Skilsmisse er ligesom et dødsfald. Det er en legal død en forbindelse, der dør. Det er håb, der dør. Det er en drøm, der dør.

I USA alene endte 1.184.000 ægteskaber i 1980 med skilsmisse, og derfor berører dette problem et meget stort antal mænd og kvinder. Andre står netop nu midt i smerten ved at skulle igennem en skilsmisse. Atter andre lider følelsesmæssigt og mentalt, idet de overvejer at indgive skilsmissebegæring. Og denne lidelse skal mangedobles, når man tænker på de børn, det går ud over.

Gennem århundreder har familien været samfundets hjørnesten. Den har sikret et trygt miljø. Den har videregivet kulturelle og moralske værdier. Den har næret og opretholdt personlige relationer.

Men i hele den vestlige verden er familien i dyb krise.
Ægtemænd forlader deres hustruer, og hustruer forlader deres ægtemænd. Reden går i stykker. Værdinormer forvirres. Personlige relationer splittes.
Der er mange årsager til sammenbruddet i vor tids familieliv.
For det første har livsmønsteret forandret sig radikalt. Vore bedsteforældre boede i et landligt miljø, vi er blevet bymennesker. Bedstefar arbejdede på marken hele dagen, medens bedstemor passede hjemmet - vaskede, strøg, lavede mad og opdrog en stor børneflok. De blev boende på et sted, rejste ikke meget. De havde ikke megen energi eller tid tilovers til andet end at skaffe det daglige brød og opretholde hjemmet.

Selvom nogle ægtemænd og hustruer uden tvivl var ulykkelige også dengang, tænkte de sjældent på at prøve at ændre tingene ved at søge skilsmisse. Lovene gjorde det vanskeligt, og grundholdningen i samfundet gjorde det næsten utænkeligt.
Det er anderledes i vor tid. Mange hustruer har udearbejde. Familierne er små. Vi arbejder fyrre timer om ugen. Vi flytter ofte. Vi rejser meget Vi har tid tilovers efter fyraften - til adspredelse, til rekreation.

Vor verden forandrer sig hurtigt. Forandring er dens kendetegn. To mennesker forelsker sig og gifter sig og aftaler at fa to eller tre børn. Men skønt de lever under samme tag, glider de gradvist fra hinanden. De lever mere og mere i hver sin verden, går deres egne veje. De begynder at skændes - om sex, om penge, om børneopdragelse. Han begynder at blive på kontoret efter arbejdstid. Hun spekulerer over, hvem der bliver tilbage sammen med ham, og hun begynder at udtænke hævnplaner. Hvor kærlighed og tillid engang bandt dem sammen, driver mistænksomhed og smerte dem nu stadig længere fra hinanden. Til sidst er skilsmissen uundgåelig og den er relativt let at opnå.

Også andre faktorer spiller en rolle i hjemmenes sammenbrud i dag: kvindernes nye uafhængighed, forvirringen omkring kønsrollen, økonomiske problemer, urealistiske forventninger næret af medier og sexblade. Der er uden tvivl endnu flere faktorer.
Men jeg gad alligevel vidst, hvorvidt sociale faktorer alene bærer skylden for den nuværende krise i hjemmene. Jeg gad vidst, om ikke der lægges for lidt vægt på personlige kvaliteter - hvordan de mennesker må være, der formår at opbygge et kærligt og stabilt ægteskab.

Jeg tror, at der er tre personlige kvaliteter eller begreber, som er af afgørende betydning for et lykkeligt ægteskab forpligtelse, anerkendelse og tilgivelse. Hvis enten den ene eller begge ægtefæller mangler blot en af disse tre egenskaber, vil deres hjem blive rystet i sin grundvold.
Når vi giver hinanden vort »Ja!« aflægger vi et højtideligt løfte. Det er ikke noget, vi skal tage let eller med forbehold. Vi skulle betro os selv til den anden, så længe vi lever.

Forpligtelse er den uforanderlige faktor i en verden, der stadig forandrer sig. I vort hæsblæsende samfund vil vort ægteskab hvert år stå over for nye prøver, vil blive stillet over for nye udfordringer. Også den enkelte ægtefælle forandrer sig i nogen grad, idet han eller hun reagerer over for nye situationer. Men gennem uroen, gennem de nye situationer, ind i de nye personlige aspekter, som de skiftende tider indebærer, vil en vedvarende forpligtelse fæstne ægteskabet til en urokkelig klippe.

Ægteskabet er ikke personlighedens sublimering, men snarere dens opfyldelse. Gud har ingen særlige favoritter, mænd er ikke hans særlige gave til kvinder! Ægtemænd skal ikke søge at herske over deres hustruer, ej heller hustruer over deres mænd. Begge parter tilfører fællesskabet en kostelig skat - sig selv. Denne skat skal forøges. Kun når begge ægtefæller er opmærksomme på og anerkender sin egen værdi og den andens værdi - netop som han/hun er, ikke som han/hun burde være - kan ægteskabet bevare sin styrke.

Mennesker forelsker sig, og de holder op med at elske hinanden. Hustruer siger: »Hvad er der dog sket med den mand, jeg giftede mig med?« og ægtemænd svarer: »Hvad er der sket med den kvinde, jeg giftede mig med?« Når respekt og påskønnelse dør, dør kærligheden også. Hvis et ægteskab skallykkes, må de to personer, som hele tiden er under forandring, hele tiden finde sammen på ny - dvs. finde nye ting at påskønne hos hinanden, opdage nye egenskaber, på ny forpligte sig til den anden i en selvfornyende forbindelse.

At kunne tilgive og at kunne tage imod tilgivelse - dette er den tredje personlige egenskab, der står bag et lykkeligt hjem. For mange mennesker er det forfærdelig svært at sige de to ord: »Om forladelse.« Andre finder det endnu sværere at sige disse tre ord: »Jeg tilgiver dig.«
Tilgivelse er porten til frihed. Dette gælder både i kristenlivet og i de menneskelige relationer. Surhed, at føre regnskab over hinandens fejl, en krævende ånd, en fordømmende tunge - alt dette udtørrer forholdet mellem to og dræber kærligheden. At finde fejl er en ond cirkel, den drager begge ægtefæller ned i en malstrøm af gensidige beskyldninger. Men tilgivelse er også gensidig. Den, der tilgiver, vil finde tilgivelse.

Jesus levede i en tid, hvor det var let at få skilsmisse - hvis man var mand! Men hall skar igennem den tids skilsmisselove og henviste mænd og kvinder til Guds oprindelige hensigt med ægteskabet Han mindede dem om skabelsen og det billede af det første ægteskab, som Bibelen skildrer. »Har I ikke læst, « sagde han, »at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: 'Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive et kød?'« Matt 19,4-5.

Jeg tror, at Jesu ideal for enhed, for fællesskab, for kærlighed, også skal være normen for os. Jeg tror, at også i vor forunderlige tid, hvor hjemmene opløses og skilsmisserne florerer, er det muligt at opnå et lykkeligt og varigt ægteskab.
Men det er kun muligt, når vi holder fast ved det oprindelige mønster og forbillede. I dette forbillede finder vi tre partnere, ikke kun to: mand, kvinde og Gud. Fordi Gud udelukkes fra de fleste ægteskaber, kan de ikke modstå presset og påvirkningen fra det moderne samfund.

Gud kan styrke vor forpligtelse over for hinanden, uagtet vi har været gift i tyve dage eller tyve år. Gud giver os en dyb følelse af vor egen værdi og af vor partners værdi. Gud hjælper os at tilgive, fordi han tilgiver os.
Med Gud er lykkelige, stabile hjem stadig en mulighed.

--------------
Stephanie var en hårdtarbejdende 22-årig universitetsstuderende. For hende betød weekenden hjemme et kærkomment afbræk fra timeplanen, en anledning til at slappe af og hilse på gamle venner. Sammen med en barndomsveninde og medstuderende tog hun ud og det blev sent Efter at have taget afsked med veninden ved hendes hjem kl. 3.15 om morgenen vendte hun bilen for at køre hjem. Det var meningen, hun skulle gå i butikker sammen med sin mor den følgende dag.
Stephanies mor var ikke bekymret, fordi datteren ikke kom hjem den aften. Det skete ofte, at de to veninder overnattede hos hinanden, hvis det var blevet sent Men da Stephanie ikke var kommet hjem ved middagstid den næste dag, ringede moderen til veninden. Derpå alarmerede hun politiet.
Stephanies orange Dodge Omni blev fundet ca. halvanden kilometer fra venindens hjem. Vognen var punkteret på tre hjul og havde knækket bagakslen. Dørene var låst Stephanie havde haft et mindre uheld. Hun havde ikke været beruset, men var faldet i søvn ved rattet, havde ramt et træ og bilen var kørt over en træstub. Men Stephanie var gået fra vognen.
Otte dage efter blev Stephanies lig fundet mere end 75 kilometer derfra i et øde sumpområde. Politiet udkastede den teori, at en forbipasserende under påskud af at ville hjælpe havde bortført hende. Hun var blevet voldtaget gentagne gange, slået med en jernkæde og til sidst skudt i panden med en riffel. Bortførerne havde overhældt liget med benzin, stukket ild på og derefter forladt det i sumpen. Stephanie var uigenkendelig, da hun blev fundet.
Tre timer efter at liget var fundet, arresterede politiet efter en anonym henvendelse et 17-årigt ungt menneske der var stukket af fra skolen, og lidt senere hans makker, en 25-årig gift mand. Stephanies søster bemærkede: »Vor familie viser mere omsorg og respekt for omstrejfende hunde, end Stephanie mødte hos sine bortførere.« Stephanies mor sagde: »Jeg ved, at det sker hver dag. ... Men hvorfor skulle dog denne ondskab gå ud over hende?«
Bortførelsen, voldtægten, torturen og mordet på Stephanie den 3. april 1982, hvor meget en sådan pervers ondskab end får blodet til at isne i ens årer, er kun et enkelt tilfælde i en epidemi af forbrydelser, der er i færd med at ødelægge vort samfund. Forbrydelserne synes næsten at være ude af kontrol.

Se engang på de barske kendsgerninger:
Den organiserede forbrydelse driver en undergrundsøkonomi baseret på hasard, prostitution og narkotika. Fortjenesten fra dette enorme netværk af ondskab er skattefri.
Foruden den organiserede kriminalitet foregår der en enorm ulovlig handel med heroin, kokain, marihuana, amfetaminer og andre narkotika.
I 1980 blev 30 % af samtlige husstande i USA offer for en eller flere forbrydelser.

En ny type mordere er ved at blive almindelig hverdagskost -lejemorderen. Medens lejemordere tidligere kun forekom lejlighedsvis i internationale intriger, dukker betalte mordere nu og mere hyppigt op til overfladen i det amerikanske samfund.
Hverken alder, køn eller stilling giver tilsyneladende nogen beskyttelse mod denne trussel. Børn, selv spædbørn, nonner, præster, gamle - alle er de udsat for voldelige overfald på deres person.

En underdønning af vrede rejser sig i den brede befolkning. Folk er ved at blive vrede - vrede på love, der synes at beskytte forbryderens og ikke offerets rettigheder, vrede på dommere, der afsiger lemfældige domme, vrede på bestikkelige advokater, vrede på den stadig stigende mængde håndvåben, vrede på politiets skrigende magtesløshed.

Alle bekymrer sig om forbrydelserne, fordi de berører alle. Vi må gemme os bag lås og slå. Vi føler os usikre. Vi har mistet en del af vor frihed. Og diskussionerne om årsagerne og hvad der burde gøres, bliver mere og mere ophedede.
Der er imidlertid en faktor, som alt for sjældent bliver taget i betragtning: Tilsidesættelsen af Guds lov nedbryder langsomt men sikkert vor kultur.
Amerika blev grundlagt af emigranter, der var flygtet for deres tros skyld. Fra første færd var Bibelen og dens forskrifter indvævet i vor nationale kulturarv: »Vi sætter vor lid til Gud.« Troen på Gud har formet Amerikas bevidsthed. Derfor er det ikke overraskende, at USA har været vidne til en række kristne vækkelsesbevægelser, fra Jonathan Edwards, D. L. Moody og Billy Sunday til Billy Graham.

Tidligere generationer voksede op med at lære De ti Bud udenad. I dag er der mange børn, som kun har hørt om De ti Bud, hvis de tilfældigvis har haft chance for at se filmen af samme navn blive forevist.

Bibelens Gud er også Den store Lovgiver. Fordi han er universets suveræne hersker, giver han sin vilje til kende i form af eksakte lovbud. Ligesom han har bygget kosmos på naturlove, sådan har han indbygget moralloven i det menneskelige samfunds struktur.
Mange mennesker føler modvilje over for en moralsk lov. Også nogle kristne foragter den. De siger, at loven fører os ind i trældom. Men det forholder sig stik modsat. Sand frihed findes kun, hvor der er en lov. Uden lov bliver frihed til tøjlesløshed. Forbrydelsernes hærgen i vort samfund viser klart behovet for en lov.
Af alle love, som er vedtaget gennem århundrederne, står De ti Bud som noget ganske særligt. De er enkle, klare, men indebærer såre meget De første fire bud opsummerer vor pligt over for Gud: Vi skal sætte ham først, vi skal ikke gøre ham mindre ved at sammenligne ham med noget, vi kan forestille os, vi skal ikke bruge hans navn uden ærbødighed, og vi skal helligholde hans dag, sabbatten. De sidste seks bestemmelser omfatter vor pligt over for vore medmennesker: Vi skal ære vore forældre og ikke ihjelslå, bedrive hor, stjæle, lyve eller begære.

Jesus opsummerede De ti Bud med disse ord: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind. ... Du skal elske din næste som dig selv.« Matt 22,37-39.

Kærligheden, sagde Jesus, er det væsentlige i hele Guds lov. Og indledtes ikke selve De ti Bud med disse ord: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.« 2 Mos. 20, 2? Først efter at Gud havde udfriet sit folk, gav han dem sin lov. Deres lydighed skulle udspringe af taknemmeligheds, et befriet folks taknemmelige gensvar.
Sand lydighed over for Guds lov udspringer stadig af denne kilde. Den, der er blevet befriet, har frihed til at adlyde. Han adlyder ikke længere som slave, men som et barn.
Og deri ligger kernen til de overhåndtagende forbrydelser i vort moderne samfundssystem. Samfundet kan kun prøve at gennemtvinge en udvortes lydighed. Det kan ikke frembringe den indre forandring, der bevirker, at man af hjertet efterlever lovens bud.

Vi ønsker held for enhver person og myndighed, som bekymrer sig om forbrydelsernes flodbølge og prøver at dæmme op for den. Men først når De ti Bud får indpas i menneskenes hjerter, først når mennesker erkender, at Gud, universets suveræne hersker, kalder alle til regnskab, først når de finder frem til den sande lydighed, der hidrører fra hans frihed, vil alle sådanne bestræbelser kunne lykkes. Alle andre tiltag er kun at behandle symptomerne, ikke sygdommen.

Kofanger mod kofanger strider vi os gennem morgenens myldretid. Dagen går med kimende telefoner, krævende chefer, ventende mennesker. Så lirker vi os hjem gennem aftenens mylder. Vi kommer hjem til hvile og afslapning? Til musikøvelser, boldspil, indkøbsture og bestyrelsesmøder, samt til en kone, der er lige så træt og udkørt som en selv efter dagens hektiske aktiviteter.

Derfor er det intet under, at mennesker udbryder for sig selv: »>Dette er da helt forrykt! Stands, verden. Jeg vil af!«
Svaret på den moderne tilværelses rotteræs er: Stands verden og stå af!

For længe siden tilrettelagde Gud i sin visdom og forudseenhed en plan, der sætter os i stand til at magte tilværelsen i en tid som denne. Han sagde, at vi skulle sætte en dag til side for ham - hviledagen, en dag fri for arbejde og fri for bekymringer, en dag til at slappe af i.
Beretningen om hviledagen går tilbage til skabelsen. Da Gud skabte alt, satte alt på plads, satte den første mand og kvinde i verden, skabte han også en dag til dem. »Gud velsignede den syvende dag og helligede den.« 1 Mos. 2,3.
Nogle påstår, at hviledagen er »jødisk«, og kun bestemt for jøderne. Men hviledagen begyndte med menneskeheden - den første mand og kvinde. Den var bestemt for alle mennesker alle vegne. Jesus erklærede selv: »Sabbatten er blevet til for menneskets skyld.« Mark. 2,27.

Nogle indvender, at hviledagen hører til en svunden tidsalder, at den ikke længere er nødvendig i den kristne tidsalder. Sandheden er, at vi behøver hviledagen mere nu end nogen sinde. I vort moderne, hektiske livsmønster kommer hviledagen som Guds svar på pres og anspændthed.
Jesus indbød menneskene på hans tid: »Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; 'så skal I finde hvile for jeres sjæle.' Thi mit åg er gavnligt, og min byrde er let« Matt 11,28-30. Umiddelbart efter fortæller evangelisten, hvordan Jesus gik gennem en kornmark på hvile dagen og korrigerede den fejlagtige, byrdefulde forestilling om sabbatten, som rådede blandt den tids religiøse ledere.

Jesus tilbyder stadig guddommelig hvile for trætte, forpinte, anspændte, ængstelige mennesker - vor tids særkende. Ikke alene indbyder han os til at lære ham at kende dag for dag som en altid nærværende realitet, men han indbyder os også til på en særlig måde at være sammen med ham en dag hver uge, hver hviledag, for at slappe af sammen med ham.
Hviledagen er uundværlig for mig. Den er en skøn dag, den bedste i ugen. Dette er, hvad den betyder for mig:
Den er en dag, som er helt anderledes end de øvrige seks dage, fra søndag til fredag. Intet arbejde, ingen bekymringer på hviledagen. Når hviledagen ruller ind hver fredag aften, ruller en tung byrde - ugens pres og bekymringer af mine skuldre. I fireogtyve timer er j eg fri, fuldstændig fri fra ugens tyranniserende pres.
Det er en dag, hvor familien er samlet Nogle af mine lykkeligste minder stammer fra fredag aftener ved kaminen, hvor pyjamasklædte børn sang eller fik historier; fra lørdag aftener, hvor de samme børn spillede spil, gættede bibelske gåder og legede »kirke«.

Det er en dag, hvor man søger ud i naturen for at komme nær til den skabelsens Gud, der skabte os i begyndelsen og indstiftede hviledagen til vor fysiske og åndelige trivsel. Jeg mindes med glæde eftermiddags spadsereture i Tennessees skove, oppe i Himalaya bjergene, langs Det arabiske Havs bredder, i den australske bush. Den rene bjergluft, duften af saltvand, fuglenes sang, lyde og dufte er så at sige blevet en del af min personlighed og en stadig kilde til taknemmelighed over for en nådig Gud, som indstiftede hviledagen.
Hviledagen er en dag beregnet for tilbedelse. Vi kan og bør tilbede Gud til enhver tid og på ethvert sted, men hviledagen er skabt for tilbedelse. Netop fordi vi ikke har hastværk, fordi vi ikke er under pres, fordi vi ikke står og skal træffe hastige beslutninger, kan vi hvile i Skaberen og, som salmisten siger, frydes i Herren. Sl. 37,4. Tilbedelse kan naturligvis ske personligt og privat, men der ligger en stor velsignelse i fællesskabet med andre. Jesu sædvane var at gå i synagogen på hviledagen (Luk. 4,16), og de kristne formanes ligeledes til ikke at forsømme fællesskabet med hinanden (Hebr. 10,25). Det fuldtonende orgel, sangkoret, Ordets forkyndelse, fornemmelsen af Guds nærhed det er nogle al' glæderne ved at tilbede Gud i fællesskab på den dag, han har sat til side til dette formål.
Det er en dag beregnet på at hjælpe andre. Jesus helbredte ofte mennesker på sabbatten - og kom i vanskeligheder for at gøre det! Men han forsvarede sig ved at henvise til, at hans anklagere jo ikke ville undlade at hjælpe et dyr, som trængte til foder eller til at blive hjulpet op af en grøft på hviledagen, og om ikke mennesker er mere værd end dyr? (Se Luk. 14,1-6). Min far plejede at besøge syge og handicappede om eftermiddagen på hviledagen efter gudstjenesten. Det var en skik, han holdt fast ved lige til hans sidste sygdom. På denne måde fulgte han i Jesu fodspor, han, der gjorde godt på hviledagen.

Hviledagen er en dag, hvor man spiser i fællesskab. I ugens løb finder vi dårlig tid til at samles omkring et måltid. Vi sluger maden, de enkelte familiemedlemmer kommer og går, hver efter sit skema. Medens vi spiser, er vore tanker ved morgendagen eller dagen i går. Men på hviledagen samles familien. Først for at få åndelig føde i kirken, og kan noget være mere passende end derefter at samles om et veldækket bord? Venners nærværelse forhøjer nydelsen. Man har tid til at nyde maden, tid til at gå på opdagelse i samtalens ædle kunst, tid til at påskønne hinanden fra en ny vinkel. Jeg kan huske måltider, som har varet timer. Længe efter at desserten er sat til livs, sidder man stadig omkring bordet, opslugt af hinandens selskab.

I en fremmedgjort verden hjælper hviledagen os til at komme hinanden ved. I en tilværelse, som bliver stadig mere hektisk, tilbyder den os afslapning og fred.
Vi kommer til hviledagen trætte, udkørte, anspændte. Efter den føler vi os forfriskede, afslappede, opladede.
Hviledagen er Guds gave til moderne mennesker.

I sit digt »Sanglærken« skildrer Percy Bysshe Shelly, hvordan vi ser os frem og tilbage og sukker efter det, der ikke er mere. Vor gladeste latter er blandet med smerte. Vore skønneste sange er dem, der taler om den dybeste sorg.
Shellys vemodige ord er ekko af menneskets vanskelige situation. Vi har håb, drømme, stræben, længsler - vi ved ikke selv efter hvad. Vi kan forestille os det ubegrænsede, det fuldkomne, det uendelige, det evige.
Er det ikke mærkeligt, at vi mennesker har den slags følelser i vort indre! Dyrene kender ikke til den smerte. Dyrene er tilfredse med at spise, drikke, sove, forplante sig. De grubler ikke over tilværelsens mysterium.
Der er heller ikke noget i vor erfaring, der peger i den retning. Alt, hvad vi ser, er betinget, midlertidigt og ufuldkomment Vi måler tiden ved hastige kig på armbåndsuret, ved digitalurets ubarmhjertige gang, ved de forbipasserende års trommehvirvel. Kun i vort sind, kun i vor fantasi, kan vi finde forestillinger om liv uden død.
Meget af det tyvende århundredes digtning er stærkt optaget af døden. Det uundgåelige, hemmelighedsfulde og fuldstændig fremmede ved døden har været temaet for Kafka, Hemingway, Sartre, Camus. Nogle forfattere har rystet deres knytnæve imod den. Nogle har følt sig tiltrukket af det ukendte ved den. Nogle er af den blevet trukket ned i tungsindets mørke. Hemingway var en af dem, hvis romaner tit sluttede med en scene af overhængende og truende død. Han bragte sig eget liv tilophør, da kræfterne begyndte at aftage.
Det er umuligt at diskutere døden, uden at følelser bliver indblandet Vi er selv involveret i emnet At tale om døden er at se ned i den afgrund, hvor vi er ophørt at være til.

Dette er for de fleste mennesker den yderste rædsel. Ikke længere at flyde på livets strøm, ikke længere a være passager på den gode planet Jorden, ikke længere at være et tænkende følende individ - den tanke er overvældende.
Derfor gør vi store anstrengelser for at undgå denne uundgåelige realitet Vi prøver at maskere tegnene på, at den nærmer sig - underkaster os operationer for at fjerne rynker, bruger hårfarve, prøver at skjule misfarvede pletter på huden ved hjælp af kosmetik. Vi prøver at skjule vor alder - endog for os selv. Og på plejehjem forsvinder beboerne simpelt hen fra scenen: de viser sig ikke længere til måltider og underholdning. Ingen ønsker at diskutere deres fravær.

Visse videnskabsmænd, som går ud fra en strengt naturalistisk model, fortæller os, at døden er nødvendig. De siger, at døden er betingelsen for, at der kan opstå nye arter, at livet fortsætter uophørligt på Jorden.

Men de fleste af os kan ikke tilfredsstilles af den naturalistiske model. Den har intet svar på de dybe længsler, den higen efter udødelighed, vi alle føler. Skønt vi er en del af kosmos, længes vor ånd efter noget højere, noget evigt Bibelen beskriver vor længsel på denne måde: »Også evigheden har han lagt i deres hjerte.« Præd. 3,11.

Bibelen betragter utvetydigt døden som en fjende. Bibelen lærer, at Gud er ophav til liv, ikke til død. Eftersom vi er skabt i Guds billede, er vi skabt til uendeligt liv. Vore drømme om evigt liv stammer fra denne oprindelige hensigt.
Der er faldet en skygge over skaberværket. Verden har mistet sin fuldkommenhed. Menneskene har fordærvet Guds oprindelige plan. Og nu hersker døden på Jorden; livets rige er blevet dødens rige. Dette, at menneskene engang for længe siden mistede deres uskyld og ubegrænsede liv, benævner teologer som »syndefaldet«.
Men jeg tror, at svaret på døden ligeledes er at finde i en konkret historisk begivenhed: »Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de d ødes opstandelse kommet ved et menneske.« 1 Kor. 15,21. »Ligesom synden fik herredømmet over døden, således skulle også nåden få herredømmet ved retfærdigheden til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.« Rom. 5,21.

I Jesus Kristus finder jeg håb, selvover for den sidste fjende, døden. Og det håb er mere end et ønske - det er bygget på hans sejr over døden. Han gik ind i døden, men han opstod igen. Han sagde: »Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler.« Åb. 1,18.

Jesus, Livgiveren og dødens besejrer, har lovet, at de, der tror på ham, ikke behøver at frygte døden længere. »Jeg er opstandelsen og livet, « siger han; »den, som tror på mig, skalleve, om han end dør.« Joh. 11,25. Derfor kunne apostlen Johannes erklære: »Den, som har Sønnen, har livet den som ikke har Guds Søn, har ikke livet« 1 Joh. 5,12.

Gennem århundrederne har visse mennesker prøvet at imødegå frygten for døden ved at hævde, at mennesket har en udødelig sjæl. Man har diskuteret i det uendelige, hvor sjælen præcist fandtes i kroppen, dens størrelse, beskaffenhed, osv.
Men moderne anatomiske undersøgelser har ikke kunnet lokalisere »sjælen«! Efter at kroppen er dissekeret, er der intet tilbage. Vi behøver ikke sætte vor lid til den slags mangelfulde håb om udødelighed. Det er heller ikke, hvad Bibelen opmuntrer os til. Når Bibelen taler om »sjælen«, som den ofte gør, henviser den til hele mennesket - ikke til en afgrænset bestanddel af menneskelegemet Og den lærer klart, at vi er dødelige, at kun Gud har udødelighed.
Men den udødelige Gud fremholder for os håbet om uendeligt liv. Ligesom han engang skabte mennesket af støv, sådan lover han en ny skabelse - opstandelse fra dødens støv. Den kristnes håb ligger i opstandelsen, ikke i en udødelig sjæl. »Se, jeg siger jer en hemmelighed: vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed.« 1 Kor. 15,51-53.

Hvorfor død? Fordi der er faldet en skygge over naturen. Fordi syndefaldet har skæmmet menneskets tilværelse. Fordi denne verden er blevet dødens rige.
Men Jesus, dødens besejrer, har lovet: »Jeg er vejen og sandheden og livet« Joh. 14,6. Ved at tro på ham forenes vi med hans liv, og med ham besejrer også vi døden.

Jeg lagde tit mærke til ham, som han i sin kørestol bevægede sig hen over universitetsområdet Med huen trukket ned over ørerne, fødderne bundet op og hænderne dybt i lufferne stred han sig frem i Michigans vinterkulde på vej til sine klassetimer.
For nogle år siden var Dave blevet ramt af multipler sklerose. Først havde han mærket det i sine fødder, så i anklerne, så i benene. Da han fulgte mine klassetimer, var hans hænder begyndt at stivne - han kunne kun skrive med store, stive bevægelser, og sine eksamensopgaver klarede han ved at hakke på en skrivemaskine fra sin kørestol.
»Hvordan går det, Dave?« plejede jeg at hilse den op bundne skikkelse, idet han hjulede frem ad gangstien. Det slog aldrig fejl, at han med et smil svarede: »Herren er god!«
En dag gav han mig et citat fra en af sine yndlingsforfattere. Det lød: »For den, der er tilfreds med at modtage uden at fortjene, som føler, at han aldrig kan gengælde en sådan kærlighed, som lægger al tvivl og vantro til side og kommer som et lille barn til Jesu fødder, er alle den evige kærligheds rigdomme en fri gave, som aldrig mister sin værdi. «
»Sådan er det med mig,« sagde Dave. »Jeg har intet at bringe til Gud - se bare på mig - altså fortjener jeg ingenting. Men jeg er fortrøstningsfuld ved at modtage uden at fortjene. Er det ikke vidunderligt?«

I løbet af de to år, Dave studerede ved universitetet, hørte jeg ham aldrig beklage sig. Sklerosen havde hærget hans krop, hans ægteskab var også gået i stykker, men han spurgte aldrig: »Hvorfor mig?« Altid hed det: »Herren er god!«
Det er meget få af os, der har Daves mod og tro. Når der hænder os et eller andet ubehageligt - som f.eks. hvis vaskemaskinen laver oversvømmelse - protesterer de fleste af os: »Hvorfor mig?«

Når vi spørger »Hvorfor mig?« ønsker vi åbenbart at læsse vore besværligheder over på en anden. Vi siger i virkeligheden: »Hvis det absolut skal ske, så lad det i det mindste gå ud over en anden!« Det er et udtryk for vor følelse af at måtte kæmpe for at magte tilværelsens ubehageligheder.

Men Gud vil gerne have os til at stille dette spørgsmål på en anden måde. Han vil gerne åbne vore øjne for den store værdi, vi har i hans øjne.
Guds svar på »Hvorfor mig?« er: »Fordi jeg elsker dig. Fordi jeg har skabt dig til at være min søn eller datter, til at leve sammen med mig for altid. Fordi, hvis du ikke finder en plads i mit evige hjem, vil der for altid være en tom plads. Fordi du er dyrebar, og jeg har lagt en evig plan for dig.«

Gud siger: »Jeg elskede dig med en evig kærlighed, drog dig derfor i nåde.« Jer. 31,3. Og Jesus sagde: »Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh. 3,16.
Denne »enhver« er mig. Det er også dig. Hver eneste en af os er værdifulde i Guds øjne. Han ville have sendt Jesus til at dø for dig, for mig, selvom vi havde været de eneste mennesker i hele verden.

Bibelen er Guds »love story«. Den er beretningen om Guds længsel efter menneskene, om hans stræben efter at vinde dem tilbage til ham. Efter syndefaldet, da skyggerne var begyndt at falde, finder vi det første spørgsmål, Gud har stillet i Bibelen. Han spurgte: »Hvor er du?« 1 Mos. 3,9. Dette spørgsmål er han blevet ved at stille lige siden dengang, for at kalde mennesker nærmere til sig.

Bibelen fortæller os om Helligånden. Helligånden overbeviser om synd og om retfærdighed og om dom. Han viser os hen til Jesus, Guds ufattelige gave. Joh. 16,8-11. Hver eneste gang vi mærker en længsel efter et bedre liv end dette, hver eneste hvisken fra evigheden, som når vore ører, kommer det gennem Helligånden. Det er Gud, der søger at kalde os tilbage til ham og fortæller os, at han har omsorg for os og vil gøre vort liv nyt.
Hvis vi giver Gud lov, vil han føre os hjem. Han vil gøre os til nye mænd og kvinder. Han vil bryde cigaretternes og alkoholens og stoffernes magt. Han vil rejse os op, så vi kan se verden i øjnene. Han vil give os respekt og kongelig værdighed - som sønner og døtre af Himmelens Konge.

Hvis vi giver ham lov. Det er der, problemet ligger. Han vil ikke tvinge os. Han vil ikke bruge magt på os. Kærligheden beder indtrængende. Kærligheden indbyder. Kærligheden tilbyder. Kærligheden håber. Kærligheden kalder.
Hos mange mennesker - måske de fleste - kalder kærligheden forgæves. Kærligheden lider ved at blive afvist Den sørger, når mennesker, der for et øjeblik syntes at fatte dybderne i Guds svar på »Hvorfor mig?« derpå vender sig bort fra ham.

Når vi måske hundrede gange spørger Gud: »>Hvorfor?« spørger han også os: »»Hvorfor? Hvorfor ikke mig? Hvorfor vælge døden i stedet for livet? Hvorfor ikke komme til mig og finde hvile? Hvorfor vende sig bort fra uendelig kærlighed?«
Jeg tror, at alle mine »Hvorfor?« finder deres svar i Guds »Hvorfor?« Jeg finder fred i at kende ham, erfare hans kærlighed og glæde mig i hans frelse. Selvom ikke alle mine spørgsmål er blevet besvaret på et intellektuelt niveau, har jeg fundet svaret over alle andre svar - Gud selv.
Jeg finder også opmuntring og støtte hos andre, der ligesom mig har fundet Gud som deres svar. Som medlem af en kristen menighed har jeg ikke alene fundet en Gud, men også mennesker, som interesserer sig for mig og har omsorg for mig. Jeg har fundet kristne, som står for noget helstøbt - fysisk, mentalt, åndeligt - for stabile hjem, for noget trygt og vedvarende. I en atomfrygtens verden klynger de sig til det salige håb om Jesu genkomst I en hektisk tid har de fundet hviledagens velsignede hvile.

Livet er i sig selv en gave. Men i Gud har jeg erfaret, at jeg også har fået skænket alt andet, jeg trænger til. At leve i Guds gave - det er tilværelsens fylde.
Guds gave venter stadig. Dave fandt den - fandt den som en fri gave - det er tilværelsens fylde. Jeg har fundet gaven, Himmelens rigdomme.

Den gave venter også på dig.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com