Vi Læser:
Rom 1,16-17 "For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro - som der står skrevet: "Den retfærdige skal leve af tro.""

I den sidste sætning læste vi: "Den retfærdige skal leve af tro."
Ifølge disse ord kan vi blive fri for det onde uden selvpinsler, uden egne gerninger, uden penge og uden betaling. Vi bliver frelst af nåde ved tro. Det er en frelsesvej så enkel, at et barn kan fine den, men som også ligger åben for den skarpsindigste videnskabsmand. Bibelens evangelium om frelse passer for alle mennesker under alle forhold.
Denne frelse behøver vi alle, for det er rigtigt, Rom 3,10 - "som der står skrevet: Der er ingen retfærdig, ikke en eneste."
Uden Kristi forsoning, som vi modtager i tro, er hvert eneste menneske håbløst fortabt.
Profeten Jermias bruger billedet om panteren og dens skind for at minde om, at vi ikke kan rense os selv. Lige så umuligt som det er for en panter at skifte sine striber, er det for et menneske at blive retfærdiggjort ved egne gerninger.
Foran Guds domstol er vi alle syndere. Vi kan ikke komme bort fra vore onde tanker, onde ord og syndigste handlinger. Vi står hjælpeløse og fortabt foran Guds altseende øje. For hans alvidenhed kan vi intet skjule. Hvorledes kan vi da alligevel blive retfærdiggjorte? Svaret finder vi i disse ord:
Rom 3,23-24 "for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus."
Her ser vi tydeligt, vi kan intet fortjene hos Gud. Det første, vi da mærker os, er altså, at frelsesgrundlaget er nåde. Lad os læse om det frelses midlet, Gud bruger.
Da israelitterne strøg blodet på dørstolperne som et værn mod døden i Ægypten, var der sikkert mange, som hånlo af dem. Der har altid været mange, som ikke har villet antage Guds enkle frelsesvej.
Men de, som troede Herrens ord, strøg tillidsfuldt blodet fra offerlammet over døren, og de blev heller ikke skuffet. Da dødsengelen gik gennem landet, blev deres tro belønnet. Deres liv blev sparet, fordi de troede Herrens ord om frelse - symboliseret i offerdyrets blod. Ritualet var et synbol på Kristi forsoning:
Rom 5,9 "Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden."
Kristus led døden i den fortabtes sted: Es 53,4-5 "Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt."
Han blev ramt af den straf, som synderen skulle bære. For vor skyld blev han hjort til synd. Den guddommelige retfærdigheds vrede, som skulle have ramt synderen, ramte ham. Da han ofrede sig selv på korset, blev der gjort fuldkommen forsoning for folkets synder. Det er budskabet, som kommer til os i Jesu ord på korset: "Det er fuldbragt!"
Utallige skarer fra alle folkeslag gribes af evangeliet om korset. Fra tusinde stemmer den ganske jord rundt lovprises han, som gav sig selv hen for os:

Jeg elsker dig, du, har først elsket mig,
Min frelse du købte på Golgatas vej.
Med tornkronet pande i dødstimens gru.
O, aldrig jeg elsked' dig Jesus som nu!

Vi kan ikke forstå, hvad frelsen har kostet. Men vi kan gøre frelsen til vor personlige erfaring. Hvordan det sker, fortæller denne tekst os:
Rom 5,1 "Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus."

Martin Luther prøvede mange veje til frelse og fred. Alt var forgæves, indtil han i tro tog imod budskabet fra Bibelen. Specielt disse ord: Rom 1,17 "For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro - som der står skrevet: "Den retfærdige skal leve af tro.""
Jesus belyser dette, når han taler om grenen, som bærer frugt, fordi den er forbundet med træets stamme. Når et menneske oplever frelsen i Kristus ved tro, vil det komme til syne i hans liv.
Når apostlen Jakob taler om Abraham, som havde tro, og som viste tro ved sine gerninger, skriver han nogle ord, som vi skal lægge mærke til:
Jak 2,22-23 "Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne, hans tro blev fuldkommen. Dermed gik det skriftens ord i opfyldelse, som lyder: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed," og han blev kaldt Guds ven."

Her står der, at Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. Men der står også, at troen virkede sammen med gerningerne. Lydighed mod Gud vil være den naturlige følge af, at man er blevet retfærdiggjort i Kristus.
Hver dag stilles vi over for et valg. Kristus kalder os til de gerninger, som vidner om vor tro, og som styrker os i vor tro.
Satan frister os til ulydighed mod Gud. Han frister os til at tænke de tanker, tale de ord og gøre de gerninger, som vanærer vor tro.

Derfor siger Jesus også disse alvorlige ord:
Matt 10,32-33 "Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene."

Lad os aldrig glemme, at vort liv er et vidnesbyrd om, at vi er retfærdiggjorte af tro, eller om, at vi fremdeles lever i synden.
Den kendsgerning, at vi kaldes til at ære Gud i vort liv, må alligevel aldrig overskygge det faktum, at det nye liv - troens liv, er en gave fra vor frelser. Det liv, han levede på jorden i sejr over synd, det vil han leve i os. Hver gang vi sejrer, er det, fordi Kristus lever og virker i os.

Bibelen siger: Rom 6,23 "For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.

At frelsen er en gave, kommer måske tydeligst til syne i Jesu beretning om den fortabte søn. Da han havde ødslet alle sine penge bort og skejet fuldstændig ud, havnede han som svinehyrde i den elendigste forfatning. Tilsyneladende ribbet for alt af værdi i dette liv. Livet var tomt. Uden glæde. Uden fremtid.
Men derhjemme venter far. Hver dag håber han, at sønnen skal vende hjem. Hans udskejelser har ikke formindsket faderens kærlighed til sin dreng. Han venter og håber, at sønnen en dag vil vende hjem igen.
Da sønnen endelig kom til sig selv og tomhændet, venneløs og angrende sin synd vendte hjem, fortæller Jesus, at faderen så ham, medens han var langt borte, løb ham i møde, ynkedes inderligt over ham, tog ham i sine arme og bør ham velkommen hjem.
Jeg tror, at denne beretning appellerer så stærkt til os, fordi den illustrerer forholdet mellem forældre og børn, som gælder til alle tider. Den er evig aktuel. Sønnen, som vender hjem fra gale veje, bliver også i dag budt velkommen af en far, som elsker sine børn.
Lignelsen om den fortabte søn, som vender hjem, er værd at læse igen og igen. Den findes i Lukas' 15. Kapitel. Jo mere vi tænker på det, Jesus her fortæller, des mere klart bliver det, at frelsen er en ufortjent nådegave fra Gud.
Sl 36,10 "for hos dig er livets kilde, i dit lys ser vi lyset." Kun han, som skabte menneskene i sit billede og gav dem liv i begyndelsen, kan igen give liv. Kun Skaberen ejer livets gave og kan skænke den til sine skabninger.
Jesus Kristus har først og fremmest magt til at give livets kostelige gave. Livs kilden er hos ham.

Han har ikke alene magt til det; men han har også ret til det. Fordi han sonede straffen i synderens sted, kan han give retfærdighed og sit liv til alle, som antager ham som frelser og stedfortræder. Apostelen Johannes skriver: Joh 2,1-2 "Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til bryllup."
Guds ord stiller den hvide sne i kontrast til den stærke røde farve for at gøre det klart for os, hvilken forvandling der sker i et menneske, når det nye liv begynder. Herren gør det klart i disse ord fra profeten Esajas:

Es 1,18 "Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld."

Det liv, Gud vil skænke os i Kristus, er det rigeste og bedste, vi kan leve her på jorden. Det er et liv med et fast holdepunkt - et liv med hensigt og mål. Frem for alt er det et liv fyldt af tillid og tryghed. For det er fremdeles sandt, hvad profeten skrev: Es 48,18 "Gid du ville lytte til mine befalinger, så blev din fred som en flod og din retfærdighed som havets bølger,"
Det liv, Guds børn begynder her på jorden, skal aldrig få ende, for Guds gave til os er evigt liv. Dette jordeliv er blot en forsmag på den fred og den glæde, som venter Guds børn i en verden, som bliver skabt på ny. Der ønsker jeg at være. Det er målet for mit liv. Hvilken bestemmelse tager du?

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com