Når stormen kommer, står huset fast, thi det er bygget på klippen. "Det er dem, der hører mit ord og handler derefter ," siger Jesus.

Gud er arkitekten på vort livs hus. Han har en nøje plan for det. Intet er overladt til tilfældigheder. Denne plan er nedfældet i Guds Ord, Bibelen. Der kommer en dag, hvor Herren ser efter, om alt er bygget efter tegningerne - den undersøgende dom.

Når vi nu går gennem tegningerne for vort livs hus, og der viser sig at være ting, som ikke er i overensstemmelse med Herrens Ord, så lad os ændre det. Er vort liv ikke bygget efter Herrens Ord, vil det falde omkuld i livets storme. Dernæst kommer den dag, hvor vi alle skal aflægge regnskab for Gud. Herren vil da se, om vort liv er bygget i overensstemmelse med hans Ord.

Jesus sagde: "Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny." Joh. 3,3.

Som en naturlig fødsel er den eneste måde at komme ind i verden på, således er den nye fødsel den eneste måde at komme ind i Guds rige på.

Og ligesom ingen kan benægte, at en fødsel i allerhøjeste grad er en erfaring af bevidst liv, således er den nye fødsel en erfaring af et guddommeligt evigt liv.

Da jeg for mange år siden gjorde tjeneste i civilforsvaret, blev jeg en søndag på kasernen kontaktet af en, der ønskede at samtale om troen og Guds rige. Efter flere timers samtale sagde vedkommende: "Jeg har aldrig før hørt, at tro på Gud har noget med erfaring og oplevelse at gøre." Jeg fortalte ham, at denne tro var for enhver, som ville, og jeg opfordrede ham til lige nu, at overgive sig helt til Jesus. Han svarede, at han gerne ville følge Jesus blot ikke nu. Han ville først forsøge at sætte sig ind i alt om Guds rige, og siden ville han tage stilling til det. Jeg svarede, at det lød meget fornuftigt, men at det faktisk kunne sammenlignes med det lille barn i moders liv, som sagde: "Først vil jeg forstå alt om verden, og siden vil jeg fødes ind i verden." Vi vil svare og sige: "Lille barn, bliv først født, og verden vil begynde at åbne sig for dig! "

Et af de første tegn på liv er, at en baby begynder at skrige, et af de første tegn på åndeligt liv er, at et menneske begynder at bede. Den nye fødsel er opdagelsen af en fantastisk spændende ny verden.

Glæde er meget karakteristisk for ægte og sand kristendom. Ting, der før var dunkle, bliver pludselig indlysende: At vore synder er tilgivet, at vi er Guds ægte børn, og at Gud bryder sig om os og elsker os som vor far. Vi begynder også at få lyst til at være sammen med mennesker, der har den samme erfaring af troen på Gud og Jesus Kristus. Vi opdager, at de er vore sande søskende.

Bibelen begynder, at blive en bog, vi beskæftiger os med. Måske vi har gjort det før. Men da forstod vi den ikke rigtigt. Det var en lukket bog for os. Men nu er det pludselig anderledes. Bibelens blade begynder at få liv. Gud taler nu til os gennem sit Ord.

Det er muligt at miste livet på grund af manglende næring og omsorg. Enhver nyfødt har brug for et hjem til at opfostres i. Således også i Guds rige. Dette åndelige hjem er Guds menighed.

Omvendelse

I dag er der mange, der misforstår ordet omvendelse. Men da vi i Bibelen møder det som det første skridt på vejen til Gud, er det vigtigt, at vi forstår betydningen af det.

Det var ikke bare Johannes Døber, som var en omvendelsesforkynder. Også Jesus begynder sin tjeneste med at sige: "Omvend jer og tro på evangeliet!" Mark. 1,15.

Det er det første ord, apostlen Peter anvender i Apostlenes Gerninger kapitel 2. Når folket spørger: "Hvad skal vi gøre?" svarer Peter: "Omvend jer!"

Og når der i Hebræerbrevets 6. kapitel og de første to vers tales om begyndelsesgrundene i

Guds Ord, er det første, der nævnes: "Omvendelse ".

I den engelske bibeloversættelse står der: "Repent!", som har noget med anger at gøre. I den svenske står der: "Gora batring". Men det danske er faktisk ikke så dårligt. Vi forstår, det har noget at gøre med, at "jeg er på forkert vej og nu må vende om ". Det kan også oversættes: " At fatte et andet sind".

Når Gud byder, at vi skal omvende os - altså fatte et andet sind, ligger der i dette, at vi er forkert på den. Dersom der ikke var noget i vejen med os, ville omvendelse ikke være nødvendig.

Bibelen kalder dette forkerte for "synd". Johannes forklarer, hvad synd er, når han siger: "Synd er lovbrud." l. Joh. 3,4. Her tænker vi på de ti bud, der står som et udtryk for Guds retfærdighedskrav:

"Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig. " Det taler om behovet for afkobling og hvile og samtidig at søge Gud. Gud har givet os et bestemt mål af tid til hvile og til at søge ham. Men aldrig har verden været mere stresset end i dag. Det er en af vor tids største forbandelser, at mennesker ikke tør blive stille og søge Gud.

"Du må ikke have andre guder end mig." Det, vi elsker og ærer mere end Gud, er blevet en afgud for os. Derfor har vi alle overtrådt dette bud. Den rige yngling i Evangelierne er et eksempel på dette. Han sagde til Jesus, at han havde holdt loven, men da Jesus bad ham om at sælge alt, hvad han ejede, og give det til de fattige, gik han bedrøvet bort. Jesu ord afslørede, at han elskede sin rigdom mere end Gud. Han havde altså overtrådt det første bud og dermed syndet.

"Du må ikke misbruge Herren din Guds navn." Guds navn er givet til vort sande gavn. Det er som en fast borg for den, som søger tilflugt i det. Men misbrugen af det bliver til vort fordærv.

Johannes siger, at synd er lovbrud. Det betyder, at jeg ikke når op til denne guddommelige standard. Vi har alle overtrådt Guds bud og når dermed ikke op til Guds retfærdighedskrav. Vi har gjort det, som er ondt i Guds øjne. Det er dette onde, synden, der ødelægger så meget i den enkeltes liv, i hjemmet og i samfundet. Det er også derfor, verden ser ud, som den gør.

Syndens løn er døden, siger Bibelen. Hver gang, vi synder, er der noget i os, der dør. Ethvert menneske er i bund og grund egoistisk ingen går ram forbi. Jeg er det. Du er det. Vi elsker os selv mere end både Gud og vor næste. At erkende det, er en del af omvendelsen. Her hjælper det ikke at henvise til, at andre er værre end vi selv.

Gud kræver hvert enkelt menneske til regnskab for sit eget liv. Derfor må man omvende sig selv.

"Du må ikke slå ihjel." Jesu tolkning af budene i bjergprædikenen Matt. 5. viser os, at det ikke blot er selve handlingen, der er synd, men at dette bud lige så vel som de andre allerede overtrædes i vort hjerte. - "Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin bror, er skyldig." Johannes siger, at "den, der hader sin broder, er en manddræber."

Hvordan omvender jeg mig og fatter et andet sind? Det er noget, som sker i mig, - min sjæl, min person, - den jeg virkelig er, dvs. i min forstand, mine følelser og min vilje. Alle tre er involveret i en sand omvendelse.

Guds Ord og Guds Ånd viser mig behovet for omvendelse. Jeg har igennem Guds Ord indset, at jeg har overtrådt Guds bud. Jeg ved, at mit hjerte ikke er rent. Jeg forstår nu, at Gud ikke kan acceptere mig, som jeg er. I min uomvendte tilstand er jeg fortabt.

Mit følelsesliv har noget med anger at gøre. Dvs. jeg er oprigtig ked af, at jeg har syndet. Paulus siger: "Bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse." Igennem Guds eget Ord virker Guds Ånd denne bedrøvelse i mig.

Den rige yngling, blev også bedrøvet, da Jesus afslørede hans hjertes sande tilstand. Men det var ikke en bedrøvelse efter Guds sind. Da han hørte Jesu ord, forstod han det. Han så afguden i sit liv, men han gik bedrøvet bort uden at omvende sig.

Det berører også min vilje, Og her er vi ved det helt centrale i omvendelsen: Det har noget med viljen at gøre.

Omvendelse betyder, at jeg træffer en afgørelse angående mit gudsforhold, og vel at mærke den rigtige afgørelse. Om man skal blive en kristen eller ej, afhænger til dels af den afgørelse, man selv tager. Ingen bliver automatisk kristen, ingen bliver født som kristen. Man er det ikke, fordi alle de øvrige i familien er det. Man er det heller ikke, fordi man går i kirke. At mennesket er skabt i Guds billede, betyder blandt andet, at det har evnen til at vælge, og i omvendelsen ligger netop et valg. Gud giver det enkelte menneske mulighed for at træffe det rette valg. Dette valg må jeg selv tage. "Gud byder mennesker, at de alle og alle vegne skal omvende sig." Apg. 17,30.

Min forståelse af, at jeg er en synder, må føre til en bedrøvelse over min tilstand, således at jeg tager en fast beslutning om ikke at ville synde mere.

Et eksempel på dette har vi i den fortabte søn i Luk. 15. Han sagde: "Jeg vil stå op og gå til min far og sige til ham: Fader! Jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længere værd at kaldes din søn, lad mig gå som en af dine daglejere! Og han stod op og gik til sin fader. "

Ethvert menneske har denne evne i sig. Når vi hører Guds Ord, vil Guds Ånd virke i os en anledning til omvendelse. Vi har alle mulighed for at fatte et andet sind. Gud vil ikke forlange det umulige af os.

Omvendelse er derfor en vilje til at ophøre med de forkerte handlinger. Det er også en erkendelse af, at min samvittighed alene er ikke nok til at afgøre, hvad der er ret eller forkert. Den kan nemlig være påvirket af tidens tankegang. Jeg må lade Bibelens Ord og Ånd blive rettesnor for mit liv. Dog - omvendelse i sig selv gør ingen til kristen. Det er kun Gud, der kan gøre os til det, og hvordan Gud gør det, skal vi nu se.

Hvad vil det sige at tro på Gud?

Der findes en almen Gudstro. De fleste mennesker ejer den. Man tror dog trods alt, at Gud er til. Men det er ikke det, Bibelen kalder for tro.

Jakob siger i sit brev, at denne tro ejer Djævelen også. Men det er ingen frelsende tro. Det er blot en erkendelse af Guds eksistens. Vi kan også kalde det "forstands tro".

Den frelsende tro er ikke i forstanden, men i hjertet. For at forklare dette må vi se, hvad det er, vi skal tro med hjertet, og hvordan vi får denne tro i eje. Lad mig begynde med det sidste:

Hvordan får vi troen i eje?

Troen kommer fra Gud. Intet menneske kan frembringe den frelsende tro af sig selv. Den

kommer ved at høre Guds Ord - evangeliet.

Det var derfor, Jesus sagde: "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen. Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den, som er vantro, skal blive fordømt." Mark. 16,15-16.

I Hebr. 12,2 står der: "Han er troens banebryder og fuldender." Før han blev født i Betlehem, sagde englen til Josef: "Du skal kalde hans navn Jesus, thi han skal frelse sit folk fra dets synder." Matt. 1,21. Ved Jesus har Gud beredt frelse for hvert eneste menneske. Jesus selv sagde det således: "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Joh. 3,16. Jesus udelukkede alle andre muligheder for frelse. Som vi tidligere har citeret, sagde han også: "Den, som er vantro, skal blive fordømt", og "jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig!" Joh. 14,6.

Der kan altså ikke være nogen frelsende tro, før man har hørt evangeliet. Det stemmer også med Paulus' ord: "Hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om. Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi Ord." Rom. l0,14 og 17.

Eller Jesu ord: "Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, han har evigt liv." Joh. 5,24.

De første kristne sagde: "Der er ikke frelse i nogen anden, thi der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses." Apg. 4,12.

Vi ser altså klart, at troen kommer fra Gud, og den kommer gennem evangeliet.

Hvad betyder evangeliet?

Evangeliet betyder "det glædelige budskab". Det er det glædelige budskab om Jesus Kristus, Guds Søn, der blev vor og hele verdens frelser. Rom. 1,l-3. den fortabte tilstand, vi er kommet i. Han vil helbrede og genoprette os fuldstændig til det, han har skabt os til at være. Det er budskabet, der kommer til os i evangeliet. Johannes Døber siger: "Alt kød skal se Guds frelse!" Luk. 3,6.

Af sammenhængen kan vi se, at det er Jesus, han taler om.

Også Peter taler herom, når han siger: "I ved jo, at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbte fra det tomme liv, I havde arvet fra forfædrene, men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde. Hertil var han forudbestemt, før verdens grundvold blev lagt, men blev ved tidernes ende åbenbaret for jeres skyld." 1. Pet. l,18-20.

Guds frelse Hele Guds frelse er altså knyttet til Jesus.

Det er Guds frelse, fordi Gud planlagde at frelse os i evigheden. Paulus siger: "Før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for sit åsyn." Ef. 1,4.

Gud gav et løfte om at frelse os Ved syndefaldet var det ikke mennesket, der søgte Gud, men Gud, der søgte mennesket. I 1. Mos. 3 læser vi, hvorledes Gud kommer vandrende i haven og råber: "Menneske, hvor er du?" I sit møde med det faldne menneske giver Gud det første løfte om en frelser. Det findes i 1. Mos. 3,15. Det er Jesus, der her omtales som kvindens sæd, der skal knuse Slangens hoved. I hele Det gamle Testamente møder vi igen og igen disse løfter fra Gud om én, der skal tage kampen op mod vor modstander Djævelen.

Profeterne profeterede om, hvor han skulle fødes - nemlig i Betlehem. Mika 5,l. De profeterer om, at det er jomfruen, som skal blive frugtsommelig og føde en søn. Es. 7,14.

Esajas giver en beskrivelse af hans lidelse og død i kapitel 53. Alle profeterne i Det gamle Testamente peger hen på en kommende Messias.

Gud opfyldte løftet ved at sende Jesus "Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven." Gal. 4,4. Det var Gud, der handlede suverænt, da tiden var inde. Som han havde anvendt profeter til at give løftet om den kommende frelser, anvendte han en kvinde til at lade Jesus føde. Det var hverken Josef eller Maria, der tog initiativet til Jesu fødsel. Det var Gud. Gennem englen Gabriel kom budskabet til Maria, at hun skulle føde en frelser. Læs: Luk. 1,26-38.

Jesus er Gud. Gud fra evighed, der blev menneske, og som menneske både var sandt menneske og sand Gud. Johannes siger i sit evangelium således: "Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." Joh. 1,14.

Lukas viser os, at Jesus var undfanget ved Helligånden og netop derfor skulle kaldes Guds Søn. Jesus begyndte ikke sin tilværelse i Betlehem. Han er fra evighed af. Men i Betlehem blev han menneske. Johannes siger i sit evangelium, at han var i begyndelsen hos Gud, og alt er skabt ved ham. Paulus siger i Fil. 2, at "han holdt det ikke for et røvet bytte at være Jesus selv gjorde krav på, at han var Messias, Kristus, den profeterne havde profeteret om. Han bekræftede det ved sin opstandelse fra de døde. Læs: Rom. l: l - 4. Nu har vi altså set, hvorledes det var Gud, som sendte Jesus ind i verden. Vi skal ikke her komme ind på Jesu tjeneste, som den er beskrevet i de fire evangeliet, men blot sige dette, igennem den åbenbarer Gud for os, hvordan han er, hvor stor hans kærlighed til os er, og hvor meget han ønsker at frelse os. Læs: Hebr. 1,1-3. Dog - Jesu komme til verden ville ikke have haft en evig frelsende betydning for menneskene, hvis ikke Jesus var død, som han døde.

"Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror på ham, skal have evigt liv." Der taler Jesus om korset. Vi er alle bidt af Slangen. Vi har fået syndens gift i os. Men Jesus vil dø for os. Han siger: "Jeg er kommet for at give mit liv som løsesum for mange." Matt. 20,28. Det var det, Esajas profeterede om, da han sagde: "Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld, os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.

Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, som et får, der er stumt, når det klippes - han oplod ikke sin mund. Fra trængsel og dom blev han taget, men hvem i hans samtid tænkte, da han reves fra de levendes land, at han ramtes for mit folks overtrædelse? Hos gudløse gav man ham grav og gravkammer hos den rige, endskønt han ej gjorde uret, og der ikke var svig i hans mund." Es. 53,5-9.

Her har vi både Jesu korsfæstelse og begravelse beskrevet. Paulus siger om dette: "Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg selv modtog: At Kristus døde for vore synder, efter skrifterne." 1. Kor. 15,3-4.

Jesus taler flere gange om dette før sin lidelse og død. Han fortalte dem også, at han skulle opstå tre dage efter. Jesu død var ingen fejltagelse. Det var ikke Satan, der gik af med sejren. Det var mennesker, der korsfæstede Jesus, men det var efter Guds plan.

Der står således: "Jesus fra Nazaret en, mand, som over for jer er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham midt iblandt jer, sådan som I jo selv ved, han blev efter Guds egen fastsatte plan og forudviden givet i jeres vold, og ved hedningers hjælp naglede I ham til korset og tog hans liv. Men Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes af døden." Apg. 2,22-24.

Men til frelsen hører også, at:

Det var altså Gud, som handlede gennem Jesu død. Ved sin kamp i Getsemane og sin død på korset fik han ikke hjælp af noget menneske. Han kæmpede og sejrede alene.

En af hans apostle forrådte ham, en anden fornægtede ham, og alle de andre forlod ham og flygtede. De sov, mens han kæmpede. Han havde magt til at undgå korset.

Han siger, at han kunne tilkalde engle, som skulle hjælpe ham. Men han vidste, korset var nødvendigt for at frelse os. Da han hang på korset, råbte han til sidst: "Det er fuldbragt! " Det, som var fuldbragt, var , at den retfærdige havde taget de uretfærdiges skyld og sonet den. Vi fortjente at dø, thi syndens løn er døden. Men han døde for os.

Gud oprejste Jesus fra de døde "Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde." l. PET.l:3.

Igennem opstandelsen ved vi, at Gud accepterede det offer, som Jesus bragte. Hvis han var blevet i graven, var der ingen frelse for os. Men Jesus opstod. Han lever i dag. Læs:

l. Kor. 15.

Efter sin opstandelse opsøgte han sine disciple. Også her var det ham, som tog initiativet. Han fandt dem, hvor de var. Han kom til dem bag lukkede døre. Han viste dem sine gennem borede hænder og sin side og sagde: "Fred være med jer!"

Da han døde, står der, at forhænget i Templet flængedes i to stykker fra øverst til nederst. Det var Gud, som derigennem bevidnede over for verden, at nu var der ikke længere noget, som skilte mellem Gud og os. Forhænget i Templet skilte nemlig mellem det hellige og det allerhelligste. Det var et billede på, at ingen havde fri adgang til Gud. Men nu åbnede Jesus døren.

Ifølge l. Kor. 15,6 åbenbarede han sig for over 500 på én gang. Mødet med den opstandne Kristus forvandlede disse menneskers liv.

Ingen kan møde den opstandne Kristus og forblive den samme. Jesu død og opstandelse er kardinalpunkter i frelsen. Det er de to hængsler, hvorpå frelsens dør svinger op.

Jesu opstandelse adskiller kristendommen fra alle religioner. Det gør den til mere end en lære om et godt menneske, der kalder til efterfølgelse. Det er budskabet om den levende Guds Søn, der frelser mennesker i dag - som han gjorde fordum.

Kristendom er ikke religion. Religion er menneskets forsøg på at finde Gud. Kristendom er lige det modsatte. Det er Gud, der søger og finder det fortabte menneske.

Nu sidder han der som vor repræsentant, vor ypperstepræst. Alle ypperstepræster i Det gamle Testamente var blot forbilleder på Kristus. De gik ind i en helligdom, som er gjort med hænder, men som kun er et af billede af den sande helligdom. Jesus gik ind i selve Himmelen for os som vor ypperstepræst. Han gik derind med sit eget blod.

I Johannes Evangeliet kapitel 17 har vi Jesu ypperstepræstelige bøn. Den viser os Jesu tjeneste nu. Paulus siger: "Kristus er den, som er død, ja meget mere: som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os." Rom. 8: 34. Hvilken vidunderlig tanke. Vi har et menneske i Himmelen. En lig os, som elsker os. Men samtidig er han Gud. Derfor hedder han Immanuel: Gud med os !

Efter 40 dage for Jesus til himmels og satte sig ved Guds højre hånd. Jesu himmelfart har også betydning for vor frelse. Der står skrevet således: "Han tog sæde ved Majestætens højre hånd i det høje, efter at han havde fuldbragt renselse for vore synder." Hebr. l,3.

Jesu himmelfart er et tegn på, at frelsen er færdig. Han har sat sig ved Guds højre hånd, efter at han har fuldbragt renselse for vore synder. Jesus havde tidligere forladt herligheden for at blive menneske og som menneske dø for os for at sone vor synd. Nu satte han sig ved Faderens højre hånd. Men nu sidder han der ikke blot som Gud.

Ti dage efter Jesu himmelfart, da pinsedagen var kommet, sendte Jesus sin Ånd til jord til de disciple, som han havde åbenbaret sig for efter sin opstandelse. Jesus havde forudsagt dette. Men han havde også sagt, det ikke kunne ske før, han var herliggjort.

Dette var hele hensigten med Jesu komme, at den faldne skabning skulle føres tilbage til Gud og få del i Guds And. Lukas beskriver det således i Apg. 2: "Da pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hver andre. Da lød der med et fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Anden indgav dem at forkynde." Af sammenhængen forstår vi, at disse disciple var fyldt med en overvældende glæde.

Som vi senere skal se, satte Helligånden dem også i stand til at tjene Gud. I alt det, jeg her har forklaret, var det Gud, som handlede.

Paulus siger: "Når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud oprejste ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse." Rom. 10,9-l0.

Det er Gud, som har retfærdiggjort os, fordi vi tror på Jesus Kristus. " At blive retfærdiggjort" minder os om en retssag, og det er også det billede, Paulus anvender. Vi har været anklaget, fordi vi var skyldige og dømt til at dø på grund af vor synd. Men på grund af vor tro på Kristus er alle anklager imod os nu afvist. Vi er ikke blot blevet benådet, men vi er blevet frikendt i retten. Vi er blevet retfærdiggjorte. Alle anklager imod os er blevet tilbagevist. Hvorledes kan dette gå til? Det var derfor, Jesus måtte dø, - en retfærdig for uretfærdige. Hans død var en stedfortrædende død. Dvs. han døde i vort sted. Det vil igen sige, siger Paulus, at vi er døde med ham.

Et menneske, som er død, kan man ikke længere anklage. Vor tro på Kristus har gjort hans død til vor død. Hans opstandelse har givet mig hans liv.

Dermed er alle anklager imod mig tilbagevist.

Thi nu tilregner Gud mig Jesu Kristi fuldkomne retfærdighed. Det vil sige, at jeg i Guds øjne er som et menneske, der aldrig har syndet.

John Bunnyan, der har skrevet "Pilgrimsvandringen ", siger om dette: "Den troende er i Kristus iklædt en så fuldkommen retfærdighed, at loven fra bjerget Sinai ingen fejl kan finde hos ham." Dette er sandt, thi retfærdigheden, som er åbenbaret fra Gud igennem evangeliet, er nemlig ingen anden end Jesus Kristus selv. "Han, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham." 2. Kor. 5: 21.

Dette er en dyrebar sandhed, og jeg beder om, at Helligånden må levendegøre det for alle, som læser dette. Intet menneske bliver i Guds øjne retfærdiggjort igennem gerninger. De bliver retfærdiggjort gennem tro på Jesus Kristus. Det er uforskyldt. Det er af Guds nåde, og det på grund af Jesu Kristi død og opstandelse for os.

Denne sandhed illustreres yderligere i dåben. Thi netop fordi jeg er død med Kristus, skal jeg begraves med ham. Det er, hvad dåben taler om.

Ingen kan læse Det nye Testamente uden at opdage den centrale placering, dåben har. Den findes både i Evangelierne, Apostlenes Gerninger, Brevene og desuden er den forbilledligt nævnt i Det gamle Testamente. Både Peter og Paulus tager eksempler fra Det gamle Testamente om dåben. Læs: l. Kor. l0 og l. Pet. 3. For at blive en kristen på Det nye Testamentes tid, måtte man døbes. Noget andet ville være utænkeligt.

For det første lader Jesus os ikke i tvivl om den sag. Han ikke blot accepterede Johannes' dåb som en forberedelse for evangeliets frembrud i Kristus, men han sagde, at den var fra Gud. Luk. 7,27-30. Han valgte selv at døbes med Johannes' dåb, ikke fordi han havde omvendelse behov, men som indvielse til sin tjeneste, hvor han gjorde sig til et med den syndige slægt for at frelse den.

Men som allerede sagt har vi mere end Jesu befaling. Apostlenes Gerninger giver os et klart vidnesbyrd om, hvorledes de første kristne praktiserede Jesu ord. Det første eksempel, vi har, er på pinsedag. Jesus bød dem at vente med vidnesbyrdet om ham, til Helligånden var kommet. Nu er Ånden faldet over de ventende disciple. Apostlen Peter tager straks ordet og prædiker for de tilstrømmende skarer. Vi har også indholdet af hans prædiken, der er en klar fremstilling af, hvorledes Gud handler igennem Jesu død og opstandelse. Hans prædiken afsluttes med en dåbshandling, hvor omkring 3.000 mennesker bliver døbt. Tilhørerne blev nemlig ramt i deres samvittighed gennem Peters prædiken og spurgte, hvad de skulle gøre. Peters svar var kort og godt:

"Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave." Apg. 2,38. Og så føjes der til: "De, som nu tog imod hans ord,

blev døbt. " Apg. 2,41. Denne praksis fortsættes i resten af Apostlenes Gerninger: Apg. 8,12-13: 8,26-38: 22,16: 9,18-22: l0,47-48:

Rækkefølgen i alle disse skriftsteder er først forkyndelse, der leder til tro, og dernæst dåb. Forkyndelsen af evangeliet var altid en forudsætning for troen, og troen efterfulgtes altid af dåb. Da Paulus ventede 3 dage med at blive døbt, sagde Ananias til ham: "Hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine synder aftvætte, idet du påkalder Jesu navn!" I fangevogterens hus blev de døbt samme nat, de kom til troen.

Som sagt var Johannes' dåb kun en omvendelsesdåb og en forberedelse for Kristus. Den dåb, Jesus Kristus indstifter, har en dybere betydning. Det er efter sin død og opstandelse, at Jesus giver sine disciple befaling til at gøre alle folkeslagene til hans disciple, og i den forbindelse nævner han også dåben. "Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen! Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst. Men den, som er vantro, skal bliver fordømt." Mark. 16,l5-16. I Matt. 28,18-20 er dåben også nævnt af Jesus.

Hvordan foregår dåben?

Det er fristende at tage et udpluk af Luthers forklaring i "Sermon om Dåbens Sakrament".

"For det første, Dåben hedder på Græsk Baptismos, på Latin Mersio, et Ord, der bruges, når man dykker noget helt ned i Vandet, så dette går sammen over det.

Og ihvorvel det på mange Steder slet ikke er Brug at nedsænke eller dykke Børnene helt under i Dåben, men alene med Hånden at overgyde dem med Vand fra Døbekarret, så skulle det dog være således, og det vilde være rigtigt, at man, i følge Betydningen af Ordet Dåb, helt og holdent nedsænkede og døbte Barnet eller enhver, der døbes, i Vandet og atter tog dem op deraf."

Af Paulus' ord i Romerbrevet 6,4 fremgår det, at dåben er en dåb til Jesu Kristi død og opstandelse. "Alle vi, som blev døbt til Kristus, blev døbt til hans død. Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, som Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi leve et helt nyt liv." Det er det samme, han siger, i Kol 2,12:

"Idet I blev begravet med ham i dåben, og i den blev I også sammen med ham opvakt ved troen på Guds virkekraft, da han opvakte ham fra de døde." Paulus bruger her dåben som et argument imod, at de kunne fortsætte at leve som hidtil i synden. "Det er umuligt," siger han. "I er jo både døde og begravede! " Dåbshandlingen er et meget stærkt udtryk for, hvad der er sket med mig ved min tro på Kristus.

Det er i virkeligheden det største, der er sket med mig, siden jeg blev født. Det er afslutningen på mit tidligere liv og begyndelsen på et nyt.

Som Paulus siger: "Med Kristus er jeg korsfæstet. Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig." Gal. 2,19-20. Denne død, begravelse og opstandelse symboliseres i dåben.

Men den mere end symboliseres, thi Helligånden er til stede for at virkeliggøre Jesu Kristi liv i mig. Derfor er dåben en offentlig bekendelse af, at jeg regner mig selv for død fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus. Jesus er nu min Herre.

Også for forståelsen af denne sandhed behøver vi at bede Gud om Helligåndens lys. Jeg kan aldrig komme til det sted, hvor jeg blev døbt, uden at tænke på det store, som skete med mig der. Mit gamle liv er både død og begravet. Begravelsen er det sidste farvel.

Paulus taler også om dåben som en begravelse.

Rom. 6,4. Der står om Johannes, at han døbte i Ænon nær ved Salem, fordi der var rigeligt med vand der. Joh. 3,23.

Til en bestænkelse behøves der ikke "rigeligt" med vand. Der er ingen tvivl om, at dåb fra begyndelsen foregik ved nedsænkning i vandet.

Eksempler fra Det gamle Testamente:

De to eksempler, jeg tidligere har nævnt fra Det gamle Testamente, illustrerer dette meget fint.

l. Kor. l0,1-4: "Jeg vil nemlig ikke, brødre, at I skal være uvidende om, at vore fædre alle var under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbte til Moses i skyen og i havet og alle spiste den samme åndelige mad og alle drak den samme åndelige drik, thi de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus. " Her bruger Paulus Israels børns udgang fra Ægypten som et forbillede for menigheden. Israel var i trældom under Faraos åg, ligesom vi er under Djævelens åg. Så kom Herren for at frelse dem igennem Moses, ligesom Gud gør det for os igennem Kristus. Da Guds dom ramte Ægypten, blev Israel frelst bag de blodbestænkte døre. Det er et billede på vor frelse fra Guds vrede og dom ved Jesus Kristus og ved hans blod. "Thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus." l. Kor. 5,7. Men så går Paulus videre og siger, at i Det røde Hav blev israelitterne døbt til Moses. Det, der skete ved Det røde Hav, var, at Farao og ægypterne kom efter israelitterne for at tage dem til fange igen, og ligesom de i Ægypten blev frelst fra Guds dom bag de blodbestænkte døre, således blev de i Det røde Hav frelst fra ægypterne. Det var det sidste farvel til Ægypten. Da de kom op på den anden side af havet, var bruddet endelig sket. Det er et billede på dåben, siger Paulus, hvor vi er frelst fra verden, og en ny tilværelse begynder .

Den samme sandhed kan du finde i Peters ord i l. Pet. 3,20-21, hvor han taler om Noas tid

og siger: "I den (arken) blev nogle få, nemlig otte, sjæle frelst gennem vand, der er et forbillede på det vand, som nu frelser jer, nemlig dåben." Hvad var det, som skete på Noas tid? Også her var det Guds dom, som kom over den daværende verden ligesom i Ægypten. Men Noa og hans familie blev frelst fra Guds vredes dom ligesom Israels børn i Ægypten. De blev frelst fra Guds vredes dom i arken. Arken er derfor her et billede på Jesus Kristus, der frelser os fra Guds dom. Men så går han videre og siger, at de blev frelst gennem vand, og siger, at det er et billede på dåben. Hvad frelste vandet dem da fra? - Det samme som i Ægypten: Vandet frelste dem fra den gamle verden. Da de gik ind i arken, forlod de den gamle verden. Da de kom ud af arken, gik de ud til en helt ny verden. Det er et vidunderligt billede på dåben, som er et virkeligt brud med vort gamle liv. Verden og Djævelen har ikke længere krav på os. Vi er nemlig købt til Kristus.

Ligesom Israel kom ud fra trældom - under Moses og til hans lederskab, således kom vi ud fra et liv i syndens trældom ved Kristus til Kristi herredømme.

Peter taler også om, at det var en god samvittighedspagt med Gud, og det, der sker i dåben, er, at du og Gud indgår en pagt.

Jeg plejer her at henvise til ægteskabspagten. Når de to unge i vidners nærværelse lover, at de vil elske og være hinanden tro, indtil døden skiller dem ad, så er der gået noget forud. De blev først forelsket i hinanden. Men nu bekræfter de dette i vidners nærværelse, og således er det også med dåben. Vi lover Gud, at Jesus Kristus skal være vor Herre, og hans ord vor lov. Gud lover os til gengæld, at vi bliver hans børn, og at han er med os alle dage. Han frelser os for tid og evighed.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com