Denne hjemmeside er en fortsættelse af rede-2

I året 1860 forudsagde MarcellinBerthelot, en fransk kemiker, at der i løbet af et hundrede år ville være fysikere, der kunne forstå atomet. Han troede tilmed, at når fysikerne nåede det stade, ville Gud snart komme til jorden med sin store nøglering og sige til menneskene: "Nu er det lukketid, mine herrer!« Nu om dage kan vi godt høre klirren af nøgler. Har du lagt planer for tiden efter lukketid?

Vi havde for nylig en aktuel fjernsynsudsendelse om emnet energikrise, som lagde ud med et tænkt optrin om den dag, da energien er opbrugt. To alvorlige mænd kom hen til et normalt oplyst hjem, og der ringede de på dørklokken. De blev modtaget af en ung mand og hans kone og deres to børn.
Den unge fader spurgte bare: "Er det nu?« Og de svarede ham: "Ja, det er nu.« Mændene gik gennem huset og trak ledninger ud og gjorde ethvert elektrisk apparat uegnet til benyttelse igen. Da de var færdige med det, slog de af for strømmen, sagde farvel og lod den lille familie sidde tilbage i sort mørke. Faderen sagde så: "Jeg havde da troet, at vi havde haft lidt mere tid.« Vi har haft vore kritiske situationer, mørklægninger, transportstrejker, lærere, der strejkede, læger, der strejkede, kapervogne, der ikke kørte. Det er hændt, at huse er brændt ned, er blevet oversvømmet, er væltet af jordskælv. Tågen har lukket vore lufthavne. Isvintre har lammet vore storbyer.

Men føj alt dette sammen til en vældig kritisk situation, globalt tilmed. Prøv på at forestille jer, hvordan det vil være den dag, da alting standser. Det kan være, at vi ikke har mere energi, det kan også være, at vi klarer os. Det kan være, at vi kommer ud for hungersnød, og måske ikke. Men vi vil have opbrugt tiden. Det sidste sandskorn vil løbe gennem timeglasset. Og ingen jordisk magt vil være i stand til at vend glasset og få det til at begynde forfra.
Millioner af mennesker vil i disse sidste, uomstødelig sidste, timer sige til Gud: »Er det nu, Herre?« og han vil svare "Ja, det er nu.« Og alle disse samme millioner vil, ynkværdig i deres skuffelse, sige til hinanden: "Jeg troede da, at vi havde mere tid.« En skønne dag, ikke ret langt ude i fremtiden, vil denne jord blive affolket, den vil blive tom, uden et eneste menneske noget sted på planeten. Profeten Esajas har en beskrivelse af den dag: "Se, Herren gør jorden tom og øde, ... han spreder dens beboere« Es. 24,1-3.

Når Gud beslutter, at det er lukketid, vil han låse for planeten og lade den være tom, ubeboet. Der er ikke så meget som et "Til leje« skilt.
Profeten Jeremias beskriver det sådan: »Herrens slagne skal på den dag ligge fra jordens ene ende til den anden; der skal ikke holdes klage over dem, og de skal ikke sankes og jordes.« Jer. 25,33.
Hvilket syn! Døde legemer strøet ud over hele jorden, ikke begravet. Hvorfor er de ikke begravet? Det er klart, at det e fordi der ingen er til at begrave dem.
Hvad betyder alt dette? Betyder det, at den udslettelse som dommedagsprædikanterne har talt om, virkelig er kommet? Betyder det, at Gud i sin vrede har, udsletter hele menneskeheden som i Noahs dage, men denne gang uden levne så mange som otte mennesker til at begynde forfra igen? Nej, der gør det ikke, som vi skal se.

Profeten Jeremias fortæller os mere om det. Han sige "Jeg så på jorden, og se, den var øde og rom, på himlen, dens lys var borte; bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle høje bæved; jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle himlen fugle var fløjet.« Jer. 4,23-25.
Her siges jorden at være "øde og tom«. Det er samme m, de, det er beskrevet på i Første Mosebog i det første kapitel før skabelsen af denne planet var ført igennem. Jorden b skrives også den dag i fremtiden som mørk. Det siges, at d ikke er noget lys på himlen. Det siges, at der ikke er noget menneske, og fuglene er fløjet.
Det siges også, at bjergene rystede, det må åbenbart være efter en eller anden stor begivenhed. Hvad er der så sket? Vi læser videre: "Jeg så, og se, frugthaven var ørken, alle dens byer lagt øde for Herren, for hans glødende vrede. Thi så siger Herren: Al jorden bliver ørk, men helt ødelægger jeg ikke.« Jer. 4,26-27.

Læg så mærke til, at der her er et glimt af håb. Herren siger: "Men helt ødelægger jeg ikke.« Gud har åbenbart sine planer med denne klode.
Men hvad er der sket, som har efterladt jorden i sådan en øde og trøstesløs forfatning? Det fortælles os, at byerne er styrtet sammen ved Herrens komme. Så er det klart, at Herren er vendt tilbage til denne jord. For vi læser i Åbenbaringens bog, atpå tiden for Kristi genkomst blev der "et stort jordskælv, ... så stort og vældigt var det jordskælv, ... og folkeslagenes byer styrtede sammen«. Åb. 16,18-19.
Det var på den måde, at byerne styrtede i grus. Og det er derfor, at bjergene stadig ryster. Kloden lider af efterveerne af det største jordskælv, der nogen sinde har været.
Men nu kommer der håb ind i billedet. For hvis Kristus er vendt tilbage, er det muligt, at ikke alle jordens indbyggere er blevet spredt ud over jordens overflade, men at nogle af dem, en hel del, er taget et andet sted hen.
Så siger du måske: "Jeg troede, at Kristus, når han vender tilbage, ville oprette sit rige på jorden, og vi så skulle have et tusind års fred. Tager jeg fejl?« Da Jesus var her på jorden som menneske, tog endog hans egne disciple fejl af hans gerning. De mente, at han var kommet for at oprette et jordisk rige på den tid. Men det var han ikke. Han var kommet for at dø på korset i menneskets sted, for at gøre frelse mulig.
Der er forvirring i manges sind om, hvad der vil ske, når Jesus vender tilbage om ikke så længe. Der vil komme et millennium, det er da sikkert. For resten betyder ordet "Millennium« bare et tusinde år. Men i løbet af de tusinde år vil der ikke blive oprettet noget Kristi rige på denne jord. Og det kommer ikke til at betyde en chance til for syndere. Når Kristus kommer, ja endnu før han kommer, vil hver eneste synder have haft sin sidste chance. Sådan er det. Syndere kan ikke let komme til at angre, medens de ligger strøet ud over jorden, døde.

Kristus vil oprette sit rige på jorden. Men ikke endnu.
H vad var det Jesus sagde om formålet med sin genkomst?
Lad os endnu en gang læse de kendte ord: "Jeres hjerte fol færdes ikke! ... I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre e plads rede for jer. Og når jeger gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at hvor jeg er, der skal også I være.« Joh. 14,1-3.

Hvor var det, Jesus sagde, at han tog hen, da han forlod denne jord? Han tog til sin Faders hus. H vor er det? Ha talte ofte om sin Fader i Himmelen. Hvorfor skulle Jesus de til? For det formåls skyld at berede et sted for sit folk. O hvorfor ville han vende tilbage til jorden? For at hente folk og føre dem med til Himmelen.
Læg nu mærke til, at han ikke sagde noget om at oprette rige på den tid, eller endog om at tilbringe nogen tid her. Han ville kun komme for at hente Sit folk.
Lad os endnu en gang læse apostlen Paulus' beskrivelse den dag, da Jesus vender tilbage, og lad os se, om det sten mer overens. Han siger: "Thi Herren selv skal stige ned f Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde I Kristus opstandelse, derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige m dem i skyerne for at møde Herren I luften; og så skal vi alt være sammen med Herren.« 1 Thess. 4,16-17.
Han kommer tilbage for at hente sit folk, netop sådan so han sagde, at han ville. Mange af dem, millioner, er dø igennem årene, der gik. Derfor kalder han dem til live. Og vil sammen med dem af hans folk, som stadig lever, blive taget. Op i skyen for at møde ham der. Nu er Kristus og hans folk forenet, og de skal aldrig mere skilles.
Se nu, hvor tydeligt det er! Det er som en ung mand, skal kommer for at hente sin veninde og tage hende med ud. Han standser foran huset. Hun står og ser efter ham. Hun løb ud til bilen. Han hjælper hende ind. Han kommer slet ikke ind i huset.

Sådan er det med Jesus. Hele hans folk, der endnu lever og de, som er døde, bliver løftet op i skyen for at mødes m ham der. Og han betræder slet ikke jorden.
Glem ikke dette punkt. Det er nemlig vigtigt. Jesus sagde at der ville komme falske Kristus, efterlignere af Kristus, i disse sidste dage. Og når du hører om en eller anden her jorden, der siger, at han er Kristus, så ved du med det samme og uden at undersøge det, at han er falsk. For du ved, at den sande Kristi fødder, ikke så meget som vil berøre jorden, når han kommer.

Du ved også nu, at ikke alle mennesker ligger spredt ud over jorden.
Nej, millioner er taget af sted med deres Herre.
De vil blive borte i tusinde år. Derefter vil de komme tilbage.
For Gud har planer for denne jord og for sit folk. Han har også et mellemværende, som nu endelig skal afgøres med oprøret.

Hvorfor er de andre ladt tilbage og spredt ud over jorden?
Er det mon, fordi Herren havde lyst til at lade dem tilbage og i stikken? Nej, Jesus er død for hver eneste af dem. Han har sørget for hver eneste af dem. Der er også plads i hans Faders hus til hver eneste af dem. Hans hjerte bløder over hver eneste af dem. Det er ikke hans vilje, at en eneste af dem skal fortabes. Men se, disse har afslået at tage imod hans offer om at dø i stedet for dem. Disse mennesker har nægtet at lade ham frelse dem og han tvinger ingens vilje.

Disse omtalte mennesker har ikke haft nogen plan med tiden efter lukketid. Og derfor har de ikke i de sidste afgørende timer haft noget sted at søge ly. De har været ude af stand til at gennemleve den dags store herlighed og dens store skyld. Herligheden ved hans komme, og skylden i deres egne hjerter, en skyld, som han havde ønsket at tilgive dem, har været for meget for dem.
Jeg er bange for, at vi ofte bruger Kristi genkomst og verdens ende som synonymer. Vi taler om Kristi genkomst og verdens ende og al tings ende og dommedag, og benytter alle disse udtryk i flæng. Vi får Kristi genkomst til at lyde så uundgåeligt afgørende. Det er det også for dem, som ikke har nogen plan for tiden efter lukketid, for den tid, da planeten er færdig og efterladt øde og tom.
Men det behøver ikke at være slutresultatet for alle. For dem, som elsker deres Herre, som har modtaget hans offerdød, betyder lukketid ikke enden på alt. Det lukker dem ikke ude fra alt. Det åbner døre, og gør dem så frie, som de aldrig har følt sig før. Deres ansvar og bekymring og slid er alt sammen forbi. De har haft deres vågetimer. Nu kommer den tid, de har levet for, og ventet på.

Afslutningen på tid, betyder derfor forskelligt for forskellige mennesker. Der er nogle, der har planer og interesser og drømme for tiden efter fyraften. Der er også nogle, der ikke har. Der er mennesker, der ikke har nogen interesse bort fra deres arbejde. Når de tager hjem, går de ud i en stil ensom verden. Men der er andre, der ser frem til aftenen m stor glæde. I aften skal de være sammen med nogen, de hold af Fyraften er ikke slutningen på deres dag.
Men nu vil vi følge med i, hvad der faktisk sker. Fortæl Bibelen os i realiteten, at Guds folk vil være sammen ru ham i Himmelen et tusinde år? Ja, det gør den. Den si! angående hans folk: "De blev levende og blev konger med Kristus i tusinde år.« Åb. 20,4.
Hvad sker der så med alle de mennesker, som ligger spredt ud over jorden? Vil vi høre fra dem igen? Ja. De næste v fortæller os, hvad der vil ske med dem. Der siges: "De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende.« Hvem er de andre døde?
Apostlen Paulus har fortalt os, at når Kristus vender til bage, vil de af hans folk, som er døde, blive oprejst og blive taget op i skyen for at være sammen med ham. Nu fortælles os i Åbenbaringens bog, at resten af de døde, dvs. de døde, som ikke tog mod Kristus, de døde, som ikke blev opvakt Kristi komme, og de døde, som ligger spredt over jord, overflade, ikke kunne udholde herligheden ved hans kom disse mennesker, siges det, skal ikke leve igen, før de tusind år er omme.

Læg mærke til ordet før. De skal ikke leve igen før de tusinde år er forbi. Så er det klart, at de vil leve, efter at de tusinde år er forbi. Det er altså også klart, at der er to opstandelser. I jeg henviser til Guds folks opstandelse, som vi allerede hal finde sted ved Kristi komme, siges det her i femte vers: "Dette er den første opstandelse.« Derfor må den anden opstandelse, ved slutningen af de tusinde år gælde dem, som forkastet Kristus.
Dette tyvende kapitel af Åbenbaringens bog, er det en, sted i Bibelen, hvor tusind års perioden er omtalt. Hele Guds folk er sammen med ham i Himmelen. Alle, som hellere ville gå fortabt, er døde. O gjorden er tom og øde i hele tusinde Den er tom for mennesker. Men der er ikke menneskelige væsener her, en af dem skal særlig omtales. Hør her: "Og så en engel komme ned fra Himmelen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede den over ham og satte segl for, så han ikke mere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år var omme. Så skal han løses en lille tid.« Åb. 20,1-3.

Hvad betyder dette? Det er klart, at man ikke kunne låse for Satan med en virkelig nøgle eller holde ham på et sted med en rigtig kæde. Der er heller ikke nogen bundløs grav eller gabende afgrund, der ville kunne holde ham fast. Det er en symbolsk måde at sige, at Satans virke endelig vil blive standset. Hans virke vil blive standset af den kendsgerning, at både han og hans engle er bundet til denne jord, og de har ikke tilladelse til at tage noget andet sted hen. Siden hvert eneste menneske enten er borte eller død, er han lænket, fuldstændig lænket af den omstændighed, at der aldeles ikke er nogen her at friste. Han og hans oprørstilhængere blandt englene vil have et tusinde år til at vandre omkring på den mørke, øde, tomme og helt igennem ødelagte jordklode og se på den ødelæggelse, de selv har været årsag til. Endelig er Satan faldet som offer for sin egen dårskab.
På samme tid vil Guds folk tilbringe et tusinde lykkelige år i Himmelen, på det fantastisk skønne sted, Frelseren har beredt for dem. I løbet af de år, vil der være tid nok til at komme til at forstå Guds handlemåde med dem, som er gået fortabt, med kære medlemmer af familien, som ikke er der, at komme til at forstå, at der ikke er et eneste menneske, der er gået fortabt, og som Gud på nogen mulig måde kunne have frelst uden gennem tvang af vedkommendes vilje. Han har gjort alt, der var muligt at gøre for hvert eneste menneske.

Derefter er tiden inde til, at der må gøres op med oprøret.
Gud og hans folk tager ned til jorden. Vi læser: "Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud.« Åb. 21,2.
Hvad sker så næst efter? "Og når de tusinde år er til ende, skal Satan blive løsladt af sit fængsel. Og han skal gå ud for at forføre folkeslagene.« Ab. 20,7-8.
Satan er blevet sat fri på grund af, at den anden opstandelse, opstandelsen af de fortabte, har fundet sted. Atter er oprørsskaren under hans regimente. Atter flammer oprøret.

Et sidste forsøg består i at omstyrte Guds styre. Vi læser:
"Og de drog op over landets højslette og omringede de helliges lejr og den elskede stad. Da faldt der ild ned fra Himmelen fra Gud og fortærede dem.« Åb. 20,9.
Det er enden på oprøret. Til bedste for verdensaltet, til bedste for alle indbefattet, må synden helt udslettes. Gud anvender ild til dette. Det er ikke noget, han er glad for. Han græder over hver eneste, der er gået fortabt, som om vedkommende var enebarn. Men det må gøres.
Når flammerne har brændt det hele, vil de gå ud. Oprøret vil være færdigt og vil aldrig berøre et lykkeligt univers igen.

Synden vil være borte og sammen med den død, smerte og pine. Gud vil give denne jord, nu da den er renset af flammerne for al dens forurening, til sit folk som deres blivende hjem.
Det er et hjem, der er nyt, rent og smukt, som det var fra begyndelsen, og det vil aldrig blive ødelagt mere. Der vil være en harmonisk tone, der ringer gennem alle Guds skabninger.

Aldrig igen vil der komme en disharmonisk lyd.
Det er nu næsten ved at være lukketid. Vi kan skelne klirren af nøgler. Har du planer for tiden derefter? Frelseren har en plan for dig. Tænk på Frelserens store skuffelse, hvis du ikke skulle være der. Der er ingen, der kan tage din plads. Ikke millioner af frelste, heller ikke de tilbedende engle. Han vil, at du skal være der.

Hvorfor vender Kristus vende tilbage?
Aftenen den 10. marts 1876 var en afsender blevet stillet op i Alexander Graharn Bells arbejdsværelse. Hans assistent, Thomas Watson, gik hen til et andet værelse og lagde øret til modtageren. Næsten med det samme hørte han Bell sige ganske tydeligt: "Hr. Watson, kom, jeg har brug for Dem.« Den besked markerede telefonens opfindelse.

Du tror måske, at Gud ikke har noget med telefonens opfindelse at gøre? Jeg tror, at Gud med disse første telefonledninger var ved at begynde sin sidste afvikling af jordens historie. Telefonen var begyndelsen til et globalt kommunikationsnet, som også kom til at indbefatte radio og fjernsyn og satellitter, som går i kredsløb omkring jorden. Hvad han udfører i disse sidste dage, vil ikke blive udført i hemmelighed, for hvad der nu om dage sker på den ene side af jorden, er kendt næsten øjeblikkelig omme på den anden side. Dette er åbenbart en del af Guds plan, for han sagde til profeten Daniel: "Men du, Daniel, sæt lukke for ordene og segl for bogen til endens tid! Mange skal rejse til og fra, og kundskab skal blive stor.« Dan. 12,4. Den engelske Bibel.
Rejse fra og til. Rejser skal gå hurtigt. Hastigheden for kommunikation sættes op. Et globalt net af satellitter er ikke længere bare en drøm. Hver dag opstår der trafikpropper i luften. Rumrejser er nu næsten ikke noget at tale om. Er kundskaben blevet stor? Og enden på den er ikke i syne. Projekter på tegnebrættet kan chokere tanken.

Men, hvordan mon vi bruger al den kundskab? Vi fremstiller raketter, der ikke kan gå fejl af deres mål. Vi stabler megaton bomber op for at skræmme vore fjender. Vi rører ved universets hemmeligheder, og under denne proces kan vi komme til at brænde fingrene. Er der måske nogle endnu, der tvivler på, at vi lever i endens tid? Vi lever flere ti-år efter at kommentator LelandStowe udtrykte de ord, som rammer mere forbløffende godt i dag, end da han sagde dem. Han sagde: "Vi har set en snes århundreder tilbage i kikkerten. ... Nu til sidst er der en tidsindstillet lunte overalt. ... Dette er den spøg, der vil få al spøg til at standse brat. Hvorfor prøvede vi, som ved så lidt, at opsnuse jordens sidste og mægtigste hemmelighed? Men nu er det sket ... Men vore fingre og vore tanker og sind er, som de var før. ... Og medens vi bedømmer det fortvivlede i, hvad vi har gjort, kan vi lige så godt bede om: 'Bare et kvarter til?

Det er åbenbart, at vi er på vejmod den dag, da alt vil standse, mod det tidspunkt da jordens pendul vil vibrere og så standse lige midt i svinget.
Den kundskabseksplosion, vi nu lever under, siger Gud, ville være et tegn på, at vi lever i denne jords sidste tider. Gud har forudsagt det. Og det er sket.
Men sig mig, hvorfor sagde Gud ikke, at denne forøgede kundskab ville komme på et tidligere tidspunkt i historien?

Hvorfor tillod han den ikke at komme før, på Abrahams tid for eksempel, eller i Cæsars dage, på Martin Luthers tid?

Skulle det være, fordi han ved, hvor farlig kundskab kan være i syndige menneskehænder? Er det, fordi han vidste, hvad mennesker ville gøre ved hjælp af den? Skulle det være, fordi han ikke turde betro dem en sådan magt, medmindre han stod klar til at få det afgørende tæppe trukket ned for menneskenes erfaring?
I en hel del år har jeg forkyndt, at Kristus stod lige overfor at vende tilbage, og det har jeg gjort af mange grunde naturligvis. Men jeg har sagt, at Gud sikkert ikke ville tillade mennesket at pille ved atomet, de byggeklodser, som universet består af, ved hemmeligheder, som er Guds alene, medmindre han var lige ved at gribe ind.
Det tror jeg stadig på. Men forsøgene med atomet blegner i betydning i sammenligning med, hvad vi ser i dag. I dag er der videnskabsmænd, der på arrogant vis gør forsøg med selve livets hemmeligheder. Snart er det DNA, og så er det genetisk styring.
I hen ved 25 år har biologer vidst, at et frygtindgydende sammensat molekyle, som de kaldte DNA, styrer alle former for arvelighed. DNA findes i form af kromosomer og gener I hver eneste celle i enhver organisme. Og hvor utroligt det lyder, indeholder hver eneste celle i din krop den indkodede oplysning, der er nødvendig for at være med til at danne et fuldkomment menneske.
Men for ganske nylig, d.v.s. indenfor de seneste få år, har forskere fundet ud af, at det er muligt at transplantere genetisk stor Med andre ord er det blevet muligt at kløve DNA'et i en organisme og derefter sætte nye gener fra en anden organisme ind i den første, hvorved man kan ændre organismens karakteristiske arveanlæg. Eftersom transplanteringen ikke behøver at ske indenfor samme art, men kan finde sted mellem helt forskellige arter, vil det betyde, .at nye arter. af bakterier og vira, komplet nye former for liv, nu er muliggjort.
Der er nogle biologer, der hylder denne udvikling som et gennembrud, som kan betyde store velsignelser for menneskene. Der er andre, der er ængstelige. Det, de frygter, er, at genetisk styring vil kunne løse op for en sand syndflod af rædsler. Der er nogle, der siger, at det er en større trussel end atombomben.

Hvorfor er de så, så bange? Det er de, fordi nye slags virulente (ondartede) vira eller bakterier kunne blive resultatet.

Det kunne også tænkes, at de kunne slippe ud af laboratorierne. Og når de først er kommet ud, findes de: Ingen metode til at samle dem ind igen. Sådanne nye bakterier kunne man tænke sig var modstandsdygtige over for droger, og ville være i stand til at sprede nye former for sygdom ud over hele verden. Eksperimentel cancer kunne for eksempel spredes.
Det er jo faktisk blevet sådan, at mennesket ønsker at være skaberen, i stedet for den skabte. Der er mennesker, der er besluttet på at slippe de hemmeligheder løs, som Gud har beholdt for sig alene. Og så farer de ubekymrede af sted, og det selvom deres bestræbelser for at lege gud er hyllet i frygtelig uvidenhed. Moralsk set er vi ikke i stand til at tage os af atomet. Mon vi er mere moralsk egnede til at tage os af selve livets hemmeligheder?

Mon Gud vil tøve længe med at udsætte retfærdigheden?
Har vi ikke fremkaldt Jesu genkomst, ikke blot som et løfte, men også som en absolut nødvendighed, og det endda meget, meget snart?
Der var en gang tidligere, da Herren matte gribe Ind. Det var på Noahs tid. Det er sket en gang før, at menneskers hovmod tog magten. Gud ved udmærket godt. hvad der sker, når mennesker har for megen kundskab i forhold til deres syndige hjerter. Han fandt det nødvendigt at udslette hele menneskeheden, lige med undtagelse af otte mennesker.

Bibelen fortæller os ikke meget om den generation, del blev udslettet. Men dette ved vi: "Men Herren så, at menneskenes ondskab tog til på jorden, og at deres hjerters higen og tragten kun var ond dagen lang." 1 Mos. 6,5.
Deres hjerters higen og tragten var kun ond dagen lang Tænk dog! Store begavelser, med liv, der rakte ud over århundreder. Deres hjerters higen var kun ond. Hele deres forestillingsverden var kun ondsindet. Og der var hundreder af ål at tænke i.

Kan vor generation få lov til at leve med farligere viden en Noahs kunne? Er forbindelsen mellem stor viden og en ond sindet tankegang en mindre trussel for os nu end for den dengang?
Jesus Kristus er det eneste svar på det dilemma, vi har styret os selv ind i. Hans genkomst, og det ganske hurtigt er vort eneste håb.
Nu spørger jeg dig: Hvordan kan han vente meget længere? Åbenbaringens bog fortæller os, at Gud snart vil foranstalte, at "de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges« Åb. 11,18.
Hvis det at ødelægge miljøet kræver retfærdighed, kræver at Gud griber ind, hvordan vil det så være med vor pillen vel arveanlæggene? Er det at ødelægge os selv ikke værre end at ødelægge vort miljø?
Der er nu også andre grunde, andre betingelser for vor Herres genkomst. Jesus sagde om vor tid: "På jorden skal folkene ængstes i rådvildhed.« Luk. 21,25.
Han sagde også: "Folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige.« Luk. 21,10.
Apostlen Johannes forudså i et syn en tid, da folkeslagene vrededes.
Er disse ting ved at ske? Det ved du godt, at de er. Vi ha gennemlevet en tid, da regimer styrtede i en fart af et om måneden. Ikke alene vredes nationerne, de er simpelthen rasende. Lagerbeholdningerne af utænkeligt farlige våben vokser bestandig.

Der er rumlen i kulisserne fra Armageddon.
Men Jesus sagde også: "Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.« Matt. 24,12.

Er det ved at ske? Er lovløsheden blevet større? Apostlen Paulus skrev til Timoteus: "Men onde mennesker og bedragere kommer længere og længere ud i det onde.« 2 Tim. 3,13.
Vore dage beskrev han med disse ord: "Det skal du vide, ati de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft.« 2 Tim. 3,1-5.

Kunne radioens nyhedstjeneste beskrive vor tid mere nøjagtigt? Er det noget under, at Jesus sagde: "Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?« Luk. 18,8.

Og er det noget under, at han sagde: "Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst.« Matt. 24,22.

Ja, vore dage råber højt på, at Herren hurtigt skal komme tilbage. Synden er løbet helt ud af kontrol. Mennesker er ude af kontrol. Nationerne er ude af kontrol. Deres urets bæger er omtrent fuldt. David sagde: "Det er tid for Herren at gribe ind, de har krænket din lov.« Sl. 119,126.
Hvad tror du, David ville sige nu om stunder? Aldrig i mands minde har respekten for Guds lov, for de ti bud, nået et så lavt stade.
Jeg forstår godt, at Ruth Graham, Billy Grahams kone, da hun læste korrektur på sin mands bog Verden i brand, bemærkede: "Hvis Kristus ikke snart kommer tilbage, vil han blive nødt til at give Sodoma og Gomorra en undskyldning.« Det er allerede nogle år siden, men i vor tid er de selv samme synder, som Gud ødelagde Sodoma for, blevet begået så åbenlyst og så frækt, at de mennesker, som er med i det, nu søger lovgivningsmagtens billigelse til deres levemåde.

Hvis Gud ikke kunne skåne Sodoma, vil han så kunne skåne os?
Gud elsker syndere, hver eneste, også den værste. Han ønsker ikke at se en eneste gå fortabt. Han vil strække sig meget vidt for at frelse os. Der kommer imidlertid et tidspunkt, da kærlighed ikke kan udrette mere. Der kommer også en tid, da opgøret med nationerne må afsluttes. Der kommer også en tid, da kærlighed ikke kan give udtryk for en stærkere appel, end der allerede er blevet gjort. Der kommer endda en tid, da hvert eneste hjerte, der er villigt til at lade sig vinde, vil være blevet vundet. Vor Herre vil vende tilbage. Og det bliver ikke et øjeblik for tidligt.

Vi haster imod den dag, da alting vil gå i stå i denne verden.
Det sker ikke, fordi vi nu er blevet så mange, at vi ikke kan være på vor jord. Det sker heller ikke, fordi vi har fået os indviklet i en trafikknude i luften, på jorden og havet, er trafikknude så voldsom og så umulig, at den vil få alt til al standse. Det sker heller ikke, fordi vi har fået os indviklet i er så lang telefonsamtale, at al kommunikation lammes. Heller ikke, fordi vi har opbrugt al ilten. Men det sker, fordi Skaberen lukker bogen i, og kommer til denne jord og siger: "Del er nok!« Tiden selv vil høre op.
Vor generation har ikke lyst til at være den sidste generation. Den betragter Jesu genkomst som en besværlighed, el ulempe, en afbrydelse af dens planer. Der er noget, den vil ni atudføre først. Den råber ud: "Vent lige et øjeblik, Herre!« Men hvor længe vil Gud vente?
Tid er lig historie i bevægelse. Den snegler sig af sted lige som et fragt tog, ganske langsomt kommer det ud af forti den. Hvordan kan det langsomme fragt tog nogen sinde ind hente os? Men en dag vil det køre forbi os, som om vi kun var et trinbræt, og fremtiden vil så være fortid. Har du nogen sinde tænkt på, hvordan det ville være at se tilbage på verden ende?

Forbindelsen til Guds trone er fri nu. Enhver kan komme igennem. Han, der gerne vil angre. Hun, der gerne vil sige "Gud, vær mig synder nådig!« Den mand, som betragter Golgata, og ser Guds Søn dø i sit sted, og som ønsker at tag imod dette nådens tilbud. Den kvinde, som ønsker at lad Jesu blod rense hende.
Forbindelsen er fri nu, for enhver mand, kvinde og ethvert barn. Men ikke ret meget længere. En skønne dag er tråden død. Der vil ikke være en operatør i hele landet, som kan gøre forbindelsen klar. Der vil være mennesker, der er villige til at give alt, hvad de ejer, bare for at høre endnu et ord fra Frelserens læber. Men det vil nu være for sent. Profeten siger: "Da vanker de fra hav til hav, flakker fra nord til øst for at søge Herrens ord, men finder det ej.« Am. 8,12.

Vi har kun meget kort tid tilbage. Hvordan vi bruger den, bliver afgørende for vor skæbne. Der er nogle af os, der har været ligeglade med timerne, dagene og årene. Der er nogle af os, der har ødet den bedste del af vore liv, og det kan ikke indhentes.

Gud vil hurtigt få en afgørelse med synden, hurtigt rydde universet for besvær og smerte. Han virker i hast.
Når Jesus er på vej ned gennem den flammende himmel, og basunerne lyder, og jorden vakler, og de døde stiger op af deres grave, og den levende sky gør klar til afgang, er der ikke en eneste af os, der vil være i stand til at holde tiden tilbage.

Ordene "Stop, vent, jeg er på vej, jeg er næsten klar!« vil være døet hen på vore læber sammen med ord som: "Jeg vidste nok, at han ville komme, men jeg mente da ikke, at det ville ske så hurtigt.« Er der noget, der er mere vigtigt, end at forberede sig for den dag?

Denne hjemmeside fortsætter >>> >>>