Endelig vendte Israels børn sig til Herren i deres yderste nød, og Herren hørte deres bønner, men han svarede ikke på den forventede måde. De ville have en genera, men han sendte en kvinde, Debora, som han havde valgt til at dømme Israel på det tidspunkt. Han havde også givet hende profetiens gave og gjort hende til Israels hersker. Som svar på Israels råb gav han et budskab gennem hende, sin udvalgte profet: "Hun sendte bud efter Barak, Abinoams søn, fra Kedesh i Naftali og sagde til ham: 'Dette befaler Herren, Israels Gud: Drag op på Taborbjerget, og tag ti tusind mand af naftalitterne og zebulonitterne med dig! Så skal jeg trække Jabins hærfører Sisera og hans vogne og hær hen til dig ved Kishonbækken og give ham i din hånd.' Barak sagde til hende: 'Hvis du går med, vil jeg gå; men hvis ikke du går med, går jeg ikke.'" Dom 4,6-8.

Barak var så ængstelig, at han nægtede at gå, medmindre Debora gik med. Debora var lige så modig i kamp, som hun var til at rådgive og give Israel vidnesbyrdet uden omsvøb, så hun gik med. Men hun advarede Barak, fordi han ikke adlød Herren, men var afhængig af hende. Sejren skulle derfor vindes ved en kvinde. "Hun svarede: 'Jeg går med dig, men så får du ikke selv æren for din færd, for så giver Herren Sisera i hænderne på en kvinde.' Debora brød nu op og drog med Barak til Kedesh," vers 9. Således førte Debora hæren og Jael, Hebers kone fra Moses svigerfamilie, dræbte kana'anæernes hærfører. "I Anats søn Shamgars dage, i Jaels dage, lå vejene øde hen, de vejfarende fulgte stier, langt fra alfarvej; landsbyerne lå øde hen, de lå øde hen i Israel. Indtil du, Debora, stod frem, stod frem som en moder i Israel, så man hverken skjold eller lanse hos de fyrre tusind i Israel - de valgte nye guder, de ikke før havde kendt." Dom 5,6-8.

Sikke et billede der her skildres af de sidste dage. Ligesom Israel bogstaveligt blev ført i fangenskab af et hedensk land på grund af deres afvigelse fra Herren, og mange blev dræbt, og resten gemte sig iblandt klipper og bjerge, således har det åndelige Israel i mange år, på grund af frafald i den tidlige tidsalder, været under dyrets herredømme, mange er blevet dræbt, og resten har gemt sig i "ørkenen," som Bibelen siger. Men i de sidste dage, på grund af Guds folks råb, udgik der et budskab med kraft til verden, skildret som en engel flyvende midt oppe under himlen, råbende med en høj røst til alle der bor på jorden. Guds folk skulle ikke mere være i skjul; de skulle komme frem i forgrunden og indtage deres pladser foran verden.

Da Gud søgte at lede sit folk I denne sidste store bestræbelse, valgte han en mand. Han kaldte en leder til at videregive sine ønsker til menigheden og at lede den til sejr. Han kaldte først på William Foy, så Hazen Foss, men de nægtede begge. Så vendte Gud sig fra dem og sagde: "Jeg vil vælge den svageste af de svage." Han valgte en ung kvinde i hendes teenageår, som ingen havde forventet skulle leve, og gennem hende sendte han sine budskaber, der skulle lede hans folk til sejr. Endvidere bliver vi fortalt, at Gud ikke kun har valgt en kvinde til at kommunikere med sit folk i begyndelsen, han vil også bruge kvinder i denne konflikt indtil slutningen og til at fuldende den. I Joel 3,1-2 finder vi en profeti om de sidste dage, som siger: "Det skal ske derefter: Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner. Selv over jeres trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage."

61;Ved den ellevte time vil Herren kalde mange trofaste arbejdere til sin tjeneste. Selvopofrende mænd og kvinder vil påtage sig stillinger, som er blevet ledige på grund af frafald og død. Gud vil give kraft fra oven til unge mænd og kvinder, lige såvel som til dem der er ældre. Med omvendte sind, omvendte hænder, omvendte fødder, omvendte tunger og læber, der er blevet berørt med et levende kul fra det guddommelige alter, vil de gå fremad i Mesterens tjeneste, idet de stadig bevæger sig fremad og opad og bringer værket frem til fuldendelse." Lad os ikke låse os fast i vore ideer om, hvorledes Gud kan bruge mænd og kvinder. I Israels dage valgte han en kvinde til at føre hæren, og han valgte en kvinde til at fuldende sejren. På samme måde vil Gud bruge kvinder i sit afsluttende arbejde. Før Jesus kommer, vil der være dem der dør i kampen, dem der vil falde fra, dem der vil blive fængslet eller afledt på en eller anden måde. Gud vil bruge unge mænd og kvinder, ligeså vel som dem der er ældre, til at udfylde rækkerne og bære arbejdet fremad og opad til fuldendelse. Kære ven, arbejdet vil blive fuldført.

Medens nogle ting i Deboras, Baraks og Jaels sejr peger fremad mod en herlig fuldførelse af Guds arbejde, er der nogle skuffende elementer i historien, som illustrerer skuffelser i Guds afsluttende arbejde på jorden. I Dom 5,14-17 nævner Debora forskellige stammer, til hvem budskabet var blevet givet om at komme Herren til hjælp og være med i kampen. Kaldet om at ruste sig til kamp var blevet givet i Efraim, Benjamin, Manasse (som er Makir), Zebulon, Issakar, Ruben, Gilead (den anden halvdel af Manasse), Dan, Aser og Naftali. Ti ud af de tolv stammer er nævnt ved navn. I alle Israels stammer var der utvivlsomt hundrede tusinder af kvalificerede mænd, men hvor mange kom Herren til hjælp? Hvor mange svarede ud af de ti stammer, som blev kaldt? I Dommerbogen 4,14 bliver vi fortalt at 10.000 fulgte Barak i kamp. Dom 5,17 fortæller os, at Gilead blev på den anden side af Jordan, for ikke at blive indblandet. Hvorfor forblev Dan på skibe? "Vi vil være tryggere, dersom vi fisker herude," troede de. Aser blev ved kysten og vigene. Zebulion og Naftali, de to hovedstammer, satte deres liv på spil, men resten svarede ikke, og Gud var ikke tilfreds med dem. Mens disse mænd i Israel erklærede deres loyalitet mod Herren, ville de ikke sætte deres liv på spil mod en uovervindelig hær. Og dog siger Herren i Matt 10,39: "Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det." I Lukas 14 sagde Jesus, at den kristnes liv indebærer en omkostning og at vi må beregne denne omkostning for at se, om vi er villige til at blive talt med i Herrens hær. "Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel." Luk 14,27. "Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel." vers 26. "Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget." vers 33.

Jeg er ofte blevet imponeret over historien om Davids store mænd. I 2Sam 23,9.10 er der et typisk eksempel på disse store mænd. Blandt de forskellige mænd, der var villige til at give deres liv for Israel, sandheden og Guds sag, finder vi ahoitten El'azar, Dodais søn. Han var en af Davids tre store mænd, da han trodsede filisterne, som var samlede til kamp. Hele Israels hær var på tilbagetog, og én mand stod alene op imod fjenden. Han holdt ikke bare stand; han rejste sig og angreb filisterne, indtil hans hånd blev træt og sværdet klæbede til den. Han gav ikke op. "Den dag gav Herren en stor sejr, og da hæren vendte om og fulgte ham, stod det kun tilbage at plyndre de faldne." 2Sam 23,10.

Har du nogensinde forestillet dig at være i El'azars sted? Filisterne han kæmpede imod, var besat af djævle. De var ikke svæklinge. De spillede ikke blot videospil. De var der med ægte sværd og var vant til at bruge dem til at hugge hovedet af folk med. Og der var ikke bare en eller to. Der var hundreder. Han var omringet og han kæmpede med al sin kraft og undveg atter og atter med nød og næppe et sværd. El'azar gik i kamp for at give sit liv for Gud som en martyr. Han forventede ikke at komme ud at kampen i live. El'azar sagde: "Jeg vil dø for Herren, jeg vil ikke trække mig tilbage." Han gik i kamp, og Herren beskyttede ham blandt alle de hundreder og tusinder og han vandt sejren. Jesus sagde: "Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det." Matt 10,39.

Det er den slags mod Gud ønsker, at hans folk skal have i dag, men det fandtes ikke i Israel i Deboras dage. I Deboras og Baraks kamp, som Israel var kaldet til at deltage i, værdsatte folket deres liv mere end Guds kald. De var ikke dårlige mennesker, de var religiøse mennesker, og de sørgede over Israels synder og råbte efter udfrielse. De så sig selv som værende dybest set angrende og gode. Der er ikke tale om samarbejde med fjenden. Der var udbredt moralsk støtte af sagen, men de var ikke villige til at sætte deres liv på spil. De havde deres familier at passe på og forretninger at tage sig af. Deres egen fremtid var på spil. Herren brugte et udtryk til at beskrive dem - Meroz. Vi kan læse i Dom 5,23, hvad han siger om Meroz's folk i Deboras sang, da hun under Herrens inspiration berettede om udfaldet af slaget, og de forskellige mennesker der ikke kom Herren til hjælp, dem i Gilead, Dan, Aser og andre. "Forband Meroz, sagde Herrens engel, forband dog dens indbyggere! De kom ikke Herren til hjælp, kom ikke Herren til hjælp som helte." Dom 5,23.

Dette vers har en speciel betydning for os i dag, fordi vi i Åbenbaringen 3,14 og fremefter finder en tilsvarende tekst hvor Gud taler om Meroz i Det Nye Testamente, som er Laodikeas folk. Meroz er et billede på Laodikea, det gammel testamentlige symbol på det nytestamentlige Laodikea. Der siges om Meroz: "De har ikke begået nogen a1vorlige, oprørske synder, og de må, når alt kommer til alt, befinde sig på den sande grundvold, og Gud vil anerkende deres gerninger. Da de ikke har begået nogen alvorlige synder, er de grundlæggende gode menighedsmedlemmer. De ser ikke nogen specielle synder som de må angre, ingen synder som kræver en speciel ydmygelse, ydmyg bekendelse og overgivelse af hjertet. Bedraget hos sådanne er i sandhed stort når de tager fejl at gudsfrygts skin og dens kraft og smigrer sig selv med, at de er rige og ikke behøver noget. Meroz's forbandelse er over dem. 'Forband, sagde Herrens engel, forband Meroz og den der bor deri! fordi de ikke kom Herren til hjælp - kom Herren til hjælp som helte,'" "Som en illustration på, at du ikke har formået at komme Guds arbejde til hjælp, som det var dit privilegium.

"Vi håber, at de der har midler udlånt til fremmede, vil se at Gud kan få gavn af dem. De blev betroet dem af Herren for at prøve dem, for at se om de vil give Mesteren hans eget tilbage, når han beder om det. Midler blev ikke dem til ophobning til deres eget brug. De der knurrer og klager over udgifterne ved bogforlaget og til mødestederne, burde hellere tage fat på deres del, dersom de ikke skal findes for lette, idet de befinder sig i samme situation som Meroz. Gud bød: 'Forband Meroz, sagde Herrens engel, forband dog dens indbyggere! De kom ikke Herren til hjælp, kom ikke Herren til hjælp som helte.'"

Der er dem der har midler og talenter og ikke bruger dem for Herren. De har mulighed for at vidne, men de gør det ikke. Alt dette er beskrevet i budskabet til Laodikea. "Mange af vort folk er lunkne. De indtager Meroz's position, de er hverken for eller imod, hverken kolde eller varme." Hvis der er noget, som beskriver Guds bekendende folk i dag, er det, at de hverken er kolde eller varme, hverken for eller imod. De vil ikke være imod noget og indtager derfor blot en "vent og se" holdning. Og det er Meroz's synd. "De hører Kristi ord, men handler ikke derefter. Dersom de forbliver i denne position, vil han forkaste dem med afsky. Mange af dem der har haft stort lys, store muligheder og enhver åndelig fordel priser Kristus og verden i samme åndedrag. De bøjer sig for Gud og mammon. De forlyster sig med verdens børn, samtidig med at de gør krav på at være velsignede sammen med Guds børn. De ønsker at have Kristus som deres Frelser, men de vil ikke bære korset og hans åg. Må Herren have barmhjertighed med jer; for dersom I fortsætter på den måde, kan intet andet end ondt forudsiges angående jer."

Der er flere billeder på Laodikea menigheden. Der er et særligt billede i Det Gamle Testamente, Meroz's folk og et særligt billede i Det Nye Testamente i Mattæus kap 11. "Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: 'Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske.'" Matt 11,20-21. Tyrus, Betsajda og Zidon var Israels byer, og han henvendte sig til dem der var sabbatsholdere, tiendebetalere, bekendende medlemmer af Guds sande kirke. "Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag." vers 23.

"Om dem der praler af deres lys og dog ikke formår at vandre i det, siger Kristus: 'Men jeg siger jer: Det skal gå Tyrus og Zidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum! Som har fået et stort lys. Mon du skal ophøjes indtil Himmelen? Nej, til Dødsriget skal du fare ned! thi hvis de kraftige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, da var den blevet stående til den dag i dag.'"

Her bliver den nytestamentlige menighed, Loadikeamenigheden, sammenlignet med Kapernaum, en smuk by ved Galilæa sø. Den befandt sig ved nationens vejkryds med mange åndelige fordele. Jesus havde prædiket der; dens indbyggere havde hørt Johannes Døbers budskab, og de var ikke lige så onde som Nazarets folk. Disse var gode mennesker, trofaste menighedsmedlemmer. Faktisk bliver vi fortalt, at Galilæas folk (hvilket inkluderede Kapernaums indbvggere) ikke var så påvirket af præsternes og farisæernes indflydelse som folk i Jerusalem, og de anerkendte næsten Jesus. Jesus prædikede til disse folk og hierarkiets magt blev næsten brudt.

Jesus sagde, at disse mennesker som næsten var frelst, var værre end Sodomas folk. Hvordan kunne Jesus sige noget sådant? Sodomas folk var homoseksuelle, forfaldne til enhver perversitet og kriminalitet du kan forestille dig. Du kunne lige så godt sammenligne dem med San Franciscos homoseksuelle. Kan du forestille dig at være i en menighed - ikke den værste menighed, men en der er smuk og giver en masse gaver, med et pibeorgel der spiller, og folk som kommer og tilbeder og lytter til smukke prædikener - og Kristus kommer og siger, "I er værre end San Franciscos homoseksuelle." Jeg kan fortælle dig, han vil ikke blive inviteret igen. "Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig." Matt 11,24. Hvor mange tror, at det Jesus sagde er sandt? Hvor mange forældre ville hellere se deres søn eller datter blive en homoseksuel i San Franciscos gader, end at se dem vedblive at være et lunkent medlem i en menighed? Forældre ønsker det bedste for deres børn, gør de ikke? Kristus sagde, at Sodomas folk var bedre stillet end Kapernaums folk. Har du nogen sinde hørt det blive sagt, at "vi må holde vore børn i menigheden. Hvad enten vi er nødt til at vise dem film og underholde dem, eller hvad vi ellers må gøre, vi må holde dem i menigheden." Kristus siger, at de er bedre stillet i Sodoma!

"Og skriv til englen for menigheden i Laodikea: Dette siger Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skabnings ophav." Åb 3,14. Her minder han menigheden om, at ligesom han var trofast og sanddru mod Kapernaum og mod Meroz's folk, vil han være trofast nu. De fleste mennesker vil ikke tro på disse ord, derfor indleder Kristus budskabet med disse ord: "Jeg er den der ikke overdriver, jeg er den der vil give dig sandheden." "Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm!" vers 15. Vi tænker måske: "Pris Herren! I det mindste er vi halvvejs, vi står i midten." Men Kristus siger: "Jeg ville ønske, at du var kold eller varm." Han siger: "Jeg vil hellere have dig kold end lunken." Mange mennesker tror ikke på dette.

For de fleste at os kræver det et vist mål at tro, at tro på hvad Jesus sagde om Kapernaum og Sodoma. Jeg tror ikke, at mange forældre hellere vil have, at deres børn er helt i verden end halvvejs i menigheden, men Jesus sagde, at de er bedre stillet helt i verden end halvvejs i menigheden. Jeg siger ikke, at vi skal sende nogen at vores børn ud i verden. Må Gud forbyde det. Men jeg siger dette: hvis de er halvvejs i menigheden, er de værre stillet, og det er på tide, at vi prøver at få dem varme. Guds religion er ikke en sorgens religion. Den er fyldt med glæde og lykke. Man behøver at bringe religionen ned på de unges niveau. Treårige behøver at få bibelhistorierne fortalt på deres forståelsesniveau; de kan ikke sidde til en timelang gudstjeneste. Der behøver at være en omvendelseserfaring, som begynder i tre- fireårs alderen. Vi behøver at se vore ældre omvendte. Vi behøver at se os selv omvendte. Gud siger i Bibelen: "Jeg vil hellere have dig kold end lunken, helt i verden end halvvejs i menigheden." Vers 16 og 17 siger: "Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig." Sikke et bedrag!

Hvorfor sagde Gud, at han vil udspy dem? Fordi Laodikea befinder sig i en neutral position, og de indtog en neutral position. "Dersom Gud afskyr en synd mere end en anden, som hans folk er skyldig i, så er det ingenting at gøre en nødsituation. Ligegyldighed og neutralitet i en religiøs krise, anses af Gud som værende lige så frygtelig en kriminalitet og lig den værste form for fjendskab imod Gud." Den værste form for fjendtlighed mod Gud er at væte neutralitet.

Kære ven, det er, hvad der bliver anset som god religion i dag - at acceptere alt og alle - neutralitet. Vi har så mange ideer i menigheden i dag, som alle er accepteret og troet, så vi er blevet vænnet til at være neutrale med hensyn til forskellige spørgsmål. Der er mere håb for en åben fjende end for en der er neutral.

Profetier bliver opfyldt med denne uægte Helligåndsbevægelse som kommer ind i vores menighed fra pinsebevægelsen. Der er nogle som anerkender at det at spille solid, hård rockmusik som en del af den religiøse tilbedelse er direkte fra Satan. Vi undrer os: 'Hvordan kan nogen opføre sig således i kirken?" Ved du hvad? De der indtager en neutral position, befinder sig i en værre tilstand, sådanne som vore lægsøskende og ledere, som ikke er med i Celebration bevægelsen, men som er neutrale! Hverken for eller imod den. Gud sagde, at han vil udspy dem af sin mund. Hvor er vort folks rygrad? Hvor er det folk som er villigt til at sige, at dette er forkert, og vi vil ikke tolerere det, vi vil ikke sige, at det er i orden?

De prædikanter som giver behagelige prædikener, er dem der vil modtage Guds forbandelse. Den farligste prædiken er ikke den der har tydelige fejl; det er den der er behagelig og lyder godt men som intet siger. "I denne frygtindgydende tid, lige før Kristus vil komme anden gang, må Guds trofaste prædikanter bringe et endnu mere direkte vidnesbyrd end Johannes Døber gjorde. Et ansvarsfuldt, vigtigt arbejde ligger foran dem; og de, der taler behagelige ord, vil ikke af Gud blive anerkendt som hans hyrder. En frygtelig ulykke venter dem." De der ikke vil modtage Guds segl, "forsøger at kaste en kappe over det eksisterende onde og undskylder den store ugudelighed der hersker overalt," men "de der er ivrige efter Guds ære og har kærlighed til sjæle, vil ikke tie stille for at opnå gunst fra nogen.61;

61;Der er to grupper i menigheden i de sidste dage - dem der er gode administratorer, som prøver at å alle til at føle sig godt tilpas og undskylder ondskaben omkring dem, og de der ikke vil tie stille for at opnå nogens gunst, men som kalder synden ved dens rette navn. Hvilken gruppe i menigheden, tror du er størst? Hvilken vil få kontrollen over menigheden? Dem der er bekymrede over ondskaben, opdager at de står "magtesløse overfor den stærke strøm af ugudelighed, og at de derfor er fyldt med sorg og bekymring. De går til Gud med deres sorg, idet de ser religionen foragtet i de selv samme hjem, som har haft stort lys. De jamrer og sørger, fordi stolthed, havesyge, selviskhed og bedrag af næsten enhver art findes i menigheden. Guds Ånd som tilskynder til irettesættelse, bliver trådt under fode, mens Satans tjenere triumferer. Gud er vanæret, og sandheden er sat ud af kraft. Den gruppe, der ikke er kede af deres eget åndelige forfald og ikke sørger over andres synder, vil blive efterladt uden Guds segl."

Gud leder sit folk skridt for skridt. Kristenlivet er en stadig kamp og en march. Der er ingen hvile fra striden. Det er ved stadig, uophørlig bestræbelse, at vi opretholder sejren over Satans fristelser. Som et folk roser vi os af sandhedens klarhed og styrke. For vore standpunkter finder vi fuld støtte i en overvældende mængde tydelige bibelske vidnesbyrd. Men vi står såre langt tilbage i bibelsk ydmyghed, tålmodighed, tro, kærlighed, selvfornægtelse, årvågenhed og opofrelsesånd. Vi trænger til at opelske bibelsk hellighed. Synd råder iblandt Guds folk. Det tydelige budskab med irettesættelse til dem i Laodikea bliver ikke modtaget. Mange klynger sig til deres tvivl og deres skødesynder, medens de befinder sig i et så stort bedrag, at de taler om og føler, at de intet fattes. De mener, at Guds ånds tilrettevisende budskab er upåkrævet, eller at det ikke gælder dem. Sådanne står i det største behov af Guds nåde og af åndeligt skøn for at kunne opdage deres mangel på åndelig kundskab. De mangler næsten enhver betingelse, som er nødvendig for at kunne fuldkomme en kristelig karakter. De har ikke en praktisk kundskab om bibelsk sandhed, der leder til et sagtmodigt liv og til at indordne deres vilje under Kristi vilje. De lever ikke i lydighed mod alle Guds fordringer.

Det er ikke nok blot at bekende sig til at tro sandheden. Alle Kristi korses stridsmænd forpligter sig i virkeligheden til at tage del i korstoget imod sjælenes modstander, til at fordømme uret og hævde retfærdighed. Men det sanddru vidnes budskab åbenbarer den kendsgerning, at vort folk befinder sig i et frygteligt bedrag, som gør det påkrævet at komme til dem med advarsel for at afbryde deres åndelige slummer og vække dem til bestemt handling.

Han viser os, at når hans folk befindes at leve i synd, bør der øjeblikkelig tages afgjorte forholdsregler, for at denne synd kan blive fjernet fra dem, at ikke hans vrede skal hvile over dem alle. Men hvis disse synder bliver overset af dem, der beklæder ansvarsfulde stillinger, vil han holde dem ansvarlige for disse synder. I sine Handlinger med sit folk i fortiden påviser Herren nødvendigheden af at rense menigheden fra uretfærdighed. Én synder kan sprede et mørke, der vil udelukke Guds lys fra hele forsamlingen. Når folket mærker, at mørke falder over dem, og de ikke kender årsagen, bør de søge Gud alvorligt og i stor ydmyghed og selvransagelse, indtil de synder, som bedrøver hans ånd, bliver fundet og fjernet.

Den fordom, der er opstået imod os, fordi vi har irettesat de fejl, som Gud har vist mig var til stede, og det råb om hårdhed og strenghed, som har lydt, er uberettiget. Gud pålægger os at tale, og vi vil ikke forholde os tavse. Dersom synder er åbenbare iblandt hans folk, og dersom Guds tjenere stiller sig ligegyldige over for disse synder, støtter og forsvarer de i virkeligheden synderen og er lige, så skyldige og vil lige så sikkert blive genstand for Guds mishag; for de vil blive holdt ansvarlige for den skyldiges synder. I syner er mange tilfælde blevet fremstillet for mig, hvor Guds mishag er blevet pådraget ved, at hans tjenere har forsømt at tage sig af de fejl og synder, som findes iblandt dem. De, der har undskyldt disse fejl, er af folket blevet anset for at være meget fredsommelige og kærlige af sindelag, blot fordi de veg tilbage fra at udføre en tydelig bibelsk pligt. Opgaven var ikke behagelig for deres følelser; derfor undveg de den.

Læg nøje mærke til dette punkt: De, der modtager sandhedens rene mærke, virket i dem ved Helligåndens kraft, fremstillet ved, at manden i det linnede klædebon sætter et mærke på dem, er sådanne, som "sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves" i menigheden. Deres kærlighed til renhed og til Guds ære og herlighed er sådan, og deres syn på syndens overvættes syndighed er så klart, at de fremstilles som værende i sjæleangst, ja som sukkende og jamrende, Læs det niende kapitel hos Ezekiel.

Da Akan havde syndet, sagde Gud til Josua: "Jeg vil ikke mere være med eder, hvis I ikke bortrydder bandet af eders midte." Hvorledes svarer dette til deres handlemåde, som ikke vil opløfte deres røst imod synd og uret, men altid er at finde på deres side, der volder besvær i Israels lejr med deres synder? Gud sagde til Jousa: "Du kan ikke holde stand over for dine fjender, før I skaffer bandet bort fra eder!" Jos 7,12-13. Han kundgjorde den straf, overtrædelsen af hans pagt ville medføre.

Der vil være mænd og, kvinder, som foragter tilrettevisning, og hvis følelser altid vil sætte sig op imod den. Det er ikke behageligt for os at høre tale om vore fejl. I næsten hvert eneste tilfælde, hvor irettesættelse er nødvendig, vil der være nogle, som ganske overser den kendsgerning, at Herrens ånd er blevet bedrøvet, og at hans sag er blevet påført skam. Disse vil have medynk med dem, der fortjente irettesættelse, fordi personlige følelser er blevet såret. Denne vanhellige medfølelse gør de medfølende delagtige i skylden hos dem, der irettesættes. I ni tilfælde af ti kunne den irettesatte være blevet hjulpet, dersom han var blevet ledet til at indse sin fejl og derved blive bragt til omvendelse. Men vanhellige, medfølende mennesker lægger en fuldstændig urigtig betydning i den irettesættendes bevæggrunde og i arten af den givne tilrettevisning, og ved at sympatisere med den irettesatte bringer de ham til at føle, at han i virkeligheden er blevet urigtigt behandlet, og hans følelser rejser sig, imod den, der kun har gjort sin pligt. De, der i forståelse af deres ansvar over for Gud trofast udfører deres ubehagelige pligter, vil få hans velsignelse. Gud Kræver, at hans tjenere altid skal fuldbyrde hans vilje med alvor. I sin befaling til Timoteus formaner apostelen ham: "Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, tugt, forman med al langmodighed og belæring." 2Tim 4,2.

Nogle præster i menigheden siger, at Gud er for nådig til at hjemsøge sit folk med straffedomme, men når vi fortsætter med at læse, finder vi, at netop sådanne straffedomme falder på disse præster. "'Fred og ingen fare' lyder således fra de mænd der aldrig mere vil opløfte deres stemmer som en basun, for at vise Guds folk deres overtrædelser og Jakobs hus dets synder. Disse stumme hunde, der ikke ville gø, er dem, der vil føle en krænket Guds retfærdige hævn." Disse behagelige prædikener - der er nogle, som siger: "Vores præst prædiker ingen vildfarelse. Han prædiker heller ikke nogen nærværende sandhed, men det er vildfarelse. Vi har en neutral præst Det er det bedste, vi kan have." Men det er ikke det bedste du kan have, det er det værste du kan få. Gud leder efter et folk der vil handle. I Deboras dage kaldte han til irettesættelse. Han kaldte på folk, som var villige til at sætte deres liv på spil. I dag giver han ethvert medlem af menigheden, enhver prædikant og enhver lægmand en opfordring og et kald til aktivitet og krigsførelse.  "Der hviler et frygteligt ve over dem der forkynder sandheden, men ikke er helliggjorte af den, og ligeledes over dem, der går med til at modtage og beholde de ikke-helliggjorte, til at tjene dem i tale og lære." Over dem der holder behagelige prædikener og underholder folk uge efter uge, udtaler Gud et ve, men ikke kun over dem. Jeg tror, at mange af Guds bekendende folk tænker ved sig selv: "Herre, drag mig ikke til ansvar. Alt, hvad jeg gør, er at gå i kirke uge efter uge, jeg har ikke noget at gøre med dette frafald." Det er hvad Meroz sagde. "Jeg har ikke gjort noget dårligt. Jeg er blot et godt menighedsmedlem." Herren siger, at de menighedsmedlemmer, der samtykker i at modtage og beholde de ikke-helliggjorte, til at være deres præster, er lige så skyldige som dem der udfører præstegerningen.

"Dersom Gud udtaler et ve over dem der er kaldede til at prædike sandheden, og nægter at adlyde, så hviler der et større ve over dem der påtager sig selv dette hellige arbejde uden at have rene hænder og rene hjerter. Ligesom der er et ve for dem der prædiker sandheden, medens de ikke er helligede i hjerte og liv, således er det et ve for dem der modtager og underholder de ikke helliggjorte i den stilling som de ikke kan opfylde." Den ikke helliggjorte, kan ikke fortsætte at udføre præstegerningen uden medlemmernes støtte. Uden støtte kan de ikke udføre uretfærdige handlinger. Der er forskellige måder som vi kan vælge at støtte og underholde den ikke-helliggjorte i sin tjeneste for os, og Herren kræver hvert menighedsmedlem til regnskab for dets understøttelse af et korrupt system. Opfordrer jeg til revolution? Jeg håber ikke at du misforstår den kendsgerning, at det er det jeg gør. Jeg ønsker ikke et ve udtalt over mig. Ønsker du et ve udtalt over dig? Jeg ved ikke, hvordan jeg skal anvende alle disse udtalelser, men jeg tror at alle Guds krav, alle Guds befalinger er en mulighed.

"Det er ikke nok, blot at bekende sig til at tro sandheden. Alle Kristi korses stridsmænd forpligter sig i virkeligheden til at tage del i korstoget imod sjælenes modstander, til at fordømme uret og hævde retfærdighed. Men det sanddru vidnes budskab åbenbarer den kendsgerning, at folk befinder sig i et frygteligt bedrag, som gør det påkrævet at komme til dem med en advarsel, for at afbryde deres åndelige slummer og vække dem til bestemt handling." Noget må ske for at vække folk! Nogle giver i deres tilstand af fristelse, de irettesættende vidnesbyrd som vi har givet dem, skylden for Guds folks vanskeligheder og rådvildhed. De tror, at problemet ligger hos dem der bringer advarselsbudskabet, og som påpeger folkets synder og irettesætter deres fejl. Mange er bedraget af sjælenes modstander. Og i at imødegå de ikke-helliggjortes formodninger og skinsyge, så presser Satan hårdt på med sine fristelser. De der altid har befundet sig på tvivlens side, føler at de har frihed til at foreslå deres tvivl og antyde deres vantro. Nogle er skinhellige og virker tilsyneladende samvittighedsfulde og har meget fromme tvivlsspørgsmål, som de udtaler med varsomhed, men de har ti gange så megen magt til at styrke dem, der står på den forkerte side, og til at ødelægge vor indflydelse og svække Guds folks tillid til vort arbejde, end dersom de ville sige tingene rent ud."

Hvis de havde været åbenlyst imod dem, havde det ikke gjort en tiendedel så megen skade, som da de hævdede at være venner, mens de såede tvivlens frø langs med vejen. Hvad sagde Gud? "Jeg vil hellere have dig kold end lunken." Han siger, der er mere håb for en åben fjende end for en der forbliver neutral. Forbandet være du Meroz, forbandet være du bitterlig fordi du intet gjorde. Du var ikke imod os, du kom ikke og kæmpede med os. Forbandet være du, Meroz. Du er værre stillet end hvis du havde været fjenden - ti gange værre! Disse stakkels sjæle var bedragne af Satan. De smigrer sig selv med, at alt er i orden med dem, at de er i besiddelse af Guds gunst og er rige på åndelig dømmekraft, mens de er fattige, blinde og elendige. De udfører Satans gerning, men de tror, at de er nidkære for Gud." Kan vi blive mere åndeligt blinde end at tænke, at vi er i brand og har nidkærhed for Gud og dog er Satans instrumenter? Det er, hvad budskabet til Laodikea drejer sig om.

Hvad er det der vækker folk af deres lunkne, loadikeiske tilstand? I Elias's dage var Guds folk blinde overfor deres åndelige behov og Elias måtte gå til handling. "Elias's trofaste sjæl var bedrøvet. Hans vrede var vakt, og han var nidkær for Guds herlighed. Han så at Israel var sunket dybt ned i et frygteligt frafald. Og når han tænkte på de store ting, som Gud havde gjort for dem, blev han overvældet af sorg og forundring. Men alt dette var glemt af de fleste af folket. Han gik frem for Herren, og med en sjæl knuget af smerte bønfaldt han Gud om at frelse sit folk, om det så end måtte være med straffedomme. Han bønfaldt Gud om at tilbageholde dug og regn, himmelens skatte, fra hans utaknemmelige folk, så det frafaldne Israel forgæves måtte vende sig til deres guder, deres afguder af guld, træ, sten, solen, månen og stjernerne for at de skulle vande og gøde jorden og få den til at frembringe vækst i overflod" Er det tegnet på en kristen at bønfalde Gud om at sende straffedomme over sit folk? I Jakob 5 står der, at Elias bad inderligt om, at det ikke ville regne. Forstår vi, hvad kristenlivet på denne jord indbefatter? Det er ikke et passivt liv, hvor man ikke laver noget; Nej! Det er et liv, hvor man gør noget for at opretholde Guds ære og herlighed.

"Gud kan give denne gruppe en ny prøve, en anden prøve, og lade dem vise at de ikke er bedre forberedte på at stå uden oprør og synd, end de var før de aflagde deres trosbekendelse. De har tilbøjelighed til altid at stå på den forkerte side. Og når kaldet lyder, til at stå på Herrens side, og til at gøre en afgjort gerning for at forsvare sandheden, vil de åbenbare deres sande holdning. De der næsten hele deres liv er blevet kontrolleret af en ånd, som er ligeså fremmed for Guds Ånd, som Akans var det, vil være meget passive, når tiden kommer til en afgjort handling for alle. De vil hverken gøre krav på at stå på den ene eller på den anden side." Der er Akaner i lejren, de der hævder ikke at stå på nogen af siderne. De står i midten og siger: "Jeg er ikke for nogen af siderne. Der er fejl på begge sider. Jeg prøver at se det gode i alle og i alting. Jeg er her for at holde folk sammen." De tager ikke stilling, de vælger ikke side. De er ligesom Akan, altid på den forkerte side, de har ikke valgt side i det hele taget. De ser på sig selv som værende passive.

"De der er sande og loyale, vil ikke lægge skjul på denne kendsgerning, men de vil lægge hjerte og anstrengelse ind i arbejdet og sætte alt på spil i kampen og lade den vende sig, som den vil. Gud er en Gud der hader synd. Og de der opmuntrer synderen, idet de siger til ham, at alt er i orden med ham, vil Gud forbande." Ønsker du at være under Guds forbandelse? Det er mere behageligt at komplimentere folk, selv når vi ikke har lyst, så de må føle sig godt tilpas. Der ligger en forbandelse i dette kompliment, hvis det ikke er fortjent.

Aron var et billede på Laodikea da han lavede guldkalven. Da Moses kom ned fra bjerget, var han meget bestyrtet. Hans vrede blev vakt og han kastede de ti bud ned. Men Aron, der var den anførende i frafaldet, trådte frem med rolig sikkerhed. Han glattede vandene ud. "Arons rolige sikkerhed i den forkerte retning gav ham større indflydelse hos folket, end Moses kunne have haft, ved at lede dem i den rigtige retning og i undertrykkelse at deres oprør." Læg mærke til at Aron havde indflydelse på folket, fordi han var så rolig. Han var i stand til at tage det med lethed. Han gav alle en behagelig sikkerhed.

"Da Moses så Israels afguderi og hans vrede blev vakt over deres skamfulde forglemmelse af Gud, at han smed stentavlerne fra sig så de knustes, stod Aron ydmygt der og modtog Moses's kritik med en prisværdig tålmodighed. Folket var henrykt over Arons elskelige ånd og følte afsky for Moses's overilethed. Men Gud ser ikke som mennesker ser. Han fordømte ikke Moses's iver og vrede imod Israels tarvelige frafald." Der findes ingen større blindhed end at tro, at alt er i orden, når alt er galt.

"Den største mangel i denne verden, er mangelen på mænd - mænd der ikke vil lade sig købe eller sælge, mænd som i deres inderste sjæl er tro og ærlige, mænd der ikke er bange for at kalde synden ved dens rette navn, mænd hvis samvittighed er lige så trofast over for pligten som magnetnålen over for polen, mænd der vil holde fast ved det rette, om så himlene skulle styrte sammen."

Da Jesus kom, var menigheden i en frafalden tilstand, og han prøvede at bringe reformation og vækkelse, men der er ikke noget der vækker ligeså megen modstand som reformation og vækkelse, når en menighed tror at alt er i orden. Jesus begyndte med store skarer, og de blev mindre og mindre, indtil han hang alene på korset. Han advarede disciplene ved begyndelsen at sin gerning: "Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det." Matt 10,34-39.

I dag leder Herren efter en hær, en hær af arbejdere som vil lade sig tømme for selvet. Han leder ikke efter folk som er drevet af stolthed og hovmod. Han søger ikke efter at folk skal være selvstændige som Lucifer var det. Han leder efter folk der er ydmyge, der ikke anser sig selv som værende meget vigtige, og som er villige til at vaske andres fødder. Han søger efter folk der ligesom Jesus, søger at behage folk, hvor de kan gøre det med god samvittighed. Gud leder efter folk som har en kærlighedens ånd - et tålmodigt folk. Gud ønsker folk der ikke hævder deres egne rettigheder, som er villige til at lide, frem for at kæmpe for selvet. Hvis vi bliver fjernet fra et menighedsembede, så lad det ske, lad en anden tage sig af det. Gud har måske et højere formål med os. Han ønsker måske, at vi skal tjene de trængende.

Siden Bibelen siger, at alle ting skal gøres med orden og anstændighed, ønsker Gud ikke, at folk skal stå op midt i gudstjenesten og lave kaos. Der kan måske komme en sådan tid, men vær sikker på at det sker under Helligåndens indflydelse og ikke impulsivt. Gud ønsker ikke at vi skal tage splinten ud af vor broders øje, mens vi har en bjælke i vort eget. Gud leder ikke efter fejlfindende folk, efter kritiske folk, som er svære at være sammen med, eller fanatiske folk. Han leder efter folk der vil stå for det rigtige, selvom himlene styrter sammen, efter folk der vil være aktive i retfærdighedens sag og ikke vil lade stå til, mens sjæle går fortabt på grund af de tamme, lunkne prædikener der lyder fra talerstolen uge efter uge. De vil gøre noget! De vil protestere på en eller anden måde, og de vil ikke blive tætte. Ligesom Davids store mænd vil de tage sværdet og ikke give slip, før sejren er vundet. Deres hånd vil muligvis blive træt, men de vil holde fast på det sværd, Åndens sværd. Vi har sværd i Det Gamle Testamente og i Det Nye. I Det Gamle Testamente er sværdet bogstaveligt, i Det Nye Testamente er det symbolsk. I Det Nye Testamente er det Åndens sværd, og det sønderdeler. Det er skarpere, bliver vi fortalt, end noget tveægget sværd, meget skarpere end det gammeltestamentlige sværd, det sønderdeler ben og marv. Hebr 4,12.

Kære ven, Gud søger efter folk der er villige til at ofre selvet, ære og alt hvad de har, for at holde sandhedens banner oppe. Hvor mange vil give agt på kaldet? Gud har givet et budskab, han har sagt, jeg er det troværdige og sanddru vidne, "Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm." Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund. Siden du siger: Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet, og du ikke ved, at hvis nogen er elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig, så råder jeg dig til hos mig at købe guld, der er lutret i ild, for at du kan blive rig," Åb 3,15-18. Gud, giv os det guld i dag! Troens og kærlighedens guld. Det guld som elsker Gud, sandheden og Guds ære så meget, at vi er villige til at stå for Guds ære og herlighed, selv om himlene styrter sammen. At stå alene for hans ære og herlighed, ikke for vor egen. "og hvide klæder at iføre dig, for at din nøgenheds skam ikke skal ses, og salve til at salve dine øjne med, for at du kan se." Åb 3,18.

Kære ven, jeg håber vore øjne er blevet salvet nok til at se, at neutralitet er værre end åbent frafald. "Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. Den, der sejrer," - der er noget at overvinde. Der er noget for Meroz at overvinde. Der er noget for Kapernaum at overvinde. Og der er noget for Loadikea at overvinde, kære ven. Gud leder efter sejrvindere i dag, de der vil sejre over deres frygtsomhed og fejhed på trods af fare. Han søger efter folk, som med gudsfrygt vil stå op for sandhed og retfærdighed. "Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne." Åb 3,19-22.

"Gud har kaldet mænd til at møde denne tids behov, og som vil råbe højt og ikke spare struben, som vil opløfte deres stemmer som en basun og vise hans folk dets overtrædelser og Jakobs hus deres synder. Det er ikke kun deres opgave at forkynde loven, men at prædike sandheden for denne tid - Herren vor retfærdighed. Meroz's forbandelse vil hvile over dem der ikke kommer Herren til hjælp imod de mægtige. Det er berettiget at stille spørgsmålet i Elias's ånd: 'Hvor længe vil I halte mellem to meninger? Dersom Herren er Gud, følg ham; men hvis Baal er det, så følg ham.'"

Kære ven, er du villig til at stå for Herren, selv om himlene styrter sammen? til at sige: "Jeg vil ikke have Meroz's forbandelse. Jeg vil ikke halte mellem begge meninger og hverken være for eller imod noget. Jeg vil stå for Herren, selv om himlene styrter sammen." Åh, kære ven, Herren er villig til at udgyde sin Ånd i dag, og jeg håber at en vækkelse og reformation vil brede sig iblandt os og brede sig til menighederne og konferenserne i dette land, med en fast beslutsomhed om, ved Guds hjælp at vende tingene. Det kræver mere end et klart budskab, noget som vil bevæge fjendens undersåtter. Vi behøver noget til at bevæge menigheden i dag. Det er tid for Jesus at komme. Jeg ønsker at komme hjem. Jeg ønsker ikke at blive på denne jord for evigt. Det er på tide at stå op for Herren, og så vil vi se hans Ånd arbejde. Lad os bede om, at Helligånden må give os kraft til at udføre det arbejde han har kaldet os til at gøre.