Sommetider bliver vi forkastet af dem, vi troede var vore venner. Ofte svigter vore bedste venner os, og vor familie forstår os ikke.

Inderst inde i ethvert menneske er der tanker, der ikke kan udtrykkes. Vi kan ikke sætte ord på alle vore følelser, selv ikke engang over for vore nærmeste bekendtskaber. De fleste mennesker har oplevelser gemt dybt inde i hjertet, som ingen rigtigt kender. Det kan være skyldfølelser, der ikke kan deles med nogen anden. Det kan være usikkerheds og forvirring, som ingen rigtigt forstår. På de mest kritiske tidspunkter, hvor vi har mistet noget; efter skilsmisse, død eller afvisning, der hvor vi mest af alt trænger til en arm rundt om os, er der ofte ingen.

Derfor er der i ethvert hjerte en længsel efter en sand ven, som kan lette byrden - en der ikke vil feje os af, og som forstår vore problemer. Vi længes efter en, som vil lytte til os med interesse og følges med os. Når en sådan ven ikke findes, bliver det menneskelige hjerte modløst og mørkt.

Tilfredsstillelse af hjertets længsel er en af de væsentligste grunde til ægteskab. Men ofte, når to ensomme og fortvivlede mennesker gifter sig i håb om at finde lykken, bliver det kun til dobbelt ensomhed. Generelt i denne tid hvor selviskheden råder, øger ægteskabet blot ensomheden. Folk går til fester, forsamlinger og forlystelsessteder. Man taler med andre mennesker, ler, pjatter og lader som om, man morer sig, men det løser heller ikke ensomheden. Det er tit, man er mest ensom midt i en flok. De mest ensomme mennesker i denne verden er dem, der prøver at dække over ensomheden med latter. Selv i kirken, hvor hjertets længsel burde lindres og opfyldes, er der ofte kun skuffelse at hente.

Der er en løsning for den ensomme, og det er o Jesus. 'Ah!" råber et kor af stemmer. "Den samme historie hver gang! Han skal være løsningen på alting, men for mig virker det bare ikke!" Hvis Jesus virkelig er svaret, hvorfor er der da lige så megen ensomhed og sorg blandt de kristne som hos alle andre? Hvorfor er kirkerne så tomme? Hvorfor splittes så mange kristne hjem? Hvorfor bliver så mange kristne unge så desperate efter venskab, at de gifter sig med uomvendte eller uegnede?

Svaret er de fleste kristne kun er kristne af navn og ikke tror på den løsning på hjertesorg og ensomhed, som Jesus tilbyder. Det er faktisk en så utrolig løsning, at selv den kristne synes, den er vanskelig at tro. Løsningen ligner den, Gud gav Israels børn, dengang de blev bidt af giftige slanger. Der står: "Men Herren sendte slanger, som bed folket, og mange israelitter døde. Da kom folket til Moses og sagde:

'Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren, at han skal fjerne slangerne fra os!' Moses bad for folket." (4 Mos 21,6-7.). Gud hørte Moses' bøn og gav en løsning - men hvilken mærkelig løsning! Den var så mærkelig, at mange ikke engang ville prøve den. Der står: "Og Herren sagde til Moses: 'Laven slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet."' (4 Mos 21,8).

Hvor latterligt! Mennesker lå døende og behøvede øjeblikkelig hjælp, og Moses sagde blot, at de skulle se på en model af den slange, der havde bidt dem. Folk lå i store smerter på deres behagelige madrasser i deres telte, og Moses ville have dem til at stå op og gå ud og se på hans mærkelige efterligning af en slange - hvilken løsning!

Vi må tænke på, at Israel talte over en million mennesker. Hvis der var en, der ville hænge en slange op på en pind midt i Storkøbenhavn, så ville det ikke være muligt bare at træde ud af døren og se slangen midt inde i byen. Nej, man måtte tage derhen for at se den. Og nogle af Israels børn havde 4-5 km fra udkanten af lejren ind til helligdommen, før de kunne fa et glimt af kobberslangen. For et døende menneske var det en pinefuld og udmattende opgave. Mange måtte bæres på bårer af familiemedlemmer eller naboer. Alt det for noget så latterligt. Der var "nogle, som ikke ville tro, at de ville blive helbredt blot ved at se på metalslangen. Disse døde i deres vantro."

Guds løsning på venskab er endnu mere mærkelig end hans løsning var for dem, der blev bidt at de giftige slanger. Derfor er der endnu færre, der tror og har prøvet den.

Bibelen giver et levende eksempel på en, der trængte til en sand ven. Den vælger den ensomste situation i verden, nemlig det at være ensom i ægteskabet. Forestil dig en som er meget ensom i sit ægteskab og så pludselig møder en, som hun mener, forstår og bryder sig mere om hende end hendes mand. Faktisk har hun, for første gang i sit liv, fundet en ven, som hun kan dele alt med, og som forstår hende fuldstændig. Det er ikke en ualmindelig situation, og den opstår for mennesker hver dag. Hvad er da løsningen på ensomhedsproblemet, der bare bliver større i et sådant ægteskab, når man finder en "sand" ven. Bibelen giver både den rigtige og den forkerte løsning.

Der står: "Ved I ikke, brødre - jeg taler jo til mennesker, der kender loven; at loven kun er herre over et menneske, så længe det lever? En gift kvinde er ved lov bundet til sin mand, så længe han lever ... Hun vil altså stå som ægteskabsbryder, hvis hun bliver en andens, mens hendes mand er i live; men dør han, er hun fri fra loven, så hun ikke er ægteskabsbryder ved at blive en andens," (Rom 7,1-3).

At blive skilt og gifte sig igen er den forkerte løsning, for det er at bryde Guds befalinger. Vi kan ikke gøre os nogen forhåbning om at finde lykke, fred og sandt venskab ved oprør imod Gud. Denne løsning virker ikke. Men der ligger en løsning i selve forbudet. "Hvis hun bliver en andens, mens hendes mand er i .live ..." Så hvis hendes mand døde, kunne hun gifte sig med sin "sande" ven med Guds velsignelse og endelig finde den lykke, hun altid har drømt om. Så den rigtige løsning er, hvis en af parterne døde.

"Nej!" siger du, "Umuligt! Mord er endnu værre end skilsmisse." Rigtigt. Men alligevel er det den løsning Paulus giver os. Men løsningen er endnu mere mærkelig - vi skal ikke dræbe vor partner, men os selv. Ja, mange mennesker har faktisk været så ensomme, at de har begået selvmord, men også selvmord er for dømt i Bibelen. Løsningen er at dø uden at begå selvmord. Der står: "Så er også I, mine brødre, gjort døde ... for at I skal tilhøre en anden, ham der er opstået fra de døde, og vi bære frugt for Gud." (Rom 7,4).

Det er den, der er fanget i et dårligt og ensomt ægteskab, der må dø. Hvilken løsning! Denne løsning er faktisk så mærkelig, at meget få mennesker er villige til at prøve den - det giver ingen mening. Hvis den anden part døde, så kunne det måske være en løsning, men at jeg skal dø for at finde løsning på min ensomhed, det er dog for galt! Der må være en bedre måde. Og dog er det den eneste løsning, Bibelen giver. Der findes ingen anden løsning for tilfredsstillelse af ens personlige og følelsesmæssige behov.

Jesus siger: "Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd." Et kors er en måde at dø på - en smertefuld måde. Bibelen fortsætter: "Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det." (Matt 10,38-39) .

Bibelens måde kan virke noget bagvendt: Hvis du redder dit liv, skal du miste det, og hvis du mister dit liv, skal du redde det. Selvom dette virker underligt, er det Bibelens videnskab! "Da sagde Jesus til sine disciple: 'Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den der vil frelse sit liv, skal miste det; men den der mister sit liv på grund af mig, skal finde det."' (Matt 16,24-25).

Hvordan kan man finde liv ved at dø? Kun ved Guds hjælp. Den ikke-kristne kan ikke forstå dette mirakel. Men den kristne finder et godt liv gennem døden ved tro på Guds kraft til at oprejse fra de døde. På denne måde, som Paulus siger det, er en gift kvinde fri, hvis hun dør fra sin lovformelige mand, og hvis da Kristus derefter oprejser hende fra de døde, er hun fri til at gifte sig med sin nye mand, som er Kristus. Troens ultimative højdepunkt er dog at overgive sig til døden, som Isak gjorde, da hans far skulle bringe ham som et helligt offer på Morija bjerg - medens han troede, at Kristus ville oprejse ham igen. (1 Mos 22). Når Kristus oprejser os fra de døde, bliver han vores fortrolige og trofaste ven som aldrig vil skuffe os.

Der står: "Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden. den der er død, er jo frigjort fra synden. Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham." (Rom 6,3-8).

De døde er fri fra synden. En død kan ikke stjæle. En død kan ikke lyve. En død kan ikke begære. En død kan ikke have ondt afsig selv. Og på denne måde skal vi dø fra selvet. Vi må korsfæste selvet så at det ikke lever og er i stand til at begære eller have ondt at sig selv mere. Det dyrebare "selv", som vi altid prøver at beskytte, forsvare, have medfølelse med og prale at, må opgives. Ved at opgive selvet bliver vi virkeligt tilfredsstillet.

Hvor lyder det skørt! Det er lige så skørt som at se på en slange for at blive helbredt for et slangebid. Hvordan kan man finde tilfredsstillelse ved at opgive det, som netop burde bringe os tilfredsstillelse? Guds måder synes bagvendt. Bibelen siger: "Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, top fuldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med." (Luk 6,38). I denne verden får man ved at holde fast ved det, man har, men Jesus siger, at man får ved at give. Bibelen siger: Ved at ære andre, bliver man selv æret, ved at give hvad man har, vil man modtage mere, ved at dø, vil man leve. Det er alt sammen bagvendt ifølge verden. Kun den kristne kan forstå disse mærkelige løsninger.

For der står skrevet: "For vel er ordet om korset det at dø for at leve en dårskab for dem, der fort abes, men for os, der frelses, er det Guds kraft - der står jo skrevet: De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre. Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker." (1 Kor l,18-25).

For verden er Kristi metoder ren dårskab. Hvordan finder man lykke, hvis man opgiver lykken? Hvordan tinder man tilfredsstillelse ved at opgive sine egne behov?

"Peter tog ordet og sagde til ham: 'Se, vi har forladt alt og fulgt dig.' Jesus sagde: 'Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller børn eller marker på grund af mig og på grund af evangeliet, som ikke får det hundreddobbelt igen nu i denne verden, både huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og evigt liv i den kommende verden. Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste skal blive de første."' (Mark 10,28-31). Jesus sagde, at vi vil få hundredfold igen selv i dette liv, og dertil evigt liv bagefter. Således vil de, der har gjort selvet til det sidste, blive de første. De, der har opgivet sig selv, vil modtage mest. De, der har holdt det meste tilbage, vil modtage mindst.

Det er kun gennem døden, at man kan finde lykke, tilfredsstillelse og sandt venskab. Jesus siger: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv." (Joh 12,24-25)

Da Jesus forudsagde sin død til sine disciple, undrede de sig over, hvordan han ville oprette sit rige, hvis han skulle dø. Jesus fortalte dem, at det kun var gennem døden, at hans rige kunne oprettes. For det er kun gennem døden, at livet bliver til. Jesus illustrerede det med et hvedekorn. Så længe hvedekornet er tørt og intakt, er der kun det ene; det forbliver for altid alene og ensomt. Det kan holde sig i århundreder, men det vil altid vare alene. Men hvis det bliver lagt i jorden, bliver det vådt og deler sig og bliver tilsyneladende ødelagt, men ud af denne død vil der komme nyt liv frem, som vil producere hundrede hvedekorn på et strå. Hvedekornet er ikke længere alene og ensomt, men nu er det blevet ophav til flere, som er en del af det selv.

Ligesom alle os andre måtte disciplene lære denne svære lektie: Man vinder sit liv ved at opgive det; ved at dø finder man glæde og tilfredsstillelse. Efter en dag med undervisning tog de Jesus med til Galilæa i en båd. Jesus sov, da en storm rejste sig, der truede med at kæntre deres båd. Der står: "Og der kom en voldsom hvirvelstorm, bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at fyldes. Men Jesus lå i agterstavnen og sov på en hynde. Så vækkede de ham og sagde til ham: 'Mester, er du ligeglad med, at vi går under?"' (Mark 4,37-38).

Jesus havde været oppe natten før for at bede og havde undervist og helbredt hele næste dag og var meget træt. Han sov, mens disciplene roede båden. Pludselig rejste en voldsom storm sig, og disciplene prøvede instinktivt at frelse sig selv. Deres første og helt naturlige tanke var ikke at redde Jesus, men sig selv, de havde glemt alt om ham. De sagde ikke: "Vi må redde Jesus. Vi må ro hårdere." De prøvede af al magt at redde sig selv. Men de var magtesløse over for stormen. Til sidst, da alt andet var slået fejl, kom de i tanke om Jesus. Og hvad sagde de? "Mester, er du ligeglad med, at VI går under?" Det bekymrede dem ikke, om Jesus ville dø. De tænkte kun på sig selv. De sagde: "VI går under, og DU er ligeglad." De tænkte ikke på, at Jesus ville dø, og de var ligeglade. Han var den, der sov - han kunne være blevet skyllet over bord.

"Og han rejste sig," står der, "truede ad stormen og sagde til søen: 'Ti stille, hold inde!' Og stormen lagde sig, og det blev blikstille. Så sagde han til dem: "Hvorfor blev I bange?" (Mark 4,39-40.) Det var et vigtigt spørgsmål: "Hvorfor blev I bange?" Var det, fordi I var bange for, at jeg skulle dø? Nej. Det var, fordi I var bekymrede for jer selv.

Selvet var endnu ikke dødt. Og under forsøget på at bevare selvet havde de næsten mistet det. "Hvordan kan det være" spurgte han, at I ingen tro har? Tro er det modsatte af selviskhed, men de tænkte kun på sig selv. De havde ingen tro. Hvis de havde bekymret sig om Jesu sikkerhed så snart stormen rejste sig, ville de have glemt deres angst for at drukne. Jesus ville have stillet stormen øjeblikkeligt.

Er vi først og fremmest interesseret i at bevare selvet, ligesom disciplene? Vil vi gerne bevare vores lykke og have, at andre er venlige og forstående over for os? "Ingen forstår mig," siger vi. Vi er ikke nær så bekymrede om det, at vi ikke forstår andre. Vi er ikke nær så interesseret i at bevare andre og deres lykke. Men så længe "VI" søger efter vores egen lykke, finder vi den ikke. Så længe "VI" søger efter at blive forstået, finder vi aldrig forståelse. Så længe "VI" leder efter venner, finder vi ingen. Så længe disciplene prøvede at redde selvet, var de ved at gå under. Men da de vendte sig til Jesus, fandt de frelse.

Det er ved at søge efter lykke for andre, at vi selv velsignes. "En mand, der har venner, må selv være en ven; en ven kan være mere trofast end en bror." (Ordsp 18,24. Oversat fra den engelske KJV). Vi finder ingen sande venner ved at prøve at finde venner, men ved selv at være en ven.

Det er det centrale princip i kristendommen, hvad enten det drejer sig om venskab, glæde, penge, tilfredshed, liv, ja selv retfærdighed. Nemlig: Vi får det, som vi søger ved at opgive det, vi har.

De religiøse ledere på det nye testamentes tid prøvede virkeligt hårdt at være retfærdige. De ville gøre hvad som helst for at være retfærdige. De lavede regler og regulativer og bad lange bønner for selv at blive retfærdige. I den hensigt at gøre sig retfærdige havde de vidtløftige religiøse ceremonier. Men jo mere de prøvede at blive retfærdige jo mindre retfærdige blev de, indtil de blev så hadefulde, at de korsfæstede Jesus.

Der står: "Vi blev alle som den urene, og al vor retfærdighed blev som snavset tøj." (Esajas' bog 64,5). Farisæerne søgte efter retfærdighed for sig selv, men al deres søgen efter retfærdighed forblev ufrugtbar jo mere de prøvede, jo mindre havde de. Det er, når vi opgiver at søge retfærdighed for os selv og søger at give ære og retfærdighed til Herren, at vi selv finder retfærdighed.

Vort spørgsmål skal ikke være: "Hvad kan jeg gøre for at blive retfærdig?" men, "Hvad kan jeg gøre for at hædre og ære den Herre Jesus Kristus?" Der står "Enten I altså spiser eller drikker, eller hvad I end gør, skal gøre alt til Guds ære." (1 Kor 10,31 ). Vi skal ikke spise og drikke for vor egen retfærdigheds skyld men til Guds ære.

Guds ære var Josefs interesse, da han var slave i Ægypten. Han blev fristet til at bedrive hor med sin herres hustru.

Dag efter dag lokkede hun ham. Han var slave i et fremmed land. Der var ingen menighedsmedlemmer at bekymre sig om. Han ville ikke blive udelukket fra noget fællesskab på grund af en misgerning her. Han levede blandt et folk, der ikke kendte Gud.

Dag efter dag lokkede hun ham. Hun tog sin bedste parfume og sit mest forførende tøj på. Hun smigrede ham, beundrede ham, roste ham og flirtede med ham. En dag var de alene i huset, og hun havde forberedt sig til netop denne situation. Der står: "Engang skete det, at hans herres hustru kastede sine øjne på Josef og sagde: 'Kom og lig hos mig!' Men hall vægrede sig ... Selvom hun dag efter dag søgte at overtale Josef, ville han ikke opfylde hendes ønske om at ligge hos hende og have omgang med hende. En dag, da han kom ind i huset for at gøre sit arbejde, og der ikke var nogen af husets folk til stede, greb hun fat i hans kjortel og sagde 'Kom og lig hos mig!" (1 Mos 39,7-12). Hvis Josef kun interesserede sig for sin egen retfærdighed, var han faldet. Ikke bare luften hall indåndede, var mættet af fristelse, det var ikke blot hans sanser og følelser, der blev ophidset af Satan til deres yderste. Nej, han vidste, at efter al sandsynlighed, ville den sikre død blive resultatet af at modstå, for han var bare en slave.

Men Josef fandt styrke, fordi han ikke prøvede at bevare sin egen renhed, men Guds. Således sagde han: "Hvordan skulle jeg så kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud?" (1 Mos 39,9). Han bekymrede sig ikke så meget for sig selv som for Gud. Han bekymrede sig ikke så meget om sin egen retfærdighed som for Guds, Han var ikke så bekymret for sin egen ære som for Guds. Gud siger: "Kun dem, der ærer mig, vil jeg ære." (1 Sam 2,30).

Det var på denne måde, Jesus levede, Han levede ikke for at ære sig selv, men for at ære sin Fader, og han stolede på, at hans Fader ville give ham den ære, som Faderen ønskede, at Jesus skulle have. Han sagde: "Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til." (Joh 17,4.5). Sønnen herliggjorde Faderen, og Faderen herliggjorde Sønnen. Det er det forhold, Gud også ønsker at have med os. Jesus sagde: "Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære." (Joh 12,26). Ved at ære Gud bliver vi selv æret. Ved at ære os selv bliver vi vanæret.

"Læg mærke til, hvordan liljerne gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer, end ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således det græs, som står på marken i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende! Tænk ikke på, hvordan I får noget at spise og drikke, og vær ikke ængstelige. Alt dette søger hedningerne i verden jo efter, men jeres fader ved, at I trænger til dette. Søg derimod hans rige, så skal det alder gives jer i tilgift." (Luk 12,27-31).

Liljerne arbejder ikke for selvet, men Faderen tager sig af dem. Vil han ikke meget mere tage sig af os, hvis vi sætter ham først i vore betragtninger? Verden søger sin egen føde, sine egne klæder og sin egen glæde. Men Gud ved, at vi behøver alle disse ting.

Lad os derfor først søge hans ære og hans rige, og Så vil Gud give os disse ting i tilgift. Der står: "Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendom og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være." (Luk 12,32-34).

Der er en, der kan tage sig meget bedre af os, end vi selv kan. Men så længe vores største interesse er at tage vare på os selv, lader han os gøre det, til vor egen fortrydelse.

Der er en, der tænker meget på os, men som ikke altid kan vise os sin omsorg, fordi vi gør alting for os selv. Der er en, som kan glæde os som ingen andre. Men hvis vi søger at glæde os selv, kan han ikke gøre det for os, som han gerne ville. Det er, hvad der menes med at have en ydmyg ånd.

Der står: "For han gav den tørstige at drikke og mættede den sultne med gode gaver." (Sl 107,9). Millioner søger lykken men fejler. Kun vores skaber kan tilfredsstille vores inderste længsler. Der står: "Han læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår ... Herren bringer de hjælpeløse på fode, men de uretfærdige slår han til jorden." (Sl 147,3 og 6). Den, som Gud hjælper, er den, der er ydmyg, den, der er død fra selvet.

Bibelen giver os så levende illustrationer for at hjælpe os til at forstå vejen til glæde. I Esajas' bog taler Gud om en ung kvinde, som er involveret i et højst ulykkeligt ægteskab.

I østen er det ofte forældrene, der vælger ægtefællen til en ung mand eller kvinde. Da jeg var præst i Washington D.C., var der en ung mor fra Indien, der fortalte mig sin sørgelige historie. Hendes forældre havde arrangeret hendes ægteskab med en ung mand, hun aldrig havde mødt. Hans forældre havde gjort det samme. Nogle gange lykkes disse ægteskaber, men i dette tilfælde passede de slet ikke sammen, og han elskede hende ikke. De var forenet, mod deres vilje, men de elskede ikke hinanden, Så flyttede de til Amerika. Tit kom han ikke hjem, før klokken var et eller to om natten, for han ville hellere tilbringe aftenen på en bar end at komme hjem. Hun boede i en lille lejlighed med få møbler og ingen air-condition i de varme somre. Hun var alene, en fremmed i et fremmed land, og hun var ved at fortvivle.

Bibelen taler om en lignende meget ulykkelig brud. Der står: "Ja, Herren har kaldt på dig, en forladt og bedrøvet hustru; skulle en hustru fra ungdommen forkastes? siger din Gud." (Esajas' bog 54,6).

Gud siger, at jeres ensomhed kan være ligesom denne unge bruds. Hun er blevet taget væk fra sin familie, misbrugt og forkastet på sin bryllupsnat, efterladt, foragtet og udstødt af sin ægtemand og uden sin egen familie om sig. Nu er hun dømt til at leve et liv i ensomhed, uden børn og uden nogen kærlighed fra sin mands side.

Men Herren har lovet at trøste os, selvom vor ensomhed skulle være så stor som denne. "Råb af fryd, du ufrugtbare, du, som ikke fødte! (Men Herre, hvordan kan jeg fryde mig? Jeg, som er Så ked af det) Bryd ud i jubel, råb af glæde, du, som ikke fik veer!

For den enlige kvinde far flere børn end den der er gift, siger Herren." Det kunne meget vel være, at denne barnløse kvinde vil fa flere børn i himmelen (nemlig d cm der er forældreløse der) end mødre har haft af egne børn på denne jord. Gud har lovet at tilfredsstille enhver længsel, som en sjæl, der sætter Jesus først, har. Der er mænd og kvinder, sådan som Johannes Døberen, Paulus og andre, der på forhånd har opgivet den glæde at være gift og have børn for at arbejde mere virksomt for Herren. Andre har helliget sig missionen i fremmede lande, hvor livsbetingelserne er ufordelagtige med hensyn til at forsørge en familie, og derfor har de opgivet glæderne ved et familieliv for at bringe evangeliet ud til dem, som ofte ikke værdsætter det. Andre er endt i en højst ufordelagtig situation med ægtefæller, der ikke elsker dem, i et forhold mere bittert end galde, men som trods det vælger genvordighederne frem for at bryde Guds bud. Men Gud har lovet, at han vil mere end blot erstatte det offer, vi har måttet give for ham i dette liv. Hvis Gud kan tage sig af liljerne på marken, hvor meget mere vil han så ikke tage sig af os, sine børn, som har viet deres liv til ham og virkelig ofret for at hædre Og ære hans navn?

Og derfor har Herren lovet, at "den enlige kvinde far flere børn end den, der er gift ... frygt ikke, du bliver ikke til skamme, vær ikke beskæmmet, du bliver ikke vanæret; for skammen fra din ungdom skal du glemme, din enkestands vanære skal du ikke huske på. For din skaber tager dig til hustru, Hærskarers Harre er hans navn; Israels Hellige løskøber dig, Han kaldes hele jordens Gud." (Esajas' bog 54,1-5).

Gud har lovet at være ægtemanden, beskytteren, den som forstår og tager vare på dem, der har tillid til og tro på ham. Kan nogen kvinde fa en bedre mand end det?

Dette at dø fra selvet og betro sin velfærd og skæbne til Herren kaldes omvendelse i Bibelen. Det påvirker alle aspekter i livet. Det påvirker vor diæt, tænkemåde og selv det tøj, vi har på. Når vi er omvendt, vil vi leve på en sådan måde, at vi ærer Gud snarere end at ære os selv. Og da bringer Herren ære til os.

Peter anvender dette princip på en kvindes udseende. Han siger: "Ligeså skal I hustruer ... Jeres skønhed skal ikke være i det ydre, såsom flettet hår, guldsmykker eller smukke klæder, men i hjertet, det skjulte menneske, med en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed, som er meget værd i Guds øjne." (1 Peters brev 3,1-4) Prøv ikke på at tiltrække opmærksomheden til jer selv ved det tøj I har på eller Jeres friture, men søg snarere den himmelske pryd, der er en sagtmodig og ydmyg ånd. En ånd, der er død fra selvet og ikke længes efter at få opmærksomhed. Ifør jer den ånd som er villig til at forblive ubemærket, villig til at blive korsfæstet og villig til at betro sig selv i Guds hånd. Det er den udsmykning, som Gud kigger efter. Det er den indre, uforgængelige prydelse, der er meget kostbar i Guds øjne. Der står: "For det var sådan, de hellige kvinder, der håbede på Gud, i sin tid smykkede sig ... gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse." (1 Peters brev 3,5-9).

I stedet for at gå til angreb når man bliver forhånet, bør man svare igen med en velsignelse, man er jo død fra selvet. En sand kristen vil ikke være så interesseret i hvilken velsignelse han kan få, men hvilken velsignelse han kan være. Og i overensstemmelse med dette vers, er det ad denne vej, vi opnår velsignelse. Vi bliver velsignede, når vi vender det onde til det gode.

Gud oprettede en speciel fridag, eller mere præcist en helligdag, som repræsenterer denne sande omvendelse. Det er Sabbatten. Sabbatten var indstiftet af Gud for at illustrere og bevirke en sand omvendelse. Efter skabelsens seks dage hvilede Gud p ål den syvende dag og satte den til side for menneskets tilbedelse og brug.

Længe før der var nogen synd eller nogen jøde, så Herren nødvendigheden af at lære folk, hvor vigtigt det er at dø fra selvet og leve for ham. Dette er indeholdt i Sabbatten, som blev grundlagt ved jordens skabelse. "Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte." (1 Mos 2,1-3).

Hvad var meningen med denne hvile? Gud hvilede som et eksempel for menneskene. I alt hvad Gud beder os om at gøre, har han selv vist os et eksempel. Jesus kom her til jorden for selv at være et eksempel for hver eneste af os. Der står "For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd." (Hebr 4,15). "Jesus sagde til ham: 'Jeg er vejen, sandheden og livet"' (Joh 14,6). På denne måde, da Gud bad mennesket at holde en speciel dag hellig til ære for ham, hvilede han sammen med mennesket som et eksempel til alles efterfølgelse. Tænk hvilken betydning det giver denne specielle dag - tænk at Gud selv hvilede på sabbatten.

I midten af de ti bud, den eneste del af Bibelen, der er skrevet med Guds egen hånd, sammen med de enkle love som "Du må ikke beg ål drab, du må ikke stjæle" siger Gud: "Husk Sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er Sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet Sabbatsdagen og helliget den." (2 Mos 20,9-11).

Sabbatten er den eneste dag, Gud nogen sinde har hvilet på. Selv Jesus hvilede i graven på Sabbatten, før han opstod på den første dag i ugen og fortsatte sin gerning for at frelse os; nu som vor ypperstepræst i himlen. Derfor siger Paulus i slutningen af det nye testamente, lang tid efter Jesus var blevet korsfæstet: "For et sted har han sagt således om den syvende dag: 'Og på den syvende dag hvilede Gud efter alle sine gerninger', ... Altså venter der Guds folk en Sabbatshvile. For den, der er kommet ind til hans hvile, har også selv fået hvile efter sine gerninger, ligesom Gud fra sine." (Hebr 4,4-10).

Sabbatten er den dag, hvor vi ikke prøver at passe på os selv. Vi holder op med at gøre vort eget arbejde. Vi vil hellere gøre Guds arbejde. Vi betror vore gårde til ham og bruger vor tid til at tilbede ham og lære vore børn og familie om hans storslåede værk. På Sabbatten stoler vi på, at Gud vil tage sig af vore regninger. På Sabbatten stoler vi på, at Gud vil tage sig af at underholde os, så vi arbejder ikke for at tjene til livets ophold på den dag. Det er en dag med speciel tillid til Gud - vi tilkendegiver, at vi stoler på ham. Gud tager sig af afgrøderne. Han tager sig af butikken. Han tager sig af hjemmet den dag. Siden humanitært arbejde, så som at tage sig af de syge, er en del af Guds arbejde, vil vi arbejde for Gud på disse områder. Men vort eget arbejde vil vi ikke gøre.

Sabbatten symboliserer den sande omvendelseserfaring at dø fra selvet og leve for Gud, medens vi har tillid til, at han vil tage sig af os. Den symboliserer det vidunderlige forhold Gud ønsker at have med hver enkelt af os - vi tænker på ham, og han tænker på os. Gud siger: "Dem som ærer mig, vil jeg ære."

Sabbatten bliver vidunderligt beskrevet i Esajas' bog kapitel 58, Efter at have talt om en gruppe mennesker, som i de sidste dage vil reparere de gamle veje, som Gud har givet os at vandre ad, åbenbarer Gud, at Sabbattens vej, som han oprettede for at den skulle lede fra jorden til himmelen, vil blive genskabt og genoprettet - den er Sabbat for de virkeligt omvendte, for den repræsenterer erfaringen af at dø fra selvet og at leve for Kristus. Derfor siger Herren: "Varer du din fod på Sabbatten, så du ikke gør som DU lyster på min hellige da. kalder du Sabbatten frydefuld og Herrens hellige dag ærværdig og ærer Ham ved ikke at gøre DIN vilje eller finde DIN egen lykke eller taler DINE egne ord, så skal du glæde dig over lykken hos Henne. Jeg vil føre dig frem over landets høje og lade dig nyde godt af din fader Jakobs ejendom. Herren selv har talt. (Esajas 58,13-14 Oversat fra den engelske KJV).

På denne måde siger Gud, at vi ikke skal gøre vort eget arbejde på Sabbatten, men vi skal kende Sabbatten som en fryd, for vi gør Guds arbejde. Ligesom et forelsket par bedre kan lide at gøre ting for hinanden end at gøre noget for sig selv, på samme måde skal Sabbatten være den dag, hvor vi fryder os ved at gøre ting for Gud, og han fryder sig til gengæld over at gøre ting for os.

Det er på grund af dette, Satan har kæmpet Så intenst mod Sabbatten ned igennem historien, for den repræsenterer den sande lykkelige omvendelseserfaring vi kan have sammen med Gud. Satan hader denne erfaring og hvad som helst som kan lede til den; det er derfor han har prøvet at ødelægge og skjule Sabbatten under traditioner, soltilbedelse og falsk teologi baseret på fordrejninger af Bibelen. Men vi behøver ikke være forvirret. Jesus, vort eksempel, holdt Sabbat og han har befalet os at følge i hans fodspor. Han sagde: "Elsker I mig, så hold mine bud" (Joh 14,16).

Der står: "Salige er de, holder hans bud (inklusiv sabbats budet), Sål de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen." (Åb 22,14. Oversat fra dem engelske KJV). Dem, der ærer Gud, vil han ære. De der søger at herliggøre ham, vil blive herliggjort. Han vil være deres ven og ledsager gennem hele evigheden.

Jesus sagde: "Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed ... Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ikke at blive elsket men at elske ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den, som sætter sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner" (Joh 15,10-15). Hvis vi sætter ham først, vil han sætte os først. Jesus sagde: "Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på halls trone." (Åb 3,21).

"Fremlæg din trang, din glæde, din sorg, dine bekymringer og din frygt for Gud. Du kan ikke besvære ham, du kan ikke trætte ham.
Gå til ham med alt, hvad der besværer dit sind. Intet er for tungt for ham at bære; thi han opholder verdener, styrer universet. Intet, der på nogen måde angår vor fred, er for lidt for ham at lægge mærke til. Der er intet kapitel i vort livs historie, som er for mørkt for ham at læse; ingen besværlighed er for vanskelig for ham at udrede. Ingen ulykke kan komme over den ringeste af hans børn, ingen ængstelse kan plage sjælen, ingen glæde opmuntre den, ingen oprigtig bøn udgå fra læberne, uden at vor himmelske Fader lægger mærke til det og øjeblikkeligt interesserer sig for den.
Forholdet mellem Gud og hver eneste sjæl er så klart og fuldstændigt, som om der ikke fandtes nogen anden sjæl, for hvem Gud har givet sin elskede søn."

Må du erfare den glæde, som kun et sandt venskab kan bringe. Må du erfare den mest sande glæde, som kun den mest sande ven kan give. Der er en, der har omsorg for dig.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com