Hensigten med eksperimentet var at fastslå, hvilken mængde U-235 der var nødvendig for at sætte en kædereaktion i gang - atomfysikerne kalder det en kritisk masse. Forsøget gik ud på at skubbe to klumper uran langsomt mod hinanden. Og så - netop som massen blev kritisk, ved at kædereaktionen lige netop kom i gang, gjaldt det om, at han omgående skubbede klumperne fra hinanden igen med sin skruetrækker, inden massen blev farlig radioaktiv.

Men netop denne dag, da massen var lige ved at blive kritisk, smuttede skruetrækkeren! De to halvkugler af uran kom for nær hinanden. I samme øjeblik fyldtes rummet af et mærkeligt blåligt skær. Unge Louis Slotin kunne have sprunget tilbage fra bordet og måske have frelst sig selv. Men nej.

Han afbrød den dødbringende kædereaktion ved at rive de to halvkugler fra hinanden med de bare hænder!

Ved denne øjeblikkelige, selvforglemmende handling reddede han livet for de syv andre mennesker i rummet. H an ind så straks, at han selv ville bukke under for virkningen af dette atomuheld. Men han tabte ikke selvbeherskelsen. Idet han råbte til sine kolleger om at blive stående, nøjagtig hvor de havde været i det øjeblik, ulykken skete, tegnede han på tavlen en detaljeret skitse af deres positioner, så lægerne havde mulighed for at beregne den grad af bestråling, hver enkelt havde været udsat for.

Lidt senere stod han sammen med Al Graves, den fysiker, der næst efter ham selv havde været udsat for den stærkeste stråling, ude ved vejen og ventede på en bil, der skulle køre dem til hospitalet. Fuldt vidende om den skæbne, der ventede ham, sagde han rolig til sin kollega: »Du vil slippe godt fra det her. Men selv har jeg ingen chancer!« Det var kun alt for sandt. Ni dage senere døde han under store lidelser.

Dette er en hjælp for mig. Det hjælper mig til at forstå. For nitten hundrede år siden trådte den levende Guds Søn lige ind i syndens mest koncentrerede stråling, lod sig frivilligt berøre af dens forbandelse og lod den berøve ham livet. Tidsaldrenes opsamlede skyld udløste sin dødbringende besmittelse over Golgata. Og han, der havde skabt atomet, lod sig nagle fast i det absolutte nulpunkt, tillod onde mænd at udløse den frygtelige grusomhed, vi forbinder med ordet Golgata. Ved denne handling standsede han kædereaktionen.

Han standsede syndens magt.
Mærkeligt sande var de spottende ord fra lederne, som så ham dø: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse." Matt. 27,42.

Sandere ord har aldrig været sagt. For at afbryde syndens kædereaktion, for at standse dens dødbringende nedfald, måtte han give sit eget liv. Han kunne ikke både frelse sig selv og andre. Det er, som om han talte til hvert menneske: »Du vil slippe godt fra det her. Men selv har jeg ingen chancer.«

Kunne det tænkes, at universets Gud i et sidste forsøg på at hjælpe vore begrænsede, indsnævrede sind til at forstå, hvad der virkelig skete på Golgata, har tilladt os at pille ved kosmiske kræfter for at give os et ordforråd, som bedre kan forklare det? Golgata synes så langt borte, så helt ude af forbindelse med den rastløse tid, vi lever i. Ganske vist nærer vi som kristen ærbødighed for Golgata. Men for de fleste af os er det ikke meget andet end en andagtsøvelse, som vi udfører ved passende lejligheder, eller når vi er i humør til det. Og når vi standser for at tænke over det, er vi da virkelig klar over, hvad det betyder? Eller hvorfor det måtte ske?

Vi er for fortravlede - for rastløse - tor usikre - for bange for utrygge. Vi har netop gennemlevet de mest afgørende og revolutionerende år af vor historie, år med opgang og nedgang og forandringer, år med forventning og mystik. Vor tænkeevne er blevet anspændt til det yderste i forsøg på blot at forstå, endsige beherske udviklingen.

Teknologien har både forbløffet os og skræmt os. Det, man hidtil havde regnet som de yderste grænser for menneskets omgivelser, er blevet gennembrudt. Tyngdekraften er trodset. Mennesket har rejst i det ydre rum. Menneskets fingre har rørt ved Månen. Og nu er det i færd med at fingerere ved den gåde, der hedder menneskecellen.

Vi har for travlt til Golgata. For travlt med forbrydelser og straf, med demonstrationer og protester og bomber, med kolde og varme krige og guerillakrige, med nationer, der har sovet i århundreder, men nu er vågnet og spiller med megaton-muskler.

For millioner af mennesker er Golgata ikke andet end en harmløs følelsesmæssig afspænding fra ugens spændinger sjældent regnet som lægedom for et samfund som vort. Det synes alt for langt fra vor fartglade, ambitiøse, pralende generation, der regner alting i tal.

Vidste du, at selv Golgata var klimaks for en nedtælling?
Ordene nedtælling, nulpunkt og nedfald var ganske vist ikke kendt dengang. Men ned gennem århundrederne havde tidsaldrenes største nedtælling været i gang. Husker du ordene fra apostlen Paulus: »Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, ... for at han skulle løskøbe.« Gal. 4,4-5.

Gud havde en grund til at sende sin Søn til verden netop på dette tidspunkt. Det var et af historiens mørkeste øjeblikke. Tidsaldrenes opsamlede synd havde samlet sig over Palæstina og de omboende folkeslag. Synden var blevet en videnskab, og ondskaben en del af religionen.

Netop i denne time var det, at Guds Søn, fordringsløs og beskeden, trådte ind i denne verden - i en stald i Betlehem. Vi følger hans barndom, ren og pletfri, som en blomst i det dynd af besmittelse og ondskab, som Nazaret var kendt for. Som tolvårig overraskede han de lærde mænd i templet med sin visdom og opfattelsesevne Derpå fulgte atten stille år. Som trediveårig trådte han ud fra tømrerværkstedet og forkyndte dristigt, at han var Messias, Guds Søn.

Det var denne påstand, og hans karakters renhed, der ophidsede misundelige magter til at planlægge hans død. Men gang på gang læser vi, at hans time endnu ikke var inde. Indtil den time var han sikker. Lidet anede hans fjender, at de var redskaber i det profetiske urs nedtælling.

Efter tre års kærlighedsfyldt tjeneste sagde han til sidst: »Se, timen er nær.« Matt. 26,45. Og onde mænd drog ud for at fuldbyrde den usleste forbrydelse, som menneskeslægten nogen sinde har gjort sig skyldig i. Nu var der ikke længere en guddommelig hånd til at holde dem tilbage fra deres frygtelige forehavende.

Betragt hele denne række af tragedier, som vi er vidner til i Getsemane. Og se nøje efter. For Getsemane var ikke et drama eller et skuespil. Det var en kamp. Det var evighedens slagmark. Og den kamp angik dig og mig.

Jesus havde tilbragt mange nætter i bøn, men aldrig en nat som denne. Idet han trådte ind i haven, begyndte den frygtelige byrde af verdens synd at tynge hans sjæl. Han måtte smage døden for hvert menneske. For hvert menneske havde syndet.

Efterladende sine disciple slæbte han sig nogle skridt fra dem og faldt på sit ansigt som knust under en usynlig byrde. Alle Helvedes magter løb storm mod ham. Guds fjende måtte sejre nu - i Frelserens svageste time - eller blive evigt fordømt.

Faderen skjulte sit ansigt for scenen. Jesus måtte bære menneskehedens skyld alene. Der måtte være en afgrund mellem God og synden. Og den frygtelige adskillelse knuste Guds Søns liv. Ville han bestå prøven? Lad os ikke overse den mulighed, at han kunne have opgivet! Guds Søns menneskelighed skælvede i denne krisetime. Menneskeslægtens skæbne hang i vægtskålen. Det frygtelige øjeblik var kommet. Ville han tørre den blodige sved af sin pande og overlade menneskene til at dø i deres synder? Han kunne have gjort det!

Få timer forinden havde Jesus stået som en mægtig ceder over for modstandens storme. Men nu er han som et knækket rør, slået og mishandlet af stormens racen. Han klynger sig til den kolde jord, som for ikke at blive fejet endnu længere bort fra sin Gud.

Cypresser og oliventræer græder tunge dugdråber på hans sårede legeme, som om naturen græder med sin Skaber. Men han mærker det ikke. Hans blege læber former sig til et skrig:

»Min Fader! er det muligt, så lad denne kalk gå mig forbi.« Men selv nu tilføjer han: »Dog ikke, som jeg vil, men som du vil.« Matt. 26,39.

Tre gange viger han tilbage for dette det tungeste offer af alle. Men menneskeslægtens historie viser sig som i et panorama for verdens Genløser. Han ved, at hans lovs overtrædere vil dø, hvis de bliver overladt til sig selv.

Var der ingen vej uden om Golgata? Åbenbart ikke. Synden havde udfordret Guds lov. Og den lov måtte bestå, ellers ville selve universet falde. Synden var ikke noget, man kunne isolere - eller ignorere - eller overse. Jesus havde ingen anden mulighed for at imødegå den, end at lade dens dødbringende forbandelse falde over ham selv.

Er der et hjerte så hårdt, at det ikke røres ved beretningen om hin nats frygtelige livtag med synden? Er der følelser så hårde, sind så kolde, at Golgata ikke kan bevæge? Men hvor mange af os ved, hvad der virkelig skete? Hvor mange af os ved, hvorfor det skete? Hvorfor måtte Jesus i det hele taget dø?

Svaret er enkelt. En lov var blevet overtrådt. En forfatning var blevet udfordret. Og fordi denne lov, denne forfatning, som i en sum indeholdt de grundlæggende principper for alt, hvad der er ret, kunne den ikke sættes til side - om det så skulle koste Guds Søns liv.

Mennesket ville gå fortabt uden en frelser. Mennesket ville gå til grunde, fordi »syndens løn er døden.« Rom. 6,23. Og »synd er lovbrud.« 1 Joh. 3,4. Det var for at tilfredsstille den brudte lovs krav, at Kristus døde i vort sted. Hvis denne lov kunne være blevet sat til side uden fare for universet, hvis dens forskrifter kunne have været afskaffet uden at ryste sikkerheden for Himmel og jord, da havde Golgata været unødvendigt og kun et meningsløst drama!

Begynder du at forstå det nu? Fornemmer du nu intensiteten og den nye, dybe betydning af denne skæbnekamp i Getsemane? Han kunne have kaldet på ti tusinde engle for at få hjælp. Han kunne have overladt mennesket til den skæbne, det havde fortjent. Men nej. Hans beslutning var truffet. Han ville frelse mennesket, uanset hvad det ville koste ham selv. Med sine bare hænder griber han om syndens halvkugler, der er ved at smelte sammen, og river dem heltemodigt fra hinanden og bryder deres magt. Disse hænder vil bære mærkerne af dette sammenstød gennem al evighed. Men på grund af det, han gjorde hin nat, vil millioner leve.

Fra haven træder han ud i konfliktens sidste raseri. Så kommer den endnu ukendte prøve. Og til sidst, idet nedtællingen nærmer sig, bestiger han Golgatas høj. Han står på nulpunktet.

Synden bliver meget virkelig, når vi ser, hvad den gjorde ved Guds Søn. Forestil dig scenen, hvis du kan. Skaren følger det, der sker, med spændt opmærksomhed. Frelseren nagles til et groft og grusomt kors. Det stødes på plads. Og menneskene tror, at dette er afslutningen.

Fra hoben stiger det skærende, sarkastiske råb: »Frels dig selv! Frels dig selv - hvis du kan!«

De så kun en døende mand og råbte: »Frels dig selv!« Men der var en undtagelse fra denne næsten universelle blindhed. Over larmen fra disse spottende stemmer råbte en ensom mand: »Frels mig! « Intet under at Frelseren, selv i sin døds smerte, vendte sig ved lyden af disse ord. Her var en, som syntes at forstå.

Gennem århundreder havde menneskene nemlig bragt uskyldige lam til templet og slagtet dem som et forbillede på det Guds Lam, der skulle komme som det sande sonoffer. Nu var han her. Tidsaldrenes nedtælling var kommet til nul timen. Men kun den døende røver syntes at forstå det. Han, som hang ved siden af ham, var ikke en mislykket reformator. Han var ikke en misforstået filosof. Han var ikke bare en martyr, som døde for en god sag. Nej. Manden ved hans side var den evige Gud, der døde fordi jordens forfatning var blevet overtrådt af syndere som røveren selv. Og han sagde:
»Frels mig!«

Hvis synden ikke er andet og mere end personlig svaghed, hvis synd blot er en simpel fejlvurdering, hvis synd blot er menneskelig svaghed, da ville dette tragiske befrielsesdrama miste sin betydning. Så var det blot en unødvendig, men oprørende grusomhed.

Det var røveren, der, i modsætning til det moderne menneske, var villig til at se synden, som den virkelig er. Han så sig selv, ikke som et hjælpeløst produkt af sine omgivelser, hvis uheldige adfærd kunne spores tilbage til en eller anden hændelse i barndommen eller til en ulykkelig kombination af kromosomer og gener. Nej. Han så sig selv som en synder - en synder af egen fri vilje. Ved siden af sig så han ikke en martyr, men et offer. Og han sagde »Frels mig!«

Dette er sagens kerne. Var denne et menneske - et godt menneske- måske det bedste af alle mennesker - døende som et passivt offer i onde menneskers hænder? Eller var han den evige Gud, som betalte prisen for den brudte lov, en pris hvorom intet kompromis var muligt?

Glem det aldrig! Hvis han blot var et menneske, så handler beretningen kun om et justitsmord. Hvis han var Gud, handler beretningen om et offer. Hvis han kun var et menneske, ser vi for os en martyr. Hvis han var Gud, ser vi for os et offer.

Synden med dens dødbringende nedfald betyder død. Døden er i den. Døden står skrevet på hver nerve, hvert væv og hver celle i vore legemer. Hele menneskeslægten er ramt.

Og ingen dødelig kan gøre noget som helst ved det. Her kræves et offer. En martyr kunne ikke gøre det.

Derfor måtte Jesus dø. Dette er, hvad Golgata betyder. Dette er den afgørende årsag. Synden var blevet mere og mere intens, indtil den bleven kritisk masse på Golgata. Men Guds Søn kastede sit eget legeme ind i dens kædereaktions dødbringende stråling og brød dens ødelæggende kraft - for at frelse dig, for at frelse mig!

Golgata er mere end en beretning. Golgata betyder endnu mere end, at Gud døde i menneskets sted. Idet vi trænger ned i dets dybe betydning, vil der være endnu flere overraskelser i vente. For Golgata - med dets brudte lov og dets uudsigelige offer - rører ved spørgsmål, som du og jeg, som hver mand, hver kvinde, hvert barn, må møde før eller siden i livet. Det rører ved grundlæggende loyalitetsforhold, som intet menneske kan undlade at tage stilling til.

Dette er, hvad denne bog handler om. En dag, som Gud beder os huske. Men vi vil ikke virkelig kunne forstå spørgsmålet, eller hvorfor det er et spørgsmål, hvis ikke vi går tilbage til den dag, stjernerne sang - og gør os klart, hvad det koster at glemme.

En kugle af ild - som et flammende brudstykke fra en hvidglødende stjernes indre! Og ud af dette brændende bjerg fødes en ny og skælvende verden - en verden, der kan blive spaltet og forreven og forvreden ved sin iboende kraft, men en verden, som, hvis den vil lytte, i det spaltede atom kan høre et ekko af sin egen allerførste begyndelse.

I dag, idet skyen hæver sig, og dens radioaktive partikler forsvinder over hovederne på spørgende, undrende mænd og kvinder, ser vi indrammet i denne skyen fascinerende påmindelse om den dag, stjernerne sang.

Mennesker kan ikke forske i universets hemmeligheder ret længe uden at blive stillet ansigt til ansigt med det faktum, der hedder en Skaber, og med skabelsen - den gammeldags, umoderne skabelse, som mennesker ikke vil tro på. Mange af verdens skarpeste hjerner er, idet de trænger ned i naturens mystiske kræfter, begyndt at konkludere, at Bibelens henvisninger til en Gud, som skabte alle ting, når alt kommer til alt, ikke er så irrationel, men ganske videnskabelig.

Jeg stod på scenen i Stoll-teatret i London og talte over dette emne. Ved siden af mig stod Frank Jeffries fra Det kongelige astronomiske Selskab - astronom, videnskabsmand, matematiker. Gennem mange år havde han haft ansvaret for tidsbestemmelsen ved det berømte gamle Greenwich. Forestil dig forsamlingen, siddende i forventningsfuld tavshed, idet denne rolige, klarttænkende videnskabsmand udtrykte sine dybe overbevisning.

»Venner,« sagde han, »de største tænkere ned gennem tiderne til vor moderne tid er kommet fuldstændig til kort, når de skulle give en tilfredsstillende forklaring på, hvordan og hvornår denne jord er blevet til. Hvilken teori de end har udviklet, er de alle til sidst kommet til at stå ansigt til ansigt med en nødvendig første årsag, som de ikke kan definere.

Derfor snubler de hele tiden af sted for at famle efter den, og drager millioner efter sig. Og hele tiden, vandrende stille bag ved dem, håbende at de vil vende sig om og se ham i ansigtet, er den første Årsag, Himmelens o gjordens Herre og Gud!«

Minder dette ikke om Bibelens allerførste ord: »I begyndelsen skabte Gud«?
Er der noget andet sted at begynde?

Universet har længe været et mysterium for mennesket. Så længe hans viden var så begrænset, var det måske naturligt for ham at udvikle sine egne ideer om den første begyndelse.

Mennesker, som var ukendte med Guds åbenbaring, kunne med deres begrænsede udsyn for fem hundrede år siden tro, at jorden var firkantet og måtte holdes oppe af en eller anden kæmpe fra mytologien. Bare for hundrede år siden troede nogle, det var let at komme uden om Skaberen. Mennesket vidste så lidt om skabelsen.

Men så kom dette mærkelige tyvende århundrede. Og alt er forandret.

Det var i det sidste år af første verdenskrig, at den berømte britiske videnskabsmand Ernest Rutherford, da han blev bebrejdet for at have forsømt et udvalgsmøde, uden mindste forlegenhed svarede: »Tag det bare roligt! j eg har været optaget af eksperimenter, som tyder på, at atomet kan spaltes på kunstig vis. Hvis det er sandt, er det af langt større betydning end en krig.«

Så i 1927, da to unge studenter spadserede sammen nær Gattingen, gik det op for den ene af dem, at termonukleare reaktioner i solen, sammensmeltningen af letvægtsatomer, kunne være forklaringen på solenergi. Denne tanke førte til sidst tilbrintbomben.

Så kom trediverne, hvor hele kredsen af videnskabsmænd syntes besat af en eneste ide - at finde ud af hvad der er universets drivfjeder. I 1932 opdagede James Chadwick neutronet, nøglen til atomets spaltning.

Syv skæbnesvangre år skulle gå, før fysikere fuldt ud erkendte neutronets betydning. I løbet af disse syv år blev der faktisk spaltet atomer med neutroner i Paris, Cambridge, Rom, Zurich og Berlin, uden at nogen fattede mistanke. Videnskabsmændene nægtede simpelt hen at tro, hvad deres instrumenter fortalte dem. Det syntes alt for fantastisk.

En af Enrico Fermis elever forklarede: »Gud havde af uransagelige grunde i de år gjort alle blinde for, hvad atomets spaltning indebar.« Timen var endnu ikke kommet. Men menneskene skulle ikke længe holdes tilbage fra den hemmelighed, de søgte.

Femogtyve hundrede år tidligere havde Gud sagt til profeten: »Sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid! ... Og kundskaben skal blive stor.« Dan. 12,4.

Hvem spaltede først atomet ? Hele kredsen af videnskabsmænd - Rutherford, Fermi, Foliot-Curie, Frisch, Szilard og mange andre - syntes drevet frem mod dette mål. Og da det var nået, stod de tilbage fyldt med rædsel for det, deres hænder havde udrettet. En af dem sagde: »Den eneste måde, hvorved jeg kan fornemme, at den nye opfindelse virkelig er betydningsfuld, er den følelse af rædsel, der griber mig.«

Så kom konstruktionen af bomben. Og mange af de mænd, som udførte arbejdet, fik ikke at vide, hvad projektet i virkeligheden gik ud på, før den morgen, da det første atombombeforsøg fandt sted i Alamogordo. Selv videnskabsmændene var ikke fuldt klar over den umådelige rækkevidde af det, de havde gjort, før i det øjeblik, da de så hele området oplyst af det blændende lysglimt og hørte den ærefrygtindgydende torden. General Farrell udtalte: »Eksplosionen ... fik os til at føle, at vi små, ubetydelige væsener gjorde os skyldige i gudsbespottelse ved at vove at pille ved de kræfter, som hidtil har været forbeholdt den Almægtige.«

Det siges, at Oppenheimer under selve det voldsomme lufttryk holdt sig fast til en af søjlerne i kontrolrummet. Idet han stod som stivnet af frygt slog et vers fra hinduernes hellige epos, Bhagavad-Gita, ned i ham:
Hvis stråleglansen fra tusinde sole skulle bryde frem på Himmelen,
det ville være som den Almægtiges herlighed.

Hvordan kunne noget menneske, som var til stede den dag, tvivle på, at der er en Skaber?

Albert Einstein konkluderede, at atomets spaltning i virkeligheden er det modsatte af skabelse. Kan du ikke se, hvordan denne opdagelse, som næsten kan tage vejret fra en, gør det ganske let at tro på Bibelens skabelsesberetning? For hvis mennesket kan omforme materie til energi, skulle skaberen så ikke kunne omforme energi til materie?

Det er nu muligt ikke alene at tro, men, i det mindste svagt, at forstå hvordan Skaberen arbejder. »Ved Herrens ord blev himlen skabt og al dens hærved hans munds ånde. ... Thi han talte, så skete det, han bød, så stod det der.« Sl. 33,6 og 9.

Det lille bitte atom har tvunget mennesket til at gennemtænke den slags ord på ny. Atomets lynglimt, mere strålende end tusinde sole, har på ny mindet ham om den Almægtiges herlighed. Og om den dag stjernerne sang. Langt tilbage i oldtiden sagde Gud til job: »Hvor var du, da jeg grundede Jorden?« »Mens morgenstjernerne jublede til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde?« Job 38,4 og 7.

Forestil dig det med din dristigste fantasi, hvis du kan. Skaberens majestætiske tordenrøst. Verdener slynges ud i rummet. Sole sættes i brand. Elektroner sættes i gang i deres baner. Og til det hele synger stjernerne. Sfærernes musik. Guds sønner råber til deres Skabers pris!

Jeg spørger dig: Ville du udskifte dette billede med en amøbe ude i et eller andet urtidshav, som langsomt udvikler sig gennem milliarder af år til en eller anden højere form for liv? Hvordan vil du helst have det?

denne artikel fortsætter  >>> >>>

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk