En sagfører ville en gang købe en hest. Han begav sig ud på landet og fandt en fint udseende hest, som han gerne ville erhverve. Hestens ejer var villig til at sælge hesten, hvis køberen kunne fange den.
Dette lød ikke urimeligt, syntes sagføreren. Han tog sine to sønner med ud på græsgangen. Men det tog dem tre timer at få fanget hesten og lagt bidslet i munden på den.
Og da var det, at landmanden, der var et overmåde samvittighedsfuldt menneske, oplyste den vordende hesteejer om to ting ved hesten, der måtte være på det rene, inden salget kunne gå i orden. »For det første er den hest forfærdelig vanskelig at fange.«
Javist, det havde sagføreren opdaget. »Og for det andet,« vedblev landmanden, »er den ikke ret meget værd, når det endelig er lykkedes at fange den.«

Vi er alle sammen optaget af at »sælge« os selv til andre eller prøve på det. Vi er meget nøjeregnende med, hvordan vort »udstillingsvindue« ser ud. Vi vil gerne give udseende af at være rigtige helt igennem. Skulle vi være en lille smule vanskelige at indfange - nå ja, så regnes det vel nærmest som et ekstra plus.

Men hvis vi nu var lige så ærlige som hesteejeren, måtte vi advare enhver mulig køber om, at vi uagtet vort pæne ydre går rundt med en tiger i vort indre - en tiger, som vi er ude af stand til at beherske.

Sandheden ,er, at vi gør alt, hvad vi formår, for at skjule denne tiger. Vi bryder os ikke om, at andre skal vide, at vi har et temperament, som hvert øjeblik kan eksplodere, hvis nogen kommer til at sige det forkerte til os. Vi bryder os ikke om, at nogen skal vide, at vi ikke er så afbalancerede og elskværdige og rolige indvendig, som vi ser ud til at være i det ydre. Snak om facade!

Vi bombarderes med en masse. gode råd: "Vær blot dig selv. Opfør dig naturligt.« Mon det virkelig er en god ide? Hvordan ville vi mon opføre os, hvis vi virkelig var naturlige? Hvis vi lod alle hæmninger falde?

En ung mand sigel: »Jeg har arvet et hidsigt temperament, Akkurat som mine forfædre. Det kan ikke nytte at bekæmpe det. Sådan er jeg bare.«
Har du nogen sinde hørt nogen sige sådan? Har du nogen sinde selv sagt det? Du har et voldsomt temperament. Det er din svaghed. Men bare du indrømmer det ærligt, er det helt i orden. Så bliver det hele slettet ud. Sådan ræsonnerer vi tit. Det er et bekvemt bogholderisystem, som den menneskelige natur har opfundet.

Vidste du, på det religiøse område findes der også sådan et bogholderisystem? Det gør der faktisk.

De fleste af os har gjort os skyldige i at prøve at jonglere med tallene. Vi prøver at manipulere med regnskaberne for at opnå balance på en eller anden måde. Enten prøver vi at udslette vore svagheder ved ærlige indrømmelser, eller også prøver vi at opveje forseelserne med et imponerende opbud af gode gerninger.
Men virker det? Forandrer gode gerninger virkelig et menneske? Hvad tænker mennesket, når tankerne frit får lov at gå deres egne veje? Hvordan er mennesket virkelig under fineringen? Hvad med den indre tiger?
Mennesket prøver måske nok på at holde tigeren i ave, Prøver at holde den rolig. Forsvarligt gemt af vejen. Mennesket tror maske, at han har fundet en ufejlbarlig metode at behandle tigeren på. Men har han nu også det?
Det pågældende menneske går måske regelmæssigt i kirke, har måske oven i købet en bibel med. Men, som en har sagt, en chimpanse kan også op læres til at gå med en bibel under armen, Den samme forfatter bemærker, at »mangen en ægtemand har lært at sige: Ja, min ven! Ja, min ven!' Men når konen ikke er til stede, skulle du bare høre, hvad han siger om hende til guldfisken!« Sagen er, at dette menneske kunne indføre gode gerninger i regnskabsbogen, indtil han fik skrivekrampe, og det ville ikke hjælpe ham det mindste, Der kræves mere end et fantasifuldt bogholderi for at holde den indre tiger i ave.

Vi taler om et uhyre almindeligt menneskeligt problem. Om impulser i vort indre, som er for stærke for os. Impulser, vi ikke kan håndtere. Impulser, der har det med at eksplodere, bedst som vi tror, de er helt væk.
En masse mennesker bruger naturligvis betydelige summer på at få fortalt, at der ikke er noget i vejen med dem. »Du skal opdage dig selv,« bliver der sagt. »Du skal blæse liv i den guddommelige gnist i dit indre. Du er selv en lille smule guddommelig!«
Men i vore ærlige øjeblikke ved vi godt, at det ikke er sandt. Vi opbyder vor optimisme og viljekraft og selvagtelse - bedre kendt som stolthed - til det yderste. Men tigeren er der stadig!
»Gør det selv! Frels dig selv! Du kan, hvad du vil! Intet er umuligt!« Det synes at være denne klodes slagord.
Men ifølge vor Herre Jesus Kristus er disse slagord urigtige. Han siger det ganske enkelt, og højt nok til at det har kunnet høres ned gennem århundrederne: »Skilt fra mig kan I slet intet gøre.« Joh. 15,5.

Det var et hårdt slag mod vor stolthed, ikke sandt? Jesus troede åbenbart ikke rigtig på dette med »selfmade« mennesker.
Men Jesus sagde også: »Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte.« Luk. 19,10.

Når vi altså ikke kan frelse os selv, og når Jesus kom til denne jord for at frelse os, skønt det kostede ham så meget, må han åbenbart have vist en vej ud af vore skuffelser, vor dybe, dybe tomhed, vor navnløse fortvivlelse.

Den udvej er åbenbart Jesus selv. Ellers havde han ikke behøvet at tilbringe treogtredive år på denne klode, jaget, pint og til sidst korsfæstet. Ellers kunne han have sendt en engel, eller endog et eller andet veltalende menneske, for at frelse os. Så havde han ikke behøvet at forlade sin Himmel for at lide døden på et kors.
Det er helt klart, at svaret findes i Jesus selv. For han sagde ganske enkelt: »Jeg er vejen.« Joh. 14,6.

Jesus var aldrig i tvivl om vort behov - og heller ikke om hvordan det kunne afhjælpes. Han var heller aldrig i mindste tvivl om, hvem han selv var.
Det er nemlig dette, der gør hele forskellen, hvem han var. Hvis han kun var et almindeligt menneske, da kan han ikke gøre mere. For os end den nærmeste psykiater. Hvis han kun var en politisk aktivist, som var uheldig og blev henrettet, da ville hans løfter ikke være mere værd end protestmarch-deltagernes slagord i vore dage. Hvis han ikke var Guds Søn, hvilket han hævdede at være, da var han verdens dygtigste bedrager - og så kunne vi lige så godt lade være med at tænke mere på ham.

Men hvis Jesus Kristus var den, han selv hævdede at være så er der håb for os alle - uanset hvem eller hvad vi er.

Det fremgår meget klart, at Herren Jesus har to hensigter med hver enkelt af os:
For det første er det nødvendigt, at han får lagt vor stolthed i støvet. Vi må indse, at vi intet kan gøre uden ham. Vi må overbevises om, at vi ikke kan frelse os selv. For hvordan kan han blive vor Frelser, før vi selv erkender, at vi trænger til frelse? Og hvordan kan han gøre noget for os, så længe vi siger: "Nej, ellers tak! Jeg klarer mig udmærket selv«?

For det andet ønsker han at gøre for os, hvad vi ikke kan gøre for os selv.
Og dette andet mål kan vi først nå, efter at det første er blevet en realitet.
Alt imedens fortsætter verden sit omkvæd: "Jeg er god nok! Du er god nok!« Men Herren Jesus nægter at istemme dette refræn. Det er nemlig umuligt for ham at gøre noget for os, før vi erkender, at vi trænger til ham.

Det er ikke let for et stolt hjerte at sige: "Jeg trænger til hjælp. Jeg kan ikke klare det selv!« Men vi er nødt til at tage dette første skridt. Ellers vil vi aldrig kunne tage det næste!

Skuffelse, dernæst tomhed, endog en fornemmelse af håbløst nederlag - alt dette kan være det bedste, der nogen sinde er hændt os, hvis det blot leder os hen til ham, der siger: "Jeg er vejen.«

Det store spørgsmål. som vi alle i begyndelsen står overfor, er dette: Vil vi Indrømme, at vi kæmper med en tiger, som har overmagten I vort liv? Eller vil vi bare fortsætte vort hykleri?
Jeg var selv en hykler!

En fredag aften
Det var en fredag aften, jeg rystede min knytnæve op mod Gud.
Fem minutter før det skete, ville du have anset mig for at være en pæn, respektabel, lovende ung mand, målbevidst og med fremdrift. Men indvendig var jeg i et voldsomt oprør, skyldfølelse, generationskløft og alt det.
Jeg holdt mig på afstand af alle over tredive. Jeg ønskede ikke at have at gøre med nogen eller noget, som mindede mig om min barndom og opvækst.
Min far var præst. Jeg mener ikke den slags præster, der går i protest tog og prædiker politik og går i fængsel for sager, de tror på. Ikke sådan at forstå, at han ikke med glæde ville have fulgt sin samvittighed og gået i fængsel, hvis det var blevet krævet. Men forholdene var anderledes i de dage. Omsorgen for mennesker var ikke koncentreret i gaderne.
Men min far forstod sig på mennesker. Han hjalp mennesker. Han vandt mennesker. Og jeg iagttog ham og lyttede, og det gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg lærte fra min tidligste barndom, at prædikener ikke er noget, der udspringer af mental disciplin og omfattende læsning og fine eksaminer alene - hvor vigtige disse ting end måtte være - men fra livet.

Der var intet letkøbt eller forlorent ved min far, min familie eller min hjemlige menighed, så vidt jeg husker. Det problem havde jeg ikke. Langt fra at ville vende mig væk fra religionen på grund af mennesker, som ikke efterlevede den, blev jeg stadig draget tilbage til den, netop fordi jeg hos de troende så mange beviser på Guds kraft til at forvandle menneskers liv - jeg blev draget af den selv samme kraft, jeg så hårdnakket prøvede at flygte fra.

Jeg havde nemlig en eller anden svævende forestilling om frihed. Hvis du tror, det var en ide, som først opstod i de glade tressere, tager du fejl. Ligesom børn og unge i dag ville jeg ikke leve inde bag nogen snærende grænser. Jeg ville ikke være undertrykt. Jeg ville opstille mine egne leveregler. Og som præstesøn var jeg udsat for manges blikke. Og jeg kunne ikke lide at blive iagttaget.

Og så var der en ting til. Allerede som 13-14 årige fik jeg en svag fornemmelse af, at Gud måske en dag ville kalde mig til præstegerningen. Den tanke blev ved med at gnave i mit rastløse sind.

Det var denne overbevisning, jeg var besluttet på at kvæle. Uanset indflydelsen fra mit hjem og uanset hvor indtrængende Gud kaldte på mit unge hjerte, ville jeg bringe den indre stemme til tavshed og opdage livet på egen hånd.

Jeg havde ikke hørt om alle det etablerede samfunds onde sider i de dage. Jeg tænkte, at jeg ville være klog. Jeg ville sikre min fremtid ved at læse til civilingeniør. Men jeg havde desuden en lurende mistanke om, at det, jeg bekæmpede, netop var det, jeg inderst inde ønskede. Det hele var blandet sammen, og jeg var uvillig til at indrømme det for nogen, allermindst for mig selv.

Nu skælver jeg ved tanken om det, jeg slap fra med nød og næppe. Nej, der var ingen konflikter med loven. Jeg havde ingen planer om at starte en revolution og heller ikke om at volde min familie sorg. Ingen skandaler at dysse ned.
Jeg ved nu, at omvendelse sommetider kan være lettere for et menneske, som har begået store, grove synder. Hvis ikke et sådant menneske har bragt Guds stemme i hjertet fuldstændig til tavshed, ved han, hvor han står. Han ved, at han behøver Gud. Det vidste jeg ikke.
Jeg var indfanget af noget endnu værre end de store, grove synder. Jeg var slave af de pæne, respektable synder. Jeg var en fortabt i selve menigheden. Og lad ingen fortælle dig, at det ikke kan ske. Det kan det nemlig. Tro mig, det er altid muligt at acceptere en teori, at blive tilfredsstillet med en udvendig religion, og dog gå fortabt - fortabt i menigheden!
Jeg kunne f. eks. gå i kirke og høre en prædiken, og jeg kunne blive foruroliget. Jeg kunne læse avisen og se, hvordan begivenhederne svarede nøjagtigt til Bibelens forudsigelser, og det kunne volde mig uro. Men når jeg så gav mig i kast med mine personlige svagheder - og sommetider ønskede jeg slet ikke at give mig i kast med dem - var jeg fuldstændig hjælpeløs.
Jeg tror, det var mit virkelige problem. Religionen, i det mindste efter hvad jeg havde erfaret, syntes at være meget svag netop på dette punkt: hvordan. Og hvad brug har man for en religion, som ikke virker - som ikke tilfredsstiller?

Og derfor gjorde jeg oprør. Hvad andet var der at gøre? Jeg identificerede mig med ethvert respektabelt oprørssymbol - alt, hvad der var in på den tid. Jeg er taknemmelig over, at stofmisbrug som protestmiddel endnu ikke var populært dengang.
Jeg blev så træt af kedsomhed og nederlag, at jeg prøvede at løbe væk fra samvittigheden. Men - Gud ske tak! - hvis du ikke har slået samvittigheden helt ihjel, vil den aldrig lade dig i fred.

Gud overlod mig ikke til mig selv, skønt jeg ønskede at blive ladt alene. Ligesom en mand, der har taget for mange sovepiller, trængte jeg til at gå og gå og gå. Og Gud var der hele tiden. Og det gjorde mig ubehageligt tilpas. jeg ønskede ikke, at han skulle være der så tæt ved!
Jeg følte det, som om der var en krig i mit indre. Og den rasede mere og mere voldsomt!

Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere. Det var en fredag aften, og jeg sad i kirken blandt tilhørerne, medens min far prædikede. Der stod han - mit ideal af en præst, mit ideal af en mand.

Han talte til hele forsamlingen, ikke specielt til mig. Men hvert ord, han sagde, skar som en kniv. Jeg rejste mig, gik bort fra forsamlingen og bevægede mig hvileløst ind i skyggerne.
Jeg glemmer aldrig disse øjeblikke. I denne stille sommeraften, idet jeg så op gennem træernes grene mod Guds Himmel, rystede jeg bogstaveligt min knyttede næve mod Himmelen og sagde: »Helligånd, gå væk fra mig! Og kom aldrig mere tilbage!«

Tak, Gud, at den bøn ikke blev besvaret! Men selve det, at jeg havde hvisket disse ord, chokket ved at have sagt dem, gjorde noget ved mig. De ord var jo en slags bøn, skønt dens perspektiver var uhyggelige.

Dette blev klimaks for en lang række begivenheder, hvor fristeren havde overgået sig selv. Jeg havde gjort noget, som endog overraskede mig selv. Og nu, ved mine egne udfordrende ord, var jeg blevet grundig rystet. For første gang så jeg de små bitte typer på bagsiden af Djævelens »kontrakt«. Og jeg besluttede at bryde den kontrakt.

Lidet anede jeg, at jeg netop da stod på tærsklen til en forvandlende erfaring, der ville gøre alle mine tidligere forestillinger om personlig lykke og tilfredsstillelse til noget småt og ubetydeligt. Jeg skulle lære en hemmelighed, der ikke alene ville forvandle min egen hvileløse sjæl, men ville gøre det samme for ethvert menneske, som hemmeligt længes efter klarhed.

Og dette er, hvad jeg gerne vil dele med dig på disse sider. Ikke bare min egen historie. Jeg vil bruge den som et springbræt. Ved at bygge på min store opdagelse, ved at fokusere på den fra mange vinkler, vil jeg gerne præsentere dig for min Herre. Jeg vil gerne tale med dig om nogle af de spørgsmål, der forvirrede og forfulgte mig - indtil jeg fandt vejen ud. Jeg gør det, fordi jeg ved, at de samme spørgsmål, der så vedholdende bankede på døren til mit sind, også har banket på hos dig. For i virkeligheden er vi alle ens. Problemerne skifter ikke med generationerne - kun scenen og ordvalget.

Kan noget sammenlignes med fred i sindet? Er der helbredelse for skyldfølelse? Bliver bøn nogen sinde besvaret? Kan Gud virkelig forvandle et menneske? Hvordan gør han det?

Hvad slags overgivelse forlanges der? Og hvor dybt er mennesket selv Involveret? Hvilken risiko løber mennesket?
Disse spørgsmål er hverken akademiske eller filosofiske. Det er svarene heller ikke. Du behøver ikke at have nogen teologisk baggrund for at kunne forstå denne bog.
Dette er en bog for mennesker i nød, for det forvirrede menneske, det slagne menneske, mennesket, som klynger sig til enden af et reb. Et menneske, som er ved at drukne, har ikke brug for fine filosofiske talemåder. Dette menneske har brug for en livline!

Millioner bevæger sig på samme ulykkelige grundlag som Jeg bevægede mig på, prøver de samme blindgader. De prøver at dække over den vilde frustration, der stadig truer med at bryde ud. De prøver at benægte den navnløse tomhed, der får livet til at synes så meningsløst.
De kæmper, ligesom jeg kæmpede, med en dyb skyldfølelse, som ikke vil forsvinde. Den forfølger dem nat og dag, ligesom den forfulgte mig. Den trænger ind i sindet og samvittighedens fintmærkende mekanisme, og gør sindets ejer mere og mere ulykkelig. Den forlanger opmærksomhed. Den nægter at holde sig i ro. Den skraber og skurer og skærer, ligesom et sandskorn i et fint maskineri. Og hvorfor varer det så længe for os at opdage, at det eneste, som kan løse dette problem er Jesu Kristi blod?

Bagved masken, bagved camouflagen, bagved facaden, gemt bag hverdagens hvirvlende rutine, søger mennesker, som jeg søgte, efter fred i sindet. Men ligesom jeg, søger de alle de forkerte steder. Utallige millioner ville betale, hvad det skulle være, klatre op ad enhver stige, udholde hvad det skulle være for at opnå denne fred. De prøver at fortjene den. De prøver at købe den. De prøver at købslå om den. De prøver at fortjene den, men den synes at smutte bort fra dem.

Og så er det, at de en for en, forvirrede og mismodige, siger til sig selv, at fred i sindet ikke er andet end en myte, at de er fordømt til at leve med skyldfølelse og frustration, at der ikke findes nogen udvej, at kristendommen ikke virker!
Og hvad gør du ved noget, som ikke virker? Du smider det væk. Det er derfor, så mange teenagere har forkastet religionen. De har gået i kirke, men de fik det værre indvendig end udvendig. Kristendommen syntes ikke at virke. I det mindste ikke for dem. I det mindste ikke for nogen, de kendte. Derfor forkastede de den. De ønsker sig et godt og lykkeligt liv. De ønsker frihed, frihed for restriktioner, et liv uden indhegninger og regler.

Men når de finder mere frustration end frihed, når de opdager, at livet i det fremmede land har endnu flere restriktioner end livet derhjemme, bliver de fuldstændig forvirrede!
Er det ikke godt, at vejen til det fremmede land, ligesom i den lignelse, Jesus fortalte, altid ender med en hungersnød? Er det ikke godt, at Gud ikke lader os blive lykkelige, når vi er langt borte fra ham? Er det ikke godt, at noget i vort indre standser op på vejen og siger: »Dette er ikke vejen«?

Tror vi virkelig, at Kristi evangelium ikke virker? At det lover noget, som det ikke kan holde? Kom Jesus til denne klode og døde for os - kun for at opdage, at han alligevel ikke kunne frelse os? Betalte han løsesummen for os - den største løsesum, der nogen sinde er betalt - for derpå at måtte efterlade os i kidnapperens hænder?

Lover Kristi evangelium os lykke og fred i sindet, når disse ting ikke er mulige? Lover det os sejr, medens vi alligevel til syvende og sidst er dømt til nederlag? Taler det kun om delvis sejr, kun delvis fred i sindet, afvekslende glæde og fortvivlelse?
Skal vi tro, at Jesus drog ud for at frelse os - for derpå at opdage, at alligevel ikke kunne klare det?

Eller star vi stadig og fumler med de forkerte nøgler?
Vi holder mest af at tænke på vore synder som uskyldige fejltagelser eller fejlskøn eller resultatet af miljøskader under opvæksten. Vi vil helst kalde synden ved alt andet end dens rette navn.

Jesus nævnede synden ved dens rette navn. Han sagde, at han var kommet for at kalde syndere til omvendelse. Han sagde: »Søn, dine synder er dig forladt.« Og han sagde: »Gå bort, synd fra nu af ikke mere.«

Vi vil aldrig gøre fremgang i kristenlivet, vi vil aldrig kunne tage de første virkelige skridt til at kunne beherske den indre tiger, før vi kommer til erkendelse af vor egen ulykkelige tilstand og lærer at kalde synden ved dens rette navn.
Hvad er synd? Gud har ikke overladt til hvert menneske at afgøre dette for sig selv, men der er lige så mange definitioner på synd, som der er mennesker. Ganske vist synes der i vort samfund at være overvejende tendens til at regne retten til selv at definere synd som en umistelig ret for hver mand, hver kvinde og hvert barn. Men sådan er det bare ikke. Gud har givet os alle retten til at vælge mellem ret og uret, men ikke til at definere ret og uret.

Gud har givet os en meget enkel, letforståelig definition på synd. Det er denne: »Synd er lovbrud.« l Joh. 3,4.

Synd er lovbrud. Kunne det siges enklere?
Hvordan kan vi så vide, hvilke tanker og handlinger og holdninger der er forkerte, er syndige? Fordi loven siger det. Loven definerer det tydeligt. »Ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd.« Rom. 3,20.

Men hvilken lover det, der definerer synden og forklarer det hele så tydeligt? Apostlen Paulus siger: »Jeg havde ikke lært synden at kende uden ved loven; thi jeg havde jo ikke vidst af begær, om ikke loven havde sagt: 'Du må ikke begære.'« Rom. 7,7.

Hvordan kunne apostlen Paulus vide, at det var forkert at begære? Fordi loven fortalte ham det. Og hvilken lover det, der siger: »Du må Ikke begære«? De ti bud.

Vi kommer altså tilbage til De ti bud. Synd er brud på De ti bud. Så enkelt er det.
Men, vil du sige: »Det lyder så koldt, smager sådan af strengt principrytteri. Hvor er kærligheden?« All right. Lad os tale om kærligheden. Apostlen Paulus omtalte kærligheden som »lovens opfyldelse«. Rom. 13,10.
Og du siger: »Det lyder bedre. Så har vi altså ikke andet at gøre end at vise kærlighed, så er alt i orden.«

Men så enkelt er det alligevel ikke. Vi holder af at tale om kærlighed, fordi den synes så fleksibel. Vi kan få den til at betyde, lige hvad vi vil have den til at betyde. Men hvordan lykkes det så, hvordan bliver resultatet, når hver enkelt afgør for sig selv, hvad kærlighed er? I en presset situation kan vi ræsonnere os til, hvad det skal være. En mand kan endog ræsonnere sig til, at det er kærligt at slå et andet menneske ihjel.

At arbejde ud fra princippet »kun gøre hvad der er kærligt«, gør kristendommen til det rene miskmask. Du kan f. eks. have en stærk overbevisning om, at en bestemt handling er forkert. Men under fristelsens ild, med Djævelens maskingeværer rettet mod dig og med naturlige impulser, sådan som de nu en gang er, kan du komme til at afgøre med dig selv, at denne tvivlsomme handling i virkeligheden kan være ganske rigtig.

Gud vidste, hvad der kunne ske, hvis vi blev overladt til selv at afgøre, hvad der er kærligt. Sådan en fejltagelse gjorde han Ikke. Han vidste, at Vi ville behøve nogle faste retningslinjer. Ganske vist er kærlighed »lovens opfyldelse«, men Gud forklarede tydeligt I De ti bud, hvordan kærligheden ville handle.

Så vil du måske sige, at De ti bud er ligesom et puslespil. Man sætter dem sammen og det bliver til en hel samling forbud, »du må ikke« dette og hint. Men prøv at vende puslespillet, og på den anden side vil du se et billede af Guds karakter. Loven er et udtryk for Guds karakter. Og husk, at »Gud er kærlighed.« 1 Joh. 4,8.

Lad os betragte det på en anden måde. Apostlen Jakob sammenligner loven med et spejl. Han siger: »Thi hvis nogen er ordets hører og ikke dets gører, så ligner han en mand der betragter sit eget ansigt i et spejl; når han har betragtet sig selv, går han bort og glemmer straks, hvordan han så ud. Men den som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, så han ikke er en glemsom hører, men en gerningens g ører, han skal være salig i sin gerning.« Jak. 1,23-25.

De ti bud er som et spejl. De afspejler vor virkelige tilstand.

De viser os, hvad vi er - og ikke hvad vi tror vi er.
Dette spejl afspejler vort eget ufuldkomne billede. Det viser os, hvad vi er. Det afspejler også Jesu billede. Det viser os, hvad han er. Og kontrasten er rystende. Det er denne kontrast der driver os hen til Frelseren.

Det er netop lovens hensigt - at lede os til Kristus. Den frelser os ikke. Den kan hverken tilbyde os hjælp eller håb. Det har aldrig været dens hensigt. Dens hensigt er at drive os til Jesus.

Spejlet fortæller altid sandheden. Det smigrer os ikke. Det lyver ikke for os. Det fortæller os ikke, at vi er OK, nar vi ikke er OK. Spejlets funktion er ikke at rense os. Kan du vaske dig I ansigtet med et spejl? Nej. Der må sæbe og vand til.

Sådan er det. Det guddommelige spejl kan ikke vaske vore synder væk. Det kan ikke frelse. Spejlets opgave er at se os lige ind i øjnene og sige: »Du behøver Jesus.« Hver gang vi kigger ind i det, er budskabet det samme: »Du trænger til at blive renset. Du trænger til Jesus.«

Og på den måde tager spejlet os ved hånden og leder os hen til korsets fod, ja, får os til at falde på knæ. Det leder os til at sige: »Gud, vær mig synder nådig!« Så frelser Jesus. Han renser. Han læger.

Her vil du måske sige: »Men hvordan opstod synden? Hvad skete der? Hvis Gud har skabt alle, betyder det så ikke, at han også skabte Djævelen? Hvordan kunne han gøre det?

Det gjorde han heller ikke. Gud skabte en smuk, højt intelligent, fuldkommen engel. Men han skabte ham, ligesom han skabte os, med en fri vilje. Og denne fuldkomne engel gjorde sig selv til en djævel!

Hans navn var Lucifer. Es. 14,12. Og hvad skete der? Gud siger til ham gennem profeten Ezekiel: »Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig. ... Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans.« Ez. 28,15-17.

Lucifer blev altså skabt fuldkommen. Men han tillod sig selv at blive stolt på grund af sin skønhed. Og hvad skete der så? »Du, som sagde i hjertet: 'Jeg stormer himlen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, ... stiger op over skyernes højder, den Højeste lig.'« Es. 14,13-14.

Dette var, hvad stolthed fik en fuldkommen engel til. Han ønskede sig. selv i Guds sted. Udtrykt mere detaljeret, han ønskede Kristi plads. Så opstod der krig mellem Kristus og Satan (Åb. 12,7-9), og Satan blev nedstyrtet til denne jord og hans engle med ham. Åbenbaringen 12,4 antyder, at en tredjedel af Himmelens engle gjorde oprør og blev nedstyrtet sammen med deres leder.

Du kender beretningen. Satan dukkede op i Edens have, og vore første forældre lod sig narre. Og lige siden har vi haft synd og sorg og ulykke på denne jord.

Hvorfor tilintetgjorde Gud ikke Satan, så snart han havde gjort oprør? Hvorfor tillod han synd og lidelse at fortsætte?
Svaret er, at Gud kunne ikke tilintetgøre Satan øjeblikkeligt, uden at blive misforstået. Synden havde aldrig eksisteret tidligere. Ikke en eneste engel, ikke en eneste beboer på en anden klode, havde nogen. sinde set synden i handling, og kunne ikke vide hvor dødbringende den ville blive. Hvis Gud havde tilintetgjort Satan og hans engle øjeblikkeligt, ville der« nogles sind blive rejst spørgsmål om Guds retfærdighed. Nogle af Guds undersåtter ville have tjent ham, i det mindste delvist, af frygt. Og det ønskede Gud ikke. Derfor var det eneste, han kunne gøre til universets bedste, at give Satan tid til at demonstrere syndens sande karakter. Hver eneste skabning i universet måtte se, hvor dødbringende synden var.

Vi prøver altid at undskylde vore synder, prøver at forsvare dem, prøver at bortforklare dem som et eller andet harmløst" Vi giver miljø eller fattigdom skylden for kriminalitet. Vi giver vor barndom, eller vore forældre - eller bedsteforældre, lærere, medarbejdere - skylden for vore synder. Eller vi skyder skylden på for mange penge eller for få penge. Og i alt dette giver vi i virkeligheden Gud skylden. Vi siger: »Se her, Gud, der er noget galt ved denne klode. Det var dig, der satte mig på den, Så lige meget hvad jeg gør, så er det din skyld.«

Men sig mig nu: Var der nogen undskyldning for Lucifers synd? Var der noget galt med hans miljø? Nej. Led han noget som helst afsavn? Nej. Var han arveligt belastet? Nej. Han havde ingen forældre eller bedsteforældre. Han blev skabt og skabt fuldkommen. Kunne tvivlsomme medarbejdere beskyldes for at have fordærvet ham? Nej. Der var ingen tvivlsomme medarbejdere. Synd havde aldrig eksisteret noget steds i universet, før den dukkede op, uden undskyldning, i hans eget hjerte.

Lyt! Der er aldrig nogen undskyldning for synd. Hvis synden kunne undskyldes, eller endog forklares, ville den ikke være synd. Lad mig sige det igen - det er så betydningsfuldt:

Hvis synden kunne forklares, ville den ikke være synd!
Synd kan aldrig undskyldes. Den kan kun tilgives. Og tilgivelse undskylder den ikke. Tilgivelse betyder, at Herren Jesus Kristus var villig til at give sit hjerteblod for at betale den straf, som krævedes af den fuldkomne lov, der var blevet brudt.

Jesus vidste, hvor dræbende synden er. Og, Gu? ske tak, han vidste bedre end at røre ved den. Han blev aldrig besmittet af den.
Men for andres skyld, for din og min skyld, mødte han synden i nærkamp. Han lod dens dødelige forbandelse falde på ham selv. Han lod den tage sit liv. Han gav sit eget hjerteblod, for at du og jeg kunne få tilgivelse for vor eksperimenterer med synden.

Problemet er, at selvom vi har fået tilgivelse, fortsætter vi med at eksperimentere. Og eksperimentere. Og eksperimentere. Vi siger, at vi ikke kan beherske den indre tiger. Vi synes at tænke, at Gud bør gøre en undtagelse i vort tilfælde, og lukke os ind i Himmelen, uden at vi nogen sinde vinder sejr over vore mest hårdnakkede synder.

Men hvad ville Himmelen blive for et sted, hvis der blev sluppet en hel flok utæmmede tigre løs?
Sig mig: Hvilke synder tror du, Gud ville give lov at komme ind i Himmelen? Ville han lade hidsige temperamenter komme ind? Ville han lade vold komme ind? Ville han lade cigaretvanen komme ind - fordi den er så svær at bryde?

Synd er en holdning, en oprørsk holdning. Dette oprør må fjernes. Synden har forårsaget en adskillelse mellem os og vor Gud. Det adskilte må sættes sammen. Men vi vil aldrig blive fri for synden, før vi hader den!
Vi vil aldrig forstå, hvor forfærdelig synden er, før vi ser længe og inderligt på Golgatas kors, og ser, hvad den gjorde ved Jesus - og hvad vi gjorde ved Jesus. Det er der, vi lærer at hade synden. Det er der, vi finder lægedom.

Prøv at forestille dig, at du er i det gamle Jerusalem for ca. nitten hundrede år siden. Hør, hvad der fortælles om Jesus af Nazaret.
Ved en bestemt lejlighed bleven skare mennesker så opslugt af hans undervisning, at de lyttede hele dagen og glemte, at de ikke havde spist. Det var Jesus, der mindede dem om, at de måtte være sultne.

Hans fjender sendte en gang mandskab ud for at arrestere ham. De kom tilbage uden ham og forklarede: »Aldrig har nogen talt som dette menneske taler!« En samaritansk kvinde kom med sin vandkrukke til den brønd, hvor Jesus hvilede sig. Han fortalte hende om det levende vand. Hun blev så betaget, at hun glemte sin vandkrukke.
Aldrig har mennesker været så betaget af noget andet menneske. Men dette er i sig selv ikke overraskende. For der har aldrig, hverken før eller siden, været sådan et menneske!

En dag gik Jesus langs Galilæas sø. Han så to mænd i en fiskerbåd. Han sagde: »Følg mig!« Og de fulgte ham. Øjeblikkeligt.
Han kom forbi en skatteopkrævers bod og sagde til skatteopkræveren: »Følg mig.« Og manden rejste sig uden tøven, forlod sit indbringende embede - og fulgte.

En kvinde, som trængte til helbredelse, trængte sig igennem skaren, besluttet på at røre ved kanten af hans kjortel, idet han gik forbi. Det lykkedes for hende. Og hun blev helbredt.

En mand, som var lille af vækst, klatrede op i et træ for at få et glimt af Læreren, idet han passerede forbi. Jesus så op og talte til ham. Og i samme øjeblik blev Zakæus en hengiven Kristi efterfølger.

Atter og atter blandede hans fjender sig med den lyttende skare, besluttet på at fange Jesus i ord. I stedet for blev det ham, der fangede dem.

Der var en mand ved navn Nikodemus, en fremtrædende mand i det jødiske samfund. Han opsøgte Jesus midt om natten, for at undgå kritik fra sine kolleger. Han forventede en udfordrende intellektuel diskussion. I stedet fortalte Jesus ham, at det han trængte til, var at blive født på ny. Og det tog ham lang tid at fatte det. Han forstod i virkeligheden ikke denne mindeværdige natlige samtale, før den dag han så Jesus forkastet, korsfæstet, døende for deres hænder, han var kommet for at frelse. Og så forstod han pludselig det hele.

Det mærkelige, men alligevel vidunderlige, er, at selvom Jesus døde på et kors, tilsyneladende. forkastet, forladt endog af sine egne disciple, har han efter sin død draget langt flere efterfølgere til sig, end han gjorde gennem hele sit liv.
Og dette er stadig ikke det mest overraskende. Fordi, da graven ikke kunne holde ham, da han kom ud som sejrherre over døden, begyndte mennesker at erkende, hvem han var.

De begyndte at erkende, at de havde korsfæstet Guds Søn. Og de begyndte at spørge: »Hvad skal vi gøre?«
Paulus begyndte at prædike, at Jesus var nøjagtig den, han hævdede at være, Guds Søn. Og fangevogteren i Filippi spurgte: »Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?«

Og det har mennesker spurgt om lige siden.
Jamen, hvad skal vi da gøre for at blive kristne? Hvordan tager man imod Kristus og bliver hans efterfølger? Hvad indebærer det?

Der er så let at snakke udenom, men det, du virkelig ønsker at vide, er, hvordan. Hvordan bliver man en kristen? Hvad skal man gøre? Hvad vil det koste? Hvilke forpligtelser medfører det?

Hvordan bliver man en kristen? Hvordan griber man sagen an? Det første, du skal gøre, er at se!

Jesus sagde gennem profeten Esajas: »Vend dig til mig og bliv frelst.« Es. 45,22.

Og Johannes Døber sagde om Jesus: »Se Guds lam, som bærer verdens synd!« Joh. l,29.

Hebræerbrevets forfatter sagde: »Mens vi retter vort blik mod Jesus.« Hebr. 12,2.

Den romerske landshøvding, Pilatus, var ikke villig til at erkende. det. Men han forkyndte evangeliet meget koncentreret - I kun tre ord - da han sagde: »Se hvilket menneske!« Joh.19,5.

Og hvad ser vi, når vi vender os til Jesus? Bare et godt menneske? En stor lærer? En politisk reformator? En skuespiller? En martyr?
Nej. Vi ser hen til et menneske, som gjorde fordring på at være Guds Søn. Og enten var han den, han hævdede at være, eller også var han en løgner. Og en løgner er ikke et godt menneske. Derfor er det umuligt, at Jesus kun var et godt menneske. Han var den, han hævdede at være - eller også var han den største bedrager, verden har kendt!

Vi ser hen til det menneske, der kom for at vise os, hvordan Gud er. Vi ser ham drage gennem landsbyer og helbrede alle de syge. Hans kærlighed baner sig vej til hvert hjerte, som var villig til at blive elsket. Sætter syndens fanger i frihed. En stærk mand, som aldrig gik på akkord, men som havde gråd i stemmen, da han udtalte de skarpe bebrejdelser mod de arrogante og de stolte.

Vi ser den mand, som var født til at blive korsfæstet. Vi ser ham døende på et kors - den tids mest skamfulde henrettelsesmetode. En martyr? Nej. En martyr kunne ikke imødekomme vore behov. Vi ser et offer. Vi ser Gud dø i vort sted på et kors, der skulle have været vort - for at vi kunne leve. Og hvad sker. der, når vi ser? Jesus sagde: »Og jeg - når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Joh. 12,32.

Hvert menneske, som ser hen til Jesus, vil blive tiltrukket, vil blive draget - hvis han ikke gør modstand.

Korsets mægtige tiltrækning - at Gud dør i vort sted - er tilstrækkeligt til at drage hvert menneske, til at smelte ethvert stolt hjerte. Men Gud tvinger ingen. Vi kan gøre modstand, hvis vi vil.

Pilatus så på Jesus. Han blev tiltrukket. Han blev draget.
Han blev overbevist. Han følte, at manden foran ham i virkeligheden kunne være guddommelig. Han sagde: »Jeg finder ingen skyld hos ham.« Joh. 19,4.

Men. Pilatus modstod. Og derfor fandt han ingen frelse ved at se på Jesus.

Men kvinden ved brønden så - og fandt levende vand.

Peter så - og græd angerens tårer. Maria så - og syv onde ånder forlod hende. Paulus så - og tjente til sin dødsdag den mand, han tidligere havde forfulgt.

Når vi ser på Jesus, bliver vi tiltrukket af ham, vi drages til ham.

»Men,« vil du måske sige, »hvad om han ikke drager mig? Hvad om jeg ikke er på hans liste?« Du skal ikke være bekymret. Du er på hans liste. Du vil blive draget, bare du ikke gør modstand.

Men der er mere ved denne sag. Jo længere du ser, des mere vil dine forestillinger om Gud blive forandret. Du tænker ikke længere på Gud som en tyran, der står på lur med en stor kæp for at fange dig i et eller andet galt. I stedet for, når du ser på ham, vil du se din egen Skaber, som elskede dig personligt så højt, at han ville dø i dit sted. Det er et ufatteligt offer - et offer, som aldrig kunne finde sted. Men det gjorde det alligevel. Og på en eller anden måde vil det tage hele evigheden at lære at forstå det.

Og jo længere du ser, des mere vil dine forestillinger om din egen tilstand forandre sig. Jo mere vil du erkende, hvor fortvivlet du trænger til dette offer - hvor håbløst fortabt du er uden det.

Jo længere du ser, des mere overbevist vil du blive om din egen nød. Des mere vil dit hjerte blive knust. Og des mere vil det blive helbredt!

Men hvordan tager man imod Herren Jesus som sin Frelser? Hvordan tager man imod offeret? Hvordan fortælle ham, at man ønsker at komme ham ganske nær? Det må være svært, vil du sige.
Nej, det er ikke!

Vi tænker nemlig tit på Gud, som om han var langt deroppe, og vi dybt hernede. Og vi forestiller os, at der må være en lang og stejl stige at klatre op ad. Men sådan er det slet ikke. Vor Herre er meget ivrig efter at råde bod på den adskillelse - så ivrig, at han selv har tilbagelagt hele den lange afstand. Han står lige uden for dit hjertes dør, og han siger:

»Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig.« Åb. 3,20.

Hvorfor kommer han ikke ind? Fordi han ikke vil gå ind uden at være indbudt. Han vil ikke tvinge viljen. Han venter på din indbydelse. Men det er alt, hvad der behøves, for at tage imod ham som din Frelser. Blot at byde ham indenfor.

Du siger: »Så enkelt kan det vist ikke være. Der må være forskellige ting, vi skal gøre. Der må være nogle skridt, vi må tage.«

Ja, der vil følge flere skridt efter det første. Og vi vil tale om dem. Men hvert eneste af disse skridt vil være motiverede af det, du ser på dette kors uden for Jerusalem. Hvert eneste skridt, du tager I kristenlivet, vil være drevet af betagelsen af den mand, som elskede dig til døden, medens du slet ikke elskede ham - og da du bankede naglerne i korset.

Du? Slå naglerne i korset? Mig? Slå naglerne i korset?

Ja, det er så let at give Judas skylden for, hvad der skete på Golgata. Det er så let at give Pilatus skylden - eller de romerske soldater. Men hvis vi bliver ved at se på dette kors, vil det til sidst gå op for os, at vi gjorde det, at vore fingeraftryk sidder på disse nagler!

Og intet andet vil i den grad forandre os, i den grad forvandle os - intet vil i den grad optænde vor kærlighed og styrke vort vidnesbyrd - som den erkendelse. Intet andet vil i den grad skære os i hjertet. Og intet andet vil i den grad kunne læge!

Vi mener, vi har tro på Gud. Vi taler om det og roser os af det. Og det går fint - så længe vor tro ikke udfordres. Men når det sker - når vi er kommet i en trængt situation, hvor vi må hvile på troen med hele vor vægt, hvor vi enten må vise tro eller fornægte troen - ja, det er en anden historie.

Det er ikke let at slippe den gren, vi klynger os til - hvor usikker den end måtte være - og kun sætte vor lid til Gud. Og mangt et menneske har, når Gud har bedt om hans fulde overgivelse, set sig om efter en anden gud at tjene, efter en tro, som ikke kræver den slags overgivelse. Det er ikke let at give slip!

En kristen fortalte en anden kristen, hvordan alle hans anstrengelser for at løse et bestemt problem var slået fejl. Og han sluttede: »Der er bogstavelig talt ikke andet tilbage for mig nu end at stole på Herren.«

Hans ven svarede medfølende: »Er det virkelig kommet så langt?«

Er det virkelig kommet så langt? Må vi virkelig overgive os? Er det helt uomgængeligt, at vi må lade Herren styre hele vort liv? Hvorfor kan vi ikke bare sige, at vi tror? Hvorfor må vi vise det ved at give slip?

Overgivelse er det vanskeligste i kristenlivet. Men overgivelse er den eneste nøgle, den eneste indgang til en frelsende forbindelse med vor Herre. Hvordan kan han frelse os, før vi holder op med at prøve at frelse os selv? Hvordan kan han frelse os, før vi er villige til at lade ham frelse os på sin egen måde?

Overgivelse lyder som noget risikabelt. Det er derfor, vi frygter den. Vi synes at mene, at Gud blot venter på at slippe en hel ladning ubehageligheder ned i hovedet på os i det øjeblik, vi overgiver os. Vi forestiller os, at Gud sikkert vil forlange, at vi giver afkald på alt, hvad vi sætter pris på, at vi gør alt det, vi ikke kan fordrage, at vi gennemgår alt, hvad vi ikke ønsker at gennemgå.

Hvad slags Gud tror vi, han er? En Gud, som elsker os så højt, at han lod sin egen Søn dø for os - ville han virkelig gøre sig ulejlighed for at skaffe os så mange ubehageligheder som muligt? Apostlen Paulus spørger på denne måde: »Han, som jo ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvor skulle han kunne andet end skænke os alt med ham?« Rom. 8,32.

Hvis du kendte ham, hvis du virkelig kendte ham, ville du være ivrig efter at lade ham få ledelsen i dit liv. Du ville vide, at det er fuldkommen sikkert. Du ville vide, at det overhovedet ikke indebærer nogen form for risiko. Snarere vil det være sådan, at jo dybere helligelse, jo mere fuldstændig din overgivelse er, des større vil din undren blive over hans kærlighed, hans forsyn, hans aldrig svigtende omsorg. Når du overgiver dig til Herren Jesus Kristus, overgiver du dig til en, der elsker dig, som om du var det eneste menneske i hele verden at elske. Kunne der være nogen risiko ved det?

Og alligevel er det meget, meget vanskeligt for et stolt hjerte at overgive sig.

Den menneskelige natur finder det vanskeligt at forlade førerpladsen - vanskeligt at flytte sig derfra og overlade styringen til Gud. Men hvordan kan Gud ellers komme til at gøre for os, hvad vi ikke kan gøre for os selv?

Hvordan overgiver vi os? Hvordan kommer vi ind i denne frelsende forbindelse med vor Herre? For at gøre det meget, meget enkelt, så lad mig besvare dette spørgsmål med tre korte, klare sætninger:
l. Jeg er en synder.
2. Jeg kan ikke frelse mig selv.
3. Men Gud kan.

For det første - jeg er en synder. Der er intet mere vanskeligt for et stolt hjerte end at indrømme - ikke svaghed, ikke et personligt problem, men synd. Vi må kalde synden ved dens rette navn. Vi må holde op med at skyde skylden på arvelige belastninger og vort miljø og alt muligt andet, vi kan finde at skyde skylden på, og komme dertil hvor vi siger: »Det er mig, der er skyldig. Ingen anden er ansvarlig. Gud hjælpe mig!«

Og så til den næste smertelige kendsgerning: jeg kan ikke frelse mig selv. j eg kan lige så lidt frelse mig selv, som jeg kan vende Niagaras vandmasser og få dem til at tordne opad. Jeg kan ikke fabrikere personlig sejr. Jeg kan ikke købe den på en flaske- ej heller skaffe nogen recept på den. Jeg kan ikke frem bringe den gennem selvdisciplin. Enhver menneskelig bestræbelse på at tæmme den indre tiger vil kun føre til skuffelse. Sejren er en gave fra Herren Jesus Kristus. Sejren er et mirakel.

jeg er en synder. Jeg kan ikke frelse mig selv. Og så til det tredje: Men Gud kan!

Mennesket vil aldrig finde personlig sejr, før han kaster sine elendige krykker fra sig og siger: »Herre, jeg er en synder jeg har gjort mit liv til et forfærdeligt rod. Jeg kan ikke klare det.
jeg lægger hele mit mislykkede liv i dine hænder, ligesom et barn kommer til sin far med et stykke legetøj, der er gået I stykker. Du må få det til at fungere igen. Jeg kan ikke. Men du kan!"

Så enkelt er det. Når det er vanskeligt, er det kun fordi det ikke er let for et stolt og hårdt hjerte at blive brudt. Det er ikke let for et menneske at overgive sig, at indrømme at han er svag. Men overgivelse er nøglen. Uden overgivelse sker der intet mirakel, ingen sejr, kun fortsat nederlag.
Overgivelsen sker, når vi ser hen til Golgata og ser Jesus dø i vort sted på et kors, som skulle have været vort. Overgivelse sker, når dette kors bliver mere betydningsfuldt for os end vor stolthed, når vi ved, at vi ikke ønsker at såre Frelseren på ny - aldrig nogen sinde!
Da sker miraklet!

Tilbage til min beretning. Efter denne konfrontation under stjernerne gik jeg straks i gang med at rekonstruere mit liv, at bringe orden i mit hus, at tænke i andre baner, sætte mig nye mål. Jeg vidste, hvad der var ret. Men religionen syntes at være svag, når det kom til spørgsmålet om hvordan. Information var ikke nok. Jeg behøvede demonstration - i mit eget liv.

Men gennem mange måneder syntes den hemmelighed, jeg søgte, hele tiden at undgå mig.

Det, der besværede mig, var, at uanset hvor energisk jeg prøvede at gøre en forandring, mislykkedes det gang på gang. Men når jeg spurgte ældre kristne, hvordan jeg skulle omkanalisere mit liv, hvordan jeg skulle bryde de dårlige vaners magt- og jeg må have spurgt de forkerte - gik deres svar som regel ud på dette: »Du må gøre noget mere ved det. Prøv igen!«

Hør her! Hvis venner eller rådgivere siger til dig, at du skal prøve igen, gøre noget mere ved det, kan du rolig fortælle dem, at de tager fejl! Jeg ved, at de nok ikke kalder det at prøve. De kalder det muligvis selvdisciplin. De vil måske tilbyde dig en eller anden psykologisk formel, en eller anden ny hemmelighed til at frigøre en kraft, som de siger er inden i dig. De vil muligvis foreslå dig, at du engagerer dig i samfundsproblemer. Men det er ikke andet end det samme gamle prøv igen - prøve at løfte sig selv op ved egen kraft. Og det virker ikke!

Du kan prøve, til du bliver udmattet. Du kan prøve, indtil du er helt udslidt. Men dine svagheder vil stadig spotte dig. At prøve vil blot rette opmærksomheden mod dig selv. Det, du behøver, er en kraft uden for dig selv. Det er kun den levende Guds kraft, der kan forandre og forvandle.

Den eneste måde at komme ind i Guds rige på er at blive født ind i det - ved et mirakel. Så enkelt er det. Men det forstod jeg ikke.

Og så, selvom det smagte lidt for meget af selvhypnose, anspændte jeg min vilje og mine muskler på ny og gjorde endnu et forsøg. Men inden længe slappedes min viljekraft atter, og jeg fandt mig selv på nøjagtig samme sted, hvor jeg var begyndt. Dette skabte modløshed. Og var der noget, jeg ikke havde brug for, var det modløshed. Eller havde jeg ? Det provokerede mig i det mindste til handling.

Noget var åbenbart gået galt - gået rigtig meget galt. Jeg faldt på mine knæ. J eg slog op i min bibel. For hvis der virkelig var noget om dette med at leve som en kristen, så måtte det fremgå noget mere tydeligt i mit liv. Evangeliet måtte afgjort have mere at byde på end bare at give mig en ny chance efter hvert nederlag.

Nu kom overraskelsen. For idet jeg læste i Skriften, fandt jeg ingen særlig opfordring til at øve selvdisciplin. I stedet læste jeg ord som disse: »Hvis en neger kunne skifte sin hud, en panter sine striber, så kunne og I gøre godt, I mestre i ondt!« Jer. 13,23.

Og jeg fandt Jesu ord: »Af deres frugter skal I kende dem.

Kan man plukke druer af tjørn eller figener af tidsler?« »Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.« Matt. 7,16 og 18.

Ikke så underligt, at det ikke bare var gjort med stive, mentale anstrengelser. Ikke så underligt, at alle mine ædle forsætter var omtrent lige så stærke som reb af sand!

Prøv så at forestille dig, hvad jeg følte, da jeg i Romerbrevets syvende kapitel fandt en rent ud forbløffende beskrivelse af den selv samme konflikt, jeg stod midt i. Jeg havde kun den almindelige bibeloversættelse dengang. Men følgende nyere oversættelse gør det hele så levende: »Hvordan jeg handler, forstår jeg ikke; det, jeg vil, er netop det, jeg ikke gør, og det, jeg hader, er netop det, jeg foretager mig. ... Som en lov finder jeg, at skønt jeg gerne vil gøre det rette, ligger det slette mig nærmere. Mit indre menneske glæder sig ganske vist over Guds Lov, men i min menneskelige udfoldelse ser jeg en helt anden lov for mine øjne. ... Jeg jammerlige menneske! Hvem skal fri mig ud af dette dødsens legeme? Gud være lovet for Jesus Kristus, vor Herre.« Rom. 7,15 og 21-25. Her citeret efter Seidelin-oversættelsen, der kommer nærmere den engelske Phillips oversættelse, som er citeret i originalmanuskriptet. o.a.

Hvordan kunne Paulus have beskrevet min forvirring mere nøjagtigt? Det var, som om han havde kigget mig over skulderen.

Men der var en udvej! Det gav mod. Vanskeligheden lå åbenbart i min egen syndefulde natur. Jeg begyndte at forstå, at denne klode er i oprør med en god og kærlig Gud, og at en falden, fordærvet, degenereret natur er gået i arv fra generation til generation, at synd og ulydighed og oprør i den grad har forkvaklet og undermineret den fuldkomne natur som Gud oprindelig skænkede mennesket, at det nu er komplet umuligt for nogen i egen kraft at leve for Gud.

Intet under at det var gået så dårligt med at løse mine problemer. Hvordan kunne det være anderledes, så længe min grundlæggende natur var uforandret? Jeg havde søgt at dække over konflikt og nederlag ved udadtil at lade, som om alt var under kontrol. leg havde været tilfreds med at beholde mine frastødende karaktertræk, medens jeg ivrigt greb efter elegance og sikker optræden og personlighed til at dække over dem med. Men jeg var gået glip af det væsentlige.

Jeg indså, at jeg aldrig ville kunne få orden på det indvendige ved at lappe på det udvendige. Jeg kunne aldrig dække over nederlag og svaghed med personlighed. Jeg måtte have en kraft, som virkelig trængte igennem, eller også måtte jeg leve som en hykler til mine dages ende!

Men lyset begyndte at dæmre. Jeg kunne igen øjne håb, da jeg læste følgende ord fra l Thess. 5, 24: »Trofast er han, som kalder jer, han vil også gøre det." Han lover at gøre det. Og jeg, som havde prøvet at gøre det selv!

Og så læste jeg Jud. 24; »Men ham, der har magt til at bevare jer fra fald og fremstille jer dadelfri for sin herlighed i fryd.« Her var ikke tale om nogen delvis sejr - af den slags jeg selv havde erfaret.

Og 2 Pet. l,4 løste problemet: »Derved har han også skænket os sine dyrebare og største forjættelser, for at I ved dem skal undfly fordærvelsen i verden, som skyldes det onde begær, og få de i guddommelig natur.«

Jeg indså nu, hvorfor det havde været så skuffende bare at prøve. Gud havde åbenbart villet gøre noget dybt og gennemgribende i mit indre, og jeg havde ikke givet ham lov. Det var en ny natur, jeg trængte til.

En ven hjalp mig en dag med en såre simpel illustration. Lad os forestille os, sagde han, at en sulten ulv betragter en flok fredelige får og beundrer fårenes livs vaner. Ulven erkender, at som fårene lever, bør alle dyr leve. Vi forestiller os dernæst, at ulven prøver at leve akkurat som fårene. Tror du ikke, det ville være svært for denne ulv? Tror du ikke, den ville være tilbøjelig til at vende tilbage til sin gamle livsform? Og at grønt græs ville forekomme den noget smagløst, når den tænkte på, hvordan et eller andet ådsel smagte?

Men lad os nu sige, at Gud ved et mirakel, som kun han forstod sig på, transplanterede et fårs natur ind i ulven. Ville det da være vanskeligt for ulven at leve som et får? Overhovedet ikke!

Dette bleven hjælp for mig. Den mulighed, som er beskrevet i 2 Kor. 5,17, fik en helt ny betydning for mig. Hvordan var jeg dog gået glip af netop det, jeg trængte til? Hør blot:
»Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning: det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!«

Jeg stod i dyb undren over, hvor enkel Guds plan i virkeligheden er. Hvordan kunne det være så vanskeligt at få fat på det? Behøvede det at være vanskeligt? Ville en Gud, der er så ivrig efter at frelse os, fortælle os vejen med ord, vi ikke kunne forstå? Afgjort ikke.

Ulykkeligvis kan det sommetider være med religionens sprogbrug ligesom med klokkeklang, at man har hørt det så mange gange, at det bare er gået ind gennem det ene øre og ud ad det andet. Hvor mange gange havde min far ikke prøvet at fortælle mig denne hemmelighed! Men jeg fik ikke fat på det.

Det var forbavsende, som alle Bibelens udsagn om dette emne syntes at falde på plads, som i et næsten færdigt puslespil. Den hændelse, der berettes i Johannes-evangeliets tredje kapitel, fik langt større betydning for mig, end jeg nogen sinde havde drømt om. Du husker nok, at Nikodemus - en højt respekteret, højt uddannet mand med en værdighed og kultur, man sjældent så i de dage - kom til Jesus midt om natten. Og der, i den sene nattetime, trængte menneskenes Frelser venligt, men magtfuldt ind til kernen i mandens problem, idet han sagde: »Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny."

Hvor var det dog nogle underlige ord. Og Nikodemus forstod det ikke. Han betvivlede i hvert fald muligheden af at fødes på ny. Men Jesus førte ham helt frem til det afgørende punkt: »Ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd.«

Jeg undrede mig endnu mere ved disse Jesu ord. Sådan en forvandling var åbenbart mulig. Men spørgsmålet var stadig hvordan? Gud lod mig ikke være uden svar - det havde været der hele tiden: "Det blev ikke født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud.« Joh.1,13.

Den nye fødsel var ikke noget, der kunne ske ved menneskets vilje. Ikke underligt, at noget var mislykkedes for mig! Ikke underligt, at viljestyrke ikke var tilstrækkelig!

Jeg havde ganske vist skiftet retning jeg havde besluttet at bryde min kontrakt med oprøret. Jeg havde stået over for det ubehagelige, der hedder bekendelse. Jeg havde følt det dybe samvittighedsnag, som Peter må have følt, da han fornægtede sin Herre. Jeg var kommet dertil, hvor jeg kunne sige: "jeg er så ked af det! Det er ingen andres skyld. Det er mm skyld alene. Gud hjælpe mig!«

Alt dette åbnede for sluserne til den forandring, jeg trængte sådan til - den nye fødsel. Men selv kunne jeg intet gøre for at gennemføre den.

Jeg behøvede uden tvivl et mirakel. Men ville jeg, George Vandeman, herre over min egen fremtid - ville jeg være nødsaget til at bøje mig for et mirakel. Sådan tænkte jeg. Og netop sådan gik det. For den, der prøver at omskabe sig selv uden Gud, prøver det umulige. Han prøver noget, som kræver skaberkraft. Og den er intet menneske udstyret med.

Kristenlivet er ikke bare en tillempning eller forbedring af det gamle. Det er tværtimod en forvandling af menneskets natur, som genskaber ham, gør ham duelig til al god gerning.

Gør ham til et nyt menneske.
Lige siden den dag, hvor jeg opdagede hemmeligheden, har det været min største glæde at se lyset i mænds og kvinders øjne, når denne kostelige sandhed er ved at gå op for dem.

Det skete alt sammen uden anstrengelse. Og jeg, som havde prøvet så hårdt!

Hør: »Ingen ser den hånd, der løfter byrden, eller skulle det lys, der skinner ned fra de himmelske boliger. Velsignelser kommer, når sjælen i tro overgiver sig til Gud. Så skaber der magt, som intet menneske øje kan se, en ny skabning i Guds billede.«

Ingen ser hånden. Men miraklet er der!
Det kan hverken beskrives med mund eller pen - freden som denne forvandling kan skabe i menneskets bryst. Det val denne forvandlende hemmelighed, der skulle få alle mine andre ungdomsdrømme til at synes små og ubetydelige. Jeg lærte det ad den hårde vej. Men jeg lærte det, så jeg aldrig glemmer det.

Tilbage til hin aften, hvor jeg stod i skyggen og så op mod stjernerne. Var jeg dengang blevet eksamineret i kristenlivet teori, kunne jeg have bestået med glans. Hvis min far pludselig var gået bort ved et ulykkestilfælde, kunne jeg temmelig sikkert have holdt hans prædiken til UG. Men det var ikke teori, jeg behøvede - eller klarhed. Det var liv.

Der på stedet var jeg klar over, at hvis disse læber elle denne pen nogen sinde skulle blive betroet til at dele kristen dommens sandhed med andre, måtte forkyndelsen ledsage af kraft fra det høje, ellers ville det være forgæves. Allerede hin aften vidste jeg noget om forkyndergerningens forfærdelige ansvar. For intet menneske bliver nogen sinde helt der samme efter at være blevet stillet over for Kristi krav.

Jeg vidste dengang, og jeg ved det langt bedre nu, at det e muligt for mennesker, hvis evige skæbne står på spil, at acceptere en sandhedens teori og alligevel gå fortabt. For uden dej forvandlende proces, der alene sker ved guddommelig kraft bliver alle de oprindelige, syndige tilbøjeligheder tilbage hjertet med hele deres styrke. Der fortsætter de bare med at smede nye lænker og opretholde et slaveri, som menneske ikke kan bryde i egen kraft.

Jeg var netop undsluppet et sådant slaveri, og derfor besluttede jeg, at jeg ville gøre alle inden for min rækkevidde opmærksomme på denne fare. Gud hjælpe det menneske som hviler passivt og sorgløst under en overfladisk bekend el ses skygge, en udvendig religions kappe! Det er dette menneske, jeg oprigtigt beder om at måtte nå med min forkyndelse.

Nu kan jeg se, at kampen hin nat under stjernerne i virke ligheden var begyndelsen til min forkyndergerning - og årsagen til den. Gud vidste, at det ensomme hjertes virkelige hensigt var det stik modsatte af, hvad læberne sagde. Sjælens inderligste ønske - at Hans Ånd aldrig måtte forlade mig - var den bøn, han hørte hin aften. Og det vil jeg altid takke Gud for!

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.dk