Darwinisterne påstår ofte at den lære som Charles Darwin
fremsatte har været en stor tilskyndelse for den videnskabelige tænkning i
almindelighed, og den biologiske forskning i særdeleshed. Forfatteren tillader
sig at være uenig i en sådan betragtning. Det er sandt at evolutionsteorien,
for en tid, virkede som en tilskyndelse for den biologiske forskning. Men
tilskyndelsen var af en sådan art at den har animeret biologer til at lade en
vrimmel af spekulationer få adgang til den videnskabelige forskning.
Der blev spildt megen tid på at fastsætte den
systematiske placering og forbindelse mellem de grundlæggende dyre og plantearter. Som følge af formodninger om
at de grundlæggende arter var af fælles oprindelse, blev mange hypotetiske
forgængere opfundet for at overbygge de kløfter som eksisterer mellem dem.
Næsten enhver række af hvirvelløse dyr blev påstået at være forgængeren til
hvirveldyrene.
Megen tid blev spildt med at prøve på at få
kensgerningerne fra embryologien til at passe ind i den biogenetiske 'lov' og
bevise evolutionsteorien. Først efter megen studeren og ufrugtbart arbejde,
kunne professor Westoll kalde et sådant embryologisk bevis på evolutionen for
"det rene nonsens".
Ligeledes forte de avlsforsøg som blev gennemført i
årevis, med mere end et tusinde generationer, kun Morgan og hans skole ind i
Lysenkos 'blindgyde'.
Sådanne uafladelige forsøg fra darwinisters side på at få
videnskabelige kendsgerninger til at passe ind i en evolutionsmæssig form, har
i virkeligheden nedsat den biologiske forsknings fremskridt. Den samme
indflydelse har også fort megen formålsløs spekulation ind i den videnskabelige
tænkning.
Eftersom kendskabet til fossilerne var ringe og
forsøgsmaterialet fra avlsforsøg var mangelfuldt, måtte Charles Darwin
understøtte sin teori med spekulative argumenter og formodninger. Igennem hele
hans bog Arternes Oprindelse bruges udtryk som 'vi må derfor formode', 'det er
muligt', 'det kan antages', osv., i stedet for klare redegørelser for fakta.
Eller som professor W.R. Thompson har udtrykt det: "Personlige
overbevisninger og rene eventualiteter fremlægges som om de var beviser, eller
i det mindste stærke argumenter til støtte for teorien."
Darwin kunne ikke bevise en eneste arts oprindelse. Det
eneste han gjorde var at fremlægge visse iagttagede naturfænomener, og ved
hjælp af overtalelsesargumenter at vise hvordan arter kunne være opstået. Men
disse formodninger fra Darwins side var ikke i overensstemmelse med de
kendsgerninger som er kommet for en dag efter hans tid.
Han efterlod imidlertid den biologiske forskning en arv
som den ikke så let slipper af med igen, nemlig den spekulative tænkning. I
denne kunst har nogle af hans efterfølgere overgået ham. Et klassisk eksempel
på en sådan fantasifuld spekulation anføres af professor W.R. Thompson i hans
forord til den seneste udgave af Origin of Species (1963) side 21: "1
artiklen om "mimicry" (dvs. beskyttelseslighed) i den 14. udgave af
Encyclopedia Britannica, finder vi en bernærkelsesværdig forklaring på formen
af et tropisk insekt som hører til gruppen 'lyseikaderne'. Hovedet på dette
insekt, som ikke er særlig stort, ligner et alligatorhoved en miniature, ved at
det er forlænget ud i en snude ved hvis rod der sidder en udvækst som ligner et
øje, mens der langs siden sidder dannelser som ligner små tænder. Selvom
ligheden er påfaldende, er det tydeligvis et tilfælde. Insektet som helhed ser
overhovedet ikke ud som en alligator. For den darwinistiske forfatter til
artiklen har vi imidlertid her et eksempel på udviklingen af en beskyttende
lighed ved hjælp af den naturlige udvælgelse. Et insekthoveds lighed med et
alligatorhoved er en beskyttelse mod aber. Aben forveksler ikke ligefrem
insektet med en alligator, men hovedets udseende får den til at huske den gang
da en alligator var lige ved at fange den da den drak af et vandløb. Sådan er
den darwinistiske fantasis virkning på den biologiske tænkning."
Nogle biologer er så besatte af evolutionsideen at de
videnskabelige fakta som ikke passer ind i den evolutionære model bliver
forkastet eller fortiet eller undertiden endog 'fiorsætligtforfalsket".
Således har vi allerede under blodprøven set hvordan
kendsgerninger som viste et nærmere blodslægtskab mellem tigeren og hvalen blev
forkastet, og kun de kendsgerninger som tjente til at underbygge darwinisternes
lære blev offentliggjort.
Selv mænd af stor videnskabelig anseelse som Sir Arthur
Keith anklages for forsætligt at have tilbageholdt kendsgerningerne om de
menneskekranier som blev fundet ved Calavaras og Castinidolo, og som er ældre
end alle de 'abernennesker' som overhovedet er blevet fundet. I en artikel om
evolutionslæren i Encyclopedia Britannica nævnede han kun
"Pithecanthropus" i stedet for Castinidolofundene.
Det samme kan siges om professor E. Dubois som
tilbageholdt de fund af virkelige menneskerester (Wadjakkranierne) som blev
gjort på Java i de samme lag som Pithecanthropus (Java abernennesket).
Hvorfor denne tilbageholden af kendsgerninger? Fordi de
ikke passede ind i evolutionsmønsteret. Hvis bare disse videnskabsmænd havde
omtalt kendsgerningerne om disse tidligere virkelige menneskefund, kunne mange,
om ikke alle, spekulationer vedrørende abemenneskeafstamning have været
undgået.
Tilfælde hvor bevismateriale bevidst er blevet forfalsket
eller pyntet på mangler ikke andetsteds. Haeckels tilståelse om forfalskede
ernbryodiagrammer til støtte for hans biogenetiske lov er allerede blevet
påpeget. Lad det være nok at sige at hans erklæring om "at i hundredevis
af de bedste iagttagere og mest ansete biologer står under samme anklage",
kan man ikke gå let hen over,
Endnu et eksempel på et velovervejet 'nummer' ses af den
måde hvorpå Dawson og hans venner biksede Piltdownmennesket sammen. Dette er
blevet afsløret af darwinister selv, dog fyrre år senere. Det er dette som fik
professor W.R. Thompson til at erklære at "darwinismens succes blev
ledsaget af et forfald i den videnskabelige integritet."
Evolutionsteoriens fremkomst har derfor ikke bare nedsat
den biologiske forsknings fremskridt, men har også opmuntret til fantaseren
over og forfalskning af videnskabelige kendsgerninger.
Tiden er inde for darwinisterne til at genvinde den
offentlighedens tillid som de mistede ved at tage sådanne midler i anvendelse.
Dette kan først opnåes når videnskabsmændene bliver frigjort fra deres
besættelse af evolutionsfilosofien, og sætter sig for at søge sandheden for
dens egen skyld. Først da, kan de videnskabsmænd der tror på en skabelse og de
der tror på en evolution arbejde side om side med opdagelsen af de love som
ligger til grund for hele skabningen. Så vil de videnskabsmænd som tror på en
skabelse og de som tror på en evolution være enige med hinanden så langt som
til hvad videnskabens kendsgerninger angår. Men der hvor videnskaben holder op
og filosofien begynder, må de nødvendigvis skilles. De videnskabsmænd som
vælger at følge skabelsesfilosofien kan fortsætte med at tro på den bibelske
skabelsesberetning, og de videnskabsmænd som foretrækker at tro på
evolutionsfilosofien kan vælge at følge udviklingslæren. Men fortrinet ved den
på Skabelsen troende videnskabsmands filosofi vil være den yderligere
tilfredsstillelse som han opnår ved at finde en harmoni mellem videnskabens
kendsgerninger og Biblens oplysninger. Han vil også opdage at hans moralske og
åndelige bevidsthed bliver tilfredsstillet, hvilket er noget darwinisterne
ignorerer.
|