Til Forsiden
SÅDAN ER GUD!


Gud søger på mange måder at åbenbare sig for os og at bringe os i samfund med sig selv. Naturen taler uophørligt til vore sanser. Et opladt hjerte vil føle sig grebet af Guds kærlighed og af den storhed, som hans hænders gerning vidner om. Det lyttende øre kan høre og forstå Guds tale gennem naturen. De grønne marker, de høje træer, knopperne og blomsterne, den svævende sky, den faldende regn, den rislende bæk og himlens herlighed taler til os og indbyder os til at lære ham at kende, som skabte det hele.
Frelseren knyttede ofte sin undervisning til det, der findes i naturen. Træerne, fuglene, blomsterne, højne, søen, den dejlige himmelhvælving såvel som det daglige livs oplevelser og begivenheder blev alle indflettet i sandhedens ord, for at menneskene ofte kunne mindes hans undervisning selv under livets travlhed og slid.
Gud ønsker, at hans børn skal sætte pris på hans gerninger og finde glæde i den skønhed, hvormed han har prydet vort jordiske hjem. Han elsker det skønne, og fremfor alt, hvad der er udvortes tiltrækkende, elsker han en smuk karakter Det er Guds ønske, at vi skal udvikle renhed og enfoldighed og prydes med den stille ynde, som vi finder hos markens blomster.
Giver vi blot agt, vil Guds hænders gerninger bibringe os en dyrebar undervisning om lydighed og fortrøstning. Fra stjernerne, som på deres sporløse baner århundrede efter århundrede følger den dem anviste vej, ned til det mindste atom, adlyder hele naturen Skaberens vilje. Gud har omsorg for alt og opholder alt, hvad han har skabt. Og han, som opholder de utallige verdener i det endeløse rum, har på samme tid omsorg for den lille spurv, som uden frygt synger sin beskedne sang. Når menneskene går til deres daglige arbejde, såvel som når de søger Gud i bøn, når de lægger sig om aftenen, og når de står op om morgenen; når den rige holder festmåltid i sit palads, og den fattige samler sine børn omkring sit tarvelige bord, våger Den himmelske Fader ømt over dem alle. Ingen tårer rinder, uden at Gud ser det, intet smil undgår hans blik.
Hvis vi blot helt og fuldt troede dette, ville alle unyttige bekymringer bortfalde Vort liv ville ikke blive så fuldt af skuffelser, som det er nu, for enhver ting, stor eller lille, ville vi overlade til Gud, som ikke besværes af de mange bekymringer eller overvældes af deres vægt. Da ville vi glæde os ved en åndelig hvile, som mange længe har været fremmede for.
Når dine sanser fryder sig over alt det skønne på jorden, så tænk på den tilkommende verden, hvor syndens og dødens ødelæggelser aldrig vil vise sig, hvor naturen aldrig mere skal fordunkles af forbandelsens skygge. Forestil dig i tanken de frelstes hjem og husk på, at det vil blive herligere, end din lyseste fantasi kan danne sig et billede af. I Guds mangfoldige gaver, som han har givet os i naturen, ser vi blot det svageste glimt af hans herlighed, som der er skrevet: "Hvad intet øje har set, og intet øre har hørt, og ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad, Gud har beredt dem, som elsker ham." 1Kor 2,9.
Digteren og naturforskeren har meget at sige om naturen; men det er den kristne, som mest glæder sig ved jordens skønhed, fordi han deri ser sin Faders gerning og opdager hans kærlighed i blomst, busk og træ. Ingen kan fuldt ud værdsætte høje og dale, floder og søer, førend han betragter dem som et udtryk for Guds kærlighed til menneskene.
Gud taler til os ved sit forsyns styrelse og ved sin ånds indvirkning på hjertet. I vore forhold og omgivelser og i de forandringer, der daglig foregår omkring os, kan vi hente dyrebare lærdomme, hvis blot vore hjerter er modtagelige for dem. Salmisten siger, idet han betragter Guds forsyns gerninger: "Af Herrens miskundhed er jorden fuld." Hvo, som er vis, han mærke sig det og lægge sig Herrens nåde på sinde!" Sl 33,5; 107,43.
Gud taler til os i sit ord. Her er hans væsen, hans styrelse med menneskene og forløsningens store værk endnu tydeligere åbenbaret. Her fremlægges for os patriarkernes, profeternes og andre hellige mænds historie fra samme tid. De var mennesker, undergivet de samme vilkår som vi. Jak 5,17. Vi ser, hvorledes de mødte de samme vanskeligheder, som vi møder, hvorledes de faldt under fristelser ligesom vi og dog atter fattede mod og ved Guds nåde vandt sejr. Når vi betragter dette, opmuntres vi i vor stræben efter retfærdighed. Når vi læser om de dyrebare erfaringer, der blev dem givet, om det lys, den kærlighed og de velsignelser, de glædede sig ved, og om det værk, de udrettede ved Guds nåde, så tænder den ånd, der besjælede dem, en hellig tilskyndelse i vore hjerter og et ønske om at blive dem lig i karakter at vandre med Gud ligesom de.
Jesus sagde om det gamle Testamentes skrifter (og hvor meget mere er dette ikke sandt om Det nye): "Det er dem, som vidner om mig." Joh 5,39. De vidner om Forløseren, på hvem hele vort håb om et evigt liv hviler; ja hele Bibelen vidner om Kristus. Fra den første beretning om skabelsen thi uden ham "blev end ikke een ting til af det, som er" indtil den sidste forjættelse: "Se jeg kommer snart" (Joh 1,3: Åb 22,12), læser vi om hans gerninger, og hører vi hans røst. Ønsker du at lære Frelseren at kende, så gransk Den hellige Skrift.
Lad hele dit hjerte blive fyldt med Guds ord. Det er det levende vand, der vil slukke din brændende tørst, Det er det levende brød fra himmelen. Jesus erklærer: "Dersom I ikke æder Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i eder." Og han forklarer sine ord, når han siger: "De ord, som jeg har talt til eder, er ånd og er liv." Joh 6,53 og 63. Vore legemer opbygges af det, vi spiser og drikker, og således som det er i naturens husholdning, er det også i den åndelige. Det er det, vi grunder på, der giver vor åndelige natur karakter og styrke.
Genløsningen er et emne, som englene ønsker at skue ind i. Det vil blive emnet for de genløstes studeren og sang gennem evighedens uendelige tider. Er det ikke værd at granske og tænke nøje over nu? Jesu store barmhjertighed og kærlighed og det offer, han har frembåret for os, kræver den dybeste og alvorligste overvejelse. Vi bør dvæle ved vor Genløsers og Talsmands karakter. Vi bør tænke meget på hans mission, som kom for at frelse sit folk fra deres synder. Vor tro og vor kærlighed styrkes, når vi således betragter himmelske ting, og vore bønner vil blive mere og mere antagelige for Gud, fordi de blandes mere og mere med tro og kærlighed.. De vil blive forstandige og inderlige. Vi vil få en mere vedholdende tillid til Jesus og en daglig, levende erfaring om den magt, som kan gøre alle dem salige, der kommer til Gud ved ham.
Når vi befragter Frelserens fuldkommenhed, vil der opstå et ønske hos os om at blive helt forvandlede og fornyede efter hans renheds billede. Vi vil hungre og tørste efter at ligne ham, som vi tilbeder. Jo mere vi tænker på Kristus, desto mere vil vi tale om ham til andre og åbenbare ham for verden.
Bibelen blev ikke skrevet alene for de lærde; den blev tværtimod skrevet for almindelige mennesker. De store sandheder, som er nødvendige til salighed, er klare som solen. Ingen kan tage fejl eller gå fejl uden de, der følger deres egen forstand i stedet for Guds tydelige åbenbare vilje.
Vi bør ikke antage noget menneskes vidnesbyrd om, hvad Skriften lærer, men bør granske Guds ord for os selv. Lader vi andre tænke for os, vil det svække vor egen kraft og lamme vore åndsevner. Af mangel på beskæftigelse med ting, der er anspændelse værd, kan disse ædle evner blive så forkrøblede, at de ikke længere er i stand til at fatte Guds ords dybe betydning. Tænkeevnen styrkes ved studiet af bibelske emner og ved at sammenligne skriftsted med skriftsted og åndelige ting med åndelige ting.
Intet kan bedre styrke forstandsevnerne end Skriftens granskning. Ingen anden bog har en sådan kraft til at højne tankerne og give åndsevnerne styrke som Bibelens store og forædlende sandheder. Hvis Guds ord blev gransket, som det burde, ville menneskene opnå en åndsudvikling, en sjælens adel og en fasthed i forsæt, som man sjældent ser i vor tid.
Men man får kun ringe gavn af en overfladisk læsning i Skriften. Man kan læse hele Bibelen igennem uden at se dens skønhed eller fatte dens dybe, skjulte betydning. Det gør mere godt at overveje et skriftsted, indtil dets betydning er klar for tanken, og dets forhold til frelsens plan er tydelig, end at læse mange kapitler uden noget bestemt øjemed og uden at få nogen virkelig undervisning. Hav altid din bibel hos dig; læs i den, nå du har lejlighed, og søg at fæstne skriftstederne i din hukommelse. Selv når du går på gaden, kan du læse et skriftsted og overveje det og således fæste det i hukommelsen.
Vi kan ikke opnå visdom uden flittig og alvorlig granskning med bøn om Guds ånds vejledning. Visselig er nogle dele af Skriften så tydelige, at de ikke kan misforstås; men der er andre skriftsteder, hvis betydning ikke ligger på overfladen, så at man ser den ved første øjekast. Skrift må sammenlignes med skrift. Man må ransage omhyggeligt og overveje under bøn. En sådan granskning vil blive rigeligt belønnet. Ligesom en minearbejder opdager årer af ædle metaller, som er skjult under jordens overflade, således vil den, der med udholdenhed ransager Guds ord, ligesom man søger efter skjulte skatte, finde sandheder, som er af den største værdi, men som er skjult for den, der søger med ligegyldighed. Det guddommelige ord vil, når de overvejes i hjertet, blive som strømme der flyder fra livets kilde.
Bibelen bør aldrig læses uden bøn. Vi må bede om Helligåndens oplysning, før vi åbner den, så, skal den gives os. Da Nathanael kom til Jesus, udbrød Frelseren: "Se, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er svig." Nathanael sagde: "Hvorfra kender du mig?" Jesus svarede: "Førend Filip kaldte dig så jeg dig, medens du var under figentræet." Joh 1,48-49. Jesus vil også se os, når vi beder i løndom, dersom vi begærer lys af ham, for at vi må kunne lære sandheden at kende, Engle fra lysets rige vil være hos dem, der med ydmygt hjerte søger guddommelig vejledning.
Helligånden ophøjer og forherliger Frelseren. Det er dens opgave at fremholde Kristus hans retfærdighed, renhed og frelsen, vi har ved ham. Jesus siger: "Han skal tage af mit og forkynde eder." Joh 16,14. Sandhedens ånd er den eneste rette lærer i guddommelig sandhed. Hvor højt må ikke Gud elske menneskeslægten, når han kunne give sin søn i døden for den og ha sendt Helligånden til at være menneskets lærer og stadige vejleder!
Våg og bed og lad din lampe brænde, Jesus kommer snart igen; lad dit liv et trofast vidne være, led du andre til ham hen! Kor: Våg og bed! så Herren byder, striden her er ikke lang; snart vi samles hist ved tronen, hvor vi hylder ham med sang. Våg og bed! Lad fristeren ej råde, husk din fjende sover ej; luk for verdens lokketoner øre, hold dig borte fra dens vej. Våg og bed hver dag og hver en time, til hans anskrig lyder brat; da vi nyder himlens rene glæde efter syndens tunge nat.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
  www.bibel-skolen.com