Vi kender beretningen om de to, farisæeren og tolderen, så godt, men vi vil prøve at se og høre på dem endnu engang - og lære af dem.

Vi lytter til farisæeren. Hør engang, hvor meget han har at drage frem, når han skal præsentere sig selv for Gud og mennesker. Det er det ene plus efter det andet.

Og hør så på den anden, tolderen. Det er kun minus.
Og så dømmer Gud lige modsat. Han ser nemlig ikke på det udvortes, men på sindet, på hjertet.

Lad os først se på farisæeren:
Hans plads. Han vil helt frem, op på en af de øverste pladser, for at ses af alle.

Hans blik er det selvglade. I ser mig vel - I kender vel mine dyder og gode gerninger?

Hans ord: "Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som de andre eller som denne tolder." Hvor havde han meget godt at fortælle om sig selv. Og det var vel sandt det meste af det. Men hvor stinker han af selvros.

Hos farisæeren var der ikke nogen plads for nåde, tilgivelse og frelse.

Og se så tolderen:
Hans plads er ved døren - lige indenfor.
Se hans blik. Det var ikke en række af egne fortræffeligheder, han så, men han så et syndedyb i sit hjerte, og han skammede sig og sørgede derover, derfor slog han sit blik ned og turde ikke løfte det.

Og derfor blev hans ord til et nødråb: "Gud, vær mig synder nådig!" Der var hunger efter nåden, og der var plads for nåden.

Og vi forstår alle Herrens ord: "Denne gik retfærdiggjort hjem til sit hus frem for den anden, thi den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes."

Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han nåde.

Så forstår vi også, hvad der var hemmeligheden ved dette, at Saul blev forkastet, mens David blev reddet (læs Salme 32 og 51), og at Judas ikke fandt nåde, men Peter gjorde. Han gik udenfor og græd bitterligt.

Så ser vi også, hvilken plads vi må finde, hvis Gud skal kunne give os nåde, tolderens plads: Gud, vær mig synder nådig.

Ja, men jeg kan da ikke sådan med vold og magt, og blot fordi jeg sætter mig det for, få mig selv til at føle, at jeg er den ringeste af alle, vil en eller anden sige. Nej, det er rigtigt, men det kan Guds ånd. Bed om den og se dig så i spejlet, i Guds ord.

De ydmyge giver han nåde, det er dem, der lader sig dømme af Guds ånd og ord, og så i deres pjaltethed og synd vender sig til Herren og alene fortrøster sig til hans nåde. At blive et frelst menneske, at blive omvendt, det vil sige at vende sig fra alle ens egne frelsesgrunde og til den ene: Jesu nåde og hans fuldbragte værk på Golgata.

Derfor er spørgsmålet ikke, hvordan jeg skal blive god nok, få noget at rose mig af, så Gud kan være tjent med mig. Nej, meget snarere sådan: Hvordan skal jeg blive ringe nok og lille nok i egne tanker, så der kan blive plads for Guds nåde i mit hjerte. Og det skulle man jo egentlig ikke tro var så vanskeligt, når man kommer til at stå ansigt til ansigt med ens eget liv, ens tanker og lyster og alle ens synder.

Underligt er det at læse om, hvordan det gik Paulus, denne efter loven fuldkomne mand, da han så sig selv i Guds ånds lys. Han siger det så stærkt: - "Mig, den største af alle syndere." Da blev der plads for nåden. Og tænk så på, hvad Gud siden brugte denne benådede synder til i sit rige.

Og det er der, det enkelte Guds barn skal blive, om Gud skal bevare det og bruge det. Gud står de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han nåde. Tænk blot på Moses. Han var til at begynde med alt for højt oppe, han kunne selv, og Gud måtte have ham 40 år i ørkenen. Så var han så lille, at Gud kunne bruge ham, og så ydmyg, at ham bad: "Herre, jeg kan ikke tale, send en anden."

Og Josef! Hvor var han højt oppe og så selvglad, at det gik igen i hans drømme. Han så sine brødre og forældre bøje sig for ham. Også han måtte igennem ydmygelsen, og så kunne Gud bruge ham til de store ting. - I denne sammenhæng er det også belærende, men vemodigt, at læse Herrens ord til kong Saul: "Var det ikke så, at da du var lille i dine egne øjne - - -." Ja, da kunne Gud bruge ham, men ikke siden.

Og har vi ikke set noget lignende lige op til vore dage. Der gik en dejlig vækkelse over dele af Norge for et par slægtled siden. Vækkelsen gik imidlertid uventet hurtigt i stå, og man har fortalt mig deroppe, at menneskeligt set kunne man ikke se anden grund dertil end den, at flere af de ledende indenfor vækkelsen var blevet for store og ville selv tage æren.

Det samme oplevede man i England med den vække1se, som Robert Evans var det menneskelige redskab til.

Ja, vi bliver let for store i os selv. Hvor skal vi vogte os for hovmodsånden. Gud har ofte måttet sætte biskop og provst og præst og missionær til side og så i stedet bruge en tjenestekarl eller en sypige eller en anden, som mange ikke lagde mærke til.

Og hvor skal vi i det hele taget passe på, at farisæersindet ikke kommer op i os igen, så det bliver til et: Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som andre mennesker. Jeg går ikke til dans, jeg går ikke i biograf og spiller ikke kort, jeg drikker ikke, men jeg holder andagt, går til samtalemøde og i kirke hver søndag, og jeg giver gode gaver til Indre og Ydre Mission.

Vor fjende er listig, og vi er enfoldige. Gud give os dog at være på vagt, at vi ikke skal blive for store til, at Gud kan bruge os.

- Vi skal også være på vagt over for de ulykker farisæersindet kan forårsage i de helliges samfund. Måtte vi dog have det sind som stiftsprovst Paulli giver udtryk for i sangen: " - Und mig en plads ved nadverbordet, længst borte, når jeg blot er med."

En af de ydmygste og ærligste Guds børn jeg har kendt, sagde engang til mig: "Ja, til at begynde med, var jeg glad, bare jeg lige måtte være inden for døren; men nu vil jeg godt en lille smule højere op, og nu kan jeg undertiden tage mig selv i at ville kritisere den eller den broder eller søster."

Måtte Gud dog hjælpe os til det ydmyge sind! - Og når den dag kommer, da vi skal bryde op herfra, hvad har vi da at klynge os til, andet end Guds uforskyldte nåde eller tolderens bøn.

Da en af Nordslesvigs gode præster i sin tid lå på sit dødsleje og ventede på opbruddet, skal han have sagt til en af sine venner: "Nu har jeg været præst i mange år, og Gud har også brugt mig i sin tjeneste; men når jeg nu ligger og skal rejse, så har jeg ikke andet at rejse hjem på end tolderens bøn: Gud, vær mig synder nådig!"

Ja, der begynder det, og der ender det.

VALGET MELLEM VELSIGNELSEN OG FORBANDELSEN
5Mos 30,1-3 Når alt dette kommer over dig, velsignelsen og forbandelsen, som jeg stiller dig over for, og du lægger dig det på sinde i et hvilket som helst af de folk, Herren din Gud fordriver dig til, og du vender om til Herren din Gud og adlyder ham af hele dit hjerte og af hele din sjæl, ganske som jeg i dag befaler dig, både du og dine sønner, da vil Herren din Gud vende din skæbne og forbarme sig over dig; og Herren din Gud vil igen samle dig fra alle de folk, som han har spredt dig til.

5Mos 28,1-6 Hvis du adlyder Herren din Gud og omhyggeligt følger alle hans befalinger, som jeg giver dig i dag, vil Herren din Gud ophøje dig over alle jordens folk. Alle disse velsignelser skal komme over dig og nå dig, hvis du adlyder Herren din Gud: Velsignet være du i byen, og velsignet være du på marken. Velsignet være frugten af dine moderliv og frugten af din jord og

frugten af dit kvæg, dine oksers afkom og dine fårs tillæg. Velsignet være du, når du kommer hjem, og velsignet være du, når du går ud.

Da Moses blev gammel og stod foran det store opbrud, samlede han Israels folk og sagde til dem (5Mos 30,19): "Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet - - -."

Det samme valg har jeg I al skrøbelighed prøvet at stille denne menighed overfor i de 12 år, jeg har fået lov at være Herrens tjener her, og jeg er glad for, at jeg endnu en gang må få lov at forelægge jer valget mellem livet og døden, velsignelsen og forbandelsen, at I dog må vælge livet, velsignelsen.

I dagens bibelord hører vi om velsignelsen, om de saliges lod her på jord og evigt derhjemme. Andre steder i vor bibel hører vi om forbandelsen, om de usalige og deres bod her og hisset. Lad os i dag først høre lidt om det sidste.

Det kan godt være, at verdens børn, de usalige, synger højt, som de gjorde i mine unge dage: "Her er liv og glade dage, her går solen aldrig ned." Men hvor længe varede den glæde? Og hvor hurtigt kunne ikke solen gå ned. Der var ingen hold i den glæde derude i verden, den næste dag væmmedes man måske ved livet og ved sig selv og græd bitre tårer over syndens følger. Og hvor var hjertefreden? Den ugudelige har ingen fred, siger Guds ord. Det hele er dybest set tomt og håbløst, men midt i tomheden prøver man så ved underholdning og adspredelser at dække over hjertets ufred, man er bange for at være alene med sig selv. Men hvad hjælper det? Det er af denne verden og giver ikke hjertefred og sand glæde - tværtimod.

Og hvad så, når vi ser ind på den anden side forhænget? I Åb 21,8 står der: "Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død." - Eller tænk på den rige mand og Lazarus, eller Matt 25,41:

"Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle." - Og i Luk 13 og andre steder får vi at vide, at der i fortabelsen skal være gråd og tænderskæren.

Der er måske en eller anden, der sidder og tænker: Hvorfor skal vi nu også I dag høre om alt det mørke og tunge, det ville da være meget rarere at høre om det lyse og skønne i Guds rige.

Hvis der er én eller flere, der tænker sådan, så vil jeg gerne sige til vedkommende: Hvis jeg ifølge Guds ord véd, at der er en vej, der fører til evig ulykke, smerte og lidelse, så ville jeg være en elendig præst, hvis jeg ikke advarede alvorligt mod at gå den vej. Og hvis jeg véd en vej, der fører til evig glæde, lykke og fred, så ville jeg være en elendig præst, om jeg ikke kaldte og vinkede og opmuntrede mennesker til at gå den vej.

Derfor skal det lyde endnu en gang: Når livet her er et valg mellem livet og døden, mellem velsignelsen og forbandelsen, vælg så livet, vælg så velsignelsen!

Og så vil jeg for øvrigt langt hellere tale om velsignelsen, om den nåde, fred og glæde, som Herren skænker dem, som finder ind i hans favn. Aldrig bliver man færdig med at takke ham for de lykkelige år, man fik lov at leve i hans samfund her på jord. Hvor har jeg tit i den forbindelse tænkt på Salme 84's takkesang:

Sl 11-13 "En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte. For Herren er sol og skjold, Herren giver nåde og ære. Dem, der vandrer i oprigtighed, nægter han intet godt. Hærskarers Herre, lykkeligt det menneske, der stoler på dig!"

Eller jeg vil minde om hans forjættelser til dem, som har svære og tunge dage: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give eder hvile." - "Kast alle jeres bekymringer på ham, thi han har omsorg for jer." - "Vælt din vej på Herren, stol på ham, så griber han ind."

Og tog han ikke byrden bort, eller friede han os ikke for sorgen, så gav han hjælp og kraft til at bære den. Og ofte fik vi at se, at også i det svære havde Gud gemt en velsignelse.

Vi har sikkert også set hans hjæ1p og velsignelse i selve døden. Døden er jo en fjende. Men ofte så vi ham bære den syge gennem det svære, så døden blev som en dør ind til herligheden derhjemme.

For år tilbage lå en sygeplejerske, en ung pige fra mit hjemsogn, på Hobro Sygehus og skulle dø. Hun ejede imidlertid troen på sine synders forladelse, og hun vidnede for sine søskende, der stod omkring hende for at sige et sidste farvel. "Jeg er den af os søskende, der har det bedst," sagde hun, "men I skal også komme til Jesus alle sammen." Og til sidst sang hun, mens hendes kære stod grædende omkring hende: "Lyksalige lod, at leve, hvor døden har mistet sin brod."

Og jeg kan føje til: "Hvor har ens præstegerning været rig på sådanne oplevelser." Nej, Gud svigter os ikke i vort livs alvorligste time, om vi har sat vor lid til ham.

Og hvordan bliver så ikke saligheden hisset. Vi begriber det ikke, vi kan kun ane det. Astronomerne fortæller os, at der er millioner af lysår til de fjerneste kloder. Tænk, det uendelige univers Gud har skabt, hvem kan fatte lidt af det. Mon Gud i himlen ikke ler, når han ser vore rumsatelitter og sputnik'er, menneskehedens stolthed?

Og tænk, dette mægtige univers skal forgå - at Gud har råd til det!

Elementerne skal komme i brand og opløses, og da skaber han nye himle og en ny jord. Og når alt er så forunderligt indrettet i denne forgængelighedens verden, hvordan bliver så ikke den fuldkomne og evige verden.

I vore bibelord får vi noget at vide om, hvad der ikke er i den evige verden, i de saliges hjem. Der er ingen tårer. Tænk, hvor der grædes på denne jord. Der er ingen sorg, ingen pine. Og tænk så blot på den lidelse og sorg, der knytter sig til krige (tænk blot på ét navn: Hitler), ulykker og sygdom, eller tænk på kristenforfølgelserne lige til vore dage. I himlen er der ingen tårer, ingen sorg og ingen lidelse.

Og der er ingen synd. Her står kampen mellem godt og ondt, der er noget i os alle, der higer mod det gode, det rette, mod himlen, det er jo vort rette hjem; men samtidig er der stærke og overmenneskelige kræfter, der trækker nedad. Derfor er der også så mange, der i håbet så gerne synger de salmelinjer: "tænk når engang, jeg uden synd skal leve, hver tanke ren, hver gerning uden brøst, når aldrig jeg behøver mere at bæve for muligheden af en syndig lyst."

Men saligheden er ikke blot det, der ikke er af ondt og svært, men den er først og fremmest alt det, der er af skønt og rent og helligt.

Hvordan bliver der i den evige verden, i saligheden, spørger de mange? I Åbenbaringen taler Johannes i billeder, billeder på det forunderlige, der skal komme, han taler om guldgader og de 12 perleporte og meget andet skønt; alt sammen billeder på en herlighed, vi ikke kan fatte med vore sanser.

Der skal vi mødes med alle de trofaste. Der skal vi se Jesus, det Guds lam, som vi aldrig i evighed skal blive færdige med at takke og lovprise, "Lammet, guds lammet, dets vunder og sår, æren og prisen i evighed får." Og der "- - skal Gud selv være hos dem og være deres Gud," akkurat som i Edens have.

De mennesker, der fik lov her på jord at se et glimt af den herlighed, der venter, glemmer aldrig den glæde, fred og lykke, de fik lov at se ind i.

Nu har jeg endnu en gang fået lov at forelægge jer valget mellem velsignelsen og forbandelsen. Måtte I dog vælge velsignelsen. Det var den største glæde, I kunne gøre jer selv, og det var den allerstørste glæde, I kunne gøre Gud.

BRING DET TIL MIG!
Mark 9,14-19 Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: "Hvad er det, I diskuterer med dem?" Og en fra skaren svarede ham: "Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke." Da udbrød Jesus:

"Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!"

Bring det til mig! Som ung præst oplevede jeg, at min daværende provst fik nåde til at understrege det ord så stærkt i en svær tid, så det blev mig til usigelig hjælp. Og det har det for resten været mange gange siden.
Bring det til mig - til Jesus! Og det gælder alle ting, små og store.

Tænk hvilket evangelium.
Bring det til mig! Og jo før vi kommer med det, jo bedre. Lad det ikke komme dertil: "Når jeg har tænkt mig træt til døden, så sig, hvad du har tænkt, o Gud!" Nej, lad os ligne Maria, Jesu moder, som straks gik til Jesus med den foreliggende vanskelighed, idet hun udbrød: "De har ikke vin!" Så var sagen lagt i hans hånd. Og den blev ordnet.

Eller lad os tænke på kong Ezekias. I 2 Kong 19,10 ff. fortælles det, hvordan kong Ezekias får et trusselsbrev fra kong Sankerib, hvori både Ezekias og Israels Gud hånes. Der henvises til alle de byer, der har måttet overgive sig. Kort sagt: Det lille rige vil da ikke være så tåbelig at gøre modstand mod den mægtige, fremrykkende fjende? Da Ezekias havde modtaget brevet af sendebudenes hånd og læst det, gik han op i Herrens hus og bredte det ud for Herrens åsyn. Derpå bad Ezekias for Herrens åsyn -." Samme nat gik en Herrens engel gennem Sankeribs lejr og ihjelslog 185.000 mand - og Sankerib måtte flygte hjem til Ninive - og der blev han myrdet af sine egne.

I Det ny Testamente møder vi mange forjættelser og bønhørelser. Syge og lidende bliver bragt til Jesus, og talløse bliver sendt hjulpne bort. Og hvor ofte fik ikke de nødstedte på en eller anden måde det ord: Bring det til mig! Og kan mon den, der er tynget af livets byrder, få en skønnere indbydelse end den, vi finder i Matt 11,28: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile."

Ja, alt må vi bringe til ham, alle vore bekymringer og byrder og vanskeligheder.

Lad os så komme med den største og tungeste af alle byrder først, vor syndebyrde. Så længe dette forhold ikke er bragt i orden, så længe vi ikke har modtaget syndernes forladelse hos Gud, er der angst og tvivl og utryghed, da er der ingen hvile eller fred eller sand glæde. Ja, selv om man i enhver henseende har det godt, er man alligevel fyldt af uro, utryghed og mismod. Det vigtigste mangler, hvilen og freden i Gud. Luther siger: "Hvor syndernes forladelse er, dér er der liv og salighed." Og hvor har Luther dog ret.

Kom derfor med din syndebyrde, dit synderegnskab. Bring det til ham. Bekend det, som det er, vær oprigtig over for Gud og dig selv, og der er nåde og tilgivelse, thi "dersom vi dømmer os selv, skal vi ikke blive fordømt" - "dersom vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han forlader os synderne og renser os fra al uretfærdighed."

Og med syndernes forladelse følger barneforholdet. Se den tabte søn (Luk 15). Gud er vor fader, og vi er hans børn. Vi ved, at han elsker os som en far sit barn, ja, endnu mere, "thi kunne end en mor glemme sit diende barn, så kan jeg dog ikke glemme dig."

Og med barneforholdet følger, at vi som børn må bringe alt til ham.

Bring det til mig! Det gælder også vore kæres frelse. Vi kan ikke tænke på vore børns og børnebørns fremtid uden at leve i stadig bøn for dem. Vi kan prøve at gøre det godt for dem så langt, vi evner rent menneskeligt; men hvor er vi magtesløse, når det virkeligt gælder deres evige vel. Det ville se håbløst ud i denne vanskelige og syndige verden, om ikke man kunne lægge dem i Herrens gode hånd. Mangen en bedende far og mor har da også fået lov at se, hvordan Herren i vanskelige og afgørende stunder i børnenes liv banede vej for dem og lagde sagerne til rette eller standsede dem på syndens veje.

Lykkelige er de forældre, der får lov at se deres børn ganske naturligt og ligetil vælge at gå på den vej, som de har prøvet at vise dem.

Men for mange forældre skete det vel ikke så let. Nogle bad i mange år, før de oplevede den store glæde, og andre fik ikke lov at se det, mens de var i live. En eneste ting gælder det for os alle, nemlig at holde ud i forbønnen, indtil vi lukker vore øjne. Hvordan det end går, og hvor lidt vi end ser af forbønnens frugter, så må vi ikke give op. Gud har mange måder, hvorpå han som svar på bøn kan føre et menneske, så det fra at knytte næverne mod alt det, der har med Gud og hans rige at gøre, kan vende sig mod himlen og række to bedende hænder mod Gud. Hvor er den kanaanæiske kvinde dog en dejlig illustration til det ord: Giv ikke op!

Hvor mangen far og mor har ikke oplevet Guds indgriben til frelse, når de holdt ud i bønnen for deres kære. Tænk blot på Augustins moder. Eller tænk på Jakob Speners søn, der efter længe at have stampet imod, til sidst på sit sygeleje rejste sig over ende og udbrød: "Min fars bønner omringer mig som bjerge." Nu kunne han ikke stå imod længere.

Hvor ofte har jeg ikke i de sogne, hvor jeg har været præst, hørt den udtalelse, når en eller anden fik fred med Gud: "Ja, det er min mors bønner, eller det er min fars bønner, der har nået mig." Og så kunne de ikke blive færdige med at takke Gud for en troende far eller mor.

Forhenværende, nu afdøde landstingsmand Rasmussen-Byskov fortalte en aften, da vi sad samlet efter et møde i vort hjem: "Noget af det mest rørende, jeg har oplevet, var engang jeg skulle hen at sige farvel til en ældre, troende mand, som skulle køres til sygehuset. Da jeg kom ind til ham i hans hjem, spurgte jeg ham: "Hvordan har du det?" Og han svarede: "Å, jeg hviler så dejligt i Jesu arme, så må de for resten gøre med mig, hvad de vil."

Så kom ambulancen, båren blev sat ind ved siden af hans seng, og den gamle far blev lagt ned i den, og da skete det, jeg aldrig kan glemme: da bøjede hans fire voksne børn, som stod omkring ham, sig ned over ham én for én og kyssede ham, og en af dem sagde: "Tak, far, for alt, hvad du har været for os, og mest for, hvad du lærte os om Gud."

Bring det til ham! Alle vore bekymringer og sorger må vi bringe til ham. Og lad os så nøjes med én dag, ét skridt ad gangen. Det er jo sandt, det gamle ord: "Dagen i går er forbi, morgendagen kender vi ikke, men i dag hjælper Herren."

Når man kører i bil en bælgmørk aften, bekymrer man sig jo ikke om mørket forude, nej, der er lys nok, efterhånden som vi kommer frem. Ligeså skulle det også være, åndelig talt. "Bekymrer eder ikke for den dag i morgen, hver dag har nok i sin plage." Ja, lad os passe på, at vi ikke tager bekymringerne på forskud.

Biskop Johan Lunde, Norge, gengiver i en af sine andagtsbøger, hvad en af Norges mest kendte lægmænd, lærer Laurits Nielsen, fortalte engang. Lærer Nielsen sagde: "Der er mange, som har det sådan, at de altid går og gruer for, hvordan de skal få det i morgen og i overmorgen og fremdeles. Jeg havde engang en tjenestepige, som netop var af den slags. Altid var der noget, hun gik og gruede for. Så var det en dag et par uger før jul, at jeg måtte op i skoven for at hente noget brænde hjem, og pigen var med for at hjælpe mig med at læsse.

Da vi vel var kommet et stykke på vej, kom pigen til at se ud over havet. Der lå svære, sorte sneskyer langt ude i horisonten. Pigen slog hænderne sammen i forskrækkelse og råbte: "Å, nej dog, nu får vi en buldrende snestorm, før vi kommer hjem igen. Hvad skal vi dog gøre?" - "Begynd nu ikke at vade i sneen, før den kommer," sagde jeg. Sneen kom ikke før tre uger efter jul."

Bring det til ham, det, som især trykker dig i dag, din sygdom, dine tanker på fremtiden, dine sorger, dine gåder. Du kan trygt lægge det i hans hånd - og lad det så blive der, tag det ikke med tilbage. Og Gud gør det, der er det allerbedste for dig, ja, han kan vende det svære, det tunge, til velsignelse.

Hudson Taylor, kinamissionæen, som så ofte havde store og vanskelige problemer at tale med Gud om, har brugt det trosstærke udtryk, da en stor sag var overgivet i Guds hænder: "Nu er jeg blot spændt på, hvordan Herren vil ordne det!"

Bring det til ham! Alle fortrædeligheder, skuffelser og tilsidesættelser. Kom med dit mismod, med dine mindreværdskomplekser. Når vi bringer det til ham, kommer det tit til at se anderledes ud, end det gjorde før.

Bring det til ham, de farer og vanskeligheder, som din gerning fører dig ind i. Jeg tænker på de farlige maskiner, du skal betjene, eller på dine bilture og hvad andet, du har med at gøre, som på særlig måde understreger nogle af versene i salmen: "Jeg går i fare, hvor jeg går - -."

I min avis har jeg lige læst et interview, som bladet har haft med en af redningsmændene derude på Jyllands vestkyst, og jeg glædede mig ikke mindst over følgende ordveksling:

"- Hvad tænker du på, når I sejler ud med redningsbåden? - Når vejret er rigtig dårligt, tænker jeg på, om vi nu også får lov at komme hjem igen. - Er du aldrig angst, når I sejler ud? Båden er jo lille i forhold til det store, oprørte hav. - Det kan jeg ikke sige, at jeg er. Men jeg tror, det er, fordi jeg må lægge alt i Guds hånd, både dem derhjemme og os derude. Man er tryg, når man kan gøre det. Selvfølgelig beder man da om at få lov til at komme hjem til de kære igen, hvis det er Guds vilje - -."

Hvor har jeg også mange gange glædet mig over at læse om, hvordan Paulus kunne lægge sin sag, sin fremtid i Guds hånd, selv under de allerværste kår. Jeg tænker især på Filipperbrevet, hvor han mange gange på forskellig måde gentager ordet; Glæd jer! Og dette brev blev skrevet, mens han sad i fængslet og bogstavelig talt ikke vidste, om næste dag blev den sidste. Hvor var han nået langt i den kunst at lægge alt i Herrens hånd.

VED NYTÅRSSKIFTET
Jer 18,1-4 Det ord, som kom til Jeremias fra Herren: Gå ned til pottemagerens hus; der skal du få mine ord at høre. Så gik jeg ned til pottemagerens hus; han sad og arbejdede ved drejeskiven. Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med hånden, mislykkedes, lavede han det om til et andet kar, som han nu ville have det.

Det er et forunderligt billede på Guds udholdenhed og langmodighed, der her tegnes.
Lig pottemageren, der, når karret mislykkes, begynder forfra og forfra, sådan er Gud, når det gælder det enkelte menneskes, din og min, evige frelse.

"Og han begyndte igen." Lad det tone ind i din sjæl, du trætte Guds barn, du, som er ved at tabe modet, og som nu ved nytårsskiftet står og stirrer på gamle fald og nye vanskeligheder og derfor er uden frimodighed til det nye års kampe. Se ikke alene på det gamle år med de mange nederlag og brudte løfter, men se op til Gud, om hvem det lyder i dag på årets første dag: "Og han begyndte igen."

Han vil prøve dig engang endnu, om dog ikke hans arbejde med dig skulle lykkes bedre i det nye år.
Han vil møde dig, når du kommer angrende med din fortids synd og misgreb, og sige til dig: Ven, vær frimodig, jeg vil begynde igen - engang endnu.

Og lad det så være ham, der får lov til at danne og forme dig og gøre dig til et kar til ære, "thi al din ve, den gør din egen vilje." Læg dig som leret, blødt og føjeligt og villigt i den store mesters hånd.

Lad os møde Gud med bønnen fra Svend Rehlings salme. "Jesus, nu står jeg for dig her, sænker mit blik i blu - - - ræk mig igen dit skjold og sværd, prøv mig engang endnu!"

"Og han begyndte igen." Er det ord mindre skønt for dig, du uomvendte sjæl, at møde ved døren til det nye år. Du, som må sige med Jeremias: "Høsten er forbi, sommeren er til ende, og min sjæl er ikke frelst." Atter er et nådeår gået, og dog er din sjæl ikke frelst. Var det, fordi Gud ikke ville? Nej! Men du ville ikke, og karret mislykkedes.

Når ordet nu lyder forjættende til dig: "Og han begyndte igen," så tag imod det som en udrakt hånd fra den Gud, der længes efter at frelse dig, og lad det så med fortabelsens frygtelige mulighed som baggrund drive dig ind i jakobskampen, at ikke det ufrugtbare figentræs skæbne skal blive din. Thi en dag hugges træet om, hvis det forbliver uden frugt. Lad denne skæbne ikke blive din!

Gud være lovet for alle de gange, han begyndte igen. Hvor havde vi været, om han havde ladet os fare. Gud ske lov, at han vil begynde igen med dig og mig i det nye år!

Så vil vi også give ham lov dertil.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com