|
Isac Newtons Opdagelse, da han konstaterede, at der i
Universet findes en hemmelighedsfuld Kraft, som virker mellem alle
Materiens Småpartikler, uanset hvor fjernt de ligger, og hans
Måling af denne Krafts Tiltrækning mellem de forskellige
Legemer indbyrdes, var en Bedrift, 2om ingen bør forklejne. Hvad
han udrettede, taler for sig selv ved de kæmpemæssige
Resultater, som hans Opdagelse gav Stødet til.
Alligevel var dette kun en Udvikling af noget, som det
forskende Menneskesind allerede havde opfattet. I Årevis havde
man gjort Brug af Pumper; men hvis man havde fortalt dem, at Pumpens
Mekanisme, fuldt forstået, ville forklare den Kraft, som er i
Virksomhed derude imellem Himmellegemerne, så ville en
sådan Oplysning være bleven anset for absolut utrolig.
Alligevel var det Løsningen af Pumpens Problem, der førte
til den Opdagelse, at Luften har V ægt, og ud fra dette kom
Menneskene til den Slutning, at alting har Vægt. Men dette er
ensbetydende med en allestedsnærværende Tyngdekraft, kun
udtrykt med andre Ord.
"Pumpen gav Anledning til Drøftelsen af, hvorvidt
Naturen skyr et Vakuum; og så opdagede man, at Naturen ikke skyr
et Vakuum, men at Luften har Tyngde. Denne Opfattelse banede Vejen for
den Lære, at al Materie har Tyngde, og at den Kraft, som
frembringer Tyngden, er vidtomspændende som Universet - kort
sagt, den gav Stødet til Teorien om en
allestedsnærværende Tyngdekraft og ubegrænset
Energi." - Thomas Huxley.
Som vi har set, oplyser den hellige Skrift, at Luften har
Vægt. Eftersom denne Oplysning indbefatter Kundgørelsen af
den Sandhed, at der forefindes en lige så vidtomspændende
Kraft, så følger deraf, at Tyngdekraften er antydet i det
mindste i samme Udstrækning. Men Skriften taler endnu tydeligere
om Tyngdekraften, idet den gentagne Gange fremholder, at der findes en
sådan Kraft.
Bibelen fremstiller et meget slående Billede for os.
Når Apotekeren besørger en Recept eller blander en
Mikstur, måler eller vejer han først de Stoffer, der skal
bruges. Han ved da nøjagtigt, i hvilket Forhold de enkelte
Bestanddele skal anvendes, og hvor meget det hele vil veje.
At et sådant Billede med Henblik på Skaberen
skulle fremstilles for os i Guds Ord Årtusinder forud for Newtons
såkaldte Opdagelse, er højst betegnende. Da Skaberen
grundlagde Universet, fremstilles han som den, der vejede og
målte alle de Bestanddele, som skulle indgå deri. Han
fremstilles som den, der kender Vægten af alle de forskellige
Dele af vor Jord, ligesom en Mand kender Vægten af de Pakker, han
lægger på Vægtskålen.
"Thi han skuer indtil Jordens Ender; han ser hen under al
Himmelen." Når og i hvilken Hensigt gjorde Skaberen dette? Da
"han gav Vinden sin Vægt, og bestemte Vandet dets Måb". Job
28,24-25. "Han satte en Lov for Regnen, og en Vej for Lynet, som
går foran Torden." 26. Vers.
Og atter læser vi: "Hvo har målt Vandet med sin
hule Hånd og afmålt Himmelen i Spalld? og samlet Jordens
Støv i Tredingmål? Hvo har vejet Bjergene med Vægt
og Højene på Vægtskåler?" Es. 40,12.
Dette er kun én Side af Tyngdekraftens store Lov.
Videnskaben indser nu, at hvert eneste Atom i Universet har fået
sig sin Plads anvist under Hensyntagen til, hvilken Virkning det vil
have på ethvert andet Atom, og hvilken Virkning ethvert andet
Atom vil have på det. Eftersom alle andre Dele af Universet er
sådanne, som de er, og eftersom Jordens Bane har den
Størrelse, som den har, og befinder sig i den relative Stilling,
som den gør, så kunne Jordens Vægt ikke
forøges eller formindskes, uden at det ville få de
alvorligste Følger, ikke for Jorden alene, men for hele
Universet.
Lad os et Øjeblik betragte denne Sag lidt
nærmere. Lad os antage, at Jorden beholder sin nuværende
Afstand fra Solen og sin nuværende Omløbshastighed.
Når et Legeme, der er i Bevægelse, overlades til
sig selv, så vil det ifølge den første Lov om
Bevægelse gå fremad i en ret Linie og med en jævn
Hastighed.
Nu er Jorden sat i Bevægelse med en Hastighed af omtrent
1770 km i Minuttet. Men som allerede sagt: hvis Jorden blev overladt
til sig selv, ville den bevæge sig fremad i lige Linie.
Jorden bevæger sig imidlertid ikke i en lige Linie, men
bevæger sig på en Bane, der noget nær har Form af en
Cirkel. Solens Tiltrækning er den Kraft, der bringer Jorden til
at bøje af fra den lige Linie og gør dens Løb
kredsformet.
Men Solens Tiltrækning på Jorden bestemmes ikke
alene af Solen selv, men tillige af den Mængde Materie, hvoraf
Jorden består. Hvis Jordmaterien var noget mindre, end den er d.
v. s. hvis Jorden vejede lidt mindre, end den nu gør og den
gennemløb sin Bane med den samme Hastighed, så ville den
Tiltrækning, som Solen Øver, blive mindre, og Jorden ville
ikke bøje tilstrækkelig af i sit Løb til at
bevæge sig i en lukket Cirkel omkring Solen. For hver Gang Jorden
fuldendte sin Omløbsbane, ville den være længere
fjernet fra Solen, indtil den til sidst løsrev sig fra Solens
Påvirknig og tog sin egen Kurs ud igennem Verdensrummet.
Hvis Jorden derimod vejede en Ubetydelighed mere, end den nu
gør, og dens Omløbshastighed forblev uforandret, ville
Solens Tiltrækning på den blive større, end
Tilfældet nu er, og Jorden ville bøje af indad fra sin
nuværende Bane. For hvert fuldendt Omløb ville den komme
Solen nærmere, indtil den en skønne Dag med rasende Fart
styrtede ind i det store Lyscentrum.
Et hvilket som helst af disse Tilfælde kunne ikke andet
end virke Ødelæggende på alle andre Dele i
Solsystemet. Og hvad der møder Solsystemet, må før
eller senere Øve sin Virkning til de yderste Grænser af
det uendelige Universet.
Hvis ét Lem lider, så må alle andre Lemmer
lide med.
Så stort og uendeligt som Universet er, er det alligevel en
Enhed, et Hele. Og det, som gør det til en Enhed, er denne
Kraft, som virker iblandt alle de Dele, hvoraf det består. Denne
Kraft er, om man så må sige, Guds Hånd, der holder
hver Del af det hele på dens bestemte Plads og leder dem alle
på deres evige Baner.
Skriften erklærer, således som Menneskene nu
også har opdaget, at Jorden hænger på intet. "Han
udbreder Norden over det Øde, han hænger Jorden på
intet." Job 26,7. Men den erklærer lige så tydeligt, at
Jorden ikke desto mindre holdes oppe, og endvidere, at alle Ting
således opholdes. Den påviser også, hvorledes Jorden
og alle Ting opholdes. Videnskaben har Ret, når den tilskriver
dette Forhold en Kraft. Bibelen fremstiller det på samme
Måde; men den går et Skridt videre og påviser
Årsagen til denne Kraft og også dens Ophav, nemlig den
almægtige Guds Ord. Han "bærer alle Ting med sin Krafts
Ord". Heb. 1,3.
Når vi læser det Sted hos Esaias, hvor Gud
fremstilles som den, der måler Vandet, udmåler Himmelen,
samler eller sammenfatter Jordens Støv og vejer Bjergene og
Højene, og når vi videre læser om, at han ikke alene
har målt disse, men bestemt deres specifikke Tyngde og deres
samlede Vægt (Job 28,25; 38,4-7) - når vi betænker
alt dette, føler vi os så slået af Skaberens
Storhed, at alle andre Begreber i Skriften synes at blegne for vort
Syn. Det forekommer os at være en så stor Åbenbaring
af Gud, at vi standser ved denne Åbenbaring og ikke går
videre. Men dette er ikke alt, hvad der er i denne Åbenbaring.
Som vi allerede har set, indbefatter den større
Åbenbarelse af Gud tillige den fundamentale Sandhed, at
Tyngdekraften er allestedsnærværende, omfattende hele
Universet.
Når vi på den anden Side betragter, hvad
Videnskaben har udrettet, så ser vi kun den store
Åbenbarelse af Tyngdekraften, og hvis vi ikke skuer længere
ud, vil vi ikke kunne se en Åbenbarelse af Gud. Men det var ikke
Meningen, at vi efter at have set Almagtens Virken skulle afbryde vore
Undersøgelser, førend vi var nået frem til Kilden
til denne ubegrænsede Magt.
Ved således at betragte Ordet har vi set Gud, som er
Kraftens Ophav, men har forsømt at undersøge denne Krafts
Virken; og idet vi har betragtet denne Krafts Virken, har vi ikke
fået Øje på den Gud, hos hvem Kraften findes.
Hvilken Fejltagelse er størst, er det overflødigt at
drøfte. Gud ville ikke, at vi skulle gøre os skyldige i
nogen af dem. En fri og fyldestgørende Kundskab om Gud må
i Tidens Løb lede til Kundskab om hans Gerninger eller hans
virken; og Uvidenhed om Gud, som vi finder den i den mørke
Tidsalder, må føre til Uvidenhed om hans Gerninger - eller
med andre Ord: føre til en Stilstand i Videnskab og i
videnskabelig Forskning.
Men lad ingen tænke, at en Teori om Tyngdekraften kan
være fuldstændig, såfremt den lader den store og
oprindelige Årsag ude af Betragtning. At der i de Hypoteser, som
Videnskaben har antaget vedrørende denne Kraft, findes
Meningsløsheder og Urimeligheder såvel som mangt og meget,
der ligger uden for Menneskets Fatteevne, er noget, som alle
Videnskabsmænd ved.
Hvorledes enkelte af dem ser på disse Vanskeligheder,
har fået et godt Udtryk i følgende Ord:
Vi må ikke lægge for stor Betydning i Ordet
"tiltrække". Ordet udtrykker kun det Faktum, at de forskellige
Genstande eller Legemer har en vis Tilbøjelighed til at
nærme sig hverandre, uden at det indeholder eller antyder nogen
Forklaring på dette Forhold. Endnu er der aldrig fremkommet en
Forklaring, som er mindre vanskelig at forstå end selve
Kendsgerningen.
Om Legemerne drages imod hinanden af en eller anden ydre
Påvirkning, eller om de drives sammen, eller om de selv kan virke
over Afstande i Rummet med en Slags matematisk Indsigt - i det hele
taget hvorledes denne "Tiltrækning» fremkommer - er noget,
man fremdeles ikke ved, tilsyneladende lige så uudgrundeligt som
Materieatomets egen Bygning og Art; det foreligger kun som en
fundamental Kendsgerning." - "General Astronomy", af Young.
Bibelen har bidraget sit til at oplyse os om Tyngdekraftens
Tilstedeværelse. Den viser:
1) at der gives en sådan Kraft;
2) at den opholder alle Ting, og
3) at den virkende Årsag er Guds Ord.
På disse tre Punkter står den hævet over al
Videnskab og videnskabelig Forskning; og således må den
ifølge selve Sagens Natur altid stå. Videnskaben
røber kun sin store Svaghed og Dårskab, når den
forsøger at trænge ind på disse Ordets
Enemærker med andre Læresætninger eller filosofiske
Anskuelser.
Men når det drejer sig om at foretage
undersøgelser f.eks. angående Tyngdekraften, da har
Videnskaben sin retmæssige og nyttige Plads. Der er enkelte Fakta
indbefattet i de store Principper, som Skriften påviser.
Granskningen af Skriften alene eller af Skriften overhovedet kan ikke
skaffe os Oplysning om, netop hvad disse Fakta er, da de ikke er
åbenbaret deri. Skriften åbenbarer kun Sandheden; selve
Kendsgerningerne må man finde ved at udfor~ ske eller granske
Gerningerne; dette er den eneste Måde, hvorpå de kan
findes.
De Fakta, som Videnskaben kan opdage og kundgøre, og
som den også har fundet og kundgjort, falder i to Dele, nemlig,
at denne Tiltrækningskraft mellem Atomerne eller Partiklerne
står 1) i direkte Forhold til Produktet af de tiltrækkende
Partiklers Masse og 2) i omvendt Forhold til Kvadratet på
Afstanden imellem dem.
Det første Faktum kan udtrykkes således: Den
Kraft, som virker imellem to Legemer af " samme Masseindhold,
forøges, når Antallet af Partikler forøges, og
formindskes, når Partiklernes Antal formindskes. Med andre Ord:
den Kraft, som virker, står altid i Forhold til Antallet eller
Massen af de Partikler, som den påvirker.
Og med Hensyn til det andet Faktum: Hvis man forøger
Afstanden imellem Partiklerne, formindsker man Styrken af den Kraft,
som drager dem sammen; og hvis man formindsker Afstanden mellem
Partiklerne. forøger man Tiltrækningen. Med andre Ord:
Tiltrækningens Styrke står i omvendt Forhold til Kvadratet
på Afstanden mellem de Legemer, som tiltrækkes.
Disse to Fakta, og hvad de betyder, er klart fremholdt af Dr.
theol. Henry White Warren. Af Hensyn' til Sammenhængen foretager
vi en ubetydelig Forandring af Ordlyden. Der er to Love som bestemmer
denne Tiltrækning. Når disse Partikler er samlet,
står Tiltrækningen i Forhold til Massen. En given Masse
tiltrækker dobbelt så stærkt som en Masse af halv
Størrelse, fordi der er dobbelt så meget, som
trækker. Og en given Masse tiltrækkes dobbelt så
stærkt som en, der er halvt så stor, fordi der er dobbelt
så meget, som skal trækkes. En Mand, der vejer 75 kg her
på Jorden, ville måske veje 1 1/2 Ton, hvis han befandt sig
på et Legeme af samme Størrelse som Solen. Dette er den
ene af Tiltrækningens Love. Den anden er, at Masserne
tiltrækker hinanden med en Kraft, der står i omvendt
Forhold til Kvadratet på deres indbyrdes Afstand. Adskillelse
indvirker på Venskabet der, hvor dette kun har et materielt
Grundlag. Hvis et Legeme som Jorden tiltrækker en Mand med en
Kraft svarende til 75 kg ved Overfladen, eller ca. 6350 km fra Centrum
så vil den på en dobbelt så stor Afstand
tiltrække den samme Person med en Kraft, der er en Fjerdedel
så stor. Med andre Ord: stående på en
Fjedervægt vil han 12,700 km borte fra Jordens Centrum veje ca.
18 1/2 kg, 26,000 km borte fra Jordens Centrum omtrent 4 1/2 kg, og
på samme Afstand fra Jorden, som Månen befinder sig, vil
Jorden trække ham til sig med en Kraft svarende til ca. 20 gr.
Men Månen ville være tilstrækkelig stor og
tilstrækkelig nær til at tiltrække den samme Person
med en Kraft svarende til 12 kg, således at Jorden ikke ville
kunne trække ham til sig. Tiltrækningskraftens to Love
bliver da: 1) Tiltrækningen er proportional med Materiens Masse;
og 2) Tiltrækningens Styrke skifter i omvendt Forhold til
Kvadratet på Afstanden fra det tiltrækkende Legemes
Centrum.
Begge disse to Fakta hører ind under Videnskabens
Domæne. Det står Menneskene aldeles frit at vide alt, hvad
de kan opdage angående dem. Bibelen forholder sig
fuldstændig tavs vedrørende dem begge.
Men hvad det angår de tre Punkter, som
Åbenbaringen påviser, da står det Videnskaben frit
for at tilføje alt, hvad den kan, når det gælder om
at belyse dem. Menneskene indbydes til at give Guds Ord Ekko ved at
arbejde. Bibelen siger, 1) at der er en allestedsnærværende
Kraft, som virker i Universet; 2) at den opholder alle Ting, og 3) at
Kraften i Guds Ord er dens Årsag. Videnskaben kan på en
hvilken som helst Måde på ny stadfæste disse
guddommelige Sandheder og derved så at sige kundgøre dem
på ny. Men de to Fakta, som Videnskaben selv kunne opdage,
gør Bibelen intet Forsøg på at påvise eller
nævne. Med andre Ord:
Skriften indbyder Menneskene til at bekræfte dens
Udtalelser, men den overlader det fuldstændigt til Videnskaben at
foretage de Undersøgelser, som hører ind under dens eget
specielle Gebet.
Der gives altså to Kundskabsfelter: ét for
Åbenbaringen og ét for Videnskaben. Mellem disse
bør der ingen Uoverensstemmelse være. Den ene kommer den
anden til Hjælp; den ene kaster Lys over den anden.
Således forholder det sig også på alle andre
Kundskabsfelter. Gud har udført sin Del, og han har
udført den så godt, at intet Menneske med Rette kan
fordømme eller forbedre den. Han giver også Menneskene en
Del at udføre og et Kundskabsfelt at arbejde på, en
Opgave, til hvis Løsning Skriften vil yde dem umådelig
Hjælp, men hvori der tilstås dem al mulig Frihed. Og den,
der således arbejder og udfører sin Del med Troskab og
udfører den godt, vil engang måske få at se, at han
også på denne Måde har været en Guds
Medarbejder, og at der i denne mere vidtomfattende Kundskab ligger en
højere Frihed.
|
|