Kære ven, du som er nedbøjet af sorg, dette budskab er til dig fra ham, som kan trøste dig, og som i lyset af sin forstående kærlighed kan fjerne de tyngende spørgsmål, der hviler som en byrde på din sjæl i disse ensomme timer.

Vi forstår ikke den fulde betydning af døden, før vi selv mister en af vore kære. Hjemmet er tomt, sange bliver afløst af sukke, og tårestrømme flyder rigeligt, idet vi tænker på vort tab. Venner prøver på at trøste og vise deres deltagelse, men i en sådan tid falder ord ved vejkanten, og vi kan kun stille tænke:

Når du har sorg i sinde

og dybt du føler savn,

Gud vil dig slutte inde

i kærlighedens favn.

Synd kom ind i verden, og med synden kom døden, den ubarmhjertige høstkarl. Han besøger kongers paladser og de riges og fattiges hjem,. Han befaler gammel og ung, den svage og den stærke at give møde og efterlader bag sig tomme stole og ulykkelige hjerter. Ingen stængte døre eller vinduer kan standse denne mægtige fjende. Vi bliver pludselig ført fra lykkens bjergtinde til et mørkt Getsemane, når døden træder over vor dørtærskel. Solen synes at skjule sit ansigt, og tiden synes at stå stille, selv om uret stadig trofast tikker timerne bort. Vi føler den smertelige stilhed på grund af den stemme, som er borte, og vi ønsker, at daggry vil komme og bringe lægedom til vore sårede hjerter. Når vor sorgs nat synes uden ende, føler vi det som negerslaven, der sad i døråbningen til sin ensomme hytte. Da midnattens måne badede hans bedrøvelige ansigt, hviskede han med skælvende stemme: "Herre, du gjorde natten for lang".

Hvis vi opstiller i rækkefølge og arrangerer efter grad af bitterhed alle de sorger, som rammer os i dette liv, ville en af vore kæres død uden tvivl være den sværeste af dem alle. Da job i gamle dage oplevede den forfærdelige sorg at miste alle sine børn i en stor ulykke, råbte han: "Gid man vejed min harme og vejed min ulykke mod den! Thi tungere er den end havets sand, derfor talte jeg over mig! " Job. 6,2-3. job blev efterladt stum af sorg. Ligesom job er mange nået til det sted, hvor ord svigtede, idet de blev ladt tilbage, overvældet af sorg. Nogle er kommet til det punkt, hvor de har mistet troen i sorgens timer, men disse har glemt Guds evige løfte: "Gud er vor tilflugt og styrke, en hjælp i angster, prøvet til fulde." Sl. 46,1.

Han forstår

Det er gennem disse nedslående erfaringer, at Gud lærer os dyrebare lærdomme om tillid; for han ved, at vi under vanskelige forhold rækker ud efter hjælp. Ved sin guddommelighed kan han beherske disse kriser og forvandle dem til velsignelser. Vi kan tillidsfuldt bringe vore problemer til ham. Han er den eneste, som kan trække forhænget til side, så guddommeligt lys kan skinne ind og fordrive skyggerne.

Det er en trøst at vide, at han vil give nyt mod og nyt håb, hvis vi kommer til ham i bøn. Herren siger til os i Es. 38,5: jeg har hørt din bøn, jeg har set dine tårer."

Lad os derfor bede Gud om nåde og styrke: Kære Gud og menneskeslægtens fader, vi kommer til dig gennem Jesus Kristus, den barmhjertige. Vi beder dig ydmygt om, at du vil hjælpe disse sørgende efterladte og give dem nyt mod. Vi kan ikke altid se din ledende hånd. Vi ved, at du i dit kærlige forsyn tillader disse prøvende tider at komme for at udvirke noget godt i vore liv. Du ved, hvad der er bedst; thi du ser enden fra begyndelsen.

Vi har ingen anden hjælp end dig. Du er vor tilflugt og styrke, og vi kommer til dig i forvisningen om, at du vil høre os og trøste os. Vi beder dig velsigne enhver; thi du alene forstår og har omsorg for os. Amen.

Fredens regnbue

Gennem sit ord giver vor himmelske fader trøst til sine børn på denne jord. I De hellige Skrifter kan sjælen finde fred og tryghed. Og han tilbyder dig denne trøst. Hvis du tappert vil udholde din prøvende erfaring, kan du måske se kærlighedens hånd male en fredens regnbue over sorgens skyer.

Livet her er som en rejse,

tit med uvejr, mørke, død,

Gud dog i sin store nåde

trøster hjertet i dets nød.

Tunge skyer truer med at

skjule troens blik i løn,

men i tykkest mørke lyser

kærlighedens bue skøn.

Bliv ej bange eller modløs,

vandrer du i dunkelhed,

lad kun troen bære fremad,

thi Gud er jo kærlighed.

Synes alt i sort indhyllet,

uden frygt gå frem i bøn –

over dybest sorg sig hvælver

kærlighedens bue skøn.

Efter uvejr lyser buen

op med løfter fra Guds Søn,

vore sorger favner Gud med

kærlighedens bue skøn.

Hvilket vidunderligt budskab! Det hjælper os til at være tålmodige under prøvende omstændigheder. Tålmodighed er et smukt karaktertræk. "Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle," skrev apostlen i Luk. 21,19. Prøvelser, som tappert bliver udholdt, udvikler tålmodighed, og sjælsstyrke under vanskeligheder gør os i sandhed stærke i Kristus.

Det træ, som står alene og bøjer sig mod nord og syd, mod øst og vest i ødelæggende storme, og som er hærdet af hede, regn og sne, udvikler sig til at blive det stærkeste træ med de mest holdbare fibre. Den modgang, som bliver taget på rette måde, styrker os til at møde andre genvordigheder, som måske senere vil komme på vor vej. "Vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud." Rom. 8,28. Tålmodighed er den kraft, som modigt udholder lidelse; den kendetegnes ved stille udholdenhed under stress og prøvende omstændigheder. Vil du derfor ikke tålmodigt bøje dig for din himmelske Fader i denne prøvende stund med rådvildhed og forvirring? Bibelen siger til os: "Herren give kraft til sit folk, Herren velsigne sit folk med sin fred! " Sl. 29,11.

To små børn for vild i en stor skov. De vandrede ængsteligt omkring i flere timer og prøvede på at finde hjem. Til sidst kom de til en brusende strøm. Dette forvirrede dem. Denne strøm syntes slet ikke at ligne det kendte vandløb, som flød tæt ved deres hjem. De var bange for at gå over det boblende vand, og det var ved at blive tusmørke. Natuglerne begyndte at hyle deres sørgmodige lyde i grenene ovenover. Tågen blev tættere og forøgede deres mismod. Til sidst kunne lille Carol ikke holde tårerne tilbage længere.

"Vær ikke bange, søster! jeg vil gå over strømmen og finde én, som kan hjælpe os med at finde vej hjem", trøstede den tapre lillebroder, Robert, sin storesøster.

"Nej! Nej! Du vil drukne! Oh, gå ikke! Bliv hos mig! " græd Carol.

Robert var frygtelig bange, men han prøvede på at vise sig tapper. ,Lad os så bede", sagde han.

Sammen knælede de ned og fortalte Jesus om deres vanskeligheder. Derpå ventede de på, at der skulle komme hjælp. Men der kom ingen. Minutterne syntes at blive til timer. Skyggerne blev længere og længere. Så foreslog Robert, at de skulle synge, medens de ventede.

"Lad os synge rigtig højt, og måske vil Tikey høre os. Lad os synge den sang, vi sang til morgenandagten i dag." Snart lød deres skælvende små stemmer:

Tal til min sjæl, o Jesus!

liflig din stemme er.

Hvisk til mig ømt og kærligt:

"Altid jeg er dig nær!"

Kort tid efter kom Tikey, deres trofaste hundehvalp, springende gennem underskoven, hylende og gøende lykkeligt. Tæt efter den fulgte en ængstelig far og mor. Snart efter omfavnede de forskrækkede børn deres kærlige forældre, og Tikey hoppede og sprang af glæde. Hvilken lykkelig genforening!

Børnene bad og ventede dernæst på Guds svar. Føler du dig fortabt og alene, som de gjorde? Sig det til Jesus. Han ser din frygt, dit mismod, og du vil snart ikke føle dig ensom længere. Han vil hjælpe dig over de strømme, som du frygter, og lede dig sikkert hjem. Dine vanskeligheder i dag kan give dig en større længsel efter dit hjem i Himlen og et nærmere samfund med Gud på jorden. I sådanne stunder kan vi se vor virkelige hjælpeløshed, og vi råber til Gud om hjælp. Vi kan ikke nu se op over skyerne; men når disse en dag er borte, vil vi se Guds kærlighed i det alt sammen.

Gud ved hvorfor

Jeg ved ej, hvorfor himlens blå

er sløret tit af skyer grå;

om klart og smukt, om gråt i gråt –

Gud ved hvorfor –

så er det godt.

Jeg ved ej, hvorfor jeg skal gå

på veje, hvor jeg ængstes så,

men jeg i tro vil stræbe frem –

Gud ved hvorfor –

jeg lyder ham.

Jeg ved ej, hvorfor døden brat

berøver mig min kære skat;

skønt tårer blænder øjet her,

Gud ved hvorfor –

og tryg jeg er.

Så selv om jeg ej ret forstår

Guds ledelse fra år til år,

så ved jeg, at han kender alt

og alting vejet har og talt.

Åh jo, Gud ved, hvorfor alt det

bli'r sendt mig fra det Høje ned;

skønt skygger skaber dunkelhed,

Gud ved hvorfor –

hans vilje ske!

Medfølelse fødes

Vor himmelske Fader søger ikke alene at trøste os i vor sorg; men han hjælper os til at få mere øm medfølelse med andre, som oplever lignende erfaringer. Apostlen Paulus skrev: "Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud, som trøster os under al vor trængsel, så vi kan trøste dem, der er stedt i alle hånde trængsler, med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud! " 2 Kor. 1,3-4. I Det gamle Testamente bønfalder Herren gennem profeten Esajas: "Trøst, ja trøst mit folk, så siger eders Gud, tal Jerusalem kærligt til." Es. 40,1-2. Hans kærlighed åbner en kanal ind i den sårede sjæl, og denne bliver igen lægende balsam for andre, der Sørger.

Medfølelsens kunst

Kan du ej finde ord, hvormed

du andres mørke sprede kan?

Har du ej lært medlidenhed,

og andres gråd ej stille kan?

Hvis du vil lære denne kunst,

men savner lidt at sige dem,

så flygt ej for den dybe sorg –

medfølelsen den kalder frem –

lad tårerne kun flyde frit,

om andre heller smile vil,

for derved fødes evnen til

at trøste sorgfyldt hjerte blidt.

Pearl Waggoner Howard

Den himmelske glæde

Kun i nattens dybeste mørke

ser vi stjernernes lysende skær;

tit må sorg og bedrøvelse komme,

før vi påskønner glæderne her.

Aldrig ville vi værdsætte lyset

og den dejlige glansfulde dag,

hvis vi ej havde oplevet mørket

med det sorteste ubehag.

Himlens herlighed skatter vi højest

efter Jorderigs sorgfulde nat.

Ofte glemmer vi frelseren Jesus,

indtil modgangen standser os brat;

når da trætte, forkomne vi knæler

ved hans kors sønderknuste i bod,

vil vi finde den himmelske glæde

og Guds fred i forsoningens blod.

Inez Brasier

"Vore sorger vokser ikke op af jorden. 'Ej af hjertet plager og piner' Gud 'menneskens børn.' (Klages. 3,33.) Når han tillader prøvelser og trængsler, gør han det 'til vor sande gavn, for at vi skal få del i hans hellighed'. (Hebr. 12,10.) Dersom prøvelsen, der forekommer os så bitter og svær at bære, modtages i tro, vil den vise sig at være en velsignelse. Det grusomme slag, der gør jordiske glæder til intet, vil blive det middel, der vender vore øjne mod Himmelen. Hvor mange er der ikke, som aldrig ville have kendt Jesus, om sorgen ikke havde ledet dem til at søge trøst hos ham!

Hr. og fru Greley og deres tre søde børn var en lykkelig familie; men de interesserede sig kun lidt for religion. Nogle naboer havde taget Harold, Tommy og Grace med til kirke nogle få gange, og de var glade for at tage del i bibelundervisningen. Når de i hjemmet talte om deres kirkebesøg, fik de at vide, at religion var godt nok, men lidt gammeldags, og forældrene nedbrød derved enhver interesse i den retning. En dejlig aften var familien ude på en køretur rundt om søen, da de kom ud for en tragisk ulykke. Hr. Greley og de tre børn blev alvorligt såret. Fru Greley blev kastet ud af bilen og kom ikke noget til. Da prædikanten i den menighed, hvor børnene havde været i kirke, hørte om ulykken, tog han straks til hospitalet. Den vagthavende læge fortalte ham, at hr. Greley ingen chance havde for at overleve, og han bad ham om at gå ind og gøre, hvad han kunne.

Prædikanten præsenterede sig og udtrykte sin dybe beklagelse over ulykken. "Da jeg ikke vidste, om De står i nogen menighed, eller om en prædikant ville være hos Dem og Deres familie i denne nødens tid, er jeg kommet for at besøge Dem, hvis jeg kunne hjælpe Dem med et eller andet."

Den døende mand trykkede prædikantens hånd fast, da han citerede nogle dyrebare løfter fra Skriften og bad en inderlig bøn for den lidende. Hr. Greley hviskede en tak for de betimelige ord, idet hans liv ebbede ud.

Fru Greley stod bøjet over Tommy, da prædikanten trådte ind i værelset. Drengen kom aldrig til bevidsthed. Sorgen havde helt overvældet moderen; men prædikanten trøstede hende mildt.

Grace løftede hovedet fra puden og sagde: "Mor, det er præsten fra den kirke, hvor vi var sammen med vor nabo."

Fru Greley vendte sig om mod ham og græd: "Oh, jeg er så taknemmelig for, at De kom! Kan De ikke hjælpe mig? Jeg kan ikke holde dette ud."

"Gud er den eneste, der virkelig kan hjælpe Dem i denne tid, fru Greley. Lad os knæle ned her ved Graces seng og søge ham om hjælp."

De bøjede sig ned sammen, og prædikanten bad, mens tårerne flød frit.

Efter at begravelserne var overstået, føltes Greley hjemmet meget tomt, og fremtiden så mørk ud. Havde den unge prædikant ikke forstået sit kald, ville deres sorg have været endnu sværere at bære. Men han og hans hustru kom ofte til fru Greleys hjem og studerede Bibelen sammen med familien. Fru Greley fandt trøst og fred for sin sjæl i Guds løfterige ord, idet hun læste om livet efter døden og om det håb, den kristne har ifølge Bibelen. Hun og børnene ser nu med glæde frem til det salige håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst." Tit. 2,13.

Inden længe blev de tre dyrebare sjæle døbt af den hjælpsomme prædikant. De fandt megen glæde i fællesskabet med Guds familie. Medlemmerne var venlige og betænksomme. Da fru Greley en dag stod i sin baggård, så hun op mod himlen og bad: "O Gud, denne sorg skulle til for at føre os til dig. Tilgiv os vor uvidenhed. Du er vor trøst i vor ensomhed. jeg takker dig, fordi du har skånet Harold og Grace. Vi håber snart at blive genforenet med resten af vor familie."

Kærlig tugtelse

"Min søn, lad ej hånt om Herrens tugt, vær ikke ked af hans revselse. Herren revser den, han elsker, han straffer den søn, han har kær." Ordsp. 3,11-12. Se også Hebr. 12,510.

Vor himmelske Fader ønsker at udvikle en ædel karakter, når han tugter. I Heb. 12,12 læser vi: "Derfor: 'Ret de slappe hænder og de kraftløse knæ'." Med andre ord: fat mod og gå i gang med livets daglige gerning.

Gud opdrager sine børn ved hjælp af tugtelse. Vi, der er forældre, ved, at børn skal irettesættes og opdrages for at udvikle den personlighed, som vil glæde både Gud og mennesker. Somme tider fremkalder denne opdragelse tårer hos både forældre og børn; men vi elsker dem for højt til, at vi tillader dem at udvikle forkerte vaner.

Gud holder ikke af at tugte sine jordiske børn, men han elsker os for højt til, at han upåagtet lader os gøre forkerte valg. Når Gud tugter os, er hans hovedhensigt, at vi skal komme af med alt det, der ødelægger Jesu billede i os. Han søger at fuldkommengøre sin hellighed i os. ,Har han voldt kvide, så ynkes han, stor er hans nåde." Klages. 3,32.

Ordet tugtelse betyder "at rense eller forædle ved at frigøre for fejl, udskejelser etc." (Webster). At tugte er at irettesætte, opdrage, forædle og pudse af, således at vi kan genspejle Jesu fuldkommenhed.

"Held den mand, som revses af Gud; ringeagt ej den Almægtiges tugt." Job 5,17. Der er ingen, som synes om lidelse, men vi kan finde nogen lykke i vore prøvelser på grund af det, de fører med sig: lydighed, tålmodighed og et mere fredfyldt liv. Du kan være til større hjælp for andre, efter at du har haft en svær erfaring. Vi viger tilbage for sorg og er somme tider tilbøjelige til at bede:

O Herre, jeg bønfalder dig,

o, lad min kære bli' hos mig

endnu en dag; det er, o Gud,

så svært at skulle skilles nu;

i morgen siger jeg måske

lidt lettere: din vilje ske. –

Med hjertet knust og øjet vådt

jeg beder: lad min kære blot

bli' gemt hos dig, så er det godt.

Efter at tårestrømme har blødgjort hjertets jordbund, bliver vi mere blide, mere forstående og mere forsonet med Guds vilje.

Mary Frances Butts minder os om det gode ved sorgen:

Regner det, lille blomst?

Vær glad for regnen!

For meget solskin ville visne dig.

Det skal nok blive solskin igen!

Himlen er meget mørk, det er rigtigt nok,

men oven over skyerne skinner Solen.

Plages du, kære sjæl?

Vær glad for smerten!

Med sorgen vil de skønneste ting

foldes ud som blomst efter regn.

Gud våger, og du skal nok få solskin igen,

når skyerne har udrettet det, de skulle.

Job sagde: "Thi han kender min vej og min vandel, som guld går jeg frem af hans prøve." job 23,10. Gud vurderer menneskeliv som ædle stene. Hvis han tillader os at gå gennem smertens hede, kan vi vide, at han tilsliber os som juveler, så vi kan genspejle hans skønhed her og senere stråle i Himmeriget.