Hvis du nylig er blevet en rigtig (oprigtig) kristen, kan du aldrig glemme den stadigt voksende uimodståelige overbevisning, som ikke ville lade dig i fred. Hvis du altid har været en kristen, har du på et eller andet tidspunkt kritisk gennemgået grundlaget for din tro og du er blevet overbevist af de samme grunde, som stadig vinder nye troende. Måske er det en mere dæmpet, en mindre overvældende tro - ikke slet så blændende eller overraskende, men lige stærk, uimodståelig og bydende. Din samvittighed viser dig aldrig nogen anden vej. Dette er det rigtige!

Da du første gang kom ind i kirken, var du overbevist om, at dette var den rigtige menighed for dig og at medlemmerne næsten var engle. De var verdens venligste mennesker. Hver eneste af dem var en legemliggørelse af ånden i 1 Kor. 13. Du ventede et helligt fællesskab - ikke en samling syndere. Og prædikanterne! Du ventede, at hver eneste var veltalende, dynamisk og syndfri! Og du var næppe parat til at revidere denne faste overbevisning. Det behøvede du heller ikke - sådan lige straks. Du syntes om menigheden - om præsten om kirken. Du svævede på en sky.

Den første overraskelse kom et halvt år efter, da du opdagede, at jeres nye prædikant ikke var så veltalende som sin forgænger.
Han havde heller ikke den samme personlighed. Du prøvede at overbevise dig selvom, at han var lige så god som den forrige. Men når du skulle være ærlig, var du fristet til at indrømme, at du i virkeligheden ikke brød dig om hans prædikener. Du vil nødig indrømme det - men sådan var det.
Og det gav dig samvittighedskvaler. For det var jo tydeligt, at den nye prædikant var et godt menneske. Og hvis han var god, hvorfor kunne du så ikke lide at høre ham prædike? Der måtte være noget galt med dig. Du var vel ikke blevet en kristen på grund af prædikantens personlighed?

Omkring det tidspunkt, hvor denne tanke begyndte at plage dig, fik du også nogle mærkelige og uheldige oplevelser. Du blev inviteret til middag. Og disse gode kristne kritiserede prædikenen under middagen. Du var chokeret. Hvordan kunne dette ske? En oprigtig kristen ville aldrig gøre noget sådant, - du ville i hvert fald ikke.
Og så tog tingene fart. Du tog en nabo med i kirken. Hun sagde, at der var meget støjende. Du prøvede at dække over det, skønt du havde hørt nogen udveksle madopskrifter midt under gudstjenesten.
Og så var der den dag, da ingen hilste på dig.
Den dag, du opdagede, at der var kliker i menigheden.
Og den dag nogen fortalte dig, at prædikantens børn ikke var fejlfri.
Og så blev der afsløret en regulær skandale i menigheden. Det kunne ikke være sandt - ikke i kristen menighed af oprigtige kristne! Men det var sandt. Og du var lamslået.

Og hele tiden var der småting - sandsynligvis utilsigtede eller noget, du forestillede dig. Læreren i bibelskolen gjorde dig forlegen ved at stille spørgsmål, som du ikke kunne svare på. Du havde jo ikke været en kristen længe nok til at vide, hvad der stod i de forskellige af Biblens bøger.
Og så var der den dag, du gled ind på bageste række i en stor bibelskoleklasse i håb om at være ubemærket. Men ikke så snart havde du sat dig, før læreren afbrød sin undervisning og højlydt spurgte: »Hvem er du? Kender vi hinanden?«
Og så var der den dag, hvor der var en som fortalte dig at du sad på en andens plads. Du vidste ikke noget om det, men så snart du havde sat dig, var der en, der endog temmelig uvenligt fortalte dig det. Du forlod kirken - i forvejen havde du ikke haft særlig lyst til at komme den dag.

Du spurgte dig selv: Hvordan kan det være, at prædikanter og menighedstjenere, og alle andre, ikke forstår, at der kan der være en eller anden, som er der for første gang - en, for hvem denne første gang også kan blive den sidste. Der kan være en, som har haft en stor sjælekamp, før han/hun bestemte at komme - og hvis tilknytning til menigheden hænger i en tynd tråd? Bagdøren var lige ved - og så let at åbne. Hvorfor begreb de ingenting? Hvem ville fortælle dem det?

Hvorfor skulle alt dette ske for dig? Du var så ny og stod på så svage fødder. Men det skulle du nu ikke undre dig over. Din sjæls fjende skulle nok sørge for, at det skete - tilmed, når du varmest sårbar. Det er jo, det hele hans taktik går ud på.

Men over alt dette, hævet over Guds børns ufuldkommenhed, stod en dyb og urokkelig overbevisning om, at du havde fundet sandheden. Det holdt dig fast. Skulle du forlade rækkerne, fordi en eller anden i forsamlingen var ufuldkommen? ALDRIG!
Men på trods af denne beslutning forvandlede din overraskelse sig langsomt, næsten umærkeligt, til skuffelse. Du vover ikke at indrømme det for dig selv. Men sådan er det.
Du ser udfordrende påklædning i kirken. Man bruger læbestift. Og hvad med smykker? Nye kristne tager dem af. Gamle, det vil sige, de der har været kristne tager dem på. Sådan ser det i hvert fald ud.

Sundhedsfanatikere prædiker deres yndlingsteorier og vil trække dem ned over hovedet på alle andre. Fanatikerne stiller disse teorier op som moralsk afgørende - som var det en betingelse for frelse at drikke gulerodssaft! Og du er ikke sikker på, at du ønsker at blive frelst netop på den måde.

Dybt i dit sind lurer en svag mistanke om, at du måske har taget fejl.
Du nævner det ikke til nogen. Du skubber denne mistanke til side som noget ondt.

Desuden - netop som det synes, at fanen ligger i sølet, teologien er elendig og at det ikke er til at stole på hæderligheden hos den enkelte, opdager du, at ikke alle medlemmer er sådan. Det er altid afvigerne, som stjæler billedet. Det er de stille i menigheden, som uden at gøre væsen af det, søger at forberede sig selv og andre for Himmelen. Det giver dig modet tilbage.
I dine bedste øjeblikke ved du, at selv disse trofaste kristne ikke bør være dit forbillede. Kristus - og han alene - skal være dit ideal. Det var ham, du ville følge. Det var ham, der gav dig sandheden og overbevisningen og styrken til at tage din beslutning.

Du må lære at stå alene. Selvom hele menigheden skulle svigte og gå på akkord, må du følge Jesus. Og det vil du gøre. Det er din ufravigelige beslutning.
Alligevel er der tider, hvor du er både skuffet og forvirret. Så beder du mere inderligt, læser mere i din Bibel og hæver dit blik over dine medkristne og holder ud.
Men du kan ikke lade være med at undre dig over, at alt dette sker for dig. Hvordan kan så mange rystende oplevelser komme til et menneske? Er det normalt for en ny kristen? Det kan det ikke være. Du føler dig som et særlig udvalgt mål for fjendens angreb.

Og det er også netop, hvad du er.
Men den Onde er ikke færdig med dig endnu. Ordet meningsløst kommer atter og atter i dine tanker. Du skubber det væk. Men det bliver ved at komme tilbage.
Den første gang, du virkelig giver tanken rum, er da prædikanten taler over emnet: »Hvem var Føbe?« (Rom 16, 1-2) Og du undrer dig. Med hele dette kaos i en verden på undergangens rand - er der virkelig mening i et sådant emne? Kunne han ikke finde noget mere aktuelt at prædike om?

Der findes naturligvis intet vigtigere end de store sandheder, som fik dig til at blive en kristen. Kristi andet komme. Menneskets tilstand efter døden. Hvad kan være mere betydningsfuldt end dette i en tid, hvor man ligefrem bombarderes med okkulte ideer og filosofier? Men Føbe??
Den Onde har sået den næste tvivlens sæd. Og du føler, at du er ond, fordi du ikke straks har afvist denne tvivl.
Du forstår ikke, hvorfor prædikenerne ikke altid har noget at sige dig. Andre synes at finde dem gode. Der må være noget i vejen med dig.
Og så musikken.
Dog, du ved, at Herren vil fuldende sit værk på trods af sit folk. Og du siger til dig selv, som du har sagt mindst hundrede gange før, at du ikke vil se på mennesker. Du vil se på Kristus.

En dag hører du en, som du anså for en solid kristen, højlydt erklære, at det der star i Biblen, ikke passer for vor tid. Det gør dig vred - for du ved, at det ikke er sandt. Det passer snarere alt for godt. Det er problemet.
Men tanken bliver ved at komme igen - på uventede tidspunkter - i uventede sammenhænge. Meningsløst.

Hvis du ikke er en ny kristen, men har været det længe, har du helt andre problemer. Du er ikke så optaget af generationskløften som af kløften mellem århundrederne. Prædikener og artikler, fyldt med fraser og klicheer, der ikke har forandret sig de sidste 50 år, lader dig kold. Sandheden forandrer sig ganske vist ikke. Men ved de ikke, at gamle sandheder kan behøve nye ord?

Men du tænker absolut ikke på at forlade menigheden. Desuden - menigheden vil bestå - på trods af alle sine fejl. Du husker disse ord:
»Skønt menigheden er svag og fejlende og stadig behøver råd og advarsler, er den det eneste på denne jord, som Kristus helliger hele sin opmærksomhed.« »Det kan se ud, som om menigheden er ved at falde, men den falder ikke.« Gud har bestemt, at hans menighed på Jorden, skal stå fuldstændig enig i Hærskarers Herres Ånd til tidens ende.«

Atter og atter har sådanne udtalelser fået dig til at holde kursen.
Men nu kommer du til sagens kerne. Du står ansigt til ansigt med sandheden. Det virkelige problem er hverken menigheden eller prædikanten. Problemet er dig selv. Du er utilfreds med dig selv. Du har lidt nederlag som en kristen. Kristendommen fungerer ikke i dit liv.
Der er noget galt. Måske er det med dig selv? Eller - Gud tilgive dig tanken - er der noget galt med selve evangeliet? Er Kristi evangelium virkelig, hvad det gør krav på at være, hvis det ikke kan frelse dig? Er det virkelig tilstrækkeligt, hvis det ikke kan gøre dig til en sejrende kristen - i dit hjem, i dine tanker, i dine bevæggrunde?

Igen og igen er du bukket under for en pludselig fristelse. Du har på dine knæ tryglet om tilgivelse. Herren har tilgivet dig, og du har været grænseløst taknemmelig. Men igen har du lidt nederlag, og løftet om sejr synes at spotte dig. Hvorfor?
Hvis korset ikke kan gøre andet end at tilgive dig - er det da virkningsfuldt nok? Er det alt, hvad Kristi evangelium kan tilbyde? Tilgivelse - nederlag. Tilgivelse - nederlag. Igen og igen.

Du husker den venlige dame, der plejede at besøge dig og holde bibellæsninger sammen med dig. En dag havde du netop fortalt hende om din seneste kamp med hidsigheden. Og hun spurgte, om du stadig ønskede at studere en af profetierne eller du hellere ville studere, hvordan du kunne styre dit sind. Du udbrød: »Blæse være med profetierne. Jeg vil meget hellere vide, hvordan jeg kan styre mit sind!«
Jo, nogle af profetierne kunne måske gøre dig til en kristen. Men kunne det også gøre dig til en sejrende kristen?
Du vil aldrig glemme den dag med din bibelunderviser. Sammen læste I, hvad Skriften siger om det at leve et sejrende kristen liv. Og det syntes så ligetil. Men du har stadig et hidsigt sind.

Hvad er der galt?
Er der en funktionskløft? Øjensynlig! Men er det evangeliet, det er galt med? Eller er det dig? Eller din opfattelse?
Hvis noget alligevel ikke virker, hvorfor så holde fast ved det?

Hvorfor alt dette besvær med at blive i menigheden, hvis evangeliet alligevel ikke fungerer - for dig? Det er det snedige argument, som først henleder din opmærksomhed på bagdøren.

Hvad nytte er det til? Det hjælper alligevel ikke! Ikke for dig.
Enten du er gammel eller ung, og ligegyldigt hvilken side af generationskløften du står på, glider du umærkeligt over i oprørsstemning. Hvem ved, hvor mange tusinde unge, der har gjort oprør med tusinder af andre undskyldninger, fordi det virkelige problem var, at evangeliet ikke fungerede - ikke for dem?

Du begynder at gå i biografen igen. Først har du lidt dårlig samvittighed - men det går snart over. Så kommer du der oftere og oftere. Du skal nok vise alle de andre, at ingen skal bestemme over dig! Du er ikke længere så sart, når det gælder Tv-programmer. Du tager det ikke så nøje, hvad du spiser eller drikker. Du vil ikke være fanatisk, men holde dig midt på vejen.

Ind imellem er du lidt betænkelig. Du ved, at du nok lever farligt. At du leger med evigheden. At der kun er et kort skridt nedad - men lang vej tilbage.
»Korte og afgørende er de trin, som fører menneskene nedad fra det høje og hellige til det lave. I et eneste øjeblik kan man fatte beslutninger, som besegler ens skæbne for bestandigt.«

Du ved alt dette. Og det skræmmer dig - når du tænker efter.
Men for det meste tænker du slet ikke. Du gør kun oprør. Chokerer dine venner - menigheden - dig selv.

For oprør er som oftest en bøn om hjælp.
Men hele tiden - på trods af dit indre oprør, på trods af at evangeliet efter din mening ikke fungerer, holder noget dig tilbage fra ligefrem at forlade menigheden. Samvittigheden, fornuften og erindringen om din første overbevisning - disse ting i forening synes trods alt at holde dig tilbage.

I din modløshed er der endnu en fare, der lurer på dig. Det er den almindelige ligegyldighed, man kan finde i enhver menighed, hvis det er den, man ser efter. Du behøver ikke at lede længe, før du finder medlemmer, hvis liv klart giver udtryk for, at deres Herre tøver med at komme. Overalt er der nogle, hvis kristendom nok ikke stikker særlig dybt.
Naturligvis findes der også den modsatte slags - den slags, som venter ivrigt på deres Herres komme. Men Fristeren henleder ikke din opmærksomhed på disse mennesker. Det passer ikke ind i hans plan.

Først beklager du ligegyldigheden, det kolde formvæsen, den skeptiske intellektualisme, materialismen. Du beklager det. Så taler du om det - og det er slet ikke så slemt.
Du ved, hvad du burde gøre. "I denne tid burde vi samle varme fra andres kulde, styrke fra deres fejhed og trofasthed fra deres troløshed."
Du har talt om sildigregnen - om værkets endelige sejr. Og du ved, at det er muligt at gå glip af dette. Du har læst det mange gange: »Hvis vi ikke gør daglig fremgang i kristelige dyder, vil vi ikke være i stand til at erkende Helligåndens gerning under sildigregnen. Den kan virke i hjerter rundt omkring os, uden at vi erkender det eller modtager den.«

Kunne det ske for dig? Du ved kun alt for godt, at det kunne det.
Omkring dette tidspunkt møder du den mest forføreriske fristelse af alle. Du opdager, at uden for menigheden, i andre trossamfund, sker der mirakler, som ikke lader sig forklare. Du ser det overnaturlige. Og du har altid troet, at alle mirakler kom fra Gud.

I disse menigheder ser du oprigtighed og hengivenhed. Du ser de syge blive helbredt. Du ser varme i stedet for kulde. Du hører musik, som har til hensigt at vinde sjæle - ikke at vække bifald.
Du møder venlighed og forståelse. Du finder alt, hvad en troende kan ønske sig - undtagen Guds budskab til vor tid.
De indbyder dig til at slutte dig til deres menighed. Og du føler en næsten uimodståelig trang til at gøre det. Men nej - Kristi andet komme - de dødes tilstand! Du kan ikke fornægte disse grundlæggende sandheder, som er så betydningsfulde i Guds Ord. Du kan ikke opgive de trospunkter, der gjorde dig til en oprigtig kristen. Og dog synes trospunkter så uvæsentlige sammenlignet med mirakler.

Dine nye venner siger, at disse læresætninger er bagateller småting uden betydning. De siger, at du ikke har forstået det store værk på Golgata rigtigt - at hvis du gjorde det, ville du forstå, at Guds lov ikke gælder mere.
Da tyr du til bønnen - beder som aldrig før. Du råber: »Herre, har disse ting betydning?« Og der på dine knæ synes du at se Guds Søn dø på Golgata. Og pludselig forstår du, at han døde, fordi budene har betydning. For det var i virkeligheden det, Golgata handlede om. Hvis loven kunne være sat til side, ville der ikke have været noget Golgata. Jesus døde, fordi loven ikke kunne forbigås - ikke engang for at frelse hans eget liv. Det var lovbrud, som gjorde korset nødvendigt. Ville han ære loven ved at udgyde sit blod - og siden forkaste den? Så langt fra at gøre Guds bud ugyldige - kunne intet mere afgørende understrege lovens gyldighed end Golgatas kors. Nu ved du det helt sikkert.

Ja, der kommer et tidspunkt, hvor bagdøren er fristende. Lige udenfor er der mirakler, hengivelse, venlighed og varme.
Men du betragter Golgata - og glemmer bagdøren.
Men sjælefjenden er ikke færdig med dig endnu. Han prøver stadig at lokke dig - ud gennem bagdøren. Og han forstår at gøre det yderst tiltrækkende.
Du møder muligheder for at gøre gode forretninger - muligheder, som ikke er forenelige med det, du tror på. Fristende stillinger, hvor du ikke kan være en oprigtig kristen. Hvor du kan opnå, hvad du altid har ønsket dig. Men du kan ikke glemme Jesu ord: »Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger!« Det er klart, at Gud forstår, hvor dyrt det er at leve. Han ville forstå. Men ville han forstå, at du svigtede?

Eller måske gælder det valg af ægtefælle - uden for menigheden. Det ville jo ikke være at forlade menigheden. Men Herren siger om vantro venner: »De (vil) få din søn til at falde fra Herren.« 5 Mos. 7,4. Og Herren må vide, hvad han siger.

Du prøver på ikke at lægge mærke til bagdøren, der går op og i. Men den synes at hypnotisere dig. Og du spørger dig selv:
»Hvad nytte har jeg af at komme i menigheden, bare fordi jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke kommer?« For selvom du forlod menigheden, ville du aldrig forlade dens lære. Du ville altid tro på den. Du ville forsvare den - kæmpe for den. Men du ved udmærket, at det ikke er en erstatning for at leve den.
Og så er der noget andet. Ville du ikke have større indflydelse på dine ikke-kristne venner, hvis du ikke var medlem af den lille menighed? Måske ville de så høre på dig - måske kunne du vinde dem - hvis du ikke var en bekendende oprigtig kristen.
Men noget holder dig tilbage. For du ved, at hvis dine venner er ærlige og oprigtige, vil de en dag stå over for den samme sandhed og forstå, hvad den kræver af deres samvittighed. Hvad vil du svare, når de spørger dig: »Vidste du dette? Og opgav det?« Nej, et et sikkert. Du kan aldrig vinde dine venner for Frelseren ved at gå på akkord.

Som et pendul bliver dine tanker ved med at svinge tilbage til dit ene store problem - et liv i nederlag, et evangelium, som du ikke synes fungerer. Hvorfor ofre så meget for at blive i menigheden, hvis det kun betyder stadig mere knusende nederlag?
Og bagdøren går - og går - og går. Og du undres over, hvordan det ville være at stå udenfor. Men på en eller anden måde holder noget - en tålmodig Guds Ånd - dig tilbage fra dette skridt.

Og så sker det - en opdagelse, som trodser enhver beskrivelse!

Du har hørt om retfærdiggørelse ved tro - måske i mange år.
Det er et kendt udtryk, men du har aldrig forstået det. Det er åbenbart en læresætning, man har. Og der er en del strid desangående, men det er aldrig faldet dig ind, at det angår dig personligt.

Og så kommer en gæstetaler og gør det lysende klart uden så meget som at nævne det! Han taler ikke om nogen konflikt undtagen den i dit eget sind. Han taler bare om dit problem - nederlagets problem. Og pludselig går der noget fantastisk op for dig - du er ved at gøre den mest utrolige opdagelse i dit liv! Prædikanten fortæller dig enkelt og ligefremt, at bare det at forsøge dur ikke. At forsøge garanterer ingen sejr. Og du ved, hvor sandt det er, dit tilfælde garanterer det snarere nederlag.
Han siger, at viljestyrke ikke er midlet. Og det har du allerede erfaret. Han siger, at det er helt umuligt i din egen styrke at leve et liv i sejr i din egen styrke. Og det er netop, hvad du har prøvet på at gøre. Er det der, problemet ligger? Og du troede, at det var evangeliet, der ikke fungerede!

Han læser det lige ud af Bibelen - og du undrer dig over, at du ikke har forstået det før: »Hvis en neger kunne skifte sin hud, en panter sine striber, så kunne og! gøre godt, 61;mestre i ondt.« Jer. 13, 23. »Som en tilsølet klædning er al vor retfærd.« Es. 64, 5.

Og så opdager du, at problemet med disse mange nederlag ikke bare er dit. Apostlen Paulus havde nøjagtig samme vanskelighed. For han sagde. "Jeg gør jo ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg. ... Viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.« Rom. 7,15. og 18-19.

Og så råber Paulus i fortvivlelse: «Jeg elendige menneske!
Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?« 24. vers.

Du siger: »Det lyder akkurat, som om Paulus har luret på mig i de sidste år. Ja, Paulus oplevede den samme kamp, den samme indre konflikt, de samme gentager nederlag, som har drevet tusinder og atter tusinder til fortvivlelse. Men han fandt en udvej.
Han siger i næste vers: »Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!« Paulus fandt en løsning på sit problem. I Kristus. Det kan du også gøre.
Tro på Kristus. Men du har altid troet på Kristus! Hvordan kan nu det løse problemet? Du har troet på Kristus hele tiden. Men du har lidt nederlag som en kristen. Du har forsøgt - og det er mislykkedes. Igen og igen har du bedt om tilgivelse. Atter og atter har du fået tilgivelse - men stadig lidt nederlag.

Nu begynder du at forstå, hvorfor alle dine beslutninger ikke har hjulpet, hvorfor alle dine løfter er løbet ud i sandet. Du prøvede at gøre det umulige - og gav først dig selv og siden Gud skylden. Det er tydeligvis slet ikke muligt at opnå sejr ved viljestyrke, lige meget hvor fast en beslutning, du tager. Det står nu helt klart, hvor nytteløst det er at prøve. Du er endt i en blindgyde.

Men løsningen er stadig uden for rækkevidde. Hvordan skal du komme videre? Det er spørgsmålet.

Prædikanten siger: »Hemmeligheden ved det nye liv er hverken mystisk eller vanskelig, og den behøver ikke at gå hen over hovedet på dig. Lad mig tale meget ligetil - som til et barn.« Det er netop, hvad du ønsker, han skal gøre. En druknende behøver et redningsbælte - ikke talemåder.
»Du kan ikke leve et sejrende liv i din egen styrke. Det er umuligt. Du kan ikke sejre over fristelser. Du kan kun bukke underfor dem. Så du må. simpelt hen bede Gud gøre noget for dig, som du ikke kan gøre for dig selv. Dette er det nye liv. Dette er, hvad det drejer sig om.
Somme tider må vi lide mange nederlag, før vi er villige til at indrømme, at vi ikke kan klare det på vor egen måde - ved at prøve, ved viljestyrke. Men der er håb forude, hvis du har haft nederlag nok, hvis du ikke kan bære et eneste mere, hvis du er villig til at bekende, at du er en synder - at uden et Guds mirakel er du fortabt - helt uden håb.

Her er vejen. Gå til din Frelser - uden forklaringer eller undskyldninger eller egen fortjeneste - og sig: 'Herre, jeg kan ikke klare dette. Gør det for mig. Jeg kan ikke møde denne fristelse.

Mød den for mig.' Sig ikke: 'Herre, hvis jeg har syndet, beder jeg om tilgivelse.' Dette 'hvis' ødelægger det hele. Sig: 'Herre, jeg har forkludret det hele. Nu må du overtage det alt sammen.' Og det vil han gøre. Så enkelt er det.« Du læner dig ivrigt frem for at fange hvert eneste ord, idet prædikanten fortsætter: »Jeg er næsten bange for at bruge så enkel en illustration. Men det er som at køre en bil. Nogle af jer har simpelt hen bedt Jesus om at køre med jer ved rattet.
Og han lader jer gøre det - han lader jer bestemme over jeres eget liv - for I har ret til at vælge. Men I forvilder jer ud på utallige sideveje. Det er dejligt at have Jesus i nærheden - til at tilgive dine fejl og fri dig ud af vanskeligheder. Men nu er nogle af jer ved at indse, hvor fuldstændig meningsløs jeres køretur er. I er parat til at sige: 'Herre, du må tage rattet.' Det er løsningen.

Det vidunderlige er, at dette nye liv bliver en oplevelse fra øjeblik til øjeblik. En stadig oplevelse med en altid nærværende Frelser. Når som helst behøver du ham, er han der. Et bestemt meget opreklameret produkt har dette slogan: 'Én gang om morgenen er nok.' Kristenlivet - det nye liv - er anderledes.

Vort bøns liv bliver alt for ofte brugt på. den måde - 'en gang om morgenen er nok.' Men I ved, at det ikke fungerer ret godt.
Begynder du at forstå. det? Du møder en fristelse og siger straks: 'Jeg kan ikke møde den, Herre, mød den for mig.' Netop der på. kontoret - i køkkenet - på gaden - hvor du end er.« Du er næsten forvirret over, hvor ligetil det er, har næsten glemt både dine egne og verdens problemer - du er fuldstændig opslugt af løftet om nyt liv, ny styrke - du skynder dig hjem for at bevise for dig selv, at det, som teologerne kalder retfærdiggørelse ved tro, fungerer. Og det gør det!

Det fungerer. Ikke fordi du har opdaget en mystisk formel. Nej, du har fundet en Person - en Ven - en Frelser, der kan gøre noget for dig, som du ikke kan gøre for dig selv.
Nu bliver der mening i tingene. Du forstår, hvad Jesus mente, da han sagde til Nikodemus, at han måtte fødes på ny - og hvad Paulus mente, da han sagde: »Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning.« For nu oplever du det.
Bibelen er en helt ny bog for dig. Du plejer at læse om, at andre bliver bønhørt. Nu minder dens løfter dig om dine personlige svar på bøn - og ansporer dig til at bede om og modtage mere og mere.

Nu har sandheden nået ikke blot din forstand, men dit liv. Jesus sagde: »Sandheden skal frigøre jer.« Du troede, han mente læren. Men han mente mere end det. Han sagde: »Jeg er sandheden.« Og »Dersom Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.« Nu sker det alt sammen - i dit eget liv.
Hvordan har du så længe kunnet misforstå det hele? Du troede, at det hele afhang af den rette lære. Men nu ved du, at selv da det alene var sandhedens teori, du holdt fast ved og ikke ville opgive, undgik du slaveriet. Et slaveri, der ville blive hårdt.
»Uden den forvandlingsproces, som kun guddommelig kraft kan udvirke, forbliver de tidligere tilbøjeligheder til synd i hjertet i deres fulde styrke. De vil lægge dig i nye lænker og påtvinge dig et slaveri, som ingen menneskelig magt kan bryde.«
»Uden Guds Ånd er kundskab om hans ord til ingen nytte. En teoretisk kundskab om sandheden uden Helligånden kan ikke levendegøre sjælen og rense hjertet. Man kan være bekendt med Bibelens bud og løfter, men dersom Guds Ånd ikke får lov til at gøre sandheden levende, vil der ikke ske nogen forandring med vor karakter. Uden Åndens vejledning vil vi ikke kunne skelne sandhed fra vildfarelse, og vi vil blive et bytte for Satans snedige anslag og fristelser.«

Du kender kun alt for godt disse stærke fristelser. Men nu, i en bølge af nyt, vidunderligt liv, oplever du i stedet for din egen svaghed din levende Herres styrke.
Du troede, at evangeliet ikke fungerede. Nu ved du, at evangeliet fungerer. Du ved, at Korsets Herre kan gøre andet og mere ved synden end blot at tilgive den.
Du troede, at det bedste, Gud kunne gøre for dig, var at give dig en sejr, som var blandet op med ydmygelse og modløshed.
Men nu ved du, at det aldrig var hans hensigt, at du skulle nøjes med dette. Han ville aldrig have udgydt sit blod for at købe sine børn tilbage fra fjenden, hvis han vidste, at han kun kunne tilbyde dem tilgivelse, men ingen kraft til sejr. Det var ikke hans hensigt at nøjes med en delvis, ufuldstændig sejr.

Nu ved du, at der intet er i vejen med evangeliet. Du har oplevet dets kraft til at rense og helbrede. Nu er Bibelen din bog. Du har dine egne svar på bøn, dine egne mirakler at mindes.
Og endnu vigtigere - du har fundet et personligt venskab med din Frelser - et venskab, der bliver mere virkeligt, mere tilfredsstillende og mere naturligt, som tiden går. Han er altid nærværende - alle vegne - under alle omstændigheder. Du behøver ikke at sige noget hele tiden. Du behøver ikke at knæle. Det bliver så naturligt at sige: »Tak, Herre, for det grønne lys.«
»Tak for den parkeringsplads!«
»Hjælp mig at skrive dette brev, Herre!«
»Hjælp mig at vinde en sjæl ved denne sang.«
»Herre, jeg ved ikke, hvilken vej, der er den rette, men Du ved det. Og hvad Du end ønsker, jeg skal gøre, vil jeg gøre.«
Det er et venskab, som det er umuligt at beskrive. Det kan kun opleves.

Og nu, da dette frelsende venskab er dit - nu da sejren er din - hvad så med den bagdør, som plejer at friste dig sådan?
Du ser den. Men du havde jo i grunden glemt den!

Nu er den ligegyldig. Ligegyldige er også menighedens og prædikantens ufuldkommenheder. For resten er de ikke så slemme, som du engang syntes. Nu ser det hele anderledes ud. Du husker kun de prædikener, som inspirerede dig, de bibellærere, som gjorde sandheden letfattelig, den musik, som bragte Himmelen ned til Joden og de oprigtige, venlige mennesker, som hjalp dig fremad. Og hvis en eller anden var kold eller ligegyldig - var han eller hun måske tynget af den samme modløshedens byrde som du selv. Måske var også dette oprør et råb om hjælp.

Hvordan det end forholder sig - kulde, gå på akkord og fejl i andres liv vil ikke forurolige dig mere. Men skulle andre mennesker svigte, så er din tro ikke bygget på mennesker, men på budskabet, på Skriften, på Profetiens Ånd og - mest af alt - på din levende Frelser.

Det er noget helt personligt mellem dig og din Gud. Og det kan bagdøren aldrig anfægte.
Den vil blive ved med at gå - for nogle. Det er syndens tragedie. Og du lover i dit hjerte at gøre alt, hvad du kan, for at advare dem mod denne fare.
Men for dig vil den bagdør, som stod så fristende på klem, ikke mere være en fristelse.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com