhævede han: "Ingen nye arter." Fordi Linne, som var en berømt tilhænger af læren om skabelsen, forsøgte at give grupper inden for plante og dyreriget, som han mente udgjorde skabte grundformer, artsnavne, mener lægfolk og selv visse videnskabsmænd i dag, at alle tilhængere af læren om skabelsen har den anskuelse, at alle arter blev skabt af Gud og anbragt der, hvor vi finder dem i dag. Linne troede i virkeligheden, at efterkommerne af de grundformer, som blev skabt i begyndelsen, bredte sig over Jorden. Det var Louis Agassiz, den "sidste berømte tilhænger af læren om skabelsen", som troede, at Skaberen dannede arterne og anbragte dem der, hvor vi finder dem nu.

For at finde sandheden her må vi først være klar over, at de moderne tilhængere af læren om skabelsen ikke tror, at hver gruppe individer, som Linne gav et artsnavn, nødvendigvis var en ægte art af den type, som omtales i 1 Mosebog. Som eksempel kan nævnes han betegnelse for den amerikanske og den europæiske bisonokse. Linne gav disse "bøfler" to artsnavne, Bos bision og B. bonasus for at tilkendegive, at han betragtede dem som arter, der var skabt hver for sig. På grund af ligheden mellem dem, og fordi de let lader sig krydse, tror moderne tilhængere af læren om skabelsen, at de har fælles forfædre", og at de altså tilhører den samme oprindelige grundform.

Siden Linnes dage er der endvidere sket det, at visse repræsentanter for David S. Jordans skole i deres klassificering har reduceret omfanget af de karakteristika, som er bestemmende for tilhørsforholdet til den gruppe individer, som blev henregnet under betegnelsen art, så der i vore klassificeringer nu findes et stort antal "arter", som i virkeligheden ikke er andet end varianter. Som eksempel herpå kan nævnes de ni "arter" røde ræve i Nordamerika, de seks "arter" prærieulve vest for Mississippi floden og de syv "arter" vilde geder i bjergene i Europa og Asien.

Moderne tilhængere af læren om skabelsen tror ikke, at Gud skabte alle de varianter, som har fået artsnavne af de naturforskere, der giver sig af med detailklassificering.

Når man tænker på, at der har udviklet sig en hel del nye "arter" for øjnene af os, kan man også tydeligt se det urimelige i at tro, at Gud skulle have skabt alle de moderne "arter". Et eksempel herpå er den nye variant af bananfluen, som Kozhevnikov har fremavlet af to slægter af Drosophila melanogaster og med rette

givet betegnelsen Drosophila artificialis. Goodspeed og Clausen frembragte en nu "art" tobak ved at krydse tobakssorten Nicotiana glutinosa med N. tabacum. De gav den nye "art" betegnelsen Nicotiana digluta. I naturen forekommer der hyppigt spontane krydsninger mellem arter eller varianter. Som eksempel kan nævnes den nye "art" hestekastanie, Aesculus carnea, som har lyserøde blomster. Det er en krydsning mellem to arter med hvide blomster, A. pavia og A. hippocastanum.

Den populære forklaring på skabelse: at det er troen på, at Gud i begyndelsen skabte alle kendte arter hver for sig, er forkert og bygger på en fejlagtig opfattelse hos nogle få "berømte skabelsestilhængere" fra en tidligere periode. I betragtning af, at brugen af ordet arter, som det forekommer i vore klassificeringer, for tiden er temmelig vilkårlig, og da vi ved, at der er blevet udviklet nye arter i laboratoriet, og at de også forekommer spontant i naturen, er det indlysende, at en sådan teori ikke er korrekt.

For at skaffe sig oplysning om, hvorledes alt det levende virkelig er blevet til, slår tilhængerne af læren om skabelsen op til 1 Mosebogs første kapitel, hvor der står, at Gud skabte planterne og dyrene efter deres arter ('slags'; det behraiske ord 'min' kan både betyde 'slags' og 'arter'), og at planterne formerede sig efter deres arter (slags). Det fremgår af beretningen i 1 Mosebog, at alle slags planter og dyr blev skabt i løbet af seks døgn (a 24 timer). 1 Mos. 1,l1-12 efterlader ingen tvivl om, i hvilken form plantelivet fremkom i begyndelsen. Der står tydeligt, at alle planter, fra de enkleste, deshe, som vokser på fugtige steder, til es peri, frugttræer, voksede frem af jorden på den tredje dag i ugen. Der står intet om udvikling fra enklere til sammensatte former.

På samme måde læser vi om dyrene i 1 Mos. 1, 2027, at hver enkelt art (slags), fra de højerestående til de mest primitive, øjeblikkelig kom til syne i havet og på landsjorden på den femte og sjette dag i ugen. Der nævnes intet om, at – det højerestående dyr udviklede sig fra de enklere dyreformer.

Da det tydeligt fremgår af beretningen i 1 Mosebog, at planter og dyr blev skabt efter deres arter (slags), og da der for planternes vedkommende står, at de formerede sig efter deres arter (slags), tror tilhængerne af læren om skabelsen i dag, at alle vore grundformer blev skabt ved en speciel skabelseshandling. Disse grundformer, som ligner hinanden i bygning og formerer sig ,isoleret", frembringer den forfriskende variation, som tydeligt ses overalt omkring os. Fra skabelsen til vor tid har det været let at skelne ænder fra høns, og hver gang der udklækkes et andeæg, kommer der en ælling og intet andet end en ælling. Vi sår sukkermajs i vore haver, og uden at tænke over det høster vi kolberne på de planter, som er vokset op af de frø, vi såede. Det er sjældent, at vi tænker over, at majsplantens frø, som fuldstændig ligner de frø, vi såede i jorden, er fremkommet på nøjagtig den måde, som skildres i 1 Mosebog. Vor Jord er fyldt med tusinder af grundformer, og det er lige så let at skelne dem fra hinanden, som det er at skelne ænder fra majs. Den bogstavelige beretning i 1 Mosebog og i naturen, som vi ser den i dag, er en smuk og harmonisk beretning om årsag og virkning.

I vore dage, hvor ordet art sandsynligvis fremkalder forskellige forestillinger hos forskellige mennesker, er det absolut nødvendigt, at det ikke benyttes i en definition af skabelsen. Jeg vil foreslå, at man definerer "skabelse" således: Ved skabelse forstås læren om, at de tidligste "stamfædre" til alle grundformer af planter og dyr blev skabt af Gud for nogle få tusind år siden i det tredje, femte og sjette døgn på 24 timer i den såkaldte skabelses uge, som bestod af syv døgn på 24 timer hver.

Af praktiske grunde er frugtbarhedsprøven den bedste metode til at finde grundformerne blandt de former, som formerer sig ad kønnet vej. Alle de individer, som kan krydses, tilhører den samme grundform. I tilfælde af parthenogenese, hvor ægget udvikles uden at være befrugtet, og hos de former, hvor der tilsyneladende ikke findes køn, er de morfologiske og fysiologiske præg tilstrækkelige til at bestemme de skabte grundformer.

Hovedforskellen mellem udviklingslæren og læren om skabelsen består i den måde, hvorpå grundformerne er blevet til. Tilhængeren af udviklingslæren mener, at de enklere former frembragte de mere komplicerede eller højt specialiserede former, og at alle former, lige fra amøben til mennesket, har udviklet sig ved naturlige processer og er beslægtede. Tilhængeren af læren om skabelsen hævder, at der ikke findes to grundformer, som er beslægtede. Alle de plante og dyrearter, som omtales i 1 Mosebog, blev skabt af Skaberen på et øjeblik af Jordens støv på en mirakuløs måde.

Visse tilhængere af udviklingslæren er ateister eller i det mindste agnostikere. I de tilfælde, hvor tilhængeren af udviklingslæren anerkender, at der står en højere magt end naturkræfterne bag dannelsen af det levende, er hans skaber i bedste fald et væsen, som under planternes og dyrenes udvikling har begået mange forkerte, tilsyneladende ufuldkomne og ukloge handlinger i sit forsøg på at udvikle de mere komplicerede og specialiserede former. Det må formodes, at en sådan skaber måtte gøre mange forsøg, som indbefattede et stort spild af liv, for at finde frem til den type, som havde de bedste muligheder for at overleve, Darwins udviklingsteori forudsætter en blodig periode på mange millioner år, i hvilken dyrene med tænder og kløer har ryddet de mislykkede og uegnede eksemplarer af vejen. Efter alle disse millioner år med blodudgydelse og lidelse formår den gud, som tilhængeren af udviklingslæren forudsætter, kun at præsentere et menneske, som blot er et forædlet dyr, der til stadighed trækkes bagud og nedefter af de arveanlæg, det har overtaget fra sine dyriske forfædre.

I modsætning hertil skabte den Gud, som tilhængeren af læren om skabelsen tror på, i sin alvidenhed og almagt en fuldkommen verden og overdrog ansvaret for den til et væsen, som  skønt dannet af støv  var hans søn (1 Mos. 2,7; Luk. 3,38). Skønt dette væsen blev dannet af det samme stof som dyrene og fik tildelt de samme næringsstoffer som disse til legemets opbygning og vedligeholdelse, var det på grund af sin specielle og ædle oprindelse adskilt fra dyrene og havde ikke en eneste dråbe blod tilfælles med dem. I kraft af sin særlige oprindelse som en søn af Gud og i kraft af den retfærdighed, som tilregnes det af dets ældre broder, Jesus, kan dette væsen med rette gøre krav på alle de privilegier, som tilkommer et medlem af Guds familie.