Jeg sad og nød en fantastisk middag sammen med Lou og Lana Rawls i Detroit en aften lige efter min rejse til Puerto Rico. Samtalerne med min mor angående heksen og mine egne erfaringer med det dæmoniske var endnu i mine tanker, og jeg kom i tanke om det mens vi spiste. Da jeg nævnte ordet "ånder," kastede Lou og Lana et blik på hverandre som om jeg havde truffet et ømtåleligt emne. Snart efter forstod jeg at det netop var det jeg havde gjort!

Lou og Lana havde ikke haft det let i livet - hverken før eller efter at de havde giftet sig. Lana begyndte på en katolsk internatskole da hun var ti år gammel, og mens hun endnu var teenager, fik hun hele ansvaret for sin yngre bror, Larry. For å kunne forsørge både ham og sig selv, arbejdede hun som serveringsdame i en natklub da hun var sytten år gammel. Hun måtte blive voksen hurtigt, men hun forlod aldrig den høje moralske standard som hun var blevet oplærd i allerede som barn.

Da hun var atten år gammel, traf hun Lou. Han var flere år ældre end Lana og havde netop begyndt sin karriere som sanger. De blev dybt forelskede i hverandre, og denne kærlighed har bragt dem gennem mange vanskelige stunder. Selv om ægteskabet mellem forskellige racer endnu ikke var særligt populært, var de mere accepterede i dag end de var for tretten år siden da Lou og Lana giftede sig. At være sort er smukt nu. Lou og Lana er blevet fordømt, forbandet, forkastet og bogstaveligt talt forfulgt både af sorte og hvide. Men gennem al smerten og ensomheden har Lana holdt sig ved Lous side og opmuntret og elsket ham. Det kærlighedsbånd som blev knyttet da de var så unge, er blevet stærkere efter år med prøvelser. Lana og Lou er kommet igennem alle sider af underholdningsverdenen, meget ofte med blot hinanden at klynge sig til. Det er ikke overraskende at "Love Is A Hunting Thing" er en af Lous yndlingssange.

Deres fælles kamp er sandsynligvis grunden til at Lana og Lou fremdeles er enkle og jordnære mennesker, selv om Lou er godt kendt i underholdningsindustrien. Lou voksede op i ghettoen, og han husker godt det hårde liv. Han har et stort rum i sit hjerte for de under privilegerede børn og har vist det gang på gang ved velgørenhedskoncerter han har haft på highschools. Han ved godt hvordan det går med dem og strækker sig ud mod dem for at dele sig selv med dem. Lou udtrykker sig på en specielt levende måde i musikken. Han "føler" hans sange på en lignende måde som jeg "føler" mine prædikener. Han udøser sit hjerte og sin sjæl i alle sangene som han synger, og denne egenskab har gjort ham til den enestående sanger han er. Samtidig gør dette også at han fortsætter med at være en varm og følsom personlighed.

Lana har den samme naturlighed og varme når man først har lært hende at kende. Fordi hun så ofte er blevet misforstået og dårligt behandlet, er hun forsigtig med at fremvise den virkelige Lana over for et nyt bekendtskab. Hendes ægteskab med Lou, hendes iøjnefaldende tøj, og hendes kunstige øjenvipper har ført til at mange religiøse mennesker har undgået hende - eller beder hende komme frem til forbøn ved møderne! Men de der er så hurtige til at dømme, ved ingen ting om hjertet. Det samme gælder for Lou. Han bliver ofte kritiseret på grund af sine aktiviteter i underholdningsverdenen. Men jeg kender dem begge ganske godt - "de virkelige Rawls" - og de er fantastiske mennesker som jeg priser Herren for!

Men den aften i Detroit, da de begyndte at fortælle om deres oplevelser, blev jeg meget overrasket over at høre hvordan mine venner havde gennemgået akkurat den samme slags oplevelser som jeg havde haft i mine tanker. Efter at de havde udvekslet blikke, sagde Lou: "Lad os fortælle ham om det."
Lana forklarede: "Nicky, vi har gennemgået noget som vi næsten ikke har turdet fortælle andre om. De fleste havde vel troet at vi var fuldstændigt tossede!"
"Til at begynde med," sagde Lou med et smil, "da Lana begyndte at fortælle mig om Mr. Benson, tænkte jeg på om hun ikke burde konsultere en psykiater!" Han rystede på hovedet. "Selv efter at jeg havde set det med mine egne øjne, er det endnu vanskeligt at tro på."
De fortalte mig at det hele begyndte, da de flyttede ind i deres nuværende hjem i Encino. Deres hus er et af disse arkitektoniske kunstværker som man så ofte ser i Californien, især i eller i nærheden af Hollywood - en tyve værelsers bolig som består av 90 % glas, omgivet af en udsøgt have med tropiske træer og blomster af alle slags og farver. Huset ligger på toppen af en ås med udsigt over byen Los Angeles. Når man ser ud over byen om aftenen, er det som om de tusinder af blinkende og dansende lys fra byen nedenunder minder en om et juletræ. Det synes som om hele verden ligger for ens fødder, som om du er i et slot og ser ned på dit kongerige.

Lou havde netop forladt huset en morgen da Lanas bror, Larry, som boede hos dem, kom ind i køkkenet helt bleg i ansigtet. Etter at han havde slugt en kop kaffe, sagde han pludselig: "Dette er det mærkeligste sted jeg nogen sinde har været."
"Hvad mener du, Larry?" spurgte Lana.
"Da jeg vågnede i morges tidligt, følte jeg at jeg var ved at blive kvalt. Der var lagt en pude over mit hoved og det føltes som om nogen trykkede den ned over mit ansigt. Jeg kunne ikke trække vejret! Til at begynde med troede jeg at der var nogen som ville lave en spøg med mig."
Da Larry ventede lidt, spurgte Lana: "Vel, hvad var det for noget? Hold mig ikke hen i spænding!"
"Det var netop det," sagde Larry med rynket pande. "Jeg fik skubbet puden væk - men der var ingen i værelset."
Lana sagde: "Det kan ikke være sandt."
Men det var sandt, og det var blot den første af en hel serie af utrolige hændelser der fandt sted i Lou og Lana Rawls hus!

Ikke længe efter fortalte Tiny, Lous niece, som også boede der, til Lana at hun ofte havde følt at der var nogen inde i værelset om natten. "Flere gange åbnede og lukkede døren til værelset sig, som om nogen kom ind," sagde Tiny, "men der var ingen der kom ind. Jeg var bange for at fortælle det til nogen, fordi jeg tænkte, måske vil i blot le af mig."

Idet Lana og Lou fortsatte med deres historie, kom tjeneren med en kande frisklavet kaffe i sine hænder - og han blev bare stående og stirrede. Til at begynde med tænkte jeg at han simpelthen så på Lana. Hun er en kvinde som får alles opmærksomhed i det øjeblik hun kommer ind i et rum. Hun er meget smuk og har et meget feminint udseende - en blondine med blå øjne, som enhver vil finde det vanskeligt ikke at betragte. Men så blev jeg klar over at manden var som hypnotiseret af historien, ikke af Lana. Endelig kom han til sig selv igen, satte kaffekanden fra sig på bordet og forlod os. Jeg kunne godt forstå at han blev fascineret.

Lana fortalte mere om selve huset og sagde at når det blæser eller det er tåget uden for, får man en ubehagelig og uhyggelig følelse. Da Lana skulle blive rask efter en alvorlig operation, var hun sengeliggende i seks uger. På den tid kom en vidunderlig kristen kvinde, George Ann Tenney, og tog sig af Lanas to børn, Louanna og Lou junior. George Ann har en skarp dømmekraft, og første gang hun kom ind i huset, fik hun en følelse af at der var noget ondt der inde. Hun gik fra rum til rum og bad indtrængende om beskyttelse ved Jesu blod.

En aften, sagde Lou, åbnede og lukkede hoveddøren sig mens hele familien var i stuen. Det var som om en usynlig mand var kommet ind i huset. En anden aften gjorde de sig klar til at lægge sig. Lana tog som sædvanligt sengetæppet af og rystede puderne. Hun lagde puden som lå på hendes side af sengen, ned på gulvet medens Lou børstede tænder på badeværelset. Da Lou junior, der ikke kan lide sengetiden, kaldte på Lana, gik hun ind i børneværelset for at pakke dynen rundt om ham. Da hun kom tilbage til sin egen seng, opdagede hun at puden som hun havde lagt på gulvet, lå oppe på sengen igen.

"Lou!" råbte Lana idet hendes mand kom tilbage fra badet. "Hvad er det der foregår her?"
Da Lana fortalte at hendes pude gådefuldt var kommet tilbage i sengen, blev Lou forbløffet.
Den nat lå Lana længe vågen mens alle andre i huset sov. Idet hun tænkte over de underlige ting der var sket, kom den tanke til hende: Der findes en ånd i dette hus og den har afsløret sig selv.
"Nej, det er jo helt skørt," tænkte Lana. Men tanken ville ikke slippe hende.
Midt om natten da alle andre sov, hørte Lana skramlen med kedler og pander. Om morgenen var køkkenet et frygteligt syn. En tung stegepande lå midt på gulvet. En stor trykkoger lå bag ved køleskabet, kaffekanden lå i køkkenvasken, og bestikket lå strøet overalt i køkkenet.

"Hvad er det der er foregået her i nat?" spurgte Bea Bea, deres husholderske.
"Det ville jeg også gerne vide," svarede Lana medens hun hjalp Bea Bea med at sætte alle tingene på plads igen. Da Lou kom ind i køkkenet, nægtede han at tro det der blev ham fortalt. "Nu begynder det altså at gå for vidt," sagde han.

Det var nøjagtigt sådan at Lana følte det lidt senere da Lou rejste til Chicago for at lave en serie optrædener. Hun havde planlagt at møde ham dér og tage en læderjakke med som hun havde købt til ham i Spanien. Den morgen da hun skulle rejse, tog Lana jakken ud af klædeskabet og lagde den over en stoleryg i hjørnet af soveværelset. Da hun efter morgenmaden skulle pakke færdigt, gik hun ind i soveværelset for at hente jakken og lægge den i kufferten. Men da hun så på stolen, opdagede hun at jakken var borte.
Hun kaldte på Bea Bea og spurgte: "Har du taget Lous jakke?" Bea Bea var lige så forundret som Lana, over den underlige forsvinden. Læderjakken var ikke at finde noget sted. Til sidst rejste Lana af sted uden jakken og låste døren til soveværelset, idet hun forlod rummet.
Da Lou og Lana kom hjem igen og låste døren op til soveværelset, spurgte Lou: "Hvad mener du med at min jakke er forsvundet? Den har jo været her hele tiden!
Der på stoleryggen hvor Lana oprindeligt havde lagt den, hang læderjakken. Men den havde ikke været der hele tiden, det vidste Lana og Bea Bea virkelig godt.

Deres hjem havde tidligere været ejet af en velstående herre der hed Benson.
Naboerne fortalte Lana og Lou at Mr. Benson kunne lide at ligge i det runde nedsænkede badekar i badeværelset og nyde solskinnet der strømmede ind gennem de brede glasdøre. Mr. Benson der nu var død, havde en kone der var slank, blond og med blå øjne  ikke så meget forskellig fra Lana.
Lana ønskede sig mere privatliv og tilkaldte en dekoratør, John Warden, som skulle opsætte et gardin foran glasdørene. Han monterede en massiv gardinstang og kom tilbage nogle dage efter for at hænge gardinerne op. Den morgen arbejdede Lana i konfektionsforretningen som hun og Lou ejer, da John Warden ringede til hende. "Fru Rawls," sagde han, "har nogen begået indbrud i deres hus i nat?"

"Indbrud hos os? Ikke så vidt jeg ved. Hvorfor spørger de om det?"
"Den store gardinstang som jeg monterede i går, er blevet bøjet helt ud af facon."
"Det mener de ikke," udbrød Lana.
Men det gjorde han. Da Lou og Lana undersøgte gardinstangen den aften opdagede de at den var blevet bøjet i en cirkel. Lana sagde: "Den er bøjet tilbage til dér hvor Mr. Bensons gardiner plejede at være."
Hun og Lou huskede flere andre forandringer de havde lavet i huset, og alle blev mystiskt modarbejdet.

Lana erklærede: "Dette må standses." Hun hævede stemmen. "Mr. Benson, den nye gardinstang skal være dér hvor vi vil have den. Jeg vil have at de skal holde op med alt dette fjolleri."
Lana og Lou har i de sidste to år forsøgt at sælge deres hus, men uden held. Hver gang ejendomsmæglerne sætter et TIL SALG skilt op på græsplænen på forsiden af huset, bliver det fundet igen næste morgen midt oppe i efeubedet. Det er sket omtrent tyve gange - Lana tilkalder ejendomsmæglerfirmaet for at få dem til at sætte et nyt skilt op og næste morgen ligger skiltet på bakken. Til slut kom firmaet med et stort metalskilt. Det blev gravet dybt ned i bakken og blev derefter boltet fast på toppen. Ikke engang en stærk vind kunne have flyttet på det, men flere morgener blev også dette skilt fundet i efeubedet.

"Nicky," sagde Lana, "jeg kan sende dig et billede af skiltet i morgen. Gud er mit vidne på at det skilt lige akkurat nu ligger midt oppe i efeuen."
Lana og Lou fortsatte med at fortælle om de utrolige begivenheder der var sket i deres hjem, og jeg blev mere og mere målløs. Jeg kender Lou og Lana. Jeg vidste at de aldrig ville opdigte en sådan historie som de havde fortalt mig. Jeg kunne se på udtrykkene i deres ansigter og høre på stemmer at det de havde oplevet var virkeligt - meget virkeligt.

I 1969 havde Lana som så mange andre fra Californien, været bekymrede over de udbredte forudsigelser om at et jordskælv ville styrte hele staten Californien i havet. Hun nævnte disse bekymringer over for en ven som fortalte hende: "Lana, du er et sådant menneske som tiltrækker ånder. Tænd aldrig stearinlys - de trækker ånderne endnu mere til dig."

Lanas og Lous soveværelse er stort, der er meget højt til loftet, vinduerne er store, og der er en dør der kan åbnes ud mod en altan. Værelset har en meget elegant indretning i forskellige nuancer i rosa chiffon og fløjl. En pragtfuld lysekrone hænger lige over deres runde seng. Rosa chiffon-gardiner kan trækkes rundt om sengen sådan at den ser ud som en "harems-seng."

En aften da Lana og Lou var i deres soveværelse, havde Lou sat noget stille, romantisk musik på og Lana havde slukket alle lamperne og kun tændt nogle smukke stearinlys som de havde fået som gave. Hele rummet glødede i skinnet fra de levende lys. De to førte en intim samtale og lå i sengen med chiffon-gardinerne trukket for sådan at de fuldstændigt omsluttede sengen. Hele atmosfæren gav indtryk af at være en ligkiste - som om Lana lå i en kiste. Jeg er sikker på at hun ikke tænkte på det akkurat da, men hun siger: "Når jeg tænker tilbage nu, så er jeg sikker på at et menneske der var kommet ind i rummet, ville ha fået det indtryk."
Lou vendte sig mod Lana og så pludselig at hendes ansigt var aldeles skrækslagent og hun havde et desperat udtryk i øjnene. Hun begyndte at gispe efter luft og forsøgte at skrige, men hun kunne kun hviske: "Det føles som om jeg har fået et hjerteanfald! Hjælp mig! Hjælp mig!"

Hun følte at hun var ved at blive kvalt. Hun forsøgte at være rolig, men hun kunne ikke.
"Hvad er der!" råbte Lou forskrækket. Han gik helt panik. "Hvad vil du have at jeg skal gøre - tilkalde en ambulance? Lad mig hjælpe dig!"
Men Lana som desperat forsøgte at skrige, sagde med hæs stemme: "Rør mig ikke! Sluk stearinlysene! Sluk stearinlysene!"

Hun fortsatte med at gentage: "Sluk stearinlysene! " mens hun krøb ud til sengekanten og trak gardinerne til side. Så gled hun ned fra sengen og bogstaveligt talt krøb på hænder og knæ langs gulvet og hen til altandøren. Idet Lou slukkede alle stearinlysene begyndte Lana at trække vejret normalt igen.
Efter at være kommet lidt mere til sig selv, rejste Lana sig op fra gulvet og gik langsomt hen til kanten af altanen og så ud over byen dér nede. Stadig lidt fortumlet, stirrede hun ud i mørket og mod lysene i byen. Mens hun stod der, temmelig rystet efter den forfærdelige oplevelse, huskede hun hvordan hun havde følt det - akkurat som om hendes liv ebbede ud og hun blev ført til et frygteligt sted hvor hun aldrig ville kunne vende tilbage fra. Så kom hun til at tænke på denne ven's advarsel angående stearinlysene. Hun havde følt sig helt rask før "angrebet" og havde ikke haft nogen sygdom det sidste stykke tid, men pludselig, uden varsel, kunne hun ikke trække vejret. Medens den kølige natteluft blæste mod hendes krop og hår, begyndte spørgsmålene at strømme gennem hendes hoved. "Hvorfor? Hvorfor, Lou?" spurgte Lana gang på gang.

En aften da Lana kom hjem, fandt hun Larry Fern (en god ven af familien), og flere af Larry's venner samlet i stuen, rundt om et Ouijabræt. Lana vidste ikke så meget om dette såkaldte spil og selv om hun var en kristen, var hun ikke klar over det ondes magt.
"Lana," foreslog Larry, "kom og sæt dig ned sammen med os og stil nogle spørgsmål. Tal til Mr. Benson gennem Ouijabrættet."

Lana tænkte tilbage på de mærkelige oplevelser hun for nyligt havde gennemgået. "Men Ouijabrættet er jo blot en leg," sagde hun.
"Det er det langt fra," sagde Larry. "Det er overraskende hvor meget man kan få rede på gennem Ouijabrætet."

(Lad mig gentage: Ouijabrættet er et meget farligt spil. Ingen burde have noget med det at gøre, overhovedet. Det ved Lana og Larry nu.)
Lana satte sig sammen med resten af gruppen som var samlet rundt om Ouijabrættet og de begyndte at stille spørgsmål. Som du måske allerede ved, så fungerer Ouijabrættet når de tilstedeværende hviler deres fingre meget let på en trekantet plastskive som svarer på spørgsmålene ved at bevæge sig til forskellige punkter på brættet. Et typisk Ouijabræt rummer alle bokstaverne i alfabetet, de ni taltegn og ordene JA, NEJ og FARVEL.

Spillet begyndte med lette spørgsmål: "Er det dag?" Skiven skubbede korrekt frem til ordet NEJ.
"Hvor mange er klokken?"
Plastskiven bevægede sig hurtigt mod taltegnene 9.55 og bokstaverne P.M.
"Kender du mine børn?" spurgte Lana.
Skiven stavede deres forbogstaver.
"Hvem arbejder jeg for?" spurgte hun videre.
(Ouijabrættet nægtede at stave mit navn - jeg har ansat Lana til at tage sig af P.R. virksomheden. Muligvis var det på grund af at jeg er en kristen og prædikant - eller måske blot fordi det var jaloux på mig.)

"Er min arbejdsgiver gift?"
JA
"Hvad er hans kones navn?"
G-L-O-R-I-A C-R-U-Z
"Har de nogen børn?
JA - 3 PIGER
"Er du Mr. Benson?"
JA
"Er du her?"
JA
"Hvis du virkelig er til stede," sagde Lana, "vil jeg have at du skal åbenbare dig lige nu."

Da skete der noget som er vanskeligt at forklare. Lana har mange grønne planter i sin stue, og da hun bad ånden om at vise sig, begyndte bladene på palmetræerne at bevæge sig. Til trods for at alle vinduerne var lukkede, svajede træerne let frem og tilbage. Lana blev ikke virkelig bange fordi hun følte en forvisning om at Jesus Kristus var med hende.

Lana stillede flere spørgsmål: "Er du jaloux?"
JA
"Hvem er du jaloux på?"
LOU, stavede plastskiven.
(Måske burde jeg her tilføje at Lana, som tidligere nævnt, er meget smuk, med mælkehvid hud, blå øjne og blondt hår. Lou er omkring 190 cm høj, en virkelig gentleman, tiltrækkende og med en enorm udstråling. Og han har nået toppen som sanger og artist.)
Idet Lana så skiven stave navnet LOU, huskede hun de mangfoldige gange Lou sagde han havde ringet til hende, men ikke fået svar. Efter flere af disse tilfælde opdagede nogen at lydstyrken var blevet skruet ned til det laveste punkt. Hun spurgte Ouijabrættet: "Var det dig der skruede ned for lydstyrken på telefonen?"

JA
"Elsker du mig?"
JA
"Har du nogen sinde elsket med mig?"
JA
"Hvor mange gange?"
Ouijabrættet fór hurtigt hen over alle taltegnene som om den ikke kunne tælle længere.
"Er du jaloux på mændene i mit hus?"
JA
"Har du elsket med andre kvinder i mit hus?"
JA
"Hvem har du aldrig elsket med?"
FERN
Fern er en sød ung pige som nogle gange har overnattet hos Lou og Lana. Måske blev hendes navn stavet fordi hun er jomfru.

"Ville du nogen sinde forsøge at skade mig?"
NEJ
"Ville du nogen sinde bruge Lou til at skade mig?"
JA
Da begyndte Lana at tænke tilbage på hvordan hendes hvide puddel, Fufu, fulgte efter hende overalt hvor hun gik. Hvis hun gik 25 kilometer om dagen, ville Fufu altid være ved hendes side. Når Lana skulle bade, sad Fufu på det andet trin til det nedsænkede badekar og holdt øje med hende. Hver nat sov Fufu med Lana. Og altid når hun rejste ud af byen, plejede puddelen at gemme sig og klynke i timevis.
"Har du besat min hund, Fufu?" spurgte Lana Ouijabrættet.
JA
Ouijabrættet gav tilsyneladende nøjagtige svar på hvert eneste spørgsmål der blev stillet. Lana begyndte at blive bange, for hun forstod at dette "spil" var alvor. Det var tydeligt at de havde kontakt med en jaloux ånd med ødelæggende morderiske planer, og Lana faldt ned på sine knæ og begyndte at bede: "Å, Gud, jeg vil ikke være besat af nogen anden ånd end Din Ånd. Gode Gud, hjælp mig. I Jesu navn, amen."

Straks gik plastskiven til ordet FARVEL og derefter fra brættet og ned på gulvet.
Lana sagde god nat og gik til soveværelset. Efter at have bedt, faldt hun i en fredfyldt søvn.
Mens de andre fortsatte spillet med Ouijabrættet, hørte de nogen trække vejret gennem husets højtalersystem. (Rawls hus har et højtalersystem til hvert rum, men det er altid slået fra om natten.) Til at begynde med troede de tilstedeværende at Lana lavede sjov med dem. Men da Larry åbnede døren til Lanas værelse, lå hun og sov og alligevel fortsatte vejrtræknings lyden over højtaleren. Larry løb fra rum til rum for at undersøge højtalersystemet og opdagede at alle elementer var slået fra. En af Larrys venner som endnu ikke kunne tro det han havde set og hørt, sagde til ånden at hvis den virkelig eksisterede, skulle den åbenbare sig kl. 02:00. Nøjagtigt kl. 02:00 at begynde planterne i stuen at bevæge sig. Mens planterne svajede frem og tilbage, begyndte pianoet som stod i et andet hjørne af stuen at spille - ikke en melodi, men bare klimpten, tangenterne bevægede sig ganske let. Selv om der ikke fandtes nogen vinduer der stod åbne, kunne gruppen føle en svag vind i rummet. Larry løb ind i soveværelset og tog sin Bibel frem og begyndte at læse i den. Den underlige bevægelse i planterne og den klimpten på pianoet stoppede idet han påberåbte sig Jesu blods beskyttelse.

Lana var opvokset i et strengt katolsk hjem, men alligevel havde hun aldrig haft en personlig oplevelse med Jesus før end for to og et halvt år siden. Hun gav sit hjerte til Jesus på et af mine møder. Siden den tid har hun været et forvandlet menneske. Hun læser sin Bibel og bøn er en virkelighed for hende. Hun søger Guds ledelse i sit liv.
Lou voksede op i ghettoen i Chicago, men alligevel har han et godt kendskab til den kristne tro, for da han var dreng, læste hans bedstemor, der var en indviet kristen, dele af Bibelen for ham. Lou elsker virkelig Herren, selvom det er vanskeligt for en person som stadig står i rampelyset, altid at stå for Jesus. Siden den første gang jeg hørte om "Mr. Benson," har jeg tilbragt megen tid i samtale og bøn med Lou og Lana.
"I forstår," sagde jeg en aften jeg var hjemme hos dem, "det er simpelthen umuligt for en menneskeånd at svæve rundt omkring på jorden efter at mennesket er dødt. Jesus lovede røveren der omvendte sig da han hang på korset ved siden af Ham 'Sandelig siger jeg dig i dag, du skal være med mig i Paradis.' Efter at den rige mand i Jesu lignelse var død, bad han indtrængende om at få lov til at vende tilbage til jorden for at advare sine brødre om ikke at følge efter ham til helvede, men han fik ikke tilladelse til at krydse åbningen."

"Jeg tvivler ikke på at I har vært plaget af en ånd, men jeg kan ikke tro at det er Mr. Bensons ånd. Djævelen er jo en løgner og en bedrager. Det ser for mig ud til, som om I er blevet plaget af et åndevæsen som har forsøgt at forvirre jer. Alle beviser tyder på at onde ånder har mange af psykopatens kendetegn. De er løgnagtige, upålidelige, og nogle gange er de højst ufornuftige i deres ødelæggelsesdrift. Nogle af de ting der skete her, har Satan fundet på, simpelthen for at lokke jer væk fra Kristus. Han vil jo hellere have at i skal tro på en åndeverden, i stedet for himmel og helvede! Han længes efter at i skal tro på ham, i stedet for på Kristus!
Lou og Lana spurgte mig om jeg ville bede om at ånden måtte forsvinde. Vi bad sammen:
"Herre, fyld dette hus med Din kærlighed og nåde. Må Lou og Lana og alle andre som bor her kun bede til Dig om hjælp og ledelse. Fyld dem med Din Ånd og befri dem fra alt ondt. Lad Jesu blod bevare dem for altid jeg beder dig i Jesu navn, amen."

"Ved du hvad, Nicky" sagde Lana, "efter at du bad for os den aften, har vi ikke hørt fra 'Mr. Benson.' Vort hus er dækket af Jesu blod, og intet kan skade os."
Lou har sunget flere gange på Oral Roberts' fjernsynsprogram, og Oral og Lou er blevet gode venner. Da Oral en gang var i byen i anledning af en fjernsynsoptagelse, bad Lou ham med hjem til os. Mens han var hjemme hos dem, fortalte ægteparret evangelisten om deres oplevelser med ånder. Oral bad også om at Lana og Lou skulle have fuldstændig befrielse fra disse onde ånder. Han mindede dem om at Jesus kom for at give os fuldkommen sejr over djævelen. Vi behøver blot at påberåbe os hans sejr, og da skal vi opdage hvilken kraft der er i Hans dyrebare blod.

Lou og Lanas oplevelser minder om TV-serien "Indtrængerne." Indtrængerne er fremmede væsener fra en anden planet som kommer til jorden og forsøger at erobre den. Samtidig forsøger de at undertrykke eller dræbe alle som forstår deres planer.

Der findes faktisk indtrængere som er mange gange værre end nogen fjernsynsskribent kan forestille sig, og som har bestemt sig for at få kontrol over denne verden! De vil bedrage os og herske over os. Kan de ikke opnå det, forsøger de at ødelægge.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com