Men geologien kan intet bevise uden Bibelen. De, der så tillidsfuldt støtter sig til geologiens opdagelser, har ingen rigtig forestilling om størrelsen af de mennesker, dyr og planter, der eksisterede før syndfloden, eller om de store omvæltninger der fandt sted den gang. Rester, der findes i jorden giver ganske rigtig et bevis for tilstande der på mange måder var forskellige fra de nuværende, men den tid, da disse tilstande eksisterede, kan vi kun skaffe os oplysninger om i Guds ord. I syndflodsberetningen har det inspirerede ord forklaret det, som geologien aldrig kunne udgrunde alene.

På Noas tid blev der begravet mennesker, dyr og træer, som var mange gange større end dem der findes nu, og derved er der bevaret beviser til senere slægtled på, at menneskene den gang omkom ved en vandflod. Det var Guds hensigt, at opdagelsen af disse ting skulle vække tro på den inspirerede beretning; men menneskene falder med deres forfængelige ræsomenter for den samme vildfarelse som menneskene før syndfloden det, Gud gav dem til deres bedste, forvandlede de til en forbandelse ved at bruge det forkert.
Hvad var Guds hensigt med alle de fund der er gjort af menneske og dyreknogler fra tiden før syndfloden?

1... At det skulle styrke os i troen på Guds ord.
2... At det skulle fortælle os om hvordan man levede på den tid.
3... At skabe tvivl om Bibelens beretning om syndfloden.

Det er en af Satans planer at få folk til at antage vantroens fabler; for derved kan han fordunkle Guds lov, der i sig selv er ganske enkel, og give folk mod til at gøre oprør mod Guds regering. Hans anstrengelser er særlig rettet mod det fjerde bud, fordi det så klart viser hen til den levende Gud, himmelens og jordens skaber.
Hvad er det der klart viser hen til Den Levende Gud, himmelens og jordens skaber?

1... Alle de fund der er gjort af redskaber fra før syndfloden.
2... Det fjerde bud.
3... Beretninger om syndfloden.

Gud er alle tings ophav. Al sand videnskab er i harmoni med hans gerninger; al sand uddannelse leder til lydighed mod hans regering. Videnskaben åbner nye vidundere for vort blik, den stiger højt op og trænger stadig dybere ned, men den bringer intet frem ved sine undersøgelser, der strider mod den guddommelige åbenbaring. Uvidenhed kan prøve at støtte en falsk opfattelse af Gud ved at henvise til videnskaben, men naturens bog og det skrevne ord kaster lys over hinanden. På den måde ledes vi til at beundre Skaberen og nære en fornuftmæssig tillid til hans ord.

Ingen begrænset forstand kan fuldt ud fatte den Eviges eksistens, magt, visdom eller gerninger. Den hellige skribent siger: "Har du loddet bunden i Gud og nået den Almægtiges grænse? Højere er den end himmelen hvad kan du? Dybere end dødsriget hvad ved du? Den overgår jorden i vidde, er mere vidtstrakt end havet." Job 11,7-9. De skarpeste hjerner på jorden kan ikke fatte Gud. Menneskene kan blive ved at undersøge og lære for stedse, og dog vil der stadig være uendelig meget tilbage.

De hellige beboere på andre kloder betragtede med dybeste interesse begivenhederne på jorden, I tilstandene på jorden før syndfloden så de el eksempel på resultaterne af den regering, Lucifer havde prøvet at oprette i Himmelen ved at forkaste Kristi myndighed og tilsidesætte Guds lov. I de brutale syndere, der levede før syndfloden, så de den type undersåtter, som Satan herskede over. Menneskenes tanker var onde ustandselig. 1Mos 6, 5. Hver følelse, hver impuls, hver tanke var i strid med de guddommelige principper for renhed, fred og kærlighed. Det var et eksempel på den frygtelige fordærvelse, der er resultatet af Satans plan om at fjerne Guds hellige lovs hegn fra hans skabninger.
Trods ondskaben i tiden før syndfloden var folk ikke, som det ofte antages, uvidende og barbariske. De fik anledning til at nå vidt i moralsk og intellektuel henseende. De havde store fysiske og forstandsmæssige evner, og deres muligheder for at tilegne sig både religiøs og videnskabelig viden var uden sidestykke.

Det er forkert at tro, at de modnedes senere åndeligt, fordi de levede så længe. Deres åndsevner var tidligt udviklede, og de, dem elskede Gud og levede i harmoni med hans vilje, forøgede deres kundskab og visdom hele livet. Hvis fremragende videnskabsmænd fra vor tid kunne stilles over for jævnaldrende personer fra tiden før syndfloden, ville de vise sig at stå langt under dem i åndelig såvel som fysisk henseende.
Hvordan var menneskenes muligheder for at udvikle deres evner før syndfloden?

1... De var langt dårligere end i dag.
2... De var nogenlunde, som i dag.
3... De var langt bedre end i dag.

Efterhånden som menneskets levetid er aftaget og dets fysiske styrke er blevet mindre, er dets åndsevner aftaget tilsvarende. I vore dage er der mennesker, som benytter fra tyve til halvtreds år til studier, og verden er fuld af beundring for det, de opnår. Men hvor er deres kundskaber begrænsede i sammenligning med deres, hvis fysiske og åndelige evner udvikledes gennem århundreder!

Det er sandt, at vor tids mennesker kan drage fordel af det, deres forgængere har opnået. Højtbegavede mænd, som har studeret, arbejdet og skrevet, har efterladt deres værker til eftertiden. Men selv i denne henseende og så vidt den blot menneskelige kundskab angår, havde tidligere tiders mennesker store fordele. I hundreder af år færdedes de sammen med ham, der var dannet i Guds billede, og som levede, da Skaberen sagde, at alt var "såre godt"; den mand, som Gud selv havde undervist i al den visdom, der hørte til den materielle verden.
Adam havde hørt skabelsesberetningen af Skaberen selv; han var vidne til ni hundrede års begivenheder og gav sin viden videre til sine efterkommere.

Før syndfloden havde man ingen bøger og ingen optegnelser; men tillige med deres store fysiske og åndelige kraft havde menneskene en god hukommelse. De kunne fatte og huske, hvad der blev meddelt dem, og give det uforandret videre til deres efterkommere. Og i flere hundrede år levede der syv slægtled på jorden samtidig, så de kunne rådspørge hinanden og drage nytte af hinandens kundskab og erfaring.
Hvor mange slægtled, er der eksempler på, at der levede på samme tid før syndfloden?

1... 2 til 3.
2... 4 til 5.
3... 6 til 7.

Trods den fremherskende uretfærdighed var der en række hellige mænd, som var blevet højnet og forædlet ved samfund med Gud, og som ligesom levede i samvær med Himmelen. Det var mænd med stor intelligens og vidunderlige evner. De havde en stor og hellig mission: at udvikle en retfærdig karakter og at undervise i gudfrygtighed, og deres undervisning var ikke blot beregnet for menneskene på deres egen tid, men også for senere slægtled. Det er kun de mest fremstående, der er nævnt i skriften, men gennem alle disse århundreder havde Gud trofaste vidner og oprigtige tilbedere.

Under sin flittige gerning bevarede Enok støt sin forbindelse med Gud. Jo større og mere presserende hans arbejde var, des mere udholdende og alvorlige blev hans bønner. Til visse tider afsondrede han sig helt fra mennesker. Når han havde været blandt folket i nogen tid, travlt optaget af arbejde for at gavne dem med sin undervisning og ved sit eksempel, trak han sig tilbage for at tilbringe en tid i ensomhed, hungrende og tørstende efter den guddommelige kundskab, som Gud alene kan give.

Idet Enok således samtalede med Gud, genspejlede han mere og mere Guds billede. Hans ansigt skinnede af et helligt lys, det lys, der stråler fra Jesu ansigt. Efter disse samvær med Gud betragtede selv de ugudelige med ærefrygt det himmelske præg på hans ansigt.
Menneskene i det slægtled havde spottet Enok, fordi han ikke prøvede at samle guld og sølv eller erhverve sig ejendom her på jorden. Men Enoks længsel stod til de evige skatte. Han havde set den himmelske stad. Han havde set Kongen i sin herlighed midt i Zion. Hans sind, hans hjerte, hans tale var i Himmelen. Jo større den herskende uretfærdighed blev, des mere alvorlig blev hans længsel efter Guds hjem. Endnu mens han var på jorden, dvælede han i troen i lysets rige.
"Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud." Matt 5,8. I tre hundrede år havde Enok søgt sjælens renhed for at kunne være i harmoni med Himmelen. I tre århundreder havde han vandret med Gud. Dag for dag længtes han efter en nærmere forbindelse, og tilknytningen var blevet stadig stærkere, indtil Gud tog ham til sig. Han havde stået på tærsklen til den evige verden med kun et skridt mellem sig og de saliges land, og nu åbnedes portene. Vandringen med Gud, der så længe var foregået på jorden, fortsattes, og han gik gennem den hellige stads porte som det første menneske.

Gud skænkede menneskene før syndfloden mange rige gaver; men de benyttede dem til at forherlige sig selv og forvandlede dem til en forbandelse ved at gøre gaverne i stedet for giveren til genstand for deres kærlighed. De brugte guld og sølv, ædelstene og kostbare træsorter til at bygge hjem til sig selv og prøvede at overgå hinanden i at forskønne deres boliger med kunstfærdige arbejder. De søgte kun at tilfredsstille deres eget stolte hjerte og hengav sig til fornøjelser og ondskab. Da de ikke ønskede at bevare kundskaben om Gud, benægtede de snart hans eksistens. De tilbad naturen i stedet for naturens Gud, forherligede menneskeånden, tilbad deres egne hænders værk og lærte deres børn at bøje sig for udskårne billeder.

På de grønne marker og i skyggen af smukke træer rejste de altre for deres afguder. Udstrakte stedsegrønne lunde blev indviet til tilbedelse af falske guder. Smukke haver stod i forbindelse med disse lunde, og lange, snoede stier, omgivet af bugnende frugttræer, var prydet med statuer og forsynet med alt, hvad der kunne tilfredsstille sanserne og folkets vellystne ønsker og således lokke dem til at deltage i afgudstilbedelsen.
Mennesket kan ikke nå højere end dets tanker om sandhed, renhed og hellighed. Hvis sindet aldrig løftes over det menneskelige plan, hvis det ikke ved troen hæves op til at beskue den evige visdom og kærlighed, vil mennesket stadig synke dybere og dybere. De, der tilbad falske guder, tillagde dem menneskelige karaktertræk og lidenskaber, og derved sænkedes deres karakterstandard ned på linje med syndige mennesker. Som følge heraf blev de besmittet. "Herren så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang Jorden fordærvedes for Guds øjne, og jorden blev fuld af uret." Gud havde givet menneskene sine bud som en leveregel, men hans lov blev overtrådt, og enhver tænkelig synd var resultatet. Menneskenes ondskab var åbenlys og forvoven, retfærdigheden blev trådt i støvet, og de undertryktes skrig nåede Himmelen.
Hvad sker der når vore tanker aldrig løftes højere end det menneskelige plan?

1... Så har vi altid den rette forståelse af tingene.
2... Så vil vi synke dybere og dybere ned i uvidenhed.
3... Så vil vor forståelse blive ved med at være på det samme stadie.

Flerkoneri blev tidligt indført i strid med Guds bestemmelse fra begyndelsen. Herren gav Adam een hustru og viste derved sin hensigt i den retning. Men efter syndefaldet valgte menneskene at følge deres egne syndige lyster, og som følge heraf tiltog forbrydelse og elendighed hurtigt. Hverken ægteskabet eller ejendomsretten blev respekteret. Enhver, der begærede sin næstes hustruer eller besiddelser, tog dem med magt, og menneskene pralede af deres voldshandlinger. De fandt tilfredsstillelse i at dræbe dyrene, og brugen af kød som fødemiddel gjorde dem endnu mere grusomme og blodtørstige, indtil det gik så vidt, at de endog betragtede menneskeliv med en forfærdende ligegyldighed.

Jorden var endnu i sin barndom, og alligevel var uretten blevet så rodfæstet og udbredt, at Gud ikke længere kunne finde sig i det. Derfor sagde han: "Jeg vil udslette menneskene, som jeg har skabt, af jordens flade." Han erklærede, at hans Ånd ikke for evigt skulle blive i menneskene. Hvis de ikke holdt op med at besmitte verden og dens rigdomme med deres synd, ville han udslette dem og ødelægge det, han havde glædet sig ved at velsigne dem med. Han ville udrydde markens dyr og det planteliv, der skaffede så rigeligt med føde, og forvandle deres skønne jord til en eneste stor ødemark.
Midt i den almindelige fordærvelse arbejdede Metusalem, Noa og mange andre på at holde kendskabet til den sande Gud i live og standse umoralitetens onde flodbølge Et hundrede og tyve år før syndfloden fortalte Herren ved en hellig engel Noa om sit forsæt og bød ham bygge en ark. Medens Noa byggede arken, skulle han forkynde at Gud ville bringe en vandflod over jorden for at udslette de ugudelige. De, der ville tro på budskabet og forberede sig til denne begivenhed ved anger og omvendelse, ville få tilgivelse og blive frelst. Enok havde gentaget for sine børn, hvad Gud havde vist ham med hensyn til syndfloden, og Metusalem og hans sønner, der levede længe nok til at høre Noa prædike, hjalp til med at bygge arken.

Gud gav Noa de nøjagtige mål på arken og tydelig og detaljeret vejledning med hensyn til dens bygning. Menneskelig visdom kunne ikke have konstrueret et skib med så stor styrke og holdbarhed. Gud lagde planen, og Noa var bygmesteren. Arken var bygget som et skib, så den kunne flyde på vandet, men i visse henseender lignede den mere et hus. Den havde tre etager og kun een dør, der sad på siden. Lyset kom ind ovenfra, og de forskellige rum var beliggende sådan, at lyset havde adgang til dem alle sammen. Det materiale, der brugtes til bygning af arken, var cypreseller gofertræ, der kunne holde i hundreder af år. Opførelsen af dette umådelig store bygningsværk var både langsom og besværlig. På grund af træernes størrelse og veddets hårdhed krævede det meget mere arbejde dengang end nu at bearbejde tømmeret, selv om menneskene på den tid var i besiddelse af flere kræfter end nu. Der blev gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt, for at gøre arbejdet fuldkomment, men arken kunne alligevel ikke have trodset det uvejr, der skulle komme over jorden. Gud alene kunne bevare sine tjenere på de oprørte vande.
Hvor mange etager havde Noas ark?

1... Der var kun en etage,
2... Der var to etager.
3... Der var tre etager.

"I tro byggede Noa gudfrygtigt, varslet af Gud om det, som endnu ikke var at se, en ark til frelse for sit hus; og ved den tro blev han en dom over verden og arving til trosretfærdigheden." Hebr 11,7, Mens Noa forkyndte sit advarselsbudskab for verden, vidnede hans gerninger om hans oprigtighed. Det var på den måde, hans tro blev fuldkommen og åbenbar. Han viste verden et eksempel ved at tro netop det, Gud siger. Alt, hvad han ejede, brugte han til arken. Da han begyndte at bygge denne mægtige båd på det tørre land, kom folk i store skarer fra alle retninger for at se det mærkelige syn og høre den sælsomme prædikants alvorlige, inderlige ord. Hvert slag på arken var et vidnesbyrd for folket.

Mange syntes til at begynde med at tage imod advarslen, men de omvendte sig ikke til Gud med sand anger. De var uvillige til at afstå fra deres synder. I den tid, der gik, før syndfloden kom, blev deres tro sat på prøve, men de bestod den ikke. De blev overvundet af den almindelige vantro og sluttede sig til sidst til deres tidligere omgangskreds og forkastede det alvorlige budskab. Nogle var fuldt overbevist og ville gerne have rettet sig efter advarselsordene; men der var så mange, der spøgte og gjorde nar, at de blev præget af den samme ånd og modstod nådens indbydelser, og snart var de blandt de dristigste og mest udfordrende spottere; for der er ingen, der er så ligegyldige og går så vidt i synd, som de, der engang har haft lyset, men har modstået Guds Ånds påvirkning.

Det var ikke flertallet, der stod på rettens side. Verden gjorde front imod Guds retfærdighed og hans love, og Noa blev betragtet som en fanatiker. Da Satan fristede Eva til at være ulydig mod Gud, sagde han til hende: "I skal ingenlunde dø." 1Mos 3,4. Store mænd, verdslige, ærede og vise mænd, gentog det samme. De sagde: "Guds trusler er blot givet for at skræmme, og han vil aldrig gøre alvor af dem. I behøver ikke at være forskrækket. Den Gud, som selv har skabt verden, vil aldrig ødelægge den og straffe dem, som han har skænket livet, Vær rolige, frygt ikke. Noa er en forrykt fanatiker." Verden gjorde nar af den bedragne gamle mands tåbelighed. I stedet for at ydmyge deres hjerte overfor Gud fortsatte de med deres ulydighed og ondskab, som om Gud ikke havde talt til dem gennem sin tjener.
Hvordan så flertallet af jordens beboere på Noas arbejde med at bygge arken?

1... Flertallet støttede Noa i sit arbejde.
2... Flertallet hånede og spottede Noa og mente at han var tåbelig.
3... Flertallet lyttede til budskabet og overgav sig til Gud.

Men Noa stod som en klippe midt i uvejret. Da han blev gjort til genstand for folks foragt og latterliggørelse, udmærkede han sig ved hellig retskaffenhed og en urokkelig troskab. Hans ord ledsagedes af en særlig kraft, for de var Guds stemme til menneskene gennem hans tjener. Forbindelsen med Gud udrustede Noa med ubegrænset kraft, medens han i et hundrede og tyve år højtideligt talte til denne slægt om begivenheder, der så vidt menneskelig visdom kunne skønnes, umuligt kunne indtræffe.
I hvor mange år forkyndte Noa budskabet om syndfloden?

1... i 60 år.
2... i 90 år.
3... i 120 år.

Verden før syndfloden ræsonnerede, at naturlovene havde været uforanderlige i århundreder. Årstiderne skiftede i samme rækkefølge. Der var aldrig før faldet regn; jorden var blevet vandet af tåge eller dug. Floderne var aldrig gået over deres bredder, men havde roligt ført deres vand til havet.
Uforanderlige love havde forhindret vandet i at gå over sine bredder. Men de, der ræsonnerede sådan, så ikke hans hånd, som holdt vandene tilbage og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte vover!" Job. 38,11.

Deres prøvetid var ved at udløbe. Noa havde trofast fulgt de forskrifter, han havde modtaget af Gud. Arken blev bygget færdig i alle enkeltheder efter Guds anvisninger og blev fyldt med føde til mennesker og dyr. Derpå fremsatte Guds tjener sin sidste appel til folket. Med indtrængende opfordringer, som ord ikke kan gengive, bønfaldt han dem om at søge tilflugt, mens det var tid. Igen forkastede de hans ord og hævede deres stemme i spøg og spot.

Pludselig blev den spottende mængde tavs. Dyr af enhver art, fra de vildeste til de tammeste, kom fra bjerg og skov og gik roligt hen imod arken. Så hørtes der en lyd som af vindens susen, og se, fugle kom flyvende fra alle retninger i et så stort antal, at himmelen formørkedes. I fuldkommen orden kom de hen til arken. Dyrene adlød Guds befaling, mens menneskene var ulydige. Vejledt af hellige engle gik de par for par ind i arken til Noa, af de rene dyr syv par af hver slags. 1Mos 7,9. og 2.
Var der forskel på menneske og dyrs indstilling til Noa og Guds indtrængende opfordring til at søge tilflugt i arken, før regnen begyndte?

1... Nej der var ingen forskel.
2... Ja der var den forskel at menneskene forkastede Guds opfordring, medens dyrene tog imod den.
3... Ja, der var den forskel at menneskene tog imod, medens dyrene forkastede Guds opfordring.

Nogle så til i undring andre i frygt. Filosofferne blev opfordret til at give en forklaring på denne mærkelige begivenhed, men forgæves. Det var et mysterium, de ikke kunne fatte. Men menneskene var blevet så forhærdede af stadig at forkaste lyset, at selv dette syn kun gjorde et kortvarigt indtryk på dem. Da den dødsdømte slægt så solen skinne i sin herlighed og de betragtede jorden i dens næsten paradisiseske skønhed, jog de deres voksende frygt bort med larmende forlystelser, og ved deres voldshandlinger syntes de at udløse Guds vrede, som allerede var vakt.

Gud befalede Noa: "Gå ind i arken med hele dit hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine øjne i denne slægt." 1Mos 7,1. Noas advarsel var blevet forkastet af verden; men hans indflydelse og eksempel blev til en velsignelse for hans familie. Som belønning for hans troskab og retskaffenhed frelste Gud hele hans familie sammen med ham. Hvilken opmuntring for trofaste forældre!

Den tid var forbi, da den skyldige menneskehed kunne finde nåde. Markens dyr og himmelens fugle havde søgt tilflugt i arken. Noa og hans husstand var i arken, og "Herren lukkede efter ham". Der viste sig et blændende lysglimt, og en sky af herlighed kraftigere end lynet, kom ned fra himmelen og svævede foran arkens indgang. Den massive dør, som det var umuligt at lukke indefra, blev langsomt svunget på plads af usynlige hænder. Noa blev lukket inde, og de, som havde forkastet Guds nåde, blev lukket ude. Himmelens segl sad på den dør. Gud havde lukket den, og Gud alene kunne åbne den. Således vil nådedøren blive lukket, når Kristus afslutter sin forbøn for skyldige mennesker, inden han kommer i himmelens skyer. Da vil den guddommelige nåde ikke længere holde de gudløse tilbage, og Satan vil få fuldt herredømme over dem, der har forkastet nåden. De vil prøve at udrydde Guds folk; men ligesom Noa blev lukket inde i arken, således vil de retfærdige blive skærmet af den guddommelige magt.

I syv dage efter, at Noa og hans familie var gået ind i arken, viste der sig intet tegn på det kommende uvejr. I denne tid blev deres tro stillet på prøve. Det var en sejrens tid for dem, der var udenfor. Den tilsyneladende opsættelse bestyrkede dem i troen på, at Noas budskab var et bedrag, og at syndfloden aldrig ville komme. Trods det højtidelige skue, de havde været vidne til dyrene og fuglene, der gik ind i arken, og Guds engel, der lukkede døren blev de ved med deres morskab og svir og spøgte endog med disse tydelige beviser på Guds magt. De flokkedes omkring arken og hånede dens beboere med en dristighed og voldsomhed, som de aldrig før havde vovet.
Hvem var det, som lukkede døren til arken?

1... Det var de ugudelige, dem som ikke ønskede at komme ind i den.
2... Det var Noa og hans familie.
3... Det var Herren, som lukkede døren til arken.

Men den ottende dag blev himmelen overtrukket af mørke skyer. Der fulgte tordenbrag og lynglimt. Snart begyndte der at falde store regndråber. Verden havde aldrig set noget lignende, og menneskenes hjerte blev grebet af frygt. Alle spurgte sig selv: "Har Noa alligevel haft ret, og er verden dømt til undergang?" Himmelen blev mørkere og mørkere, og regnen faldt stadig stærkere. Dyrene løb omkring i vild rædsel, og deres angstfyldte brøl syntes at udtrykke deres egen og menneskenes skæbne. Så "brast det store verdensdybs kilder, og himmelens sluser åbnedes". Vandet syntes at komme fra skyerne som mægtige vandfald. Floderne gik over deres bredder og oversvømmede dalene. Vandstråler brød frem af jorden med ubeskrivelig kraft og kastede massive klippestykker hundreder af meter op i luften, og i faldet begravedes disse dybt i jorden.

Folk så først, hvorledes deres egne hænders værk blev ødelagt. Deres prægtige bygninger og de smukke haver og lunde, hvor de havde anbragt deres afguder, blev ødelagt af lyn fra himmelen, og ruinerne blev spredt vidt omkring, Altrene, hvor der var blevet ofret mennesker, blev revet ned, og de tilbedende måtte skælve for den levende Guds magt i bevidstheden om, at det var deres egen fordærvelse og afgudsdyrkelse, der havde fremkaldt deres udryddelse.
Hvad var noget af det første, som blev ødelagt af vandmasserne ved syndfloden?

1... Træerne.
2... Husene og afgudsalterne.
3... De der havde hånet og spottet Noa.

Efter som uvejret tiltog, blev træer, bygninger, klippestykker og jord slynget i alle retninger. Menneskers og dyrs rædsel overgik al beskrivelse. Over stormens hylen hørtes jammeren fra et folk, som havde foragtet Guds myndighed. Satan selv, som var tvunget til at forblive midt i elementernes rasen, frygtede for sit eget liv. Han havde frydet sig ved at herske over en så kraftig slægt og ønskede, at de skulle leve for at kunne øve deres afskyeligheder og fortsætte deres oprør mod Himmelens hersker. Nu udtalte han forbandelser over Gud og anklagede ham for uretfærdighed og grusomhed. Mange mennesker bespottede Gud ligesom Satan, og havde de kunnet, ville de have revet ham ned fra magtens trone. Andre var vanvittige af frygt og strakte hænderne ud mod arken med bøn om at komme ind. Men deres bønner var forgæves. Samvittigheden var til sidst vakt til erkendelse af, at der er en Gud, som hersker i Himmelen. De påkaldte ham alvorligt, men hans øre var ikke åbent for deres råb. I den frygtelige time så de, at overtrædelse af Guds lov var årsagen til deres død. Men skønt de af frygt for straf erkendte deres synd, følte de ingen virkelig anger og ingen afsky for det onde. De ville atter have vist Himmelen trods, hvis dommen var blevet kaldt tilbage. Når Guds straffedomme falder over jorden, inden den tilintetgøres af ild, vil de ubodfærdige ligeledes nøjagtig vide, hvori deres synd består foragt for Guds lov. Og dog vil deres anger ikke være mere ægte end syndernes i verden før syndfloden.

Nogle prøvede i deres fortvivlelse at bryde ind i arken; men dens solide konstruktion modstod deres anstrengelser. Nogle klyngede sig til arken, indtil de blev skyllet bort af de brusende vande eller mistede deres greb ved sammenstød med klipper og træer, Den massive ark knagede i alle fuger, mens den blev drevet omkring af de ubarmhjertige vinde og kastet fra bølge til bølge. Dyrenes brøl derinde udtrykte deres frygt og smerte. Men midt i elementernes rasen fortsatte den at flyde sikkert. Engle, vældige i kraft, blev sendt for at bevare den.

Dyrene, som var udsat for uvejret, ilede hen til menneskene, som om de ventede hjælp fra dem. Nogle mennesker bandt deres børn og sig selv fast til stærke dyr, fordi de vidste, at dyrene han ved livet og ville klatre op til de højeste punkter for at undslippe det stigende vand. Nogle bandt sig fast til høje træer, som stod på toppen af høje eller bjerge, men træerne blev revet op med rode, og slynget ned i de frådende bølger med deres last af levende væsener, Det ene tilflugtssted efter det andet måtte opgives. Efter som vandet steg højere og højere flygtede folk op på de højeste bjerge for at søge tilflugt. Ofte kæmpede både mennesker og dyr for at finde fodfæste, indtil begge parter blev skyllet bort.

Fra de højeste tinder kunne menneskene se ud over et endeløst hav. Guds tjeners højtidelige advarsler var ikke længere genstand for latterliggørelse og hån. Hvor disse dødsdømte syndere længtes efter de anledninger, de havde ringeagtet! Hvor de bønfaldt om endnu én times prøvetid, endnu én nådig anledning, endnu ét kald fra Noas læber! Men de skulle ikke mere høre nådens stemme. Både kærligheden og retfærdigheden krævede, at Guds straffedomme gjorde ende på synden. Hævnens vande skyllede hen over det sidste tilflugtssted, og de, som foragtede Gud, omkom i det mørke dyb.

De synder, der nedkaldte straf over verden før syndfloden, eksisterer også i dag. Menneskenes hjerte er blottet for gudsfrygt, og hans lov behandles med ligegyldighed og foragt. Den daværende slægts store verdslighed har sin lige i vort slægtled. Kristus sagde: "Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet før syndfloden kom og rev dem alle bort sådan skal det også gå ved Menneskesønnens komme." Matt 24,38-39. Gud fordømte ikke menneskene før syndfloden, fordi de spiste og drak. Han havde givet dem jordens rige frugter for at tilfredsstille deres fysiske behov. Deres synd bestod i at modtage disse gaver uden at vise taknemmelighed mod giveren og i, at de nedværdigede sig selv ved at give efter for en umådeholden appetit. De havde lov til at gifte sig Ægteskabet var efter Guds plan; det var en af hans første forordninger. Han gav særlige forskrifter for denne anordning og forlenede den med hellighed og skønhed; men disse forskrifter blev glemt, og ægteskabet blev til et vrangbillede og benyttet til at tjene lidenskaben.
Hvilke to ting er det at Jesus fremhæver, som værende de samme før syndfloden og i dag?

1... De bygger luxusboliger og spiser for meget.
2... De nyder ikke naturen, men forurener den i stedet for.
3... De spiser for meget og forkert - formålet med ægteskabet blev ikke efterlevet.

Før syndfloden sendte Gud Noa for at advare verden, så folket kunne ledes til omvendelse og derved undgå den truende tilintetgørelse. Idet tiden for Kristi andet komme nærmer sig, sender Herren sine tjenere for at opfordre verden til at berede sig til den store begivenhed. Mange har levet i overtrædelse af Guds lov, og nu opfordrer Gud dem i sin nåde til at adlyde dens hellige forskrifter. Alle de, der vil afstå fra deres synder ved anger overfor Gud og ved tro på Kristus, kan få tilgivelse. Men mange synes, det er for stort et offer at aflægge synden. Fordi deres liv ikke er i harmoni med Guds regerings rene principper, forkaster de hans advarsler og benægter hans lovs gyldighed.

Da prøvetiden for menneskene før syndfloden var ved at afsluttes, hengav de sig til ophidsende fornøjelser og fester. De der havde indflydelse og magt, var ivrige efter at holde folks sind optaget af munterhed og fornøjelse, for at ingen skulle påvirkes af den sidste højtidelige advarsel. Ser vi ikke det samme gentage sig i dag? Mens Guds tjenere forkynder budskabet om, at alle tings ende er nær, er verden optaget af morskab og fornøjelser. Der er stadig nye spændende oplevelser, som forårsager ligegyldighed overfor Gud og forhindrer folk i at blive påvirket af de sandheder, som alene kan frelse dem fra den kommende tilintetgørelse.

Vandet steg femten alen over de højeste bjerge. For familien i arken så det ofte ud, som om de skulle omkomme, idet båden i fem lange måneder blev kastet om, tilsyneladende som et bytte for vind og vove. Det var en vanskelig prøve for dem, men Noas tro rokkedes ikke, for han havde forsikringen om, at Gud havde hånden på roret.
Da vandet begyndte at synke, lod Herren arken drive ind på et sted, der var beskyttet af en gruppe bjerge, som var blevet bevaret ved hans kraft. Disse bjerge lå ikke langt fra hinanden, og arken sejlede omkring i denne rolige havn og blev ikke længere kastet om på det uendelige hav. Dette var en stor lettelse for de trætte rejsende, der var blevet kastet omkring af stormen.

Noa og hans familie ventede ivrigt på, at vandet skulle aftage, for de længtes efter at sætte fødderne på jorden igen. Fyrre dage efter at bjergtoppene var blevet synlige, sendte de en ravn ud en fugl, der havde en god sporsans for at opdage, om jorden var blevet tør. Da denne fugl ikke fandt andet end vand, vedblev den at flyve til og fra arken. Syv dage senere blev en due sendt ud, men da den ikke fandt nogen føde, vendte den tilbage til arken. Noa ventede endnu syv dage og sendte så igen en due ud. Da den kom tilbage om aftenen med et olieblad i næbbet, blev der stor glæde. Senere tog Noa "dækket af arken, og da han så sig om, se, da var jordens overflade tør. Men han ventede stadig tålmodigt i arken. Ligesom han var gået ind på Guds befaling, ventede han nu på en særlig befaling om at gå ud.

Til sidst steg en engel ned fra himmelen, åbnede den massive dør og bød patriarken og hans husstand gå ud på jorden og tage alt levende med sig. I sin glæde over befrielsen glemte Noa ikke ham, ved hvis nådige omsorg de var blevet bevaret.
Hvem var det, som åbnede døren til arken, så Noa, hans familie og dyrene kunne konne ud?

1... Det var Noa selv der åbnede døren.
2... Det var Guds engel der åbnede døren.
3... Den åbnede sig af sig selv.

Noas første handling efter at have forladt arken var at bygge et alter og bringe et offer af hver slags af de rene dyr og fugle som et udtryk for sin taknemmelighed mod Gud for befrielsen og sin tro på Kristus, det store offer. Denne offergave var behagelig for Gud, og den bragte velsignelse ikke alene til patriarken og hans familie, men til alle, der ville komme til at leve på jorden.
"Da Herren indåndede den liflige duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld.

Herefter skal, så længe jorden står, sæd og høst, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre!" Her var en lærdom for alle følgende slægter. Noa var kommet ud på en øde jord, men inden han byggede et hus til sig selv, rejste han et alter for Gud. Hans kvægbestand var lille og var blevet bevaret med store omkostninger; og dog gav han med glæde en del af den til Herren som en anerkendelse af, at alt tilhører Gud. På samme måde hør vi først give vore frivillige gaver til Gud. Et hvert bevis på hans nåde og kærlighed til os bør modtages i taknemmelighed, både ved selvopofrende arbejde og ved gaver til hans sag.
Hvad var det første Noa og hans familie gjorde da de kom ud af arken?

1... De byggede et alter og takkede Gud fordi han havde bevaret dem.
2... De skyndte sig at bygge et hus.
3... De pløjede et stykke jord og såede noget korn.

Hele jordens overflade var forandret af syndfloden. En tredje frygtelig forbandelse hvilede over jorden som følge af synden. Da vandene begyndte at synke, var høje og bjerge omgivet af et mægtigt uroligt hav. Overalt lå der døde mennesker og dyr. Herren ville ikke tillade, at disse blev liggende og opløstes og besmittede luften, derfor gjorde han jorden til en stor begravelsesplads. En voldsom vind, der skulle blæse for at tørre vandet, oprørte det med stor kraft, og i nogle tilfælde flyttede den toppen af bjerge og dyngede træer, klipper og jord, op over de døde legemer. På samme måde blev guld og sølv, kostbare træsorter og ædelstene, som havde prydet jorden før syndfloden, og som indbyggerne havde tilbedt som afguder, skjult for menneskenes øjne, idet vandet ved sin voldsomme bevægelse dækkede disse skatte til med jord og sten. I visse tilfælde dannedes der endog bjerge oven på dem. Gud så, at jo flere rigdomme og jo mere fremgang, han gav menneskene, des mere fordærvet blev deres opførsel overfor ham. De skatte, der skulle have fået dem til at ære den gavmilde giver, var blevet tilbedt, mens Gud var blevet vanæret og foragtet.

Jorden frembød et ubeskriveligt skue af forvirring og ødelæggelse. Bjergene, der engang havde været så smukke i deres fuldkomne symmetri, var nu forrevne og uregelmæssige, Stene og forrevne klipper fandtes nu spredt ud over jordens overflade. Mange steder var høje og bjerge forsvundet, og der var intet spor af dem; andre steder havde, sletter givet plads for bjergrygge. Disse forandringer var mere udprægede nogle steder end andre. Der, hvor jordens rigeste forekomster af guld, sølv og ædelstene engang fandtes, sås de stærkeste spor af forbandelsen, mens disse ikke var så udtalte i lande, der var ubeboede, eller hvor der havde været færrest forbrydelser.
Hvad kunne man se de steder, hvor de største forekomster af guld, sølv og ædelstene havde været?

1... At det også var der hvor befolkningen havde holdt sig nærmest til Gud.
2... At det havde været de mest ugudelige steder.
3... At det var her der havde boet flest mennesker.

På den tid blev umådelig store skove begravet. De er senere blevet forvandlet til kul og danner de vidtstrakte kullag, som findes nu, Desuden afgiver de store mængder af olie. Kul og olie antændes ofte og brænder under jordens overflade. Derved ophedes stenarterne, kalksten brændes, og jernmalm smeltes.

Jordens dybder er Herrens arsenal. Herfra hentedes de våben, der ødelagde verden ved syndfloden. Vandet, der væltede frem fra jorden, forenedes med vandet ovenfra og fuldbyrdede ødelæggelsen. Siden syndfloden har både ild og vand været Guds midler til ødelæggelse af særlig ugudelige byer. Sådanne straffedomme sendes, for at de, der er ligegyldige overfor Guds lov og nedtræder hans autoritet, skal skælve for hans magt og erkende hans retfærdige overherredømme. Når menneskene har set brændende bjerge udsende ild og flammer og strømme af smeltet malm, så floder er blevet udtørret tætbefolkede byer begravet og ruin og ødelæggelse spredt overalt, er selv de stolteste hjerter blevet fyldt af rædsel, og vantro mennesker og gudsbespottere er blevet tvunget til at erkende Guds uendelig store magt.

Ved Kristi andet komme vil menneskene blive vidne til langt frygteligere begivenheder, end verden nogensinde har set. "Bjergene skælver for ham, højene står og svajer; jorden krummer sig for ham, jorderig og alle, som bor der. Hvem kan stå for hans vrede, hvo holder stand mod hans harmglød." Nah 1,5-6. "Herre, sænk din himmel stig ned og rør ved bjergene, så at de ryger; slyng lynene ud og adsplit fjenderne, send dine pile og indjag dem rædsel." Sl 144,5-6.

"Jeg vil lade ske undere oppe på himmelen og tegn nede på jorden, blod og ild og rygende damp." Apg 2,19. "Og der kom lyn og bulder og tordenskrald, og der blev et stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden så stort og vældigt var det jordskælv" "Og hver en ø forsvandt, og ingen bjerge fandtes mere. Og store centnertunge hagl faldt ned fra himmelen på menneskene." Åb. 16,18. og 20-21.

Når lynene fra himmelen forenes med ilden fra jorden, vil bjergene brænde som en smelteovn og udsende frygtelige lavastrømme, der oversvømmer haver og marker, landsbyer og byer. Sydende, smeltede masser kastes ud i floderne og får vandet til at koge og kaste massive klipper op i luften med ubeskrivelig kraft og sprede sprængte klippestykker over jorden. Floder vil blive udtørret. Jorden vil blive rystet. Overalt vil der være frygtelige jordskælv og udbrud.

Således vil Gud udrydde de ugudelige fra jorden. Men de retfærdige vil blive bevaret midt i alle disse rystelser, ligesom Noa blev bevaret i arken. Gud vil være deres tilflugt, og under hans vinger skal de hvile tillidsfuldt.
Hvilken virkning vil jordskælv, vulkanudbrud og andre naturkatastrofer i de sidste dage, have på jordens befolkning?

1... At de mod deres vilje må erkende Guds magt.
2... At de bliver mere ugudelige.
3... At de samler sig større jordiske rigdomme.

I nogen tid blev Noas efterkommere boende mellem de bjerge, hvor arken sad fast. Da deres antal voksede, førte frafald snart til adskillelse. De, der ønskede at glemme deres skaber og afkaste hans lovs bånd, følte sig stadig generet af deres gudfrygtige medmenneskers lære og eksempel, og efter nogen tids forløb besluttede de at skilles fra dem, der tilbad Gud. Derfor rejste de til Sinears slette ved bredden af Eufratfloden. De følte sig tiltrukket af den smukke egn og jordens frugtbarhed, og på denne slette besluttede de at bosætte sig.

Beboerne af Sinearsletten troede ikke på Guds løfte om, at han ikke ville bringe en vandflod over jorden mere. Mange af dem benægtede Guds eksistens og tilskrev syndfloden naturlige årsager. Andre troede på, at der eksisterede et almægtigt væsen, og at han havde tilintetgjort den verden, der var før syndfloden, og ligesom Kain gjorde de oprør imod ham. Et af deres mål med bygningen af tårnet var at sikre sig i tilfælde af en ny syndflod. Ved at gøre bygningen meget højere, end flodens vand var nået, mente de, at de kunne komme udenfor enhver fare. Og når de nåede op til skyerne, håbede de at finde årsagen til syndfloden. Hele foretagendet havde til hensigt at ophøje mestrenes stolthed yderligere og vende fremtidige slægters sind bort fra Gud og lede til afgudsdyrkelse.

Da tårnet var delvis færdigt, blev en del af det brugt til bolig for bygmestrene; andre dele blev prægtigt møbleret og udsmykket og viet til deres afguder. Folket jublede over deres fremgang, priste deres guder af sølv og guld og satte sig op mod himmelens og jordens hersker.
Pludselig standsedes arbejdet, der var skredet så rask fremad. Engle blev sendt ned for at gøre bygmestrenes hensigt til intet. Tårnet havde nået en anselig højde, og det var umuligt for arbejderne på toppen at komme i direkte forbindelse med dem nede ved jorden. Derfor var der på forskellige steder placeret mænd, der skulle modtage besked og lade den gå videre til den næste, når der behøvedes materiale, eller når der skulle gives direktiver med hensyn til byggearbejdet. Mens meddelelserne således gik fra den ene til den anden, blev deres sprog forvirret, så at der blev bestilt materialer, der ikke var brug for; og de meddelelser, der nåede frem, var ofte stik modsat dem, der oprindelig blev givet. Forvirring og fortvivlelse fulgte. Alt arbejde gik i stå. Der kunne ikke mere blive harmoni eller samarbejde. Bygningsmændene kunne ikke forklare de mærkelige misforståelser indbyrdes, og i deres raseri og skuffelse begyndte de at bebrejde hinanden. Deres forbund endte i strid og blodsudgydelse. Som et bevis på Guds mishag slog lyn ned fra himmelen og ødelagde den øverste del af tårnet og kastede den til jorden. Menneskene fik at føle, at der er en Gud, som hersker i Himmelen.

Indtil da havde alle mennesker talt samme sprog, Nu samledes de som forstod hinanden, i grupper. Nogle drog den ene vej, andre den anden. "Da spredte Herren dem fra det sted ud over hele jorden." Adspredelsen var et middel til at befolke jorden, og på denne måde blev Herrens hensigt nået netop ved de midler, hvorved menneskene havde forsøgt at forhindre dens opfyldelse.
Babels bygmestre havde næret utilfredshed overfor Gud, I stedet for i taknemmelighed at mindes hans barmhjertighed overfor Adam og hans nådige pagt med Noa klagede de over hans strenghed, da han uddrev de første mennesker fra Edens have og ødelagde verden ved syndfloden. Men samtidig med, at de anklagede Gud for at være vilkårlig og streng, valgte de den grusomste tyrans herredømme. Satan søgte at få menneskene til at foragte ofringerne, der viste frem til Kristi død, og efterhånden som folkets sind blev formørket af afguderi, ledte han dem til at forfalske disse ofringer og bringe deres egne børn som ofre på deres guders altre. Idet menneskene vendte sig fra Gud, blev de guddommelige egenskaber retfærdighed, renhed og kærlighed erstattet af undertrykkelse, vold og brutalitet. Hvad var årsagen til den forvirring der opstod under bygningen af babelstårnet?

1... De var uenige om hvor høj tårnet skulle være.
2... De begyndte pludselig at tale forskellige sprog.
3... Et lyn slog ned i tårnet.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com