Den dag Gud
aldrig glemmer!
Det var i foråret 1946. Der var ved at
blive truffet
forberedelser til de planlagte atombombeforsøg ved øen
Bikini
i det sydlige Stillehav. En ung atomfysiker ved navn Louis Slotin var i
færd med at demonstrere et eksperiment. Han havde med held
udført
det samme eksperiment mange gange tidligere. Men denne dag, lige
før
han skulle forlade Los Alamos på grund af en anden opgave, ville
han gennemgå det en sidste gang.
Hensigten med eksperimentet var at
fastslå, hvilken
mængde U-235 der var nødvendig for at sætte en
kædereaktion
i gang - atomfysikerne kalder det en kritisk masse. Forsøget gik
ud på at skubbe to klumper uran langsomt mod hinanden. Og
så
- netop som massen blev kritisk, ved at kædereaktionen lige netop
kom i gang, gjaldt det om, at han omgående skubbede klumperne fra
hinanden igen med sin skruetrækker, inden massen blev farlig
radioaktiv.
Men netop denne dag, da massen var lige ved at
blive kritisk,
smuttede skruetrækkeren! De to halvkugler af uran kom for
nær
hinanden. I samme øjeblik fyldtes rummet af et mærkeligt
blåligt
skær. Unge Louis Slotin kunne have sprunget tilbage fra bordet og
måske have frelst sig selv. Men nej.
Han afbrød den dødbringende
kædereaktion
ved at rive de to halvkugler fra hinanden med de bare hænder!
Ved denne øjeblikkelige,
selvforglemmende handling
reddede han livet for de syv andre mennesker i rummet. H an ind
så
straks, at han selv ville bukke under for virkningen af dette
atomuheld.
Men han tabte ikke selvbeherskelsen. Idet han råbte til sine
kolleger
om at blive stående, nøjagtig hvor de havde været i
det øjeblik, ulykken skete, tegnede han på tavlen en
detaljeret
skitse af deres positioner, så lægerne havde mulighed for
at
beregne den grad af bestråling, hver enkelt havde været
udsat
for.
Lidt senere stod han sammen med Al Graves, den
fysiker,
der næst efter ham selv havde været udsat for den
stærkeste
stråling, ude ved vejen og ventede på en bil, der skulle
køre
dem til hospitalet. Fuldt vidende om den skæbne, der ventede ham,
sagde han rolig til sin kollega: »Du vil slippe godt fra det her.
Men selv har jeg ingen chancer!« Det var kun alt for sandt. Ni
dage
senere døde han under store lidelser.
Dette er en hjælp for mig. Det
hjælper mig
til at forstå. For nitten hundrede år siden trådte
den
levende Guds Søn lige ind i syndens mest koncentrerede
stråling,
lod sig frivilligt berøre af dens forbandelse og lod den
berøve
ham livet. Tidsaldrenes opsamlede skyld udløste sin
dødbringende
besmittelse over Golgata. Og han, der havde skabt atomet, lod sig nagle
fast i det absolutte nulpunkt, tillod onde mænd at udløse
den frygtelige grusomhed, vi forbinder med ordet Golgata. Ved denne
handling
standsede han kædereaktionen.
Han standsede syndens magt.
Mærkeligt sande var de spottende ord fra
lederne,
som så ham dø: »Andre har han frelst, sig selv kan
han
ikke frelse." Matt. 27,42.
Sandere ord har aldrig været sagt. For
at afbryde
syndens kædereaktion, for at standse dens dødbringende
nedfald,
måtte han give sit eget liv. Han kunne ikke både frelse sig
selv og andre. Det er, som om han talte til hvert menneske: »Du
vil
slippe godt fra det her. Men selv har jeg ingen chancer.«
Kunne det tænkes, at universets Gud i et
sidste
forsøg på at hjælpe vore begrænsede,
indsnævrede
sind til at forstå, hvad der virkelig skete på Golgata, har
tilladt os at pille ved kosmiske kræfter for at give os et
ordforråd,
som bedre kan forklare det? Golgata synes så langt borte,
så
helt ude af forbindelse med den rastløse tid, vi lever i. Ganske
vist nærer vi som kristen ærbødighed for Golgata.
Men
for de fleste af os er det ikke meget andet end en
andagtsøvelse,
som vi udfører ved passende lejligheder, eller når vi er i
humør til det. Og når vi standser for at tænke over
det, er vi da virkelig klar over, hvad det betyder? Eller hvorfor det
måtte
ske?
Vi er for fortravlede - for rastløse -
tor usikre
- for bange for utrygge. Vi har netop gennemlevet de mest
afgørende
og revolutionerende år af vor historie, år med opgang og
nedgang
og forandringer, år med forventning og mystik. Vor
tænkeevne
er blevet anspændt til det yderste i forsøg på blot
at forstå, endsige beherske udviklingen.
Teknologien har både forbløffet
os og skræmt
os. Det, man hidtil havde regnet som de yderste grænser for
menneskets
omgivelser, er blevet gennembrudt. Tyngdekraften er trodset. Mennesket
har rejst i det ydre rum. Menneskets fingre har rørt ved
Månen.
Og nu er det i færd med at fingerere ved den gåde, der
hedder
menneskecellen.
Vi har for travlt til Golgata. For travlt med
forbrydelser
og straf, med demonstrationer og protester og bomber, med kolde og
varme
krige og guerillakrige, med nationer, der har sovet i
århundreder,
men nu er vågnet og spiller med megaton-muskler.
For millioner af mennesker er Golgata ikke
andet end en
harmløs følelsesmæssig afspænding fra ugens
spændinger
sjældent regnet som lægedom for et samfund som vort. Det
synes
alt for langt fra vor fartglade, ambitiøse, pralende generation,
der regner alting i tal.
Vidste du, at selv Golgata var klimaks for en
nedtælling?
Ordene nedtælling, nulpunkt og nedfald var
ganske
vist ikke kendt dengang. Men ned gennem århundrederne havde
tidsaldrenes
største nedtælling været i gang. Husker du ordene
fra
apostlen Paulus: »Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin
Søn,
... for at han skulle løskøbe.« Gal. 4,4-5.
Gud havde en grund til at sende sin Søn
til verden
netop på dette tidspunkt. Det var et af historiens
mørkeste
øjeblikke. Tidsaldrenes opsamlede synd havde samlet sig over
Palæstina
og de omboende folkeslag. Synden var blevet en videnskab, og ondskaben
en del af religionen.
Netop i denne time var det, at Guds
Søn, fordringsløs
og beskeden, trådte ind i denne verden - i en stald i Betlehem.
Vi
følger hans barndom, ren og pletfri, som en blomst i det dynd af
besmittelse og ondskab, som Nazaret var kendt for. Som tolvårig
overraskede
han de lærde mænd i templet med sin visdom og
opfattelsesevne
Derpå fulgte atten stille år. Som trediveårig
trådte
han ud fra tømrerværkstedet og forkyndte dristigt, at han
var Messias, Guds Søn.
Det var denne påstand, og hans karakters
renhed,
der ophidsede misundelige magter til at planlægge hans
død.
Men gang på gang læser vi, at hans time endnu ikke var
inde.
Indtil den time var han sikker. Lidet anede hans fjender, at de var
redskaber
i det profetiske urs nedtælling.
Efter tre års kærlighedsfyldt
tjeneste sagde
han til sidst: »Se, timen er nær.« Matt. 26,45. Og
onde
mænd drog ud for at fuldbyrde den usleste forbrydelse, som
menneskeslægten
nogen sinde har gjort sig skyldig i. Nu var der ikke længere en
guddommelig
hånd til at holde dem tilbage fra deres frygtelige forehavende.
Betragt hele denne række af tragedier,
som vi er
vidner til i Getsemane. Og se nøje efter. For Getsemane var ikke
et drama eller et skuespil. Det var en kamp. Det var evighedens
slagmark.
Og den kamp angik dig og mig.
Jesus havde tilbragt mange nætter i
bøn,
men aldrig en nat som denne. Idet han trådte ind i haven,
begyndte
den frygtelige byrde af verdens synd at tynge hans sjæl. Han
måtte
smage døden for hvert menneske. For hvert menneske havde syndet.
Efterladende sine disciple slæbte han
sig nogle
skridt fra dem og faldt på sit ansigt som knust under en usynlig
byrde. Alle Helvedes magter løb storm mod ham. Guds fjende
måtte
sejre nu - i Frelserens svageste time - eller blive evigt
fordømt.
Faderen skjulte sit ansigt for scenen. Jesus
måtte
bære menneskehedens skyld alene. Der måtte være en
afgrund
mellem God og synden. Og den frygtelige adskillelse knuste Guds
Søns
liv. Ville han bestå prøven? Lad os ikke overse den
mulighed,
at han kunne have opgivet! Guds Søns menneskelighed
skælvede
i denne krisetime. Menneskeslægtens skæbne hang i
vægtskålen.
Det frygtelige øjeblik var kommet. Ville han tørre den
blodige
sved af sin pande og overlade menneskene til at dø i deres
synder?
Han kunne have gjort det!
Få timer forinden havde Jesus
stået som en
mægtig ceder over for modstandens storme. Men nu er han som et
knækket
rør, slået og mishandlet af stormens racen. Han klynger
sig
til den kolde jord, som for ikke at blive fejet endnu længere
bort
fra sin Gud.
Cypresser og oliventræer græder
tunge dugdråber
på hans sårede legeme, som om naturen græder med sin
Skaber. Men han mærker det ikke. Hans blege læber former
sig
til et skrig:
»Min Fader! er det muligt, så lad
denne kalk
gå mig forbi.« Men selv nu tilføjer han: »Dog
ikke, som jeg vil, men som du vil.« Matt. 26,39.
Tre gange viger han tilbage for dette det
tungeste offer
af alle. Men menneskeslægtens historie viser sig som i et
panorama
for verdens Genløser. Han ved, at hans lovs overtrædere
vil
dø, hvis de bliver overladt til sig selv.
Var der ingen vej uden om Golgata?
Åbenbart ikke.
Synden havde udfordret Guds lov. Og den lov måtte bestå,
ellers
ville selve universet falde. Synden var ikke noget, man kunne isolere -
eller ignorere - eller overse. Jesus havde ingen anden mulighed for at
imødegå den, end at lade dens dødbringende
forbandelse
falde over ham selv.
Er der et hjerte så hårdt, at det
ikke røres
ved beretningen om hin nats frygtelige livtag med synden? Er der
følelser
så hårde, sind så kolde, at Golgata ikke kan
bevæge?
Men hvor mange af os ved, hvad der virkelig skete? Hvor mange af os
ved,
hvorfor det skete? Hvorfor måtte Jesus i det hele taget dø?
Svaret er enkelt. En lov var blevet
overtrådt. En
forfatning var blevet udfordret. Og fordi denne lov, denne forfatning,
som i en sum indeholdt de grundlæggende principper for alt, hvad
der er ret, kunne den ikke sættes til side - om det så
skulle
koste Guds Søns liv.
Mennesket ville gå fortabt uden en
frelser. Mennesket
ville gå til grunde, fordi »syndens løn er
døden.«
Rom. 6,23. Og »synd er lovbrud.« 1 Joh. 3,4. Det var for at
tilfredsstille den brudte lovs krav, at Kristus døde i vort
sted.
Hvis denne lov kunne være blevet sat til side uden fare for
universet,
hvis dens forskrifter kunne have været afskaffet uden at ryste
sikkerheden
for Himmel og jord, da havde Golgata været unødvendigt og
kun et meningsløst drama!
Begynder du at forstå det nu? Fornemmer
du nu intensiteten
og den nye, dybe betydning af denne skæbnekamp i Getsemane? Han
kunne
have kaldet på ti tusinde engle for at få hjælp. Han
kunne have overladt mennesket til den skæbne, det havde fortjent.
Men nej. Hans beslutning var truffet. Han ville frelse mennesket,
uanset
hvad det ville koste ham selv. Med sine bare hænder griber han om
syndens halvkugler, der er ved at smelte sammen, og river dem
heltemodigt
fra hinanden og bryder deres magt. Disse hænder vil bære
mærkerne
af dette sammenstød gennem al evighed. Men på grund af
det,
han gjorde hin nat, vil millioner leve.
Fra haven træder han ud i konfliktens
sidste raseri.
Så kommer den endnu ukendte prøve. Og til sidst, idet
nedtællingen
nærmer sig, bestiger han Golgatas høj. Han står
på
nulpunktet.
Synden bliver meget virkelig, når vi
ser, hvad den
gjorde ved Guds Søn. Forestil dig scenen, hvis du kan. Skaren
følger
det, der sker, med spændt opmærksomhed. Frelseren nagles
til
et groft og grusomt kors. Det stødes på plads. Og
menneskene
tror, at dette er afslutningen.
Fra hoben stiger det skærende,
sarkastiske råb:
»Frels dig selv! Frels dig selv - hvis du kan!«
De så kun en døende mand og
råbte:
»Frels dig selv!« Men der var en undtagelse fra denne
næsten
universelle blindhed. Over larmen fra disse spottende stemmer
råbte
en ensom mand: »Frels mig! « Intet under at Frelseren, selv
i sin døds smerte, vendte sig ved lyden af disse ord. Her var
en,
som syntes at forstå.
Gennem århundreder havde menneskene
nemlig bragt
uskyldige lam til templet og slagtet dem som et forbillede på det
Guds Lam, der skulle komme som det sande sonoffer. Nu var han her.
Tidsaldrenes
nedtælling var kommet til nul timen. Men kun den døende
røver
syntes at forstå det. Han, som hang ved siden af ham, var ikke en
mislykket reformator. Han var ikke en misforstået filosof. Han
var
ikke bare en martyr, som døde for en god sag. Nej. Manden ved
hans
side var den evige Gud, der døde fordi jordens forfatning var
blevet
overtrådt af syndere som røveren selv. Og han sagde:
»Frels mig!«
Hvis synden ikke er andet og mere end
personlig svaghed,
hvis synd blot er en simpel fejlvurdering, hvis synd blot er
menneskelig
svaghed, da ville dette tragiske befrielsesdrama miste sin betydning.
Så
var det blot en unødvendig, men oprørende grusomhed.
Det var røveren, der, i
modsætning til det
moderne menneske, var villig til at se synden, som den virkelig er. Han
så sig selv, ikke som et hjælpeløst produkt af sine
omgivelser, hvis uheldige adfærd kunne spores tilbage til en
eller
anden hændelse i barndommen eller til en ulykkelig kombination af
kromosomer og gener. Nej. Han så sig selv som en synder - en
synder
af egen fri vilje. Ved siden af sig så han ikke en martyr, men et
offer. Og han sagde »Frels mig!«
Dette er sagens kerne. Var denne et menneske -
et godt
menneske- måske det bedste af alle mennesker - døende som
et passivt offer i onde menneskers hænder? Eller var han den
evige
Gud, som betalte prisen for den brudte lov, en pris hvorom intet
kompromis
var muligt?
Glem det aldrig! Hvis han blot var et
menneske, så
handler beretningen kun om et justitsmord. Hvis han var Gud, handler
beretningen
om et offer. Hvis han kun var et menneske, ser vi for os en martyr.
Hvis
han var Gud, ser vi for os et offer.
Synden med dens dødbringende nedfald
betyder død.
Døden er i den. Døden står skrevet på hver
nerve,
hvert væv og hver celle i vore legemer. Hele
menneskeslægten
er ramt.
Og ingen dødelig kan gøre noget
som helst
ved det. Her kræves et offer. En martyr kunne ikke gøre
det.
Derfor måtte Jesus dø. Dette er,
hvad Golgata
betyder. Dette er den afgørende årsag. Synden var blevet
mere
og mere intens, indtil den bleven kritisk masse på Golgata. Men
Guds
Søn kastede sit eget legeme ind i dens kædereaktions
dødbringende
stråling og brød dens ødelæggende kraft - for
at frelse dig, for at frelse mig!
Golgata er mere end en beretning. Golgata
betyder endnu
mere end, at Gud døde i menneskets sted. Idet vi trænger
ned
i dets dybe betydning, vil der være endnu flere overraskelser i
vente.
For Golgata - med dets brudte lov og dets uudsigelige offer -
rører
ved spørgsmål, som du og jeg, som hver mand, hver kvinde,
hvert barn, må møde før eller siden i livet. Det
rører
ved grundlæggende loyalitetsforhold, som intet menneske kan
undlade
at tage stilling til.
Dette er, hvad denne bog handler om. En dag,
som Gud beder
os huske. Men vi vil ikke virkelig kunne forstå
spørgsmålet,
eller hvorfor det er et spørgsmål, hvis ikke vi går
tilbage til den dag, stjernerne sang - og gør os klart, hvad det
koster at glemme.
En kugle af ild - som et flammende brudstykke
fra en hvidglødende
stjernes indre! Og ud af dette brændende bjerg fødes en ny
og skælvende verden - en verden, der kan blive spaltet og
forreven
og forvreden ved sin iboende kraft, men en verden, som, hvis den vil
lytte,
i det spaltede atom kan høre et ekko af sin egen
allerførste
begyndelse.
I dag, idet skyen hæver sig, og dens
radioaktive
partikler forsvinder over hovederne på spørgende, undrende
mænd og kvinder, ser vi indrammet i denne skyen fascinerende
påmindelse
om den dag, stjernerne sang.
Mennesker kan ikke forske i universets
hemmeligheder ret
længe uden at blive stillet ansigt til ansigt med det faktum, der
hedder en Skaber, og med skabelsen - den gammeldags, umoderne skabelse,
som mennesker ikke vil tro på. Mange af verdens skarpeste hjerner
er, idet de trænger ned i naturens mystiske kræfter,
begyndt
at konkludere, at Bibelens henvisninger til en Gud, som skabte alle
ting,
når alt kommer til alt, ikke er så irrationel, men ganske
videnskabelig.
Jeg stod på scenen i Stoll-teatret i
London og talte
over dette emne. Ved siden af mig stod Frank Jeffries fra Det kongelige
astronomiske Selskab - astronom, videnskabsmand, matematiker. Gennem
mange
år havde han haft ansvaret for tidsbestemmelsen ved det
berømte
gamle Greenwich. Forestil dig forsamlingen, siddende i forventningsfuld
tavshed, idet denne rolige, klarttænkende videnskabsmand udtrykte
sine dybe overbevisning.
»Venner,« sagde han, »de
største
tænkere ned gennem tiderne til vor moderne tid er kommet
fuldstændig
til kort, når de skulle give en tilfredsstillende forklaring
på,
hvordan og hvornår denne jord er blevet til. Hvilken teori de end
har udviklet, er de alle til sidst kommet til at stå ansigt til
ansigt
med en nødvendig første årsag, som de ikke kan
definere.
Derfor snubler de hele tiden af sted for at
famle efter
den, og drager millioner efter sig. Og hele tiden, vandrende stille bag
ved dem, håbende at de vil vende sig om og se ham i ansigtet, er
den første Årsag, Himmelens o gjordens Herre og Gud!«
Minder dette ikke om Bibelens
allerførste ord:
»I begyndelsen skabte Gud«?
Er der noget andet sted at begynde?
Universet har længe været et
mysterium for
mennesket. Så længe hans viden var så
begrænset,
var det måske naturligt for ham at udvikle sine egne ideer om den
første begyndelse.
Mennesker, som var ukendte med Guds
åbenbaring,
kunne med deres begrænsede udsyn for fem hundrede år siden
tro, at jorden var firkantet og måtte holdes oppe af en eller
anden
kæmpe fra mytologien. Bare for hundrede år siden troede
nogle,
det var let at komme uden om Skaberen. Mennesket vidste så lidt
om
skabelsen.
Men så kom dette mærkelige tyvende
århundrede.
Og alt er forandret.
Det var i det sidste år af første
verdenskrig,
at den berømte britiske videnskabsmand Ernest Rutherford, da han
blev bebrejdet for at have forsømt et udvalgsmøde, uden
mindste
forlegenhed svarede: »Tag det bare roligt! j eg har været
optaget
af eksperimenter, som tyder på, at atomet kan spaltes på
kunstig
vis. Hvis det er sandt, er det af langt større betydning end en
krig.«
Så i 1927, da to unge studenter
spadserede sammen
nær Gattingen, gik det op for den ene af dem, at termonukleare
reaktioner
i solen, sammensmeltningen af letvægtsatomer, kunne være
forklaringen
på solenergi. Denne tanke førte til sidst tilbrintbomben.
Så kom trediverne, hvor hele kredsen af
videnskabsmænd
syntes besat af en eneste ide - at finde ud af hvad der er universets
drivfjeder.
I 1932 opdagede James Chadwick neutronet, nøglen til atomets
spaltning.
Syv skæbnesvangre år skulle
gå, før
fysikere fuldt ud erkendte neutronets betydning. I løbet af
disse
syv år blev der faktisk spaltet atomer med neutroner i Paris,
Cambridge,
Rom, Zurich og Berlin, uden at nogen fattede mistanke.
Videnskabsmændene
nægtede simpelt hen at tro, hvad deres instrumenter fortalte dem.
Det syntes alt for fantastisk.
En af Enrico Fermis elever forklarede:
»Gud havde
af uransagelige grunde i de år gjort alle blinde for, hvad
atomets
spaltning indebar.« Timen var endnu ikke kommet. Men menneskene
skulle
ikke længe holdes tilbage fra den hemmelighed, de søgte.
Femogtyve hundrede år tidligere havde
Gud sagt til
profeten: »Sæt lukke for ordene og segl for bogen til
endens
tid! ... Og kundskaben skal blive stor.« Dan. 12,4.
Hvem spaltede først atomet ? Hele
kredsen af videnskabsmænd
- Rutherford, Fermi, Foliot-Curie, Frisch, Szilard og mange andre -
syntes
drevet frem mod dette mål. Og da det var nået, stod de
tilbage
fyldt med rædsel for det, deres hænder havde udrettet. En
af
dem sagde: »Den eneste måde, hvorved jeg kan fornemme, at
den
nye opfindelse virkelig er betydningsfuld, er den følelse af
rædsel,
der griber mig.«
Så kom konstruktionen af bomben. Og
mange af de
mænd, som udførte arbejdet, fik ikke at vide, hvad
projektet
i virkeligheden gik ud på, før den morgen, da det
første
atombombeforsøg fandt sted i Alamogordo. Selv
videnskabsmændene
var ikke fuldt klar over den umådelige rækkevidde af det,
de
havde gjort, før i det øjeblik, da de så hele
området
oplyst af det blændende lysglimt og hørte den
ærefrygtindgydende
torden. General Farrell udtalte: »Eksplosionen ... fik os til at
føle, at vi små, ubetydelige væsener gjorde os
skyldige
i gudsbespottelse ved at vove at pille ved de kræfter, som hidtil
har været forbeholdt den Almægtige.«
Det siges, at Oppenheimer under selve det
voldsomme lufttryk
holdt sig fast til en af søjlerne i kontrolrummet. Idet han stod
som stivnet af frygt slog et vers fra hinduernes hellige epos,
Bhagavad-Gita,
ned i ham:
Hvis stråleglansen fra tusinde sole skulle
bryde
frem på Himmelen,
det ville være som den Almægtiges
herlighed.
Hvordan kunne noget menneske, som var til
stede den dag,
tvivle på, at der er en Skaber?
Albert Einstein konkluderede, at atomets
spaltning i virkeligheden
er det modsatte af skabelse. Kan du ikke se, hvordan denne opdagelse,
som
næsten kan tage vejret fra en, gør det ganske let at tro
på
Bibelens skabelsesberetning? For hvis mennesket kan omforme materie til
energi, skulle skaberen så ikke kunne omforme energi til materie?
Det er nu muligt ikke alene at tro, men, i det
mindste
svagt, at forstå hvordan Skaberen arbejder. »Ved Herrens
ord
blev himlen skabt og al dens hærved hans munds ånde. ...
Thi
han talte, så skete det, han bød, så stod det
der.«
Sl. 33,6 og 9.
Det lille bitte atom har tvunget mennesket til
at gennemtænke
den slags ord på ny. Atomets lynglimt, mere strålende end
tusinde
sole, har på ny mindet ham om den Almægtiges herlighed. Og
om den dag stjernerne sang. Langt tilbage i oldtiden sagde Gud til job:
»Hvor var du, da jeg grundede Jorden?« »Mens
morgenstjernerne
jublede til hobe, og alle gudssønner råbte af
glæde?«
Job 38,4 og 7.
Forestil dig det med din dristigste fantasi,
hvis du kan.
Skaberens majestætiske tordenrøst. Verdener slynges ud i
rummet.
Sole sættes i brand. Elektroner sættes i gang i deres
baner.
Og til det hele synger stjernerne. Sfærernes musik. Guds
sønner
råber til deres Skabers pris!
Jeg spørger dig: Ville du udskifte
dette billede
med en amøbe ude i et eller andet urtidshav, som langsomt
udvikler
sig gennem milliarder af år til en eller anden højere form
for liv? Hvordan vil du helst have det?
denne artikel fortsætter >>>
>>>
Se mere om dette emne og mange, mange andre
meget interessante
kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk
|