Men at være døbt til Kristus betyder også at være døbt til Kristi menighed, - eller for at bruge billedet fra Bibelen: At jeg nu er et lem på Kristi legeme. Jeg er dermed organisk forbundet med alle de andre lemmer på legemet.

Menigheden fremstilles som Kristi legeme i Det nye Testamente. Det vil altså sige, ved dåben er jeg også indlemmet i menigheden. Det er den nye sammenhæng, jeg er sat ind i.

De udkald Menighed eller kirke betyder ganske enkelt "de udkaldet". Når Jesus i Matt. 16 taler om, at han vil bygge Sin menighed, er det med andre ord de, der har hørt hans kald og svaret "ja " på denne kaldelse.

Jesus siger: "På denne klippe vil jeg bygge min menighed." Denne klippe er Jesus Kristus selv.

Paulus siger nemlig i l. Kor. 3,11: "Thi ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus." Det var også Peters bekendelse i Matt. 16: "Du er Kristus, den levende Guds Søn." Til dette svarede Jesus: "På denne klippe vil jeg bygge min menighed." Det var på Peters bekendelse af Jesus som Guds Søn. Dette, siger Jesus, havde Peter fået ved åbenbaring.

I samme vers giver Jesus også et løfte, hvor han siger, at dødsrigets porte aldrig skal få magt over hans menighed. Det er næsten 2.000 år siden, Jesus udtalte dette, og det er aldrig lykkedes for Guds ærkefjende Djævelen at få bugt med Herrens menighed. Den er stadig levende og vokser mere end nogen sinde ud over hele jorden.

Det er ved at høre evangeliet, at Anden kalder os til tro på Jesus Kristus. Når vi svarer "ja" på denne kaldelse og lader os døbe til Kristus er vi med blandt "de udkaldet", Guds menighed. Menigheden består altså ikke blot nødvendigvis af dem, der har deres navne i kirkeprotokollen, men af dem, som har svaret ja til Guds kald.

Menigheden kaldes også i Det nye Testamente for "Kristi legeme". Det siger med det samme noget om dens funktion i verden. Men det siger også noget om den enkelte troendes forbindelse med Kristus og med de andre kristne. Ved Helligåndens værk er vi nu en organisk enhed.

Kristus er hovedet for legemet, og enhver troende er et lem på dette legeme. Så gennem at tilhøre Kristus tilhører jeg også hans menighed på jord. Det er faktisk umuligt at løsrive de to fra hinanden. Thi intet lem på legemet kan fungere adskilt fra legemet. Således kan jeg heller ikke som troende fungere adskilt fra min plads på Kristi legeme. Jeg er ikke bestemt til at leve mit liv som en solo-kristen. Gud har sammen med de andre troende lemmer på legemet givet mig en funktion. En af funktionerne er, at menigheden tilsammen skal åbenbare Kristus for den verden, de lever i.

Et andet billede, vi møder i skriften af menigheden, er Guds hus.
Apostlen Peter siger, at vi som levende stene skal lade os opbygge til et åndeligt hus. Det vil altså sige, at alle, som er kaldet af Gud og har taget imod Kristus, nu er levende stene i dette bygningsværk. Dette billede viser os også med al ønskelig tydelighed, at det kun er sammen med de andre troende, at jeg udgør Guds hus i verden. Paulus siger i Ef. 2,20, at vi er "opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren. I ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden."

Det er både interessant, men også lærerigt at gå tilbage og se noget af det, som prægede den første menigheds liv. I Apg. 2,42 står der: "De holdt fast ved apostlenes lære, ved fællesskabet, brødsbrydelsen og bønnerne." Da disse fire ting særligt nævnes, vil jeg ganske kort gå dem igennem. Jeg tror, de danner et mønster for Guds menighed gennem alle tider.

De tjenester, som Herren har givet til sin menighed. Jesu udvælgelse af de tolv var primært til at tjene efter hans bortgang. Han fortsatte sin gerning igennem dem. De skulle være hyrder for hans hjord. Det var også igennem deres forkyndelse, at de 3.000 var kommet til tro på pinsedag. Gennem deres undervisning skulle de nu rodfæstes og grundfæstes i troen og vokse til åndelig modenhed. Sådanne lærere og forkyndere giver Herren til sin menighed gennem alle tider. Paulus siger: "Jesus gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme, indtil vi alle når frem til at være et i troen på og erkendelsen af Guds Søn, til mandsmodenhed og det mål af vækst, at vi kan rumme Kristi fylde så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, eftersom vinden blæser, ved menneskers terningespil, når de underfundigt forleder til vildfarelse. Nej, sandheden tro skal vi i kærlighed i et og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv. Ham skyldes det, at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del." Ef. 4,11-16. Det er altså igennem menigheden, at Gud åbenbarer sig i verden. Det var det, Jesus bad om i sin ypperstepræstelige bøn i Joh. 17, at "de alle må være et, så verden må tro". Den enhed var en realitet på pinsedag, da Herren fyldte dem med Ånden. Med det samme begyndte budskabet om Jesus Kristus at blive åbenbaret for verden. Dette fører os frem til at se lidt på betydningen af, at vi selv læser i Bibelen. Bibelen er inspireret ved Guds Ånd og er derfor Guds Ord. Det er vigtigt, at vi selv hurtigt lærer at tage føde til os fra Guds Ord. Vor vækst i Herren hænger nøje sammen med den kærlighed, vi har til Guds Ord. Et godt råd er derfor: Gå i menigheden og hør Guds Ord, så ofte du kan, men mindst ene gang om ugen, og læs din bibel hver dag.

Det er helt afgørende for vort åndelige livs videre udvikling, at vi kommer i en menighed, hvor disse tjenester fungerer sammen med undervisningen af Guds levende Ord.

Men det må levendegøres ved Guds And. Apostlen Peter siger, at vi "som nyfødte børn skal hige efter Ordets uforfalskede mælk, for at vi ved den kan vokse op til frelse". l. Pet. 2,2. Jesus siger:

"Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund." Matt. 4: 4.

Du kan så stille spørgsmålet. Hvordan skal jeg læse?

Begynd med Det nye Testamente. Læs det igennem flere gange. Senere kan du gå i gang med Det gamle Testamente.

Bed samtidig med læsningen.
Bed om lys og vejledning. Du vil efterhånden i dette komme til at opleve højtidsstunder både i menigheden under Ordets forkyndelse, men også derhjemme. Gud taler til dig igennem sit Ord. Det er ofte blevet sagt, at enten vil Guds Ord holde dig borte fra synden, eller også vil synden holde dig borte fra Guds Ord. Bibelens budskab har igennem tiderne været til velsignelse for millioner og atter millioner af mennesker. Det vil også blive til velsignelse for dig, når du for alvor begynder at beskæftige dig med det. Lad Bibelens budskab blive rettesnor for dit liv.

FÆLLESSKABET
Jeg har allerede berørt det lidt. Jeg har nævnt, at menigheden er Kristi legeme, og vi er lemmer på hans legeme. Vi er taget ud af en sammenhæng i verden og sat ind i en anden sammenhæng. Efterhånden vil vi opdage, at det, der tidligere kunne give os fællesskab, ikke længere kan det. Der er intet fællesskab mellem lys og mørke. Verden som helhed lever i mørket. Gud kalder os til sit lys. Når vi tager imod dette kald, kommer det til et brud med mørket. Vi er kommet ind i en ny familie - Guds familie. De troende er nu mine brødre og søstre. Det er ikke tomme ord uden betydning. Vi er nemlig alle født af Guds Ånd og har fået del i det samme åndelige liv. Vi har fået de samme interesser, og derfor bliver fællesskabet med Guds folk noget afgørende for os.

Fællesskabet strækker sig dog også ud over gudstjenesten. Jesus befaler os, at vi skal elske hverandre, som han har elsket os, og at netop derigennem skal alle kende, at vi er hans disciple.

Derfor må dette fællesskab også række ud over selve gudstjenesten. I den første menighed gav det sig praktiske udslag. De hjalp hinanden, de var glade med de glade og græd med de grædende. Sådan vil Herren stadig, det skal være mellem hans folk. I dette Åndens fællesskab med Guds folk, kan vi opleve højdepunkter af, hvad et menneske kan opleve på denne jord.

Dette fællesskab finder bl.a. sit udtryk i, at vi kommer sammen for at lovsynge og lovprise Gud og samtidig høre Herrens Ord. Det er af umådelig betydning for en sund vækst, at vi kommer regelmæssigt i menigheden. Herren har ikke overladt det til tilfældigheder, men givet os en dag om ugen, som særligt er helliget Ham. Alle kristne burde gøre det til en vane at gå til Guds hus.

Må jeg samtidig her give en lille advarsel til alle nye i troen: En del tror fejlagtigt, når de kommer til Herrens menighed, at de kommer til en gruppe mennesker, som er fuldkomne. Men til deres forfærdelse opdager de ret hurtigt, at det ikke er tilfældet. Der vil være tidspunkter, hvor vi alle kommer til at skuffe nogen, og måske også du vil opleve ting, der skuffer dig i de troendes fællesskab. Men slip det ikke alligevel! Hold fast ved det! Om end du synes, det er ufuldkomment, så husk, du er selv ufuldkommen. Men netop i menighedens fællesskab vil Herren give dig en åndelig velsignelse at tjene Herren på denne måde, men der ligger også i det et løfte om, at Gud vil velsigne vor økonomi, når vi giver af vore midler.

Tiende
At de holdt fast ved fællesskabet betyder også, at de gav af deres midler for at støtte menighedens arbejde. Vi læser blandt andet, at de kom med store summer og lagde dem ved apostlenes fødder. Den, der har oplevet, at Gud har givet alt for at frelse os, vil også gerne være med til at støtte menighedens arbejde med sine midler. Det må aldrig blive en tung pligt for os, men en rig velsignelse. Jesu ord om, at det er saligere at give end at modtage, er sandt. Videre står der: "Enhver giver, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent, thi Gud elsker en glad giver." Jesus sagde også: "Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød, thi det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen." Luk. 6,38.

Videre læser vi i Bibelen om at give 10 % af vor indtægt. I Mal. 3,l0 siger Herren: "Bring hele tienden til forrådshuset. Sæt mig på prøve dermed, om jeg da ikke åbner himlens sluser og udøser velsignelser over jer i overmål." Tusinder har oplevet den store velsignelse, det er, at få lov til at være med i dette.

NADVEREN
Nadveren (brødsbrydelsen) er ligesom dåben indstiftet af Jesus selv. Luk. 22: 19- 20. Apostlen Paulus fik det ved en åbenbaring fra Herren og gengiver det således: "Thi fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog brød, takkede, brød det og sagde: 'Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!, Ligeså tog han også kalken efter aftenmåltidet og sagde: 'Denne kalk er den nye pagt ved mit blod. Gør dette, så ofte som i drikker den, til ihukommelse af mig.' Thi så ofte som I spiser dette brød og drikker kalken, forkynder I Herrens død, indtil han kommer. Den, der spiser brødet og drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. Enhver må prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af kalken. Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til. Derfor er der mange svage og syge iblandt jer , og adskillige sover hen. Men hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt." 1. Kor. 11,23-31.

Jesus indstiftede dette måltid sammen med sine disciple, og Paulus overgav denne sandhed til menigheden. Vor tekst viser os, at de, der holdt fast ved dette, var dem, der var kommet til tro og havde ladet sig døbe. Det skulle næsten være overflødigt at sige, at dette måltid altså ikke er for hvem som helst, men for Guds menighed.

Hvad er hensigten og betydningen af dette måltid? Jesus sagde: "Gør dette til ihukommelse af mig!" Det kaldes også for Herrens bord. Det er Herren, der kalder os til sig selv. Han ønsker, at vi ved dette skal være optaget med ham og hans gerning til bedste for os. Nogle mener, at brødet og vinen blot symboliserer Kristi legeme og blod.

Andre mener, at det forvandles hver gang til Kristi legeme og blod. Men ingen af delene står i skriften. Der står blot: "Det er Kristi legeme og blod". Helligånden virkeliggør Jesu nærvær ved dette måltid. Ligesom brødet og vinen bliver en del af mig, således har jeg del i Kristus med alt, hvad dette indebærer. Jeg hørte engang Lewi Pethrus forklare det på denne måde: "Ligesom det i gamle dage var således, at en svensk tikroneseddel repræsenterede l0 kroner i guld deponeret i den svenske rigsbank og derfor havde samme værdi, således med brødet og vinen, det har samme værdi som Kristi legeme og blod." Kristus er nærværende ved dette måltid.

Samtidig advares vi imod at deltage i det på uværdig vis, da vi ellers pådrager os skyld over for Herrens legeme og blod. "På uværdig vis" er bl.a. at gå til dette måltid med bitterhed i vore hjerter imod mennesker eller leve i en bevidst synd. Så er der blokeringer i vort liv for at modtage velsignelser. Dette måltid giver os altid mulighed for at stå i et ret forhold til Gud og til hinanden og derved åbne os for denne rige velsignelse.

Det er også en forkyndelse. "Så ofte som I gør det, forkynder I Herrens død", siger Paulus. Vor deltagelse i dette måltid er en forkyndelse. Vi forkynder for Djævelen og enhver, der vil anklage os, at vi tilhører Kristus. Kristi skæbne er vor skæbne. Vi er delagtige i hans død og hans liv.

Ingen kan derfor længere anklage os. Nadveren taler mere end noget andet om, hvad vor tro skal rettes imod og beskæftige sig med: Nemlig Jesu Kristi person og frelsergerning. Det peger også hen på Kristi komme. "Så ofte som I gør det, forkynder I Kristi død, indtil han kommer." Det minder os om den store nadver, som vi skal fejre i herligheden. Jesus talte om den, da han sagde, at vi skal sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i Guds rige, og han selv skal varte os op. Det taler til os om vort fremtidshåb som kristne, om Lammets bryllupsmåltid i herligheden. Åb. 19,6-9.

BØN
Bøn er noget helt afgørende for det åndelige livs vækst. Ja, det er et udtryk for selve livet. Meget kunne siges om bøn. Lad mig her gøre det ganske kort, men stærkt understrege betydningen og samtidig sige, at den bedste skole i bøn er at bede. Der er flere former for bøn. Der er bøn i enerum. Jesus sagde: "Når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din Fader, som ser i det skjulte, skal betale dig." Matt. 6,6.

Nogle har kaldt bønnen for den kristnes åndedræt. Det er hjertets tale med Gud. Ligesom det er nødvendigt at nære sig med Guds Ord, således er bønnen vigtig for at det åndelige liv kan eksistere. Tag tid til bøn.

Men der er også bøn sammen med de troende.

Der er bøn i menigheden. Jesus lærte os også at bede i fællesskabet. Vi læser om de første kristne at de kom sammen for at bede. Det er en, side af menighedslivet, som ingen kan undvære, om de vil have del i den rigdom, der findes i Kristus. Gennem bøn åbenbares Guds kraft for alt, hvad vi møder i livet. Det er sandt, som Jesus siger: "Den, som beder, han får. Den, som søger , han finder. Den, som banker på, for ham skal der lukkes op." Der er måske intet, der som besvaret bøn minder os om Guds trofasthed, om at vi er kendt af Gud, og at Gud har omsorg for os.

Det menneske, der lærer at tage alle ting til Gud i bøn, åbner for en uudtømmelig kilde af rigdom ind over sit liv, sin familie og alt, det har med at gøre. I bøn kan vi gå til Gud med alt.

Den Hellige Ånd!
Vi har allerede standset lidt ved betydningen af at tjene Gud. Vi har set, at vi er Kristi legeme, og at vor funktion er at åbenbare Jesus Kristus for verden Det formår vi ikke at gøre i egen kraft eller gennem vor egen duelighed. Paulus siger: Vor duelighed i dette er fra Gud. 2. Kor. 3,5-6. Han kalder vor tjeneste for Åndens tjeneste. Dermed peger han også på kilden til at kunne tjene Gud ret, nemlig Helligånden. Lad os derfor først standse lidt ved Helligånden.

Hvem er Helligånden?
Helligånden er den tredje person i Guddommen.

Dermed mener vi, at han er Gud ligesom Faderen og Sønnen. Vi møder disse tre i skriften som den ene sande Gud tre og dog én. Om dette er der en, som har sagt således: "Det er et mysterium så dybt, at verdens vise må bekende deres manglende evne til at forstå det. Men lovet være Gud! Vi kan kende Faderen som vor far, Sønnen som vor bror og Helligånden som vor talsmand." Helligånden er altså mere end en indflydelse. Det er Gud selv, der er kommet til os. At Ånden er en person, er der mange eksempler på i skriften.

Han taler (Apg. 13,2) Han beder (Rom. 8,26-27) Han udsender arbejdere (Apg. 13,2) Han indsætter til tjeneste (Apg. 20,28) Helligånden kan bedrøves (Ef. 4,30) Man kan lyve for ham (Apg. 5,3-4)

Lad mig nævne nogle af de navne, han har i skriften, der samtidig siger noget om Åndens funktion. For det første kaldes han "Helligånden" og "Guds Ånd", "Kristi Ånd", "Herrens Ånd", "Sandhedens Ånd", "Livets Ånd", "Kraftens Ånd", "Kærlighedens Ånd", "Talsmanden" og mange flere.

Vi møder Helligånden gennem hele skriften lige fra det andet vers i Bibelen. Han var der ved verdens skabelse. Vi møder ham igennem alle Bibelens bøger lige til det sidste kapitel i Bibelen, hvor der står, at " Ånden og bruden siger kom ".

Selve skriften er et værk af Guds Ånd. Den er skrevet af ufuldkomne mennesker, men den er inspireret af Guds Ånd, og derfor er den Guds Ord. Om dette siger apostlen Peter i 2. Pet l,19 og 21: "Og nu står det profetiske ord så meget fastere for os, det gør I vel i at agte på som på et lys, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen gryr og morgenstjernen oprinder i jeres hjerter.

Og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt.

Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud." Den, der skrev, var altså drevet af Ånden. Det samme siger Paulus i 2. Tim. 3,14-17: "Du derimod, bliv ved det, som du har lært og er blevet overbevist om. Thi du ved, hvem de er, du har lært det af, og du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre dig vis til frelse ved troen på Kristus Jesus.

Ethvert skrift, som er indblæst af Gud, er også gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprettes, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning." - "Ethvert skrift er indblæst af Gud", siger Paulus. Gud åndede på de mennesker, der skrev, og derfor er Den hellige Skrift, Bibelen, et værk af Guds Ånd.

Hele Jesu liv bærer vidnesbyrd om Åndens gerning. For det første var Jesus undfanget ved Helligånden. Luk. 1,35: "... engelen svarede og sagde til hende: 'Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig, derfor skal også det, som fødes, kaldes helligt, Guds Søn'."

For det andet blev Jesus fyldt med Anden, da han var 30 år gammel. Om dette beretter Lukas i kap. 3,21-22: "Da nu alt folket døbtes, og også Jesus blev døbt, så skete det, at Himmelen åbnedes, mens han bad, og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en røst lød fra Himmelen: 'Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag.' Jesus var omkring 30 år gammel, da han begyndte." Det er interessant at se, at det var denne erfaring af Guds And i Jesu liv, der var indledningen til hans tjeneste. Der er ingen beretning om offentlig tjeneste i Jesu liv, før han bliver fyldt af Ånden.

I dette er han et eksempel for sin menighed, som vi senere skal komme tilbage til. Videre fortælles der nu, at Jesus blev ført af Ånden. Læs Luk. 4,l. I hele sin tjeneste på jord var Jesus nu ført af Ånden i alt, hvad han gjorde og lærte. Efter at han havde været ude i ørkenen for at blive fristet i de 40 dage, fortæller Lukas os i kap. 4,14, at "Jesus vendte i Åndens kraft tilbage til Galilæa." Da han kommer til synagogen i Nazaret, læser han fra profeten Esajas. Det, han læser, opfyldes nu: "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde, at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed og udråbe et nådeår fra Herren." Her giver Jesus altså et klart vidnesbyrd om, at den tjeneste, han nu begynder, er en tjeneste i Åndens kraft. Det bekræfter apostlen Peter for os i Apg. l0,38: "Det om Jesus fra Nazaret, hvordan Gud salvede ham med Helligånd og kraft, ham, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der var overvældet af Djævelen, thi Gud var med ham.

Men Jesus sagde til sine disciple, at det samme skulle ske med menigheden.

I Joh. 16 taler Jesus om Helligåndens gerning i menigheden efter sin bortgang. Læs selv fra det 7. til 15. vers. Han siger endog det utrolige, at det er gavnligt for os, at han går bort, thi hvis han ikke går bort, kommer Talsmanden ikke til os. "... men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer. " Det kan i første omgang måske være svært at forstå, hvorledes det er gavnligt for os, at Jesus gik bort. Det betyder ikke, at Helligånden er bedre end Jesus. Men Helligånden virkeliggør Jesus i vort liv. Når Jesus siger, at han er med os alle dage indtil verdens ende, så er det ved Ånden, at han er med os.

Lige som der var flere forskellige funktioner af Ånden i Jesu liv, således er der også i hans menighed. Vi så for det første, at Jesus var undfanget ved Ånden, og dernæst var han fyldt af Ånden. Således også med os.

I. Født på ny ved Guds Ånd
For det første er vi født på ny ved Guds Ånd.

Joh. 3,6: "Hvad der er født af Anden, er And." Det er muligt, fordi Jesus Kristus opstod fra de døde. Apostlen Peter siger i sit første brev kap. 1,3, at vi er "genfødt ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde", men det er et værk af Guds And. Fordi vi er født på ny, har vi liv i Gud, og vi ved, at Gud er vor far. Vi oplever, hvad Paulus.

Døbt med Ånden
Men som i Jesu liv har ånden også en anden funktion i vort liv, nemlig at vi bliver døbt med Ånden. Det var det, som skete med disciplene på pinsedag. Helligåndens dåb er udrustning til tjeneste for Gud. Den nye fødsel og dåben med Helligånden er to forskellige funktioner af samme Ånd. Vi kan også sige, det er to forskellige døre, vi går ind ad. Den nye fødsel er døren ind til Guds rige. Helligåndens dåb er døren ind til tjeneste for Gud. Jesus sagde: "... når Helligånden kommer over jer, skal I få kraft, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende." Apg. 1,8. Her ser vi, at Jesus meget klart sætter lighedstegn mellem at blive fyldt med Anden og at tjene Gud.

Åndens gerning set ud fra Apostlenes Gerninger Jeg tror, at vi bedst kan se dette ved at tage et meget kort studium af Apostlenes Gerninger. I det andet kapitel og de første fire vers har du beskrivelsen af, hvad der skete på pinsedag, da de blev fyldt med Ånden, eller døbt med Ånden, som Jesus også kaldte det. I Lukas 24,49 sagde Jesus til disciplene: "... I skal blive her i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje." og i Apg. 1,5: "... Johannes døbte med vand, men I skal om ikke mange dage døbes med Helligånden." Og det andet kapitel v. l-4: "Da pinsedagen var kommet, var de alle samlede med hverandre. Da lød der med et fra Himmelen en susen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og der viste sig for dem tunger som af ild, og de fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Og de blev alle fyldt med Helligånd, og de begyndte at tale i andre tungemål, efter hvad Ånden indgav dem at forkynde."

Tungetale
Det første, der skete, var altså, at de begyndte at prise Gud, men ikke blot på deres almindelige sprog. De begyndte at prise Gud på et sprog, de aldrig havde lært. Det havde Jesus forudsagt i Mark. 16,17: "Og disse tegn skal følge dem, der tror:  ... de skal tale med nye tunger,  ..." Det var ikke bare på pinsedag, dette skete. Det blev ved med at ske i Apostlenes Gerninger. Vi har det også, da Ånden kom over hedninger i det 10. kapitel, og igen, da Ånden kom over Paulus.

Thi han siger selv, at han taler mere i tunger end alle de andre. l. Kor. 14,18. Ligeledes da Ånden kom over de hellige i Ef. i kap. 19. At det også var sket for menigheden i Korint, har vi et klart vidnesbyrd om, når vi læser brevet til menigheden i Korint.

Således sker det også i dag. Millioner ud over jorden har i vor generation oplevet at blive fyldt af Helligånden og er begyndt at prise Herren på et nyt tungemål.

Jeg vil anbefale, at I læser l. Kor. 14, og der ser I, at tungetalens betydning først og fremmest er til bøn og lovprisning. Paulus siger: Vi taler hemmeligheder med Gud i Anden. 1. Kor. 14,2.

Der siger også her noget om vor tjeneste i menigheden, som er Guds hus, at den må være gennemtrængt af tilbedelse og lovsang til Gud.

At vidne om Jesus
Men Åndens komme havde en langt dybere hensigt end at tale i tunger. Det næste, vi ser, er, at disse mennesker, der blev fyldt med Ånden på pinsedag, aflagde et klart vidnesbyrd om Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne. Den før så frygtsomme Peter, der fornægtede Jesus i Pilatus' gård, fik nu frimodighed til at stå frem for de samme mennesker og vidne om Jesus. Resultatet var overvældende. Helligåndens komme førte dem ud til folket med budskabet om Jesu død og opstandelse. Før var de bag lukkede døre af frygt for jøderne. Helligånden skabte nu i dem en trang til at vidne om Jesus, men mere end dette: Han satte dem i stand til at gøre dette effektivt. Jesus havde sagt: "... jeg vil give jer mund og mæle og en visdom, som ingen af jeres modstandere skal kunne modstå eller modsige." Luk. 21,15. Det skete også således. Der står bl.a. om Stefanus: "Men de kunne ikke modstå den visdom og den ånd, hvormed han talte." Apg. 6,l0.

Ånden ledte dem længere og længere ud med budskabet. Det samme sker i dag. Når Guds folk bliver fyldt med Guds Ånd begynder de at vidne om Jesus.

Åndens gaver og Åndens frugt
Der er to afsnit i Det nye Testamente, som særlig taler om disse to ting, nemlig l. Kor. 12 og Gal. 5,22-23. I et sundt menighedsliv vil den rette balance komme frem mellem disse to, hvor både Åndens frugt, som er kærlighed, glæde, fred m.m. produceres i vore liv, men Ånden anvender os også til at åbenbare sine gaver igennem, som det er beskrevet i l. Kor. 12,7-11.

Vi ser, at disse gaver åbenbares ved Ånden igennem menigheden i Apostlenes Gerninger. Gud taler profetisk igennem den, syge helbredes, undere sker. Det er i virkeligheden Jesus, der ved sin Ånd fortsætter sin gerning, men nu igennem ganske almindelige mennesker, der er blevet født på ny og døbt med Helligånden.

Lad mig her minde om, hvad jeg sagde tidligere, at vi er Kristi legeme. Dvs. at vi er hverandres lemmer, og det vil igen sige, at hånden ikke kan gøre noget af sig selv, men kun når den adlyder hovedet, dvs. Kristus, og samtidig samarbejder med de andre lemmer på legemet. Gud har ikke sat os til at udføre en solotjeneste. Han har sat os sammen som lemmer på Kristi legeme, for at vi sammen skal tjene Herren og vokse en sund, åndelig vækst.

Her er vi igen tilbage ved betydningen af at komme i et sundt menighedsfællesskab, hvor vi får en undervisning om disse ting ud fra Guds Ord.

Lad mig til slut sige lidt om

Hvorledes bliver jeg døbt med Helligånden?

Det er Jesus, som døber med Ånden Jesus er den, som døber med Helligånden. Luk. 3,16: Johannes sagde: "Jeg døber jer med vand, men han kommer, som er stærkere end jeg, jeg er end ikke værdig til at løse remmen på hans sko, han skal døbe jer med Helligånd og ild."

Gud har bestemt os alle til at tjene ham i Åndens kraft og ikke i vor egen kraft. Søg derfor at blive fyldt af Ånden og begynd at tjene Gud.

Det sker ved at høre Guds Ord og ved bøn Det var Jesus, der døbte dem i Helligånden på pinsedag. Det var også Jesus, der døbte dem i Helligånden i Kornelius' hus, og det er stadig væk Jesus, der døber i Helligånden. Men ligesom jeg må modtage frelsen i tro, således modtager jeg også Helligånden ved i tro at høre Guds Ord.

I Apostlenes Gerninger blev de fyldt med Helligånden, medens Peter talte Guds Ord til dem. Men i Apg. 8 og Apg. 19 kom Helligånden over dem, mens apostlene lagde hænderne på dem. Herren gør det også således i dag. Nogle modtager Åndens dåb, mens de lytter til Guds Ord, andre mens de beder alene. Andre mens andre beder for dem.

Hvordan det end sker, så er det Guds gave. Det er uforskyldt. Det er af Guds nåde, og det er ved tro. Ingen kan blive værdig til at modtage Guds Ånd på anden måde end ved at tro på Jesus Kristus. Det er Jesus Kristus, som har gjort os værdige til at modtage Guds Ånd. Gennem hans død og opstandelse er der banet vej for Åndens komme.

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
www.bibel-skolen.com