Hvorledes skal vi se på Kristus?

Ja, hvorledes skal vi betragte Kristus? Netop som han selv har åbenbaret sig for verden; ud fra det vidnesbyrd han gav om sig selv. I den vidunderlige prædiken, som er gengivet i Johannes Evangeliets 5. kapitel, siger Jesus: "Thi ligesom Faderen opvækker de døde og gør levende, således gør Sønnen også levende, hvem han vil. Faderen dømmer jo heller ikke nogen, men al dom har ham overladt Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen.
Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som har sendt ham." Vers 21-23. Til Kristus er den højeste ret givet, den at dømme. Han må æres på samme måde som Gud, fordi han er Gud. Den elskede discipel vidner herom: "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud." Johs. 1,1. At dette guddommelige Ord ikke er nogen anden end Jesus Kristus, siger vers 14 os: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." Ordet var "i begyndelsen." Den menneskelige forstand er ude af stand til at fatte, hvad dette betyder. Det er ikke mennesker givet at vide, hvornår og hvorledes Sønnen blev til. Men vi ved, at han var det guddommelige Ord, ikke blot før han kom til denne jord for at dø, men selv før verden blev skabt. Lige før sin korsfæstelse bad han: "Og nu, Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til." Johs. 17,5. Og mere end syv hundrede år før hans første komme blev det forudsagt af det inspirerede Ord: Og du, Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være hersker I Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage." Mika 5,2. Vi ved, at Kristus er udgået og kommet fra Gud (Johs. 8,42), men det ligger så langt tilbage i evigheden, at det ikke kan fattes af mennesker.

Er Kristus Gud?

Mange steder i Bibelen kaldes Kristus Gud. Salmisten siger: "Gud Herren talte og stævnede jorden hid fra sol i opgang til sol i bjerge; for Zion, skønhedens krone, viste Gud sig i stråleglans - vor Gud komme og ikke tie! - Foran ham gik fortærende ild, omkring ham rasede storm; han stævned Himmelen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk: "Saml mig mine fromme, der sluttede pagt med mig ved ofre." Og Himmelen forkyndte hans retfærd, at Gud er den, der dømmer." Sl. 59,1-6.

At der her er tale om Kristus, kan man vide

1) af den kendsgerning, at al dom er overgivet til Sønnen; og

2) fordi det er ved sit andet komme, at Kristus sender sine engle ud for at samle sine udvalgte fra de fire verdenshjørner. Matt. 24,31. "Vor Gud skal komme og ikke tie." Nej - for når Herren selv kommer ned fra Himmelen, vil det være med "en overengels røst og Guds basun." Denne røst vil være Guds Søns røst, som vil blive hørt af alle dem, der er i gravene, og få dem til at komme ud.

Johs. 5,28-29. Sammen med de levende retfærdige vil de møde Herren i luften, og da skal "vi samles med ham." 2 Thess. 2,1. Sammenlign med Sl. 50,5; Matt. 24,31 og 1 Thess. 4,16.

"Foran ham gik fortærende ild, omkring ham rasede storm." Vor Herre Jesus vil komme i himlens skyer med sine mægtige engle "med flammende ild, og bringe straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, som ikke er lydige mod vor Herre Jesu evangelium." 2 Thess. 1,8. Vi ved derfor, at Sl. 50,1-6 er en levende beskrivelse af Kristi andet komme til frelse for sit folk. Når han kommer, vil det være som "den mægtige Gud." Sammenlign med 3 kapitel hos Habakkuk.

Dette er et af hans retmæssige navne. Længe før Kristi første komme, lød disse trøstens ord til Israel gennem profeten Esajas: "Thi et barn er os født, en Søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste." Es.9,6.

Dette er ikke bare Esajas' ord, det er Guds Ands ord.

Gud har i direkte tale til Sønnen brugt den samme titel. I Salmen 45,7 læser vi: "Din trone, o Gud, står evig fast, en retfærds staver din kongestav." Den, som læser dette overfladisk, tror måske, at salmisten udtaler dette som en pris til Gud; men vender vi os til Det nye Testamente, vil vi finde, at det er meget mere. Vi ser, at det er Gud Fader, der taler, og at han taler til sin Søn og kalder ham Gud. Se Hebr. 1,1-8.

Dette navn blev ikke givet Kristus på grund af en stor bedrift; det er hans med arvingens ret. Idet han taler om Kristi magt og storhed, siger Hebræerbrevets forfatter, at "han er blevet så meget mere ophøjet end englene, som det navn, han har arvet, er over deres." Hebr. 1,4. En søn tager altid med fuld ret sin fars navn. En søn ligner også i større eller mindre grad sin far. Han har til en vis grad samme ansigtstræk og personlige egenskaber som sin far - ikke fuldstændig, for to mennesker er aldrig helt ens. Men der er intet ufuldkomment hos Gud eller ved nogen af hans gerninger; derfor er Kristus "det udtrykte billede" af Faderens person. Hebr. 1,3. Som Søn af en selveksisterende Gud har han af naturen Guddommens egenskaber.

Det er sandt, at Gud har mange sønner; men Kristus er "Guds enbårne Søn" og derfor Guds Søn på en måde, som ingen anden skabning nogen sinde kan blive det. Englene er Guds sønner, og Adam var det ved skabelse (Job. 38,7; Luk. 3,38); de kristne er Guds sønner ved adoption (Rom. 8,14-15); men Kristus er Guds Søn af fødsel. Hebræerbrevets forfatter viser, at stillingen som Guds Søn ikke er noget, Kristus er blevet ophøjet til, men at den er hans retmæssige stilling. Han siger, at Moses var tro i Herrens hus som en tjener, "men Kristus er tro som Søn over sit eget hus." Hebr.3,6. engelsk overs. Han siger også, at Kristus er husets bygmester. 3.vers. Han bygger Herrens tempel og bærer dets herlighed. Zak. 6,12-13.

Selv siger Kristus på en måde, der ikke kan misforstå es, at han er Gud. En ung mand henvendte sig til ham og spurgte: "Gode mester! Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?" Før Jesus svarede på dette spørgsmål, sagde han: "Hvorfor kalder du mig god? ingen er god uden én, nemlig Gud." Hvad mente Jesus med disse ord? Var det hans mening at afvise denne betegnelse? Ville han afvise, at han var fuldkommen god? Var det en beskeden selvvurdering? Absolut ikke - for Jesus var virkelig god. Til de jøder, som stadig søgte efter noget, de kunne anklage ham for, sagde han dristigt; "Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd?" Joh. 8,46. I hele det jødiske folk fandtes der ikke én, som nogen sinde havde set eller hørt ham gøre eller sige noget, der så meget som mindede om noget dårligt. Og de, der ville fordømme ham, kunne kun gøre det ved at leje falske vidner. Peter siger, at" han ikke gjorde synd og i hans mund blev der ikke fundet svig." 1 Pet. 2,2. Paulus siger, at han "ikke kendte til synd." 2 Kor. 5,21. Salmisten skriver: "Herren er retvis, min Klippe, hos hvem ingen uret findes." Sl. 92,16. Og Johannes siger; "I ved, at han åbenbaredes, for at han skulle bære synden; og der er ingen synd i ham." 1 Johs. 3,5.

Jøderne forstod udmærket Kristi lære om sig selv. Da han erklærede, at han var ét med Faderen, ville de stene ham. Og da han spurgte dem, for hvilken af hans gode gerninger de ville stene ham, svarede de: "Det er ikke for en god gerning, vi vil stene dig, men for gudsbespottelse, fordi du, som er et menneske, gør dig selv til Gud." Hvis han havde været, hvad de anså ham for, kun et menneske, ville hans ord virkelig have været blasfemiske - men han var Gud.

Hensigten med Kristi komme til jorden var at vise mennesker Gud, så de kunne komme til ham. Apostlen Paulus siger det således: "Det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv" (2 Kor. 5,19); og hos Johannes læser vi, at Ordet, som var Gud, "blev kød." Joh. 1,1 og 14. I samme forbindelse siges at "Ingen har nogen sinde set Gud; den enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk." Joh. 1,18.

Læg mærke til udtrykket "den enbårne, som er i Faderens favn." Der er hans rette plads, han er der som en del af Guddommen, lige så sikkert på jorden, som han er det i Himmelen. At der bruges nutid betyder noget stedsevarende. Den samme tanke kommer til udtryk, da Jesus siger til jøderne: "Før Abraham blev til, er jeg." Joh. 8,58. Dette viser atter, at han er den samme, som viste sig for Moses i den brændende tornebusk og sagde, at hans navn var JEG ER DEN, JEG ER. Og endelig har vi Pauli inspirerede ord angående Jesus Kristus: "Thi Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham." Kol. 1,19. Hvad denne fylde er, som boede i Kristus, ser vi i det næste kapitel, hvor det siges, at "i ham bor hele Guddomsfylden legemlig." Kol. 2,9. Dette er et fuldstændig uimodsigeligt udsagn om det faktum, at Kristus ifølge sin natur har alle Guddommens egenskaber. Hans Guddommelighed kommer også klart til syne, når vi går videre og betragter.

Kristus som Skaberen

Umiddelbart efter den ofte citerede tekst, som siger, at Kristus, Ordet, er Gud, læser vi: "Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er." Joh. 1,3.

Ingen kommentar kan gøre dette mere tydeligt, derfor går vi videre til Hebr. 1,1-4: "Gud ... har nu ved dagenes ende talt til os ved sin Søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden.

Han er hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede og bærer alt med sit mægtige ord. Og han tog sæde ved Majestætens højre hånd i det høje, efter at han havde fuldbragt renselse for vore synder. Og han er blevet så meget mere ophøjet end englene, som det navn, han har arvet, er over deres."

Endnu klarere end det her citerede er Pauli ord til Kolossenserne. Idet han omtaler Kristus som den, gennem hvem vi har forløsning, beskriver han ham som "den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen; thi i ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved ham og til ham; og han er før alt, og alt består ved ham." Kol.1,15-17.

Denne vidunderlige tekst burde studeres omhyggeligt og overvejes meget. Ifølge den findes der intet i hele universet, som Kristus ikke har skabt. Han skabte alt i Himmelen og på jorden; han skabte alt det synlige og det usynlige; herskere og magter og de himmelske væsner - alles eksistens afhænger af ham. Og da han er før alle ting og har skabt dem, består alle ting også ved ham. Det samme siges i Hebr. 1,3, hvor der står, at han bærer alt med sit mægtige ord. Det var ved et ord, at stjernerne blev skabt; og det samme ord holder dem på plads og forhindrer deres undergang.

I denne forbindelse kan vi ikke udelade Es. 40,25-26; "Hvem vil I ligne mig med som min ligemand? siger den Hellige. Løft Eders blik til Himlene og se; Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler." Eller som den jødiske oversættelse siger det endnu mere udtrykkeligt: "ingen undslipper fra ham, som er stor og mægtig." At Kristus er den Hellige, som kalder Himmelens hær ved navn og bærer den oppe, fremgår af et andet vers i det samme kapitel. Han er den, om hvem det siges: "Ban Herrens vej, jævn i det øde land en højvej for vor Gud!" 3.vers. Han er den, som kommer med vælde og har sin løn med sig; den, som vogter sin hjord som en hyrde, giver fårene deres føde og bærer lammene på sin arm.

Endnu en udtalelse om Kristus som Skaberen må være tilstrækkelig. Det er Faderens eget udsagn. I Hebræerbrevets første kapitellæser vi, at Gud har talt til os ved sin Søn. Han siger om ham: "Og alle Guds engle skal tilbede ham," om englene siger han: "Sine engle gør han til vinde og sine tjenere til ildslue," men til Sønnen: "Din trone, o Gud, står i evighed fast, og retfærds staver din kongestav." Og Gud siger videre: "I begyndelsen har du, o Herre, lagt jordens grundvold fast, og himlene er dine hænders værk." Hebr. 1,8-10. Her finder vi, at Faderen tiltaler Sønnen som Gud og siger til ham: "Du har lagt jordens grundvold, og himlene er dine hænders værk." Når Faderen selv viser Sønnen denne ære, hvad er da et menneske, at han skulle gøre noget andet? Hermed kan vi forlade det direkte vidnesbyrd angående Kristi Guddommelighed og den kendsgerning, at han er alle tings Skaber.

Men her er det nødvendigt med en advarsel. Lad ingen tro, at vi vil ophøje Kristus på Faderens bekostning eller ignorere Faderen - det er umuligt, for deres interesser er uløseligt forbundet med hverandre. Vi ærer Faderen ved at ære Sønnen. Vi erindrer os Pauli ord: "Så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt." (1 Kor. 8,6); som vi lige har citeret, at det var ved ham, Gud skabte verdnerne. Fra begyndelsen udgik alt fra Gud Fader; endog Kristus selv udgik fra Faderen; men det har behaget Faderen, at hele fylden skulle bo i ham, og at han skulle være direkte involveret i enhver skabelsesakt. Formålet med dette studium er at vise Kristi retmæssige stilling som ligeværdig med Faderen, for at hans magt til at forløse bedre kan værdsættes.

Er Kristus et skabt væsen?

Før vi går videre til nogle af de praktiske lærdomme, vi kan udlede af disse sandheder, må vi nogle få øjeblikke opholde os ved en anskuelse, som næres af mange, som på ingen måde ønsker at vanære Kristus, men som netop ved denne anskuelse I virkeligheden fornægter hans Guddommelighed. Det er den ide, at Kristus er et skabt væsen, som ved Guds velvilje er blevet ophøjet til sin nuværende høje stilling.

Ingen, som mener dette, kan have nogen. korrekt opfattelse af den ophøjede stilling, Kristus I virkeligheden indtager.

Denne mening bygger på en misforståelse af et bestemt skriftsted, Ab. 3,14: "Og skriv til menighedens engel i Laodikea: "Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav." Dette udlægges fejlagtigt til at betyde, at Kristus er den første skabning, som Gud har skabt - at Guds skaberværk begyndte med ham. Men denne udlægning er i modstrid med Skriften, som siger, at Kristus selv skabte alle ting. At sige, at Gud begyndte skabelsesværket med at skabe Kristus, er at udelukke Kristus helt fra skabelsesværket. Det ord som er oversat "ophav", er arche, der også betyder "hovede" eller "leder." Det forekommer i det græske navn for overhovede, "ærke" i ærkebiskop og I ærkeengel. Se Judas vers 9; 1 Tess.4,16; Johs. 5,28-29 og Dan.10,21. Der menes ikke, at han er den øverste engel, for han er ikke en engel, men står over englene. Hebr. 1,4. Det betyder, at han er englenes fyrste, akkurat som en ærkebiskop er overhoved for andre biskopper. Kristus er englenes herre. Kol. 1,16. Og derfor betyder denne udtalelse, at han er Guds skaberværks ophav, at skabelsen begyndte ved ham, at han, som han selv siger, er Alfa og Omega, begyndelsen og afslutningen, den første og den sidste. Åb. 21,6; 22,13. Han er den kilde, hvorfra alle ting har sit udspring.

Vi skal heller ikke tro, at Kristus er et skabt væsen, fordi Paulus kalder ham "førstefødt af al skabningen" Kol. 1,15, engelsk overs.; for det følgende vers viser, at han er Skaber og ikke en skabning. "Thi i ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder; alt er skabt ved ham og til ham." Hvis han altså har skabt alt, hvad der nogen sinde er blevet skabt, og eksisterede, før alt det skabte, er det indlysende, at han ikke selv er et skabt væsen. Han er hævet over al skabningen og ikke en del af den.

Skriften siger, at Kristus er "Guds enbårne Søn." Han er båret, ikke skabt. Hvornår han er båret, skal vi ikke forske i, vor tanke ville ikke kunne fatte det, hvis det blev fortalt os. Profeten Mika siger os, hvad vi kan vide om dette i disse ord: "Og du Betlehem-Efrata, liden til at være iblandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage." Mika 5,2. Der var en tid, da Kristus gik ud fra Gud, fra Faderens favn (Joh. 8,42; 1,18), men det ligger så langt tilbage i evigheden, at det for vor begrænsede tanke faktisk er uden begyndelse.

Hovedsagen er, at Kristus er en Søn, ikke et skabt væsen. Han har ved arveret et mere ophøjet navn end englene; han er "Søn over sit eget hus." Hebr. 1,4; 3,6. Og fordi han er Guds enbårne Søn, er han af samme natur som Gud selv og har alle Guds egenskaber medfødt; for det behagede Faderen, at hans Søn skulle være hans væsens udtrykte billede, hans herligheds krone og fyldt med Guddommens hele fylde. Derfor har han "liv i sig selv," han ejer udødelighed og kan give den til andre. Livet bor i ham, og kan ikke fratages ham; men når han frivilligt nedlægger det, kan han tage det tilbage. Han siger selv: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til, for at tage det igen. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igen. Dette bud fik jeg af min Fader." Joh. 10,17-18.

Hvis nogen nu kommer med det gamle kritiske spørgsmål: "Hvordan kunne Kristus være udødelig og dog dø?" kan vi kun svare, at det ved vi ikke. Vi giver os ikke ud for at kunne fatte uendeligheden. Vi forstår ikke, hvordan Kristus kunne være Gud i begyndelsen, dele Faderens herlighed, før verden blev til, og dog blive født som et barn i Betlehem. Korsfæstelsens og opstandelsens mysterier er inkarnationens mysterier. Vi forstår ikke, hvorledes Kristus kunne være Gud og dog blive menneske for vor skyld. Vi forstår ikke, hvorledes han kunne skabe verden af intet, og heller ikke hvordan han kunne oprejse de døde; ikke engang hvordan det går til, at han med sin Ånd arbejder i vore egne hjerter; alligevel tror og ved vi disse ting. Det burde være nok for os at acceptere de ting, som Gud har åbenbaret, uden at falde over ting, som selv en engel ikke kan forstå. Nej, vi glæder os i den ubegrænsede styrke og herlighed, som Skriften siger, at Kristus ejer uden at besvære vor begrænsede fatteevne med forgæves forsøg på at forklare det uforklarlige.

Og endelig ved vi, at Guddommelighed forener Faderen og Sønnen ud fra den kendsgerning, at de begge har samme Ånd. Efter at Paulus har sagt, at ingen, som er i kødet, kan behage Gud, siger han: "I derimod er ikke i kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i jer. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, hører han ham ikke til." Her finder vi, at Helligånden er både Guds og Kristi Ånd. Kristus "er i Faderens favn"; ved selve sin natur er han Gud og har livet i sig selv; han kaldes passende Jehova, den selveksisterende JEG ER, og beskrives således i Jer. 23,5-6., hvor han omtales som en retfærdig Spire, som skal øve ret og retfærd i landet og skal være kendt under navnet Jehovah - HERREN, VOR RETFÆRDIGHED.

Lad derfor ingen, som i det hele taget ærer Kristus ære ham mindre end Faderen, for det ville lige så fuldt være at vanære Faderen selv; lad alle sammen med Himmelens engle tilbede Sønnen uden frygt for, at de derved tilbeder et skabt væsen og således tjener en skabning i stedet for Skaberen.

Medens spørgsmålet om Kristi Guddommelighed er i frisk erindring, lad os da gå videre til beretningen om hans ydmygelse.

Gud åbenbaret i kødet!

"Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt OS." Joh. 1,14.

Intet viser mere klart, at Kristus var både Gud og menneske. Fra begyndelsen var han kun Gud. Han påtog sig menneskelig natur og gik blandt mennesker som en almindelig dødelig - når man ser bort fra de gange. da hans Guddommelighed skinnede igennem, som f.eks. da han rensede templet, eller når hans enkle sandhedsord tvang selv hans fjender til at erkende at "aldrig har noget menneske talt som denne."

Den ydmygelse, som Kristus frivilligt underkastede sig, beskrives bedst af Paulus i Filipperbrevet: "Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus: Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig, men han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev mennesker lig. Og da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja, døden på et kors." Fil. 2,58. Her fremstilles sagen meget klart. Kristus var i Guds skikkelse, "hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede," (Hebr. 1,3), ejede alle Guddommens egenskaber, var universets Herre, den, som hele Himmelen højagtede, men han ønskede intet af alt dette, så længe mennesket var fortabt og hjælpeløst. Han kunne ikke nyde sin herlighed, når mennesket var udstødt og uden håb. Derfor forlod han alle sine rigdomme og hele sin herlighed og påtog sig menneskelig natur for at frelse os. På denne måde kan vi forene Kristi enhed med Faderen med udtalelsen: "Min Fader er større end jeg."

Det er ikke muligt for os at forstå, hvorledes Kristus som Gud kunne ydmyge sig selv til korsets død - og det er fuldkommen nytteløst at prøve på det. Det eneste vi kan gøre, er at acceptere kendsgerningerne, som de er fremstillet I Bibelen. Hvis læseren finder det vanskeligt at forene nogle af Bibelens udtalelser om Kristi natur, lad ham da huske på, at det ville være umuligt at fremstille dette i ord, som ville sætte vor begrænsede tanke i stand til helt at forstå det. Akkurat som hedningernes indpodning på Israels vinstok er imod naturen, er den guddommelige handlemåde ubegribelig for mennesker.

Vi vil citere andre skriftsteder, der nærmere vil forklare Kristi menneskevorden, og hvad den betyder for os. Vi har allerede læst, at "Ordet blev kød," og nu vil vi læse hvad Paulus siger angående dette køds natur: "Thi det som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet, for at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke vandrer efter kødet, men efter Anden." Rom. 8,3-4.

Det kræver kun lidt eftertanke at indse, at hvis Kristus påtog sig menneskeskikkelse for at kunne forløse mennesket, må det have været det syndige menneskes skikkelse han påtog sig, fordi det var det syndige menneske, han kom for at frelse. Døden havde ingen magt over et syndfrit menneske, som Adam var i Eden; og den kunne Ikke have nogen magt over Kristus, hvis Herren ikke havde lagt på ham den skyld, som lå på os alle. Og endelig ser vi, at det var det syndige menneskes skikkelse med alle de svagheder og syndige tendenser, som den faldne race er underkastet, han tog på sig. Det fremgår af udtalelsen om, at han "blev Davids efterkommer efter kødet." David havde alle den menneskelige naturs lidenskaber. Han siger om sig selv: "Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd." Sl. 51,7 "Thi det er jo ikke engles natur han påtager sig, det er Abrahams slægt, han tager sig af. (engelsk overs.) Derfor måtte han i ét og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast Ypperstepræst til at sone folkets synder. Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes." Hebr. 2,16-18.

Hvis han i alle ting blev sine brødre lig, må han have lidt under alle sine brødres sygdomme og været udsat for alle deres fristelser. To andre skriftsteder fremstiller dette meget tydeligt og vil være tilstrækkeligt bevis herfor. Vi vil først læse 2 Kor. 5,21:

"Den, som ikke kendte til synd (Kristus), har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham." Dette er en meget stærkere udtalelse, end at han kom "i syndigt køds lignelse." Han blev gjort til synd. Vi står her over for det samme mysterium som det, at Guds Søn skulle dø. Guds pletfrie Lam, som ikke kendte til synd, blev gjort til synd. Syndfri, og alligevel regnet som en synder. Han tog virkelig den syndige natur på sig. Han blev gjort til synd, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham. Til Galaterne siger Paulus: "Gud udsendte sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår." Gal. 4,4-5. Endnu et punkt, så skulle vi have lært alt det, som vi bør lære af det faktum, at "ordet blev kød og tog bolig i blandt os." Hvordan kunne det gå til, at Kristus kunne være "skrøbelighed undergivet," og dog ikke kende til synd?
 Nogle vil måske mene, at vi nedværdiger Kristi karakter ved at bringe ham ned på det syndige menneskes trin. Tvært imod, vi ophøjer vor velsignede Frelsers "guddommelige magt". Frivilligt steg han ned til det syndige menneske, for at han kunne ophøje mennesket til sin egen pletfrie renhed, som han bevarede under de mest fjendtlige angreb. Hans menneskelighed var blot et dække over hans guddommelige natur; ved den var han uløseligt forbundet med den usynlige Gud - og den var mere end stærk nok til at modstå kødets svagheder. Hele hans liv var en lang kamp.

Kødet, som blev påvirket af al retfærdigheds fjende, var tilbøjeligt til at synde, men hans guddommelige natur nærede ikke et eneste øjeblik et ondt ønske, og hans styrke vaklede aldrig. Efter at han i kødet havde lidt alt, hvad et menneske kan komme til at lide, vendte han tilbage til Faderens trone lige så pletfri, som da han forlod Himmelens herlighed. Da han lå i graven underkastet dødens magt, var det ikke muligt, at den kunne have beholdt ham, fordi han "ikke kendte til synd."

Nu vil nogen måske sige: "Dette er ingen trøst for mig. Jeg har ganske vist et eksempel, men jeg kan ikke følge det, for jeg har ikke den styrke, som Jesus havde. Han var Gud, selv da han var her på jorden; men jeg er kun et menneske." Ja, men du kan få den samme styrke, som han havde, hvis du ønsker det. Han var undergivet skrøbelighed; alligevel syndede han ikke, fordi den guddommelige styrke til stadighed boede i ham. Hør nu apostlen Pauli inspirerede ord og se, hvilket privilegium vi har:

"For den sags skyld bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem ethvert faderforhold i Himmel og på jord har sit navn; og Jeg beder om, at han efter sin herligheds rigdom vil give jer, at I med kraft må styrkes ved hans Ånd i det indre menneske, at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter, og at I må blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde." Ef. 3,14-19.

Hvem kan ønske sig mere? Kristus, i hvem hele Guddommen bor legemligt, kan bo i vore hjerter, så vi kan blive fyldt med hele Guds fylde. Hvilket vidunderligt løfte! Han har medlidenhed med vore skrøbeligheder. Det vil sige, at da han har lidt alt, hvad et menneske kan komme til at lide, ved han alt om det, og så tæt har han knyttet sig til sine børn, at hvad der end piner dem, gør samme indtryk på ham - og han ved, hvilken guddommelig styrke det kræver at udholde det. Hvis vi blot oprigtigt ønsker at "forsage gudløshed og kødelige lyster", er han både villig til og ivrig efter at skænke os styrke "langt ud over hvad vi forstår at bede om." Hele den styrke, som Kristus havde ifølge sin natur, kan vi eje ved hans nåde, for han giver os den frit.

Lad derfor de trætte, syndebetyngede sjæle fatte mod. Lad dem frimodigt komme frem for nådens trone," hvor de er sikre på at finde nåde til hjælp i rette tid, fordi vor Frelser mærker vort behov, netop når det opstår. Han har medlidenhed med vore skrøbeligheder. Hvis. det nu kun var det, at han led for 1900 år siden, kunne vi frygte, at han havde glemt noget af sin svaghed; Men netop den fristelse, som du gennemgår, rører hans hjerte. Hans sår er altid åbne, og han lever altid for at gå i forbøn for dig.

Hvilke vidunderlige muligheder en kristen har! Hvilken hellighed kan han ikke opnå! Ligegyldigt hvor hårdt Satan angriber ham netop på hans svageste punkt, kan han blive i den Almægtiges skygge og fyldes med hele Guds styrke. Den, som er stærkere end Satan, kan bo i hans hjerte. Og idet han betragter den onde som fra en stærk fæstning, kan han sige: "Alt formår jeg i ham, som gør mig stærk."

Vigtige praktiske lærdomme!

Det er ikke blot en smuk teori, at vi skal betragte Kristus som Gud og Skaber. Alt, hvad Bibelen siger, er sagt for at vi skal få praktisk nytte af det og bør studeres med den hensigt. Lad os først se på, hvad denne læresætning betyder i forbindelse med det centrale bud i Guds lov. 1 Mose 2,1-3 læser vi disse ord, der blev talt ved afslutningen af skabelsen: " Således fuldendtes himlen og jorden med al deres hær. På den syvende dag fuldendte Gud det værk, han havde udført, og han hvilede på den syvende dag efter det værk, han havde udført; og Gud velsignede den syvende dag og helligede den, thi på den hvilede han efter hele sit værk, det, Gud havde skabt og udført. "Den jødiske oversættelse siger det mere bogstaveligt: "Således blev himmel og jord fuldendt med al deres hær. Og Gud havde på den syvende dag afsluttet sin gerning, som han havde gjort..." Det samme finder vi i det fjerde bud, 2 Mose 20,8-11. Vi ser her det meget naturlige, at den, som har skabt, hviler. Han, som i seks dage arbejdede med at skabe, hvilede på den syvende og velsignede og helligede den. Vi har allerede set, at Gud Fader skabte verden ved sin Søn Jesus Kristus, og at Kristus har skabt alt det, som findes. Det er derfor klart, at Kristus hvilede på den første syvende dag ved afslutningen af de seks skabelsesdage, og at han velsignede og helligede den. Og således er den syvende dag - sabbatten - på en ganske særlig måde Herrens (Jesu) dag. Da Jesus sagde til de kritiske farisæere: "Menneskesønnen er Herre over sabbatten" (Matt. 12,8), erklærede han sig som Herre over den dag, som de havde omgivet med så mange regler; han gjorde det med ord, som viste, at han anså den for sit tegn på myndighed, som også beviste, at han var større end templet. Den syvende dag er således et mindesmærke over skabelsen. Det er den mest ærede af alle dage, fordi den på en særlig måde skal minde om Guds skaberkraft, som er beviset på hans Guddommelighed. Da derfor Kristus sagde, at Menneskesønnen er Herre, selvover sabbatten, gjorde han krav på den højeste værdighed - intet mindre end den at være den Skaber, over hvis Guddommelighed denne dag er et mindesmærke.

Hvad skal vi da sige om den påstand, vi ofte møder, at Kristus forandrede sabbatten fra at være indstiftet til minde om skabelsens afslutning til en dag, som ingen betydning har? Helt enkelt dette, at hvis Kristus skulle forandre eller afskaffe sabbatten, ville han derved nedbryde mindet om sin Guddommelighed. Hvis Kristus havde afskaffet sabbatten, ville han have nedbrudt sine egne hænders værk og på denne måde have modarbejdet sig selv. Og et rige, som er i splid med sig selv, kan ikke bestå. Men Kristus "kan ikke fornægte sig selv," og derfor har han ikke ændret en tøddel af det, som han selv har indstiftet, og som, idet det viser hen til hans Guddommelighed, stadfæster, at han er værdig til at æres frem for alle hedenske guder. Det ville have været lige så umuligt for Kristus at afskaffe sabbatten, som det ville være at ændre den kendsgerning, at han skabte alle ting på seks dage og hvilede på den syvende.

Den ofte gentagne erklæring om, at Kristus er Skaberen er en kilde til styrke. Læg mærke til, hvorledes skabelse og forløsning er kædet sammen i det første kapitel af Kolossenserbrevet. For bedre at forstå det, vil vi læse versene 9 til 19: "Derfor har vi, fra den dag vi hørte dette, heller ikke holdt op at bede for jer og ønske, at I må blive fyldt af indsigt i Guds vilje med al visdom og åndelig forståelse, så I kan vandre Herren værdigt, i alle måder ham til behag, idet I bærer frugt og vokser i al god gerning ved erkendelsen af Gud og styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde til al udholdenhed og tålmodighed med glæde og takker Faderen, som gjorde jer skikkede til at få del i de hellig es arvelod i lyset, han, som friede os ud af mørkets magt og førte os over i sin elskede Søns rige. I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse; og han er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen; thi i ham skabtes alt i Himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, hvad enten det er tronengle eller herskere eller magter eller myndigheder: alt er skabt ved ham og til ham; og han er før alt, og alt består ved ham. Han er hovedet for legemet, kirken; han er begyndelsen, førstefødt af de døde, for at han skulle være den ypperste af alle; thi Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham."

Det er ikke tilfældigt, at den vidunderlige erklæring om, at Kristus er Skaberen, er forbundet med den udtalelse, at vi har forløsning i ham. Nej, når apostlen udtaler sit ønske om, at vi må "styrkes med al styrke efter hans herligheds vælde," lader han os vide, hvad denne herlige magt er. Når han taler om udfrielse fra mørkets magt, lader han os vide noget om styrken hos Befrieren.

Det er for at trøste os, at han siger os, at kirkens Overhoved er den, der har skabt alle ting. Det siges, at han bærer alt med sit mægtige ord (Hebr. 1,3), for at vi skal være forvisset om at ...

Den hånd, som opretholder hele naturen, vil vide at beskytte hans børn.

Læg mærke til forbindelsen med Es. 40,26: "Løft Eders blik til himlen og se: Hvo skabte disse? Han mønstrer deres hær efter tal, kalder hver enkelt ved navn; så stor er hans kraft og vælde, at ikke en eneste mangler." Dette kapitel beskriver Kristi vidunderlige styrke og visdom, idet han kalder himlens hær ved navn og holder dem alle på plads ved sin store kraft og vælde. Og derefter spørges der: "Hvorfor siger du, Jakob, vi taler du, Israel, så. "Min vej er skjult for Herren, min ret gled min Gud af hænde." Ved du ikke, hørte du ikke, at Herren er en evig Gud, den vide jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans indsigt udgrundes ikke." Tværtimod, "Han giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke." Det står i hans magt at skabe af intet - derfor kan han udføre vidunderlige ting gennem dem, som ingen styrke har. Han kan skabe styrke af svaghed. Alt, som minder om Kristi skabermagt, må helt bestemt forny vor åndelige styrke og vort mod.

Og det er netop hensigten med sabbatten. Læs den 92. salme, som kaldes sabbatsdagens salme. De første fem vers lyder sådan:

"Det er godt at takke Herren, lovsynge dit navn, du Højeste, ved gry forkynde din nåde, om natten din trofasthed til tistrenget lyre, til harpe, til strengeleg på citer! Thi ved dit værk har du glædet mig, Herre, jeg jubler over dine hænders gerning."

Hvad har dette med sabbatten at gøre? Jo: Sabbatten er et mindesmærke over skabelsen. Således siger Herren: "Også mine sabbatter gav jeg dem, for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem." Ez. 2O,12. Salmisten holder sabbat, som Gud har villet, at den skulle holdes - ved at betragte naturen og den vidunderlige magt og godhed, som Gud har vist os gennem den. Og når mennesket fatter dette og tænker på, hvorledes Gud klæder markens liljer med en skønhed, som overgår Salomons pragt, må det indse, at han har endnu større omsorg for de intelligente væsner, han har skabt. Og når han betragter himlens stjerner, som viser Guds magt og herlighed, og indser, hvem der skabte dem - at de blev skabt af intet, kommer den opmuntrende tanke til ham, at den samme kraft vil virke i ham og helbrede hans sygdomme. Derfor blev han glad og jublede over Guds hænders værk. Kundskaben om Guds store magt, som kom til ham ved at betragte naturen, fyldte ham med mod, idet han indså, at den samme magt stod til hans rådighed - og idet han greb dette i tro, sejrede han. Dette er netop sabbattens hensigt: at give mennesket en frelsende kundskab om Gud.

Kort sagt: Tro på Gud kommer af kendskab til hans magt;
1) at tvivle på ham indebærer uvidenhed om hans evne til at opfylde sine løfter; vor tro på ham står i ligefremt forhold til vort kendskab til hans magt.
2) En intelligent betragtning af Guds skaberværk giver os en sand forståelse af hans magt; For hans evige magt og Guddommelighed erkendes ved de ting, han har skabt.

(Rom. 1,20 og 3) Det er troen, som giver sejr (1 Joh. 5,4); da troen kommer ved at lære Guds magt at kende gennem hans Ord og de ting, han har skabt, sejrer vi ved hans hænders værk. Og derfor er sabbatten, som er et mindesmærke over skabelsen, hvis den holdes på rette måde, en kilde til styrke for den kristne. Dette er betydningen af Ez. 20,12: "Også mine sabbatter gav jeg dem, for at de skulle være et tegn mellem mig og dem, at det skal kendes, at jeg, Herren, er den, som helliger dem." Det vil sige, at da vi ved, at det er Guds vilje at helliggøre os (1 Thess. 4,3; 5,23-24), lærer vi ved at bruge sabbatten på rette måde, hvilken magt Gud har stillet til rådighed for vor helliggørelse. Den samme magt, som skabte kloderne virker til frelse for dem, som overgiver sig til Gud. Når denne tanke gribes helt, må den bringe glæde og trøst til sjælen. I lyset af dette kan vi værdsætte styrken i Es. 58,13-14:

"Varer du din fod på sabbatten, så du ej driver handel på min helligdag, kalder du sabbatten en fryd. Herrens helligdag ærværdig, ærer den ved ikke at arbejde, holder dig fra handel og unyttig snak, da skal du fryde dig over Herren; jeg lader dig færdes over landets høje og nyde din fader Jakobs eje. Thi Herrens mund har talt."

Det betyder, at hvis sabbatten overholdes således, som det er Guds plan - som et mindesmærke over hans skabermagt og den guddommelige magt, som virker til frelse for hans folk, må sjælen fryde sig i Herren. På denne måde bliver sabbatten et betydningsfuldt grundlag for den tro, som løfter sjælen op til Guds trone og fællesskab med ham.

Det kan kort siges således: Kristi evige magt og Guddommelighed er åbenbaret i skabelsen. Rom. 1,20. Det er evnen til at skabe, som viser os Guds store magt. Men evangeliet er Guds kraft til frelse. Rom. 1,16. Og derfor viser evangeliet os netop den kraft, som var virksom ved verdens skabelse, men som nu arbejder for menneskenes frelse. Det er den samme kraft i begge tilfælde.

I lyset af denne store sandhed er der ingen plads for diskussion om, hvad der er størst - at skabe eller at frelse - at frelse er at skabe. Se 2 Kor. 5,17; Ef. 4,24. Den magt, der forløser, er den magt, der skaber; Guds magt til frelse er den magt, som af det uværdige menneske kan skabe en, som gennem evigheden skal være til pris og ære for Gud. "Derfor skal også de, som efter Guds vilje må lide, overgive deres sjæle til den trofaste Skaber, alt imens de gør det gode." 1 Pet. 4,19.