En gruppe redningsfolk og tilskuere står langs bredden. Pludselig bryder en ung mand ud fra dem og kaster sig i floden. Med stærke tag svømmer han hen imod kvinden, der har lagt sit hoved tilbage i vandet. Han når hen til hende, griber hende og vender tilbage til bredden. En mand i gul olie frakke løber frem for at møde dem med et reb, og snart er kvinden i sikkerhed på den sneklædte skrænt.

Den 28-årige Lenny Skutnik var på vej hjem fra sit arbejde som bybud ved Congressional Budget Office denne kolde eftermiddag den 13. januar 1982. På vej hjem lagde han mærke til postyret på Washington's 14th Street Bridge: ambulancerne, helikopterne - og passagererne, som bevægede sig i det iskolde vand. Air Florida Flight 90 var styrtet i Potomacfloden.
Skutnik standsede sin bil og sluttede sig til de nysgerrige på bredden. Men i modsætning til de øvrige tilskuere smed han frakke og støvler og sprang i.
Skutnik blev øjeblikkelig fejret som helt. På spørgsmålet om hvad der fik ham til at springe i den iskolde flod, i mørkningen, i snestormen, svarede han: »Hun ville være død, hvis jeg ikke havde gjort det.«

Vi er alle skabt til at have omsorg for hinanden. Uanset hvor gamle vi er, er vi skabt til at elske og blive elsket. Hvis der ikke er nogen, som nærer omsorg, bliver livet en lang hjertesorg.

I det trettende århundrede lod kejser Frederik II af Det hellige tysk-romerske Rige udføre et eksperiment for at finde ud af, hvilken slags tale børn ville udvikle, hvis de var overladt til sig selv i deres første leveår. Han udvalgte nogle nyfødte børn og befalede, at ingen måtte tale til dem. Han sørgede for at børnene fik den fornødne mad og pasning, men han forbød udtrykkeligt, at der blev sunget for dem eller talt til dem. Men forsøget slog fejl- alle børnene døde!

I 1970 blev der fundet et »vildt barn« et sted i Californien. Dette barn udgjorde et svar på Frederik II's spørgsmål. For at skærme hendes privatliv havde socialarbejdere benævnt hende »Genie«. Hun var en 13 års pige, der var blevet spærret inde i et lille værelse, og siden hun var spæd, havde hendes forældre ikke talt til hende.
Genies far hadede åbenbart børn. Fra Genie var 20 måneder gammel og indtil hun blev fundet 12 år senere, levede hun i næsten fuldstændig isolation. Nøgen, fastspændt af en speciel sele, hendes far havde lavet, var hun henvist til at sidde på en lille stol dag efter dag. Om aftenen anbragte han hende i en slags spændetrøje og burede hende inde i en tremmeseng med sider af stålgitter. Hvis hun gav den mindste lyd fra sig, slog han. Han talte aldrig til hende.
Genie blev fundet i november 1970, da hendes mor bragte hende til omsorgskontoret. Hun var en ynkelig, vanskabt, snavset, sky, underernæret teenager. Hun kunne ikke strække benene ud. Hun kunne ikke stå oprejst. Hun vidste ikke engang, hvordan hun skulle tygge. Hun vejede kun 59 pund. Og hun var tavs; hun kunne kun klynke.
At Genie i det hele taget overlevede, er bemærkelsesværdigt Som ung kvinde har hun nu, efter års rehabilitering, lært at tale på en gebrokken, ubehjælpsom facon. Skønt tilsyneladende født som et normalt barn, var hendes intelligenskvotient i 1970 kun målt til 38, og i 1977 var den 74. Eftersom hun blev nægtet udviklingsmuligheder, vil visse dele af hendes hjerne aldrig komme til at fungere, som de kunne have gjort.
Et af de mest bedrøvelige træk ved den moderne tilværelse er den manglende omsorg. Vi er blevet mere effektive, men har mistet evnen til at elske. Vi har trængt ind i menneskesindets hemmeligheder, men er selv blevet maskiner. Vi ved mere om børns tilblivelse - om at undfange dem, om ikke at undfange dem, deres forskellige udviklingstrin, deres ernæringsmæssige behov, og alt muligt andet - men de er ulykkelige under deres opvækst.
Alle ønsker, at nogen har omsorg for dem. Alle ønsker at have omsorg for nogen. Hvis mennesker ikke finder ægte omsorg, søger de erstatninger - i sex, alkohol, magt. De knuser følelser hos deres omgivelser, manipulerer, »bruger« andre mennesker og smider dem væk efter brugen. De bliver ufølsomme, rå, voldsomme, og netop derved viser de, hvor ondt de selv har det, fordi de savner varmt, menneskeligt fællesskab.
Jeg har haft den lykke at have kærlige, omsorgsfulde forældre. Jeg blev født i en stor familie under depressionen, så vi havde aldrig mange penge, men hos mine forældre manglede der aldrig kærlighed og omsorg. Familiemiljøet var et sikkert sted, et sted med omsorg og kærlighed.
Men jeg har fundet et svar på spørgsmålet: »Hvorfor er der ingen, som har omsorg?« Det svar er mere betydningsfuldt for mig end min barndoms erfaring. Det er et svar, der passer på alle, enten man er forældreløs, barn fra et delt hjem, gift, ugift eller fraskilt.

Jeg tror, at Gud er til. Nej. Jeg kan ikke bevise, at han eksisterer - ligesom ingen kan bevise, at han ikke eksisterer. Gud er for stor til at blive puttet i et reagensglas eller vejet på en kemisk vægt. Ej heller fremkommer han som en logisk konklusion på en række bestemte præmisser.
Guds eksistens må erfares. Han opfordrer os selv til at lære ham at kende ved at prøve ham. »Smag og se, at Herren er god.« Sl. 34,9. Han lover enhver, som søger ham: »Leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele eders hjerte.« Jer. 29,13.
Hvordan er Gud? Når det gælder hans egentlige udseende, ved vi ingenting. Gud er kilden til alt, livets udspring, begyndelsen og enden til alt. Han er uendelig langt større end mennesker. Menneskelige sammenligninger kan ikke forklare ham tilstrækkelig tydeligt for os - fordi de alle sammen er menneskelige sammenligninger.
Men hvordan er Gud så? Når det gælder hans karakter, ved vi meget. Gud er et personligt væsen - han er ikke blot en upersonlig kraft. Naturen er ikke Gud, men Gud er den, som står bag naturen. Som et personligt væsen har Gud moralske kvaliteter: retfærdighed, barmhjertighed og sandhed. Og fordi han er sådan, har vi nogle ganske klare tilkendegivelser af disse træk.
Guds højeste moralske kvalitet er imidlertid opsummeret i Bibelen. »Gud er kærlighed.« l Joh. 4,16. Gud nærer en uendelig omsorg. Alt, hvad vi kender af medlidenhed, godhed og kærlighed er kun skyggen af Guds uendelige omsorg.
Men fordi Gud er til og fordi Gud har omsorg, ved vi, at denne skygge ikke er et fantasibillede. I vor kyniske tid og ufølsomme generation er mange drømme bristet. Idealer er blevet knust. Selv tanken om kærlighed og omsorg kan udnyttes som reklametricks. »Folk, som har omsorg,« har måske mere omsorg for dine penge end for dig! Men når den omsorgsfulde Gud forsikrer os om, at vore drømme om varme, medmenneskelige relationer og om kærlighed ikke bare er snak eller sentimentalitet, har det rod i universets inderste væsen.
Nogen vil måske sige: »Men denne tale om Gud er bare fantasi. Gud er et fantasiprodukt, et ønske, der ikke kan stå for den moderne erfarings og videns kendsgerninger.« Men lad tanken om Gud fare, og du må også opgive tanken om kærlighed og omsorg.
Det er dog ikke kun et spørgsmål om at ønske, at der var en Gud. Forestillingen om Gud som en uendelig omsorgsfuld person er ikke kun en drøm.
Gud har vist sig selv for os. Ikke ved at skrive på himmelen, ikke ved at springe ud fra Mount Everest, ikke ved at afbryde den for tiden mest aflyttede udsendelse med et: »Mine damer og herrer, Gud har forudbestilt de næste tredive minutter til at fortælle os om sig selv.« Gud har vist os, at han er til og at han har omsorg for os på den mest ufattelige, effektive måde, man overhovedet kan forestille sig: Han blev menneske. Han blev »inkarneret« - født som et lille barn - voksede op som dreng, blev voksen.

Der er to kendsgerninger om Jesus, der trænger sig på. For det første var han et godt menneske, et venligt menneske. Hans fjender havde et forfærdeligt besvær med at finde på noget, de kunne anklage ham for, da de slæbte ham for en parodi af en domstol. Hans liv var ulasteligt. Han havde faktisk givet sig selv til at hjælpe andre - til at helbrede, undervise og vejlede. Han havde tjent alle, rige og fattige, kendte og ukendte. Mennesker fra rabarberkvarteret de sociale udskud, de prostituerede - havde fundet nyt håb, en ny identitet i ham. Han var en højt elsket mand. Al hans undervisning drejede sig om kærlighed - Guds kærlighed, uendelig langt større end menneskelige forestillinger om samme, og hvordan den kan gøre os lig ham.

Men for det andet hævdede dette gode menneske at være mere end et menneske. Han talte om »min Fader«, og hentydede til en særlig forbindelse med Gud. Han sagde: »Jeg og Faderen, vi er et.« Joh. 10,30. Han gjorde fordring på at have eksisteret, inden han kom til denne jord. Han talte om at vende tilbage til Faderen, der havde sendt ham til Jorden. Joh. 17,13.
Hvad skal vi da gøre med Jesus, dette uendelig gode menneske? Hvis det, han hævdede, var ukorrekt, da kunne han kun være en bedrager eller en sindssyg. Men ingen bedrager har nogen sinde undervist, som han gjorde! Ingen sindssyg har nogen sinde levet, som han levede!
Det er derfor, jeg tror, at han var den, han gav sig ud for at være: Gud i menneskeskikkelse. »Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen.« Joh. 1,14.
For mig er Jesus det største argument for Guds eksistens. Når vi ser på ham, ser vi, hvordan Gud er. Han er uendelig omsorgsfuld. Som Jesus nærede omsorg for hvert menneske han mødte, uanset alder, køn eller social status, sådan har Gud omsorg for hver mand og kvinde hver dreng og pige over hele Jorden.

Nu ved vi, at vore drømme om kærlighed og ægte omsorg ikke er hallucinationer. Der var engang, hvor de tog konkret form. Der var engang, hvor de antog menneskeskikkelse og vandrede og talte mellem mennesker. Der var engang, hvor de blev personificeret, inkarneret.
Derfor ved vi også, at afslutningen på menneskehedens historie vil blive lykkelig. Fordi Gud er kærlighed, står kærligheden skrevet over hele universet, fra det mindste til det største. Og kærligheden vil bestå, når alt andet er forsvundet. Efter hadet, efter smerten, efter alt det frygtelige, efter det grusomme, der så tit præger vor nuværende tilværelse, vil universets endelige symfoni blive en hymne til kærlighedens Gud.

Hvorfor er der ingen, der holder af mig? Det er der nogen, der gør. Gud nærer en uendelig kærlighed og omsorg!

Det fortælles, at en mand ved navn Dan Mc Crory et sted ovre i Staterne har oprettet De Grimmes Fagforening. Idet han begyndte at markedsføre sin ide, erklærede han: »Vi slår portene op for sekretærer med. vorter, stewardesser med bumser, fregnede politibetjente, værtinder med pukkelryg, frisører uden hår, forretningsmænd med lange næser. Ja, vi ønsker at favne alle mulige miserable eksistenser!«

Det er sandsynligt, at den nye organisation vil appellere til en mængde mennesker. Mange mennesker - mennesker i alle aldre - føler sig frastødende, føler at de ikke lever op til samfundets forventninger om at være slanke, veltrimmede og flotte.
Massemedierne præsenterer os til stadighed for et fantasibillede af, hvad der er socialt acceptabelt. Mænd skal helst se ud som James Bond eller Tarzan - høje, kraftige, smukke. Kvinder skal minde om Jane Fonda eller Raquel Welch - unge, sportstrænede, sexede.
Men mange mænd - de allerfleste - vil aldrig nogen sinde komme til at se ud som James Bond eller Tarzan. Og de allerfleste kvinder - hvor hårdt de end prøver - vil aldrig komme til at se ud som Jane Fonda eller Raquel Welch. For mange mennesker i dag, unge som ældre, består der i dag et enormt svælg mellem hvad de gerne ville være (eller føler at andre forventer af dem) og det, de virkelig er. Ergo føler' de sig rigtig godt utilfredse med sig selv. De føler sig frastødende, værdiløse. .
Den slags følelser har givet anledning til et af vor tids nøgleord - ordet mindreværdskomplekser. Det er en tilstand hvor de pågældende lider under følelsen af at være mindreværdig i forhold til andre, utilstrækkelig på grund af utiltalende udseende.

Tiårs drenge, som er de mindste i klassen, lider af mindreværdsfølelser. Sekstenårs piger, som endnu ikke er sluppet af med »hvalpefedtet«, har det på samme måde. Det har også de ranglede, filipensede teenagedrenge.
Kvinder i trediverne, hvis hår begynder at gråne og hvis krop begynder at synke sammen, kender til mindreværdsfølelser. Det samme gør mænd, som opdager, at deres liv vidde udvider sig, at deres sønner er bedre til at sparke fodbold og spille badminton end de selv.

I sin bog Passages beskriver Gail Sheehy rammende den ængstelse, der kommer over mænd og kvinder i trediverne og fyrrerne. De bliver smerteligt opmærksomme på tidens grumme og uafvendelige gang, på deres egen dødelighed. Det går pludselig op for dem, at de har flere år bag sig end foran sig. De står over for udsigten til alderdommen - deres egen alderdom. De indser, at nogle af deres ungdomsdrømme aldrig vil blive virkelighed. De skræmmes ved erkendelsen af at livet er ved at passere forbi dem.

Somme tider vågner man ud på de små timer. Man ligger ganske stille for ikke at forstyrre ham/hende, der ligger ved ens side. Så begynder man at filosofere. Maske for første gang i ens tilværelse går det op for en, at der vil komme en tid, hvor man ikke er mere, at verden fortsætter uden en selv. Så kan man føle sig meget lille, meget usikker. Pludselig bryder man ud i koldsved.
Selv om ikke alle lider af mindreværdskomplekser, og selvom ikke alle gennemgår de drastiske forandringer, der omtales i nævnte bog, eksisterer der næppe et menneske, som ikke på et eller andet tidspunkt har haft en følelse af utilstrækkelighed. Endog den mest selvsikre mand eller kvinde oplever lejlighedsvis en nagende tvivl på sig selv. De der udadtil er de stærkeste og mest selvsikre, kan somme tider være de mest usikre indvendig.

Hvad skal vi da stille op med al denne mindreværdsfølelse? - Først og fremmest må vi finde ud af, hvem vi er og hvad vi kan blive.
Psykologerne prøver at fortælle os, hvem vi er og hvordan vi kan lære at magte livet bedre, og psykologien kan virkelig give megen nyttig indsigt. Dens gode hensigter skal på ingen måde betvivles. Men det er også klart, at psykologien ikke formår at give de svar, som mennesker mest trænger til. Teorier om personlighedsanalyse og -udvikling formerer sig som ved knopskydning. Vi får flere og flere psykiske behandlere, men flere og flere mennesker føler sig utilstrækkelige, grimme og alt muligt andet.

Al den indsigt, psykologien har kunnet give os angående hemmeligheden ved vor egen tilværelse og personlighed, er langt fra tilstrækkelig, for dybt i vort indre er der længsler, som psykologiske teorier ikke kan tilfredsstille. Vi bekymrer os om vor plads i solen - gennem evigheden. Vi længes efter udødelighed. Besvarelser på det materielle plan er simpelt hen ikke gode nok. Augustin udtrykte det rammende: »Du har skabt os til dig, o Gud, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig.« Jesus udtrykte det endnu bedre: »Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.« Matt. 4,4.

Vor sande værdi finder vi først, når det går op for os, at vi blev skabt til noget stort og herligt - og evigt. Vi er ikke guder, men vi ligner Gud. Bibelen fortæller os" at menneskeslægtens forældre blev skabt i Guds billede. 1 Mos. 1,26-27. Det vil sige, at vi har evner, der til en vis grad er som Guds. Vi kan opfinde, tænke nye tanker, drømme. Vi kan forestille os ting, som endnu ikke er blevet virkelighed. Selv her i denne ufuldkomne verden kan vi forestille os det fuldkomne.

Tænk på hvad menneskeånden har skabt - Da Vincis »Den sidste Nadver« eller Beethovens niende symfoni. De er præget af noget guddommeligt. Tænk på vor fornemmelse af skønhed, af ret og retfærdighed, af sandhed. Det er fornemmelser, som stammer fra Gud. Tænk på vor længsel efter udødelighed, vor drøm om et liv uden død. De længsler og drømme er nedlagt i os af Gud.

Vi tilhører Gud. Ikke alene skabte han mennesket i sit billede, men han betragter os alle som sine. Selvom verden unægtelig har bevæget sig temmelig langt bort fra Guds oprindelige hensigt, selvom vi opfører os helt anderledes end Gud havde tænkt, elsker han os stadig, har stadig omsorg for os.
Jesus lærte os at se på Gud som vor Fader. Gud elsker menneskene - gode og onde uden forskel. Han lader sin sol stå op over onde og gode, lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Matt. 5,45. Han har omsorg for fuglene og de vilde blomster. Han vil sørge for alle vore behov, blot vi har tillid til ham. Matt 6,25-33. Gud elsker at give sine børn gode gaver, når de beder til ham. Matt 7,11.

Hvem er jeg? Jeg er et Guds barn. Uagtet hvilke jordiske forældre jeg har, så har jeg en himmelsk Fader. Han er min fortid og min nutid - han vil også meget gerne være min fremtid. Han sendte Jesus for at vise mig, hvordan han er og for at sikre mig en evig tilværelse sammen med ham.
»Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh. 3,16. Gud regner med en evighed sammen med mig - jeg skal være sammen med ham altid.

Når vi finder ud af, hvem vi virkelig er, behøver vi aldrig mere at føle os frastødende. For Gud er det helt uden betydning, om vi er store eller små; tykke eller tynde; sorte, brune eller hvide; unge eller gamle; smukke, skaldede eller gråhårede. Han elsker os, fordi vi er hans, ikke på grund af vort udseende, eller hvor rige eller betydningsfulde vi måtte være.
Vi tilhører Gud - i dobbelt forstand. For det første er han kilden til vort liv, vi lever i ham. For det andet købte han os tilbage med Jesu Kristi død. »Ved I ikke, ... at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt.« 1 Kor. 6,19-20.

Værdiløse? Aldrig! Vi er betydningsfulde. Vi hører til! Vi er Guds børn!
Disse perspektiver er så vældige, at tanken stejler. Og hvis vi først lader dem rigtig trænge ind, når vi lader dem gennemsyre hele vort væsen, bliver vi aldrig mere helt de samme. De forvandler vort liv.

De vender vort blik bort fra filmstjernernes massemedienormer.
De giver et fantastisk udsyn, åbner for nye og evige horisonter. Disse perspektiver giver os også ny lyst til at leve. Selve vort legeme er et tempel for Gud. 1 Kor. 3,16-17. Derfor vil vi også søge at holde dette legeme i bedst mulig stand - for Gud. Spise og drikke med fornuft, skaffe os tilstrækkeligt både af hvile og motion. Den slags almengyldige helseprincipper fremtræder pludselig på en ny baggrund. Nu går jeg ikke på slankekost eller jogger bare for at komme til at ligne en eller anden filmstjerne, men vi lever fornuftigt og afbalanceret, fordi vi gerne vil gøre vort bedste for Gud.

Det er os uendelig ligegyldigt, om vi ligner reklamens flotte fotomodeller, eller hvem det måtte være. Vi behøver slet ikke ligne denne eller hin. I Gud kan vi være os selv. Vi kan realisere os selv i højeste og bedste betydning og udvikle hele vor personlighed - hos Gud.
Og det bedste ligger stadig forude. Filmstjerner bliver gamle, mister deres popularitet, glemmes. Men Guds børns stjerne falmer aldrig. Fordi vi tilhører Gud, vil vor fremtid blive »som et strålende lys, der vokser i glans til højlys dag.« Ordsp. 4,18.

Dette emne fortsætter >>> >>>>

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com