EVOLUTIONSTEORIENS ULEMPER!

 


Darwinisterne påstår ofte at den lære som Charles Darwin fremsatte har været en stor tilskyndelse for den videnskabelige tænkning i almindelighed, og den biologiske forskning i særdeleshed. Forfatteren tillader sig at være uenig i en sådan betragtning. Det er sandt at evolutionsteorien, for en tid, virkede som en tilskyndelse for den biologiske forskning. Men tilskyndelsen var af en sådan art at den har animeret biologer til at lade en vrimmel af spekulationer få adgang til den videnskabelige forskning.

Der blev spildt megen tid på at fastsætte den systematiske placering og forbindelse mellem de grundlæggende dyre  og plantearter. Som følge af formodninger om at de grundlæggende arter var af fælles oprindelse, blev mange hypotetiske forgængere opfundet for at overbygge de kløfter som eksisterer mellem dem. Næsten enhver række af hvirvelløse dyr blev påstået at være forgængeren til hvirveldyrene.

Megen tid blev spildt med at prøve på at få kensgerningerne fra embryologien til at passe ind i den biogenetiske 'lov' og bevise evolutionsteorien. Først efter megen studeren og ufrugtbart arbejde, kunne professor Westoll kalde et sådant embryologisk bevis på evolutionen for "det rene nonsens".

Ligeledes forte de avlsforsøg som blev gennemført i årevis, med mere end et tusinde generationer, kun Morgan og hans skole ind i Lysenkos 'blindgyde'.

Sådanne uafladelige forsøg fra darwinisters side på at få videnskabelige kendsgerninger til at passe ind i en evolutionsmæssig form, har i virkeligheden nedsat den biologiske forsknings fremskridt. Den samme indflydelse har også fort megen formålsløs spekulation ind i den videnskabelige tænkning.

Eftersom kendskabet til fossilerne var ringe og forsøgsmaterialet fra avlsforsøg var mangelfuldt, måtte Charles Darwin understøtte sin teori med spekulative argumenter og formodninger. Igennem hele hans bog Arternes Oprindelse bruges udtryk som 'vi må derfor formode', 'det er muligt', 'det kan antages', osv., i stedet for klare redegørelser for fakta. Eller som professor W.R. Thompson har udtrykt det: "Personlige overbevisninger og rene eventualiteter fremlægges som om de var beviser, eller i det mindste stærke argumenter til støtte for teorien."

Darwin kunne ikke bevise en eneste arts oprindelse. Det eneste han gjorde var at fremlægge visse iagttagede naturfænomener, og ved hjælp af overtalelsesargumenter at vise hvordan arter kunne være opstået. Men disse formodninger fra Darwins side var ikke i overensstemmelse med de kendsgerninger som er kommet for en dag efter hans tid.

Han efterlod imidlertid den biologiske forskning en arv som den ikke så let slipper af med igen, nemlig den spekulative tænkning. I denne kunst har nogle af hans efterfølgere overgået ham. Et klassisk eksempel på en sådan fantasifuld spekulation anføres af professor W.R. Thompson i hans forord til den seneste udgave af Origin of Species (1963) side 21: "1 artiklen om "mimicry" (dvs. beskyttelseslighed) i den 14. udgave af Encyclopedia Britannica, finder vi en bernærkelsesværdig forklaring på formen af et tropisk insekt som hører til gruppen 'lyseikaderne'. Hovedet på dette insekt, som ikke er særlig stort, ligner et alligatorhoved en miniature, ved at det er forlænget ud i en snude ved hvis rod der sidder en udvækst som ligner et øje, mens der langs siden sidder dannelser som ligner små tænder. Selvom ligheden er påfaldende, er det tydeligvis et tilfælde. Insektet som helhed ser overhovedet ikke ud som en alligator. For den darwinistiske forfatter til artiklen har vi imidlertid her et eksempel på udviklingen af en beskyttende lighed ved hjælp af den naturlige udvælgelse. Et insekthoveds lighed med et alligatorhoved er en beskyttelse mod aber. Aben forveksler ikke ligefrem insektet med en alligator, men hovedets udseende får den til at huske den gang da en alligator var lige ved at fange den da den drak af et vandløb. Sådan er den darwinistiske fantasis virkning på den biologiske tænkning."

Nogle biologer er så besatte af evolutionsideen at de videnskabelige fakta som ikke passer ind i den evolutionære model bliver forkastet eller fortiet eller undertiden endog 'fiorsætligtforfalsket".

Således har vi allerede under blodprøven set hvordan kendsgerninger som viste et nærmere blodslægtskab mellem tigeren og hvalen blev forkastet, og kun de kendsgerninger som tjente til at underbygge darwinisternes lære blev offentliggjort.

Selv mænd af stor videnskabelig anseelse som Sir Arthur Keith anklages for forsætligt at have tilbageholdt kendsgerningerne om de menneskekranier som blev fundet ved Calavaras og Castinidolo, og som er ældre end alle de 'abernennesker' som overhovedet er blevet fundet. I en artikel om evolutionslæren i Encyclopedia Britannica nævnede han kun "Pithecanthropus" i stedet for Castinidolofundene.

Det samme kan siges om professor E. Dubois som tilbageholdt de fund af virkelige menneskerester (Wadjakkranierne) som blev gjort på Java i de samme lag som Pithecanthropus (Java abernennesket).

Hvorfor denne tilbageholden af kendsgerninger? Fordi de ikke passede ind i evolutionsmønsteret. Hvis bare disse videnskabsmænd havde omtalt kendsgerningerne om disse tidligere virkelige menneskefund, kunne mange, om ikke alle, spekulationer vedrørende abemenneskeafstamning have været undgået.

Tilfælde hvor bevismateriale bevidst er blevet forfalsket eller pyntet på mangler ikke andetsteds. Haeckels tilståelse om forfalskede ernbryodiagrammer til støtte for hans biogenetiske lov er allerede blevet påpeget. Lad det være nok at sige at hans erklæring om "at i hundredevis af de bedste iagttagere og mest ansete biologer står under samme anklage", kan man ikke gå let hen over,

Endnu et eksempel på et velovervejet 'nummer' ses af den måde hvorpå Dawson og hans venner biksede Piltdownmennesket sammen. Dette er blevet afsløret af darwinister selv, dog fyrre år senere. Det er dette som fik professor W.R. Thompson til at erklære at "darwinismens succes blev ledsaget af et forfald i den videnskabelige integritet."

Evolutionsteoriens fremkomst har derfor ikke bare nedsat den biologiske forsknings fremskridt, men har også opmuntret til fantaseren over og forfalskning af videnskabelige kendsgerninger.

Tiden er inde for darwinisterne til at genvinde den offentlighedens tillid som de mistede ved at tage sådanne midler i anvendelse. Dette kan først opnåes når videnskabsmændene bliver frigjort fra deres besættelse af evolutionsfilosofien, og sætter sig for at søge sandheden for dens egen skyld. Først da, kan de videnskabsmænd der tror på en skabelse og de der tror på en evolution arbejde side om side med opdagelsen af de love som ligger til grund for hele skabningen. Så vil de videnskabsmænd som tror på en skabelse og de som tror på en evolution være enige med hinanden så langt som til hvad videnskabens kendsgerninger angår. Men der hvor videnskaben holder op og filosofien begynder, må de nødvendigvis skilles. De videnskabsmænd som vælger at følge skabelsesfilosofien kan fortsætte med at tro på den bibelske skabelsesberetning, og de videnskabsmænd som foretrækker at tro på evolutionsfilosofien kan vælge at følge udviklingslæren. Men fortrinet ved den på Skabelsen troende videnskabsmands filosofi vil være den yderligere tilfredsstillelse som han opnår ved at finde en harmoni mellem videnskabens kendsgerninger og Biblens oplysninger. Han vil også opdage at hans moralske og åndelige bevidsthed bliver tilfredsstillet, hvilket er noget darwinisterne ignorerer.