Denne hjemmeside er en fortsættelse af   Er du rede til,  ...

En dag i fremtiden kan du selv personligt komme til at sidde i en forsamling og høre på en strålende og flot person, der hævder, at han er den sande Kristus. Hvis du så lader øjnene afgøre det, tror du han er den sande Kristus. Hvis du lader ørerne afgøre det, tror du han er den sande Kristus.
Hvis du lader dine følelser afgøre det, tror du han er den sande Kristus. Men hvis du lader Guds Ord afgøre det, er han en af de forklædte efterlignere, som Jesus talte om.
Tragedien er, at der er millioner af mennesker, der ikke er villige til at anvende denne prøve. Der er millioner af mennesker, der vil blive fortryllet af denne bedragers udstråling. Millioner af mennesker vil blive fanget af en underfundig antydning af, at Bibelen måske ikke er en sikker vejleder. Millioner af mennesker vil lade sig lede af deres sanser. Og millioner vil blive narret. Til syvende og sidst vil næsten alle, forud for den sande Kristi genkomst, have knælet i tilbedelse for fødderne af den største bedrager, der nogen sinde har levet. De vil leve i den tro, at de tilbeder Frelseren.

Men lad mig sige det endnu en gang. Når den sande Kristus kommer, efter at efterligningerne er overstået, vil der ikke være nogen tvivl om hans identitet. Alle vil nu kende ham.
Las os høre nogle få afsnit af en beskrivelse af den dag, og den må være inspireret. Den lyder som en beretning fra et øjenvidne.
»Det er ved midnatstid, at Gud beviser sin magt for at befri sit folk. Solen viser sig og skinner i al sin glans. Tegn og undere følger hurtigt efter hinanden. De onde ser til i rædsel og forundring, mens de retfærdige med højtidelig glæde betragter tegnene på deres befrielse. Alt i naturen synes al komme ud af sin vanlige gang. Vandløbene holder op med al løbe. Sorte, tunge skyer trækker op og støder ind i hinanden Og midt på den vrede himmel er der en lys, ubeskrivelig strålende plet, hvorfra Guds stemme kommer som lyden af mange vande: 'Det er sket!'« Åb. 16,17.

Denne stemme ryster himmel og jord. Der kommer et vældigt jordskælv. ... Hele himmelhvælvingen synes at åbne ol lukke sig. Stråleglansen fra Guds trone synes at bryde igen nem. Bjergene skælver som et siv for vinden, og klippestyk ker spredes til alle sider. Der lyder et brøl som af et optræk kende orkan. Havet piskes til raseri. Orkanens hyl lyde som dæmoners stemmer, når de er på plyndringstogt. Hel jorden hæver sig og svulmer som havets bølger. Dens overflade brydes op. Selve dens grundvold synes at give efter. Bjerg kæder synker sammen. Ubeboede øer forsvinder. ... Jorden prægtigste byer går til grunde.« »Snart kommer der en lille sort sky til syne i øst, om tre en halvt så stor som en mands hånd. Det er den sky, der omgive Frelseren, og som på afstand ser ud til at være hyllet i mørke Guds folk ved, at det er Menneskesønnens tegn. I højtidelig tavshed stirrer de på den, som den nærmer sig jorden og bliver lysere og mere strålende, indtil den er en stor, hvid sky med undersiden som fortærende ild. ... Jesus kommer som en vældig sejrherre ... De hellige engle, en stor, utallig skare, følger ham på vej med hymner af himmelsk velklang. Hele himmelhvælvingen synes fyldt af strålende skikkelser. ... Inge menneskelig pen kan beskrive denne scene; ingen død eller tanke er i stand til at opfatte dens pragt.« Jeg tror, at det vil komme til at ske på netop den måde. Hvis du nu har fået lyst til at læse mere af denne gribende begejstrede beskrivelse, kan du bestille den fra udgiverne den bog, du nu sidder med.

Der er ikke noget bedre tidspunkt end netop dette øjeblik til at begynde på at gøre dig kendt med vor elskede Jesu han, der elsker dig så meget, at han døde for dig. Se at blive godt kendt med ham, at du aldrig kan blive bedraget af nogen efterligner. I morgen er det måske for sent.

Skriften på væggen
Håndskriften på væggen. Hvad mener vi med et sådant udtryk?
Der er en spændt stemning i retslokalet. Nævninge kommer ind. I åndeløs spænding venter man på det afgørende ord. Så kommer det. Skyldig. Eller ikke skyldig. Journa farer til telefonerne. Den anklagede er glad og bliv omfavnet af familien og går så ud som en fri mand. Det modsatte kan også være tilfældet. Når spændingen er forsvundet når journalisterne og deres mikrofoner er borte, er han over ladt til sig selv i en stille og isoleret celle for derefter at tænke over, hvad nævningenes afgørelse har gjort ved hans liv.
Han har ikke selv haft nogen stemme i den afgørelse. H var ikke til stede, da den blev truffet. Han kendte end ikke det øjeblik, da hans skæbne blev afgjort. Dog havde han selv stemt den ved sin egen tidligere adfærd.

Sådan er det med mange af livets store øjeblikke. Der bliv truffet afgørelser, som kan komme til at påvirke vore li mange år. Men vi har ikke nogen sirene, ingen klemter klokke, intet signal, der tilkendegiver, at en afgørelse er ved at blive truffet. Vi er ikke til stede. Vi har ingen stemme. Kun vort tidligere liv og adfærd kan få indflydelse på resultatet Sådan var det også med skriften på væggen. Du ved go at det virkelig er hændt. Det skete for en konge i oldtid, hans navn var Belsazzar.

Belsazzar var en stolt og arrogant konge. Det var tilfældigt at mederne og perserne lå i belejring udenfor byen. Men Babylons mure kunne stå til ethvert angreb, der måtte komme Der var rigelig proviant i byen. På det tidspunkt holdt kongen, der følte sig dumdristig sikker, en vældig banket en ten. Al den ydre pragt, som rigdom og magt fører med lyste over dette skue. Der var smukke kvinder. De høje begavelser var der. Fyrster og statsmænd var til stede. De drak vin i kvanta, som man drikker vand.

Kongen førte selv an i det løsslupne orgie. Han syntes at styre mod en yderst ansvarsløs handling. Og til sidst, da vinen havde berøvet ham dømmekraften, huskede han tempelskålene af guld og sølv, som hans bedstefader havde ført med sig hjem fra Jerusalem. Han og hans gæster ville drikke af dem. Der var intet, der var for helligt for ham at have med at gøre, ingen blasfemisk handling, han ikke kunne tænke sig at udføre.
Der var en ikke set iagttager, der mærkede sig det alt sammen. Og pludselig, da soldet havde nået højdepunktet, viste der sig en hånd, som ikke var en menneskehånd, og begyndte at skrive med ildbogstaver på væggen. Alt blev stille. Kongen og gæsterne så til i unævnelig rædsel, alt medens de hemmelighedsfulde bogstaver formede sig. Ingen så bort. Vittighederne var holdt op. Der var ingen ubesindig blasfemi nu. Men der var blege ansigter og angstskrig.

I husker godt beretningen. Der var ikke en af de tilstedeværende ved den fest, der kunne læse det flammende budskab.

Men så var det, at dronningemoderen kom til at tænke på Daniel, hebræeren, der var taget til fange i sin tid. Daniel blev ført ind. Daniel kunne læse det. Han sagde til den stolte konge: »Og ordene skal t ydes således: MENE betyder : Gud har talt dit riges dage og gjort ende derpå. TEKEL betyder: du er vejet på vægten og fundet for let. PERES betyder: Dit rige er delt og givet til Medien og Persien.« Daniel 5,26-28.

Vejet på vægtskålen og fundet for let. Gud sagde ikke til Belsazzar: »Nu må du hellere passe lidt på og slå ind på en anden kurs, ellers kommer du i vanskeligheder. Nej, vejningen var udført. Afgørelsen var truffet, og det på et tidspunkt, som Belsazzar ikke var klar over. Det var i et øjeblik, som ville have ramt ham med rædsel, hvis han havde vidst det.

Kongen var heller ikke kendt med, at Kyrus' hær havde omledt Eufrat flodens vande. Floden løb lige gennem byen.

De kunne nu gøre deres indtog i byen i flodlejet og gennem portene, som ikke var låst, akkurat som Gud havde forudsagt, at det ville ske. Derefter stormede de paladset. Belsazzar mistede livet, og der var ikke anledning og tid til at angre.

Men hvad har nu alt dette med os at gøre? Meget. Så meget, at Jesus brugte en betragtelig tid på at advare om vor fare.

Slå op til Mattæus 24. og 25. kapitel. Sædvanligvis tænker vi kun på de to kapitler i forbindelse med Kristi tilbagevenden til jorden. Men der er mere.
Midt under denne diskussion kom Jesus med et udsagn som man ofte hører citeret. Han sagde: »Da skal to mænd være sammen på marken; den ene tages med, og den an lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den tages med, den anden lades tilbage.« Matt. 24,40.41.
Millioner af kristne tror, at Jesus talte om, hvad de kalder bortrykkelsen, den hemmelige bortrykkelse. De tror, at de som er rede til at møde Herren, vil blive taget bort, gå stille og hemmeligt, og at de andre så bliver tilbage på den.

Man kan se kofangerplakater, der siger: »Hvis jeg bliver bortrykket, så tag bare rattet!« Fantasien har op tænk vende beskrivelser af biler, der ruller hen ad hovedveje chauffører. Også om tog, der styrter gennem røde lyssignal og bort fra broer med toget fuldt af rædselsslagne passag fordi lokomotivføreren var blevet bortrykket.

Eller om flypiloter, der pludselig forsvandt gennem, rummets vægge og overlod hysteriske passagerer til endelig at tage farten mod jorden.
Hvis noget af den slags kunne ske, måtte vi for offer hedens sikkerheds skyld have en lovgivning, om at alle flykaptajner og lokomotivførere og skolebusførere skulle være der ikke var kristne. Ikke sandt?

Nu er det ikke sådan, at jeg driver spøg med denne opfattelse. Disse mennesker er lige så oprigtige, som jeg er. Jeg kan også godt se, hvordan de er kommet til at tolke Vor Herres udsagn på den måde, de har. Men jeg spørger bare: En muligt, at de tager fejl, i det mindste delvis. Kunne det en farlig fejltagelse? Kunne det være, at Jesus prøver I fortælle os noget, som vi nødvendigvis må have først for?
I disse kapitler prøver Jesus gang på gang at unders den samme sandhed. Han bruger den ene illustration den anden for at få os til at forstå, hvad han mener. Han allermest at være optaget af at få os til at søge, at være årvågne, så at vi ikke skal blive overrasket, at ikke noget skal komme bag på os.

Hvad skulle vi blive overrasket af? Af hans komme? Ja, det er der millioner, der vil blive. Det meste af verden vil blive overrasket, selvom ikke en eneste mand eller kvinde behøver at blive det. Advarslen vil være tilstrækkelig. Advarslen vil være påtrængende nok. Forkyndelsen af hans komme, om at tidspunktet nærmer sig, vil være blevet sendt ud over verden af tusinder af stemmer.
Overrasket? Ja, men vil der være nogen, som forbliver uvidende om hans komme, når det indtræffer? Er der mulighed for, at det kunne være en hemmelig begivenhed, et hemmeligt indtræf, helt ukendt undtagen for de indviede? Næppe.

Husk apostlen Paulus' ord: »Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun.« 1 Thess. 4,16.
Apostlen Johannes siger: »Alles øjne skal se ham, ... og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme.« Åb. 1,7.

Hvert menneske på jord vil stå og se på det. Og de, som ikke er rede til at møde deres Herre, vil jamre ved synet af hans ansigt. Der vil ikke være et eneste menneske på jorden, som ikke vil være klar over, hvad der er ved at ske. Lyder det som en hemmelig bortrykkelse? Nej, det gør det ikke. Nej, det modsatte er tilfældet.

0g lyt her til denne beskrivelse af den skæbnesvangre time:
»Og der kom lyn og bulder og tordenskrald, og der blevet stort jordskælv, som der ikke har været mage til, siden der kom mennesker på jorden - så stort og vældigt var det jordskælv. ... Og folkeslagenes byer styrtede sammen; ... og hver en ø forsvandt, og ingen bjerge fandtes mere. Og store centnertunge hagl faldt ned fra himmelen på menneskene; og menneskene spottede Gud på grund af haglplagen; thi stor var denne plage, såre stor.« Åb. 16,18-21.

Var der nogen, der kunne leve igennem det uden at blive klar over, hvad der skete? Kunne alt det holdes hemmeligt?

Nej, det ville være umuligt. Kristi genkomst til denne jord vil blive alle tiders mest højtlydende og mest bemærkelsesværdige begivenhed. Der vil ikke være en eneste, der vil gå glip af den.
Men kunne det være muligt, at der vil ske noget før Kristi tilbagevenden, noget yderst vigtigt, som næsten hele verden vil være uvidende om? Er det på det punkt, vi behøver tilegne os forståelse?
Det er rigtigt, at når Kristus kommer igen, vil de, som rede til at møde ham, blive løftet op, løftet op for at Være sammen med deres Herre, ført til det hjem, som han beredt for dem. Og alle andre, alle de, som er uforberedt, blive ladt tilbage, efterladt ud over denne øde jords overflade, og det skal vi se på i vort næste kapitel.
Men hør først lidt. Hvornår vil den bestemmelse blive givet angående, hvem der skal blive taget med, og hvem skal lades tilbage? Vil det ske der lige på stedet? Nej. Den beslutning må være blevet taget forud. Jesus siger: »Se, kommer snart, og jeg har min løn med mig for at gengælde enhver, efter som hans gerning er.« Åb. 22,12.

Hvordan vil det være muligt for Jesus at bringe lønnen med sig, hvis ikke en beslutning allerede er blevet truffet hensyn til, hvem der skal have denne løn og hvem ikke? I der ikke have været et opgør? Apostlen Johannes siger: »Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter de gerninger.« Åb. 20,12.
Hvordan kan døde mennesker stå foran Gud? Ved hjælp deres livs beretning? Efter hvad der er skrevet i bøgerne!

Det er nu åbenbart, at hver eneste af os forud for Jesu komme vil blive dømt efter bøgerne, uden at vi er til Sti rent fysisk, og også på en tid, som vi aldeles ikke ved noget om. Vi vil ikke vide noget om, at det er ved at ske.
Når så de beslutninger bliver truffet, er det nogle af os, vil få mærket: tages med, og nogle mærket: lades tilbage. Men vi tager ikke nogen steder hen, ikke lige da. To mænd marken vil fortsætte med at arbejde sammen ligesom før, to kvinder ved kværnen vil fortsætte med at arbejde, I intetanende om, at der er sket noget.

Lad os lige få baggrunden for denne drøftelse i de to kapitler i Mattæus-Evangeliet. Det 24. kapitel begynder med Jesus og disciplene er på vej ud af templet. Disciplene t om bygningens storslåede pragt, og Jesus siger, at den en, vil blive skudt i grus, at ikke en sten vil blive tilbage. De i mener, at intet andet end verdens ende ville medføre en ødelgelse i den målestok, og derfor spørger de ham, hvordan de kan vide, når verdens ende er nær.
Men Jesus talte i virkeligheden om Jerusalems ødelæggelse, som fandt sted i året 70 efter vor tidsregning. Han fortsætter med at tale om Jerusalems ødelæggelse, men han besvarer også deres spørgsmålom tegnene på verdens ende og fortæller dem, hvordan de kan vide, hvornår hans komme er nært forestående. De to emner er tvundet ind i hinanden i dette kapitel, og på den måde får nogle af hans udtalelser dobbelt anvendelse, det vil sige, at de gælder både Jerusalems ødelæggelse og verdens ende. I dette kapitel taler Jesus også om en lang forfølgelsesperiode, som ville komme over hans folk. Han dækker mere end et emne her.

Men det er den billedtale, som Jesus anvendte, der vil give os nøglen til en bedre forståelse. Lad os derfor se på billedtalen.

Lige før udtalelsen om, at en vil blive taget med og en anden vil blive ladt tilbage, talte Jesus om Noa og syndfloden. Han bruger det som illustration. Han siger, at folk på den dag fortsatte med at spise og drikke og indgå ægteskaber rent vanemæssigt, »og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort«. Matt. 24,39.

Hvad var det, de ikke vidste? At oversvømmelsen skulle komme? Det er jo rigtig nok, at de blev overrasket, selvom de gennem 120 år havde hørt om, at det ville ske.
Men der var noget andet, de ikke vidste. De vidste ikke, at deres skæbne var blevet beseglet, syv dage før det begyndte at regne. Syv dage forud havde Noa for sidste gang bønfaldet dem om at gå ind i det skib, som han havde bygget for at undgå udslettelse. Men de havde ikke været villige. Derefter var Noa og hans familie gået ind, og folk udenfor havde overværet noget meget mærkeligt.

Der kom et vældigt lysglimt. En sky, der var klarere end lynet, kom ned fra himmelen og hang foran indgangen. Den massive port blev drejet på plads afhænder, som ingen kunne se. Noa var nu lukket inde. Den spottende hob var lukket ude. Gud havde lukket porten. Og kun Gud kunne åbne den Igen.
Men det var jo ikke verdens ende for disse mennesker. De kom sig snart efter deres forfærdelse og gav sig til at spotte Noa igen. I syv dage skinnede solen som sædvanlig, og alt syntes at være ganske normalt. Så kom regnen og oversvømmelsen. Men porten var lukket, deres skæbne beseglet, m det var sket syv dage forinden.
Derefter taler Jesus om en tyv, der går ind i huset ved n tetide. Vi venter ikke nogen tyv. Vi er måske heller ikke klar over det, når tyven bryder ind. Det kan være, at det bliver morgen, før vi er klar over, at vi er blevet bestjålet.

I det 25. kapitel fortæller han om de ti unge kvinder, og fem af dem var ikke rede. De gik hen for at købe olie til lamperne, og prøvede så at gå ind til brylluppet. Men døren lukket. - Endnu en lukket dør.
Jesus fortæller også i det 25. kapitel om en herre, der efterlod penge til hver af sine tjenere, før han selv tog ud på rejse. Ved sin tilbagekomst kalder han dem til regnskab for r måde, de har forvaltet hans penge på Det er et opgør. En egnskabsaflæggelse. En vurdering, kunne man sige.
Senere i dette kapitel siger Jesus, at når han kommer i himlens skyer, vil der foregå en adskillelse. Han siger, at englene vil skille dem, som er rede til at møde Jesus, fra dem som ikke er, på samme måde som hyrden skiller fårene fra geden I alle disse illustrationer er der en form for adskillelse.  De unge kvinder, som var rede, og dem som ikke var det. De tjenere, som havde forvaltet deres herres penge forstand og de, som ikke havde. Men husk nu på, hvordan skabslågen Noahs dage blev lukket. Det var endda ikke verdens ende dem, men det var dengang deres skæbne blev forseglet. Da porten gik i, og de ikke var klar over det.
Sig mig, når Jesus kommer ned gennem de lysende sky skal englene så foretage en adskillelse? Hvordan kan de g det, hvis hver enkelt menneskes skæbne ikke allerede er stemt, afgjort, forseglet på et tidligere tidspunkt? Hvis når Jesus kommer, skal foregå en adskillelse, må der først være et opgør, en beslutning, en domskendelse.

Jesus prøver på at få os til at forstå, at det ikke alen vigtigt at være rede, når han kommer og ikke blive overrasket. Han prøver også på at fortælle os, at før han kommer et tidspunkt, som vi ikke er klar over, vil der blive en vurdering af hvert eneste menneskes generalieblad. Der komme at blive en regnskabsdag. Og vi vil ikke være til stede. Vi vil ikke en gang vide, hvornår det foregår. Det er grunden til, at han bliver ved med at fortælle os, at vi skal være vågne, at vi skal våge og være rede. Det er det, han giver advarsel om.
Hvad kunne være mere vigtigt, mere livsvigtigt, ja mere afgørende for vor evige skæbne?

»Den ene tages med, den anden lades tilbage«, sagde Jesus.
Som et resultat af dommen, vil den ene få mærket: tages med, og den anden mærket: lades tilbage. Den ene bliver dømt og den anden frikendt. Den ene findes skyldig og den anden er på grund af Jesu forsonende blod fundet ikke skyldig.

Men ingen af de to går nogen steder med det samme. De to mænd på marken fortsætter bare med at arbejde. De to kvinder ved kværnen fortsætter bare med at male. Der er ikke en af dem, der ved noget om, at deres navne er blevet bragt ind til domsafsigelse, og at deres sager er afgjort.
Der er intet tordenskrald til at markere den time, da vore sager, din og min, bliver afgjort. Der er ingen klokkekimen.

Ingen sirenelyd. Intet signal. Intet. Stille og ubemærket, som tyven ved midnat, er det skæbnesvangre øjeblik der, og så er det svundet igen. Ingen ænser skriften på væggen, men den er der. Ingen hører en skuffet Frelsers ord, men til mangt et menneske er han nødt til at sige: »Du er vejet på vægten og fundet for let! « Mon den tanke er kommet i dit sind, at der er noget urimeligt i at dømme os, når vi ikke er til stede selv? Nej, min ven. Det er ikke uretfærdigt. For der er en til stede for at repræsentere dig. Så alt er i god orden.

Jeg kunne så spørge, hvem er der til at repræsentere mig?
Apostlen Johannes? Men Johannes ønskede ved en anledning at fa ild til at falde ned over mennesker, som handlede uretfærdigt. Apostlen Peter? Men Peter huggede en mands øre af med sit sværd i et impulsivt øjeblik. Så ikke Peter. Apostlen Paulus? Men Paulus var så højt uddannet. Det kunne være, at han ikke kunne forstå mig. Jesus da? Mit hjerte bæver af lettelse. Jesus. Han er min bedste ven. Jeg kender ham. Jeg taler med ham hver dag. Han elskede mig så højt, at han døde for mig, og det endda dengang da jeg ikke elskede ham. Hvis det er Jesus, så er alt i orden.

Men hvis det nu er sådan, at jeg ikke kender ham? Jeg siger:
»Jesus? men nej, ham kender jeg ikke. Jeg er totalt fremmed overfor ham. Han ville gerne være ven med mig. Han ville gerne frelse mig. Og jeg ville ikke give ham lov til det. Nej!

Ikke Jesus!« Og jeg ved udmærket godt, at jeg er skyldig. Jeg er fortabt. Det er ikke på grund af, at jeg var tyv eller morder.

Det var heller ikke, fordi jeg ikke levede et respektabelt liv.
Det var fordi, jeg vendte ham ryggen. Jeg afviste ham. Han ville frelse mig. Og jeg ville ikke tillade det.

Ven, han vil gerne frelse dig. Han vil gerne stå frem og repræsentere dig. Vil du lade ham få lov?

Denne hjemmeside fortsætter på   >>>>  >>>>>