Hvad kan vi lære af Bileam?

BILEAM.

Efter Basans erobring vendte israelitterne tilbage til Jordan og slog lejer ved floden over for det sted, hvor den løber ud i Det døde Hav, lige over for Jerikosletten. Her forberedte de sig til den forestående invasion i Kanaan. De befandt sig lige på grænsen til Moab, og moabitterne var rædselsslagne over, at invasionshæren var så nærved.
Israelitterne havde ikke gjort moabitterne fortræd, men moabitterne havde alligevel med bange anelser fulgt med i alt, hvad der var sket i de omkringliggende lande, Hebræerne havde besejret amoritterne, som i sin tid havde tvunget moabitterne til at trække sig tilbage, og Israel havde nu herredømmet over det område, som amoritterne havde erobret fra moabitterne. Basans hære var blevet besejret af den mystiske magt, der var skjult i skystøtten, og hebræerne havde taget de stærke fæstninger i besiddelse. Moabitterne turde ikke angribe israelitterne. Det var håbløst at gribe til våben i betragtning af de overnaturlige kræfter, som stod på Israels side. Men ligesom Farao i sin tid besluttede de at benytte trolddom for at modarbejde Guds planer. De ville nedkalde en forbandelse over Israel.
Moabitterne var nært knyttet til midjanitterne, både nationalt og religiøst og Moabs konge, Balak, satte også skræk i broderfolket og sikrede sig deres samarbejde i kampen mod Israel med dette budskab: "Nu vil denne menneskemasse opæde alt, hvad der er rundt omkring os, som okserne opæder græsset på marken!" Bileam, som var fra Mesopotamien, blev anset for at være i besiddelse af overnaturlige kræfter, og hans ry var nået til Moabs land. Man besluttede at bede ham om hjælp. "Moabs og Midjans ældste" blev derfor sendt af sted for at sikre sig hans spådomsevner og trolddomsmagt i kampen mod Israel.
Sendebudene begav sig straks ud på deres lange rejse over bjerge og gennem ørkener til Mesopotamien. Da de traf Bileam, overbragte de ham deres konges budskab: "Se, et folk er udvandret fra Ægypten; se, det har oversvømmet landet og slået sig ned lige over for mig. Kom nu og forband mig det folk, thi det er mig for mægtigt; måske jeg da kan slå det og jage det ud af landet. Thi jeg ved, at den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander, forbandet!"
Bileam var en gang en god mand. Han havde været en Guds profet, men var faldet fra Herren og var blevet begærlighedens bytte. Han bekendte sig dog stadig til at være den Højestes tjener. Han var ikke uvidende om det, Gud havde gjort for Israel, og da budbringerne fremførte deres ærinde, var han fuldt ud klar over, at det var hans pligt at afslå Balaks belønning og sende dem bort. Men han vovede at lege med fristelsen og bad budbringerne blive hos ham om natten med den motivering, at han ikke kunne give dem et bestemt svar, før han havde rådspurgt Herren. Bileam vidste, at hans forbandelse ikke kunne gøre Israel fortræd. Gud stod på Israels side, og så længe de var tro imod ham, kunne ingen modstander på jorden eller i Helvede besejre dem. Men udsendingenes ord appellerede til hans stolthed: "Den, du velsigner, er velsignet, og den, du forbander, forbandet!" De kostbare gaver, som de ville bestikke ham med, og udsigten til at blive ophøjet og æret opflammede hans begær. Han tog med begærlighed imod de gaver, som blev tilbudt ham, og alt imens han foregav at vise streng lydighed imod Guds vilje, prøvede han at opfylde Balaks ønsker.
Om natten sagde Guds engel til Bileam: "Du må ikke gå med dem, du må ikke forbande det folk, thi det er velsignet!"
Om morgenen sendte Bileam modstræbende sendebudene bort, men han fortalte dem ikke, hvad Herren havde sagt. I sin vrede over, at hans drømme om rigdom og ære pludselig var bristet, udbrød han ærgerligt: "Vend tilbage til Eders land, thi Herren vægrer sig ved at give mig tilladelse til at følge med Eder!"
Bileam "ville vinde løn ved uret". 2Pet. 2,12. Gud betegner havesyge eller pengegridskhed som afgudsdyrkelse, Havesygen havde gjort ham til en vendekåbe, og på grund af denne ene synd havde Satan fået fuldstændigt herredømme over ham. Det var dette, der forårsagede hans ulykke Fristeren tilbyder stadig verdslig vinding og ære for at lokke mennesker til at forlade Guds tjeneste. Han fortæller dem, at de ikke kan blive velhavende, fordi de er for samvittighedsfulde. På den måde tilskyndes mange til at forlade ærlighedens slagne vej. Det ene forkerte skridt fører det næste med sig, og folk bliver mere og mere dristige. Når de først har ladet havesyge og magtbegær få magten over sig, er de parat til at vove det alder værste. Mange bilder sig selv ind, at de midlertidigt kan slå af på ærlighedens principper for at skaffe sig en eller anden verdslig fordel, og at de kan slå ind på retskaffenhedens vej igen, når de har nået deres mål. Sådanne mennesker indvikler sig i Satans snare og redder sig sjældent ud igen.
Da sendebudene meddelte Balak, at profeten havde nægtet at følge med dem, fortalte de ikke, at Gud havde forbudt ham at rejse. Kongen troede, at Bileams afslag blot skyldtes, at han ville have en større belønning, og han sendte derfor på ny høvdinge af sted, flere og mere ansete end de første. De lovede ham store æresbevisninger og havde bemyndigelse til at gå ind på en hvilken som helst betingelse, Bileam måtte stille. Balaks indtrængende budskab til profeten lød: "Undslå dig ikke for at komme til mig! Jeg vil lønne dig rigeligt og gøre alt, hvad du kræver af mig. Kom nu og forband mig det folk!"
Bileam blev stillet på prøve for anden gang. I sit svar til sendebudene foregav han at være meget samvittighedsfuld og retskaffen, og han forsikrede dem om, at hverken guld eller sølv kunne formå ham til at handle imod Guds vilje. Inderst inde ville han gerne opfylde kongens anmodning, og skønt Gud allerede klart og tydeligt havde givet sin vilje til kende, bad han sendebudene vente for at han kunne rådspørge Gud endnu engang. Som om den Almægtige blot er et menneske, som lader sig overtale!
"Da kom Gud om natten til Bileam og sagde til ham: "Er disse mænd kommet til dig for at hente dig, så følg med dem; men du må ikke gøre andet, end hvad jeg siger dig!" Gud lod Bileam gå så vidt, fordi han absolut ville. Bileam søgte ikke at gøre Guds vilje. Han gik sine egne veje og forsøgte at opnå Herrens godkendelse.
Der er tusinder af mennesker, som bærer sig ad på samme måde i dag. De ville ikke have svært ved at se, hvad der var deres pligt, hvis den faldt sammen med deres ønsker. De kan enten læse i Bibelen, hvorledes de bør handle, eller se det af omstændighederne eller tænke sig til det. Men hvis disse vidnesbyrd går imod deres ønsker og tilbøjeligheder, fejer de dem ofte til side og foregiver, at de vil henvende sig til Gud for at få at vide, hvad de skal gøre. De beder længe og alvorligt om lys og er tilsyneladende meget samvittighedsfulde. Men Gud er ikke at spøge med. Han lader ofte sådanne mennesker få deres vilje, men lader dem selv tage følgerne. "Mit folk ville ikke høre min røst. ..... Da lod jeg dem fare i deres stivsind, de vandred efter deres egne råd." Sl 81,12-13. Når et menneske ser sin pligt tydeligt og klart, bør det ikke foregive at ville henvende sig til Gud for at bede om at blive fri for at gøre den. Det bør snarere bede ydmygt og underdanigt om guddommelig hjælp og visdom til t. gøre, som det har fået besked på.
Moabitterne var et vanartet og afguderisk folk, men i forhold til det lys, de havde fået, var deres synd ikke så stor i Himmelens øjne som bileams. Han foregav at være Guds profet, og derfor blev alt, hvad han sagde, anset for at være udtalt med guddommelig bemyndigelse. Det var også derfor, at han ikke fik tilladelse til at sige, hvad han ville, men skulle overbringe det budskab, som Gud ville give ham. "Du må ikke gøre andet, end hvad jeg siger dig " lød den guddommelige befaling.
Bileam havde fået tilladelse til at drage med sendebudene fra Moab, hvis de kom og hentede ham om morgenen. Sendebudene blev imidlertid utålmodige over hans tøven, og da de også ventede at få afslag fra ham næste gang, begav de sig på vej hjem uden at forhandle mere med ham. Nu havde han ikke længer nogen undskyldning for at føje Balak. Men Bileam var opsat på at få den lovede belønning. Han tog derfor det dyr, som han plejede at ride på, og red af sted. Han var bange for, at den guddommelige tilladelse skulle blive trukket tilbage. Derfor skyndte han sig så meget som muligt for ikke at gå glip af den belønning, Han var så ivrig efter at få.
Men "Herrens engel stillede sig på vejen for at stå ham imod". Dyret så det guddommelige sendebud og gik ind på marken. Bileam havde derimod ikke set engelen. Bileam drev dyret tilbage til stien med grusomme stokkeslag. Herrens engel stillede sig nu, hvor vejen var smal og indhegnet af mure. Kor at undgå den truende skikkelse trykkede dyret sin herres fod ind mod muren. Bileam var blind for, at det var Himmelen, der lagde ham hindringer i vejen. Han vidste ikke, at det var Gud, der standsede ham. Han blev rasende og tvang dyret til at gå videre ved skånselsløst at slå det.
"Herrens engel gik nu længere frem og stillede sig i en snævring, hvor det ikke var muligt at komme til siden, hverken til højre eller venstre." Engelen indtog også denne gang en truende holdning Det stakkels dyr rystede af skræk, gjorde holdt og sank sammen under sin rytter. Bileam blev ude af sig selv af raseri og slog dyret endnu værre end før. Nu åbnede Gud æselets mund, og "et umælende dyr talte med menneskerøst og standsede profeten i hans afsind". 2Pet. 2,16. "Hvad har jeg gjort dig," sagde dyret, "siden du nu har slået mig tre gange?"
I sin vrede over at være blevet standset på sin rejse svarede Bileam dyret på samme måde, som han ville have svaret et menneske: "Du har drillet mig; havde jeg haft et sværd i hånden, havde jeg slået dig ihjel!" Her kom et menneske, som udgav sig for at være troldmand. Han var på vej hen for at udtale en forbandelse over et helt folk i den hensigt at gøre dem kraftesløse, men han havde ikke engang magt til at dræbe det dyr, han red på!
Nu blev Bileams øjne åbnet, og han så Guds engel stå med sværdet draget, parat til at dræbe ham. Han blev skrækslagen og "bøjede sig og kastede sig ned på sit ansigt". Engelen sagde til ham: "Hvorfor slog du dit æsel de tre gange? Se, jeg er gået ud for at stå dig imod, thi du handlede overilet ved at rejse imod min vilje. Æselet så mig og veg tre gange til side for mig; og var det ikke veget til side for mig, havde jeg slået dig ihjel, men skånet dets liv!"
Bileams redning skyldtes det stakkels dyr, som han havde mishandlet. Det menneske, som gav sig ud for at være Herrens profet og at skue "den Almægtiges syner", var så forblindet af begærlighed og ærgerrighed, at han ikke kunne se Guds engel. Men dyret så ham. Denne verdens gud har slået de vantros tanker med blindhed. (2Kor. 4,4.) Hvor er der mange, som er blindet på denne måde! De haster af sted på forbudne veje, overtræder Guds lov og kan ikke se, at Gud og hans engle står dem imod. Ligesom Bileam er de vrede på dem, som vil forhindre deres død.
Ved sin behandling af dyret havde Bileam vist, hvilken ånd der havde magten over ham. "Den retfærdige føler med sit kvæg, gudløses hjerte er grumt." Ord. 12,10. Der er kun få, der forstår, hvor syndigt det er at være ond mod dyrene eller lade dem lide mangel. Menneskets skaber har også skabt dyrene, og "hans barmhjertighed er over alle hans værker". Sl 145,9. Dyrene blev skabt for menneskets skyld, men mennesket har ikke ret til at volde dem smerte ved hårdhed eller grov udnyttelse.
Det er på grund af menneskets synd, at "hele skabningen tilsammen sukker og er i veer". Rom 8,22. Det er synden, der er skyld i både menneskers og dyrs lidelse og død, Mennesket bør derfor prøve at lette byrden af de lidelser, som dets overtrædelse har forvoldt Guds skabninger, i stedet for at forøge den. Det menneske, som misbruger dyrene, fordi det har magt over dem, er både en kujon og en tyran.
Det er djævelsk at gøre fortræd, både når det går ud over mennesker og dyr. Mange mennesker er ikke klar over, at deres grusomhed vil blive afsløret, fordi dyrene ikke kan røbe noget, men hvis disse menneskers øjne blev åbnet ligesom Bileams, ville de se, at der er en engel fra Gud til stede, og han vil vidne imod dem ved den himmelske domstol. Der bliver aflagt rapport i Himmelen, og en dag vil der blive afsagt dom over dem.som misbruger Guds skabninger.
Da Bileam så Guds sendebud, blev han grebet af rædsel og sagde: "Jeg har syndet, jeg vidste jo ikke, at det var dig, der trådte i vejen for mig. Men hvis det er dig imod, vil jeg atter vende tilbage," Herren lod ham fortsætte rejsen, men lod ham forstå, at han førte kontrol med, hvad han sagde. Gud ville vise Moab, at hebræerne stod under Himmelens beskyttelse, og det skete med al ønskelig tydelighed, da han lod moabitterne se, at Bileam ikke engang kunne udtale en forbandelse over hebræerne uden Guds tilladelse.
Da Moabs konge fik at vide, at Bileam nærmede sig, drog han ham i møde ved sit lands grænse med et stort følge. Da han udtrykte sin forbavselse over, at Bileam ikke kom med det samme i betragtning af den rige belønning, der ventede ham, svarede profeten: "Se, nu er jeg kommet til dig, men mon det står i min magt at sige noget? det ord, Gud lægger mig i munden, må jeg tale!" Bileam beklagede dybt denne begrænsning i sin handlefrihed. Han var bange for, at han ikke kunne gennemføre sit forehavende, når han var under Herrens kontrol."
I pomp og pragt førte kongen og rigets ypperste mænd nu Bileam op til Bamot-Baal, hvorfra han kunne se ud over hebræernes hærskare. Betragt profeten, mens han står på sit høje stade og skuer ud over Guds udvalgte folks lejr. Israelitterne aner kun lidet om, hvad der foregår lige i nærheden. De er heller ikke til fulde klar over, at de står under Guds beskyttelse dag og nat. Hvor er Guds folks fatteevne sløv! Hvor har de altid været langsomme til at fatte Guds store kærlighed og nåde. Mon ikke deres hjerte ville blive fyldt med taknemmelighed over Guds kærlighed, og mon ikke de ville blive fyldt med ærbødighed ved tanken om Guds majestæt og magt, hvis de kunne se, hvorledes Guds vidunderlige magt til stadighed udøves for deres skyld?
Bileam havde et vist kendskab til hebræernes ofringer, og han håbede, at han kunne sikre sig Guds velsignelse og gennemføre sit syndige forehavende ved at bringe endnu kostbarere gaver end hebræerne. Sådan var indstillingen hos de afgudsdyrkende moabitter, og disse tanker fandt nu indpas hos Bileam. Hans visdom var blevet til dårskab, hans åndelige syn var sløret, og han havde blindet sig selv ved at give efter for Satans magt.
På Bileams befaling blev der nu bygget syv altre, og han bragte et offer på hvert af altrene. Nu trak han sig tilbage til "en nøgen klippetop" for at mødes med Gud. Forinden lovede han at fortælle Balak, hvad Herren lod ham skue.
Kongen stod nu ved brændofferet sammen med Moabs fyrster og høvdinge, mens folket ivrigt flokkedes omkring dem for at vente på profeten. Endelig kom han, og folket ventede at høre de ord, der for bestandig ville lamme den mærkelige magt, som blev udøvet for at hjælpe de forhadte israelitter. Bileam sagde:
"Fra Aram lod Balak mig hente, Moabs konge fra Østens bjerge: "Kom og forband mig Jakob, kom og kald vrede ned over Israel!" Hvor kan jeg forbande, når Gud ej forbander, nedkalde vrede, når Herren ej vredes! Jeg ser det fra klippernes top, fra højderne skuer jeg det, et folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til hedningefolkene. Hvem kan måle Jakobs sandskorn, hvem kan tælle Israels støvgran? Min sjæl dø de oprigtiges død, og mit endeligt vorde som deres!"
Bileam indrømmede, at han var kommet for at forbande Israel, men de ord, han udtalte, stod i skarp modsætning til hans hjertes følelser, Han blev tvunget til at velsigne, mens hans indre var fyldt med forbandelser.
Da Bileam kastede sit blik ud over Israels lejr, blev han overrasket over dens størrelse. Der var blevet fortalt ham, at israelitterne var en barbarisk, uorganiseret hob, som i bander overfaldt og udplyndrede landet og var en plage for de omkringboende folkeslag. Men da han så dem, fik han det stik modsatte indtryk. Der var fuldstændig orden i den store lejr, og alt bar præg af gennemført disciplin. Han så, at Israel nød Guds yndest, og at de var hans udvalgte folk. De skulle ikke stå på samme stade som andre nationer, men være hævet over dem. "Et folk, der bor for sig selv og ikke regner sig til hedningefolkene." Da disse ord blev udtalt, havde israelitterne ikke fast opholdssted, og Bileam kendte ikke deres særegnede karakter eller deres sæder og skikke. Men hvor fik denne profeti en slående opfyldelse i Israels historie! Gennem hele deres fangenskab og i alle århundrederne efter deres adspredelse mellem verdens nationer er de vedblevet at være et særskilt folk. På samme måde er Guds, folk det sande Israel som findes spredt mellem alle folkeslag, blot fremmede på jorden, og Himmelen er deres fædreland.
Bileam så ikke blot den hebraiske nations historie, han så også Guds sande Israels vækst og fremgang lige til verdens ende. Han så den velsignelse, som den Højeste skænker dem, der elsker og frygter ham. Han så, at Gud bar dem på armen, når de gik gennem dødsskyggens mørke dal, og han var vidne til, at de opstod af graven, kronet med herlighed, ære og udødelighed. Han så også de forløste nyde den nye jords evige glæder. Med alt dette for øje udbrød han: "Hvem kan måle Jakobs sandskorn, hvem kan tælle Israels støvgran?" Da han så den herlige krone, som prydede hvert eneste hoved, og den glæde, der udstrålede fra alles ansigt, og idet han så frem til deres evige tilværelse i ublandet glæde, bad han denne højtidelige bøn: "Min sjæl dø de oprigtiges død, og mit endeligt vorde som deres."
Hvis Bileam havde taget imod det lys, som Gud gav ham, ville han have omsat sine ord i handling i dette øjeblik og straks have afbrudt forbindelsen med Moab. Han ville ikke længer have trukket veksler på Guds nåde, men ville være kommet tilbage til Gud i dyb anger. Men Bileam higede efter uretfærdighedens løn, og han var fast besluttet på at få den.
Balak havde ventet, at der ville blive udtalt en forbandelse, der ville ramme Israel som en fortærende pest. Da han nu hørte profetens ord, udbrød han vredt: "Hvad har du gjort imod mig! Jeg lod dig hente, for at du skulle forbande mine fjender, og se, du har velsignet dem!" Bileam prøvede at gøre en dyd af nødvendigheden og foregav, at han havde taget samvittighedsfuldt hensyn til Guds vilje og udtalt de ord, som var blevet tvunget over hans læber af den guddommelige magt. Han svarede: "Skal jeg ikke omhyggeligt sige, hvad Herren lægger mig i munden?"
Balak kunne ikke opgive sit forehavende på dette tidspunkt. Han drog den slutning, at det imponerende syn af hebræernes vældige lejr havde slået Bileam med en sådan frygt, at han ikke vovede at besværge dem. Kongen besluttede at tage profeten med hen til et sted, hvor man kun kunne se en mindre del af folket. Hvis han kunne få Bileam til at forbande en del af folket ad gangen, ville hele lejren hurtigt være dømt til undergang. Der blev gjort et nyt forsøg på et højdepunkt, som hed Pisga. Der blev bygget syv nye altre og bragt de samme ofre som første gang. Kongen og hans høvdinge blev stående ved ofrene, mens bileam gik hen for at møde Gud. Profeten fik atter et guddommeligt budskab, som han ikke kunne forandre eller tilbageholde.
Da han kom tilbage til det ventende selskab, blev han mødt med ordene: "Hvad har Herren sagt?" Ligesom første gang blev kongens og fyrsternes hjerte grebet af rædsel over svaret:
"Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve, et menneskebarn, at han skulle angre; mon han siger noget uden at gøre det, mon han taler uden at fuldbyrde det? Se, at velsigne er mig givet, så velsigner jeg og tager intet tilbage! Man skuer ej nød i Jakob, ser ej trængsel i Israel; Herren dets Gud er med det, og kongejubel lyder hos det."
Dybt grebet af disse åbenbaringer udbrød Bileam: "Thi mod Jakob hjælper ej trolddom ikke mod Israel." Den store troldmand havde prøvet at bruge sin trolddomsmagt i overensstemmelse med moabitternes ønske, men med henblik på denne begivenhed skulle det siges om Israel: "Hvad har Gud gjort?" Så længe de stod under Guds beskyttelse, kunne intet folk og intet rige besejre dem, selv ikke ved hjælp af al Satans magt. Hele verden skulle falde i undren over den vidunderlige måde, hvorpå Gud arbejdede for sit folk: et menneske, som var besluttet på at gå syndens ærinde, stod så fuldstændigt under den guddommelige magts kontrol, at han i stedet for at forbande udtalte de rigeste og smukkeste løfter i et ophøjet og gribende poetisk sprog. Den omsorg, som Gud viste overfor Israel på dette tidspunkt, skulle være et løfte om hans beskyttende omsorg for sine lydige, trofaste børn til alle tider. Når Satan tilskyndede onde mennesker til at bagtale, plage og udrydde Guds folk, ville de tænke på denne tildragelse, og deres mod og deres tro på Gud ville blive styrket.
Moabs konge udbrød nedslået og fortvivlet: "Vil du ikke forbande det, så velsign det i alt fald ikke!" Han havde trods alt stadig et ringe håb i sit hjerte og besluttede at gøre et nyt forsøg. Han førte nu Bileam op på Peors bjerg, hvor der lå et tempel, som var indviet til den tøjlesløse dyrkelse af deres gud Baal. Her blev der bygget lige så mange altre som før og bragt det samme antal ofre. Denne gang gik Bileam ikke afsides som tidligere for at lære Guds vilje at kende. Han gav det ikke udseende af, at han ville gøre brug af trolddom, men stillede sig ved siden af altrene og så ud over Israels telte. Atter hvilede Guds Ånd over ham, og fra hans læber lød dette guddommelige budskab:
"Hvor herlige er dine telte, Jakob, og dine boliger, Israel! Som dale, der strækker sig vidt, som haver langs med en flod, som aloetræer, Herren har plantet, som cedre ved vandets bred, Dets spande flyder over med vand, dets korn får rigelig væde. Mægtigere end Agag er dets konge, og ophøjet er dets kongedømme ..... Det lægger sig, hviler som en løve, ja, som en løvinde, hvo tør vække det! Velsignet, hvo dig velsigner, forbandet, hvo dig forbander!"
Guds folks velstand skildres her i nogle af de smukkeste billeder fra naturen. Profeten sammenligner Israel med frugtbare dale, som bærer en rig høst, med blomstrende haver, der vandes af evigt rindende kilder og ned det vellugtende sandeltræ og den majestætiske Ceder. Det sidste billede er et af de smukkeste og mest passende i det inspirerede ord. Alle Østens folk holdt Libanons ceder i ære.
Den træsort, som dette træ tilhører, findes overalt på jorden, hvor mennesker har færdedes. Disse træer vokser lige fra de arktiske egne til troperne. De trives, hvor der er varmt, og trodser kulden, hvor der er koldt. De vokser frodigt langs flodbredden og hæver deres knejsende krone i den tørre ødemark. De sender deres rødder dybt ned i bjergenes klippegrund og trodser frejdigt stormen. Deres blade er friske og grønne, når alle andre træer står nøgne i vinterkulden. Libanons ceder udmærker sig fremfor alle andre træer ved sin styrke, urokkelighed og holdbarhed, og dette træ bruges som et symbol på dem, hvis liv er "skjult med Kristus i Gud". Kol. 3,3. Skriften siger: "De retfærdige ..... vokser som Libanons ceder". Sl 92,13. Den guddommelige hånd har givet cedertræet den ophøjede plads som skovens konge. "Ingen cypres havde mage til grene, ingen planten havde kviste som den." (Ez. 31,8.) Intet træ i Guds have målte sig med den. Cederen anvendes atter og atter som et symbol på kongeværdighed, og når skriften benytter den som et billede på de retfærdige, viser dette, hvorledes Himmelen ser på dem, der gør Guds vilje.
Bileam sagde i sin profeti, at Israels konge ville blive mægtigere end Agag. Amalekitternes konger bar navnet Agag, og amalekitterne var en mægtig nation på dette tidspunkt. Men hvis Israel var tro overfor Gud, ville de besejre alle deres fjender. Israels konge var Guds Søn, og en dag ville hans trone blive rejst på Jorden, og han ville udøve sin magt over alle jordiske konger.
Da Balak lyttede til profetens ord, blev han grebet af skuffelse, frygt og raseri. Han var vred over, at Bileam ikke gav ham den mindste smule opmuntring, når alting skulle gå ham imod. Han foragtede profetens bedrageriske fremgangsmåde og så ned på ham, fordi han var gået på akkord. Kongen sagde vredt: "Skynd dig derhen, hvor du kom fra! Jeg lovede dig rigelig løn, men nu har Herren unddraget dig den!" Bileam svarede, at han havde fortalt kongen på forhånd, at han kun kunne bringe det budskab, som Gud gav ham,
Inden Bileam vendte hjem til sit folk, udtalte han en smuk og ophøjet profeti om verdens frelser og Guds fjenders endelige tilintetgørelse:
"Jeg ser ham, dog ikke nu, jeg skuer ham, dog ikke nær ! En stjerne opgår af Jakob, et herskerspir løfter sig fra Israel! Han knuser Moabs tindinger og alle setsønnernes isse."
Han sluttede med at forudsige Moabs, Edoms, Amaleks og kenitternes fuldstændige udryddelse og tilintetgjorde derved den moabitiske konges sidste håb.
Bileam var en skuffet mand. Hans drømme om rigdom og ære var slået fejl, han havde pådraget sig kongens vrede, og han var klar over, at han var genstand for Guds mishag. Således vendte han hjem fra den rejse, han selv havde valgt at begive sig ud på. Da han var kommet hjem, forlod Guds Ånd ham og øvede ikke længer nogen indflydelse over ham. Nu tog begærligheden, som blot var blevet holdt i skak, magten over ham. Han var villig til at benytte et hvilket som helst middel for at få den gave, Balak havde lovet. Bileam vidste, at Israels fremgang var afhængig af deres lydighed mod Gud, og at de kun kunne besejres, hvis de blev ledt i synd. Han besluttede nu at skaffe sig Balaks belønning ved at vise moabitterne, hvorledes de kunne nedkalde en forbandelse over Israel.
Han rejste øjeblikkelig tilbage til Moabs land og forelagde kongen sine planer. Moabitterne var selv overbevist om, at Gud ville være israelitternes skjold; så længe Israel blev ved at være tro overfor ham. Bileams plan gik ud på at skille Israel fra Gud ved at lokke dem til afgudsdyrkelse, Hvis de kunne lokkes til at deltage i den tøjlesløse tilbedelse af Baal og Astarte ville deres almægtige beskytter blive deres fjende, og så ville de hurtigt blive et bytte for de omkringboende brutale, krigeriske folkeslag. Kongen gik beredvilligt ind på denne plan, og Bileam blev hos ham for at hjælpe til med at gennemføre den.
Bileam så, hvorledes hans djævelske plan lykkedes, Han så Guds forbandelse ramme Guds folk. Tusinder blev dræbt af Guds straffedomme. Men den guddommelige retfærdighed, som straffede Israels synd, lod ikke dem, der havde ledt folket i fristelse, gå fri. Bileam blev dræbt i krigen mellem Israel og midjanitterne. Han havde en forudanelse om, at hans liv nærmede sig afslutningen, da han sagde "Min sjæl dø de oprigtiges død, og mit endeligt vorde som deres!" Men Bileam havde ikke valgt at leve som de oprigtige, og han fik samme skæbne som Guds fjender.
Der er visse lighedspunkter mellem Bileams og Judas skæbne, og deres karakter har også meget tilfælles. Begge prøvede at tjene både Gud og mammon, men det mislykkedes totalt. Bileam kendte den sande Gud og foregav at tjene ham. Judas troede, at Jesus var Messias, og sluttede sig til hans efterfølgere. Bileam håbede, at han kunne skaffe sig rigdomme og verdslig ære ved at tjene Gud. Da det ikke lykkedes, blev det hans fald, og han mistede livet. Judas håbede også, at han kunne sikre sig rigdom og opnå en høj stilling i det verdslige rige, som han troede, at Messias stod i begreb med at oprette. Da hans drømme bristede, faldt han fra og gik sin undergang i møde. Både Bileam og Judas havde haft et stort lys og store forrettigheder; men en eneste synd forgiftede hele deres karakter og forårsagede deres død.
Det er farligt at nære et ukristeligt karaktertræk i hjertet. Hvis man hæger om blot en eneste synd, vil denne lidt efter lidt nedværdige karakteren, og alle de ædle karaktertræk vil blive underkastet den onde tilbøjelighed. Hvis man lader samvittigheden være ubeskyttet på blot et enkelt punkt, giver efter for en dårlig vane og undlader at opfylde pligtens store krav blot en gang, svækker man sjælens forsvar og lader Satan komme ind og forføre en. Vort eneste værn består i, at daglig af et oprigtigt hjerte beder den bøn, som David bad: at Gud vil lede os på sine veje, for at vi ikke skal vakle. Sl 17,5.
Israels sejrrige hære var vendt tilbage fra Dasan med jublende hjerte og fornyet tro på Gud. De havde allerede erobret et stykke værdifuldt land, og de var sikre på, at de hurtigt kunne erobre Kanaan. Kun Jordanfloden skilte dem fra det forjættede land. Lige på den anden side af floden var der en frodig slette. Den var gennemstrømmet af floder, der blev forsynet med vand fra sprudlende kilder, og prægtige palmetræer kastede deres skygge over sletten. På vestsiden af sletten hævede Jerikos tårne og paladser sig. Byen var omgivet af så frodige palmelunde, at den blev kaldt "Palmestaden".
På østsiden af Jordan var der også en slette. Den afgrænsedes af floden og den højslette, som de var rejst hen over. Den var mange kilometer bred og fulgte floden et langt stykke. Denne hegnede dal havde tropeklima. Her voksede sjittimeller akacietræet, efter hvilket sletten blev kaldt "Sjittims dal". Her slog israelitterne lejr, og i akacielundene langs floden fandt de et behageligt fristed.
Men i disse dejlige omgivelser skulle de møde en fare, som var værre end store krigshære og ørkenens vilde dyr. Dette land, der var så rigt udstyret fra naturens hånd, var blevet besmittet af sine indbyggere. Når folket tilbad den førende guddom Baal, udfoldedes de mest nedværdigende og lastefulde scener. Mangfoldige steder her var berygtet på grund af afgudsdyrkelse og tøjlesløshed, og selv stednavnene antydede folkets ondskab og fordærv.
I disse omgivelser blev Israel udsat for en fordærvende indflydelse. Folkets tanker blev fortrolige med den ondskab, som de til stadighed så antydet. Det var også demoraliserende for dem at leve i magelighed og lediggang. Næsten uden at de selv vidste det, gled de bort fra Gud, og de befandt sig snart i en tilstand, hvor de var et let bytte for fristelser.
Mens de lå i lejr ved Jordan, traf Moses forberedelser til invasionen i Kanaan. Dette arbejde lagde beslag på al den store leders tid. Denne ventetid var en hård prøve for folket, og i løbet af nogle få uger havde de sat en stor plet på nationens historie ved et frygteligt moralsk fald.
I begyndelsen havde israelitterne og deres hedenske naboer ikke ret megen forbindelse med hinanden, men efter nogen tids forløb begyndte midjanitiske kvinder at snige sig ind i lejren. Deres tilstedeværelse vakte ingen uro, og de gik så stille med deres planer, at Moses slet ikke lagde mærke til dem. Disse kvinder havde til opgave at få hebræerne til at overtræde Guds lov, gøre dem interesseret i hedenske skikke og forlede dem til afgudsdyrkelse. Disse planer skjulte de på det omhyggeligste under venskabets kappe, og ikke engang folkets vagtposter nærede mistanke.
Bileam foreslog, at kongen af Moab skulle holde en stor fest til ære for deres guder, og der blev truffet en hemmelig aftale om, at Bileam skulle tilskynde israelitterne til at deltage i festen. De betragtede ham som Guds profet, og derfor havde han ikke svært ved at nå sit mål. Et stort antal israelitter overværede festen sammen med ham. De vovede sig ind på forbuden grund og blev fanget i Satans snare. De blev fortryllet af musikken og dansen og af de hedenske præstinders skønhed og lod hånt om den troskab, de skyldte Gud. Mens de deltog i festlighederne, blev deres sanser sløvet af vin, og de mistede selvkontrollen. Lidenskaberne tog fuldstændig magten over dem. Da de først havde besmittetsamvittigheden ved at hengive sig til utugt, var det en let sag at overtale dem til at bøje sig for afguderne. De ofrede ved de hedenske altre og tog del i de mest nedværdigende ceremonier.
Det varede ikke længe, før giften havde bredt sig som en dødelig sygdom i hele Israels lejr. De mennesker som ville have besejret deres fjender i åben kamp, blev overvundet af hedenske kvinders list. Folket syntes at være fuldstændig opslugt af det, de oplevede. Deres øverster og ledere var de første til at overtræde Guds lov, og så mange af folket var skyldige, at frafaldet berørte hele nationen. "Og Israel holdt til med Baal-Peor." Da Moses blev klar over, hvad der var sket, var fjendernes planer lykkedes så godt, at israelitterne ikke blot tog del i den tøjlesløse tilbedelse på Peors bjerg, men de hedenske ceremonier blev praktiseret i selve Israels lejr. Den gamle leder blev fyldt af harme, og Herrens vrede blussede op.
Bileam kunne ikke skille Israel fra Gud ved hjælp af al sin trolddomskunst, men nu fremkaldte folkets synd denne adskillelse. Straffen faldt omgående og fik folket til at indse. hvor alvorlig deres synd var. Der udbrød en frygtelig pest i lejren, og titusinder døde straks. Gud befalede, at dommerne skulle dræbe lederne i dette frafald. Denne ordre blev øjeblikkelig efterkommet. Disse syndere blev dræbt og deres legeme hængt op under åben himmel for hele Israels øjne. Den hårde straf der blev tildelt folkets ledere, skulle give Israel et uudsletteligt indtryk af Guds afsky for deres synd og af hans frygtelige vrede.
De følte alle sammen, at straffen var retfærdig, og folket skyndte sig hen til åbenbaringsteltet og bekendte grædende og angergivent deres synd. Mens de således stod og græd for Guds åsyn ved indgangen til åbenbaringsteltet plagen krævede stadig sine ofre, og dommerne var i fuld gang med deres frygtelige hverv gik 2imri, der var en af Israels øverster, frækt ind i lejren sammen med en midjanitisk skøge, der var datter af en "stammehøvding for et fædrenehus blandt midjanitterne" og førte hende til sit telt. Lasten havde aldrig før været så stor og indgroet. Zimri, der var beruset af vin, kundgjorde sin "synd som Sodoma" og pralede med sin skam. (Es 3,9.) Præsterne og lederne havde kastet sig til jorden i sorg og ydmygelse. De græd "imellem forhal og alter" og bønfalt Herren om at spare sit folk og ikke overgive sin arv til skændsel. På dette tidspunkt fremturede denne øverste i Israel i synd for øjnene af hele menigheden, som om han ville trodse Guds hævn og gøre nar af folkets dommere. Ypperstepræsten Eleazars søn Pinehas trådte frem af menighedens midte, greb et spyd og "fulgte den israelitiske mand ind i sengekammeret" og dræbte dem begge to. Da standsede plagen. Den præst, som havde fuldbyrdet Guds dom, blev æret i hele Israels påsyn, og han og hans hus fik løfte om et evigt præstedømme.
Pinehas "har vendt min vrede fra israelitterne" sagde Gud. "Derfor skal du sige: Se, jeg giver ham min fredspagt! Et evigt præstedømmes pagt skal blive hans og efter ham hans efterkommeres lod, til løn for at han var nidkær for sin Gud og skaffede israelitterne soning."
De straffedomme, som hjemsøgte israelitterne på grund af deres synd i Sjittim, udryddede de sidste af den store skare, som næsten fyrre år tidligere var blevet dømt til at dø i ørkenen. Da der på Guds befaling blev holdt mandtal over folket i lejren på Jordans sletter, var der ingen tilbage, "som var mønstret af Moses og præsten-Aron, da de mønstrede israelitterne i Sinajs ørken". Der var "ingen tilbage af dem undtagen Kaleb, Jefunnes søn, og Josua, Nuns søn". 4Mos 26,64-65.
Gud havde straffet israelitterne, fordi de havde ladet sig forføre af midjanitterne, men de mennesker, der havde fristet dem, skulle også få den guddommelige retfærdigheds vrede at føle. Amalekitterne, som havde angrebet Israel ved Refidim og kastet sig over dem, der gik bagest på grund af udmattelse og træthed, blev først straffet længe efter. Midjanitterne, derimod, som havde forledt Israel til at synde, fik hurtigt den guddommelige straf at føle, fordi de var langt farligere fjender. "Skaf israelitterne hævn over midjanitterne." 4Mos 31,2. Sådan lød Guds befaling til Moses. Den blev omgående efterkommet. Der blev valgt tusind mand fra hver stamme, og disse blev sendt af sted under Pinehas ledelse. "De drog så ud i kamp mod midjanitterne, som Herren havde pålagt Moses; ..... og foruden de andre, der blev slået ihjel, dræbte de også Midjens konger, ..... Midjens fem konger; også Bileam, Beors søn, dræbte de med sværdet." 7-8. v. På Moses befaling dræbte de også de kvinder, som hæren havde taget til fange. Kvinderne havde den største skyld og var de farligste af Israels fjender.
Sådan døde de, der havde lagt onde planer mod Guds folk. Salmisten siger: "Folkene sank i graven, de grov, deres fod blev hildet i garnet, de satte." Sl 9,16. "Thi Herren bortstøder ikke sit folk og svigter ikke sin arvelod. Den retfærdige kommer igen til sin ret." Når mennesker jager "den retfærdiges liv", vender Herren "deres uret imod dem selv, udsletter dem for deres ondskab". Sl 94,14-15. 21. og 23.
Da der blev sendt bud efter Bileam, for at han skulle forbande hebræerne, kunne han ikke gøre dem fortræd ved hjælp af al sin trolddom, for Herren havde ikke skuet "nød i Jakob" ej trængsel i Israel". 4Mos 23,21. Men da israelitterne overtrådte Guds lov ved at give efter for fristelsen, stod de ikke længer under Guds beskyttelse. Når Guds folk trofast holder hans bud, gælder disse ord om dem: "Thi mod Jakob hjælper ej magi, trolddom ikke mod Israel." 4Mos 23,23. Det er derfor, at hele Satans magt og alle hans kunstgreb tages i brug for at lede dem i synd. Hvis de, der bekender sig til at tage vare på Guds lov, overtræder dens forskrifter, skiller de sig fra Gud og kan ikke holde stand overfor deres fjender.
Israelitterne kunne hverken besejres ved hjælp af Midjens våben eller trolddomskunst, men de blev et bytte for de midjanitiske skøger. Så megen magt kan kvinden udøve for at indfange og ødelægge sjæle, når hun træder i Satans tjeneste. "Thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er hoben, som hun slog ihjel." Ord, 7,26. Det var på den måde, Sets børn blev lokket bort fra retfærdighedens vej, så at den hellige slægt blev fordærvet. Det var på det punkt, Josef blev fristet. Det var også på grund af dette, at Samson forrådte sin styrke, som var Israels forsvar, til filisterne. Det var her, David snublede. Og Salomo, den viseste af alle konger, som Gud tre gange kaldte den elskede, blev en slave af lidenskaberne og ofrede sin retskaffenhed til den samme fortryllende magt.
"Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet. Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!" 1Kor. 10,11-12. Satan har et grundigt kendskab til menneskehjertet. Han har studeret det i tusinder af år og kender svaghederne i alle menneskers karakter. I slægt efter slægt har han arbejdet på at besejre de stærkeste mænd, øversterne i Israel, ved hjælp af de samme fristelser, der var så virkningsfulde ved Baal Peor. I alle tidsaldre er menneskekarakterer blevet slået til vrag og kastet mod de sanselige lysters klippeskær. Lige før verdens ende, når Guds folk står ved grænsen til det himmelske Kanaan, vil Satan fordoble sine anstrengelser og ligesom tidligere forsøge at hindre dem i at drage ind i det herlige land. Han lægger sine snarer for hver eneste sjæl. Det er ikke blot de uvidende og ukultiverede, som behøver at være på vagt. Han vil friste mennesker i de højeste stillinger og i de helligste embeder. Hvis han kan få dem til at besmitte deres sjæl, kan han derigennem lede mange i fordærv. Han benytter de samme midler i dag som for tre tusind år siden. Ved hjælp af verdslige venskaber, skønhed, forlystelser, morskab og fest eller vinglasset frister han mennesker til at overtræde det syvende bud.
Satan forførte Israel til tøjlesløshed, inden han fik dem til at dyrke afguder. De mennesker, der kan få sig selv til at vanære Guds billede og besmitte hans tempel i deres eget legeme, vil heller ikke nære betænkeligheder ved at vanære Gud, hvis de blot kan tilfredsstille deres eget fordærvede hjertes begær. Sanselighed svækker sindet og nedværdiger sjælen. Moralen og forstanden sløves og lammes, når man tilfredsstiller de dyriske tilbøjeligheder, og det menneske, der er en slave af lidenskaberne, kan ikke fatte Guds lovs hellige forpligtelse. Det forstår heller ikke at værdsætte forsoningen eller at bedømme en sjæls værdi rigtigt. Godhed, renhed, sandhed, ærbødighed for Gud og kærlighed til det hellige alle de hellige bånd og ædle ønsker, som knytter mennesker til den himmelske verden fortæres i begærets flammer. Sjælen bliver mørk og øde, en bolig for onde ånder og et "tilhold for alskens urene og afskyede fugle". De væsener, som er skabt i Guds billede, synker ned på samme stade som de laverestående dyr.
Hebræerne blev forført til at overtræde Guds lov og blev genstand for Guds straffedomme, fordi de havde samkvem med afgudsdyrkere og deltog i deres fester. Satan tilskynder også i dag Kristi efterfølgere til at omgås ugudelige mennesker og deltage i deres forlystelser, og derved lykkes det ham kun alt for godt at lede dem i synd. "Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent" 2Kor. 6,17. Gud stiller lige så store krav til sit folk i dag, som han stillede til det gamle Israel. Han kræver, at de skal tage afstand fra verden og dens sæder, skikke og principper. Det er muligt, hvis de trofast retter sig efter hans ord undervisning. Ellers kan det ikke lade sig gøre, Hebræerne blev advaret imod at knytte nær forbindelse med hedningerne, men de kristne har flet lige så utvetydige og udtrykkelige forbud imod at efterligne de ugudeliges indstilling og skikke. "Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham." 1Joh 2,15. "Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende." Jak 4,4. Kristi efterfølgere skal holde sig på afstand af syndere og kun omgås dem, når de har anledning til at gøre dem godt. Vi kan ikke være forsigtige nok med at undgå de mennesker, hvis indflydelse skiller os fra Gud. Når vi beder: "Led os ikke i fristelse," bør vi også så vidt muligt undgå fristelsen.
Israelitterne blev fristet til at synde på et tidspunkt, hvor de havde fred og ro udadtil. De havde ikke til stadighed Gud i tanke, men forsømte at bede og stolede på sig selv. I deres tryghed og selvsikkerhed glemte de at bevogte sjælens fæstning, og onde tanker sneg sig derind. Principfasthedens fæstning blev stormet af forrædere inden for murene, og det var disse, der forrådte Israel til Satan. Han forsøger stadig at ruinere sjælen på denne måde. Inden en kristen begår en åbenlys synd, har det onde gæret i hjertet i lang tid, uden at andre har været klar over det. Sindet er ikke fyldt med renhed og hellighed i det ene øjeblik og med fordærvelige og forbryderiske tanker i det næste. Det tager tid at gøre et menneske, som er skabt i Guds billede, dyrisk og djævelsk. Vi præges af det, vi beskæftiger os med. Ved at dvæle ved urene tanker kan et menneske påvirke sit sind i en sådan grad, at det kommer til at elske synden, som det en gang hadede.
Satan benytter alle midler for at gøre forbrydelser og laster tiltalende. Man kan ikke spadsere på gaden i vore byer uden at se iøjnefaldende reklamer for forbrydelser, enten i form af en roman eller en teaterplakat. Sindet vænnes til synden. Publikum kan læse om onde og lovløse menneskers bedrifter i tidsskrifterne, og alt, hvad der kan ægge lidenskaberne, skildres i spændende historier. De hører og læser så meget om frygtelige forbrydelser, at sindet bliver hærdet, og til sidst sluger de med begærlighed det, som en gang vakte deres afsky.
Mange af vor tids populære forlystelser selv sådanne, som bekendende kristne tager del i fører til samme resultat, som hedningernes fester gjorde. Det er kun de færreste af dem, Satan ikke bruger til at føre sjæle i fordærv. I århundreder har han benyttet dramaet til at ægge lidenskaberne og forherlige lasten. Han benytter også operaen med dens fængslende optrin og fortryllende musik og maskerade, dansen og kortspillet til at nedbryde principperne og bane vej for sanselighed. Ved alle forlystelser, hvor der appelleres til den menneskelige stolthed, hvor begæret får frie tøjler, og hvor begæret får frie tøjler, og hvor mennesker glemmer Gud og taber de evige interesser af syne, lægger Satan menneskesjælen i sine lænker.
"Vogt dit hjerte mer end alt andet," lyder den vise mands råd, "thi derfra udspringer livet." Ord. 4,23. Hjertet skal fornys af den guddommelige nåde. Hvis det ikke sker, er det forgæves at stræbe efter renhed i livet, Det menneske, der forsøger at danne en ædel, retskaffen karakter uafhængigt af Guds nåde, bygger sit hus på flyvesand. Det vil blive blæst omkuld i fristelsens heftige storme. Hver eneste sjæl bør bede Davids bøn: "Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre." Sl 58,12. Og når vi er blevet delagtige i den himmelske gave, skal vi gå fremad mod fuldkommenheden, idet vi "i Guds kraft bliver bevaret ved tro". 1Pet. 1,5.
Men vi skal selv gøre noget for at modstå fristelsen. Hvis man ikke vil blive et bytte for Satans fristelser, må man sætte vagt ved sjælens indfaldsveje og undgå at læse, se eller høre noget, som kan fremkalde urene tanker, Man bør ikke planløst lade sindet dvæle ved et hvilket som helst emne, som sjælefjenden bringer på bane. Apostlen Peter siger: "bind derfor op om jeres sinds lænder, vær ædru. I må ikke rette jer efter de lyster, som I før, i jeres uvidenhed, levede i. Men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd." 1Pet. 1,13-15.
Paulus siger: "Alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!" Fil. 4,8. Det forudsætter alvorlig bøn og stadig årvågenhed at kunne gøre dette. Vi behøver til stadighed Helligåndens hjælp. Han vil lede vore tanker opad og vænne vort sind til at dvæle ved det rene og hellige. Vi bør også flittigt læse i Guds ord. "Hvorledes holder en ung sin vej ren? Ved at holde sig efter dit ord." Jeg gemmer dit ord i mit hjerte for ikke at synde imod dig." Sl 119,9. og 11.
Gud straffede israelitterne på grund af deres synd ved Bet-Peor. Selv om de samme synder ikke straffes øjeblikkelig i dag, er straffen lige så uundgåelig nu som dengang, "Hvis nogen ødelægger Guds tempel, skal Gud ødelægge ham." 1Kor. 3,17. Naturen straffer disse forbrydelser hårdt, og alle overtrædere vil før eller senere få straffen at føle. Det er fremfor alt disse synder, der har forårsaget menneskeslægtens frygtelige degeneration og den sum af sygdom og elendighed, som er en forbandelse for verden. Menneskene kan måske skjule deres overtrædelser for deres medmennesker, men de vil ikke desto mindre høste, hvad de har sået, i form af lidelse, sygdom, åndssvaghed og død. Og efter dette liv skal de stå til regnskab ved den himmelske domstol, hvis strafudmåling har evige konsekvenser. "De, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige", men vil sammen med Satan og de onde engle blive kastet i "ildsøen". "Dette er den anden død." Gal. 5,21; Åb. 20,14.
"Thi af honning drypper den fremmedes (d.v.s. kvindes) læber, glattere end olie er hendes gane; men til sidst er hun besk som malurt, hvas som tveægget sværd" Ord. 5,3-4. "Lad din vej være langt fra hende, kom ej hendes husdør nær, at du ikke må give andre din ære, en grusom mand dine år, at ikke dit gods skal mætte fremmede, din vinding ende i andenmands hus, så du gribes af anger til sidst, når dit kød og huld svinder hen." 8-11. v. "Thi en grav til døden er hendes hus." "Tilbage vender ingen, som går ind til hende." Ord. 2,18-19. "Hendes gæster er i dødsrigets dyb." Ord. 9,18.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com