Hvad kan vi lære af lignelsen om sædemanden og sæden?

SÆDEMANDEN OG SÆDEN.

I lignelsen om sædemanden illustrerer Kristus det, der hører Himmeriget til, med den gerning, som Gud, den store husbond, udfører for sit folk. Ligesom en sædemand sår sin sæd på marken, kom han for at så de himmelske sandheder og hans undervisning i lignelser var den sæd, som han brugte til at så de mest dyrebare sandheder om hans nåde. Lignelsen om sædemanden er ikke blevet værdsat, som den skulle, fordi den er så enkel og ligetil. Kristus ønsker at lede vore tanker fra sæden, der kastes i jorden, til evangeliets sæd, der udsås og bringer mennesket tilbage til lydighed mod Gud. Den, der gav os lignelsen om det lille frø, er Himmelens konge, og de samme love, som bestemmer såningen på jorden, styrer også såningen af sandhedens sæd.
En ivrig, forventningsfuld skare mennesker havde samlet sig ved Galilæas Sø for at se og høre Jesus. Der var syge, som lå på deres måtter og ventede på en anledning til at fortælle ham om deres sygdom. Som Guds Søn havde Kristus ret til at helbrede en syndig menneskeheds svagheder og nu bød han sygdomme vige og spredte liv, sundhed og fred omkring sig.
Som skaren stadig voksede, trængte folk sig tættere omkring Jesus, indtil der ikke mere var plads. Han henvendte sig til mændene i fiskerbådene og gik op i den båd, der ventede på at sejle ham over søen, og idet han bad sine disciple ro lidt fra land, talte han til skarerne, der stod på bredden.
Lige ved søen lå den smukke Genesaretslette, længere borte hævede bakkerne sig, og både på skråningerne og i dalen havde sædemænd og høstfolk travlt med at så eller høste det tidligt modne korn. Idet Kristus så ud over landskabet, sagde han:
"Se, en sædemand gik ud for at så. Og som han såede, faldt noget på vejen; og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord; men da solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede rod. Noget faldt iblandt tidsler og tidslerne voksede op og kvalte det. Og noget faldt i god jord og bar frugt, noget hundrede, noget tresindstyve og noget tredive fold."
Kristi gerning blev ikke forstået af hans samtidige. Den måde, han kom på, svarede ikke til deres forventninger. Den Herre Jesus var hele det jødiske samfunds grundvold. Dets imponerende gudstjenester og ceremonier var forordet af Gud. Hensigten med dem var at undervise folket om, at der, når tidens fylde kom, ville fremstå en, som disse ceremonier pegede hen til. Men jøderne havde ophøjet anordningerne og ceremonierne og glemt deres betydning. Menneskers overleveringer love og forordninger skjulte for dem de lærdomme, som Gud havde ønsket at bibringe. Disse regler og overleveringer blev en hindring, der afholdt dem fra at forstå og udøve sand religion, og da modbilledet kom, i Kristi person, kunne de i ham ikke se opfyldelsen af alle deres forbilleder virkeliggørelsen af alle deres skyggebilleder. De forkastede modbilledet og klyngede sig til deres forbilleder og nytteløse ceremonier Guds Søn var kommet, men de blev ved med at bede om et tegn. Budskabet: "Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær" besvarede de med at kræve et mirakel. Kristi evangelium var en anstødssten for dem, fordi de forlangte tegn i stedet for en frelser. De ventede, at Messias skulle bevise sine påstande ved at udføre mægtige erobringer og oprette sit rige på jordiske rigers ruiner Disse forventninger blev besvaret af Kristus i lignelsen om sædemanden. Ikke ved våbenmagt, ikke ved voldshandlinger skulle Guds rige vinde fremgang, men ved, at nye principper blev sået i menneskenes hjerter
"Den, som sår den gode sæd, er Menneskesønnen." Kristus var ikke kommet som en konge, men som en sædemand; ikke for at styrte riger men for at udsprede sæden; ikke for at vise sine efterfølgere hen til jordiske sejre og national storhed, men for at samle en høst efter tålmodigt arbejde og gennem tab og skuffelser.
Farisæerne opfattede betydningen af Kristi lignelse, men for dem var den lærdom, den indeholdt, ikke velkommen. De lod, som om de ikke forstod den. For mængden gjorde den nye lærers hensigt endnu mere gådefuld, han, hvis ord på en så mærkelig måde havde bevæget deres sind og bitterligt skuffet deres forventninger. Selv disciplene havde ikke forstået lignelsen, men deres interesse var blevet vakt. De kom til Jesus, da han blev alene, og bad om en forklaring.
Det var netop den længsel, Jesus ønskede at vække, så han kunne få anledning til at forklare det tydeligere for dem. Han udlagde lignelsen for dem, på samme måde som han vil belyse sit ord for alle, der søger ham af et oprigtigt hjerte. De, der studerer Guds ord med sindet opladt for Helligåndens undervisning, vil ikke forblive i mørke angående ordets betydning. "Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra Gud, eller jeg taler af mit eget." Alle, der kommer til Kristus for at få en klarere forståelse af sandheden, vil modtage den. Han vil åbenbare Himmerigets hemmeligheder for dem, og disse hemmeligheder vil blive forstået af den, der længes efter at kende sandheden. Et himmelsk lys vil skinne ind i hjertets inderste og vil blive set af andre ligesom det klare lys fra en lampe, der lyser på en mørk vej.
En sædemand gik ud for at så. I Østen var forholdene i samfundet så usikre, og der var så stor fare for voldshandlinger at folk hovedsagelig boede i befæstede byer og landmændene gik dagligt til deres arbejde uden for murene. Således gik også Kristus, den himmelske sædemand, ud for at så. Han forlod sit sikre og fredelige hjem, forlod den herlighed, som han havde hos Faderen før verdens grundlæggelse, forlod sin plads på universets trone. Han gik ud, idet han led og blev fristet; han gik ud alene for at så med tårer for med sit eget blod at vande livets sæd for en fortabt verden.
På samme måde må hans tjenere gå ud for at så. Da Abraham blev kaldet til at så sandhedens sæd, lød befalingen: "Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig." "Og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen." Således kom også budskabet fra Gud til Paulus, da han bad i templet i Jerusalem: "Gå! Thi jeg vil sende dig til hedningefolk langt borte" og således må alle, der er kaldet til at forene sig med Kristus, forlade alt for at følge ham. Tidligere forbindelser må brydes, fremtidsplaner opgives og jordiske forhåbninger tilsidesættes. Sæden må sås gennem arbejde og tårer i ensomhed og ved ofre.
"Det, sædemanden sår er ordet." Kristus kom for at så sandheden i verden. Lige siden syndefaldet har Satan sået vildfarelsens sæd. Det var med en løgn, at han først fik magt over mennesket, og på samme måde arbejder han stadig for at styrte Guds rige på jorden og få mennesket i sin magt. Som en sædemand fra en højere verden kom Kristus for at så sandhedens sæd. Han, som havde siddet i Guds råd, som havde dvælet i den Eviges inderste helligdom, kunne bringe sandhedens rene principper til menneskene. Lige siden syndefaldet havde Kristus åbenbaret sandheden for verden. Den uforkrænkelige sæd, Guds levende og blivende ord blev gennem ham meddelt menneskene. I det første løfte, der blev givet til det faldne menneskepar i Eden, såede Kristus evangeliets sæd. Men lignelsen om sædemanden henviser særligt til hans personlige gerning blandt menneskene og til den gerning, som han således lagde grunden til.
Sæden er Guds ord. Ethvert frø har i sig selv spirekraft. Plantens liv ligger gemt i det. Således er der også liv i Guds ord. Kristus siger: "De ord, som jeg har talt til jer er ånd og er liv," "Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv". I hvert eneste påbud og løfte i Guds ord findes kraften, Guds eget liv som sætter os i stand til at adlyde budene og få del i løfterne. Den, der i tro modtager ordet, får del i selve Guds liv og karakter
Ethvert frø bærer sin slags frugt. Hvis frøet sås under de rette betingelser vil det udvikle sine egne egenskaber i planten. Hvis ordets uforkrænkelige sæd modtages i hjertet ved tro, vil det frembringe en karakter og et liv i lighed med Guds karakter og liv.
Israels lærere såede ikke Guds ords sædekorn. Kristi gerning som en sandhedens lærer stod i skarp kontrast til hans samtids rabbineres. De lagde vægt på overleveringer på menneskers teorier og spekulationer. De satte ofte det, som mennesker havde lært og skrevet om ordet, i stedet for selve ordet. Deres undervisning besad ingen kraft til at styrke åndslivet. Emnet for Kristi undervisning og forkyndelse var Guds ord. Han imødegik dem, der stillede spørgsmål, med et klart: "Der står skrevet." "Hvad siger skriften?" "Hvorledes læser du?" Han udsåede ordets sæd ved enhver lejlighed, når der var blevet vakt interesse enten af ven eller fjende. Han, der selv er vejen, sandheden og livet, ja, det levende ord, viser hen til skrifterne, idet han siger: "Det er dem, som vidner om mig." "Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne," udlagde han for disciplene, hvad der i alle skrifterne handlede om ham.
Kristi tjenere skal udføre den samme gerning. I vor tid ligesom i tidligere tider erstattes Guds ords vigtige sandheder med menneskers teorier og spekulationer. Mange af dem, der giver sig ud for at forkynde evangeliet, tror ikke på hele Bibelen som Guds inspirerede ord. En lærd forkaster et afsnit, og en anden betvivler andre dele. De sætter deres egne meninger højere end ordet, og den del af skriften, som de fremholder giver de deres egen fortolkning. Dens guddommelige pålidelighed ødelægges. Således spredes vantroens sæd, for folk bliver forvirrede og ved ikke, hvad de skal tro. Der er mange meninger som man aldrig burde tillade tankerne at beskæftige sig med. På Kristi tid fortolkede rabbinerne mange dele af skriften på en mystisk måde. Fordi Guds ords klare og tydelige undervisning fordømte deres handlinger søgte de at tilintetgøre dets betydning. Det samme gøres også i dag. Man prøver at gøre Guds ord hemmelighedsfuldt og vanskeligt at forstå for at kunne undskylde overtrædelse af hans lov. Kristus irettesatte sin samtid for det. Han lærte, at Guds ord skulle forstås af alle. Han henviste til skriften som en fuldt ud pålidelig kilde, og det bør vi også gøre. Bibelen skal fremholdes som den evige Guds ord, som det afgørende i stridsspørgsmål og grundvolden for al tro.
Bibelen er blevet berøvet sin kraft, og resultatet ses i, at tonen i det åndelige liv er kommet ned på et lavere plan. I de prædikener der lyder fra mange prædikestole i dag, er der ikke den guddommelige kraft, som kan vække samvittigheden og styrke det åndelige liv Tilhørerne kan ikke sige: "Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?" Der er mange, der længes efter den levende Gud, de længes efter at føle Guds nærhed. Filosofiske teorier eller litterære afhandlinger kan ikke tilfredsstille hjertets længsel, hvor glimrende de end er Menneskers påstande og opfindsomhed er uden værdi. Lad dem, der kun har hørt overleveringer og menneskers teorier og læresætninger høre hans stemme, hvis ord kan forny vort indre og lede til evigt liv
Kristi yndlingsemne var Guds faderkærlighed og rige nåde. Han talte meget om hans hellige karakter og lov Han fremstillede sig selv for folket som vejen, sandheden og livet. Kristi forkyndere bør tale om disse emner Fremhold sandheden, som den er åbenbaret i Jesus. Forklar lovens og evangeliets krav Fortæl menneskene om Kristi selvfornægtende og selvopofrende liv, om hans fornedrelse og død, om hans opstandelse og himmelfart, om hans forbøn for dem hos Gud, om hans løfte: "Når jeg er gået bort, ..... kommer jeg igen og tager jer til mig."
I stedet for at diskutere fejlagtige teorier og søge at kæmpe mod evangeliets modstandere bør vi følge Kristi eksempel. Tag nye sandheder frem fra Guds forrådskammer Prædik ordet. "Så ved alle vande." Træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt." "Den, hos hvem mit ord er tale mit ord i sandhed! Hvad har strå med kærne at gøre? lyder det fra Herren." "Al Guds tale er ren. ..... Læg intet til hans ord, at han ikke skal stemple dig som løgner"
Det, sædemanden sår er ordet. Her fremstilles det betydningsfulde princip, der burde ligge til grund for al undervisning og uddannelse. Sæden er Guds ord. Men Guds ord tilsidesættes i alt for mange skoler i vore dage. Andre emner optager sindet. Studiet af vantro forfattere indtager en fremtrædende plads i undervisningen. Skepticisme indflettes i mange af de emner der behandles i skolernes lærebøger Videnskabelig forskning bliver vildledende, fordi man misfortolker og fordrejer de opdagelser der gøres. Guds ord sammenlignes med denne såkaldte videnskab og får det til at synes ubestemt og upålideligt. Således bliver tvivlens sædekorn sået i de unges sind, og de vil spire frem i fristelsens stund. Når troen på Guds ord mistes, er der intet, der kan vejlede og beskytte dem. De unge drages da ind på stier der leder bort fra Gud og det evige liv
Dette er for en stor del årsagen til de mange forbrydelser der sker i verden i dag. Når Guds ord tilsidesættes, benægter man dets kraft til at holde menneskehjertets onde lidenskaber i tømme. Mennesket sår i kødet, og af kødet høster det fordærvelse.
Her findes også grunden til intellektuel svaghed og udygtighed. Når man vender sig bort fra Guds ord for at læse uinspirerede forfatteres værker, bliver tankerne bragt ned på et lavere stade. De bringes ikke i forbindelse med den evige sandheds dybe, vidtrækkende principper Forstanden tilpasser sig til at forstå de ting, som den er bekendt med, og idet den kun bruges til studiet af begrænsede emner bliver den svækket, dens evne til at forstå forringes, og efter en tid vil den miste evnen til at udvikles.
Alt dette er falsk uddannelse. Det burde være enhver lærers gerning at fæste ungdommens tanker ved det inspirerede ords ophøjede sandheder Det er den slags undervisning, der har betydning både for dette liv og for det tilkommende.
Men lad os ikke tro, at dette vil hindre os i studiet af videnskaberne eller stille undervisningen ned på et lavere plan. Kundskaben om Gud er så høj som himmelen og så vidtstrakt som universet. Der er intet mere forædlende og styrkende end et studium af de vigtige emner som angår vort evige liv Lad de unge søge at forstå disse sandheder der er givet af Gud, og deres evne til at forstå vil blive udvidet og styrket. Det vil udvide tankernes verden for enhver elev, der er en ordets gører og sikre ham en rigdom af kundskab, som er uforgængelig.
Den uddannelse, der opnås ved, at man gransker skrifterne, er en erfaringsmæssig kundskab om frelsesplanen. En sådan uddannelse vil genoprette Guds billede i mennesket. Den vil styrke og befæste sindet over for fristelser og gøre eleven skikket til at samarbejde med Kristus i hans gerning for at frelse verden. Den vil gøre ham til et medlem af den himmelske familie og berede ham til at få del i de helliges arvelod i lyset.
Men den lærer der underviser i den hellige sandhed, kan kun meddele det, som han kender af egen erfaring. Sædemanden såede: sin sæd. Kristus fremholdt sandheden, fordi han selv var sandheden. Hans egne tanker hans egen karakter og livserfaring blev udtrykt i hans undervisning. Det burde også være tilfældet med hans tjenere: de, der ønsker at fremholde ordet, bør først tilegne sig det gennem en personlig erfaring. De må vide, hvad det betyder at Kristus for dem er blevet visdom fra Gud, både retfærdighed og helliggørelse og forløsning. Når de fremholder Guds ord for andre, må de ikke gøre det ved at sige: "Lad os antage" eller: "Vi formoder "De må sige som apostlen Peter: "Det var ikke kløgtigt opdigtede fabler vi fulgte, men vi havde selv været øjenvidner til hans guddomsherlighed," Enhver Kristi tjener og enhver lærer burde kunne sige med den elskede Johannes: "Livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det, det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os."

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com