En
ægte kristen!
Det er sand at der er uafbalancerede mennesker som pålægger
sig selv faste hvad skriften ellers ikke kræver, og bønner
og mangel på hvile og søvn som Gud aldrig har gjort krav på.
Disse har ikke heldet med sig eller får støtte i deres retfærdiggørende
velvillighed. De har en farisæisk religion, som ikke er fra Kristus
men fra dem selv. De stoler på deres gode gerninger for frelse, og
håber forgæves at fortjene sig til himlen ved deres fortjenstfulde
gerninger i stedet for at stole, hvad enhver synder bør, på
en korsfæstet oprejst og ophøjet Frelsers fortjeneste. Disse
er næsten sikre på at blive syge. Men Kristus og sand gudfrygtighed
er sundhed for legemet og styrke for sjælen.
"Hør dog, mine elskede brødre! Har Gud ikke
udvalgt dem, der er fattige i verdens øjne, til at være rige
i tro og arvinger til det Rige, han har lovet dem, der elsker ham? Men
I har vist ringeagt for den fattige." "Hvad nytter det, mine brødre!
om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? Kan troen måske
frelse ham?
Hvis en broder eller søster mangler klæder
og dagligt brød, og en af jer siger til dem: Gå bort i fred,
klæd jer varmt og spis jer mæt, men ikke giver dem det, legemet
behøver hvad nytter det så? Sådan er det også
med troen; hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død."
I må tro på hele sandheden; også selvom dens grundsætninger
ikke er ført helt ud i jeres liv, jeres bekendelse vil ikke frelse
jer. Satan tror og skælver.
Han arbejder. Han ved at hans tid er kort, og han er kommet
ned i stor kraft for at udføre sine onde gerninger alt efter hans
tro. Men Guds bekendende folk understøtter ikke deres tro ved deres
gerninger. De tror at tiden er kort, og griber alligevel begærligt
efter denne verdens goder, som om verden skulle stå et tusinde år
som den er nu.
Egenkærlighed markeres i manges handlemåde.
"Men den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød og lukker
sit hjerte for ham, hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Børnlille,
lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed.
Derpå skal vi kende, at vi er af sandheden; og da kan vi for hans
åsyn stille vore hjerter tilfreds, hvad end vort hjerte måtte
fordømme os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender
alt. I elskede, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed
over for Gud, og hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder
hans bud og gør det, der er ham velbehageligt."
Det som udtærer Guds folks livskraft er kærlighed
til penge og venskab til verden. Det er Guds folks privilegium at være
klare og skinnene lys i verden, at vokse i kundskab til Gud, og have en
klar forståelse af hans vilje. Men dette livs bekymringer og rigdommenes
bedrag kvæler det frø der er sået i deres hjerter, og
de bærer ingen frugt af hans herlighed. De bekender sig til tro,
men det er ikke en levende tro fordi den ikke understøttes af gerninger.
Tro uden gerninger alene er død. Dem som bekender sig til en stor
tro, dog uden gerninger, vil ikke frelses ved deres tro. Satan tror på
sandheden og skælver, dog har denne slags tro ingen livskraft. Mange
som har gjort store trosbekendelser er mangelfulde i gode gerninger. Hvis
de skulle vise deres tro ved deres gerninger vil de udøve en kraftfuld
indflydelse på sandhedens side. Men de udnytter ikke de formidlede
talenter som Gud har lånt dem. Den som tror de kan lindre deres samvittighed
ved at overgive deres besiddelser til deres børn, eller ved at holde
dem tilbage fra Guds sag og lade dem gå over i hænderne på
ikke-troende ubekymrede børn for at formøble eller samle
dem og dyrke dem, vil have et regnskab at aflægge for Gud; de er
upålidelige forvaltere af Herrens penge. De vil lade Satan overliste
dem igennem disse børn, hvis sind er under hans herredømme.
Satans mål er, i mange måder, nået, når Guds forvaltere
synes at være bedøvet og lammet; de erkender ikke deres store
ansvar og afregningen som snart må komme.
Mennesker handler som de bliver hjulpet af deres fornuft.
De er bundet på i dette livs bekymringer. De har ingen tid til at
hellige sig til Gud, ingen tid til at tjene ham. Arbejde, arbejde, arbejde
hører til dagens orden.
Alle omkring dem er pålagt at arbejde på et
højtryksplan, og tage sig af store gårde. At rive ned og bygge
større er deres mål, så de derved kan føje mere
til deres gods. Alligevel går disse mennesker som er betyngede af
deres rigdomme for at være Kristi efterfølgere. De har navn
for at tro at Kristus kommer snart, at alle tings ende er nær; alligevel
har de ingen opofrelses ånd. De styrter dybere og dybere ned i Verden.
De giver kun dem selv lidt tid til at studere livets ord og meditere og
bede. De giver heller ikke andre i deres familier, eller dem som tjener
dem, dette privilegium. Alligevel bekender disse mennesker sig til at tro
at denne verden ikke er deres hjem, at de blot er pilgrimme og fremmede
på jorden, bereder sig at komme til et bedre land. Sådannes
eksempel og indflydelse er en forbandelse for Guds sag. Hul hykleri karakteriserer
deres kristendomsbekendende liv. De elsker Gud og sandheden lige så
meget som deres gerninger viser og ikke mere. Et menneske vil omsætte
den tro til handling som han har. "På deres frugter skal I kende
dem." Hjertet er hvor rigdommene er. Deres rigdomme er ved denne jord,
og deres hjerter og interesser er også her.
"Hvad nytter det, mine brødre! om en siger, han
har tro, når han ikke har gerninger? Kan troen måske frelse
ham?" "Sådan er det også med troen; hvis den ikke har gerninger,
er den i sig selv død." Når dem som bekender sig til troen
viser at deres liv er forenelig med deres tro, så skal vi se en kraft
virke med i fremstillingen af sandheden, en kraft som vil overbevise synderen
og drage sjæle nær til Kristus.
En konsekvent tro er sjælden blandt rige mennesker.
Ægte tro, understøttet af gerninger, findes sjældent.
Men alle som bekender sig til denne tro vil være mennesker som ikke
vil mangle indflydelse. De vil efterligne Kristus, de vil have denne uegennyttige
godgørenhed, som interesserer sig for det sjælevindende arbejde,
- en uegennyttig godgørenhed som Jesus havde. Kristi efterfølgere
burde værdsætte sjæle som han værdsatte dem. Deres
forståelse børe være med i deres kære Forløsers
arbejde, og de bør arbejde på at frelse hans blods erhvervelse,
for enhver pris. Hvad er penge, huse og lande i sammenligning med blot
en sjæl?
Disse lærdomme tjener os til gavn. Kristus har pålagt
sine disciple at samarbejde med ham i hans gerning og at elske hverandre,
ligesom han har elsket dem. De kvaler, han led på korset, vidner
om, hvor højt han værdsætter menneskesjælen. Alle,
som tager imod denne store frelse, forpligter sig til at blive hans medarbejdere.
Ingen må betragte sig som Himmelens særskilte yndlinge og samle
deres interesse og opmærksomhed omkring sig selv. Alle, der er indtrådt
i Kristi tjeneste, skal arbejde, ligesom han arbejdede, og de skal elske
dem, der lever i vankundighed og synd, ligesom han elskede dem.
Men der har iblandt os som et samfund rådet en mangel
på dyb, alvorlig og inderlig medfølelse og kærlighed
over for de fristede og de vildfarende. Mange har vist megen kulde og syndig
forsømmelse, hvilket Kristus betegner som at gå forbi på
den anden side af vejen, holde sig så langt borte som muligt fra
dem, der mest behøver hjælp. Den nyomvendte har ofte svære
kampe med grundfæstede vaner eller med fristelse i en eller anden
særskilt form, og når han besejres af en eller anden overvældende
lidenskab eller tilbøjelighed, gør han sig skyldig i en uforsigtighed
eller virkelig fejl. Da kræves der udholdenhed, takt og visdom fra
hans brødres side, for at han må kunne genfinde åndelig
sundhed. I sådanne tilfælde har Guds ords undervisning sin
anvendelse: "Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd,
da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med
sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet."
"Men vi, som er stærke, er skyldige at bære de svages skrøbeligheder
og ikke gøre, hvad der er os selv til behag." Gal 6,1; Rom 15,1.
Men hvor lidt af Kristi medlidende ømhed lægges
der ikke for dagen af dem, der bekender sig til at følge ham! Når
nogen handler forkert, føler andre sig alt for ofte berettigede
til at få sagen til at se så ilde ud som muligt, De, der måske
er skyldige i fuldt så store synder i andre henseender, behandler
deres broder med grusom hårdhed. Fejl, der er begået i uvidenhed,
ubetænksomhed eller svaghed, forstørres til forsætlig,
overlagt synd. Når de ser sjæle fare vild, er der nogle, som
folder deres hænder og siger: "Sagde jeg det ikke nok! Jeg vidste
jo, at man ikke kunne sætte nogen lid til dem." Således indtager
de Satans standpunkt, hoverende i ånden over, at deres onde mistanke
har vist sig at være rigtig.
Vi må være forberedte på at møde
og bære over med store ufuldkommenheder hos dem, der er unge og uerfarne.
Kristus har pålagt os at hjælpe sådanne til rette med
sagtmodigheds ånd, og han holder os ansvarlige, hvis vi følger
en fremgangsmåde, der driver dem til modløshed, fortvivlelse
og ruin. Medmindre vi daglig opelsker kærlighedens dyrebare plante,
er der fare for, at vi bliver snæverhjertere, ufølsomme, forblindede
og kritiske, idet vi anser os selv for at være retfærdige,
medens vi er langt fra at nyde Guds anerkendelse. Nogle er uhøflige,
frastødende og barske. De ligner, borer; de stikker, hver gang nogen
rører ved dem. Sådanne gør uberegnelig skade ved at
fremstille vor kærlige frelser i et forkert lys.
Vi må komme op på et højere standpunkt,
for i modsat fald er vi uværdige til at bære kristennavnet.
Vi må elske den ånd, hvormed Kristus arbejdede for at frelse
de fejlende. De er ham lige så kære, som vi er. De er lige
så fuldt i stand til at blive hans nådes trofæer og hans
riges arvinger. Men de er udsatte for en listig fjendes snarer, udsatte
for fare og besmittelse og, uden Kristi frelsende nåde, for den visse
ødelæggelse.
Dersom vi så denne sag i det rette lys, hvor ville
så ikke vor nidkærhed blive vakt og vore alvorlige, selvopofrende
bestræbelser mangfoldiggjort, så vi kumme komme dem nær,
der behøver vor hjælp, vore bønner, vor sympati og
vor kærlighed!
|