Forsigtigt famlede han sig over fortovet og følte efter ringen og hestehovedet af jern på stangen for enden af gelænderet. Ved hjælp af fortovskanten lykkedes det ham at finde hen til det nærmeste hjørne, hvor han vidste, at der altid holdt en hestedrosche.
Han åbnede døren og gav kusken besked om at køre til Themsen. I sin dybe depression kunne han ikke se anden udvej end at springe ud fra broen.
Det skulle have taget femten minutter. Men efter at have kørt frem og tilbage gennem de mørke og tågede gader i halvanden time, blev de klar over, at de var faret fuldstændig vild. I fortvivlelse besluttede han at gå og betalte kusken for kørslen.
Men idet manden steg af droschen, kom han til at røre ved en kendt genstand. Det var det hestehoved af jern for enden af gelænderet, som han kendte så godt. Efter halvanden times kørsel rundt i gaderne var han steget af foran sit eget hjem.
Dette gjorde et sådant indtryk på ham, at han gik op ad trappen til sin lejlighed, tændte lampen, knælede og bad Gud om tilgivelse for, hvad han havde tænkt at gøre. Og der, i det selv samme værelse, der lige for nylig havde overvældet ham med sin dystre stemning, skrev han en salme, som har været elsket og sunget lige siden i den engelsktalende verden :
»God moves in a mysterious way, His wonders to perform« (Gud virker på underfuld måde, sin vej at føre ud).

Ja, det var William Cowper, der hin nat erfarede noget om Guds undere.

Jeg behøver ikke fortælle dig, at en hidtil uset fatalisme har grebet millioner af mennesker i dag. Millioner af frustrerede mennesker har afgjort med sig selv, at denne trætte planet er prisgivet dødsengelen - der på atomkraftens vinger hurtigt vil føre os ind i stilheden og glemselen.

Og de siger, at der ikke er nogen mulighed for at afværge det.

Et sælsomt og frygteligt mørke har sænket sig over menneskeheden, idet såvel folkene som deres ledere er ved at indstille sig på apokalyptiske begivenheder med halsbrækkende fart.

Vi befinder os i en tåge af forvirring, der tolkes som forudanelse om tragedien.
Dette er unægteligt et mørkt billede. Millioner har på et eller andet tidspunkt haft lyst til at løse en envejsbillet ud i tågen.

Interesserer Gud sig for menneskenes og nationernes affærer? Står der nogen ved roret ? Eller er Skaberen stået af og har overladt til sine skabninger at sejle deres egen sø? Er menneskets følelse af håbløshed berettiget? Eller må han veje fatalismens forudanelser op mod de menneskers og nationers erfaring, som viser, at der trods alt står nogen ved roret?

Det er åbenbart, at Gud stadig står ved roret. »Højt over jordens forvirring sidder han på sin trone. Alle ting ligger åbne for hans guddommelige blik, og fra sit evighedsstade bestemmer han roligt og sindigt, hvad han i sit vise forsyn ser er bedst.«

»I menneskeslægtens historiske annaler synes folkeslagenes trivsel og rigernes opståen og fald at være afhængige af menneskets vilje og dygtighed. Begivenhedernes opståen synes for en stor del at være afhængige af dets magt, ærgerrighed eller luner. Men i Guds ord drages forhænget til side, og vi ser bag ved og oven over og igennem hele dette spil og mod spil af menneskers interesser og magt og lidenskaber, hvordan barmhjertighedens Gud ved sine virkemidler stille og tålmodigt får alt til at gå efter sin vilje.«

Tryk og modtryk. Vægt og modvægt. Nationernes spil og modspil. Men Gud står ved universets ror - har alt under kontrol.

For nogen tid siden tog vi vore kameraer med ind på Britisk Museum for at indfange nogle af deres skatte på film. Vi blev fascineret over der at finde Kyros-cylinderen med dens beretning om denne persiske konge.

Der er muligvis ingen af de bibelske skikkelser, som er mere interessant for profetiens gransker, end Kyros. For den guddommelige profeti havde faktisk nævnt ham ved navn mere end hundrede år før han var født. Tænk på det! Herren kaldte ham virkelig ved navn, og beskrev, hvad han ville gøre, mere end hundrede år før hans fødsel. Lyt:
»Jeg siger om Kyros: 'Min hyrde, som fuldbyrder al min vilje!' Jeg siger om Jerusalem: 'Det skal bygges! om templet: 'Det skal grundes!' Så siger Herren til sin salvede, til Kyros, hvis højre jeg greb for at nedstyrte folk for hans ansigt og løsne kongernes gjord, for at åbne dørene for ham, så portene ikke var stængte.« Es. 44,28; og 45,1.

Jeg siger igen: Tænk på dette! Kaldte ham ved navn. Forudsagde nøjagtig, hvordan han skulle indtage Babylon.

Du husker måske beretningen. Kyros havde belejret byen. Men babylonierne var ikke bange. Der fandtes ingen våben, som kunne gennemtrænge Babylons mure. Og de havde mad nok til tyve år. Og så festede Belsazzar og hans hof, og de glemte helt portene, som blev stående åbne.

Kyros havde ladet sine hære lede Eufrat-flodens vand i en anden retning, så vandet løb uden om byen. Og da vandstanden var tilstrækkelig lav, og medens Belsazzar festede, trængte Kyros' soldater ind i byen. De gik på flodbunden, gennem de åbne porte.

Hvilken beretning! Hvilken dramatisk opfyldelse af den guddommelige forudsigelse: »For at åbne dørene for ham, så portene ikke var stængte.«

På denne baggrund er det let at forstå, at Kyros, som var nævnt ved navn i profetien, ville være et vigtigt angrebsmål for sandhedens fjende. Hvilken chance havde han ikke for at tilintetgøre Kyros som barn og således få profetien til at slå fejl! Kan du ikke ligefrem høre fjenden finde sine hamre frem og lægge sine snedige planer?

Og det var åbenbart lige hvad der skete. I det mindste hvis vi kan tro historikeren Herodot, blev der gjort et sådant forsøg, og det gik til på omtrent følgende måde.
Personerne i dette spændende drama fra det virkelige liv er den mediske konge Astyages og hans smukke datter Mandane. Hendes mand, Kambyses, en perser af ædel byrd, en betroet general ved navn Harpagus, og hyrden Mitradates. Og så naturligvis Kyros, som er hovedpersonen.
Historien begynder med den dejlige Mandanes bryllup med den persiske fyrste Kambyses. En tid efter føder hun en søn, som får navnet Kyros.
Den snu Kong Astyages havde under foregivende af at nære omsorg for sin datter fremsat et ejendommeligt krav. Han havde ønsket, at datteren skulle vende hjem til hans palads for at føde sit første barn. Og derefter bad han om, at barnet måtte blive en tid hos sin kongelige bedstemoder.

Intetanende gik det unge par med til dette og vendte tilbage til Persien. Nogle uger efter kom der bud, at den lille prins var død efter en pludselig sygdom.
Men i virkeligheden var der sket følgende: Kongen, der af en eller anden grund frygtede den magt, som dette kongelige barn måske en dag ville komme til at udøve, havde besluttet at dræbe drengebarnet. Han kaldte sin betroede general til sig og befalede ham at ombringe barnet.
Harpagus, der var uvillig til at udføre denne ordre, sendte bud efter overhyrden Mitradates, lagde ansvaret over på ham og foreslog ham at efterlade drengen ude i bjergene, hvor ulvene kunne gøre det af med ham.
Da hyrden kom hjem med drengen, fandt han sin kone grædende. Få dage inden hans afrejse havde også hun født en søn, og nu var barnet død.
Sammen udtænkte de to en plan. Den lille Kyros fik deres eget døde barns tøj på, og de lod siden Harpagus forstå, at ordren var udført.
Hyrden og hans kone, der ikke vidste, hvem drengen var, kaldte ham Darke, og opdrog ham som deres egen. Han voksede op til at blive en kvik, opvakt dreng.
I mellemtiden, kort efter forsøget på at dræbe Kyros, fødte kongens hustru ham en søn. Men han viste sig at være en syg, svag dreng, og i håb om at friluftslivet kunne hjælpe ham, blev det til sidst besluttet at sende ham til Mitradates' hjem. Kyros, eller Darke som han blev kaldt på det tidspunkt, var omkring ti år gammel.
En dag besluttede drengene i det lille hyrdesamfund at lege konge. Og de råbte alle: »Darke skal være konge!« I sin rolle som konge befalede denne drengene at vande hans får, men Kong Astyages' søn nægtede. Og Darke gav ham en dragt klø for hans ulydighed.

Kongen fik det naturligvis at vide, og Darke og hans plejefar blev tilsagt til at give møde i paladset. Darke fremstillede sagen tydeligt, frygtløst og mandigt, at ingen konge kunne tolerere ulydigheden hos en af sine undersåtter.
Drengens væremåde, optræden og oprigtighed havde i den grad forbløffet kongen, at han skjulte sit raseri og forlangte ren besked, hvorvidt denne dreng virkelig var søn af hyrden Mitradates. Sandheden kom frem. Der stod Kyros, kongens egen dattersøn, på trods af det længe hemmelighold te forræderi.

Hvad andet kunne kongen gøre, nu da hele hoffets øjne hvilede på ham, end at lade drengen vende hjem til sin far og mor i Persien. Kan du forestille dig den lykkelige genforening?
Og sådan gik det til, at Kyros, på den netop bestemte tid slog lejr uden for Babylons porte. Kyros, som var nævnt i profetien.
Det er, som om Gud havde sagt til ham: »Hvem gav dig alt, hvad du ejer? Hvem reddede dit liv, da du var barn? Hvem sørgede for, at Babylons porte blev stående åbne? Hvem har skænket dig alle dine sejre? Alt dette er gjort for at forberede dig for denne time. I virkeligheden blev du ikke i første række født for at besejre Babylon, men for at opfylde et løfte, jeg gav til Jerusalem for 174 år siden. Gør nu din pligt.«

Ven, dette er blot et af mange eksempler på hvordan Guds forsyn styrer og leder i menneskers og nationers anliggender.
Det er blot en enkelt tråd i det stadig stærkere reb af beviser for, at Gud stadig har tingene under kontrol. Der står nogen ved roret.
Og beretningen om Kyros er beretningen om endnu en hammer, som ramte ved siden af.

Begynder du at forstå den kamp, der ned gennem århundrederne har raset bag kulisserne? Hos nationer såvel som hos enkeltpersoner har det været et spørgsmål om autoritet. Hvem skulle bære kronen?

Mennesker har prøvet at kuldkaste Gud plan. Mennesker har været uvillige til at lade Kristus bære kronen.
Husker du hin mørke fredag, da Pilatus spurgte den myldrende hob foran sig: »Skal jeg korsfæste jeres konge?« Og svaret lød fra mennesker, som var blindet af had: »vi har ikke anden konge end kejseren.« Menneske, hvilket valg! Hvilket forfærdeligt valg! Ingen anden konge end kejseren!

En og anden af dem kom hjem hin dag for at finde en elsket liggende syg. Men de havde korsfæstet Helbrederen. Og kejseren kunne ikke køle en feberhed pande.

Ej heller var folkets ledere tilfredse med dagens gerning. De havde valgt kejseren og korsfæstet deres Konge. Men kejseren kunne ikke borttage deres frygt for guddommelig gengældelse. De frygtede den døde Kristus mere, end de nogen sinde havde frygtet den levende Kristus.

Pilatus havde tabt modet over for de spydige, ondskabsfulde stemmer, der råbte: »Hvis du løslader denne, er du ikke kejserens ven.« Svag og uden rygrad havde han overgivet Himmelens kongesøn til at blive korsfæstet.
Kejserens ven? Måske. Men kejseren kunne ikke helbrede det samvittighedsnag, der skulle pine Pilatus til hans dødsdag.
En ensom røver, hvis løbebane var endt på et kors, så tingene i det rette lys hin mørke eftermiddag. Han vidste, at kejseren ikke kunne hjælpe ham.
I denne yderste time vendte han sig til ham, der hang døende på et kors ved hans side. Han så ned gennem tiderne og erkendte, at når kejserens og alle andre magtbegærlige monarkers troner var sunket i grus, ville der være en trone tilbage - den trone, som beklædtes af den levende Kristus. Og han sagde: »Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit rige!«

Behøver jeg at drage nogen parallel? Kan det siges tydeligere? Hvem sidder på tronen i dit liv? Hvem har den øverste myndighed? Hvad vil du gøre med din Konge?
Vil du svare: »Jeg har ingen konge uden videnskaben. Jeg har ingen konge uden materialismen. Jeg har ingen konge uden teknologien.«
Eller vil du falde ned for Frelserens fødder og sige med Tomas, nu uden tvivl i dit sind. »Min Herre og min Gud!«

Jeg har undret mig. Hvordan kan det være, at mennesker finder det så vanskeligt at acceptere Bibelen som Guds inspirerede ord?

Apollo 13 var i vanskeligheder, og millioner af os fulgte i tankerne disse tre mænd hele vejen tilbage til jorden.
Ilten var ved at sive ud af det skadede servicemodul tillige med metalpartikler og stumper af isolationsmaterialet. Og disse ting skinnede i solen og gjorde det næsten umuligt at skelne de virkelige stjerner fra de kunstige.
Det var absolut bydende nødvendigt at holde rumfartøjet i behørig stand til de kritiske midtvejskorrektioner, som måtte foretages. Rum farerne måtte sigte efter et eller andet pålideligt. Da stjernerne var utydelige, sigtedemændene efter jorden og månen, og somme tider efter solen.

Det virkede - til og med den sidste korrektion. Alternativet for dem ville være at blive kastet ud i rummet igen - og blive derude for altid.
Vi er også ombord på et rumskib - planeten Jorden. Og alle ved, at vort fartøj er i vanskeligheder. Denne lemlæstede klode trænger til at blive rettet ind. Det er nødvendigt at sigte efter nogle stjerner. Men vort udsyn er utydeligt på grund af de mange forvirrende, misvisende brudstykker af en ramponeret kultur. Brudstykker, som der er så mange af i vor tid. Det har aldrig været vanskeligere at bestemme, hvilke stjerner der er ægte. Men sigte må vi. Enten må vi ind på linje igen - eller gå til grunde.

Hvordan? Hvordan kommer vi ind på den rette kurs igen? Hvordan kan vi orientere os? Ved at finde ud af en måde at sigte efter stjernerne på? Ved at observere et eller andet pålideligt objekt eller en pålidelig sandhed? Ved at se på fortiden? Måske alle disse ting.

Men hvordan kan vi løse denne vaklende, slingrende generations problemer ved at se på fortiden? Hvad kan en støvet, uigenkaldelig fortid have at gøre med dette forrykte årti?

Vidste du, at den militærstrategi, som vandt den kontroversielle seksdageskrig, havde en nær forbindelse til arkæologien? Det er interessant, at Israels enestående kampmetode, der viste sig så succesfuld i denne specielle krig, var udsprunget af et forsvarssystem, som stort set var opbygget af arkæologen Yigael Yadin.

Yadin var af uddannelse lige så meget arkæolog som militærstrateg. I årevis blev han ved at arbejde på en arkæologisk uddannelse, medens han lagde grundlaget for dette bemærkelsesværdige forsvarssystem, der siden har været beundret af tilskuere, uagtet nationale sympatier eller antipatier.

Yadin var elev af englænderen Wingate. Wingate førte altid en bibel med sig, læste den i øvrigt på hebraisk. Både Wingate og Yadin betragtede Bibelen som en håndbog i militærstrategi. Da de en gang var på vej gennem Jezreel-dalen og studerede landskabets topografiske træk, udbrød Wingate: »Men hvorfor blev han slået? Han burde have vundet dette slag.
Manden var en tåbe!«

»Hvilken mand?«
»Åh, jeg mener Kong Saul.« Og så forklarede Yadin, at sådan som landskabet var opbygget på dette sted, var der ingen grund til, at Saul skulle blive slået.

Det var Yadin, der omsatte Wingates principper til sejren i Israels uafhængighedskrig 1947-49. Han klarede at kombinere sine to store interesser - krigskunst og arkæologi - til livsvigtige ingredienser i denne mininations succes.
Yadin erklærede: »Mine studier af ... bibelsk krigskunst viste, at brugen af terrænet (i Palæstina) ikke var forandret i løbet af de sidste tre tusinde år. Da moabitterne og amonitterne (vor tids jordanere), assyrerne (vor tids irakere), og ægypterne invaderede det gamle Israel, benyttede de visse veje, som var dikteret af terrænet. Under uafhængighedskrigen kunne jeg derfor forudse syrernes invasionsrute, fordi de ville drage frem ad de samme veje og bjergkløfter, som deres forfædre havde benyttet.«

Ja, det var spadens strategi. Arkæologien kan være lige så spændende og lige så moderne som morgendagen - og lige så relevant. Og vi ved nu, at den kan være farlig.
Der er faktisk næppe en side i Bibelen, som ikke er blevet oplyst af spadens opdagelser.

Navnet Abraham henleder f. eks. ikke længere tanken på den uvidende nomade, han en gang var anset for at være, men snarere på den rige, intelligente patriark, der drog ud fra den høje kurtur i Ur i Kaldæa. I det bibliotek, som er udgravet i byen Ur, en af verdens ældste storbyer, findes der historiske værker, leksika, lovbøger, læge bøger. Der er bøger om matematik og astronomi. Der er forretningskontrakter og pantebreve. Dette var den civilisation, hvori Abraham levede.

Fra Det nye Testamentes verden har forskere afdækket Kong Herodes' prægtige bygningsværker på vestbredden af Det døde Hav. Og, måske mest betydningsfuldt af det hele, i hjertet af det gamle Jerusalem har man fundet den selv samme brolægning, Lithostrotos, hvor Jesus stod foran Pilatus og blev dømt.
Dette er blot nogle få af de fund, der gør det nødvendigt for en og anden i vor moderne tid at revidere deres synspunkter om Bibelen, for mange begivenheder, som en gang blev regnet for fromme eventyr, er nu bevisligt historiske.

Jeg siger igen: Der er næppe en side i Bibelen, som ikke er blevet oplyst af spaden.

Men hvorfor er dette så betydningsfuldt? Hvad har det at gøre med fortiden? Hvad har det at gøre med mig i dag?
Hvilken betydning har det, hvad Saul foretog sig? Hvilken betydning har det, hvad David foretog sig? Hvilken betydning har det, hvad Noa foretog sig? Hvilken betydning har Første Mosebog?

Er det ikke betegnende, at da Jesus gjorde fordring på sin mission og guddommelige autoritet, henviste han til en beretning fra Første Mosebog. Han sagde: »Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme.« Matt. 24,37.

Jesus talte faktisk ofte om de selv samme mennesker og begivenheder, som det moderne menneske tvivler på. Han talte om Noa og syndfloden - om denne jords begyndelse.
Men ikke en eneste gang kom han med den mindste antydning af, at disse begivenheder skulle være legender eller myter eller poesi eller symboler eller noget som helst andet end virkelig historie. Det moderne menneske kan måske tvivle på, at syndfloden nogen sinde har fundet sted. Men det gjorde Jesus åbenbart ikke. Og det opsamlede bevismateriale overbeviser den dag i dag mangt et menneske om, at beretningen i Første Mosebog måske alligevel kunne være rigtig.

Men hvilken betydning har det med Noa og syndfloden?
Hvorfor er Første Mosebog relevant i dag?
Simpelt hen af følgende grunde. Jesus sagde, at vor generation ville være ligesom menneskene på Noas tid. Som det var - sådan vil det blive. H vis vi ikke ved, hvordan det var, hvordan kan vi så vide, hvordan det vil blive?
Hvis vore ideer om begyndelsen er forvirrede og forvrængede, vil vore ideer om fremtiden blive lige så forvirrede og forvrængede. Hvis vore ideer om verdens begyndelse er tågede og uklare, vil vore ideer om verdens afslutning også være tågede og uklare.

Ja, her suser vi gennem rummet på en planet, som er i vanskeligheder, med et styringssystem som trænger frygteligt til justering. Vi behøver at sigte på stjernerne i deres ufejlbarlige baner. Vi behøver at fæste blikket på det pålidelige, det urokkelige - i Bogen. Vi behøver at se på fortiden - tilbage til Noas tid og endnu længere tilbage. Vi behøver at gå tilbage til Første Mosebog.

Er det ikke betegnende, at da redaktørerne af New York Times fulgte læsningen af det første kapitel i Første Mosebog, læst af astronauterne, idet Apollo 8 kredsede omkring Månen hin uforglemmelige juleaften - gav de læsningen denne kommentar: »Intet kunne være mere passende!«

En eller anden har foreslået, at hvis vi ikke havde nogen beretning om en verdensomspændende oversvømmelse, ville vi være nødt til at opfinde en. At foretage en grundig undersøgelse af denne klodes overflade er nemlig ensbetydende med at lukke op for en fascinerende, overraskende beretning, som står skrevet i klipperne og jordlagene. En beretning om vand.

Mystiske vandlinjer på bjergtoppene. Store indsøer, en gang fyldt med vand. Forsvundne søer. Rester af havdyr højt oppe i bjergene. Fossiler hvor man mindst skulle vente dem med en uventet historie. Alt dette er en hel kæde af vidnesbyrd om, at der er sket et eller andet. Og klipperne har aldrig glemt.

Alle vegne står der skrevet en beretning om vand, om ødelæggelse og omvæltning uden sidestykke. Og forud for dette - en eventyrlig verden hinsides hvad vi kan forestille os i vor dristigste fantasi, endsige beskrive. En verden med et fuldkomment klima fra pol til pol. En verden med en vegetation mere frodig end vi nogen sinde har set - og den var alle vegne.

En verden, som kunne ernære et dyreliv af fantastiske dimensioner.

Hvilken verden må det ikke have været! Men det kom åbenbart alt sammen til en pludselig og voldsom afslutning. Bibelen siger, at det skete i Noas dage.

Der er en isoleret høj nede i Bourgogne i Frankrig. Den hæver sig 1.030 fod over havet. I en vældig spalte nær toppen af dette bjerg er der fundet et enormt antal skeletter - af bjørne, heste, okser, ulve. Hvad foretog alle disse dyr sig oppe på toppen af dette eneste bjerg i området? Søgte ulve og heste føde sammen? Og hvordan blev de pludselig begravet?

Der er lignende spalter i forskellig højde i Gibraltar-klippen, alle fyldt med dyre knogler. Hvorfor?

På Sicilien har man fundet en hule fuld af dyre knogler, fortrinsvis af flodheste.
I Agate Springs, Nebraska, blev der ved et tilfælde fundet en stor samling ben i 1876. Det, der nu er tilbage, dækker omkring fem tønder land. Det er anslået, at knoglerne af omkring ni tusinde dyr blev begravet på denne ene høj.

Vi kunne fortsætte. I hvert enkelt tilfælde rejser der sig nogle interessante kendsgerninger. Disse knoglesamlinger findes som regel på isolerede høje. Dyr, som normalt ikke er venligtsindede over for hinanden, findes side om side. De findes i stort antal.

Har mennesker slagtet alle disse dyr? Næppe. Og de ville ikke have nogen mulighed for at begrave dem i så stort antal, inden ville være påvirket af luften, eller andre dyr havde gnavet i dem.

Har de været ramt af en eller anden sygdom? Hvilken sygdom kunne have ramt alle disse forskellige dyrearter på samme tid og over hele verden? Og dyr, som er ramt af pludselig sygdom, er for svage til at arbejde sig op på bjergtoppe. Denne teori bliver absurd.

Der er foreslået andre årsager til den pludselige undergang. Men ingen af dem kunne have dræbt, samlet og begravet disse millioner af dyr. Der er kun et element i naturen, som er i stand til at afstedkomme denne åbenlyse ødelæggelse. Og det er vand.

Hvad andet kunne have drevet disse dyr i et fantastisk antal, ven og fjende på samme tid, op i de højeste bjerge, og der begravet dem i vild uorden i en fælles grav?

Det er åbenbart, at mange forskellige dyrearter pludselig er uddøde. Store elefanter, fire-fem meter høje. Mastodonter. Enorme vingeløse fugle. Groteske, dragelignende øgler, lige så talrige som bisonokserne for få generationer siden ude på prærien - og op til 25-30 meter lange. Nogle af dem fløj i luften. Store sø uhyrer. Dinosaurer, strejfende i store flokke over sletterne, navnlig i Amerika.

Hvordan gik de til grunde? Hvordan blev disse uhyrer udslettet? Og hvordan blev de samlet i disse enorme kirkegårde for krybdyr? Sæt at disse enorme skabninger strejfede omkring på jorden i dag i store antal. Hvilken indsats ville det ikke kræve, hvis de skulle udryddes over hele verden på samme tid - og de alle skulle begraves?

Den dag, dinosaurerne døde, er et mysterium for videnskaben. Hvad forårsagede denne verdensomspændende massakre? Hvad var det, der bragte disse mange krybdyrs tilværelse til en brat afslutning?
Hvad skete der med dinosaurerne? Blev det for koldt for dem? Alle på en gang? Blev det for varmt for dem? Alle på en gang? Var dinosaurerne for dårligt konstruerede? Næppe.

Men hvis det havde været tilfældet, så måtte alle andre former for liv på land og i hav og i luften have været lige så dårligt konstruerede - og alle være bukket under for disse defekter på en gang.

Men dinosaurerne og bjergene af knogler er ikke de eneste gåder i jorden. Kullene er også en gåde.

Geologer er enige om, at kul må stamme fra vegetabilsk materiale. Men der må være ganske bestemte forhold til stede, for at der kan dannes kul. For det første må der være en overdådig vegetation. Denne vegetation må bevares uden at gå i forrådnelse og uden at blandes med jord. Dette kompakte lag må dækkes til af andre aflejringer, så det presses sammen og afskæres fra luftens påvirkning. Kun ved en pludselig begravelse af vældige mængder vegetabilsk materiale kan der frembringes kul.

Vidste du, at der kræves et fem tilotte meter tykt lag vegetabilsk materiale for at frembringe et kullag af en fods tykkelse? Men der findes kullag på fyrre og halvtreds fods tykkelse. I Wyoming er der fundet et kullag, som er fra tres til halvfems fod tykt. I Australien er der kullag på tre til fire hundrede fods tykkelse. Det ville med andre ord have krævet en solid masse af træer og planter på mindst et tusinde meters tykkelse at frembringe disse kullag i Australien. Det svimler for fantasien, når man tænker på, hvordan denne verden må have været - og hvad der må være sket med den!

Og presset ind i kullagene, ligesom blomster der er presset i en bog, finder man smukke aftegninger af blade fra fortidens skove. Selv de smukke former af blade og insekter fra fortidens verden er bevaret til os i dag.

Er det noget under, at vor generation står målløs over for levningerne fra denne fortidens verden? H vad skete der som begravede krybdyr og pattedyr og skove på et øjeblik? Det eneste fornuftige og sandsynlige svar er - vand. Kun et element, som mennesket kender, er i stand til at afstedkomme en sådan ødelæggelse. Og dette element er vand.

Hvad kunne forårsage millioner af dyrs død, samling og begravelse på bjergtoppene? Vand.

Hvad kunne forårsage et stort antal dyrearters udslettelse som med et slag? Vand.
Hvad kunne have efterladt denne klodes overflade i en sådan forvirring og uorden, at mennesker gennem generationer har forsket efter en tilfredsstillende forklaring? Vand.
En gammel, ærværdig Bog fortæller os i et enkelt, forståeligt sprog, om verdens ødelæggelse ved vand. Er der et bedre svar?

I denne nervøse, overfølsomme, spændte generation, hvor vi er så vant til at tale om en mulig katastrofe på globalt plan, skulle det ikke være vanskeligt at rekonstruere et billede af, hvad der skete på Noas tid.

Mørke skyer. Buldrende torden. Lynglimt. Og så regn den første regn, der nogen sinde er faldet på jorden. Menneskenes hjerter gribes af forfærdelse, der snart går over til panik. Dyrene løber omkring i rædsel.

Men døren til arken var lukket.
Vand alle vegne. Det styrter fra skyerne i vældige fossefald. Floder stiger over deres bredder. Vand bryder frem fra jorden. Og så det vilde kapløb for at komme op på de højeste steder.

Mennesker og dyr i fællesskab kæmpende for at komme så højt op som muligt. Forældre binder deres børn til dyrenes rygge i håb om, at dyrene kan bringe de små i sikkerhed for de stigende vande. Højere og højere stiger vandet. Mænd og kvinder klynger sig til de store træer oppe på bjergene. Men disse kæmpe træer rykkes op med rode og mennesker og dyr styrtes sammen i de sorte vande.

Noa havde alligevel haft ret! Og idet mænd og kvinder suges ned i de hvirvlende dybder, er deres sidste ønske, om de dog en eneste gang endnu måtte høre kaldet fra den mands læber, hvis advarsel de havde forkastet. Men der er ingen redning fra døden i bølgerne.

Alligevel finder det moderne menneske det vanskeligt at tro at den første verden kunne komme til en voldsom afslutning på Noas tid - til trods for at så mange kendsgerninger over hele kloden synes at pege i den retning. En lokal katastrofe, måske. Men ikke på globalt plan. Sådan ræsonnerer skeptiske mennesker.

Men Skriften siger intet om en lokal, begrænset oversvømmelse. Lyt til disse ord - så tydelige at de er umulige at misforstå: »Og vandet steg og steg over jorden, så de højeste bjerge under himmelen stod under vand; femten alen stod vandet over dem, så bjergene stod helt under vand.« 1 Mos. 7,19-20.

Stærke udtryk. De højeste bjerge under himmelen. Her fortælles ikke noget om oversvømmelse af lavtliggende områder. De højeste bjerge under himmelen - femten alen stod vandet over dem.

Og hvad skete? »Da omkom alt kød, som rørte sig på jorden, fugle, kvæg, vildtlevende dyr og alt kryb på jorden og alle mennesker; alt, i hvis næse der var livets ånde, alt, hvad der var på det faste land, døde. Således udslettedes alle væsener, der var på jordens flade, mennesker, kvæg, kryb og himmelens fugle; de udslettedes af jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i arken.« Vers 21-23.

Er dette forklaringen på de fantastiske begravelsespladser i naturen, bjergene af knogler, de forsvundne dinosaurer, de begravede skove?

En lokaloversvømmelse? Måske begrænset til Mesopotamiens lavland? Jeg vil gerne stille dig nogle tankevækkende spørgsmål.

Hvorfor befalede Gud Noa at bruge mere end hundrede år på at bygge en ark for at undslippe en lokaloversvømmelse? Hvorfor ikke nøjes med at befale ham at flytte?

Hvorfor ville det være nødvendigt at bevare dyrene i arken? Kunne Gud ikke have ledet disse dyr bort fra dette undergangstruede lavland lige så let, som han kunne lede dem ind i arken?

Selvom alle dyrene i Mesopotamiens lavland gik til grunde, ville der så ikke være dyr nok uden for dette område til at videreføre deres arter?

Grænser det ikke til det latterlige, at Noa skulle få en guddommelig befaling om at bygge en båd, der var næsten halvt så lang som Queen Mary, bare for at sejle op og ned ad et oversvømmet floddelta?

Hvorfor tog Gud ikke simpelt hen Noa ved hånden og førte ham derfra, ligesom han ledte Lot ud af Sodoma?
Og hvorfor blev fuglene taget med i arken? Er vi virkelig så naive at tro, at fuglene ikke ville være i stand til at flyve væk fra oversvømmelsen i en enkelt floddal?

Spørgsmålene bliver stående. Den klare hensigt med syndflodens katastrofe var at udslette en degenereret slægt. Hvordan kunne en hel slægt udryddes gennem en begrænset, lokaloversvømmelse? Hele beretningen bliver absurd, hvis oversvømmelsen ikke var verdensomspændende.

Men dette med en global katastrofe - det er en tanke, som nogle finder det vanskeligt at acceptere i vor tid med dens uniformitetslære .

Også Darwin erkendte problemet. Han sagde: »Tanken føres i begyndelsen uimodståeligt ind i troen på en eller anden vældig katastrofe; men således at ødelægge dyrene, både store og små, i det sydlige Patagonien, i Brasilien, på Cordillererne i Peru, i Nordamerika op til Beringsstrædet, ville ryste hele klodens struktur."

Dette var måske netop, hvad der skete.
Men Darwin ønskede ikke at tro på en global katastrofe. Og geologen William Farrand lyder som et ekko af Darwins forudindtagethed. Han siger: »Det er ikke logisk at postulere en alvorlig katastrofe i en målestok langt ud over, hvad vi nogen sinde har oplevet.«

Dette er en bemærkelsesværdig tankegang. Hvis vi ikke har set noget tilsvarende, kan det ikke være sandt!
Dinosaur-eksperten dr. Edwin Colbert siger: »Hvis uniformitetslæren i det hele taget skal have nogen værdi, er der ingen plads for verdensomspændende katastrofer i fortidens eller nutidens verden.«

Uniformitetslæren forudsætter jo, at naturens processer altid er foregået på samme måde og med samme fart som i nutiden, og at man derudfra kan beregne alle geologiske forandringer.

Men jeg spørger: Hvad er det, der er så helligt ved dette dogme, at nutiden er nøglen til fortiden? Kunne det mon tænkes, at der er et eller andet galt ved uniformitetslæren?
Kunne det tænkes, at forholdene ikke altid har været, som de nu er? Kunne det tænkes, at en katastrofe på et eller andet tidspunkt i en fjern fortid har vendt grundigt op og ned på status quo?

Ja, en gammel, ærværdig Bog fortæller os i et enkelt, let forståeligt sprog om en verden, som gik til grunde ved vand. Men mennesket vil hellere gætte.

Hvis Skaberen i dag ville være personlig til stede ved et pressemøde, ville han sikkert blive spurgt, om der virkelig var en syndflod på Noas tid. Han ville også blive spurgt om jordens, klippernes og fossilernes alder. Og hvis tiden tillod det, ville han sandsynligvis også blive spurgt, hvor lang tid det tog ham at skabe denne jord, om de syv skabelsesdage var bogstavelige dage, og hvad han mener om evolutionsteorien.

Skaberen har sagt høfligt nej tak til at give personligt møde denne gang. Han har lovet at være til stede ved en ganske bestemt lejlighed i en ikke fjern fremtid. Men i mellemtiden er disse spørgsmål meget, meget vedkommende.

Hvad har dette at gøre med syndfloden på Noas tid? Hvad forskel gør det, om der har været en syndflod eller ej?

Simpelt hen dette. Hvis det syvende kapitel i Første Mosebog beskriver en historisk kendsgerning, må så ikke det første kapitel i samme bog være lige så pålideligt? Beskriver det ene et faktum og det andet en legende? Kunne det tænkes, at det at forkaste syndflodsberetningen er ensbetydende med at forkaste skabelsen - og Skaberen?

Nu indser du sikkert, hvor alvorligt dette er. Vi kan ikke acceptere Jesus som Frelser og forkaste ham som Skaber. Skabelsesberetningen og beretningen om Golgata står i den samme bog. Og enten er hele denne bog inspireret, eller også er intet af den inspireret. Bogen er enten sand eller usand. Den kan ikke være begge dele.

Men sagen drejer sig om endnu mere. Hvis syndflodsberetningen er sand, da betyder den en alvorlig udfordring til en af vor tids grundlæggende filosofier - den filosofi, der siger, at vor jord er meget gammel.

Hvordan det? Fordi Noa levede for omkring fem tusinde år siden. Og fra Noa tilbage til begyndelsen af vor verden er der kun et skridt - kun ti generationer. Hvis det syvende kapitel i Første Mosebog taler sandt, og hvis det første kapitel er sandt, da kan denne verden simpelt hen ikke være så gammel, som det er blevet os fortalt.

Kunne det tænkes, at denne verden kun er omkring seks tusinde år gammel? Kunne det tænkes, at mennesket ikke er særlig kløgtigt, når det gælder tids beregninger?

Gennem generationer har mennesket undersøgt jordens overflade og prøvet at finde ud af, hvad der skete med vor klode i en fjern fortid. Mennesket har grublet over jordens, klippernes og fossilernes alder. Det kunne se ud, som menneskene af en eller anden grund finder det specielt vanskeligt at tro, at denne jord er så ung, som Skriften fortæller, den er.

Skaberen vil ikke være til stede ved et pressemøde i denne uge. Men han henviser os til sine trykte udtalelser, som de er nedfældet i en gammel, ærværdig Bog. Der finder vi let hans synspunkter formuleret. Og han synes at give udtryk for, at hans personlige nærværelse denne gang er mindre væsentlig, for han siger: »Men tror I ikke hans (Moses') skrifter, hvordan skulle I da kunne tro mine ord?« Joh. 5,47.

Har syndfloden virkelig fundet sted på Noas tid? Det troede Jesus åbenbart, for han drog en parallel mellem Noas tid og vor tid: »Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme.« Matt. 24,37.

Hvad med jordens og klippernes alder? De første kapitler i Første Mosebog tyder på, at jorden kun er ti generationer ældre end syndfloden.

Hvad med fossilernes alder? Skriften fortæller os nøjagtigt, hvordan og hvornår alt levende døde: »Da omkom alt kød, som rørte sig på jorden, fugle, kvæg, vildt levende dyr og alt kryb på jorden og alle mennesker; alt, i hvis næse der var livets ånde, alt, hvad der var på det faste land, døde. Således udslettedes alle væsener, der var på jordens flade, mennesker, kvæg, kryb og himmelens fugle; de udslettedes af jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i arken.« 1 Mos. 7,21-23.

Hvor lang tid tog det at skabe denne verden? Var det en lang, træg proces? »Ved Herrens ord blev himlen skabt og al dens hær ved hans munds ånde.« »Thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.« Sl. 33,6 og 9.

Hvor længe? »Han talede, så skete det.«
Var skabelsesdagene virkelige dage? Skabelsesberetningen indeholder ikke den svageste antydning af, at disse dage skulle være andet end bogstavelige dage på 24 timer. Tværtimod angives, at skabelsesdagene bestod af en aften og en morgen. »Og det blev aften, og det blev morgen, første dag.« »Og det blev aften, og det blev morgen, anden dag.« 1 Mos. 1,5 og 8. Og det samme gælder resten af ugen.

Hvad mener Skaberen om evolutionsteorien? Har mennesket udviklet sig fra en enlig celle i et eller andet forhistorisk ocean? »Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det.« 1 Mos. 1,27.

Mennesket startede åbenbart fra toppen, ikke fra bunden.
Kan du se, hvordan Skriften besvarer vore spørgsmål? Og for at give os yderligere information, henviser Skaberen os til sin anden store bog - naturens bog. Lyt:
»Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk.« Sl. 19,1.

»Spørg dog kvæget, det skallære dig, himlens fugle, de skal oplyse dig.« »Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at Herrens hånd har skabt det.« Job 12,7 og 9.

»Da svarede han og sagde til dem: Jeg siger jer: hvis disse tier, skal stenene råbe.'« Luk. 19,40.

Men nu vil en eller anden måske sige: »Det er netop det, der er problemet. Modsiger naturens bog ikke Bibelen? Fortæller stjernerne og dyrene og klipperne ikke en helt anden beretning end den, Bibelen fortæller? Er der ikke uomgængelige vidnesbyrd om, at klipperne og fossilerne og jorden er meget, meget gamle?«

Sådan antager man i almindelighed, at det forholder sig. Men kunne det måske tænkes, at vi har mistydet naturens bog - mistydet beviserne? Kunne det tænkes, at den lige så let kunne læses på en anden måde?

Lad os tage et eksempel: Evolutionsfilosofiens fornemste udstillingsbilag er dens geologiske tidstavle. Næsten alle lærebøger i dag indeholder detaljerede skemaer over geologiens tidsafsnit. Man ser her de geologiske lag, som formodes at være ældst, i bunden, og de formodede yngste lag øverst. I lagene på bunden findes visse lavere former for liv. Disse lavere former bevæger sig opad mod højere former for liv, i en tilsyneladende stadig opadgående kurve. Epokerne og perioderne er omhyggeligt opstillet i tabeller, hvor der opereres med tal spændende fra 500.000 til 1.750.000 år forud for mennesket, og man skal hele 2.000.000.000 år tilbage for at finde de første primitive former for liv.

Sådan et skema kan virke overbevisende, ja næsten overvældende. Har Første Mosebog i det hele taget en chance imod sådan et mægtigt bevismateriale?

Men det bør påpeges, at disse skemaer i det store og hele er hypoteser - en kombination af kendsgerninger og antagelser, noget, som er opbygget ved hjælp af en ræsonnere, som kører i ring, hvor den ene antagelse støtter den næste antagelse.

Denne kørende i ring er åbenbar for mange, endog blandt geologer. R. H. Rastall, lektor i geologi ved Cambridge Universitet siger:
»Det kan ikke nægtes, fra et strengt filosofisk standpunkt kører geologernes bevisførelse i ring. Man har fastlagt organismernes rækkefølge ud fra et studium af de rester, som er indesluttet i lagene, og lagenes alder bestemmes ud fra de organiske rester, de indeholder.« Man daterer lagene ved hjælp af fossilerne. Og derpå daterer man fossilerne ved hjælp af lagene. Det minder om urmageren, der var stolt over, at hans ure altid gik rigtigt. Han stillede dem hver dag efter fabrikssirenen.

Men en dag kiggede direktøren indenfor. »Vor sirene har været et sekund bagefter gennem flere år,« sagde han. "Vi plejer at stille den efter urene i dit vindue.«

Er det muligt, at det moderne menneske på en eller anden måde er kommet ind i en tilsvarende cirkel, hvor man bruger den ene antagelse til at underbygge den anden? Har evolutionsteorien fastsat sin tidstabel ved hjælp af geologien - og geologien ved biologien - og biologien ved hjælp af evolutionsteorien? Noget kunne tyde på det.

Men kunne det tænkes, at fossilernes rækkefølge kunne være resultatet af noget andet end udvikling? Måske kunne denne rækkefølge lige så godt forklares ud fra syndflodens voldsomme påvirkninger? Kunne en sådan omvæltning, som jo ikke berørte vandet alene, mon ikke have bevirket en sad an lagdeling? Måske var det ganske naturligt, at visse typer organismer ville blive begravet først?

Og ville ikke denne rækkefølge også afhænge af de pågældende dyrearters evne til at undslippe de stigende vandmasser? De mindst mobile, de mindste arter ville blive fanget først, medens nogle af de højere dyrearter, og i særdeleshed mennesket, ville være i stand til at trække sig tilbage til de højest liggende steder, inden de blev indhentet af vandmasserne.

Jeg tror ikke, vi kan opstille nogen fiks og færdig teori og anvende den på en katastrofe af et sådant omfang som syndfloden. Vi har her at gøre med vandmasser, hvis voldsomhed overgår vor fantasi. Her var også tale om vindens kraft. Omvæltninger af alle slags. Vandets virkning på et sted kunne være anderledes end virkningen på et andet sted. Vandmassernes virkning i syndflodens første, mest voldsomme stadier, kunne være helt anderledes end i den periode, da vandene trak sig tilbage. Intet enkeltstående svar, ingen enkeltstående teori kan forklare det hele. Med en katastrofe af et sådant omfang skulle vi ikke være overrasket over noget som helst, vi ser.

Jeg benægter ikke, at der synes at være en vis regelmæssighed i fossilernes rækkefølge. Jeg stiller blot spørgsmål ved, hvad denne rækkefølge betyder. Kunne det tænkes, at denne fossilernes beretning, som er så fascinerende for det moderne menneske, slet ikke er nogen beretning om lange tidsperioder - men i stedet for en beretning skrevet i klipperne og jordlagene om frygtelige begivenheder i løbet af et eneste år, den store flods år?

Har vi mistydet bevismaterialet?
Jeg tror, du kan se de uheldige følger af at bygge en vigtig teori om vor oprindelse på en antagelse. Vanskeligheden gælder ikke kendsgerningerne, men den ligger i de fortolkninger, der er bygget på ikke beviste hypoteser. I det samlede billede må der selvsagt indgå hypoteser, for ingen af os var jo til stede ved verdens begyndelse.

Jeg fastholder, at vanskeligheden ikke ligger i de videnskabelige kendsgerninger. Den ligger heller ikke i de pågældende mennesker. De fleste videnskabsmænd søger ærligt efter sandheden.
Vanskeligheden ligger ikke i menneskene, ej heller i kendsgerningerne, men i visse ikke beviste antagelser, hvorpå visse nutidige fortolkninger er bygget.

Tag f.eks. den radioaktive datering af klipperne. Jeg betvivler ikke et øjeblik værdien af denne relativt nye teknik - i det mindste dens værdi inden for den nedtegnede historie. Men visse fortolkninger er desværre i modstrid med Første Mosebog. Hvorfor? Fordi menneskenes antagelser i de fleste tilfælde, når det gælder datering af klippe - og jordlag, har ladet både skabelse og katastrofe ude af betragtning. Og man læser klippernes vidnesbyrd i overensstemmelse hermed.

På den anden side fremsætter Første Mosebog en beretning om speciel skabelse. Og den beskriver en stor katastrofe i historien, en voldsom afbrydelse af kontinuiteten i naturens processer - syndfloden. H vis der har været en sådan skabelse, og hvis der var en sådan oversvømmelse, kan vi så være helt sikre på, at nutiden er en sikker vejleder til fortiden?

Der har nu gennem en del år foregået en stille, men intensiv forskning, som har fået visse ansvarlige videnskabsmænd til alvorligt at betvivle nogle af de hidtil accepterede konklusioner vedrørende vor jords oprindelse. Noget af det mest forbløffende er måske bevismaterialet, der synes at antyde, at de klipper, de har studeret, ikke er blevet til gennem lange tidsperioder, men i løbet af sekunder!

Husker du Skriftens ord? »Thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.« Sl. 33,9.

Hvordan kan det da være, at klipperne ser så gamle ud? Kunne det tænkes, at uniformitetslærens stærke greb om denne generation, den tilsyneladende kontinuitet i naturens processer, som vi ser i dag, gør os blinde for det faktum, at uniformiteten kan have været forstyrret, og afgjort også er blevet det, ved mindst to anledninger i fortiden?

En videnskabsmand, der var kommet ind i Edens have ville stå fuldstændig forbløffet over, hvad han så. Vi kan kun gribes af undren over, hvad Gud har gjort. Vi må undres, når vi ser årtiers, århundreders værk, ja, et værk, der for os at se måtte have taget millioner eller milliarder af år, sammentrængt i dette ufattelige øjeblik, da »han talede, så skete det«.

Begynder du nu at se, hvad der kan være sket med vore »atomure«? Begynder du at se, at nogle af de konklusioner, vi i dag søger at læse ind i klipperne og jordlagene, måske kunne være ukorrekte? Gud indbyggede ikke alder og forfald i klipperne i et forsøg på at bedrage mennesket. Han skabte dem helt nye. Men han skabte dem som klipper - store klipper, små klipper, som hele klippeformationer. Han skabte simpelt hen jorden på seks dage - og fortalte os, hvad han gjorde.

Lad os bruge en simpel illustration. Lad os sige, at du kun har et ur - og det er elektrisk. Uden at du ved af det, har strømmen været afbrudt i løbet af natten, og om morgenen viser uret forkert. Kender du den situation? Naturligvis. Det er måske sket mange gange. Men lad os nu ændre illustrationen. Det, jeg nu vil antyde, er fuldstændig hypotetisk. Men lad os sige, at Gud, den store Elektriker, har gjort et eller andet ved dette ur, som fik det til at sætte farten op, til at accelerere, så det synes at vise, at der er gået mange timer, og uger, og år - selvom der i virkeligheden kun er gået en enkelt nat. Om morgenen aflæser du naturligvis uret forkert. Men Gud har lagt en seddel til dig og fortalt dig, hvad han har gjort. Er dette at bedrage?

Er det ikke tragisk og betegnende, at skabelsen og syndfloden, de to begivenheder, som kunne hjælpe os med at forklare de vanskelige dateringsproblemer, vanemæssigt bliver overset af dem, der så utrætteligt og oprigtigt søger efter svarene?

Skabelsen passer nemlig slet ikke ind i vor erfaring. Og den katastrofe, som Gud slap løs i Noas dage, kuldkaster stadig menneskenes bestræbelser for at aflæse urene.

Der er intet i vor erfaring, som sætter os i stand til at forstå syndfloden. Her var ikke tale om en lokaloversvømmelse, en begrænset katastrofe. Her var noget, som gjaldt hele kloden. Og det var ikke vandets ødelæggelser alene, der efterlod vor verden, som den ser ud i dag. Jorden var hærget og forrevet og forvreden i en grad, som vor fantasi simpelt hen ikke kan fatte. Lad os begynde med regnen. Læg dertil skybrud. Læg dertil vandmasser, som vælder op af jorden. Læg dertil flodbølger. Læg dertil ild. Læg dertil storm. Læg dertil vulkanudbrud. Alt vrider og vender sig. Læg dertil bjerge, som hæver og sænker sig. Jorden gennemrystedes af de voldsomste krampetrækninger, der blev vendt op og ned på alting. Det svimler for fantasien. Og stadig kan vi kun svagt begynde at fatte, hvad der skete i Noas dage. Ikke en katastrofe, som var overstået på et øjeblik. Det må tværtimod have taget flere hundrede år, før jorden var faldet til ro. Århundreder, hvor uniformitetsprincippet simpelt hen ikke fungerede.

Lad mig minde om en hændelse, som ikke ligger længere tilbage, end vi alle kan huske det. Det skete en sommeraften ved Chappaquiddick-øen. Det skete i vor tid. Vi kender øen. Vi kender vejen og broen og søen og automobilen. Vi kender de involverede personer. Og måske ingen hændelse i de senere år med undtagelse af et ganske bestemt, meget omtalt præsidentmord, har tiltrukket Sig mere opmærksomhed eller givet anledning til flere gisninger. Men faktum er, at nationen stadig ikke ved, hvad der skete den pågældende aften. Vi har kun ordene fra den ene implicerede, og vi kan spekulere over hvorvidt de er den fulde sandhed eller kun en del af sandheden. For når alt kommer til alt, var vi jo ikke selv til stede.

Det er dette, jeg gerne ville understrege. Selvom der er foretaget mulige undersøgelser, og selvom begivenheden fandt sted i vor tid, kan vi alligevel ikke være sikre på, hvad der skete ved Chappaquiddick. Hvor er vi da henne, når vi prøver at forstå skabelsen? Vi - du og jeg - var ikke selv til stede. Og her var ikke tale om en hændelse en almindelig sommeraften.

Her står vi tværtimod over for seks dage, hvor Skaberen selv satte uniformitetsloven, som vi kender den, til side, og skabte en verden. Og på Noas tid står vi over for et voldsomt sammenbrud, som ikke kun varede i seks dage, og hvor naturen behøvede flere hundrede år for blot at komme nogenlunde over de enorme ødelæggelser.

Jeg siger igen, er det så underligt, at vi bliver frustrerede, når vi prøver at aflæse de ure, der tikkede i en fjern fortid? Hvordan kunne det være anderledes?

Nej, det ville være forkert at hævde, at vi sidder inde med alle svarene. Når man studerer klipperne, rejser der sig spørgsmål, som unddrager sig enkle forklaringer. Men hvis denne planets overflade i dens vilde uorden efterlader os forvirrede og usikre, hvis naturens bog ikke gør sin historie tydelig, hvis vi bliver frustrerede i forsøget på at spore vor oprindelse ved kun at studere naturen, er det da ikke så meget mere betimeligt, at vi vender os til den rene åbenbaring, der er udtryk for den Eviges tanker? Når vi gør det, vil modsigelser, som en gang syntes uoverstigelige og forvirrende, indordne sig under de på en gang dybe og enkle ord, der for denne spørgende generation lyser som en stjerne i natten: »I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.«

Det er klart, at der findes falsknerier. Men vi behøver ikke at være henvist til gætteværk. Vi behøver ikke at mistyde bevismaterialet. Vi behøver ikke at blive overraskede eller bestyrtede, når dagen oprinder i en ikke fjern fremtid, hvor kosmisk torden vil skille tiden fra evigheden og dette budskab vil runge fra himmelens ene ende til den anden: »Vil den virkelige Skaber træde frem!«

Ja, gennem århundreder har hamrene haft travlt med at angribe Bibelen. De har betvivlet dens videnskabelige udtalelser, overset dens historie, ignoreret dens advarsler spottet dens forudsigelser. De har kaldt den for myter og legender.

Men gennem århundreder har dyrene og fuglene og planterne og fiskene fortalt en ganske anden historie. Og de har faet tilslutning fra klipper og fossiler, cylindre og skriftruller.

Det er åbenbart, at det er en Skaber. Det er åbenbart, at den Gud, som lærte fuglene at flyve - og honningbien at danse - har skabt denne jord, netop som han har sagt.

»Ved Herrens ord blev himlen skabt og al dens hær ved hans munds ånde.« »Thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.« Sl. 33,6 og 9.

Du og jeg er måske ikke i stand til at besvare de spørgsmål, Gud stillede Job. Vi er måske ikke i stand til at forstå alle skabningens vidundere. Men med Job kan vi tillidsfuldt udbryde: »Men jeg ved at min løser lever.« Job. 19,25.

Skaberen lever! Hele naturen ved det. Stjernerne ved det. Hele universet ved det. "Og en dag i en ikke fjern fremtid vil Job - og du og jeg, hvis vi selv vælger det - synge med i verdenernes store kor, når halleluja - råbene giver ekko fra verden til verden og fra stjerne til stjerne!

Og lyden af hamrene vil for altid være forstummet!

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com