Mennesket er skabt af en medlidende Fader, der længes efter, at alle mennesker skal tage imod frelsen og vende tilbage til hans kærlighed. Men når de holder fast ved det onde, når de sætter sig op imod loven og afviser nåden, som Kristus tilbyder dem, må de til sidst møde Guds retfærdighed og straf.

I den nærværende verden sejrer uretten tilsyneladende ofte.

Ethvert menneskes retfærdighedssans siger, at der må komme en regnskabets dag, da der vil blive rettet op på uretfærdigheden på denne jord og rådet bod på ulighederne i dette liv. Sandheden vil en dag bestige tronen og vildfarelsen vil blive besejret.

Enhver, der forsøger at begrænse al straf for forseelser og al belønning for velgerninger til menneskets levetid, burde tage i betragtning, at hvis det onde skulle lades ustraffet og retskaffenheden ikke modtage nogen belønning undtagen i dette liv, ville skabelsen af denne verden vise sig at være en kolossal fejltagelse, livet ville være levet forgæves og universet kunne i sandhed kaldes en fiasko.
Men en retfærdig Gud hersker over alle, og han vil gengælde ethvert menneske i overensstemmelse med dets gerninger.

Guds lov indeholder alt, hvad hvert menneske bør gøre, den er en rettesnor for livet. Gud giver hvert menneske kraft til at vælge og lade det selv bestemme, om det vil være lydig eller ulydig mod denne lov. Denne moralske forpligtelse medfører et personlig ansvarlighed, og der vil komme en dommens dag, da hvert menneske vil blive krævet til regnskab for det valg, det her truffet.

Jesus Kristus kom til jorden første gang og gav sit liv som løsesum for syndere; anden gang vil han komme som dommer over levende og døde. <Apg 10,42>
Og han befalede os at prædike for folket og vidne om, at det er ham, Gud har bestemt til at være dommer over levende og døde.
2Tim 4,1 Jeg indskærper dig for Guds ansigt og for Kristus Jesus, der skal dømme levende og døde, så sandt som han kommer synligt og opretter sit rige:

Han beskriver selv denne frygtelig time med følgende ord:
Matt 25,31-33 Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.

Når Kristi midler gerning er til ende, vil han træde frem fra sin plads mellem en syndfri Gud og syndige mennesker og med sin guddommelige magt gøre ende på ondskabens magter og synden.
1Kor 15,24-26 Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden,

Dette tidspunkt kaldes verdens høst eller verdens ende.
Matt 13,37-42 Han svarede: "Den, der sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn.
Men ukrudtet er den Ondes børn, og fjenden, der såede det, er Djævelen.
Høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle.
Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende:
Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskærende.

Det vil være verdens ende, fordi synden vil have løbet sin bane, og nådedøren vil være lukket for aldrig mere at blive åbnet for en syndig slægt. De, der har antaget Kristus som deres frelser, vil være hans for evigt, og de, der ikke har, vil være fortabt og må sige: Kornhøst er omme, frugthøst endt, og vi er ej frelst! Da vil befalingen i Åbenbaringen 22,11-12
Lad den, der øver uret, stadig øve uret, den, der er tilsølet, stadig søle sig til, den retfærdige stadig øve retfærdighed, og den, der er hellig, stadig helliges."

"Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er."

Tiden, da straffen skal udmåles, er åbenbart tiden for Jesu andet komme.
Denne straf er ikke ved at blive fuldbyrdet nu i et brændende helvede, som nogle mener. Den er gemt til den tid, da hele verden skal stå til regnskab foran hans herligheds trone.
Mange har spekuleret over dette spørgsmål. Oldtidens hedninger tænkte sig, at der var et underjordisk sted, hvor meget onde mennesker måtte hen en tid for at blive genskabt, og som de med tiden kunne slippe bort fra.
Frafaldet i de første kristne århundreder, da kirken lod sig føre ind i den hedenske filosofis tusmørke, tilpassede denne hedenske opfattelse af de ondes bolig efter sit eget behov og udformede læren om et foreløbigt opholdssted for de døde, skærsilden (et sted halvvejs til herlighed), og et nuværende brændende helvede.

Lederne i den moderne kristendom lærte i vid udstrækning indtil vore dage disse uskriftmæssige teorier med ubetydelige forandringer, og i overdrevne vendinger beskrev de, at de døde lå og vred sig i ubeskrivelige kvaler, som de ikke kunne undslippe.
Der kunne ikke udformes nogen læresætninger, der i højere grad kunne vanære Guds karakter, eller som var bedre skikket til at skabe ateister, end denne forkastelige teori om et evigt brændende helvede.
Opstået, som den var, i hedenskabets mørke, bliver den i dag, med et nyt navn og tilpasset en falsk kristendoms overtro benyttet til at skræmme folk til at slutte sig til kirken.

Falske teorier er vanskelige at komme til livs. Derfor vil vi nu fremkomme med fire kendsgerninger fra Bibelen, som klargør de ondes skæbne.
Den første lyde som følger:
De onde, som er døde, er ikke ved at blive straffet i helvedes ild nu, men hviler i gravene og vil forblive der til dommens dag.
Peter siger: 2Pet 2,9 Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse, men at holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag,

Dette er tydeligt og lige til sagen. Der er ikke noget at diskutere om. Han siger, at de uretfærdige bevogtes til straffen på dommens dag.
De onde er ikke ved at få deres straf nu.
Er der mening i den tanke, at en retfærdig Gud vil sende onde mennesker til helvede, når de dør, og lade dem brænde der i hundreder og tusinder af år og så hente dem frem på dommens dag for at dømme dem og se, om de fortjener at blive straffet?
Hvad ville vi tænke om en dommer, der ville holde en anklaget fængslet i ti år for ved slutningen af den tid at tage hans sag op for retten for at se, om han er skyldig og burde straffes?
Matt 25,11-13 Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke.
Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.

I Åbenbaringen 20,13-15 "Og havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt, enhver efter sine gerninger.
Døden og dødsriget blev styrtet i ildsøen. Det er den anden død, ildsøen.
Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen."

Apostlen Johannes siger tydeligt, at syndere ikke vil kastet i ildsøen før efter dommens dag ved slutningen af de tusinde år.
Det første punkt er således tydeligt bevist på grundlag af Kristi udtalelser, apostlen Peter udsagn og apostlen Johannes' undervisning.
De onde, der dør ikke går deres undergang i møde umiddelbart efter døden, men forbliver i gravene, indtil de bliver straffet på dommens dag.

Den overleverede teori er ulogisk deri, at den gør Gud uretfærdig, når han straffer syndere, før de er blevet dømt, at den ophæver læren om den fremtidige dommens dag, og at den gør læren om de uretfærdiges opstandelse til intet.
På den anden side stemmer Bibelens sandhed om, at de døde ikke bliver straffet før efter dommens dag, overens med Guds retfærdighed, med skriftens lære om den kommende dom og med sandheden vedrørende de uretfærdiges opstandelse.

Det andet punkt er nøje forbundet med det første:
Der er ikke et eneste menneske i helvede i dag, fordi ingen af de onde vil blive overgivet til straf, før de er blevet opvakt fra de døde.
Vi læser i: Åb 21,8 Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død."

Læg mærke til, at det, at de onde bliver kastet i ildsøen, tydeligt kaldes "den anden død". Det er indlysende, at ingen kan dø den anden død, før han får et andet liv i en opstandelse.
Siden det kaldes "den anden død", at de onde overgives til deres straf, er det klart, at de onde først vil blive tilintetgjort, efter at de er blevet levende ved en opstandelse.

Dette leder os til det tredje punkt:
Helvede som et sted, hvor de onde får deres straf, vil blive denne jord, der forvandles til en ildsø på dommens dag.

De, der tror på læren om et evigt brændende helvede, kan aldrig sige, hvor det findes. Man mener imidlertid, at det er en mægtig bundløs ildsø et eller andet sted i udkanten af alt det skabte.
Men Bibelens sandhed om de ondes skæbne nævnes det nøjagtige sted for "helvede", hvor de onde vil få deres straf.
I Åbenbaringens bog 20,8-9 læser vi:
"og gå ud og forføre folkeslagene i alle de fire verdenshjørner, Gog og Magog, og samle dem til krig, talrige som havets sand. De drog op på jordens flade og omringede de helliges lejr og den elskede by, men der faldt ild ned fra himlen og fortærede dem."

Hvis en mand begår en forbrydelse i et land og flygter til et andet, bliver han ført tilbage til det land, hvor han begik forbrydelsen, hvis det da er muligt, og der bliver han forhørt og dømt.
Således går det også med de onde: jorden, som har været vidne til deres forsyndelser, skal også være vidne til deres straf.

Apostlen Peter angiver dommens dag som værende tidspunktet og jorden som værende stedet, hvor 2Pet 3,7-13
Men de nuværende himle og den nuværende jord er i kraft af det samme ord blevet opretholdt og gemt til ilden på dommens dag, når de ugudelige mennesker skal gå fortabt.
Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag.
Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.
Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er.
Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elemen- terne komme i brand og smelte.
Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.

I vers 10-12 beskriver han jordens tilstand på den tid. Himlene skal komme i brand, og elementerne, hvoraf jorden består, vil smelte af den frygtelige hede. Det vil forvandle jorden til en ildsø, hvor de onde vil blive tilintetgjort.

Der kan ikke være nogen tvivl om, at tilintetgørelsen bliver fuldstændig, for denne jord skal genskabes af Herren til et evigt hjem for de retfærdige, efter at synden og synderne er tilintetgjort. <2Pet 3,13> Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.

Når det ny Jerusalem med alle de retfærdige kommer ned fra Himlen til denne jord, vil de onde blive oprejst fra de døde i den anden opstandelse. De vil igen leve på jorden i den samme tilstand, som de tilbragte deres tidligere liv.

Åb 20,9 De drog op på jordens flade og omringede de helliges lejr og den elskede by, men der faldt ild ned fra himlen og fortærede dem.

Det fjerde punkt er:
Efter at de onde er blevet straffet efter deres gerninger, vil de blive fuldstændig fortæret af denne ild, som smelter og renser jorden.

Spørger du: "Hvor længe vil denne ild brænde?"
Det ved vi ikke. Men vi ved, at de onde vil blive straffet i forhold til, hvor mange og hvor onde gerninger de har begået. Det endeligt, som før eller senere møder dem i denne ildsø, er evig død.

Der er nogle, som vanskeligt kan forstå Bibelen, når den taler om "evig straf" og "evig ild". De mener, at de onde vil lide i al evighed. Spørgsmålet bliver belyst ved, at de originale græske og hebraiske ord, der er oversat til "evindelig" og "evig", i vore danske bibler hele tiden benyttes om rent timelige ting, men også om de ting, der varer evigt. Det græske ord for evig,  findes næsten hundrede gange i Det nye Tastamente, og i mere end fyrre af disse tilfælde benyttes det med ubegrænset betydning.
Pettinghell, den fremragende bibelgransker, opstillede følgende regel for bibelfortolkning:
"Når skrifterne taler om evige høje eller evige anordninger eller skikke, om evige døre eller lænker, eller brænden, eller ild, eller straf ved tilintetgørelse eller om noget andet forbigående, der er evigt, da er ordet begrænset af selve det omtaltes natur og af deres sunde fornuft, som ordet tales til, og der er ingen grund til at misforstå dets betydning.
Derfor er det lige så rigtigt at tale om en evig arv på jorden og en evig arv i Himlen, selv om fornuften siger os, at den ene er forbigående, og Guds ord giver os forvisningen om, at den anden vil kunne nydes evindeligt."

Straffen, som syndere vil få, vil være evig, men fuldbyrdelsen af straffen vil være til ende, når deres legemer er tilintetgjort. Det kan måske tage nogen tid at fuldbyrden straffen, men til sidst vil de onde være fjernet fra tilværelsen.
Sl 37,9-10 thi forbryderne bliver udryddet, men de, der håber på Herren, får landet i arv og eje.
Kun et øjeblik, så er det ude med den uretfærdige, ser du efter, hvor han boede, er han der ikke mere.

Sl 37,20 Men de uretfærdige går til grunde, og Herrens fjender forgår som engenes pragt, de forgår i røg.

I Åbenbaringen 20,9 læser vi om, hvad ilden vil gøre:
"De (de onde) drog op på jordens flade og omringede de helliges lejr og den elskede by, men der faldt ild ned fra himlen og fortærede dem."

Ilden fortærer dem rod og gren. Hvis man brænder et træ med rod og gren, hvad er der så tilbage?
Kun aske. Gud siger således, at de onde vil blive forvandlet til aske.
Mal 3,19 Nu kommer den dag, der brænder som en ovn; da bliver alle de overmodige og alle, der handler ugudeligt, til strå. Dagen, der kommer, skal sætte ild til dem, siger Hærskarers Herre, så der hverken bliver rod eller grene tilbage.

Der er ikke noget sted i skriften, som siger, at de onde vil brænde i al evighed, eller at de vil blive pint for evigt.
Der er nogle få skriftsteder, der, hvis de læses alene, kan få en til at mene, at læren om evig pine i et evigt brændende helvede finder støtte i skriften, men dersom vi ønsker at vide, hvad Bibelen virkelig lærer om straffen og de ondes skæbne, må vi tage alt, hvad den siger om dette emne, i betragtning.

Der er intet, som skriften lærer tydeligere, end netop det, at alle de, der til sidst forkaster Gud, vil blive bortstødt fra ham og hans rige i den endelige dom. "Gå bort fra mig, I forbandede!" lyder Kristi befaling, han, som vil dømme levende og døde.

Det er evangeliets altomfattende hensigt, at "alt skal blive genoprettet" fra Satans magt, fra synd og død til Guds magt med den deraf følgende retfærdighed og evigt liv.
Sandheden i de fremførte argumenter bekræftes af Gud i mange udtalelser i skriften. I Johannes' første brev er dette vidnesbyrd fra Guds Ånd:
1Joh 3,8 "Den, der gør synden, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger."

Vi ser derfor, at Djævelens gerninger er fordømt til tilintetgørelse, og det betyder udslettelse af synd og smerte og død i Guds univers og naturligvis også udslettelse af ophavsmanden til alt dette, Djævelen.
En af følgerne af Kristi forsoningsdød skulle være,
... at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, Hebr 2,14

Mal 3,19 Nu kommer den dag, der brænder som en ovn; da bliver alle de overmodige og alle, der handler ugudeligt, til strå. Dagen, der kommer, skal sætte ild til dem, siger Hærskarers Herre, så der hverken bliver rod eller grene tilbage.

Mal 3,21 I skal trampe de ugudelige ned, så de bliver som støv under jeres fødder, den dag jeg griber ind, siger Hærskarers Herre.

Selv i tilintetgørelsen af de onde ser man, at Gud er en retfærdig og upartisk Gud. Han trygler alle mennesker om at overgive deres liv til ham, at det ikke skal blive nødvendigt for dem at komme der, hvor synden nødvendigvis vil føre dem hen, nemlig til ilden, der til sidst vil tilintetgøre og udslette dem.

Ethvert menneske i verden er enten på vej mod det genoprettede Eden eller mod udslettelse. Måtte Gud hjælpe os til at leve sådan, at vi må være blandt dem, der tager imod hans kærlighed, får hans tilgivelse formedelst Kristus, og som er beredt til at tilbringe evigheden i den ny skabte verden.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på www.bibel-skolen.com