Biskop P. C. Kierkegaards søn skal engang have sagt: "Min fader, biskoppen, er både-og, min farbror, Søren Kierkegaard, er enten-eller, men jeg selv er hverken-eller.

Så er det store spørgsmål: Hvad er du og jeg? Hverken - eller, både - og, eller enten - eller?

Desværre er der alt for mange mennesker, der er "hverken-eller," åndeligt talt. Nogle er det, fordi de aldrig er kommet længere end til at stirre på denne jord, og hvad der hører den til. Et dyr ser ikke mod himlen, men det er dog menneskets adelsmærke, at det kan løfte sit blik op fra støvet og se mod himlen.

Vi skal i det hele taget passe på, at vi ikke kommer til at ligne vandmanden, der kun er mund og mave. Eller at vi kun kommer til at leve for sex and Money - køn og penge - som englænderne siger.

Ja, det ser virkelig ud til, at mange ikke når længere end til at leve for erotik, mad og forlystelser. Det er ikke en menneskeværdig tilværelse. Der er andre mennesker, der er "for kloge" til at have noget med Gud at gøre. De læser, studerer, følger med i tidens problemer og lytter til alle de vises røster - og kan ikke se Gud. Lægen finder jo ingen sjæl, når han dissekerer legemet, og astronomerne finder ingen Gud, når de retter deres kikkerter ud i verdensrummet. Og en af de russiske astronauter har jo da også sagt, at han heller ikke så nogen Gud derude i rummet. Ja, så er der vel ingen Gud. -

Jeg kan ikke lade være at mindes de ord, som professor Edv. Geismar engang rettede til sådan en klog mand, der ikke gennem sin kikkert kunne finde Gud derude i rummet. "Det er godt," var professor Geismars svar til ham, "at det ikke hedder, salige er de, som har lange kikkerter, thi de skal se Gud."

Det må dog siges, at der er ved at blæse en anden vind fra visse sider. Videnskaben er ved at få plads for Gud, hvilket blandt andet atomet og atomspaltningen og meget andet har været med til at bevirke. Det er mig blot ubegribeligt, at der er mennesker, der ikke kan se Gud. Hvor kan vi i det hele taget se hen, om vi er vågne, uden at se Gud. Lad os blot læse Brorsons salme: "Op al den ting, som Gud har gjort - -." Vil vi lukke vore øjne op, så kan vi ikke undgå at se ham overalt, i småt som i stort, den mægtige skaber og Gud.

Så er der andre af de mennesker, der er hverken-eller, der holder på, at de ikke har religiøse anlæg - jeg har i hvert fald fået det svar mere end én gang, når jeg har talt med mennesker om det spørgsmål. Jo, religiøse anlæg har vi alle. Vi er skabte i Guds billede. Ulykken er den, at mangen én har misrøgtet de anlæg. Man har sultet sin sjæl, så den ingen hunger har mere, men er på vej til at dø.

Men der lever altså mennesker, der er hverken-eller. Om disse mennesker kan siges: at de lever uværdigt. Det er et overmåde fattigt liv, man lever, når man har sagt farvel til Gud. I. P. Jacobsen sagde det engang til et troende menneske på denne måde: "Ja, du er lykkelig, som kan tro!"

Men samtidig er denne stilling, "hverken-eller," et bedrag. Over for Gud kan man nemlig ikke være "hverken-eller."

- Nej, så forstår jeg dog bedre stillingen: Både-og. På den ene side vil man da have så meget med af livet her som muligt, man lever jo kun én gang, altså så megen glæde og lyst og fornøjelse som muligt. Men helst så nogenlunde på dydens vej. Man vil igennem livet så let som muligt. Og helst ikke alt for meget: Du må ikke - rør ikke!

Men samtidig vil man også gerne stå sig godt med Gud. For en sikkerheds skyld er det rart at have en bagdør åben. Man ved jo aldrig, hvad man kan få brug for i nøden, og man skal jo da også dø engang - altså for en sikkerheds skyld!

Man vil helst ikke gå glip af nogen af denne verdens goder, men på den anden side også nødig gå glip af himlens herlighed. Derfor er det rart at stå med et ben i begge lejre.

Man vil selvfølgelig også gerne, at ens børn får religionsundervisning i skolen, og selv har man da lært dem at bede aftenbøn. Man går i kirke - nu og da - og vil da også gerne, at ens børn engang imellem finder derhen; men det skal helst være med måde. I forkyndelsen skal det også helst være med måde. En mand sagde engang til mig, da vi talte om dette: "Jeg hører nu helst pastor N., for der kan vi da få lov til at arbejde om søndagen, og der kan vi også få lov at tage os en svingom og et spil kort, om vi vil." At høre radioprædikener har for disse mennesker en særlig fordel, for der kan man da lukke, hvis prædikenen skulle blive for nærgående.

Jo, det er sådan en let og behagelig kristendom, sådan på den ene side og på den anden side, både-og. Den koster intet, ikke én nats vågen, intet kors. - Men den er heller ikke noget værd.

Den er intet værd i livet. Når livets storme kommer, så går det med den som med huset, der er bygget på sand, det hele ramler sammen, der er ingen hjælp at hente. Den duer kun i solskinsvejr og blikstille.

Og den er heller ikke noget værd i døden. Uden kors - men også uden krone.

Jeg har engang stået ved sådan en "både-og" -mands dødsleje. Det var svært, for jeg holdt af ham; men jeg skal aldrig glemme, hvordan han råbte til sidst: "Jeg kan ikke dø, for jeg har prøvet at ville tjene både Gud og verden!"

Jeg ved godt, at der er mange "både-og" -mennesker, der glider ganske roligt og stille ind i døden. Men den åndelige død er som regel her indtrådt før den legemlige.

En "både-og" -kristendom er da også dødsdømt af Guds ord. "Ingen kan tjene to herrer - -." "Den, som ikke vil tage sit kors op og følge mig, kan ikke være min discipel."

Men vil vi høre, hvad Guds ord siger, og det bliver jo det, der kommer til at gælde til sidst, så er der ikke noget at tage fejl af, det er et klart "enten-eller."

"Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon." - "Den, som ikke er med mig, er imod mig."

Der er to veje, den brede eller den snævre. - Der er to flokke, den frelste eller den fortabte. - Der er til sidst to opholdssteder, himlen eller helvede.
Altså går der gennem hele Guds ord et "enten-eller."

Hvilke mennesker er det, der finder hvile i troen på syndernes forladelse og fred med Gud? Er det "både-og"? Nej, så længe man vil tjene to herrer, får man det ikke.

"I skulle finde mig, thi I ville søge mig af eders ganske hjerte."

"Til kronen går man ej udi sin gode mag."

Det slår ikke til her at ville gerne, i den stilling kan man gå hele livet og dog ikke nå det. Men den, der får det som Jakob: "Herre, jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig," skal nok opleve, at Gud en dag lægger troens vished og glæde ind i hjertet.

Og hvem er det, der har glæde af sin kristendom? Er det "både-og," nej, jo mere helt med Herren, jo mere glæde og kraft, des skønnere oplevelser i troen (se Davids Salme 84). Det er også dem, Jesus giver de rige forjættelser i Matt 6,25 ff.: "I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise - se til himlens fugle - - og markens liljer."

Og hvilken forkyndelse er det, Herren velsigner? Hvilken forkyndelse var det, der blev redskabet til de enkeltes omvendelse og tro, og hvilken forkyndelse var det, Gud brugte til de vækkelser, der gik over folkene, og uden hvilke det ville have set mørkt ud - også i vore folk?

Var det forkyndelsen "både-og," eller "enten-eller"?

Tænk blot på Peters pinseprædiken med det afgjorte og klare valg. Og tænk på de redskaber Gud brugte ved sin ånd op gennem tiderne. Ofte har jeg som præst i Skjern måttet tænke på to præster, som Gud brugte til meget stor velsignelse for Skjern og omegn. Den ene var Otto Moe, Skjern, og den anden pastor Norup, Dejbjerg. Den første var jo i særlig grad en gå på -natur og slog vel også nu og da et Malkusøre af. Den anden var en ydmyg og beskeden mand med det stille, men afgjorte vidnesbyrd. Hvor må de have været forskellige, men i ét lignede de hinanden, deres vidnesbyrd var et "enten-eller." Og Gud velsignede begge vidnesbyrd til manges frelse.

Og selv om det er 60-70 år siden denne pinse gik over sognene her, så høster vi den dag i dag velsignelse af det, der skete dengang.

MEN DA DE MENTE - - -
Luk 2,41-44 Hvert år ved påskehøjtiden drog hans forældre op til Jerusalem. Da han var blevet tolv år gammel, gik de derop, som det var skik ved højtiden. Og da de havde tilendebragt højtidsdagene og var på hjemvejen, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre lagde mærke til det. Da de mente, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt deres slægtninge og bekendte.

Mon ikke de ord: "Men da de mente," rummer forklaringen på mange menneskers jordiske og evige ulykke?

Hvordan gik det egentlig til? blev der engang spurgt, da en ung mand ved et vådeskud havde dræbt sin kammerat. Jo, han sigtede jo på kammeraten, for sjov skyld, naturligvis, han mente jo ikke, at bøssen var ladt, og så lød skuddet, og vennen var dræbt. "Men da han mente," han gjorde sig bare ikke den ulejlighed at undersøge, om det var rigtigt, det han mente.

"Men da de mente." Og så kunne der fortælles i massevis af eksempler på, hvordan mennesker mente, at det ikke betød noget med den smule influenza, med den træthed og de smerter - og så gik man for længe, og en livsvarig eller dødelig sygdom blev følgen.

"Men da de mente." Det blev mangen ung mands og kvindes ulykke moralsk set. Far og mor havde advaret, læreren og præsten havde givet gode råd i skole- og konfirmandstue, men da de mente, at de nok selv kunne passe måden og holde kursen, så gav de djævelen en lillefinger - og opdagede for sent, at han havde taget hele hånden, og de kom måske til at lide for det hele livet.

Forfærdeligst bliver det, når mennesker i deres sjæls frelsessag er kommet ind i det store bedrag der hedder: "Men da de mente." I det bedrag lever mangfoldige mennesker. Man mener selvfølgelig ikke, at man kan komme i himlen, som man har det, men man vil

selvfølgelig have det anderledes engang - på det sidste, og så mener man, at det er lige så selvfølgeligt, at Gud vil høre ens bøn og lukke op for en. Ak, kære læser, om du mener det, da er jeg bange for, at Satan narrer dig og holder dig i det bedrag, der kommer til at koste dig din evige sjæls frelse. Omvend dig, mens du kan, få Jesus i rejsefølget, søg ham i helligdommen, i hans ord og hus; men gør det nu.

I det bedrag lever også mange såkaldte kristelige mennesker. Man mener jo da, at det er en selvfølge, at Jesus er i rejsefølget, man er jo da kirkelig, kommer flittigt til møderne, tilhører dette eller hint kirkelige parti eller bærer et kristeligt foreningsmærke. - Ja, alt dette kan være såre godt, men blev det ikke til mere end at gå med, blev det ikke til det at være med, så ender det jo alligevel med den store forskrækkelse, og du kommer til at stå evigt uden for, trods alt det, du mente.

Ja, også et omvendt, troende menneske kan komme til at leve I det forfærdelige bedrag: Men da de mente. Når de andres anerkendelse er sikret, når alle de ydre former er i orden, ja, man måske endog er medarbejder i gerningen, når det hele bliver så selvfølgeligt, så er faren der, da bliver Jesus let borte for en.

Hvor var Maria og Josef omsorgsfulde for Jesus den første tid, hvor var de bange for at miste ham. Ja, de rejste helt til Egypten med ham for at våge over ham. Men årene gik, og det hele blev så selvfølgeligt, også at han var i følget - men da blev han borte for dem.

Lad os undersøge for Guds ansigt, om Jesus virkelig er i rejsefølget - også i dag.

HVEM ER STØRST I GUDS ØJNE?
Matt 20,24-28 Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange."

Vi er så vante til at stå med kritik overfor zebedæussønnerne og deres mor på grund af deres bøn om de øverste pladser i Guds rige, og dog er der noget at lære af dem midt i den vrange stræben efter de højeste pladser.

Den mor ville dog det bedste for sine to sønner, de skulle være hos Jesus og helst så nær som muligt. Gid alle mødre, og fædre med, havde det samme sind, så blev vore søndagsskoler snart overfyldte, og så ville KFUK og Ms medlemstal snart blive mere end fordoblet i mange sogne. Ja, bare vi forældre dog forstod, at det er meget vigtigere for den kære datter at finde sin frelser og blive hans tjenerinde end at gifte sig en stor gård til, og at det højeste, den kære søn kan nå, er ikke at få en stor eksamen og en fin stilling, men at blive et lykkeligt Guds barn og en tjener i Herrens vingård.

Og de to sønner, som sikkert også stod bagved bønnen om at få de øverste pladser, røber dog, hvad man end kan sige om deres bøn, at det største de kunne tænke sig var at sidde Jesus nær.

Gid Danmarks ungdom var besjælet af den samme higen.

Og dog, det forkerte i de to apostles stræben - for der var jo noget forkert - det var det ulykkelige, at hovmodsdjævelen prøvede at tage sig engleskikkelse på. De begærede at sidde øverst i Guds rige.

"Men Jesus kaldte dem til sig," og de fik en irettesættelse og lære, som de sikkert aldrig glemte. Ja, i verden, siger Jesus, "der er folkenes fyrster de største, men sådan er det ikke i Guds rige, nej, den ypperste iblandt eder han skal være alles træl." - Den lærdom trænges der også til i dag. Efter verdens vurdering er der stor forskel pa godsejeren og hans røgter, på direktøren og arbejderen, på dem i de "store" stillinger og dem i de "små," men i Guds øjne er den største den, der tjener. Hvor trænger Guds folk til at høre det. Den største i Guds øjne behøver slet ikke at være den, der sidder i de fleste bestyrelser og komiteer, men den største er den med det stærkeste tjenersind, den der er alles træl. Træl er jo her det stærkeste udtryk for en, der bare er til for de andres skyld, for at tjene dem.

Vil vi se forbilleder, kan vi tænke på en Mathilde Wrede, fangernes ven, en Florence Nightingale, de såredes ven, eller en Albert Schweitzer, det store geni, der opgav sin glimrende karriere i Europa for at rejse til Afrikas mørke skove som lægemissionær - bare for at tjene.

Men størst var han, som ikke kom for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv til en genløsning for mange. Måtte vi lære af ham.

PENGENE ELLER LIVET!
Matt 20,16-26 Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste." Da Jesus gik op til Jerusalem, tog han undervejs de tolv disciple til side og sagde til dem: "Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, og han skal blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje dag skal han opstå." Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: "Hvad vil du?" Hun sagde til ham: "Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd." Jesus svarede: "I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?" "Ja, det kan vi," svarede de. Han sagde til dem:

"Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for." Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener,

Det var det store valg, den rige yngling blev stillet over for hin dag; pengene eller livet? Han valgte pengene, omkostningerne var for store - og mistede livet.

I det hele taget gik Jesu gerning ud på dette; gang på gang at stille folk over for det valg: velsignelsen eller forbandelsen - frelse eller fortabelse - pengene eller livet. Et valg, som til sidst tilspidses i det store valg; Jesus eller Barabbas? Og de valgte Barabbas og har nu i over 1900 år måttet lide for det skæbnesvangre valg.

Også i dag kalder Jesus til valg. Snart er det penge og rigdoms forførelser, der må slippes. Snart er det selskabeligheden og selskabskredsen, der må brydes med, om livet skal reddes. Det fortælles om grev Holstein - Holsteinborg, at han som vakt menneske skrev til sin præst om hjælp, og at præsten kort og godt skrev tilbage: Brænd skibene! Det vil sige: Bryd med omgangskredsen. Greven gjorde det og vandt livet.

En ung, åndelig vakt pige, ønskede at komme med på KFUK sommerlejr. Forældrene lovede hende en rejse til København og meget andet godt, hvis hun ville lade være. Alle overtalelser var imidlertid frugtesløse. Hun kom på sommerlejr og vandt livet.

Lige meget hvad det er der skiller og holder tilbage, så gælder det, når valget er der, at betale prisen, om den aldrig synes så stor.

De fleste af os syntes vel i valgets øjeblik, at Gud krævede det bedste og forlangte det af os der var allervanskeligst at give slip på; derfor bøjede så mange også af som den rige yngling - og gik bedrøvet bort.

Lad de følgende linjer minde dig om 4 ting:

1... Glem ikke at alt hvad Gud vil, at du skal slippe, er det du har bedst af at komme af med og være foruden. Han vil aldrig tage noget fra dig, der er til dit sande vel. Han lader dig med glæde beholde alt, hvad der er godt og rent og ærbart.

2... Tænk på at livet her er for kort og livet hisset er evigt. Moses valgte hellere at lide ondt med Guds folk end en kortvarig nydelse af synd. Vælg du det samme.

3... Se ikke blot på hvad det koster at blive et Guds barn og være en Jesu discipel, men glem ikke, hvad det koster ikke at blive det. Tænk at miste kronen, at blive evigt kastet ud i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren.

4... Og glem så ikke at se på, hvad du vinder her og hisset, om du betaler omkostningerne og giver Gud dit hjerte. Er et liv i verdens tomme glæde og lyster, noget at regne mod det evige liv Gud skænker sine?

Salmisten siger: "En dag i dine forgårde er bedre end tusind, jeg selv har valgt. At ligge ved tærskelen til min Guds hus er bedre end at bo i ugudeliges telte." Og alle Guds børn siger ja og amen til det.

Og hvad har Gud så ikke til sine børn derhjemme - et liv i fred, glæde og lovsang, uden synd, sorg og død. Og al den lykke varer evigt.

Kan evig salighed da købes for dyrt?
Vælg i dag hvem du vil tjene!

- Også troende mennesker, Herrens disciple, kan gang på gang blive stillet over for valget: Pengene eller livet? Tænk på Judas! Han valgte pengene og mistede livet. Om Demas står der: "Demas forlod os, thi han fik kærlighed til den nærværende verden."

Ja, vi har grund til at være på vagt og bede Gud hjælpe os, at vi som begyndte i ånden, dog ikke skal ende i kødet, men at vi i de mange valg, som mennesker og gerning stiller os overfor, altid må vælge livet og betale de omkostninger, der skal til for at være og vedblive at være et Guds barn.

EN KAMP PÅ LIV OG DØD
Ef 6,10-18 I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle Den Ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige.

Det er en kamp på liv og død, der raser i disse år derude i den store verden. Det betyder undertrykkelse, måske undergang og død for den der taber. Derfor sættes også alt ind på at vinde. Intet offer er for stort, blot sejren kan vindes.

Der er en anden kamp, der ikke er mindre alvorlig og afgørende, selv om den ofte foregår mere i det stille og skjulte. Det er kampen om menneskesjælene. Også det er en kamp på liv og død, en kamp der ender med evig sejr eller evigt nederlag.

Hvor var meget vundet, om vi stadig holdt os denne nøgne og alvorlige sandhed for øje, at det er en kamp på liv og død.
Denne kamp begynder allerede i barneårene, bevidst eller ubevidst, men den er der. Vi roser os af, at vi har opdaget barnet i dette århundrede. Lad os glæde os over det, men lad os ikke glemme i vor glæde, at den opdagelse har djævelen gjort for længe siden. Derfor kæmpes der så en kamp om børnene. Gid alle forældre så den sandhed i øjnene og blev mere optaget af at være børnene en hjælp i kampen. Det er glædeligt at se forældre, der er vågne på dette punkt og derfor gennem bønnen, Guds ord og søndagsskolen søger at hjælpe børnene til at blive iført "Guds fulde rustning," og vi er taknemmelige for hver en lærer eller lærerinde, der prøver det samme i skolen. Men hvor kan det på den anden side smerte at se en flok mødre komme med deres små piger og drenge ved hånd og så vide, at målet er danseskolen. Har de mødre aldrig hørt Herrens ord: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres." Er det underligt, om mange unge gik den forkerte vej, da de selv skulle vælge.

Og kampen fortsattes i de unge år - mere og mere bevidst og ofte voldsom og under de sværeste lidelser. "Det er som om der er to magter, der kæmper i mit hjerte," sagde en ung mand engang til mig, "når jeg sidder i kirken og hører ordet, er der noget i mig, der siger: "Ja, her er det rigtige," så væmmes jeg ved verdens glæder; men når jeg så er ude blandt kammeraterne igen, så drager verden mig og jeg glemmer de gode forsætter."

Hvilke opgaver ligger der ikke her for vore troende unge og for vore troende hjem. Der er sikkert mange flere unge, end vi aner, der har det som denne unge mand. Hvor kunne vi tit være dem til hjælp, hvis vi fik lukket hjerter og hjem op for dem og gennem Guds ord og bøn fik dem hjulpet til at give Gud magten og blive iført hans fulde rustning.

Og så vil et troende menneske vel alligevel sige: Nej, først når man er blevet et Guds barn, mærker man kampen for alvor, først får man øjnene rigtigt op, så man ser fristeren og fristelserne i det rette lys. Verden har det for så vidt mere i ro, "thi så længe den stærke bevogter sit bytte, da bliver det, han ejer, i fred."

Ja, der er endogså ældre Guds børn, der fortæller os, at kampen bliver hårdere med årene. Sandt er det i hvert fald, at djævelen ikke lader os i ro, for vi har lukket vore øjne her. Han véd, hvor gærdet er lavest, og hans snedige anløb er mange. Hvor tit fik han ikke held med sig. Der ligger mange lig, åndeligt talt, langs den snævre vej. Der ligger en Saul, en Judas, en Demas og mange flere. Nogle overrumplede fristeren straks ved vejens begyndelse, andre senere, da de var blevet "sikre" og havde glemt at våge, ja, nogle faldt vel endogså lige foran himmelporten, i den sidste nattevagt. Lad os derfor ikke undervurdere vor fjende, og lad os aldrig blive selvsikre, "thi for os står kampen ikke imod blod og kød, men imod magterne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske."

Er der da sejr i denne ulige kamp, er der mulighed for at "stå imod på den onde dag?" Ja, Gud være lovet; men sejrens vej er denne: Kæmp aldrig alene - i egen kraft. Er vi kun to i kampen, djævelen og jeg, da har jeg på forhånd tabt, han er den stærkeste, her nytter alle gode forsætter og anstrengelser ikke noget. Jo før et menneske indser dette, jo bedre. Skal vi stå imod på den onde dag, må vi være tre i denne kamp, thi kun i Herren og i hans styrkes vælde kan jeg stå fast og sejre.

Vor egen magt, den er kun svag,
let kan os fjenden fælde,
men én antager sig vor sag,
omgjordet med Guds vælde.

v14 "Så stå da fast, spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje,
v15 og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium.
v16 Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den ondes brændende pile.
v17 Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord." Ef. 6,14-17

Og denne rustning gælder det at iføre sig straks, når dagen med dens mange uforudsete kampe og fristelser begynder. Mangt et fald skyldes forsømmelse på dette punkt. Vi glemte i tide at søge ind i Herrens rustnings kamre.

Kaptajn Skeel fortalte mig, at han engang havde spurgt gårdmissionær Clausen, hvordan han, der efter eget udsagn havde været så hidsig, lærte at styre sit sind og tåle alt. Han var jo udsat for det utroligste ved gårdmøderne i København. - Dertil svarede Clausen, at han ofte flere gange om dagen matte ind og bøje sine knæ og sige til Herren: "Herre, nu ser du, at det er galt igen - det er det sind, det sind - nu må du hjælpe mig." - Og han føjede til: "Når en officer har fået en bestemt linje at skulle forsvare, og der er et punkt, hvor den er særlig svag, da må han sætte dobbelt vagt der."

For det andet gælder det: Giv aldrig op! Det er forfærdeligt at falde, men det værste er at blive liggende. Blev jeg overrumplet af fjenden, så er der ikke anden vej til sejr end angerens og syndsbekendelsens vej.

Og bliver synden stærk i mig igen,
da flyr jeg straks til nådestolen hen;
thi har jeg daglig synd og lønlig brøst,
da gælder blodet end, det er min trøst.

Giv aldrig op! Så længe du strider, er du på vej til sejr. Og endelig gælder det, om vi skal få kraft og mod til at holde ud i kampen til endelig sejr: Tab aldrig målet af syne!

Hvad giver millioner af soldater kraft til at udholde de utroligste strabadser og lidelser? Håbet om sejren, målet forude. - Hvad hjælper løberen på løbebanen til at anstrenge sig til det yderste? Kransen, der venter.

Hvor meget mere kan da ikke "Kronen, der hisset tindrer," give det kæmpende barn "kraft og mod og lyst på ny." Himlens herlighed, den evige glæde og fred derhjemme er vel nok den kamp og møje værd.

"Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og bestå efter at have fuldbyrdet alt." Ja, måtte vi kunne synge det med Brorson, når vor sidste strid er inde:

SE, DIN KONGE KOMMER TIL DIG!
Matt 21,1-5 Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: "Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage." Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.

Ja, konge var han, og konge er han!
Kongelig i sine krav. Her er ingen akkorderen. "Ingen kan tjene to herrer - -." - Den, som ikke bærer sit kors og følger efter mig, kan ikke være min discipel." - "Den, som elsker fader og moder mere end mig, er mig ikke værd." - "Men dersom din hånd eller din fod forarger dig, da hug den af - -."

Det passer på ham, hvad Ibsen siger i "Brand:" Hvis alt du gav foruden livet, da vid, at du har intet givet.

Han vil have os helt.
Kongelig i sin tilgivelse. Det er kongens store forret at kunne benåde den dødsdømte forbryder. Denne forret vandt himlens konge sig på Golgatas kors, da han som det "Guds lam" led for hele verdens synd.

Og aldrig vendte nogen fordømt og fortabt synder sig til ham om "benådning," syndernes forladelse, og fik nej. Læs lignelsen om den fortabte søn (Luk 15) og se, hvordan han tilgiver. Sådan vil han også møde dig og mig med en hel og uforskyldt nåde, når vi går i os selv og vender om. En tilgivelse, der dækker over alle ens synder, små og store, gamle og nye, for tid og evighed. Hvad han har tilgivet, ripper han aldrig op i mere. Det er kastet bag hans ryg.

Kongelig i sine bud. Når den jordiske konge kommer ind i et hjem, overtager han fra det øjeblik kommandoen i det hjem, han er dets herre. Ligeså med den himmelske konge. Hans vilje skal være den rådende, hans bud bliver dette hjems og dette menneskes lov og rettesnor. - Og lad os ikke glemme, at lydighed er en af de vigtigste grundpiller i et Guds barns liv.

Men lad det så også blive føjet til: Hans lov viser vejen bort fra uføre og ulykke og leder os på vejen "fuld af lifligheder."

Og så er han kongelig i sine gaver. Ja, og det både åndeligt og timeligt. Hvor skal vi begynde, og hvor skal vi slutte! Vi erfarer, at det er sandt, at "Guds rige består i retfærdighed, fred og glæde i den Helligånd."

"Det kostede alt, men jeg fik også alt," således udtrykte en ung mand det, da han var blevet omvendt.

"Hvis jeg mistede det, jeg ejer i Jesus, så var livet ikke værd at leve," svarede en arbejdsmand sine kammerater, da de hånende spurgte ham om, hvad det var at være hellig.

Mon ikke nogen af os har lyst at udtrykke det med Mose ord: "Der er ingen som Gud!" Eller med sangen: "Jeg sidder stille og tænker, hensunken ved korsets fod, med tak mit hoved jeg sænker, hvor Gud dog har været mig god!"

Havde han så tillige været kongelig i sin fremtræden, så ville måske skarerne anderledes være flokkedes om ham dengang og nu. Men for den store mængde blev hans ringe skikkelse en anstødssten: Tømmermandens søn - himlens kongesøn, der holder sit indtog på et ringe trældyr - hans fattige og jævne discipelskare; nej, det begreb forstanden ikke, og man vendte sig bort. Bort fra lyset og livet, fra ham, der alene kunne give frelse og fred.

Se, din konge kommer til dig! Vil du tage imod ham og juble ham i møde: Jeg hjertets dør vil åbne dig, o, Jesus, drag dog ind til mig. - Eller forarges du også over hans ringe skikkelse ved dåbs bassin og nadverbord, i bibelord og kirkehus. Forarges du også over hans ringe og svage discipelskare, og lukker du hjertedøren for ham. Da skal du vide, at du selv lukker livets lykke og sande glæde ude fra dit liv. Og da gør du det, som er endnu værre: lukker dig selv ude fra kongesønnens bryllup engang i Guds himmel.

Se, din konge kommer til dig. Tag imod ham med tak og tro!

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com