Er der endnu en chance?
Mange mennesker tror, at man vil få endnu en chance for at omvende sig under "tusindårsriget", og man kalder det "en ny anledning". Atter andre tror, at for de mennesker, som aldrig har hørt om frelsen, vil dette blive deres første anledning. Bibelen giver ingen støtte for at tro på sådanne anledninger i løbet af de éttusinde år.

Teorien om "endnu en chance" er Satans opfindelse. Han ønsker, at mennesker vil udsætte deres afgørelse, om at tage imod Kristus, og han trøster dem med, at de vil få en ny anledning i løbet af de éttusinde år.
Sandheden er den, at Jesus ikke kommer igen, før alle har hørt hans tilbud om liv og frelse og har valgt enten at tage imod eller at forkaste tilbudet.
 Matt 24,14 + Mark 16,15 + Åb 14,6-7

Begivenheder ved afslutningen på de éttusinde år.
1. Jesus kommer for tredje gang, denne gang sammen med de frelste.  Zak 14,5
2. Den hellige Stad kommer ned fra Himlen.  Zak 14,10
3. De ugudelige opstår.  Åb 20,13
4. Satan løslades.  Åb 20,3 og 7
5. Satan forsøger, sammen med de ugudelige, at indtage staden.  Åb 20,9
6. Ild fra Himmelen tilintetgør angriberne. Zak 12,9 + Åb 20,9
7. Ilden renser jorden og slukkes først, når alt er udbrændt.
8. Gud skaber en ny himmel og en ny jord.
Es 65,17; 66,22 + 2 Pet 3,13 + Åb 21,1
9. Guds nye rige er en realitet her på jorden. Es 37,27 + 2 Kor 6,16 + Åb 21,3

Hvert år bruger verdens nationer millioner af kroner på at nå ud i verdensrummet. Mennesket synes at være opsat på at forlade denne verden og rejse til andre planeter, i håb om at finde en løsning på de mange problemer, som daglig plager dem med.
Men, at erobre verdensrummet vil ikke løse menneskenes problemer.
Så længe det menneskelige hjerte er selvisk og syndigt, vil syndens grusomhed være til stede.
Hvorledes kan mennesket da finde den fred og sikkerhed, som det så feberagtigt søger efter?
Er der ikke et sted hvor sygdom og død ikke findes?
Er der ikke et sted hvor vi kan leve i fuldkommen lykke og fred i al evighed?

Bibelen lærer os, at der er et sådant sted. Et sted, som Gud har beredt de troende fra alle tider. Dette håb har givet tro og mod til Guds børn ned igennem tiderne. Det var det håb, som gav martyrerne mod til at stå ansigt til ansigt med de vilde dyr. De løfter, som gav de mismodige styrke til at fortsætte, - det syn, som gav de sorgfulde udholdenhed til at leve endnu en dag.

Fra den dag da Adam blev drevet bort fra Edens have og livets træ, har de troende set frem til den tid, da fællesskabet med menneskets skaberen vil genopstå. Ved portene til haven lovede Gud, at det herredømme Adam mistede, ville blive genopret ved Frelseren. 1 Mos 3,15 + Luk 19,10

Nåden indbyder os til at gå gennem portene ind i Guds stad, som medlem af den kongelige familie, som et barn af den himmelske konge.
Forvandlingen fra jorden til Himmelen forandrer ikke menneskenes karakter. De frelstes lyksalighed i Himmelen er et resultat af den karakter, som de i dette liv er dannet efter Kristi forbillede. De hellige i Himmelen har først været hellige på Jorden. Det er den frelse som Kristus bragte så stort et offer for, der alene har nogen værdi, for det er den der frelser fra synd.

I den tilkommende verden vil Kristus lede de frelste langs livets flod og på en forunderlig måde undervise dem i sandheden. Han vil udfolde naturens hemmeligheder for dem. De vil se, med hvilken dygtighed den store kunstner farver markens blomster, og de vil forstå nogle af den barmhjertige Faders tanker. Sammen med de hellige engle vil de genløste med lovsange give udtryk for deres tak til Gud, og for hans store kærlighed mod dem.
Her i verden kan vi kun begynde, at få kendskab til Guds fantastiske skæberværk, dette studium vil blive fortsat igennem evigheden. Når det slør, der formørker vort syn, blive fjernet, vil vore øjne skue den verden af skønhed, som vi nu kun kan opfatter ganske svagt. Den frelste skare vil da kunne færdes fra den ene verden til den anden, og meget af deres tid vil gå med at udforske genløsningens hemmeligheder. Gennem hele evigheden vil dette emne udfolde sig mere og mere for dem.
De, som har sejret på grund af Lammets blod og deres vidnesbyrds ord, vil opnå privilegier, som er helt ufattelige.
Alle himmelrummets rigdomme vil være til rådighed for Guds børn. Med ubeskrivelig fryd skal vi få del i de ikke faldne skabningers glæde og visdom. Den dag, Kristus kommer igen, bliver kun en ødelæggelsens dag for det onde. Den bliver en genløsningens dag ikke alene for Guds folk, men også for Jorden. Gud skabte Jorden til at være menneskets hjem. Her boede Adam i en dejlig have, som Skaberen selv havde skabt.

Skønt synden har fordærvet Guds værk, har Skaberen ikke prisgivet menneskeslægten eller opgivet sin plan med Jorden. Engle har besøgt vor Jord med frelsens budskab, og dens bjerge og dale har genlydt af deres glade sang. Guds Søn har selv vandret her. Og i cirka seks tusinde år har Jorden med sin naturskønhed og rige gaver til livets ophold vidnet om Skaberens kærlighed.
Denne Jord skal være menneskets evige hjem, når den bliver løst fra syndens forbandelse. Bibelen siger om Jorden, at Gud ej skabte den øde, men dannede den til at bebos.  Es 45,18

Derfor sagde Frelseren i bjergprædikenen: "Salige er de sagtmodige, thi de skal arve Jorden".  Matt 5,5  Derfor skrev salmisten mange år tidligere: "De sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred".  Sl 37,11

Men som der står skrevet: Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham. 1 Kor 2,9

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: "Se, jeg gør alting nyt!" Og han sagde: "Skriv! For disse ord er troværdige og sande." Og han sagde til mig: "Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn. Åb 21,1-7

Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund. Es 11,6-9

Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel. For vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemarken. Det hede sand bliver til oaser, den udtørrede jord til kildevæld. På sjakalernes tilholdssted vokser der rør og siv. Dér skal der være en banet vej, Den Hellige Vej skal den hedde, de urene skal ikke færdes på den; men for hans folk bliver det en vej at gå på, hvor dårer ikke flakker om. Dér skal der ikke være løver, rovdyr kommer ikke på den, de findes ikke. Dér skal de løskøbte vandre, Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel, evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem. Es 35,5-10

Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig. Der er ikke længere børn, der dør som spæde, eller gamle, der ikke lever deres tid til ende. Ung er den, der dør som hundredårig, og den, der ikke når de hundrede, er forbandet. De skal bygge huse og bo i dem og plante vingårde og nyde deres frugt. Andre skal ikke bo i det, de bygger, eller spise, hvad de har plantet. Mit folk skal nå træets alder mine udvalgte skal nyde frugten af deres hænders værk. De slider ikke forgæves, de føder ikke børn til den bratte død; for de er Herrens velsignede afkom, og de har deres efterkommere hos sig. Før de kalder, svarer jeg, endnu mens de taler, hører jeg. Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen; men slangens føde er støv. Der findes hverken ondskab eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg, siger Herren. Es 65,22-25

Intet menneskeligt sprog formår til fulde at skildre de retfærdiges belønning. Den vil kun blive kendt af dem, der får den at se. Vi kan ikke fatte herligheden af Guds paradis.
Der er det ny Jerusalem, hovedstaden på den herlige nye jord. Herren siger: "Jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk".  Es 35,10; 65,18-19  "Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem".  Åb 21,3  På den nye jord herske retfærdigheden. Guds hellige lov vil blive holdt i ære af alle under solen. De, der har vist troskab mod Gud ved at holde hans bud, skal bo hos ham.

Nu kunne man så spørge, hvad med de små børn, som er døde før de kunne vælge hvem de ville tjene, hvad sker der med dem? Bibelen fortæller, at den Herodes ihjelslog alle Betlehems børn, som var under to år gamle. Matt 2,16-18
Det gamle Testamente forudsagde denne tragedie, og Gud sagde til mødrene, at de ikke skulle græde, fordi deres små børn ville blive givet dem igen.

Dette siger Herren: I Rama høres klageråb, bitter gråd; Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste over sine børn, for de er borte. Dette siger Herren: Græd ikke mere, stands dine tårer! For du får løn for din møje, siger Herren; de skal vende tilbage fra fjendens land. Der er håb for dine efterkommere, siger Herren. Dine børn skal vende tilbage til deres land. Jer 31,15-17

Måske har du hørt nogle sige at de frelste blot er ånder, som svæver rundt på lyserøde skyer?
Lad os derfor se hvad Guds ord siger om dette.

Mens de talte om dette, stod han midt iblandt dem, og han siger til dem: "Fred være med jer!" De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd, de så. Men han sagde til dem: "Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder - det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har." Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: "Har I noget at spise her?" De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det. Luk 24,36-43

Efter sin opstandelse beviste Jesus overfor sine disciple, ved at lade dem føle på sig og ved at spise, at han var af kød og blod. Denne Jesus, af kød og blod, opsteg til sin fader og vil komme til jorden igen. De retfærdige vil få legemer ligesom Kristi legeme - de vil være virkelige mennesker af kød og blod. Forskellen vil blive, at det himmelske legeme ikke vil være underkastet forringelse og død.
Læren om, at de frelste er åndevæsner, som ikke foretager sig andet end at flyde omkring på skyerne og spille på harper, har ingen begrundelse i skriften.
Jesus døde ikke på korset for at skænke en sådan fremtid til dem, der følger ham her i livet. Men hvad nu, for Bibelen siger: "Kød og blod kan ikke arve Guds rige." 1 Kor 15,20  Hvordan kan de frelste så være af kød og blod?
Bibelen bruger udtrykket "kød" på to måder. Dels bogstaveligt og dels til at beskrive det uomvendte menneske. "Hvad der er født af kødet, er kød, og hvad der er født af ånden, er ånd."  Joh 3,6  Udtrykket ånd beskriver det omvendte eller det genfødte menneske.

De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag. Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til. Rom 8,8-9

Bibelen siger simpelthen, at ingen kan komme ind i Guds rige, med mindre han bliver omvendt.

Hvorfor tror så mange, at de frelstes hjem er en tåget plads med åndeagtige indbyggere?
Den lære har løgnens fader udbredt. Han er ivrig efter at forvrænge Guds kærlige plan og fremstiller himlen som et uvirkeligt sted, så folk mister interessen og bliver skeptiske med hensyn til alle Guds løfter. Satan ved kun alt for godt, at hvis mennesker virkeligt forstod sandheden om de frelste hjem, ville hans magt være brudt. Alle ville da stræbe efter at få en plads på den nye jord. Derfor arbejder den onde utrætteligt på at tilsløre sandheden og skabe en falsk opfattelse af menneskehedens fremtid.

Til at begynde med, var mennesket udstyret med ædle evner og et velafbalanceret sind. Det var fuldkomment og levede i harmoni med Gud. Dets tanker var rene og dets formål helligt. Men på grund af ulydighed blev dets evner fordærvede, og egenkærlighed trådte i stedet for kærlighed. Menneskets natur blev så svækket ved overtrædelse, at det var umuligt for det i egen styrke, at modstå det ondes magt. Satan indfangede det, og det ville være forblevet Satans fange, hvis ikke Gud i sin nåde havde grebet ind. Fristeren havde til hensigt at tilintetgøre den guddommelige plan og derved fylde jorden med elendighed og ødelæggelse. Han vil desuden hævde, at alt dette onde er et resultat af, at Gud skabte mennesket.

Medens mennesket befandt sig i sin skyldfri tilstand, havde det lykkeligt samkvem med ham, i hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult til stede.  Kol 2,3  Men efter synden fandt det ikke længere glæde i hellighed og prøvede at skjule sig for Gud. Det er den tilstand det uomvendte hjerte stadig befinder sig. Det lever ikke i harmoni med Gud og har ingen glæde i samfund med ham. Synderen finder ikke lykke i Guds nærhed; han viger tilbage for hellige væseners selskab. Hvis et syndigt menneske fik lov til at komme ind i himmelen, ville det ikke være til nogen glæde for ham. Hans tanker, interesser og motiver ville stå i modsætning til dem, der leder de syndfrie beboere i himmelen. For de mennesker, som har valgt et liv uden Gud ville himmelen være et ubehageligt sted. Gud har ikke givet et vilkårligt påbud om at udelukke de ugudelige fra himmelen; disse udelukkes, fordi de er uskikkede for selskabet der. For dem ville Guds herlighed være en fortærende ild. De ville ønske at blive udslettet, så de kunne blive skjult for hans ansigt, som døde for deres genløsning.

Ved slutningen af de tusind år vender Kristus atter tilbage til jorden. Han ledsages da af alle de frelste og en skare af engle. Han stiger ned på jorden og befaler de gudløse at opstå, så de kan få deres dom. Men hvor er denne slare af opstandne dog forskellige fra dem, som opstod ved den første opstandelse! De retfærdige var iklædt udødelig ungdom og skønhed. De gudløse bærer mærker af sygdom og død. Hvert eneste blik i denne vældige skare er vendt mod Guds Søns herlighed.
Denne skare opstår også med de samme tanker, og med den samme indstilling, som de havde da de levede her på jorden. De er stadig opfyldt af det samme fjendskab til Kristus og den samme oprørsånd. De får ingen ny nådetid, i hvilken de kan genoprette, hvad de har forspildt. Intet ville opnås derved. De har levet i ulydighed hele livet, og selv om de fik tildelt en ny nådetid, ville de benytte den, som de benyttede den første, til at undslå sig Guds krav og anstifte oprør imod ham.

På den dag skal han stå på Oliebjerget, som ligger øst for Jerusalem. Oliebjerget skal spaltes i to dele fra øst til vest, så der dannes en meget stor dal. Den ene halvdel af bjerget skal rykke mod nord, den anden mod syd, og I skal flygte ind i min bjergdal - dalen når indtil Asal -ja, flygte, som I flygtede for jordskælvet, dengang Uzzija var konge i Juda. Da kommer Herren min Gud og alle de hellige med ham. På den dag skal der hverken være hede eller kulde og frost. Der skal være én lang dag - Herren kender den - ikke dag og nat; selv ved aftenstid skal det være lyst. På den dag skal levende vand strømme ud fra Jerusalem, halvdelen ud i havet i øst og halvdelen ud i havet i vest både sommer og vinter. Da skal Herren være konge over hele jorden; på den dag skal Herren være én og hans navn være ét. Zak 14,4-9

Når det ny Jerusalem i sin strålende pragt er kommet ned fra Himmelen, hviler det på et sted, som er blevet lutret og gjort rede til at modtage det, og Kristus går med sit folk og sine engle ind i den hellige stad.
Måske har du spekuleret på om der er plads til alle de frelste inde i det ny Jerusalem, hvis dette er tilfældet så kan jeg godt forstå dig for det har jeg også, men det viser sig at der ikke er nogen grund til bekymring for der vil være rigelig med plads til os alle.

Hvis byen blev så tæt befolket, at der kun er 9,5 m2. til hver indbygger, vil der være plads til 39 milliarder mennesker i den. Det er 13 gange så mange som jordens befolkning i dag. Mange statistikere mener, at hvis alle mennesker, som har levet på jorden, blev frelst, ville der være rigelig plads til dem alle i det nye Jerusalem. Skriften siger imidlertid, at kun få vil blive frelst.  Matt 7,14

Staden er kvadratisk. Dens areal ca. 330.000 km2. Den er ca. 576 km på hver led. Det er lidt mindre end Norge - og over 7,5 gang større end Danmark!

Nu forbereder Satan sig til en sidste frygtelig kamp om overherredømmet. Da ondskabens fyrste var berøvet sin magt og afskåret fra at fortsætte sit bedrageriske værk, var han ulykkelig og nedslået; men når de gudløse døde opstår, og han ser hvor talrige hans tilhængere er, får han nyt håb og beslutter at fortsætte den store strid. Han vil samle alle de fortabte under sit banner og forsøge at fuldføre sine planer ved deres hjælp. Ved at forkaste Kristus har de stillet sig under oprørslederens herredømme. De er rede til at lytte til hans forslag og adlyde hans befalinger. Han er dog stadig listig nok til ikke at indrømme, at han er Satan. Han hævder, at han er verdens retmæssige herre, og at hans arv er blevet frataget ham på ulovlig vis. Han fremstiller sig for sine bedragede undersåtter som en frelser og forsikrer dem, at det er ved hans magt, at de er blevet bragt op af graven og at han om kort tid vil befri dem fra det grusomste tyranni.

Da Kristus ikke er til stede, gør Satan undergerninger for at bevise sine påstande. Han gør de svage stærke og indgyder alle sin egen ånd og energi. Han foreslår at tage Guds stad i besiddelse. Med djævelsk fryd påpeger han, at talløse millioner er opstået fra de døde, og at han som deres anfører, let vil kunne indtage staden og tilbage erobre sin trone og sit rige.

I denne vældige skare findes der mange mennesker fra tiden før syndfloden, da menneskene levede længere. Der er mænd af høj vækst og en vældig begavelse, mænd som lod sig forlede af faldne engle til at bruge al deres dygtighed og viden for at ophøje sig selv, mænd, hvis vidunderlige kunstværker fik verden til at forgude deres geni, men hvis grusomhed og onde opfindelser besmittede jorden og vansirede Guds billede, og som fik Herren til at udslette dem fra jorden. Der er konger og generaler, som erobrede riger, modige mænd, som aldrig har tabt et slag, stolte, ærgerrige krigere, som fik nationer til at skælve, når de nærmede sig.
De har ikke forandret sig i døden. Når de kommer op af graven, fortsætter deres tanker i de samme baner, som da de blev afbrudt. De drives af det samme ønske om at sejre, som tilskyndende dem, da de faldt.

Satan rådslår med sine engle og derefter med disse konger og erobrere og mægtige mænd. De betragter deres styrker og erklærer, at stadens hær er lille i sammenligning med deres, og at den vil kunne besejres. De planlægger, hvorledes de skal tage det ny Jerusalems skatte og herlighed i besiddelse.
Alle giver sig straks til at forberede sig til kampen. Dygtige håndværkere fremstiller våben. Berømte militære ledere opdeler deres krigere i kompagnier og divisioner. Endelig gives der ordre til fremrykning, og den vældige hær sætter sig i bevægelse, en sådan hær som jordiske erobrere aldrig har formået at mobilisere, og som er større end alle de hære tilsammen, som har eksisteret på jorden i alle tidsaldre, siden man begyndte at føre krig.
Satan, den største af alle krigsledere, leder fortroppen, og hans engle følger ham. Konger og generaler marcherer i hans rækker, og den vældige hær følger i store kompagnier, som hver har en øverstbefalende. Med militær præcision marcherer de tætsluttende kolonner frem over jordens brudte og ujævne overflade mod Guds stad.

På Jesu befaling lukkes det ny Jerusalems porte, og Satans hære omringer staden og forbereder angrebet. Men nu viser Kristus sig igen for sine fjender. Højt oppe over byen, på en grundvold af skinnende guld, hæver der sig en stor trone. På denne trone sidder Guds Søn, og omkring ham står de frelste. Ord kan ikke beskrive Kristi magt og majestæt og ingen pen kan skildre den.
Nærmest ved tronen står de, som en gang var nidkære i Satans tjeneste, men som blev reddet som en brand ud af ilden og har fulgt deres frelser i dyb og inderlig kærlighed. Derefter følger de, som udviklede en kristelig karakter midt i falskhed og vantro, de som adlød Guds lov, skønt den kristne verden havde erklæret den ugyldig, og de millioner fra alle tidsaldre, som led martyrdøden for deres tro. Der står de, foran tronen og foran Lammet iførte lange hvide klæder og med palmegrene i hænderne. Åb 7,9  Deres strid er endt, deres sejr vundet. De har fuldført løbet og har fået sejrskransen. Palmegrenen i deres hænder symboliserer deres sejr, og deres hvide klæder symboliserer Kristi uplettede retfærdighed, som nu er deres.

De frelste istemmer en lovsang, som bliver ved at give genlyd under himmelens hvælvinger: "Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen og Lammet."
 Åb 7,10; 12,10 Og engle og serafer tager del i hyldesten.

Efter at de frelste har set Satans magt og ondskab, har de som aldrig før forstået, at kun Kristi magt kunne gøre dem til sejrvindere. I hele denne lysende skare er der ikke én som giver sig selv æren for sin frelse, der er ikke én som tror, at frelsen er opnået i kraft af egen magt og godhed. Der siges intet om, hvad de har udrettet og lidt. Emnet i deres lovsang er, at frelsen tilhører Gud og Lammet.

I nærværelse af alle jordens og Himmelens beboere foregår den endelige kroning af Guds Søn.
Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den. For hans ansigt måtte både jord og himmel flygte, og der var ingen plads til dem. Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger. Åb 20,11-13

Så snart bøgerne er blevet åbnet og Jesus ser på de gudløse, husker disse hver eneste synd, som de nogen sinde har begået. De ser nøjagtigt, hvor deres fødder forlod renhedens og hellighedens sti, og de ser, i hvor høj grad hovmod og oprørskhed har fået dem til at overtræde Guds lov. De forføreriske fristelser, som de åbnede vejen for ved at hengive sig til synd, de velsignelser, som de misbrugte, Guds budbringere, som de foragtede, de advarsler, som de forkastede, og de bølger af nåde, som blev kastet tilbage af deres hårde, ubodfærdige hjerter, alt ser de så tydeligt som var det skrevet med ildskrift.

Over tronen kommer korset til syne, og som i et panorama fremstilles Adams fristelse og fald og de efterfølgende etaper af den støre plan til menneskeslægtens frelse. Alt fremstilles klart og levende. Og nu fremstilles han for den svajende mængde og i de sidste scener ses han tålmodigt bære sine lidelser, idet han slæber sig til Golgata, man ser Himmelens Fyrste, der hænger på korset, de hovmodige præster og den larmende pøbel, som spotter hans dødskval, det overnaturlige mørke, jorden, der skælver, og klipperne, der revner, og de åbne grave som markerer det øjeblik, da verdens frelser opgav ånden.
Alt vises nøjagtigt, som det gik til.

Satan, hans engle og hans undersåtter formår ikke at vende blikket bort fra billedet af deres eget værk. Enhver mindes den rolle, han spillede. Alle ser de frygtelige synder, de begik, Herodes, som ihjelslog Betlehems uskyldige børn, for derved at tilintetgøre Israels konge, den svage holdningsløse Pilatus, de spotske soldater og præsterne og rådsherrerne og den rasende pøbel, som råbte: "Hans blod komme over os og vore børn!" Matt 23,35-36; 27,25
De forsøger nu forgæves at skjule sig for hans åsyns guddommelige majestæt, som stråler med stærkere glans end solen, mens de frelste lægger deres kroner for Frelserens fødder og udbryder: "Han døde for mig!"
Blandt de løskøbte er Kristi apostle, den heltemodige Paulus, den nidkære Peter, den elskede og kærlige Johannes og deres trofaste brødre, og sammen med dem er alle martyrerne.
Men midt i alt det afskyelige og vederstyggelige uden for stadens mure er alle de, som forfulgte dem, kastede dem i fængsel og ihjelslog dem.
Der er pavelige præster og gejstlige, som påstod, at de var Kristi udsendinge, men som anvendte pinebænk, fangehuller og bål for at beherske Guds folks samvittighed. Der er de stolte paver, som ophøjede sig selv over Gud og havde den dristighed at ændre den Almægtiges lov. Disse mænd, som foregav at være kirkens fædre, har et regnskab at aflægge for Gud, et regnskab som de gerne ville være fritaget for. Først nu, da det er for sent, indser de at den Alvidende er nidkær for sin lov, og at han ikke lader de skyldige gå fri. De lærer nu, at Kristus identificerer sig med sit lidende folk, og de føler vægten af hans ord: "Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig."  Matt 27,40  Hele den onde verden står anklaget foran Guds domstol, sigtet for højforræderi mod Himmelens regering. De har ingen forsvarer og ingen undskyldning, og de dømmes til evig død. De gudløse ser nu, hvad de er gået glip af, ved at leve et liv uden Kristus.
De afviste den evige herlighed, da den blev dem tilbudt. De fortabte sjæle jamrer: "Alt dette kunne jeg have haft, men jeg forkastede det. Hvor har jeg været forblindet! Jeg har givet fred, lykke og ære i bytte for elendighed, vanære og fortvivlelse." Alle forstår, at det er retfærdigt, at de udelukkes fra Himmelen. Ved hele deres livsførelse har de erklæret: "Vi ønsker ikke, at den mand Jesus skal være konge over os."  Luk 8,37; 19,14
De gudløse har stirret som fortryllet på Guds Søns kroning. De ser i hans hænder den guddommelige lovs tavler, den lov, som de har foragtet og overtrådt. De ser de frelstes henrykkelse, fryd og tilbedelse, og da lovsangen toner ud over menneskemængderne uden for staden.
Og de synger Guds tjener Moses' sang og Lammets sang: Store og underfulde er dine gerninger, du Herre, Gud, Almægtige, retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge. Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn? For du alene er hellig, alle folkeslag skal komme og tilbede dig, for dine retfærdige domme er blevet åbenbare. Åb 15,3-4

Satan synes lammet, da han ser Kristi herlighed og majestæt. Han, der engang var en skærmende kerub, husker, hvorfra han er faldet. Ez 28,12-19  Han, der var en skinnende seraf, en strålende morgenstjerne"  Es 14,12-15 + Åb 9,1  er nu fuldstændig forandret og fornedret. Han er for evigt udelukket fra det råd, hvoraf han engang var et højt æret medlem. Han ser nu en anden stå ved Faderens side og tilhylle hans herlighed. Han ser en høj; majestætisk engel sætte kronen på Kristi hoved, og han ved, at han selv kunne have haft denne engels ophøjede stilling. Han husker hans beskyldninger, hans oprør, hans bedrag for at opnå englenes medfølelse og støtte, hans stædige vægring ved at forbedre sig, da Gud var villig til at tilgive ham, alt står klart i hans erindring. Han ser tilbage på sit værk blandt menneskene og dets resultater. Han mindes sine uafladelige forsøg på at modarbejde Kristi gerning. Han ser, at hans djævelske planer ikke har formået at tilintetgøre dem der satte deres lid til Jesus.
Han har forledt de gudløse til at tro, at Guds stad var et let bytte, men han ved, at dette er usandhed.
Under den store strid har han atter og atter lidt nederlag og er blevet tvunget til at trække sig tilbage. Han har opnået vældige resultater, og det er lykkedes ham at få tusinder og atter tusinder til at tro på hans forklaring.
I tusinder af år har denne sammensværgelsernes mester udgivet løgn for at være sandhed. Men nu er det øjeblik kommet, da oprøret skal udryddes for stedse og sandheden om Satan åbenbares. I et sidste desperat forsøg på at støde Kristus fra tronen og tilintetgøre hans folk og tage Guds stad i besiddelse er ærkebedrageren blevet totalt afsløret.
De, der har sluttet sig til ham, ser at hans sag er fuldstændig tabt. Kristi tilhængere og de trofaste engle forstår til fulde hans onde anslag mod Guds regering. Alle betragter ham med afsky. Satan erkender, at hans forsætlige oprør har gjort ham uegnet til at have bolig i Himmelen.

Satan har vænnet sig til at bruge al sin kraft til at bekrige Gud. Himmelens renhed, fred og harmoni ville være ham en frygtelig plage. Hans anklager mod Guds barmhjertighed og retfærdighed er nu forstummet. Den forsmædelse, som han har forsøgt at bringe over Jehova, falder nu tilbage på ham selv.
Universet har nu fået en klar forståelse af det store offer, som Faderen og Sønnen bragte for menneskenes skyld. Nu er tiden inde til at Kristus indtager sin retmæssige stilling og ophøjes over alle fyrster og magter og navne. Han udholdt korset uden at ænse skammen for at få den glæde, der ventede ham ved at føre mange sønner og døtre til herlighed. Og skønt sorgen og skammen var ufattelig stor, er glæden og herligheden dog endnu større.
Han betragter de frelste, som er fornyede i hans billede, idet hvert hjerte bærer det guddommeliges fuldkomne præg og hvert ansigt genspejler deres Konge. I dem ser han resultatet af sin sjæls kval og han er tilfreds.

Med en stemme, som når ud til alle, både retfærdige og gudløse, siger han: "Se, hvad jeg løskøbte med mit blod! For dem led jeg og for dem døde jeg, at de måtte være hos mig i evighed."  Matt 20,28 + 1 Pet 1,18  Og en lovsang hæver sig fra de hvidklædte, der står omkring tronen: "Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris, og ære og lov!"  Åb 5,12

Selv om Satan har været tvunget til at anerkende Guds retfærdighed og Kristi herredømme, forbliver hans karakter uforandret. De ugudeliges raseri retter sig nu mod Satan og mod dem, som har været hans redskaber i bedraget, og de kaster sig over dem med et djævelsk raseri.
Ild fra Gud falder nu ned fra Himmelen. Fortærende flammer slår ud af alle de gabende kløfter, selv bjergene brænder.
Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er. 2 Pet 3,10

Jordens overflade er en smeltet masse, en mægtig, sydende ildsø. Det er de gudløses dom og undergangs dag. Es 34,8 + Åb 20,13-15  De gudløse får deres straf på jorden. "De skal blive som strå, og dagen, som kommer, skal lade dem gå op i luer, siger Hærskarers Herre".  Mal 3,19  Nogle tilintetgøres på et øjeblik, mens andre lider i mange dage. Alle straffes efter deres gerninger.

De retfærdiges synder er blevet overført til Satan. Han må ikke blot lide for sit eget oprør mod Gud, men for alle de synder, han har forledt Guds folk til at begå. Hans straf er langt strengere end den, der rammer dem han har bedraget. I de lutrende flammer tilintetgøres de gudløse endeligt. Lovens fulde straf er blevet fuldbyrdet, retfærdigheden er sket fyldest, og Himmelen og jorden, som har været vidne dertil, erklærer, at Jehova er retfærdig.

Medens jorden er indhyllet i tilintetgørelsens ild, bor de retfærdige trygt i den hellige stad. Den anden død har ingen magt over dem, der havde del i den første opstandelse. Over for de gudløse er Gud en fortærende ild, men for sit folk er han både sol og skjold.  Sl 84,12
"Jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet."  Åb 21,1  Den ild, som fortærer de onde, lutrer jorden. Hvert spor af forbandelsen udslettes. Intet evigt brændende helvede skal minde de frelste om syndens frygtelige resultater. Kun et minde bliver stående. Frelseren vil for evigt bære mærkerne af korsfæstelsen. På hans sårede hoved, i hans side og på hans hænder og fødder findes de eneste spor af det frygtelige værk, som synden har udrettet.
Kristus forsikrede sine disciple, at han gik bort for at berede bolig er for dem i sin Faders hus.  Joh 14,1-3  De, der tror på, hvad Guds ord lærer, vil ikke være helt uvidende med hensyn til den himmelske bolig. Og dog er det sandt, som der står: "Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham." 1 Kor 2,9  Ord formår ikke at beskrive de retfærdiges belønning. Den vil kun blive kendt af dem, der får den at se. Ingen menneskehjerne kan fatte Guds Paradis' herlighed.
I Bibelen kaldes de frelstes arv et fædreland. Hebr 11,14-16  Dér fører den himmelske Hyrde sin hjord til de levende vandkilder. Livets træ bærer frugt hver måned, og træets blade tjener til lægedom for folkene. Der findes evigt flydende strømme, der er klare som krystal, og langs deres bredder vokser der træer, som kaster skygge på de stier, som er beredt for Herrens forløste. Store sletter hæver sig med smukke højdedrag, og Guds bjerge løfter deres, stolte tinder. På disse fredelige sletter, langs de levende strømme, skal Guds folk, finde et hjem. Dér er det nye Jerusalem, den forherligede nye jords hovedstad, "en dejlig krone i Herrens hånd, et kongeligt hovedbind i hånden på din Gud."  "Den funkler, som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis." Herren har sagt: "Jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk." "Nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem.  Ez 37,25-28 + 2 Kor 6,16 + Åb 21,3
Og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere, thi det som var før er nu forsvundet."  Åb 21,4  Guds og Lammets herlighed fylder hele den hellige stad. De frelste vandrer i den evige dags sollyse herlighed. Der vil udødelige mennesker med evig fryd betragte skaberens vidundere og den frelsende kærligheds mysterier.
Alle evner vil blive udviklet og forøget. Efterhånden som evighedens år henrinder, bringer de endnu rigere og herligere åbenbaringer om Gud og Kristus. Jo mere menneskene lærer om Gud, des større bliver deres beundring for hans karakter. Når Jesus forklarer dem frelsens rigdomme og fortæller dem om de store bedrifter, som blev udført i den store strid med Satan, vil de frelstes hjerter fyldes med endnu større hengivenhed for Ham, og med endnu større fryd slår de guldharperne. Og titusinde titusinder og tusinde tusinder af stemmer forener sig i lovsang.
"Og enhver skabning i Himmelen og på jorden og under jorden og på havet, ja alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: "Han, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder." Åb 5,13

Den store strid er endt.
Der findes ikke længere synd eller syndere.
Hele universet er rent.