Vi smiler. Men historien illustrerer det faktum, at den samme sandhed kan siges på flere måder.

Sådan er det også i kristenlivet, og det er nogle blevet forvirrede over. Religionens sprogbrug har så mange udtryk, der overlapper hinanden, eller som stort set betyder det samme.

Vi taler om omvendelse, om den nye fødsel, om det nye liv, om fuld overgivelse, og om det sejrende liv. Er der nogen forskel? Og kunne vi lige så godt tale om det nye liv som en personlig forbindelse med Kristus, som at kende Kristus, eller simpelt hen som sand kristendom.

Jesus brugte mange forskellige udtryk for at beskrive vort behov. Han sagde til kvinden ved brønden, at hun behøvede levende vand. Han sagde til Nikodemus, at han behøvede at fødes på ny. Han sagde til skaren en dag, at de behøvede brød fra Himmelen, og tilføjede, at han selv var livets brød.

Talte han om forskellige måder at blive frelst på? Trængte Nikodemus ikke til det levende vand? Og trængte kvinden ved brønden ikke til at blive født på ny?

Hvad må et menneske gøre for at blive frelst? På pinsedagen kaldte Peter folket til omvendelse. Og Paulus og Silas opfordrede indtrængende folk til at tro på Herren Jesus Kristus. Trængte nogle kun til at omvende sig - og andre kun til at tro?

Det er sommetider nyttigt at skitsere de skridt, man må tage for at komme til Kristus - føle ens behov, tro, overgivelse, anger, bekendelse. Men disse udtryk er ikke ubøjelige størrelser. En skitsering indeholder måske kun tre skridt, en anden fire, en tredje skitse kan indeholde otte eller ti skridt. Og alle kan de være korrekte. Lad dig ikke forvirre af, at de nødvendige skridt sommetider er koncentreret til tre, og andre gange specificeret ud til ti.

Og lad dig ikke forvirre af disse skridts rækkefølge. Gud leder ikke alle mennesker på samme måde, ad nøjagtig den samme rute. Han tager dem, hvor de er - og fører dem derhen, hvor det er nødvendigt. Hvis du skulle rejse fra Oslo til New York, ville du næppe vælge samme rute som hvis du skulle fra Tokyo til New York. Det er bestemmelsesstedet, der tæller.

Og lad dig ikke forskrække, hvis en med kristen ikke har taget nøjagtig de skridt, du har taget, og heller ikke i samme rækkefølge. Det kan være, han har taget nogle skridt, som du ikke har taget. Lad blot Herren tage ledelsen.

Hvilke skridt, og hvilken rækkefølge der end har været tale om, er resultatet det samme - en ny skabning, en ny person, et nyt menneske. Et menneske, som er omformet på denne måde, er så forskellig fra hvad han en gang var, at han kun kan beskrives som en ny skabning, en ny person. En forvandling så gennemgribende, at den kun kan finde sted ved en skabende handling!

Vi skal også have i tanke, at ikke alle omvendelser er ens. Nogle omvendelser kan ske øjeblikkeligt - som et lyn fra en klar himmel. Et menneske kan synes at blive forvandlet lige for ens øjne. Men sommetider kan forvandlingen også ske gradvist. Nogle omvendelser ledsages af stærke følelser. Andre er næsten helt blottet for følelser. Den ene er ikke nødvendigvis mere ægte end den anden. Nogle kristne kan se tilbage på den dato og det klokkeslæt, hvor det skete. Andre er ikke i stand til at pege på det nøjagtige tidspunkt for deres omvendelse. Det, der betyder noget, er, at der virkelig finder en forvandling sted, at den er ægte, at den holder.

Hvordan vi end vil beskrive det, så er en kristen resultatet af en skabende handling. Eller, sagt på en anden måde, der er tale om en genopstandelse.

Den store metodistforkynder Chadwick siger: »Jesu Kristi opstandelse fra de døde er Det nye Testamentes bannermærke. Det er et eksempel og et pant på, hvad Gud kan gøre for mennesket.«

Kristi opstandelse og Lazarus' opvækkelse - disse to begivenheder er pantet, er eksemplet på hvad Gud både vil og kan gøre for dig og mig.

Nogle vil sige, at der ikke er noget mirakuløst ved omvendelsen, at den simpelt hen er resultatet af naturlige processer. De siger, at der ikke er noget overnaturligt ved den - at den blot er et produkt af uddannelse og selvdisciplin.

Nej, min ven, det er den ikke. Den er et mirakel helt igennem. Den er langt ud over, hvad mennesket kan gøre for sig selv.
Lyt! Da Gud oprejste Jesus fra de døde, gjorde han det ikke lidt efter lidt. Han gjorde det på en gang. Det var på samme måde med Lazarus.
Sådan var det også, da Gud skabte Adam. Han skabte ham ikke lidt efter lidt. Han skabte ham ikke en gang som en baby. Han skabte ham som en fuldvoksen mand. Det er skaberkraftens mirakel. Det havde ikke noget at gøre med naturlige processer.

Og den samme kraft, som skabte Adam, den samme kraft, som kaldte Jesus og Lazarus ud fra graven - den samme kraft kan genskabe hver eneste synder, som læser disse ord. Ikke lidt efter lidt, men på en gang. Og selvdisciplinen må forbløffet træde til side, for den kender ikke til mirakler.

Der må ganske vist foregå en vækst i kristenlivet. Det vil jeg ikke underkende. Der vil være vækst, og det er også et mirakel. Det er et mirakel hele vejen igennem.

Men først må der være en begyndelse, en skabelse. Og det er det mirakel, som Gud ønsker at udvirke for dig netop nu ikke lidt efter lidt, men på en gang - idet du bøjer dine knæ.

Og når han har gjort det, når det er sket, er det så ikke af mindre betydning, enten du kalder det en omvendelse - en ny fødsel - eller en opstandelse?
 

Treårige Mindy sagde til en nabo: »Jeg så dig køre bil i dag.« Hun gjorde en lille pause. »Kan du også bakke?«
Treårs børn manøvrerer sig ind på steder, hvor der ikke er megen plads. De får en masse øvelse i at vende omkring. Og sommetider er der ikke plads til at vende omkring. Alt, hvad de kan gøre, er at bakke. Det er ikke så underligt, at evnen til at bakke forekommer en treårig meget betydningsfuld.

Det er også vigtigt i kristenlivet at vide, hvordan man bakker - og om man er villig til at bakke. Det er det første, en mand eller en kvinde ønsker at gøre, efter at have kastet et langt, frelsende blik på Golgatas kors og set, hvad synden har gjort med Guds Søn.

Sandheden er, at hvis en person, som hævder at have modtaget Herren Jesus Kristus og at være omvendt, men ikke desto mindre fortsætter i samme retning som hidtil, med den samme livsstil, uden at have lyst til hverken at bakke eller vende omkring - så vil jeg vove at påstå, at vedkommende persons omvendelseserfaring forekommer umiddelbart mistænkelig. Der er grund til at tro, at hans antagelse af Kristus måske kun har været overfladisk, og at hans omvendelse ikke var helt ægte. Han kan muligvis være bedrøvet over sine synder - men ikke bedrøvet nok til at kvitte dem!

Syndens tragedie er, at. den altid efterlader ar - ar i synderens sind og krop, og ar I deres liv, som har kendt ham. Det, der er sket i det forgangne, kan ikke ændres. Det er nu historie. Ord, som er talt, kan aldrig trækkes tilbage. Den smerte, man har tilføjet sine venner og kære, er der stadig. Indflydelser, der er sat I gang, bevæger sig fra menneske til menneske som ringe i vandet, gør skade i kommende år. Synd efterlader ar - uanset hvor dybt man sørger over forhen begået uret, eller hvor ægte omvendelsen end har været.

Har du nogen sinde gjort dig klart, hvor vanskeligt, hvor umuligt det ville være at sætte et træ sammen, efter at det var hugget om? Det ville betyde mere end at rejse stammen op på stubben og støtte den, så den kunne stå. Grenene måtte sættes tilbage på deres plads, også de knækkede kviste, nåle og knopper, som var knækket af i faldet. Fuglenes reder måtte sættes op igen, og de knuste æg gøres hele. Og hvad med de nærmeststående træer? Kunne man reparere den skade, der var voldt på dem i faldet?

Nej. Synden efterlader ar, som aldrig kan fjernes!

Davids omvendelse efter hans frygtelige synd var dyb og ægte. Men alligevel havde både hans indflydelse og hans rige lidt uoprettelig skade. Selv i dag minder ikke-kristne os om Davids synd og bruger den som argument mod kristendommen. Arret er der stadig.
Gud ledte ganske vist også dette til det gode. Mangen en synder er blevet opmuntret til at tro, at når Gud kunne tilgive David, så må der også være tilgivelse for ham eller hende.
Arrene er der stadig. Men, Gud ske tak, den afbrudte forbindelse, adskillelsen mellem synderen og hans Herre, kan heles. Glæden ved denne forbindelse kan genoprettes. Hvor ubegribeligt det end kan forekomme, tager Gud imod den angrende synder, som om han aldrig havde syndet.

Læs den smukke enoghalvtredsindstyvende Salme. Hvilket billede af sand omvendelse! Her er David ikke bekymret for sit offentlige omdømme. Det, han bekymrer sig om, er den afbrudte forbindelse - hans forbindelse med Gud. Han kunne bære at miste Batseba. Han kunne bære at miste barnet. Han kunne bære at miste sit rige, sine rigdomme og endog sit eget liv.

Men han kunne ikke bære at miste sin Gud!

Lyt: »Gud, vær mig nådig, ... tvæt mig fuldkommen ren for min skyld og rens mig for min synd! Mine overtrædelser kender jeg jo, min synd står mig altid for øje. ... Rens mig for synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne; ... skjul dit åsyn for mine synder, udslet alle mine misgerninger; skab mig, o Gud, et rent hjerte, given ny, en stadig ånd i mit indre; kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig; glæd mig igen med din frelse! ... Da vil jeg lære overtrædere dine veje, og syndere skal vende om til dig. Fri mig fra blodskyld, Gud, ... så skal min mund forkynde din pris.«

Hvor vidunderligt er det ikke, at vi har den forret at kunne bakke ud, at vælge at ændre vor livs retning! Vi kan ikke fjerne arrene eller få vore spildte liv tilbage. Men alligevel har Gud i sin ufattelige omsorg og betænksomhed en måde at godtgøre disse spildte år på. Han siger: »Jeg godtgør eder de år, da græshoppen, springeren, æderen og gnaveren hærgede.« Joel 2,25.

Jeg tænker på Maria. Hvordan kunne Maria nogen sinde glemme de syv gange, Frelseren havde løftet hende op fra et liv i synd? Hun kunne ikke få de spildte år tilbage. Men hvor gjorde Jesus det alligevel godt for hende. Det var Marias vellugtende gave, der er blevet nedtegnet for alle senere slægter. Da Jesus var trådt ud fra graven, viste han sig først for Maria. Maria var den første til at bringe budskabet om en opstanden Herre.

Og der var Peter - for altid pint af mindet om, at han så skammeligt havde fornægtet sin Herre. Jeg holder af at tænke på, at Gud gjorde det bedste, han kunne, for ham på pinsedagen. Hvis det havde stået til os, ville vi næppe give Peter lov til så meget som at uddele sangbøger ved et møde som dette - efter at han havde fornægtet sin Herre så groft. Men Gud lod Peter være hovedtaler.

Ja, synden tager årene. Men Gud gør alt, hvad han kan, for at give os de tabte år tilbage.
Men vidste du, at angeren er en gave - at vi ikke kan angre, medmindre Gud nedlægger i vore hjerter et ønske om at angre? Peter sagde til dem, der arresterede ham: "Vore fædres Gud har opvakt Jesus, som i tog af dage ved at hænge ham på et træ. Ham har Gud med sin højre hånd ophøjet til fører og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse.« Apg. 5,30-31.

Vi kan lige så lidt angre uden Kristi Ånd, som vi kan få tilgivelse uden Kristus.

Apostlen Paulus siger: »Eller ringeagter du hans godheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom og ved ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse?« Rom. 2,4.

Det er Guds godhed, der nedlægger i os et ønske om at angre og omvende os. Og hvor ser vi denne ufattelige godhed demonstreret til langt ud over, hvad vi kan fatte og forstå?

Det er på Golgatas kors. Som vi ser på korset, og ser en kærlighed udover alle grænser - og som modsætning ser vor egen syndige tilstand - det er der, vi ledes til anger og omvendelse. Der ser vi, hvad vore synder har gjort ved vor Frelser, der føler vi en dyb og ægte sorg - den sorg, der fører til omvendelse.

Ifølge apostlen Paulus findes der to slags sorg. Han siger: »Thi bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes; men verdens bedrøvelse virker død.« 2 Kor. 7,10.

Nogle er nemlig bedrøvede over deres synder, bedrøvede over at have såret Guds hjerte, bedrøvede over at have skuffet ham. Men andre er blot bedrøvede over, at de er blevet fanget, bedrøvede over konsekvenserne.
Sand sorg over synd leder til omvendelse, til frelse. Men verdens bedrøvelse er en falsk bedrøvelse. Den gør ingen gavn.

Sådan var det med Esau. Vi læser, at »han fandt ingen lejlighed til at omvende sig, skønt han med tårer søgte derefter.« Hebr. 12,17.
Esaus anger var ikke ægte. Og hans tårer kom for sent.

Sådan var det med Judas. Han ville have givet alt i verden for at gøre sit forræderi ugjort. Hans samvittighedsnag fik ham til at hænge sig. Men han var ikke bedrøvet over sin synd.

Han var kun bedrøvet over konsekvenserne, bedrøvet over det udfald, sagen havde fået.

Sådan vil det blive til allersidst, lige før synd og syndere bliver endeligt tilintetgjort, så vil disse ord gå i opfyldelse: »For at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i Himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre.« Fil. 2,10-11.

Hvert knæ skal bøje sig. Hver tunge skal bekende. Hver eneste fortabt mand og kvinde - og Satan selv - vil erkende, at Gud er retfærdig, når han lukker dem ud af Himmelen. Men det vil blive verdens bedrøvelse, en verden, som er fjendtlig over for Guds regering, en verden i oprør mod sin Skaber. Det vil blive et sorgens skrig, som vi aldrig tidligere har hørt. Men her bliver ingen sand omvendelse. Lige som Judas sørger de kun over konsekvenserne af deres synd, over at de har forrådt deres Herre. Deres hjerter er ikke forandret og ville ikke blive forandret, selvom de fik en ny chance. Oprøret ville stadig stræbe efter at sejre, om det kunne. De erkender retfærdigheden i deres dom. Intet mere!

I dag kan vi stadig angre og omvende os. I dag tilgiver Gud os - atter og atter. Vi er bedrøvede over vore synder. Men vi er åbenbart ikke bedrøvede nok til at holde op med at synde - holde op for bestandig.

Men sådan vil det ikke altid blive. En dag vil bøgerne blive lukket, og der vil ikke mere blive anledning til anger og omvendelse. Den guddommelige kundgørelse vil udgå: »Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt.« Åb.22,11.

Når disse ord kundgøres, er det for sent at omvende sig. Vore tårer kommer for sent. Hvert menneskes karakter er fastlagt for evigt. Det menneske, som ikke da har vundet sejr over synden, vil aldrig vinde den. Nu er det tiden til at lade vor Herre forvandle os.

Gennem hele Skriften runger kaldet som dybe malmtoner: "Omvend jer!«
Noa kaldte en verden til omvendelse, og næsten ingen lyttede.
Jonas forkyndte kaldet, og hele Nineve omvendte sig.
Elias prædikede det, akkompagneret af ild fra Himmelen, og et folk vendte tilbage til deres Gud.
David følte kaldet, og hans knuste hjerte omsatte det i sang for alle kommende slægter.
Johannes Døber prædikede omvendelse, og beredte et folk for Messias.
Jesus prædikede det, og hans ord har aldrig mistet deres kraft.
Apostlene udråbte: "Omvend jer!« Og tusinder blev omvendt på en dag.

Ja, gennem hele Den hellige Bog siger vor Herre: »vil du ikke nok komme tilbage? Jeg er så ensom uden dig. Kan du ikke se, hvor mildt jeg vil behandle dig, hvis du blot vil komme tilbage? Jeg vil behandle dig, som om du aldrig havde været borte.«

Men hvor længe vil klokkerne ringe?
Bekendelse er noget stort og ædelt. Den er ikke let. Skyld foretrækker altid at forblive skjult. Den stejler over at gå i sig selv. Det kræver virkeligt mod at stå op og sige: "Jeg tog fejl.« Men hvor meget kunne ikke være anderledes, hvor mange sår kunne ikke være lægt, hvor mange navne renset, hvor mange liv gjort lykkelige - hvis vi, privat som offentligt, havde mere af dette storsind!

En tavs skyldfølelse er ikke nok. En tavs sorg er ikke nok. Apostlen Johannes siger: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.« 1 Joh. 1,9.

Bekendelse må gå forud for tilgivelse. Den må gå forud for renselse. Der er ingen anden vej. Hvis vi har syndet over for Gud alene, må vi bekende for Gud alene. Men hvis vor synd har såret et andet menneske, må vi bekende over for vedkommende. Og hvis vor synd har været offentlig, må vor bekendelse være offentlig. Vor bekendelse må svare til vor synd.

Den bekendelse, der ikke leder et menneske til at sige. "Det var min skyld« eller "Gud vær mig arme synder nådig« - er ikke ægte.

Men alt for ofte er vor bekendelse, selvom den optræder under dette navn, hul og hyklerisk. Når skyldfølelsen er trængt op i en krog, mumler den: "Jeg lavede nok en dumhed« - for så at smutte væk, så hurtigt den kan.

Selv når bekendelsen bliver aflagt, skinner det kunstige tit alt for tydeligt igennem. Bekendelsen er så at sige af plastic. Den er ikke virkelig. Vor bekendelse er så belæsset med modi fiktioner og undskyldninger og forbehold og grunde til, at jeg gjorde dette og hint, at den mister sin mening.

Vi viger tilbage, når vi hos andre ser denne endeløse række af selvretfærdiggørelse, al denne foregivne fuldkommenhed. Vi regner det for toppen af hykleri. Men hvor mange af os er selv skyldige deri?

Skyldfølelsen finder så mange veje til at undgå fuld offentlighed, fuld ansvarlighed, fuld indrømmelse af egne fejl. Vi viger tilbage fra at falde på vore knæ og sige: "Herre, det er min skyld. Min. Ingen andre har skylden.«

Vi skyder skylden på vor barndom, på fars bankkonto eller mangel på samme, på det kvarter, vi voksede op i, på en lærer i første klasse, på noget, en eller anden sagde til os, eller gjorde ved os, som vi ikke en gang kan huske. Alt andet end selv at tage skylden.

Eller vi gribes af den populære ide, at alt, hvad vi behøver, er at tilgive os selv. Hvornår vil vi lære, at skyld ikke er noget, vi kan klare af os selv? At tilgivelse ikke er noget, vi kan klare af os selv. Lægedommen må komme udefra. Kun Gud er kvalificeret til at behandle den. Og selv han kan ikke helbrede en skyld, som vi ikke vil indrømme.

Bekendelse er en kamp mod stoltheden. Og stoltheden ønsker ikke at gå i sig selv. Stoltheden siger: »Hvis jeg bekender min synd, hvordan vil det da gå med mit omdømme?« Bekendelse betyder, at fortælle en anden - eller en hel gruppe mennesker - at man ikke er fuldkommen - at der er noget galt ved en selv. Og stoltheden stejler over for dette.

Synd er nemlig noget strengt personligt. Synden kan ikke adskilles fra personen. En stjerne eller et bjerg eller et rådhus kan ikke synde. Kun mennesker synder. Intet laboratorium i verden kan isolere syndens essens og komme den i et reagensglas. Når et menneske altså bekender sin synd - og kalder den ved dette navn - bekender han ikke et eller andet i sine omgivelser, eller noget i et reagensglas, som kan holdes frem og fordømmes. Han bekender noget inden i sig selv. Og det er meget svært.

Derfor tøver stoltheden. Og bliver ved med at tøve. Stoltheden ønsker ingen indgreb i sit omdømme, i sine selvcentrede ambitioner, sin selvretfærdighed og forstillelse - end ikke for at opnå renselse og fred og et nyt liv.

Ven, det er frygteligt at være for stolt til at angre, for stolt til at sige: »Det var min skyld.« Er det ikke tragisk at vente så længe, at gå så langt, at der ikke er nogen vej tilbage, at ignorere kaldet, indtil man ikke hører det længere, at lade hjertet blive så hårdt, at end ikke Guds Ånd kan trænge igennem? Lad os huske, at kun knuste hjerter kan angre - og gå i sig selv.

Og kun knuste hjerter finder lægedom.
Du husker måske den gamle historie om oksen og myggen. Myggen var blevet transporteret på det ene af oksens horn Og den sagde til oksen: "Undskyld mig. Jeg var ikke klar over at min vægt kunne være en byrde for dig.« Og oksen svarede "Jeg vidste ikke en gang, at du var der.«

Er det sådan, vi får folk til at føle, når de beder os om tilgivelse? De kan have grædt under byrden af deres skyld. Og nå de kommer til os for at bede om tilgivelse, stiller vi os an som den store og ædle. Jeg er så stor og så ædel og så fuldkommen at intet, du kunne gøre, kunne såre mig. Jeg lagde ikke en gang mærke til det.
Synd sårer. Enhver uret begået over for et andet menneske gør ondt. Lad være med at lade, som om det ikke gør ondt.

Jesus har aldrig sagt, har ikke så meget som antydet, at synd ikke gør ondt. Det gør den. Den gør frygtelig ondt. Jesu hjerte bløder over smerten ved enhver uret. Han siger aldrig at det ikke gør ondt. Han siger blot, at han er villig til selv at bære smerten.

Sådan er tilgivelse - også mellem hinanden. Tilgivelse f noget stedfortrædende. Det betyder, at vi er villige til at bære smerten selv.
Har vi mon behandlet tilgivelse alt for tilfældigt? Har vi ikke forstået, hvad tilgivelse i det hele taget drejer sig om?
Jeg ved det. Vi læser apostlen Johannes' ord: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgive os vore synder.« l Joh. l,9.

Og det lyder så enkelt og så let. Bare bede og få tilgivelse Men er det det hele?
Vi vil aldrig forstå, hvad tilgivelse er, før det går op for o hvad den kostede. Tilgivelse er det dyrebareste i verden, det dyrebareste i hele universet. Den kostede Guds Søns hjerteblod. Der var ingen anden måde, hvorpå vi kunne få tilgivelse. Apostlen Paulus sagde: »Der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.« Hebr. 9,22.

Tænk over det! Uden Jesu blod kunne der ikke opnås tilgivelse for en eneste synd?

Vi læser om, hvordan man gang på gang ofrede lam i det gamle Israel, Og vi ved, at slagtningen af et uskyldigt lam pegede frem til den dag, hvor Jesus, Guds Lam, ville give sit liv for vore synder. Og vi siger: »Jeg er så taknemmelig, for at vi ikke behøver at bringe ofre i dag. Jeg er så taknemmelig over, at når vi synder, har vi blot at gå til Jesus og sige: 'Herre, tilgiv mig.'«

Men det er ikke helt på denne måde. Lad os huske: »Der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.« Og det er Paulus, der taler, ikke Moses. Det er i Det nye Testamente.

Tilgivelse er ikke en eller anden slags juridisk transaktion, hvor Gud indvilliger i, at hvis vi siger nogle bestemte ord, får vi tilgivelse. Vi kan ikke fortjene tilgivelse ved ord eller bekendelser, uanset hvor længe og inderligt vi gentager dem. Vi kan ikke fortjene tilgivelse. Vi kan ikke købe den. Vi kan ikke forhandle om den. Vi kan kun bede om den og tage imod den - den kosteligste gave, der findes - fordi Jesus døde i vort sted!

Der er ingen anden måde. Kun Jesu blod kan rense os. Kun Jesu blod kan tvætte vore synder bort. Kun Jesu blod kan læge vor skyldfølelse. »Der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.«

Vi må også bringe et offer - lige så meget som de mennesker, der levede før korset. Ikke på et bogstaveligt alter, men det er noget, som foregår dybt inde i hjertet. Og det må ske. Vi må også bringe et offer. Men i vort tilfælde er det blødende offer ikke et uskyldigt dyr. Det er ingen mindre end Guds Søn!

Og ligesom det krævedes af synderen på Moses' tid, at han skulle slagte lammet med sine egne hænder, sådan må du og jeg se i øjnene, at vi personligt tog vor Herres liv - lige så virkeligt, som om vi selv havde slået naglerne ind.

Begynder du at se, hvor dødbringende synden er - og hvad den gjorde mod vor Herre? Synden må have et offer. Og Jesus tilbød sig frivilligt. Han tilbød frivilligt at være Lammet. Det var derfor han kom.

Se ham, idet han beder i haven den sidste nat. Det ærefrygtindgydende øjeblik er kommet. Guds fjendes styrker Satan og hans hærskarer - sætter et desperat stormløb ind mod Jesus. Hvis de blot nu, i hans menneskelige svaghed, kan få ham til at bukke under i kampen. H vis blot han vil overlade til ligegyldige mennesker at dø for deres egne synder. Hvis blot han vil afstå fra sin plan om at frelse menneskene. Dette er fjendens håb.

Dette var den næsten overvældende fristelse. Og glem det aldrig. Jesus havde iført sig menneskelig skikkelse. Han kunne have givet efter. Han kunne have tabt.
En fortabt slægt hang i vægtskålen. Måtte hele menneskeheden gå til grunde? Ville Guds Søn vende tilbage til Himmelen i en sky af herlighed og overlade menneskene til den skæbne, de fortjente?

Nej! Han var Lammet! Han trådte ud af denne have og lod sig gribe af ligegyldige, ufølsomme mennesker. Han kunne have strakt sine vogtere døde til jorden. Men han gjorde det ikke.

Se ham foran Pilatus, idet han bærer en almindelig forbryders skam. Se ham udholde usle menneskers spottende tilråb - uden at svare et eneste ord - fordi han er Lammet!
Se ham, idet han lader sig nagle til et kors uden protest. Se ham, idet hjerteløse mennesker råber til Guds lidende Søn: »Frels dig selv - hvis du kan!«
Se ham, idet han udholder disse mørkets timer, idet han føler den forfærdelige adskillelse fra Faderen - fordi han er Lammet. Som det lidende Lam må han bære den knusende vægt af verdens synd - og særlig din og min synd.

Kan vi nogen sinde tage let på tilgivelsen - nu, da vi ser, hvad den kostede? Kan vi nogen sinde gøre det til noget lemfældigt eller ligegyldigt at tilgive hinanden?
Synden gør ondt. Og, jeg siger det igen, tilgivelse er noget stedfortrædende - også når vi tilgiver hinanden. Det betyder, at vi er villige til selv at bære smerten.

Det er sådan, vi skal tilgive - hvis vi ønsker, at Gud skal tilgive os. Og hvem af os trænger ikke til tilgivelse? Hvem af os har råd til at nægte at tilgive vor broder - og således brænde den bro, som vi selv må gå på?

Hver gang vi beder Herrens bøn, siger vi: »Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere." Matt. 6,12.
Som vi forlader. På samme måde. Tilgiv os på samme måde, som vi tilgiver andre. Hvor tør vi sige disse ord - hvis vi ikke er villige til at tilgive andre, hvis der skulle være et eneste menneske, som vi ikke har tilgivet?

Jesus efterlod ingen tvivl om, hvad han mente. Han sagde: »Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.« Matt. 6,14-15.

En gang fortalte Jesus en beretning - den er gengivet i Mattæus-evangeliets attende kapitel - om en tjener, som skyldte kongen en meget stor sum penge. Han kunne ikke betale den, derfor befalede kongen, at tjeneren og hans familie og al hans ejendom skulle sælges og gælden betales.

Tjeneren faldt på sine knæ og bad fortvivlet: "Nær langmodig med mig, så skal jeg betale det hele tilbage.« Kongens hjerte blev rørt, og han eftergav hele gælden - slettede simpelt hen det hele.

Tjeneren gik ud, og han mødte en anden tjener, som tilfældigvis skyldte ham en ubetydelig sum penge. Man skulle forvente, at han også ville vise medlidenhed, efter at kongen havde været så storsindet over for ham. Men i stedet greb han sin medtjener i struben og lod ham kaste i fængsel, og forlangte at han skulle blive der, indtil han havde betalt sin ubetydelige gæld. Hvor oprørende! Men rammer den mon ikke en og anden af os?

Vi skylder vor Herre en kolossal sum - en gæld så stor, at den ikke kan beskrives. Og en eller anden har begået en uret over for os, skylder os en ubetydelig sum. Og vi nægter at tilgive vedkommende. Forskellen mellem den gæld, Gud har tilgivet os og hvad andre mennesker måske skylder os - den forskel er mildt sagt forbløffende.

Kan vi, som har fået så meget tilgivet, være uvillige til at tilgive så lidt? Indser vi, at ved vor behandling af andre, ved vor uvilje til at tilgive andre, beder vi i virkeligheden Gud om at tilbagekalde sin tilgivelse af os - og efterlade os uden håb?
Her vi ikke bedt ham, måske hundrede gange, om at tilgive os på samme måde, som vi tilgiver andre?

Begynder vi nu at forstå, hvad det vil sige at tilgive? Hvor meget det kostede? Og hvor hårdt vi trænger til den? Og hvor villig Gud er til at tilgive?

Her vil en og anden måske sige: »Du ved ikke, hvor stor en synder jeg er. Jeg ved, at Gud tilgav David. Men jeg er meget værre end David. Hvad om min skyld er alt for stor til at blive tilgivet? Kan Gud tilgive mine synder - selv mine?« Ja. Selv dine! Selv mine! Han siger: »Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld.« Es. l,18.

Og Jesus siger. »Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.« Joh. 6,37.

Sig mig, tror du, Jesus ville betale den ufattelige pris for at gøre din tilgivelse mulig - for derpå at støde dig bort?  Aldrig!

Men nu vil nogen måske sige: »Hvorfor kunne han ikke bare tilgive? Hvorfor måtte han dø?« Direktøren for en stor virksomhed sagde en gang: »Mine ansatte kommer ofte til at ødelægge et eller andet, og jeg tilgiver dem bare.« Og han tilføjede: »Prøver du at sige mig, at jeg kan gøre noget, som Gud ikke kan?« Vi glemmer, at hvor som helst der er synd, må der også ske en betaling. Sæt nu, at din lille søn er ved at lege og kommer til at vælte en kostbar lampe, og den går i stykker. Han siger: »Om forladelse, far.« Og du siger: »Det er i orden, min dreng. Jeg tilgiver dig.« Og sagen er i orden. Hvorfor kan Gud ikke gøre på samme måde?

Men vent lidt! Hvem betaler for lampen?
Eller lad os sige, at en eller anden sætter et falsk rygte i omløb om dig, og det skader dit omdømme. Det går op for rygtesmeden, hvad han har gjort, hvilken smerte det har voldt dig, og han fortæller dig, hvor bedrøvet han er over, hvad han har gjort. Du tilgiver ham. Vil det nu sige, at smerten er borte, at der ingen skade er sket? Vil dette standse de rygter, som er sat i gang og fortsætter næsten i det uendelige og stadig skader dit gode navn og rygte? Nej. Det betyder blot, at du holder så meget af ham, at du tilgiver ham og bærer smerten selv.

For nogle år siden skete der noget i en retssal i Californien, som hjælper os til at forstå, hvordan Gud behandler synden. En ung kvinde var anklaget for at have kørt for hurtigt og blev ført for en dommer. Dommeren læste anklageskriftet og sagde: »Skyldig eller ikke skyldig?« Hun svarede: »Skyldig.« Dommeren idømte hende en bøde på hundrede dollars, subsidiært ti dages hæfte.

Men så rejste dommeren sig og lagde sin kappe fra sig. Han gik ned foran skranken og betalte bøden. Han var pigens far!
Hvorfor sagde dommeren ikke bare til sin datter: »Du har overtrådt loven, men jeg elsker dig så højt, at jeg tilgiver dig«?
Det kunne han ikke gøre - det vil sige, det kunne han ikke gøre og stadig være en god og retfærdig dommer. Loven måtte opretholdes. Men bøden kunne han selv betale.

Sådan er det med Gud. Himmelens lover blevet overtrådt, og straffen for at bryde den er ikke hundrede dollars. Den er døden. Uanset hvor højt Gud elsker os, kan han ikke sige: »Jeg tilgiver dig« og lade det blive ved det. Himmelens fuldkomne lov, universets grundlov, må opretholdes. At gøre noget andet ville betyde kaos. Gud kunne ikke nedvurdere loven, eller ignorere den, eller forandre den eller lave om på den eller fritage for den eller overse den - ikke en gang for at redde sin Søns liv.

Lad altså ingen nogen sinde fortælle dig, at Jesus døde på korset for at afskaffe loven - at De ti Bud blev naglet til korset. Det forholder sig lige modsat.
Hør! Hvis loven kunne være blevet forandret eller revideret eller overset, da havde Jesus ikke behøvet at dø - og Golgata havde kun været et meningsløst drama.
Jesus døde på korset, fordi der ikke var nogen anden måde at frelse dig og mig på - undtagen at dø i vort sted, uden at han selv skulle dø.
Ville det ikke være utænkeligt ikke at tage imod et sådant offer? Ville det ikke være utænkeligt at undlade at bede om og tage imod denne tilgivelse, som kostede så meget?

Du siger: "Jeg vil gerne have tilgivelse. Jeg har bedt om tilgivelse. Jeg har bekendt mine synder. Men der er ingenting sket. Jeg føler mig ikke anderledes. Jeg føler simpelt hen ikke, at jeg har fået tilgivelse.«

Men er det følelserne, der tæller? Eller er det Guds løfte? Er hans ord ikke sandt, enten vi tror det eller ej - enten vi føler det eller ej?
Lad mig illustrere det. Forestil dig, at du skylder en stor sum, og det besværer dig. Pengene må betales, og du ved ikke hvor du skal få dem fra. Så kigger onkel Henry ind en morgen og siger: Jeg har for resten lige været i banken og betalt din gæld.«

Det var da dejligt - hvis du da kunne tro på det. Onkel Henry er en stor spøgefugl, og han har det med at udfolde sin specielle form for humor en gang imellem.
Men han har virkelig betalt gælden. Du skylder ikke banken en øre. Men du føler dig ikke anderledes. Du føler ingen lettelse over, at gælden er betalt. Og det kommer du heller aldrig til - før du tror det. Men hele tiden skylder du ikke en øre.

Selvfølgelig er der stor forskel på Gud og onkel Henry. Men du har sikkert fattet pointen i denne historie. Når du har bedt Gud om tilgivelse, så skal du tro, at han tilgiver dig ikke fordi du føler det, men fordi Gud har lovet det. Er det ikke nok?
At leve på sine følelser kan føre en ud i en masse problemer - som vi skal se i det følgende.

Har du nogen sinde følt dig som en bog, hvor der manglede et kapitel? At der burde være et eller andet, som bare ikke er der? Har du så at sige udspændt dit livs horisonter til de yderste grænser - og følt, at der burde være noget mere?

I mit bibliotek har jeg en religiøs klassiker, som hedder »Et lykkeligt liv«. Den er skrevet i forrige århundrede af en kvæker ved navn Hannah Smith. Min forbavselse blev stor, da det viste sig, at der manglede et kapitel i min udgave. originaludgaven havde et kapitel om Helligånden. Hannah Smiths mand, Robert Smith, var en fremgangsrig prædikant, der havde haft kontakt med »Helligåndsmetodisterne«. Han fik en erfaring, der gennemrystede ham fra top til tå, en magnetisk gennem bæven af himmelsk fryd og floder af herlighed syntes at strømme igennem ham. Ekstasen varede i flere uger og syntes at være begyndelsen til en vidunderlig løbebane fyldt med åndelig kraft. Hannah bad om en lignende erfaring, men intet skete. Da forstod hun, at Gud allerede havde givet hende en åbenbaring af sin karakter, som havde forvandlet hendes liv. Robert Smiths møder blev overværet af store forsamlinger, altid i en højspændt, følelsesladet atmosfære. Fra en rejse i Tyskland skrev han til sin hustru: »Hele Europa ligger for mine fødder«. Så kom slaget. De følelser, som havde virket så tiltrækkende på ham, tog magten fra ham. Han blev skandaliseret og fik en glædesløs alderdom, medens Hannah gik frem fra kraft til kraft, idet hendes stille dybe tro bar hende over alle prøvelser og vanskeligheder, og hun stod trofast ved hans side. Hans liv bleven tragedie, fordi han faldt for fristelsen til at gøre følelsen til en afgud i stedet for at tilbede Jesus. Hos Hannah viste der sig ingen ekstatiske følelser, men hun havde en stille glad fortrøstning som følge af troen på Guds ledelse. Catherine Marshall skriver: »Vor tids voldsomme interesse for Helligånden her i Amerika står muligvis og balancerer på kanten af det samme problem - alt for letsindig omgang med følelserne, for lidt bibelsk grundlag, manglende sans for almindelig sømmelighed, med alt for lidt vægt på renhed, ubestikkelig ærlighed, moral - det at Kristus selv lever sit liv i os.«

Nutidens flirt med følelserne er ingen overraskelse. Den er ikke vanskelig at forstå. Den konservative religion, i hvert fald alt for meget af den, har været holdt nede under et tæppe af kold, livløs formalisme så længe - den måtte simpelt hen have luft! Den måtte trække vejret!

En religion, som ikke ånder, kan ikke nå ind til ret mange mennesker. Denne generation er træt af at blive holdt nede.
På den anden side, hvis de kun spørger: »Hvordan føles det?« og aldrig: »Hvordan harmonerer det med Bibelen?« er de da ikke på farlig grund? Er man da ikke kommet for langt over mod den anden grøft?

Er vi ikke på farlig grund, når vi prøver at måle ægtheden af vor omvendelse, af vor fortsatte vandring med Kristus, ud fra følelsernes intensitet? Skulle vi ikke se et rødt stoplys, når vi begynder at fokusere mere på følelserne end på Frelseren? Skulle vi ikke se et rødt stoplys, når vi gør følelserne til målet i stedet for til et biprodukt - når vi gør dem til et mål i sig selv?

Der er ikke noget forkert ved følelser. Men følelser må være under fornuftens kontrol. De behøver disciplin. Et menneske, som har haft en erfaring med Herren Jesus Kristus, bør være anderledes, end han tidligere var. Og hvis han ikke er det, hvis hans livsstil stadig er den samme, må det formodes, hans erfaring ikke er ægte.
Forandrer denne erfaring livet, eller kun sindsstemningen? Det er spørgsmålet. Forandrer den et menneske? Eller lokker den ham blot til at tænke, at han ikke behøver nogen forandring? Det er faren.

Følelserne er ikke det altafgørende i livet. Livsførelsen tæller også med - hverdagslivet. Og det røde lys burde lyse uafladeligt, når vi prøver at erstatte reformation i livet med følelser.
Alt for mange tilfælde af såkaldt dåb med Helligånden efterlader mænd og kvinder nøjagtig som de var tidligere, med uændret livsstil og uændrede livs vaner. Sådan burde det ikke være.

Det skete for ikke så mange år siden under en stor evangelisk kampagne i Oakland, Californien, at man registrerede 21.600 personer, som tog standpunkt for Kristus. Men det viste sig, at omkring en tredjedel af disse 21.600 - det vil sige omkring 7.200 - afgav falske navne og adresser på de beslutningskort, de udfyldte.
Jeg spørger dig: Hvor meget er en beslutning værd - hvor troværdig er den, hvor oprigtig er den - når et menneske med fuldt overlæg lyver, når han udfylder sit løftekort?

Jesu prædikegerning var opsigtsvækkende i ordets bedste betydning. Det var den mest opsigtsvækkende forkyndelse, verden endnu havde set. Men det var ikke en forkyndelse med storm og ild og jordskælv. Og den var ikke underholdning.

Ikke en eneste gang sagde Jesus til folket: »Kom igen i morgen, så skal jeg vise jer, at I kan gå på vandet.« Eller: »Kom i morgen og jeg vil vise jer, at I kan bespise fem tusinde med en lille drengs madpakke.« Og alligevel havde han Åndens kraft, som ingen anden nogen sinde havde haft og vil få. Med henblik på Jesus sagde Johannes Døber: »Gud giver jo ikke Ånden efter mål.« Joh. 3,34.

Jesus fortalte os noget om, hvad Guds Ånd ville blive i vort liv. Han sagde: »Når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden.« Joh. 16,13.
Læg mærke til, at han ikke sagde: »Når Ånden kommer, vil du vide, at du har modtaget hele sandheden.« Nej. Han sagde: »Han vil vejlede jer til hele sandheden.« Der er stadig sandhed at lære, sandhed at modtage.

Der er desværre nogle, som mener, at en stærk følelsesmæssig oplevelse er ensbetydende med, at de har modtaget hele sandheden, at så er der ikke andre steder at gå hen. Når de har fået en følelsesmæssig oplevelse, er de ikke længere interesserede i sandheden. De ønsker at standse der, og glemme alt om sandheden. Men det er farligt!

Gud vil aldrig give os en erfaring, som gør Bibelen unødvendig.
Og Guds Ånd - dette er betydningsfuldt - vil aldrig give os en erfaring, som på nogen måde er i modstrid med hans skrevne Ord. Guds Ånd modarbejder ikke sig selv. Hver gang vi får en personlig åbenbaring, som er i modstrid med Bibelen, gør vi bedst i hurtigt at undersøge hvilken ånd der står bag. Det kan ikke være Guds Ånd.

Apostlen Johannes sagde. »Tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud.« 1 Joh. 4,1.
Et meget godt råd, ikke?

Jesus sagde om Ånden: »Når han kommer, skal han overbevise verden om synd.« Joh. 16,8.

Åndens gerning er at overbevise om vor synd, overbevise os om, at vi trænger til en Frelser.

Hvis en ånd altså fortæller dig, at alt er i orden med dig, at du ikke trænger til noget, at du er helt udlært - er det så Guds Ånd? Aldrig!

Når vi overgiver os fuldt og helt til Guds Ånd, vil han give os, hvad vi trænger til - ikke nødvendigvis hvad vi tror, vi trænger til. Det er denne fuldstændige og uforbeholdne overgivelse, der er altafgørende. Og den overgivelse, den helligelse, må omfatte villighed til at adlyde ham. For vi læser i Apostlenes Gerninger: »Og vidner om disse ting er vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham." Apg. 5,32.

Kan vi forvente at blive fyldt med Ånden og fortsætte med ikke at adlyde ham? Næppe!

Og så endnu en advarsel: Satan, Guds fjende, står rede til at forfalske enhver Åndens gave. Og han er i stand til at gøre det. En dag vil han lave en falsk efterligning af selve Kristi genkomst. Og når han er i stand til det, ville han så ikke også være i stand til at efterligne Åndens gaver? Det er overhovedet ingen kunst for Satan at forfalske profetiens gave, eller den gave at undervise, eller helbredelsens gave, eller tungetalens gave. Han er trods alt en falden engel. Han kan let tale hvert eneste af jordens mange sprog.

Fordømmer jeg nogen af gaverne? Nej. Ikke en eneste af dem. Gud gav dem på pinsedagen. Han vil give dem igen, når som helst han finder det godt og formålstjenligt. Jeg siger bare, at der er en Helligånd og en vanhellig ånd. Jeg siger bare: Pas på forfalskningerne. Hold øjnene åbne - hold dig i nær kontakt med Guds ord!

Men når dette er sagt, vil jeg også tilføje: For de fleste af os er det store behov at blive fyldt med Helligånden. Det er det manglende kapitel - et kapitel, som trænger til at blive indføjet, et kapitel vi ikke må udelade. Alt for mange af os er tilfredse med at gå omkring med en ensformig erfaring, som ikke betyder ret meget. Gud ønsker, at vi skal have mere. Meget, meget mere!

Vi burde bede om Ånden, som vi aldrig før i vort liv har bedt om noget. Vi burde søge nærmere til Herren, end vi nogen sinde før har gjort.

Og så burde vi lade Ånden afgøre, hvilken gave han vil give os. Tror du ikke også? Gud er ikke en julemand, som behøver en ønskeseddel fra os. Han ved, hvilken gave du bedst kan bruge. Han ved, hvilken gave der passer bedst for mig. Lad ham træffe afgørelsen.

Skal vi ikke lade ham komme ind i vort liv på den måde, han vælger? Han kommer måske ikke med storm eller ild eller blændende lys eller fremmede tungemål. Han kommer måske med overbevisning, med ny sandhed, med et bånd til vor tunge. Men, Gud ske tak, han vil komme med en magt over synden, som vi ikke før har kendt. Og det er, hvad vi behøver frem for alt andet. Det er, hvad Åndens fylde drejer sig om.
Og her bliver ikke tale om et manglende kapitel!

Hvordan leve med en tiger?
Af en eller anden grund har vi den forestilling, at når et menneske bliver en kristen, trækker tigeren sig høfligt tilbage, og at det er afslutningen på konflikten. Mennesket har taget imod Kristus. Han har truffet sin beslutning. Afgørelsen er taget. Han er ikke mere splittet i to dele.

Når vi bliver kristne, vil vi ikke synde mere. Vi bliver ikke fristet mere - eller i hvert fald ikke ret meget. Og vi vil afgjort ikke miste besindelsen mere. Sådan ræsonnerer vi.

Og så sker det, uden varsel. Tigeren angriber igen. Og vi falder - lige så langt ned som vi før var oppe. Og vi spekulerer på, om vi i det hele taget er blevet omvendt!
Sandheden er, hvor mærkeligt det end kan lyde, at der er flere konflikter i den kristnes liv end i den ikke-kristnes. Lad mig sige det på en anden måde. Et menneske får flere konflikter efter omvendelsen, end han havde inden sin omvendelse.

Er du overrasket? Ja, det menneske, som tager imod Kristus, kan forvente flere konflikter end tidligere. Han kan forvente at møde flere fristelser. Og han kan forvente at blive styrtet ned i fortvivlelse og opgivelse - og blive fuldstændig forvirret - indtil han forstår, hvad der foregår.

Det er simpelt hen sådan. Mennesket uden Kristus har kun en natur - den natur, han blev født med. Og den natur synder lige så let som vand løber ned ad bakke. Der er ikke noget til at hindre det. Der er ingen konflikt.
Men det menneske, som har overgivet sit liv til Kristus, som har erfaret omvendelsens mirakel, har fået indpodet et nyt liv, en ny natur. Og denne nye natur er i vedvarende mod sætning til den gamle.

Dette er altså baggrunden for, at livet syntes at glide så let for det uomvendte menneske. Han har kun en natur - og der er ingen modstand mod dens herredømme. Men ikke længe efter omvendelsen, netop som han tror, den gamle natur er død og borte, opdager han, at der foregår en konflikt i hans indre.

Nu har han to naturer. Og de to er i konflikt med hinanden. Det er rigtigt, at han har en ny natur, den, som Kristus gav ham. Men den gamle natur, tigernaturen, ønsker ikke at dø. Og de to naturer vil afgøre sagen i kamp.
Gud tilintetgør ikke pludselig tigeren. Han hæver os ikke over at blive fristet. Han fjerner ikke vor evne til at vælge: Han indsætter i det omvendte menneske en ny natur, som er i stand til at overvinde den gamle. Men hvorvidt dette skal lykkes, er menneskets egen afgørelse.

Ikke underligt, at der er spænding og konflikt i den nye kristnes liv. Han har to naturer. Og de to kan ikke lide hinanden.
Apostlen Paulus forstod denne konflikt. Han havde selv erfaret den. Og dette er, hvad han siger om den: »I skal vandre i Ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer. Thi kødet begærer imod Ånden og Ånden imod kødet; de to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I gerne vil.« Gal. 5,16-17.

To naturer fastlåst i konflikt. Det er derfor, den kristne sommetider griber sig i at gøre ting, som han i virkeligheden ikke ønsker at gøre.
Men vil dette sige, at han er dømt til altid at leve med en borgerkrig i sit indre? Nej, det vil ikke. Enten den ene eller den anden natur vil gå af med sejren. Enten den ene eller anden natur vil vinde herredømmet. Enten den ene eller den anden natur vil dø.

Og læg mærke til følgende. Hvilken natur, der til sidst skal vinde, afhænger af, hvilken natur der behersker dit liv i morgen. Og skal jeg fortælle dig, hvilken natur, der vil herske i dit liv i morgen?

Den natur, der hersker i dit liv i morgen, er den, som er stærkest i morgen. Hvis den nye natur er den stærkeste i morgen, vil den regere. Hvis den gamle natur er den stærkeste i morgen, vil den regere. Sådan vil det være hver dag i dit liv. Den natur, som til enhver tid er stærkest, vil regere.

Og derfor kan jeg, uden at kende dig personligt, også forudsige, at hvilken natur, der end er stærkest, når Jesus Kristus vender tilbage til denne jord, eller når du .er kommet til vejs ende, så vil dette være afgørende for din evige skæbne. Om du og jeg på hin dag skal bestå for Gud, afhænger simpelt hen af, hvilken natur der har vundet herredømmet i vort liv - den gamle eller den nye. Det bliver enten den ene eller den anden. Det kan ikke blive dem begge.

Og nu vil jeg gerne delagtiggøre dig i en uvurderlig hemmelighed. Den natur du giver næring, vil blive den stærkeste. Den, du giver næring, vil overleve. Den anden vil dø.
Omvendelsens mirakel, den nye fødsels mirakel - det er Guds andel. Det er hans gerning. Der kan du absolut ikke gøre noget fra eller til - andet end at åbne døren og byde Frelseren ind. Han indpoder det nye liv. Det er hans andel. Og så er det din andel at give den nye natur næring. Og når vi giver den næring, vil den blive stærkere.

Jeg mener dog ikke et eneste øjeblik, at Gud blot udfører et mirakel ved begyndelsen, ved omvendelsen, for derpå at efterlade os til at bekæmpe tigeren på egen hånd og i vor egen styrke. Nej. Kristenlivet er et mirakel hele vejen igennem.
Hans kraft er stadig tilgængelig for os. Jeg siger blot, at der er noget, vi må gøre. Vi må give den nye natur næring.
Men dette er den hemmelighed, så mange ikke har forstået. Det er derfor, så mange er blevet mismodige. Det er derfor, så mange ærlige, oprigtige mennesker føler sig frustrerede. Det er derfor, at så mange, flere år efter deres overgivelse til Kristus, stadig har en borgerkrig rasende i deres indre - når den gamle natur for længst skulle være død.

Hvorfor døde den ikke? Hvad skete der? Simpelt hen dette: I stedet for at give den nye natur næring og lade den gamle natur dø af mangel på opmærksomhed, har de givet begge naturer næring, netop så meget at det kunne holde dem begge i live!

Og dette er en ulykkelig situation. Er det så underligt, at de er ulykkelige? De har fået netop så meget af Kristus ind i deres liv, at det skaber konflikt - men ikke nok til at vinde herredømmet. Bare tilstrækkeligt af Kristus i livet til at gøre det vanskeligere at leve i harmoni med en oprørsk verden. Og de har lige tilstrækkeligt af den oprørske verden i deres liv til at gøre det ubehageligt at leve med Kristus.

Lad mig illustrere det på følgende måde. Forestil dig at to vilde dyr er oppe at slås ude i bjergene. Som du betragter kampen, ved du ikke, hvem af de to der vil vinde. De ser ud til at være lige stærke. De forekommer ganske jævnbyrdige.
Men lad os nu sige, at det ene vilddyr blev trukket bort fra kamppladsen for en tid - måske fanget eller lokket i en fælde og bliver holdt uden mad gennem flere uger. Det sulter, medens det andet hele tiden får nok at æde.
I denne tilstand - det ene udsultet og det andet velnæret mødes de på kamppladsen igen. Sig mig nu, hvilket af de to vil vinde?

Er der noget spørgsmål om udfaldet? Du ved, hvem der vil vinde. Det er det dyr, der har fået føde.

Du spørger: »Hvordan giver man den nye natur næring?«

Jo, der er stor lighed mellem kroppens og det nye livs sundhedsvaner. H vis vi ønsker, kroppen skal leve, lader vi den ånde, ikke sandt? Hvis vi ønsker at være ved godt helbred, må vi have næring. H vis vi vil være stærke, må vi sørge for rigelig motion. Og det er på samme måde med det nye liv.

Bøn er den livgivende ilt, som opretholder den nye natur. Bøn er sjælens åndedræt. Uden det vil døden snart indtræde.
Lad altså den nye natur få lov at ånde. Og giv den næring. Og du ved, hvor den næring findes. Det er i Guds ord. For »mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.« Matt. 4,4.
Derfor - læs i Bogen - Guds Bog. Læs i den hver morgen, inden dagens spændinger begynder. Lad dens budskaber forfriske dit sind. Lad den få lov at binde dig til Guds hjerte.

Da Columbus sejlede langs Den nye Verdens kyster, sejlede skibet i fersk vand. De sejlede foran Orinocoflodens udmunding. Men de vidste det ikke.
De troede, at de muligvis nærmede sig en ø. Men den berømte opdager svarede: »Nej, sådan en udstrømning kan ikke komme fra en ø. Denne mægtige strøm må stamme fra et helt kontinent.«

Sådan er det, jo mere personligt du læser Guds bog, og giver den lov at tale til dit sind og hjerte, des mere vil du vide, at den ikke stammer fra bedrageres tomme hjerter, men at den udspringer fra den evige kærligheds og visdoms dybder.
Denne mægtige strøm vil tilføre din sjæl den nye naturs hjerteblod - hvis du vil tillade det.

Og dernæst, den eneste måde, hvorpå du kan bevare det, du modtager, er at dele det med andre.
Det er på den måde, det nye liv vokser. Man kan ikke holde det for sig selv. Man må give andre del i det.

Bøn - bibelstudium - dele med andre. Det er næring for den nye natur. Og husk: Den natur, du giver næring, er den natur, der vil vinde.

Vor andel består nemlig i at åbne sluserne for kraften fra den levende Kristus. Vor andel - ved bøn og bibelstudium og ved at dele med andre - er at åbne døren for Kristus, så han kan virke i vort liv. Dette gør det muligt for ham at fortsætte det værk, han har påbegyndt. Dette giver ham anledning til at nære det nye liv, han har indpodet i os. Det er på den måde, vi indbyder ham, hver dag, til at gøre for os, hvad vi ikke kan gøre for os selv.

Den indre tiger, den natur vi blev født med, er for meget for os at stå over for alene. Det har vi set demonstreret atter og atter. Der er kun en, som kan besejre tigeren i dit og mit liv. Det er Jesus, Guds Lam.
Et lam, som er stærkere end en tiger? Ja, det er det vidunderlige paradoks, som Gud venter på at få lov at virkeliggøre i dit liv. For husk - der er kun en trone i dit hjerte. Der kan kun sidde en på den trone. Og så længe Jesus, Guds Lam, regerer i dit liv - på din indbydelse - har tigeren ikke en chance!

Håb for den, der prøver igen
Hvis jeg skulle nævne en hær, som er blevet ekspert i overraskelser, i natangreb, og i at narre fjenden, ville du måske tro, at jeg tænkte på en bestemt hær nede i Mellemøsten, som ofte har vundet strålende sejre ved hjælp af denne strategi.

Det er rigtigt.
Men der er en anden hær - en hær, som i langt højere grad angår dig og mig. Det er en usynlig hær, en hær bestående af utallige engle - faldne engle, engle, som er bortvist fra Himmelen sammen med deres leder. Disse engle er blevet til dæmoner, og hver eneste af dem er en strålende strateg. Hver eneste af dem er ekspert i overraskelsesangreb, i at kæmpe under dække og i forklædning. Deres operationer er aldrig primitive og ubehjælpsomme. De er i besiddelse af en høj intelligens - og ufattelig listige!

Deres mål? Dig. Dit sind. Din vilje. Din samvittighed. Din evige skæbne. For at sige det rent ud, de er ude på at ødelægge dig.
Og trækker de sig mon høfligt tilbage, når du bliver en kristen? Nej. De fordobler deres anstrengelser. Og mærk dig følgende: Deres angreb kommer uanmeldt, netop når du mindst venter dem. De arbejder under dække, ofte i forklædning. Om deres leder læser vi: »Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel.« 2 Kor. 11,14.

De vil angribe dig ved hver en anledning - hvis du vil give dem lov. Og de holder ikke op med deres angreb. De specialiserer sig i det overnaturlige - i at udføre mirakler. Apostlen Johannes taler om »dæmoners ånder, som gør tegn«. Åb. 16,14.
Kan du se, hvad vi står overfor - hver eneste af os?

Men her kommer den gode nyhed. Du behøver ikke at synde. Synden kræver den enkeltes samtykke. Og du behøver ikke at give dette samtykke. Fristeren kan prøve at narre dig. Han kan chikanere dig. Han kan jage i dit spor som en skygge. Men han kan ikke besmitte dig imod din vilje. Der er ingen magt under Himmelen, som kan tvinge dig til at synde - uden dit samtykke.

Og her kommer endnu en god nyhed. Fristelse er ikke synd.
Lad os bruge et almindeligt omstillingsbord som illustration. Lad os sige, at der i hvert hjerte er et omstillingsbord med to hovedledninger - Kristi linje og Djævelens linje. Men uanset hvor dygtigt og vedvarende og pågående fjendens lys blinker, kan det ikke besmitte dig, medmindre du slutter forbindelsen. Du behøver ikke besvare signalet. Du kan bare lade det blinke. Lyset er fristelsen. At besvare den er synden.

Og her er en tredje god nyhed. Gud frister os ikke. Det er Djævelen, der frister os. Men det er Gud, der bestemmer. Ingen fristelse kan komme til os uden Guds tilladelse. Og vidste du, at hver eneste fristelse bliver vejet og målt - for at sikre, at den ikke bliver for stor for os - før Gud tillader den at komme på vor vej? Lyt: »Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.« 1 Kor. 10,13.

Hvad er udvej en? Hvem er udvej en? Det er Jesus. Svaret på fristelsens problem er at lade Jesus møde den for dig. Prøv ikke at give dig i kast med Satan på egen hånd. Det er for stor en opgave for et menneske. Lad Jesus ordne det. Det er han i stand til. »Børnlille, I er af Gud, og I har sejret over dem (onde ånder), fordi han, der er i jer, er større end han, der er i verden.« 1 Joh. 4,4.

Jesus er i stand til at gøre det. Gud »har magt til at bevare jer fra fald og fremstille jer dadelfri for sin herlighed i fryd.« Jud. 24.
Lad Jesus ordne hver en fristelse, som kommer på din vej. At gå i kast med fjenden på egen hånd er at indbyde til nederlag.

En lille pige forklarede, hvordan det fungerer. Hun sagde: »Når jeg ser Satan komme, siger jeg: 'Jesus, du må gå til døren.' Så går Jesus til døren. Og når Satan ser Jesus, siger han: 'Undskyld mig, jeg må være kommet til den forkerte dør.'«
Så enkelt er det.
Men du siger: »Det kan ikke være helt så let. Er kristenlivet ikke hårdt? Er der ikke noget med, at det er en kamp mod synden?« Jo, kristenlivet er en kamp og en march. Det har aldrig været Guds mening, at vi skulle sidde passivt og ingenting gøre.

Du tænker måske på disse ord a apostlen Paulus: »I jeres kamp mod synden har I endnu ikke stået imod indtil blodet.« Hebr. 12,4.

Lad Jesus møde fristelsen. Det er let. Men at kæmpe mod synden, stå den imod - indtil blodet! Det er hårdt - meget hårdt. Er her ikke noget selvmodsigende? Nej, der er ikke!

Sig mig! Hvem møder fristelsen? Jesus. Men hvem gør modstand? Det gør vi - fordi det at modstå er en viljeshandling. Og i hver eneste fristelse er vor vilje involveret - på en eller anden måde. Det er vor afgørelse, hvordan fristelsen skal mødes, hvem der skal møde den. Og de voldsomste kampe foregår i sindet, i viljen.

Det er nemlig sådan, at når Jesus går til døren, er alt vel. Men den kamp, du kæmper i dit sind, drejer sig om, hvorvidt du skal sende Jesus til døren eller du selv skal gå - den kamp kan være meget intens og voldsom.
Og husk, at selv efter at Jesus er gået til døren, har vi stadig vor frie vilje. Vi kan kalde ham tilbage, hvis vi ønsker. Vi kan sige: »Vent et øjeblik, Jesus. Jeg vil selv tale med Satan.« Og, tro mig, hvis vi gør det, har vi allerede tabt.

Så længe Jesus har herredømmet i vort liv, er vi sikre mod fjendens magt. Så længe han sidder ved rattet, kommer vi ikke galt af sted. At lade ham overtage styringen er svaret på alle kristenlivets problemer. Men hele tiden kan du skifte sind og sige: »Jesus, nu tror jeg nok, jeg vil køre selv.« Også vil han flytte sig og lade dig komme til. I kristenlivet er der ingen tvang eller magtanvendelse. Du har den højeste grad af frihed. Det er dig, der træffer beslutningerne. Og du træffer dem i sindet, i viljen.

Hver eneste kamp med synden, hver eneste dyst med fristelsen, vindes eller tabes først i sindet. Det er i sindet, at vi enten modstår fristelsen eller leger med den. Det er i sindet, vi lukker døren for synden - eller vi bortforklarer, at måske denne ene gang, i .dette særlige tilfælde, vil det til syvende og sidst være det rigtige at give efter for fristelsen. Det er i sindet, vi bedrager os selv.

Jo mindre vi tænker på synden, des bedre - fordi synden trives, når den får opmærksomhed, selv negativ opmærksomhed.
Jeg kan ikke lade være at tænke på den indiske fakir, som kom til en landsby og erklærede, at han ville vise, hvordan man laver guld. Landsbyboerne samlede sig om ham, idet han hældte vand i en vældig stor gryde, kom forskellige farvestoffer i og begyndte at gentage magiske ord, medens han rørte rundt.

Da tilskuernes opmærksomhed et øjeblik var afledt, lod han ubemærket nogle små guldklumper glide ned i vandet.
Efter at have rørt endnu lidt hældte han vandet ud, og se, der var guld på bunden af gryden!

Tilskuernes øjne stod på stilke. Byens pengeudlåner tilbød fem hundrede rupier for formularen, og fakiren solgte den til ham. »Men,« sagde fakiren, »du må ikke tænke på aben med det røde ansigt, når du rører. Hvis du gør det, vil guldet aldrig komme frem!«
Pengeudlåneren lovede at huske, det, han skulle glemme. Men hvor meget han end prøvede, aben med det røde ansigt havde sat sig fast i hans sind og alle hans anstrengelser var forgæves. Guld fik han ikke noget af.

Hvis du koncentrerer dig om dine synder, vil du komme i vanskeligheder. Hvis du holder dit blik fæstet på Jesus, vil du komme ud af vanskelighederne.
Jeg tror, du nu kan indse, hvorfor fjendens mål er sindet, viljen. Han ved det, som vi må lære - at alt afhænger af viljen. Satan ved: at han ikke kan tvinge os til at synde. Han kan kun narre os til at vælge at synde. Og derfor retter han alt sit skyts mod viljen. Han ved, at alt, hvad der svækker sindet, svækker viljen - og svækker også samvittigheden, fordi samvittigheden fungerer gennem sindet. For ham er midlerne noget underordnet - de kan være alkohol eller narkotika, cigaretter eller hypnose, ja, endog for spisning eller overdreven udmattelse. Han ved, at så snart sindet er gennembrudt en gang, er det lettere at bryde igennem næste gang. Det er derfor, hypnose er så farlig - fordi, så snart sindet er blevet overgivet til en anden, så snart låsen er brækket op, er sindet ikke så stærkt, som det var før.

Det er ikke så underligt, at vi har fået dette råd: "Vogt dit hjerte (sind) mer end alt andet.« Ordsp. 4,23.
Vogt det omhyggeligt. Vogt det opmærksomt. Vogt det for enhver pris!

Men du siger: »Jeg har følelser, som jeg ikke kan beherske. Jeg har længsler og drifter, som jeg ikke kan beherske.«
Ja, det har vi alle oplevet. Satan sender vanhellige forestillinger ind i alle menneskers sind. Men vi behøver ikke byde dem velkommen. Vi behøver ikke give dem husly. Vi kan vælge ikke at følge hans forslag. Vi kan vælge ikke at lade os beherske af vore drifter.

Og her er den gode nyhed. Gud forhandler ikke med dine følelser eller dine drifter eller dine længsler. Han forhandler med viljen. Viljen er det virkelige dig.

Alt afhænger af viljen. Du kan vælge, hvem der skal være din herre. Du kan overgive din vilje til Frelseren. Men vil dette ikke gøre dig til en marionet? Nej. Det gør dig fri. Og Jesus sagde: »Hvis altså Sønnen får frigjort jer, skal I være virkelig frie.« Joh. 8,36.
Og hvad sker der med de følelser og længsler, som du ikke kan beherske? Gud vil tage sig af dem til sin egen tid og på sin egen måde. Du vil også blive befriet for dem.

Lad ikke fristeren tyrannisere dig til at tænke, at du er nødt til at synde. Det er du nemlig ikke. Guds løfte er, at »Synden skal ikke få herredømmet over jer.« Rom. 6,14.
Du behøver ikke at synde! Satan kan ikke holde en eneste sjæl i sin magt, som ønsker at være fri - og som vælger at være fri.
Men du siger: »Hvad, hvis jeg falder? Hvad, hvis jeg falder igen og igen? Betyder det, at jeg aldrig er blevet omvendt at jeg aldrig er blevet født på ny?«
Sig mig: Når et lille barn bliver født, er det ensbetydende med, at barnet aldrig vil falde? Og hvis det falder - hvis det snubler igen og igen - vil det sige, at barnet aldrig var født? Naturligvis ikke!

Nogle af os er endnu ikke blevet voksne. Men det vil ikke sige, at vi ikke er født.
Apostlen Johannes siger: »Dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde, men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for vore synder.« 1 Joh. 2,1-2.

Der er tilvejebragt soning. Der er tilvejebragt tilgivelse. Og der er også tilvejebragt sejr. »»Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!« l Kor. 15,57.
Lyt! Der er håb for den, der prøver igen. Der er håb for det slagne menneske. Der er håb for den mand eller kvinde der føler sig som en kronisk fejltagelse. Der var håb for mig endog da jeg rystede min knytnæve op mod Gud og prøvede at fortælle ham, at jeg Ikke ønskede noget håb.

Der er også håb for dig - hvem du end er, hvor du end er, hvad du end foretager dig nu, hvordan dit hidtidige liv end måtte have været. Jesus er villig til at gøre for dig, hvad han gjorde for mig. ja, endnu mere.
Tænk på det på denne måde. Det vil give dig mod. Det vil sprede din fortvivlelse. Det vil give dine skridt en ny spændstighed. Du har fejlet. Men Jesus har aldrig fejlet.

Sig mig: Alle de gange, det er lykkedes for dig - har de i mindste måde føjet noget til hans styrke? Nej. Og alle de gange du har fejlet - har de trukket noget fra hans styrke? Nej.
Han er I stand til at frelse dig som før. Du har fejlet. Men Jesus har ikke fejlet. Rejs dig trøstigt og fortsæt.

For ikke så længe siden bragte Los Angeles Times beretningen om en højst usædvanlig redningsaktion. Den fandt sted 2400 fod over en lufthavn - i nærheden af det sted hvor grænserne mødes mellem Jugoslavien, Østrig og Ungarn.
En seksogtyveårig luftakrobat - en erfaren faldskærmsudspringet med 586 udspring bag sig - var ved at træde ud gennem flyets dør, da han snublede over nogle reb. Rebene holdt hans ben fast til flyet, men lod resten af ham falde ud.
Han kunne ikke klatre tilbage. Han kunne heller ikke komme fri. Og piloten kunne ikke hjælpe. Han var nu alene i kabinen og var ved at løbe tør for brændstof. Han forudså, at han enten måtte løbe tør for brændstof eller prøve at lande med faldskærmsudspringene hængende ned fra døren med hovedet nedad.

Venner på jorden så den vanskelige situation. En af dem lettede i et mindre fly, og havde en jagtkniv med. Han fløj tæt hen til flyet I den vanskelige situation og klarede at kaste kniven til udspringeren, som fangede den, snittede rebene over som holdt hans ben og faldt ned gennem luften. Faldskærmen åbnede sig. Han landede i sikkerhed!
Hvilken redning!

Du siger: »Sådan er det netop med mig. Det er min vanskelige situation. jeg er fanget i rebene. Jeg kan hverken komme ind eller ud. Og jeg har ikke nogen til at skære rebene over.« Jo, du har. Med en frygtelig risiko for sig selv kom Herren Jesus til denne klode for at befri dig. Han har kastet en kniv til dig. Og den er skarp. Kniven er den levende Guds ord »skarpere end noget tveægget sværd.« Hebr. 4,12.

Dette ord - denne bog er ikke alene skarp. Den er kraftigt virkende. Den er fyldt med løfter - løfter, som gælder dig personligt. Du kan gribe dem i tro, og de vil skære dig fri. Så enkelt er det.

Der er bare en hage ved det. Du må bruge kniven. Du må vælge at bruge den. Hvis ikke, hvad kan Gud så gøre?
Men der er ingen magt på jorden, der kan hindre dig i at falde på dine knæ netop nu og træffe det lykkelige valg - og falde ned i friheden!

Jesu efterfølgere var knust ved hans korsfæstelse. De troede, de havde taget fejl. De troede, deres håb havde været falsk. Men nu var alting forandret Jesus var trådt ud af graven som sejrherre over døden. Nu var han deres opstandne Herre. Nu forstod de Skrifterne. Nu forstod de hans mission. Og det kors, der havde knust alle deres forhåbninger, blev midtpunktet i deres budskab.

I sin guddommelige betænksomhed havde Jesus dvælet på jorden i en tid, for at hans disciple kunne lære ham at kende i hans opstandne og herliggjorte legeme. Hvert ord fra hans læber havde været uvurderlige, hver samtale med ham havde været noget, de for altid skulle elske og sætte meget højt. De forbandt ham ikke længere med graven. Han var deres opstandne, levende Herre.

De vidste ikke, at dette skulle blive deres sidste samtale. De gik sammen med ham ud forbi Getsemane til Oliebjergets top, derefter hen over højden til et sted nær Betania. Her standsede Jesus og talte ømt til sine disciple, idet de samlede sig omkring ham. Og så, medens de så derpå, steg han langsomt op fra dem, draget mod Himmelen af en kraft, stærkere end nogen jordisk tiltrækning. Slået af ærefrygt anstrengte de deres øjne for at få et sidste glimt af deres Herre. En sky af engle skjulte ham for deres blik, men idet han steg op, lød hans ord ned til dem: »Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

To engle blev tilbage for at forsikre dem om, at denne samme Jesus - den Frelser de elskede mere end alt andet - ville vende tilbage.

Og så vendte de tilbage til Jerusalem. Nedslåede? Bedrøvede? Sørgende over hans bortgang? Nej. Deres ansigter lyste af tillid og glæde. De vidste, hvem de havde sat deres lid til. Han, der var blevet korsfæstet, var opstanden. De havde set ham i live gang på gang. De havde set ham stige op til Himmelen. De havde et budskab - et budskab, der skulle vende op og ned på verden.

Og der var sket noget mere. Tidligere havde Himmelen for dem været et uvirkeligt, fjernt sted beboet af engle. Men nu var det helt anderledes. Jesus var netop draget dertil. Det var stedet, hvor han var. Det var stedet, han ville hente dem til, når han kom igen. Det skulle være deres hjem. Der var knyttet en personlig forbindelse.

Nu var intet vigtigere for dem end at kommunikere med Himmelen. Og Jesus havde fortalt dem, at det var muligt. Han havde fortalt dem, at de kunne bede til Faderen i hans navn, og at deres bønner ville blive hørt.
Ville de nogen sinde ignorere denne mulighed? Nej. Det kunne der ikke være tale om.

Nu, da vi har taget imod Jesus som vor Frelser, er Himmelen også vort hjem. Vi har den samme personlige tilknytning. Og vi har den samme forret at kunne kommunikere med Himmelen. Påskønner vi det lige så højt, som hvis Jesus netop var steget op ude fra vor egen have?

Du ved, hvordan det er at planlægge en rejse til et fremmed land. Du vil gerne vide mest muligt om det pågældende land. Du læser alt, hvad du kan få fat på, om landet. Du prøver at sætte dig lidt ind i sproget. Du taler med alle, som har noget personligt kendskab til dette land. Og du bliver aldrig træt af at lytte.

Læser vi i Bogen for at få mest muligt at vide om Himmelen? Gransker vi stadig for at finde hvert af Bibelens ord om vor elskede Herre? Læser vi i den for at finde ud af, hvad han foretager sig nu? Gransker vi for at finde tegn på, at hans genkomst nærmer sig?
Hører vore nærmeste venner til dem, som kender ham? Drejer vore samtaler sig om ham og om Himmelen? Eller snakker vi mest om fast ejendom og biler og ligegyldigheder?

Er der noget galt?
Ingen astronaut rejser ud i rummet uden ilt, eller uden kommunikation med hjembasen. Vover vi, som pilgrimme i en oprørsk verden, på så lang afstand fra vort himmelske hjem - vover vi virkelig at leve uden ilt og uden en åben linje til vor hjemmebase?

Bøn er sjælens åndedræt, sjælens ilt. Den er kommunikationslinjen mellem Himmel og jord. Vover vi at leve uden den?
Du vil måske sige, at bøn er en slags en vejs kommunikation - som at tale til væggen. Dine bønner synes ikke at nå længere end til loftet. Det er svært at føre sådan en envejskonversation og blive særlig oplivet af det.
Men sådan er det heller ikke. Bøn er ganske vist i en vis forstand envejskommunikation. Vi beder til Himmelen. Himmelen beder ikke til jorden. Men Himmelen svarer tilbage.

Når vi beder, taler vi nemlig til Gud som vi ville tale til en ven. Og Gud hører os. Er det for vanskeligt at tro - når vi selv har hørt astronauter tale på Månen?
Og så taler Gud tilbage. Og han har nogle meget spændende måder at tale tilbage på!

Først og fremmest vil han tale til dig gennem Bogen. Når du åbner den, og når du læser i den, har du lige for dine øjne ord, som du ved er bestemt for dig - bestemt for dig personligt netop i den bestemte situation. Råd, som du behøver. Vejledning, som du behøver. Trøst, som du behøver. Bibelen bliver pludselig levende. Det er Gud, der taler til dig lige så virkeligt, som om du kunne høre hans stemme!

Du opdager løfte efter løfte, som du behøver. Du tager dem til dig på dine knæ og griber dem ydmygt, men i tro. Og de går i opfyldelse. For dig!
Kommunikation med Himmelen er blevet en meget personlig realitet nu. Den er nu blevet to vejs.

Men det er endda ikke det hele. Gud taler tilbage til dig på flere måder. Der kan være de gange, hvor du ved, at han har sendt sin engel for at beskytte dig. Der er de gange, hvor du ved, at engle har åbnet døre for dig. Eller gange, hvor de har lukket døre - når dette har været det bedste for dig. Du lærer at sætte lid til hans forsyn.

Der er gange, hvor du føler din Herres nærværelse. Der er gange, hvor hans Ånd taler til dit hjerte. Der er gange, hvor du ved, at du er omgivet af hans engle.
Du troede måske, at alt dette kun gjaldt for Bibelens mennesker - og for længe siden. Men nej! Det gælder også for dig. Du kan leve lige så nær din Herre, som du selv vælger.
Du skal også have i tanke, at Guds Ånd aldrig vil tale i modstrid med det skrevne Ord. Ånden vil ikke modarbejde sig selv. Hver eneste røst, som modsiger Bibelen, er en fremmed røst. Det er ikke din Herres stemme.

Jesus sagde: »Hvis I beder mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.« joh. 14,14.
Han sagde: »Hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få fra min himmelske Fader.« Matt. 18,19.
Og han sagde: »Hvis I har tro og ikke tvivler, ... om I så ville sige til dette bjerg: 'Løft dig op og kast dig i havet', så skal det ske.« Matt. 21,21.

Det lyder jo næsten utroligt! Men den kristne, som kender og elsker sin Herre, vil ikke rive disse ord ud af deres sammenhæng, adskilt fra de omstændigheder, hvorunder de var fremsat, og få dem til at betyde noget latterligt eller meningsløst. Han ved, at det aldrig var meningen, at en kristen skulle bede om et, en anden om et andet - med Gud stående midt imellem. Den kristne ved, at det aldrig var Guds mening, at to mennesker med liden tro skulle flytte et bjerg den ene vej, og to andre mennesker, hvis tro ikke var større, skulle flytte det den anden vej - medens bjerget svævede ubeslutsomt i luften!

Den kristne ved, at der er visse betingelser, for at bøn kan blive besvaret. Apostlen Johannes sagde: »Når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os.« 1 joh. 5,14.

Den kristne, som kender sin Herre, vil ikke prøve at gøre ham til en slags stik i rend dreng, som står rede til at lystre alle vore påfund. Den kristne vil heller ikke betragte bønnen som en ener anden mystisk kraft, som man kan skrue op for efter forgodtbefindende, så alt sker efter ønske - som om man kendte en hemmelig formular.

Nej, bøn er den kristnes livline, hans livline, hans kommunikationsline. Intet er mere betydningsfuldt end at holde den åben, uhindret. Men synden blokerer den. Profeten Esajas sagde: »Se, for kort til at frelse er ej Herrens arm, hans øre er ikke for sløvt til at høre. Eders brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders synder skjuler hans åsyn for jer, så han ikke hører.« Es. 59,1-2.

Hvorvidt du og jeg skal vinde eller tabe til sidst, hvorvidt tigeren skal tæmmes eller ej, vil mere end noget andet afhænge af om livlinen mellem vor Herre og os bevares intakt.

Og alle, som ønsker at vinde, kan vinde.
Der er det triste ved konkurrencekampe, at når en vinder, er der en anden, som må tabe.

Men Gud ske tak, sådan er det ikke med kristenlivet! Ifølge Guds regler kan alle vinde, som ønsker at vinde, som vælger at vinde. Du kan vinde. Jeg kan vinde. Ikke fordi vi har spillet nogen særlig god kamp, men på grund af vor Herres uudsigelige offer for vor skyld. Og fordi vi var villige til at gribe hans hånd - og stole fuldt og helt på ham - og lade ham få lov til at føre os hjem.

Og tigeren? Tigeren vil aldrig mere kunne skade os!

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com