På gammeltestamentlig tid hed landet Mesopotamien, hvad hedder landet i dag?

1... Ægyten.
2... Israel.
3... Irak.

Disse to floder har deres udspring i Armeniens bjerge, løber gennem ørken og lavlandet for til sidst at forenes og munde ud i den persiske Havbugt Mesopotaniens vegetation har altid været afhængig af floderne Solen brænder fra en skyfri himmel det meste af året, og den årlige nedbørsmængde er mindre end 150 mm, men jorden er meget frugtbar, hvor floderne løber, og der bygges overrislingskanaler.
Hvede, majs, byg, dadler, figner og granatæbler vokser her. I gammel tid fandtes her et omfattende system af overrislingskanaler, som bragte vand til sletterne og dermed livsbetingelser for en tæt befolkning. Her var en blomstrende civilisation.
Med de nævnte dynastier i Mesopotanien begynder historisk tid i dette område. Fra periodens første del må nævnes byen Ur, hvor kulturen under det første dynasti bl.a. kendes fra de berømte gravkamre, som blev udgravet af C. Leonard Woolley, og som stammer fra omkring år 2500 f.Kr. De fleste grave tilhørte almindelige folk, og her fandt man personlige ejendele som armringe, halskæder, pyntetasker, redskaber, føde og drikkevarer, som de døde havde fået med i graven.
Mere interessante er de såkaldte "kongegrave" hvor det efter den almindelige opfattelse i dag snarere har drejet sig om præster og præstinder, der blev ofret ved frugtbarhedsritualer, end om kongelige per soner. I forbindelse med disse er der i store fællesgrave fundet rester af mere end 100 personer, som er begravet samtidig. I en enkelt massegrav var der 60 mænd og 68 kvinder foruden kostbare skatte, ja endog vogne. Alle disse mennesker og gaver synes at være ofre, bragt til ære for den kongelige eller hellige personlighed, der var begravet, og alt tyder på, at de mennesker, der blev ofret, gik frivilligt i døden. Enhver bibellæser kender beretningen om patriarken Abraham, som efter i mange år at have været gift med Sara opgav håbet om at blive far til et barn med hende, skønt Gud havde lovet, at Han ville velsigne hans afkom I fortvivlelse over ikke at kunne skænke Abraham et barn, gav Sara ham Hagar, en ægyptisk slavinde, for at han kunne få et barn med hende. (1Mos.16,1-4).
Det samme finder vi i beretningen om Jakob, hvor Rakel, en af hans hustruer, mente ikke at kunne få et barn og derfor gav sin mand en slavinde, for at han kunne få et barn med hende. Rakels søster, Lea, gjorde ligeså. (1MOS. 30,1-13).
De fundne kileskriftinskriptioner giver os samme billede, idet de omtaler denne skik blandt folkene i Mesopotanien netop på den tid, og Hammurabis lovsamling indeholder adskillige love, som angår denne praksis. Det hedder her, at hvis en hustru er ufrugtbar, men giver sin mand en slavinde, for at han kan få et barn med hende, har han ikke lov at gifte sig med en anden. De giver også regler for den slavinde, som på denne måde bliver moder, og for hendes og børnenes rettigheder.
Nuzi-teksten nævner specielle tilfælde på denne praksis. En ægteskabskontrakt mellem en mand ved navn Shennima og hans trolovede Kelim-Ninu er et godt eksempel. I kontrakten forekommer følgende passus.
"Hvis Kelim-Ninu føder børn, må Shennima ikke ægte en anden hustru; men hvis Kelim-Ninu ikke føder børn, skal hun skaffe Shennima en anden hustru fra Sullu landet, og Kelim-Ninu må ikke sende hendes børn bort. "
Teksten viser klart, at det var en barnløs kvindes pligt at skaffe sin mand en anden hustru, almindeligvis en slavinde, for at han kunne få børn ved hende; og giver os dermed forklarin gen på, at Sara, Rakel og Lea fandt det ganske naturligt at anmode deres mænd om at få børn med deres slavinder gennem alle tider har mænd haft elskerinder og sat børn i verden uden for ægteskabet, men vi har ikke vidnesbyrd fra nogen anden periode i oldtiden end denne, om at den ufrugtbare hustru ifølge lov og praksis havde pligt til at skaffe sin mand en anden hustru, for at familien ikke skulle forblive barnløs Hammurabis lov forklarer også, hvorfor Abraham veg tilbage for at sende slavinden Hagar bort, efter at hun havde født Ismael, selvom hun blev hovmodig og foragtede sin frue, Sara. Ifølge Hammurabis lov kunne en sådan pige straffes og behandles som almindelig slavinde, men hun kunne ikke vises bort fra sin herres hus. Derfor var en direkte befaling fra Gud nødvendig for at få Abraham til at give efter for sin hustrus ønske og handle mod lovlig praksis på den tid. (1MOS. 21,9-14).
Nuzi tavlerne såvel som Hammurabis lovsamling gør det klart, at det var skik og brug, at en fader valgte en brud til sin søn, og bibelberetningen fra patriarkernes tid viser, at patriarkerne fulgte den samme praksis. (1MOS. 24,4-28,2). Kun en ulydig søn som f. eks. Esau handlede mod sin faders ønske og giftede sig med en hustru, som forældrene ikke ønskede (1MOS 6,34-35; 27,46.)
Der måtte betales medgift til brudens forældre. Også denne praksis er omtalt i bibelhistorien på et tidligt tidspunkt (1 Mos. 24,10-35), såvel som i andre kilder fra samme tid. Hvis en mand var fattig og ikke kunne betale, var det almindeligt, at han måtte arbejde for sin tilkommende svigerfader en tid, således som Jakob måtte arbejde for Laban for at få en af hans døtre til hustru. Hvis en mand kun havde en datter og svigersøn, adopterede han sviger sønnen og oprettede et testamente, der tilkendegav, at svigersønnen var hans søn og som sådan hans universalarving. Hvis manden efter dette fik en søn, skulle den adopterede arve sammen med sønnen i lige forhold, dog med undtagelse af husguden, der altid tilfaldt den egentlige søn Vi har her en parallel til Jakobs situation i Labans hus. Han blev modtaget med glæde (1 Mos. 29,13-15), men blev senere regnet for en ubuden gæst, hvis nærværelse var uønsket (1 Mos. 31, 1- 2), og han forlod sin svigerfaders hus for at drage til Palæstina. Det var den gang, Rakel stjal sin faders husgud, som hun ikke havde ret til, da Laban havde sønner, der var retmæssige arvinger til denne, som de retsgyldige tekster fra Nuzi angiver. Hun begik en alvorlig forbrydelse, for hvilken Hammurabis lov idømte dødsstraf. Når vi ved det, forstår vi bedre, hvorfor Jakob erklærede at ville dræbe den, der måtte vise sig at have husguden (1MOS. 31,19,30-32). Han vidste ikke, at en af hans hustruer havde stjålet den, og havde i hvert fald ikke ventet, at Rakel ville begå en sådan forbrydelse. Han anerkendte den lovlige praksis på den tid, der gav dødsstraf for tyveri af sådanne guder.
Da Jakob efter sin flugt mødte Laban igen, klagede han over, at han havde måttet betale for tabene i Labans dyrebestand, som han ikke var ansvarlig for. (1 Mos. 31,39). Loven fra den tid var meget klar på dette punkt.
En hyrde var kun pligtig til at betale for tabene, som skyldtes forsømmelse. Man kender adskillige retssager fra den tid om hyrder, der har været årsag til tabene blandt de dyr, de havde ansvar for, og hvor de blev ført for retten og dømt. Laban derimod var ikke retfærdig over for sin svigersøn, da han krævede erstatning for dyr, som var kommet til skade eller var blevet stjålet ikke alene om dagen, men også om natten.
Hvor meget var det en hyrdes pligt at erstatte, af de dyr han havde ansvar for?

1... Alle de dyr der blev stjålet og var kommet til skade.
2... Kun de dyr der gik tabt, som følge af forsømmelse.
3... Alle dyr uanset årsag.

En interessant parallel til beretningen om Esau, der solgte sin førstefødselsret til Jakob for en ret linser, findes også blandt Nuzi teksterne En af lertavlerne indeholder en aftale mellem 2 brødre, som gik ud på, at den ældste gav afkald på sin medfødte ret til fordel for sin yngre broder, mod at han fik 3 får, og selvom de 3 får nok var mere værd end den ret linser, Esau fik, er i princippet det samme nogle Nuzi tekster taler om retssager, hvor et mundtligt udtalt testamente blev regnet for retsgyldigt på trods af et tidligere testamente, som sagde noget andet. Denne mærkelige praksis forklarer, hvorfor Isak følte, at han ikke kunne ændre den velsignelse, han havde udtalt over Jakob på trods af, at den var erhvervet ved bedrag, og at det havde været hans hensigt at udtale den over Esau. (1 Mos. 27,1-33). Da de levede på en tid, hvor et sådant testamente ikke kunne ændres, havde Isak ikke noget valg, men måtte lade sket være sket dette er blot nogle få af de mange sociale og kulturelle skikke, der var almindelige på de hebraiske patriarkers tid, og som vi finder tilsvarende beretninger om fra ikke-bibelske kilder. Enhver må derfor erkende, at det er helt i overensstemmelse med de historiske kendsgerninger, at disse mænd, som er omtalt i Bibelen, må have levet netop på den tid Professor E. A. Speiser fra Pennsylvania Universitetet, som er en af de mange forskere, der har givet sit synspunkt til kende om dette emne, siger.
"Der er i dag ingen grund til at tvivle på pålideligheden af baggrunden for beretningen om patriarkerne. Med hensyn til kendsgerninger, har de seneste opdagelser i høj grad øget vor respekt for disses nøjagtighed. Det er ikke et spørgsmål om det historiske vedrørende de hovedpersoner, som er omtalt Det væsentlige i denne forbindelse er den kendsgerning, at tilsvarende erfaringer som deres, fulde af tilsyneladende ubetydelige hændelser, nu kan rekonstrueres i enkeltheder i et større antal kileskrift-inskriptioner, som daterer sig fra første halvdel af det andet årtusinde f.Kr" (Annual for the American Schools of the Oriental Research 13, (1944, s. 43 )
Hvad siger professor E.A. Speiser om beretningerne om patriarkerne?

1... At de er meget tvivlsomme.
2... At der ikke er nogen grund til at tvivle på deres pålidelighed.
3... At der ved nogle af beretningerne er grund til tvivl.

Kanaanæernes flugt for hebræerne er også illustreret i et relief i kong Harmhabs grav (1373-1319 f.Kr.), som blev bygget, da han endnu kun var general. Relieffet forestiller kanaanæere, som ærbødigt anmoder om adgang til Ægypten, og inskriptionen fortæller, at de måtte forlade deres land, fordi fremmede overtog og ødelagde deres byer. Det fortælles også, at disse uheldige folk havde sultet og levet som dyr i ørkenen, inden de nåede Ægypten, hvor de håbede at finde et tilflugtssted. Inskriptionen stammer fra midten af det 14. århundrede f. Kr. og handler om kanaanhæerne, som blev slået af Josva og hebræerne.
Bibelen antyder, at årsagen til påbudet om at tilintetgøre kanaanæerne var deres afgudsdyrkel se og moralske forhold. Gud havde vist megen overbærenhed med indbyggerne i Kahaan gennem århundreder (1 Mos. 15,16); men nu var hans tålmodighed til ende, og han befalede, at hebræerne ikke måtte vise barmhjertighed, men skulle tilintetgøre det folk, der var moralsk og religiøst korrupt (5 Mos. 7,1-5).
Hvad giver Bibelen, som årsag til påbudet om at tilintetgøre Kanaanæerne?

1... Afgudsdyrkelse og moralsk forfald.
2... At de ikke var stærke nok til at forsvare sig mod deres fjender.
3... At de havde tilladt andre nationer at bo i deres land.

Bortset fra Bibelens beretning kendte man indtil for få år siden meget lidt til den kanaanæiske gudsdyrkelse. Dette ændredes totalt ved udgravningen af Ras Shamrah, oldtidens Ugarit, hvor hundredvis af tekster, som omhandlede religiøse forhold, og som var skrevet af kahhaanæiske skrivere i det 15. århundrede f.Kr., blev bragt for dagen. De var skrevet på lertavler i kileskrift med et ukendt alfabet, men det lykkedes på forbavsende kort tid at tyde skriften, og man blev i stand til at danne sig et komplet billede af kanaanæernes moral og religion.
Hvad fandt man ved udgravningen af RAS SHAMRAH?

1... Nogle velbevarede lertavler.
2... Hundredvis af tekster der omhandlede religiøse forhold.
3... Abrahams grav.

Bortset fra Bibelens beretning kendte man indtil for få år siden meget lidt til den kanaanæiske gudsdyrkelse. Dette ændredes totalt ved udgravningen af Ras Shamrah, oldtidens Ugarit, hvor hundredvis af tekster, som omhandlede religiøse forhold, og som var skrevet af kahhaanæiske skrivere i det 15. århundrede f.Kr., blev bragt for dagen. De var skrevet på lertavler i kileskrift med et ukendt alfabet, men det lykkedes på forbavsende kort tid at tyde skriften, og man blev i stand til at danne sig et komplet billede af kanaanæernes moralog religion.
Hvad fandt man ved udgravningen af RAS SHAMRAH?

1... Nogle velbevarede lertavler.
2... Hundredvis af tekster der omhandlede religiøse forhold.
3... Abrahams grav.

Andre opdagelser har gjort os bekendt med horitterne (1 Mos. 36,20; 5 Mos. 2,12 ), et folk, der var næsten ukendt for blot få år siden. Takket være disse fund ved vi i dag, at horitterne var spredt ud over Palæstina i det 2. årtusinde f.Kr., og mange tekster har åbenbaret deres historie, deres sprog og skikke og kastet lys over den omtale af dem, vi finder i Mosebøgerne. En anden opdagelse, som er værd at nævne i denne forbindelse, er en statue med inskription, som blev fundet under den anden verdenskrig i den nordlige del af Syrien. Fundet blev først offentliggjort efter krigen og har ført til, at man kunne bestemme den frafaldne profet Bileams hjem ved Eufrat floden i det centrale Mesopotanien. På statuen står også en beretning om, at kongen af Alalakh en gang var blevet fordrevet fra tronen og tilbragte nogle år hos Habiru folket i Palæstina, inden han fik lov til at vende tilbage til sit land.
Alle disse fund har kastet nyt lys over de bibelske skildringer og har bekræftet, at de gamle beretninger er pålidelige nok. De kaster nyt lys over en periode, som både er interessant og har haft stor betydning for historiens videre forløb. Af oldtidens 3 store kulturområder har kun det tredje, Kaanaan, også kaldet Palæstina, Det hellige land, Israel, været i stand til selv at overgive den kulturelle arv til vor slægt. Landet var fattigere, mindre frugtbart, vanskeligere at forsvare end Mesopotanien og Ægypten, og det blev aldrig en verdensmagt. Ingen pyramider blev bygget her, ej heller et Babylons hængende haver, og dog opnåede dets folk at give verden, hvad ingen anden civilisation har formået.
Hvilken, af følgende tre lande har givet en kulturel arv til vort slægtled?

1... Israel.
2... Mesopotamien.
3... Ægypten.

Palæstinas eller Kanaans Lands historie går tilbage til menneskeslægtens tidligste tid, og befolkningen har spillet en betydelig rolle for civilisationens udvikling. Omkring år 3000 f. Kr. fandtes betydelige byer som Jeriko, Jerusalem, Ai, Gezer, Megiddo m. fl.
Den bedst kendte beretning i forbindelse med israelitternes erobring af Palæstina er Jerikos fald. Denne by beherskede adgangen til Kanaan fra øst, og den bakke eller høj, hvor det gamle Jeriko lå, er kendt under navnet Tell-es-Sultan. Den rejser sig bag en oase med en kilde, som er den vandrigeste kilde i hele området. Bagved rejser det vestlige højlands bjerge sig brat og kaster sine skygger over byen i en tidlig eftermiddagstime.
Udgravning af Jeriko blev først foretaget af professor Ernst Sellin og Deutsche Orientgesell schaft i 1907 til 1909 og senere af professor John Garstang i 1930-36. Igen i begyndelsen af 1952 blev der foretaget udgravninger af Kat Ween M. Kenyon fra "The British School of Archaeology" i Jerusalem.
I den tidlige bronzealder (3000-2000 f. Kr.) var Jeriko en betydelig by, omgivet af tykke mure. Den er ofte blevet angrebet af nomadestammer fra ørkenen, som har prøvet at tiltvinge sig adgang til Palæstina. Murene, der omgav byen, var bygget på et fundament af kampesten, og murstenene var af tørret ler. Kathleen Kenyon fandt, at den havde været ødelagt og genopbygget ikke mindre end 17 gange i denne periode, og det ser ud til, at den bl.a. har været ødelagt af jordskælv.
Omkring 1900 f. Kr. Var Jeriko atter en betydningsfuld by. På dette tidspunkt voksede den til en størrelse, den hverken før eller siden nåede. Ikke alene arkitekturen fra denne tid, men også pottemagerarbejder, våben og begravelsesskikke antyder , at den var beboet af et nyt folk med en højere kultur.
Et antal bronzealdergrave, der daterer sig fra omkring det 17. århundrede f.Kr. er blevet udgravet, og man har fundet genstande, som var anbragt i gravene sammen med de afdøde, og som var forbavsende velbevarede. De var næsten helt intakte, skønt det drejede sig om meget skrøbelige træborde og stole, skåle og æsker, mange med indlagt benmosaik, og kurve med toiletartikler som trækamme og små pudderdåser. Der var også tøjstykker, rester af flettede måtter og mange lerskåle og krukker.
Huse og lagerrum, hvoraf mange rummede beholdere med korn, blev fundet på højens østside af både professor Garstang og Kathleen Kenyon. En del af disse bygninger havde været ødelagt af ild, og det synes klart, at det må være sket kort før midten af det 16. årh. f. Kr., da ægypterne fordrev hyksosfolket og genetablerede deres herredømme over Palæstina.
Efter denne ødelæggelse i slutningen af den mellemste bronzealder blev Jeriko opbygget og beboet igen i den yngre bronzealder (ca. 1400 f. Kr.); men der er meget lidt tilbage fra denne tid. Byen er ganske enkelt forsvundet i det, som Kathleen Kenyon kaldte "den totale erosion".
Omkring 1900 år før Kristus var Jeriko atter blevet en betydningsfuld by. Hvordan var kulturen i byen på den tid?

1... Meget lavere end før.
2... Det var et nyt folk, med en højere kultur.
3... Det nye folk havde den samme kultur, som der havde været før.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com