En ægte kristen!


Det er sand at der er uafbalancerede mennesker som pålægger sig selv faste hvad skriften ellers ikke kræver, og bønner og mangel på hvile og søvn som Gud aldrig har gjort krav på. Disse har ikke heldet med sig eller får støtte i deres retfærdiggørende velvillighed. De har en farisæisk religion, som ikke er fra Kristus men fra dem selv. De stoler på deres gode gerninger for frelse, og håber forgæves at fortjene sig til himlen ved deres fortjenstfulde gerninger i stedet for at stole, hvad enhver synder bør, på en korsfæstet oprejst og ophøjet Frelsers fortjeneste. Disse er næsten sikre på at blive syge. Men Kristus og sand gudfrygtighed er sundhed for legemet og styrke for sjælen.

"Hør dog, mine elskede brødre! Har Gud ikke udvalgt dem, der er fattige i verdens øjne, til at være rige i tro og arvinger til det Rige, han har lovet dem, der elsker ham? Men I har vist ringeagt for den fattige." "Hvad nytter det, mine brødre! om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? Kan troen måske frelse ham?

Hvis en broder eller søster mangler klæder og dagligt brød, og en af jer siger til dem: Gå bort i fred, klæd jer varmt og spis jer mæt, men ikke giver dem det, legemet behøver hvad nytter det så? Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død." I må tro på hele sandheden; også selvom dens grundsætninger ikke er ført helt ud i jeres liv, jeres bekendelse vil ikke frelse jer. Satan tror og skælver.

Han arbejder. Han ved at hans tid er kort, og han er kommet ned i stor kraft for at udføre sine onde gerninger alt efter hans tro. Men Guds bekendende folk understøtter ikke deres tro ved deres gerninger. De tror at tiden er kort, og griber alligevel begærligt efter denne verdens goder, som om verden skulle stå et tusinde år som den er nu.

Egenkærlighed markeres i manges handlemåde. "Men den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød og lukker sit hjerte for ham, hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Børnlille, lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed. Derpå skal vi kende, at vi er af sandheden; og da kan vi for hans åsyn stille vore hjerter tilfreds, hvad end vort hjerte måtte fordømme os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt. I elskede, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud, og hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, der er ham velbehageligt."

Det som udtærer Guds folks livskraft er kærlighed til penge og venskab til verden. Det er Guds folks privilegium at være klare og skinnene lys i verden, at vokse i kundskab til Gud, og have en klar forståelse af hans vilje. Men dette livs bekymringer og rigdommenes bedrag kvæler det frø der er sået i deres hjerter, og de bærer ingen frugt af hans herlighed. De bekender sig til tro, men det er ikke en levende tro fordi den ikke understøttes af gerninger. Tro uden gerninger alene er død. Dem som bekender sig til en stor tro, dog uden gerninger, vil ikke frelses ved deres tro. Satan tror på sandheden og skælver, dog har denne slags tro ingen livskraft. Mange som har gjort store trosbekendelser er mangelfulde i gode gerninger. Hvis de skulle vise deres tro ved deres gerninger vil de udøve en kraftfuld indflydelse på sandhedens side. Men de udnytter ikke de formidlede talenter som Gud har lånt dem. Den som tror de kan lindre deres samvittighed ved at overgive deres besiddelser til deres børn, eller ved at holde dem tilbage fra Guds sag og lade dem gå over i hænderne på ikke-troende ubekymrede børn for at formøble eller samle dem og dyrke dem, vil have et regnskab at aflægge for Gud; de er upålidelige forvaltere af Herrens penge. De vil lade Satan overliste dem igennem disse børn, hvis sind er under hans herredømme. Satans mål er, i mange måder, nået, når Guds forvaltere synes at være bedøvet og lammet; de erkender ikke deres store ansvar og afregningen som snart må komme.

Mennesker handler som de bliver hjulpet af deres fornuft. De er bundet på i dette livs bekymringer. De har ingen tid til at hellige sig til Gud, ingen tid til at tjene ham. Arbejde, arbejde, arbejde hører til dagens orden.

Alle omkring dem er pålagt at arbejde på et højtryksplan, og tage sig af store gårde. At rive ned og bygge større er deres mål, så de derved kan føje mere til deres gods. Alligevel går disse mennesker som er betyngede af deres rigdomme for at være Kristi efterfølgere. De har navn for at tro at Kristus kommer snart, at alle tings ende er nær; alligevel har de ingen opofrelses ånd. De styrter dybere og dybere ned i Verden. De giver kun dem selv lidt tid til at studere livets ord og meditere og bede. De giver heller ikke andre i deres familier, eller dem som tjener dem, dette privilegium. Alligevel bekender disse mennesker sig til at tro at denne verden ikke er deres hjem, at de blot er pilgrimme og fremmede på jorden, bereder sig at komme til et bedre land. Sådannes eksempel og indflydelse er en forbandelse for Guds sag. Hul hykleri karakteriserer deres kristendomsbekendende liv. De elsker Gud og sandheden lige så meget som deres gerninger viser og ikke mere. Et menneske vil omsætte den tro til handling som han har. "På deres frugter skal I kende dem." Hjertet er hvor rigdommene er. Deres rigdomme er ved denne jord, og deres hjerter og interesser er også her.

"Hvad nytter det, mine brødre! om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? Kan troen måske frelse ham?" "Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død." Når dem som bekender sig til troen viser at deres liv er forenelig med deres tro, så skal vi se en kraft virke med i fremstillingen af sandheden, en kraft som vil overbevise synderen og drage sjæle nær til Kristus.

En konsekvent tro er sjælden blandt rige mennesker. Ægte tro, understøttet af gerninger, findes sjældent. Men alle som bekender sig til denne tro vil være mennesker som ikke vil mangle indflydelse. De vil efterligne Kristus, de vil have denne uegennyttige godgørenhed, som interesserer sig for det sjælevindende arbejde, - en uegennyttig godgørenhed som Jesus havde. Kristi efterfølgere burde værdsætte sjæle som han værdsatte dem. Deres forståelse børe være med i deres kære Forløsers arbejde, og de bør arbejde på at frelse hans blods erhvervelse, for enhver pris. Hvad er penge, huse og lande i sammenligning med blot en sjæl?

Disse lærdomme tjener os til gavn. Kristus har pålagt sine disciple at samarbejde med ham i hans gerning og at elske hverandre, ligesom han har elsket dem. De kvaler, han led på korset, vidner om, hvor højt han værdsætter menneskesjælen. Alle, som tager imod denne store frelse, forpligter sig til at blive hans medarbejdere. Ingen må betragte sig som Himmelens særskilte yndlinge og samle deres interesse og opmærksomhed omkring sig selv. Alle, der er indtrådt i Kristi tjeneste, skal arbejde, ligesom han arbejdede, og de skal elske dem, der lever i vankundighed og synd, ligesom han elskede dem.

Men der har iblandt os som et samfund rådet en mangel på dyb, alvorlig og inderlig medfølelse og kærlighed over for de fristede og de vildfarende. Mange har vist megen kulde og syndig forsømmelse, hvilket Kristus betegner som at gå forbi på den anden side af vejen, holde sig så langt borte som muligt fra dem, der mest behøver hjælp. Den nyomvendte har ofte svære kampe med grundfæstede vaner eller med fristelse i en eller anden særskilt form, og når han besejres af en eller anden overvældende lidenskab eller tilbøjelighed, gør han sig skyldig i en uforsigtighed eller virkelig fejl. Da kræves der udholdenhed, takt og visdom fra hans brødres side, for at han må kunne genfinde åndelig sundhed. I sådanne tilfælde har Guds ords undervisning sin anvendelse: "Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet." "Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder og ikke gøre, hvad der er os selv til behag." Gal 6,1; Rom 15,1.

Men hvor lidt af Kristi medlidende ømhed lægges der ikke for dagen af dem, der bekender sig til at følge ham! Når nogen handler forkert, føler andre sig alt for ofte berettigede til at få sagen til at se så ilde ud som muligt, De, der måske er skyldige i fuldt så store synder i andre henseender, behandler deres broder med grusom hårdhed. Fejl, der er begået i uvidenhed, ubetænksomhed eller svaghed, forstørres til forsætlig, overlagt synd. Når de ser sjæle fare vild, er der nogle, som folder deres hænder og siger: "Sagde jeg det ikke nok! Jeg vidste jo, at man ikke kunne sætte nogen lid til dem." Således indtager de Satans standpunkt, hoverende i ånden over, at deres onde mistanke har vist sig at være rigtig.

Vi må være forberedte på at møde og bære over med store ufuldkommenheder hos dem, der er unge og uerfarne. Kristus har pålagt os at hjælpe sådanne til rette med sagtmodigheds ånd, og han holder os ansvarlige, hvis vi følger en fremgangsmåde, der driver dem til modløshed, fortvivlelse og ruin. Medmindre vi daglig opelsker kærlighedens dyrebare plante, er der fare for, at vi bliver snæverhjertere, ufølsomme, forblindede og kritiske, idet vi anser os selv for at være retfærdige, medens vi er langt fra at nyde Guds anerkendelse. Nogle er uhøflige, frastødende og barske. De ligner, borer; de stikker, hver gang nogen rører ved dem. Sådanne gør uberegnelig skade ved at fremstille vor kærlige frelser i et forkert lys.

Vi må komme op på et højere standpunkt, for i modsat fald er vi uværdige til at bære kristennavnet. Vi må elske den ånd, hvormed Kristus arbejdede for at frelse de fejlende. De er ham lige så kære, som vi er. De er lige så fuldt i stand til at blive hans nådes trofæer og hans riges arvinger. Men de er udsatte for en listig fjendes snarer, udsatte for fare og besmittelse og, uden Kristi frelsende nåde, for den visse ødelæggelse.

Dersom vi så denne sag i det rette lys, hvor ville så ikke vor nidkærhed blive vakt og vore alvorlige, selvopofrende bestræbelser mangfoldiggjort, så vi kumme komme dem nær, der behøver vor hjælp, vore bønner, vor sympati og vor kærlighed!