Til Forsiden
JERUSALEMS ØDELÆGGELSE.

"Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid." Luk 19,42-44.
Jesus så ud over Jerusalem fra Oliebjergets top. Det var et smukt og fredfyldt syn. De terrasseformede høje, de prægtige paladser og de massive fæstninger i Israels hovedstad knejsede over haverne og vingårdene og de grønne skråninger, hvor pilgrimmenes telte lå tæt. Zions datter syntes at udbryde i stolthed: "Jeg sidder som en dronning, og sorg skal jeg ingenlunde se." Hun var lige så fager nu og anså sig for at være lige så sikker på Himmelens gunst, som da den kongelige skjald århundreder i forvejen sang: "Smukt løfter sig hans hellige bjerg, al jordens fryd, Zions bjerg, den store Konges by." Sl 48,2. Templets prægtige bygninger lå udbredt for hans blik. Den nedgående sols stråler belyste dets snehvide marmormure og gav genskin i dets gyldne port og i dets tårn og tinde. Således fremtrådte skønhedens krone jødefolkets stolthed. Hvilken israelit kunne betragte dette skue uden at blive grebet af glæde og beundring!
Men det var ganske andre tanker, der fyldte Jesu sind. "Da han kom nærmere og så byen, græd han over den." Luk 19,41. Midt i sejrstogets jubel, da man svingede med palmegrene, da glade hosianna råb gav genlyd mellem højene, og da tusinder af stemmer udråbte ham til konge, blev verdens frelser pludselig overvældet af en uforklarlig sorg. Guds Søn, Israels Forjættede, han, hvis magt havde besejret døden og kaldt dens fanger ud af graven, græd; og det var ikke en almindelig sorg, der fyldte ham, men en overvældende sjælekval, som han ikke kunne skjule.
Han græd ikke over sig selv, skønt han meget vel vidste, hvor hans vej førte hen. Foran ham lå Getsemane og Golgata. Når Jesus hengav sin sjæl som et syndoffer, ville rædselens tætte mørke indhylle den sti, som han snart skulle betræde. Det var dog ikke tanken om alt dette, der kastede en skygge over ham. Det var ikke tanken om hans overmenneskelige sjæleangst, der sænkede sig som en sky over hans uselviske ånd. Han græd over de tusinder af domfældte mennesker i Jerusalem; han græd, fordi de mennesker, som han var kommet for at velsigne og frelse, var blinde og uvidne.
Over tusinde års historie oprulledes for Jesu blik. Herren havde udvalgt Zion, ønsket sig det til bolig. (Sl 132,13) Der havde hellige profeter forkyndt deres advarselsbudskaber gennem århundreder. Der havde præsterne svunget deres røgelseskar, og her var røgelsesskyen steget op til Gud sammen med de tilbedendes bønner. Der blev de slagtede lams blod dagligt ofret som et forbillede på Guds Lam. Der havde Herren åbenbaret sin nærværelse i herlighedens sky over nådestolen. Der stod den hemmelighedsfulde stige, som forbandt jorden med Himmelen den stige, som Guds engle steg ned og op ad, og ad hvilken vejen til det allerhelligste blev åbnet for verden. (1Mos 28,12; Joh 1,51.)
Hvis Israel som et folk var forblevet tro over for Himmelen, ville Jerusalem Guds udvalgte by, have bestået til evig tid. (Jer. 17, 21-25) Men dette begunstigede folks historie var en lang beretning om frafald og oprør. De afslog Himmelens nåde, misbrugte deres privilegier og lod hånt om deres anledninger.
Skønt de gentagne gange forkastede ham, blev han i sin nåde ved med at tale til dem. Gud havde vist dem mere ømhed og kærlighed end en fader, der forbarmer sig over sin søn. Han sendte tidligt og silde manende ord til dem ved sine sendebud, fordi han ynkedes over sit folk og sin bolig. (2Krøn. 36,15) Da advarsler, overtalelser og irettesættelser ikke hjalp, sendte han dem Himmelens bedste gave. I tre år bankede Guds Søn på porten til denne truede by. Han kom til sin vingård, for at se efter frugt. Israel havde været som et vintræ der var plantet om fra Ægypten til denne gode jord. Han gravede om sit vintræ, beskar og plejede det. Han udfoldede de utrætteligste bestræbelser for at redde det vintræ, som han selv havde plantet. I tre år havde lysets og herlighedens Herre gået ind og ud blandt sit folk. Han drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var syge, han trøstede de sørgende, han oprejste de døde, han talte om tilgivelse og fred til dem der omvendte sig. Han samlede de svage og bekymrede, de hjælpeløse og modløse omkring sig og opfordrede alle, uden hensyn til alder og karakter, til at tage imod tilbudet om nåde og han sagde til dem: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile." Matt 11,28.
Skønt de gengældte hans godhed med ondskab og hans kærlighed med had, fortsatte han trofast sin barmhjertige mission. (Sl 109,5.) Han afviste aldrig de mennesker, der søgte hans nåde. Han var selv hjemløs, og forsmædelse og fattigdom var hans daglige lod; men han levede for at hjælpe menneskene og lindre deres smerter og trygle dem om at tage imod livets gave. Når nådens bølger blev kastet tilbage af de forhærdede hjerter, strømmede de ud over dem igen i en endnu større fylde af ømhed og usigelig kærlighed. Men Israel havde vendt sig bort fra sin bedste ven og eneste hjælper. Hans kærlige henstillinger var blevet foragtet, hans råd afslået og hans advarsler latterliggjort.
Håbets og nådens dag nærmede sig hurtigt sin afslutning. Gud havde længe holdt vreden tilbage, men hans vredesbæger var næsten fuldt. Ulykkesskyerne, som var trukket sammen igennem frafaldets og oprørets århundreder, var ildevarslende sorte, og uvejret ville snart bryde løs over det skyldige folk. Jesus var den eneste, der kunne redde dem fra den truende dom, men han var blevet ringeagtet, hånet og forkastet og ville snart blive korsfæstet. Når Kristus hang på Golgatas kors, ophørte Israel med at være Guds begunstigede og velsignede folk. Tabet af blot en enkelt sjæl er så stor en ulykke, at det ikke kan erstattes af de fordele og værdier, som en hel verden rummer; men da Kristus så ud over Jerusalem, så han den skæbne, der ville ramme en hel by, ja, et helt folk. Den by og det folk som Gud en gang havde udvalgt til at være sin særskilte ejendom.
Profeterne havde grædt over Israels frafald og de frygtelige ødelæggelser, som de blev hjemsøgt af for deres synders skyld. Jeremias ønskede, at hans øjne var en tårekilde, for at han kunne græde dag og nat over sit folks datters ihjelslagne og over Herrens hjord, som var ført i fangenskab. (Jer. 9,1; 13,17)
Hvilken sorg må da ikke have fyldt ham, hvis profetiske blik ikke blot spændte over år, men over århundreder! Han så dødsengelen med sværdet hævet imod den by, der så længe havde været Herrens bolig. Fra Oliebjergets top det selv samme sted, som senere blev besat af Titus og hans hær, så han ud over dalen og betragtede de hellige forgårde og buegange, og med tårefyldte øjne så han som i et frygteligt syn murene omringet af fremmede hære. Han hørte fodtrinene af hære, som stillede op til slag. Han hørte mødre og børn råbe på brød i den belejrede by. Han så dens hellige og smukke tempel og dens paladser og tårne blive flammernes bytte, og han så de rygende ruiner, hvor de engang havde ligget.
Han kastede blikket ind i fremtiden og så pagtsfolket adspredt i alle lande, som vragrester på en ørkenstrand. Han vidste, at den timelige straf, som snart ville ramme byens indbyggere, kun var det første drag af den vredesskål, som de skulle drikke til sidste dråbe i den endelige dom. Hans guddommelige medynk og inderlige kærlighed kom til udtryk i de sørgmodige ord: "Jerusalem, Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke." Matt 23,37; Havde du blot, som den højt begunstigede nation du er, kendt din besøgelsestid og vidst, hvad der tjener til din fred! Jeg har holdt retfærdighedens engel tilbage og anmodet dig om at angre, men forgæves. Det er ikke blot tjenere, sendebud og profeter, du har afvist og forkastet, men Israels Hellige, din genløser. Hvis du går til grunde, bærer du alene skylden. "Og dog vil I ikke komme til mig for at få liv." Joh 5,40.
Kristus betragtede Jerusalem som et symbol på en verden, der er forhærdet i vantro og oprør og med stormskridt iler Guds gengældelses dag i møde. Den faldne menneskeslægts ulykker hvilede som en tung byrde på hans sjæl og fremtvang det dybt fortvivlede råb fra hans læber. Han så syndens spor i menneskenes sorg, tårer og blod. Hans hjerte blev grebet af en usigelig medfølelse med jordens hjemsøgte og lidende beboere. Han brændte af længsel efter at hjælpe dem alle sammen; men ikke engang hans hånd formåede at standse den menneskelige elendigheds flodbølge. Kun få ville søge hen til ham, som var den eneste, der kunne hjælpe. Han var villig til at udøse sin sjæl til døden for at bringe frelsen inden for deres rækkevidde, men kun få ville komme til ham for at få liv.
Himmelens Majestæt græd! Den almægtige Guds Søn var bevæget i ånden og nedbøjet af sjæleangst. Hele Himmelen forundredes over dette syn. Dette viser os, hvor frygtelig synden er. Det viser, hvor vanskeligt det er, selv for den almægtige Gud, at frelse de skyldige fra følgerne af deres overtrædelse af Guds lov. Idet Jesus kastede blikket ind i fremtiden og betragtede den sidste slægt, så han verden indviklet i et bedrag af samme art som det, der forårsagede Jerusalems ødelæggelse.
Jødefolkets store synd var, at de forkastede Kristus, og kristenhedens store synd ville komme til at bestå i, at den forkastede Guds lov, som er grundlaget for hans regering i Himmelen og på jorden. Herrens bud ville blive foragtet og fuldstændig forkastet. Millioner af syndens fanger, som var dømt til at lide den anden død nægtede at lytte til sandhedens ord, da de havde deres besøgelsestid. Hvilken frygtelig blindhed!
To dage før påske gik Kristus atter med sine disciple ud på Oliebjerget og satte sig på den grønne skråning, hvorfra der var udsigt over byen. På det tidspunkt havde han fordømt de jødiske rådsherrers hykleri og forladt templet for sidste gang. Han betragtede endnu engang templets mure, tårne og paladser og lod øjet dvæle ved dets blændende skønhed en skønhedens krone, som prydede det hellige bjerg.
Tusind år tidligere havde Salmisten lovsunget Gud, fordi han havde vist Israel den gunst at gøre dets hellige tempel til sin bolig: "I Salem er hans hytte, hans bolig er på Zion." Sl 76,2. "Han udvalgte Judas stamme, Zions bjerg, som han elsker; han bygged sit tempel himmelhøjt." Sl 78,68-69.
Det første tempel blev opført i Israels glansperiode. Kong David havde samlet vældige skatte til dets opførelse, og tegningerne blev udarbejdet under guddommelig inspiration. (1Krøn. 28,12 og 19). Salomon, den viseste af Israels konger, fuldførte arbejdet. Templet var det prægtigste bygningsværk, som verden nogen sinde har set. Til trods herfor lod Herren profeten Haggaj sige om det andet tempel: "Dette hus kommende herlighed bliver større end den tidligere. Jeg vil ryste alle folkene, og da skal alle folkenes skatte komme hid, og jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre." Hagg. 2,7-9.
Da Nebukadnezar havde ødelagt templet, blev det genopbygget fem hundrede år før Kristi fødsel af et folk, som var vendt tilbage til et øde og næsten folketomt land efter et livslangt fangenskab. Iblandt dem var der gamle mænd, som havde set Salomons tempels herlighed. Da de så grundstenen blive lagt til den nye bygning, græd de, fordi den ville blive ringere end den første. Profeten giver en malende skildring af de følelser, som kom til udtryk: "Er der nogen tilbage iblandt eder af dem, der har set dette hus i dets fordums herlighed? Hvorledes tykkes det eder da nu? Er det ikke som intet i eders øjne?" Hagg. 2,3; Ezra 3,12. Og nu fik de det løfte, at det sidste hus' herlighed skulle overgå det førstes.
Men det andet tempel kunne ikke måle sig med det første i pragt. Det blev heller ikke helliget af de samme synlige tegn på Guds nærværelse som det første tempel. Der blev ikke udfoldet guddommelig kraft ved dets indvielse. Den nyopførte helligdom blev ikke fyldt af herlighedens sky. Der faldt heller ikke ild ned fra himmelen for at fortære offeret på alteret. Shekina dvælede ikke længere mellem keruberne i det allerhelligste. Arken, nådestolen og vidnesbyrdets tavler var der heller ikke. Der lød ingen røst fra Himmelen for at give Guds vilje til kende, når præsten bad om oplysning.
Jøderne havde i århundreder forgæves forsøgt at påvise, hvorledes Guds løfte til Haggaj var gået i opfyldelse; men de var så forblindede af stolthed og vantro, at de ikke kunne se den sande betydning af profetens ord. Det andet tempel blev ikke hædret med Herrens herligheds sky, men af selve den person, i hvem hele guddomsfylden bor legemlig. Ham, som var Gud åbenbaret i kød. Ham, som var hele menneskehedens store håb, han var i sandhed kommet til sit tempel, da Manden fra Nazaret lærte og helbredte i dets hellige forgårde. Det var Kristi nærværelse og den alene, der gjorde det andet tempels herlighed større end det førstes. Men Israel afslog den gave, som Himmelen tilbød. Da den ydmyge lærer hin dag gik ud gennem dets gyldne port, forlod herligheden templet for stedse. Frelserens ord: "Se, jeres hus bliver forladt og overladt til jer selv! var allerede gået i opfyldelse". Matt 23, 38.
Disciplene blev fyldt med undren og hellig rædsel, da Kristus forudsagde templets tilintetgørelse, og de ønskede at få en nærmere forklaring på hans ord. I over fyrre år havde man ofret både penge, arbejdskraft og arkitektonisk dygtighed for at forskønne det. Herodes den Store havde rundhåndet skænket både romerske og jødiske skatte til det, og selv verdens kejser havde beriget det med sine gaver. En del af bygningen bestod af massive hvide marmorblokke af en næsten utrolig størrelse. De var hentet helt i Rom til dette formål. Disciplene henledte deres Mesters opmærksomhed på disse og sagde: "Mester, se, hvilke sten og hvilke bygninger!" Mark 13,1.
Jesus gav det højtidelige og overraskende svar: "Sandelig siger jeg eder: her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt, skal brydes ned." Matt 24,2. Disciplene satte Jerusalems ødelæggelse i forbindelse med de begivenheder, som skulle indtræffe ved Kristi personlige komme i timelig herlighed, når han ville bestige tronen og tiltræde verdensherredømmet, straffe de ubodfærdige jøder og befri nationen for det romerske åg. Herren havde fortalt dem, at han ville komme igen, De kom derfor til at tænke på hans genkomst, da han nævnte straffen over Jerusalem, og mens de var samlet om Frelseren på Oliebjerget, spurgte de: "Sig os, når skal dette ske? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?" Matt 24,3.
Disciplene blev nådigt forskånet for at kende fremtiden. Hvis de til fulde havde forstået de to frygtelige begivenheder Frelserens lidelse og død og byens og templets ødelæggelse ville de være blevet grebet af rædsel. Kristus skildrede de vigtigste begivenheder, som skulle finde sted før verdens ende. De forstod ikke helt, hvad han mente dengang; men hans folk ville komme til at forstå det, når de havde brug for det. Hans profeti havde en dobbelt betydning. Det var både en skildring af Jerusalems ødelæggelse og af rædslerne på den sidste store dag.
Jesus fortalte de opmærksomme disciple om de straffedomme, som ville ramme det frafaldne Israel, og især om den gengældelse, som ville komme over dem, fordi de forkastede og korsfæstede Messias. Der ville indtræffe umiskendelige tegn før den forfærdelige afslutning. Den frygtelige time ville komme pludselig og brat. Frelseren gav sine efterfølgere denne advarsel: "Når I da ser ødelæggelsens vederstyggelighed, hvorom der er talt ved profeten Daniel, stå på hellig grund (den, som læser det, han give agt!), så skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene." Matt 24,15-16; Luk 21,20-21. Når romernes hedenske bannere blev plantet på den hellige grund, som strakte sig nogle stadier uden for byens mure, skulle Kristi efterfølgere redde sig ved flugt. Når de så faresignalet, måtte de, der ville flygte, ikke tøve. Den, der tilfældigvis var på taget, måtte ikke gå ned i huset, men han skal skynde sig væk. Springe fra tag til tag indtil han når bymuren og er i sikkerhed, ligesom ved en ildebrand. De, der arbejdede på markerne eller i vingårdene, måtte ikke tage tid til at gå tilbage efter det tøj, som de havde taget af, mens de arbejdede i dagens hede. De måtte ikke tøve et eneste øjeblik, for at de ikke skulle omkomme under byens ødelæggelse.
Jerusalem var ikke blot blevet meget forskønnet under Herodes regering, men der var blevet opført tårne, mure og fæstninger, som sammen med den naturlige beskyttelse, byen havde i kraft af sin beliggenhed, tilsyneladende gjorde den uindtagelig. Hvis der var nogen, der på dette tidspunkt offentligt havde forudsagt byens ødelæggelse, ville han være blevet betegnet som en forrykt ulykkesprofet ligesom Noa. Men Kristus havde sagt: "Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå." Matt 24,35. Der var blevet fældet dom over Jerusalem på grund af dens synder, og dommen ville blive fuldbyrdet på grund af byens hårdnakkede vantro.
Herren havde sagt ved profeten Mika: "Hør det, I Jakobs huses høvdinger, I dommere af Israels hus, I, som afskyr ret og gør alt, som er lige, kroget, som bygger Zion. med blod og Jerusalem med uret. Dets høvdinger dømmer for gave, dets præster kender ret for løn; dets profeter spår for sølv og støtter sig dog til Herren: "Er Herren ej i vor midte? Over os kommer intet ondt." Mika 3,9-11.
Disse ord gav et sandfærdigt billede af de demoraliserede og selvretfærdige indbyggere i Jerusalem. De bekendte sig til at holde Guds lov til punkt og prikke, men de overtrådte alle dens principper. De hadede Kristus, fordi hans renhed og hellighed åbenbarede deres synd, og de gav ham skylden for alle de vanskeligheder, som de kom ud for på grund af deres synder. Skønt de vidste, at han var syndfri, havde de sagt, at hans død var nødvendig af hensyn til nationens sikkerhed. "Hvis vi lader ham blive sådan ved, vil alle tro på ham, og romerne vil komme og tage både land og folk fra os." Joh 11,48. Hvis Kristus blev ofret, kunne de måske endnu engang blive et stærkt, forenet folk. Således ræsonnerede de, og de samtykkede i deres ypperstepræsts erklæring om, at det var bedre, at en mand døde for folket, end at hele folket gik til grunde.
Således havde jødernes øverste bygget Zion med blod og Jerusalem med uret. (Mika 3,10) Og dog var de så selvretfærdige, at de betragtede sig som Guds udvalgte folk og ventede, at Herren ville befri dem for deres fjender. "For eders skyld skal Zion pløjes som en mark, Jerusalem blive til grushobe, tempelbjerget til krathøj," fortsatte profeten. Mika 3,12>
Herren ventede næsten fyrre år med at lade sine straffedomme falde over byen og folket, efter at Kristus havde forkyndt dommen over Jerusalem. Gud viste en vidunderlig langmodighed med de mennesker, som havde forkastet hans evangelium og dræbt hans Søn. Lignelsen om det ufrugtbare træ var et billede på Guds handlemåde med jødefolket. Der var givet den befaling: "Hug det om; hvorfor skal det tilmed tage kraften af jorden?" (Luk 13,7); men i sin barmhjertighed sparede Herren det endnu en lille tid. Der var endnu mange jøder, som intet kendskab havde til Kristi karakter og hans værk. Børnene havde heller ikke haft de samme anledninger eller modtaget det samme lys, som deres forældre havde foragtet. Gud ville lade lyset skinne på dem ved apostlenes og deres medarbejderes forkyndelse. Han ville give dem lejlighed til at se, hvorledes profetien var gået i opfyldelse ved Kristi fødsel, liv, død og opstandelse. Børnene blev ikke fordømt for forældrenes synder; men da de havde fået kendskab til alt det lys, som deres forældre havde fået, og de også forkastede det lys, som de selv fik i tilgift, blev de delagtige i forældrenes synder og fyldte deres uretfærdigheds bæger.
Guds langmodighed med Jerusalem bidrog blot til at gøre jøderne endnu mere forhærdede. Ved deres had og grusomhed over for Jesu disciple forkastede de det sidste tilbud om nåde, unddrog de sig Guds beskyttelse og fjernede de skranker, som han havde sat for Satan og hans engle, og nationen blev overladt til den leder, som den havde valgt.
Jøderne havde foragtet Kristi nåde, som ville have sat dem i stand til at holde deres onde tilbøjeligheder nede, men nu fik disse overtaget. Satan opflammede sjælens heftigste og laveste lidenskaber. Menneskene tænkte ikke på, at de var blottet for fornuft og lod sig beherske af deres indskydelser og et blindt raseri. De blev djævelske i deres grusomhed. Mistanke, misundelse, uenighed, oprør og mord florerede i familien og i nationen, blandt høj og lav. Der var ingen tryghed nogen steder. Venner og slægtninge forrådte hinanden. Forældre dræbte deres børn og børn deres forældre. De styrende havde ikke kontrol over sig selv. Deres utøjlede lidenskaber gjorde dem til tyranner.
Jøderne havde benyttet sig af falsk vidnesbyrd for at kunne dømme Guds uskyldige Søn. Nu gjorde falske anklager livet usikkert for dem selv. De havde længe sagt ved deres handlinger: "Lad os være i fred for Israels Hellige!" Es 30,11. Nu fik de deres ønske opfyldt. Frygten for Gud foruroligede dem ikke længere. Satan stod i spidsen for nationen, og de højeste borgerlige og kirkelige myndigheder var i hans magt.
De stridende parters ledere sluttede sig til tider sammen for at udplyndre og pine deres ulykkelige ofre for derpå at bekæmpe hinandens tilhængere og dræbe uden skånsel. Selv templets hellighed formåede ikke at lægge en dæmper på deres frygtelige vildskab. De tilbedende blev hugget ned foran alteret, og helligdommen blev besmittet af de dræbtes lig. Og dog vovede hovedmændene i dette djævelske ødelæggelsesværk, blinde, gudsbespottelige og formastelige som de var, at sige offentligt, at de ikke nærede frygt for, at Jerusalem ville blive ødelagt, fordi den var Guds egen by.
For at styrke deres magt endnu mere bestak de falske profeter til at sige, at folket skulle vente på Guds befrielse. På det tidspunkt belejrede de romerske legioner allerede templet. Skarerne troede til det sidste, at den Allerhøjeste ville gribe ind og slå deres fjender. Men Israel havde kastet vrag på Guds beskyttelse, og nu havde de intet forsvar mere. Jerusalem befandt sig i en frygtelig situation. Byen var svækket på grund af indbyggernes indbyrdes stridigheder, gaderne var farvet røde af blodet af indbyggere, som var faldet for hinandens hånd, og mens dette stod på, nedbrød de fremmede hære dens fæstninger og dræbte dens soldater.
Alle Kristi forudsigelser om Jerusalems ødelæggelse gik bogstaveligt i opfyldelse. Jøderne erfarede sandheden i hans ord: "Det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt." Matt 7,2. Der viste sig tegn og undere, som varslede ulykke og dom. En komet der så ud som et flammende svær hang i et år over byen, og et unaturligt lys skinnede over Tempelet. Og i skyerne viste der sig billeder af stridsvogne og soldater, som stillede op til kamp. Mystiske stemmer i Tempelgården udtalte advarselen "Lad os drage bort herfra." Den store østport, som var så tung, at tyve mand næppe kunne lukke den, den var fastgjort med svære jernstænger, som gik dybt ned i den solide stenbrobelægning blev åbnet ved midnat af usynlige kræfter. I syv år vedblev en mand at gå op og ned ad Jerusalems gader og råbe om de ulykker, der ville ramme byen. Dag og nat sang han den dystre sørgesang: "En røst fra øst! En røst fra vest! En røst fra de fire vinde! En røst imod Jerusalem og imod templet! En røst imod brudgommene og brudene! En røst imod hele folket!" Denne mærkelige person blev fængslet og pisket, men der gik ikke en klagelyd over hans læber. Når han blev hånet og mishandlet, svarede han blot: "Ve, ve Jerusalem! Ve, ve dens indbyggere!" Hans varselsråb forstummede ikke, før han blev dræbt under den belejring, som han havde forudsagt.
Der omkom ikke en eneste kristen under Jerusalems ødelæggelse. Kristus havde advaret sine disciple, og alle de, der troede på hans ord, gav agt på det tegn, som han havde lovet dem. Da romerne havde omringet byen og alt syntes klart til stormangreb, hævede de pludselig belejringen. De ventende kristne havde fået det lovede tegn, og nu fik alle de, der ville, lejlighed til at efterkomme Frelserens opfordring. Uden tøven bragte de sig i sikkerhed i byen Pella i Peræa på den anden side af Jordan.
Der skete frygtelige ting i Jerusalem, da byen blev belejret af Titus. Byen blev omringet ved påsketid, da der var samlet millioner af jøder inden for dens mure. Der ville have været levnedsmidler til flere års forbrug, hvis de var blevet opbevaret omhyggeligt, men forrådene var allerede blevet ødelagt på grund af de stridende parters skinsyge og hævntørst. Indbyggerne gennemgik nu alle hungersnødens rædsler. Et mål hvede blev solgt for en talent. Hungerens kvaler var så frygtelige, at mændene bed i læderet på deres bælter og sandaler og på betrækket af deres skjolde. Et stort antal af indbyggerne listede sig uden for murene om natten for at samle vilde planter, men mange af dem blev fanget og dræbt under de frygtligste pinsler. Magthaverne benyttede de mest umenneskelige pinsler for at tvinge de nødlidende indbyggere til at udlevere de sidste knappe forråd; som de have skjult. Disse grusomheder blev ofte begået af mænd, der ikke manglede noget, men som ville samle forråd til fremtiden.
Tusinder omkom af sult og pest. Menneskene syntes at være fuldstændig blottede for naturlige følelser. Børnene rev maden ud af munden på deres gamle forældre, Profetens spørgsmål: "Glemmer en kvinde sit diende barn?" Es 49,15> blev bekræftet inden for den domfældte bys mure. "Blide kvinders hænder kogte deres børn; da mit folks datter brød sammen, blev de dem til føde." Klages. 4,10.
De romerske officerer søgte at skræmme jøderne til at overgive sig. De der gjorde modstand ved tilfangetagelsen, blev pisket, pint og korsfæstet foran byens mur. Der blev dagligt dræbt flere hundrede på denne måde, og disse grusomheder fortsatte, til der var rejst så mange kors langs Josafats dal og på Golgata, at der næppe var plads til, at et menneske kunne færdes imellem dem. Så grusomt gik det til, da den frygtelige forbandelse, som blev udtalt foran Pilatus' domstol, gik i opfyldelse: "Hans blod komme over os og vore børn!" Matt 27,25.
Titus ville hellere end gerne gøre ende på rædslerne og skåne Jerusalem for at tømme vredesbægeret til bunds. Han fyldtes af gru, da han så ligene ligge i dynger i dalene. Han var som fortryllet, da han stod på Oliebjerget og betragtede det prægtige tempel. Han gav ordrer til, at der ikke måtte røres en eneste sten i det.
Inden han forsøgte at indtage denne fæstning, anmodede han indtrængende de jødiske ledere om ikke at tvinge ham til at besmitte det hellige sted med blod. Hvis de ville komme ud og kæmpe et hvilket som helst andet sted, skulle romerne ikke krænke templets hellighed. Selve Josefus rettede en glødende appel til jøderne og tryglede dem om at overgive sig for at redde sig selv, deres by og deres tempel; men han fik kun bitre forbandelser til svar. Han var det sidste menneske, der mæglede, og mens han søgte at overtale dem, slyngede de kastespyd efter ham. Jøderne havde ladet hånt om Guds Søns henstillinger, og nu gjorde alle overtalelsesforsøg dem blot endnu mere besluttede på at yde modstand til det sidste. Det var forgæves, at Titus forsøgte at redde templet. En person, der var større end Titus, havde sagt, at der ikke skulle lades sten på sten tilbage.
De jødiske lederes blinde raseri og de afskyelige forbrydelser, som blev begået i den belejrede by, vakte romernes rædsel og harme, og Titus besluttede til sidst at tage templet med storm. Men hvis det var muligt, skulle det skånes fra ødelæggelse. Hans befaling blev ikke efterkommet. Da han havde trukket sig tilbage til sit telt om aftenen gjorde jøderne udfald fra templet og angreb soldaterne udenfor. Under kampen kastede en soldat et brændende træstykke ind gennem døråbningen, og i næste øjeblik stod de cederbeklædte kamre, som omgav den hellige bygning, i flammer. Titus styrtede hen til templet, fulgt af sine generaler og legionærer, og befalede, at soldaterne skulle slukke ilden. Ingen agtede på hans ord. I deres raseri kastede soldaterne brændende træstykker ind i de kamre, der stødte op til templet, og huggede ned for fode blandt de mennesker, der havde søgt tilflugt der. Blodet flød i strømme ned ad templets trapper. I tusindvis af jøder omkom. Over kamptummelen lød der røster, som råbte: "Ikabod!" Herligheden er borte!
Flammerne var endnu ikke nået ind til det hellige, og han gjorde nu et sidste forsøg på at redde det. Han sprang frem og befalede atter soldaterne at slukke ilden. Men selv ærbødigheden for kejseren måtte vige for det rasende fjendskab til jøderne, kampens vildskab og krigernes umættelige higen efter bytte. Soldaterne så alt omkring sig funkle af guld, det skinnede med en blændende glams i det vilde lys fra flammerne. De troede, at der var skjult ufattelige rigdomme i templet. En soldat kastede ubemærket en tændt fakkel hen mellem dørens hængsler, og på et øjeblik stod hele bygningen i flammer. Den ophøjede og massive bygning der havde kronet Moriah bjerget var i flammer, og søjler af ild og røg steg op fra tempeltårnet. Den uhyggelige ødelæggelses bølge rullede fremad, medens den fortærede alt hvad der var foran den. Bjerget og dens omgivelser var som en sprudlende vulkan. Soldaternes råb blandede sig med ildens brølen. En hjerteskærende lyd af bygninger der styrter sammen, kunne høres af både gamle og unge, af præster og regenter. Bjergene gengav ekkoet af skrigene fra de mennesker, som befandt sig på højene. De nærliggende høje var fuldt oplyste, og mørke klynger af mennesker fulgte skrækslagen ødelæggelsens fremmarch.
Da templet var blevet ødelagt, faldt hele byen hurtigt i romernes hænder. De jødiske ledere forlod deres uindtagelige tårne, og Titus fandt dem rømmede. Han stirrede forundret på dem og sagde, at det var Gud, der havde ladet dem falde i hans hånd, for selv de kraftigste krigsmaskiner kunne intet have formået over for disse vældige fæstningsværker. Både byen og templet blev revet ned til grunden, og den plads, hvor helligdommen havde ligget, blev pløjet, som en mark. (Jer. 26,18).
Under belejringen og det efterfølgende myrderi omkom over en million af indbyggerne. De overlevende blev ført bort som fanger, solgt som slaver, eller slæbt til Rom for at kaste glans over sejrherrernes triumftog, kastet for de vilde dyr i amfiteatrene eller adspredt over hele jorden, hvor de levede, som hjemløse. Jøderne havde selv smedet deres lænker. De havde selv fyldt hævnens bæger. Den totale ødelæggelse, der overgik dem som et folk, og alle de ulykker, som hjemsøgte dem i adspredelsen, var blot høsten af det, de havde sået med deres egne hænder.
Deres lidelser omtales ofte som en straf, der kom over dem på Guds direkte befaling. På denne måde forsøger den store bedrager at dække over sine egne gerninger. Det var jødernes hårdnakkede forkastelse af den guddommelige herlighed og nåde, der var årsagen til, at Gud ikke længer kunne beskytte dem, og at Satan fik lov at herske over dem. De frygtelige grusomheder, som blev begået ved Jerusalems ødelæggelse, var et udslag af Satans had til dem, der ikke underkaster sig ham.
Vi gør os ikke noget begreb om, hvor meget vi skylder Kristus for den fred og beskyttelse vi nu nyder, men det er, fordi Gud holder igen, at menneskeheden undgår at komme fuldstændig i Satans vold. De ulydige og utaknemmelige har al mulig grund til at være taknemmelige over for Gud, fordi han i sin nåde og langmodighed holder den Ondes grusomme, ødelæggende kræfter i skak. Men når menneskene overskrider den guddommelige tålmodigheds grænse, griber Gud ikke ind længer. Gud er ikke en bøddel, der står parat for at straffe synderen for hans overtrædelse; men han overlader dem der forkaster hans nåde, til sig selv og lader dem høste det, de har sået. Enhver lysstråle, som forkastes, enhver advarsel, som foragtes eller får lov til at gå upåagtet hen, enhver lidenskab, som man hæger om, samt al overtrædelse af Guds lov er en udsæd, som bringer sin uundgåelige høst.
Når man bliver ved med at stå Guds Ånd imod, forlader han til sidst synderen. Fra det øjeblik er der ingen magt, som holder sjælens onde lidenskaber under kontrol, og intet, som beskytter mennesket imod Satans ondskab. Jerusalems ødelæggelse er en frygtelig og alvorlig advarsel til alle dem, der omgås letsindigt med tilbudet om Guds nåde og nægter at lytte til dens røst. Der er aldrig blevet givet et tydeligere vidnesbyrd om Guds had til synden og om den usvigelige straf, som vil blive tildelt de skyldige, end Jerusalems ødelæggelse.
Frelserens profeti om de straffedomme, der ville ramme Jerusalem, vil gå i opfyldelse igen; men Jerusalems ødelæggelse giver blot et svagt begreb om det, der skal komme. Guds Søns andet komme er forudsagt af læber der ikke tager fejl. "Da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med kraft og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser." Matt 24,30-31. Da vil de, der ikke adlyder evangeliet, blive fortæret med et åndepust af hans mund og tilintetgjort af den kraft, som udfoldes ved hans komme. (2Tess. 2,8).
Menneskene bør vise den største agtpågivenhed, for at de ikke skal gå glip af den undervisning, som Kristi ord indeholder. Han fortalte på forhånd disciplene, at Jerusalem ville blive ødelagt, og gav dem et tegn på byens forestående fald for at give dem lejlighed til at flygte. På samme måde har han oplyst verden om den endelige ødelæggelses dag og givet den tegn på dens nærhed for at give alle dem, der ønsker det, anledning til at flygte for den kommende vrede. De der ser disse varsler om hans komme, skal vide, at han er nær for døren. (Matt 24,33). Derfor lyder hans formaning: "Våg derfor!" Mark 13,35. Men for dem, der ikke våger, kommer Herrens dag, som en tyv om natten. (1Tess. 5,2-5)
Verden er ikke mere villig til at tro på det budskab, der gælder denne tid, end jøderne var til at give agt på Frelserens ord om Jerusalem. Guds dag vil komme bag på de gudløse, uanset hvornår den kommer. Mens livet går sin sædvanlige gang; mens menneskene er optaget af fornøjelser, af forretning, af at handle og tjene penge; når de religiøse ledere lovpriser fremgangen og oplysningen i verden og menneskene dysses ind i en falsk tryghedsfølelse da kommer undergangen pludselig over de ligegyldige og gudløse, ligesom tyven lister sig ind i den ubevogtede bolig ved midnat, "og de skal ingenlunde undslippe". 1Tess. 5,3.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
  www.bibel-skolen.com