Kristus som Lovgiver!

"Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Hersker, Herren er vor Konge, han bringer os frelse." Es. 33,22.

Vi skal nu betragte Kristus på en ny måde, som dog ikke er en ny måde. Det er en naturlig følge af hans stilling som Skaberen, for den, som skaber, må også have magt til at lede og bestemme. I Joh. 5,22-23 siger Jesus: "Faderen dømmer jo heller ingen, men al dom har han overladt Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen." På samme måde, som Kristus er en åbenbarelse af Faderen ved skabelsen, er han det ved at give loven og dømme efter den. Nogle få skriftsteder vil bevise dette.

I 4 Mos. 21,4-6 har vi en del af beretningen om noget, som skete, mens Israels børn var i ørkenen. Lad os læse den: "Så brød de op fra bjerget Hor i retning af Det røde Hav for at komme uden om Edoms land. Undervejs blev folket utålmodigt og talte mod Gud og Moses og sagde: "Hvorfor førte los ud af Ægypten, når vi skal dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved denne usle føde." Da sendte Herren giftslanger blandt folket, og de bed folket, så en mængde af Israel døde." Folket talte imod Gud og Moses og sagde: "Hvorfor har I ført os ud i ørkenen?" De fandt fejl ved deres leder. Og derfor blev de dræbt af slanger. Læs nu, hvad apostlen Paulus skriver om den samme begivenhed:

"Lad os heller ikke friste Herren, som nogle af dem fristede ham og blev dræbt af slanger." 1 Kor. 10,9. Hvad beviser dette? At den Leder, de satte sig op imod, var Kristus. Dette bevises yderligere af den kendsgerning, at da Moses valgte at dele skæbne med Israel, idet han nægtede at kaldes søn af Faraos datter, regnede han det for større rigdom end Ægyptens skatte "at dele Kristi skændsel." Hebr.11,26. Læs også 1 Kor.10,4, hvor Paulus siger, at fædrene "alle drak den samme åndelige drik, thi de drak af en åndelig Klippe, som fulgte med; og den Klippe var Kristus." Altså var det Kristus, som førte Israel ud af Ægypten.

Det tredje kapitel i Hebræerbrevet gør også dette klart. Her opfordres vi til at betragte vor bekendelses Apostel og Ypperstepræst, Kristus Jesus, som var tro i hele sit hus, ikke som en tjener, men som Søn over sit eget hus. Vers 1-6. Derefter siges det, at vi er hans hus, hvis vi holder ud i troen, og vi opfordres af Helligånden til at lytte til hans stemme og ikke at forhærde vore hjerter, som fædrene gjorde det i ørkenen. 'Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste. Da der blev sagt: "I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke Eders hjerter som i "forbitrelsen", hvem var det da, som hørte hans ord og dog gjorde ham forbitret? Var det ikke alle dem, der var draget ud af Ægypten, anført af Moses? Og hvem var det han (Kristus) væmmedes ved i fyrretyve år? Var det ikke dem, som syndede, og "hvis døde kroppe faldt i ørkenen"?" Vers 14-17. Her fremstilles Kristus atter som Israels leder på deres fyrreårige rejse gennem ørkenen.

Det samme fremstilles i Jos. 5,13-15, hvor det berettes, at den mand, som Josva så ved Jeriko med et draget sværd i hånden, som svar på Josvas spørgsmål:

"Er du en af vore eller en af vore fjender?" siger: "Ingen af delene; jeg er Fyrsten over Herrens hær." Mon nogen vil tvivle på, at Kristus var Israels virkelige leder, skønt han var usynlig? Moses, den synlige leder, "holdt ud, som om han så den Usynlige." Det var Kristus, som gav Moses den opgave at gå og befri hans folk. Læs 2 Mos. 20,1-3: "Gud talte alle disse ord og sagde: Jeg er Herren, din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig." Hvem udtalte disse ord? Den, som førte dem ud af Ægypten. Og hvem var Israels Anfører, da de forlod Ægypten? Det var Kristus. Hvem gav dem loven fra Sinai Bjerg? Det gjorde Kristus, Faderens herlighed og udtrykte bi/lede, som er Gud åbenbaret for mennesket. Det var alle tings Skaber og den, til hvem al dom var overgivet.

Dette kan bevises på en anden måde. Når Herren kommer, vil det være med en overengels røst (1 Tess.4,16), der vil trænge ind i gravene og vække de døde (Joh. 5,28-29). "Herren brøler fra det høje, løfter sin røst fra sin hellige bolig; han brøler over sin græsgang, istemmer vinperseråbet over alle, som bor på jorden. Drønet når til jordens ende, thi Herren går i rette med folkene; over alt kød holder han dom, de gudløse giver han til sværdet, lyder det fra Herren." Jer. 25,30-31. Sammenlign dette med Åb. 19, 11-21, hvor Kristus, Guds Ord, Anfører for Himmelens hære, kongernes Konge og herrernes Herre går ud for at træde vinpersen i Guds, den Almægtiges, fnysende vrede og ødelægge alle de onde. Også her finder vi, at det er Kristus, som brøler fra sin bolig mod alle jordens indbyggere, når han har en kamp imod nationerne. Joel tillægger endnu ét, idet han siger: "Herren brøler fra Zion, fra Jerusalem løfter han sin røst; himmelen og jorden skælver." Joel. 3,21.

Ud fra disse tekster, som kunne suppleres med mange andre, ser vi, at i forbindelse med Herrens komme for at befri sit folk, vil han tale med en røst, som vil ryste himmel og jord, - "Jorden raver og raver som drukken, og svajer som vogterens hytte" (Es. 24,20), og "Da skal himlene forgå med brag" (2 Pet. 3,10). Læs nu Hebr. 12,25-26:

'Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler.

Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på jorden, så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene. Dengang fik hans røst jorden til at skælve, men nu har han givet denne forjættelse: "Endnu en gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen." Den stemme, der først rystede jorden, var den, der gav loven fra Sinai Bjerg (2 Mose 19,18-20; Hebr. 12,18-20), en begivenhed så frygtelig, at dens lige aldrig har været og aldrig skal blive, før Herren kommer med alle Himmelens engle for at frelse sit folk. Men læg nøje mærke til, at den samme stemme, som dengang rystede jorden, vil i de kommende tider ryste, ikke blot jorden, men også himlen. Og vi har set, at det er Kristi stemme, som vil lyde med en sådan styrke, at den vil ryste himmel og jord, når han drager i krig mod nationerne.
Dette viser, at det var Kristi stemme, som fra Sinai Bjerg forkyndte de ti bud. Og det er kun, hvad vi naturligt må slutte ud fra det, vi har lært om Kristus som Skaberen og sabbattens indstifter. I virkeligheden er den kendsgerning, at Kristus er en del af Guddommen, besidder alle dens egenskaber og i alle retninger er Faderens ligemand som Skaber og Lovgiver, det eneste, som giver forløsningen vægt. Det er kun det, som gør frelsen mulig. Kristus døde, "for at han kunne føre os til Gud" (1 Pet. 3,18); men hvis han blot i mindste måde var mindre end Gud, kunne han ikke føre os til Gud. Guddommelighed betyder at eje Guddommens egenskaber. Hvis Kristus ikke var guddommelig, ville han kun kunne bringe et menneskeligt offer. Og var han end den højeste skabning i universet, ville han være en undersåt, der skyldte loven lydighed og derfor ikke gjorde andet end sin egen pligt. Da ville han ikke have nogen retfærdighed, som kunne gives til andre.

Der er en umådelig afstand mellem den højeste engel, som nogen sinde er blevet skabt, og Gud selv. Derfor kunne den højeste engel ikke løfte det faldne menneske op til at få del i guddommelig natur. Englene kan tjene; men kun Gud kan frelse. Lovet være Gud, at vi er frelst "ved den forløsning, som er i Kristus Jesus," i hvem hele Guddomsfylden bor legemligt, og som derfor til det yderste kan frelse alle dem, der kommer til Gud ved ham.

Denne sandhed hjælper os til en mere fuldstændig forståelse af, at Kristus kaldes "Guds Ord." Han er den, gennem hvem den guddommelige vilje og almagt åbenbares for menneskene. Han er så at sige Guddommens talerør, dens levendegørelse. Han forklarer Gud for mennesket. Det behagede Faderen, at i ham skulle hele fylden bo - og derfor bliver Faderen ikke degraderet til en lavere stilling, som nogen mener, når Kristus ophøjes som Skaber og Lovgiver; for Faderens herlighed lyser gennem Sønnen. Da Gud kun kendes gennem Kristus, er det klart, at Faderen ikke kan æres, som han bør æres, af dem, som ikke ophøjer Kristus. Som Jesus selv siger: "Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen som har sendt ham." Johs. 5,23.

Man spørger, hvorledes Kristus kan være Mellemmand mellem Gud og mennesket og samtidig være Lovgiveren? Det er ikke vor sag at forklare, hvorledes det går til; vi må godtage Skriftens vidnesbyrd om, at det forholder sig således. Og netop dette giver vægt til læren om forsoningen. Synderens sikkerhed for fuldstændig tilgivelse ligger i den kendsgerning, at det var Lovgiveren selv, ham, som han har gjort oprør imod, der gav sig selv for ham. Hvorledes kan noget menneske tvivle på oprigtigheden af Guds hensigt eller hans velvilje mod os, når han giver sig selv for at frelse os? Lad ingen tro, at Faderen og Sønnen var adskilt i dette. De var fuldstændig ét i dette som i alt andet. Fredsrådet var mellem dem (Zak. 6,12-13), og selv, da han var her på jorden, var Sønnen i Faderens favn.

Hvilken vidunderlig kærlighed! Den uskyldige lider for de skyldige; den retfærdige for de uretfærdige; Skaberen for sin skabning; Lovgiveren for lovovertræderne; Kongen for sine oprørske undersåtter. Da Gud ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle - da Kristus frivilligt gav sit liv for os - hvor skulle han da kunne andet end skænke os alt med ham? Den uendelige kærlighed kunne ikke finde noget højere udtryk for sig selv.

Med rette siger Herren: "Hvad mere var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort?"

Guds retfærdighed!

"Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift." Matt. 6,33.

Guds retfærdighed er det eneste, et menneske skal søge her i livet, siger Jesus. Føde og klæder er småting i sammenligning hermed. Dem vil Gud helt selvfølgeligt sørge for; derfor er der ingen grund til at bekymre sig for dem. At søge og vinde hans retfærdighed bør være livets eneste mål.

I 1 Kor.1,30 står der, at Kristus er blevet os retfærdighed og visdom fra Gud. Da nu Kristus er Guds visdom og hele Guddomsfylden bor i ham, er det klart, at den retfærdighed han er for os, er Guds retfærdighed.

Lad os betragte denne retfærdighed

I Salmen 119,172 siger salmisten til Herren: "Min tunge skal synge om dit ord, thi alle dine bud er retfærd." Budene er retfærdighed, ikke kun teoretisk - de er Guds retfærdighed. Lad os som bevis herfor læse følgende:

"Løft Eders øjne mod himlen og se på jorden hernede! Thi himlen skal svinde som røg, jorden som en opslidt klædning, dens beboere skal dø som myg. Men min frelse varer evigt, min retfærd ophører aldrig. Hør mig, I, som kender retfærd, du folk med min lov i dit hjerte, frygt ej menneskers hån, vær ikke ræd for deres spot!" Es. 51,6-7.

Hvad kan vi lære af dette? At de, som kender Guds retfærdighed, har hans lov i deres hjerte - derfor er Guds lov hans retfærdighed.

Dette kan bevises på en anden måde: "Al uretfærdighed er synd." 1 Joh. 5,17. "Enhver, der gør synd, begår dermed også lovbrud, ja, synd er lovbrud." 1 Joh. 3,4. Synd er lovovertrædelse, og det er også uretfærdighed; derfor er synd og uretfærdighed det samme. Men hvis uretfærdighed er overtrædelse af loven, må retfærdighed være lydighed mod loven. Eller vi kan fremstille det rent matematisk:

Uretfærdighed = synd 1Joh. 5,17.

Overtrædelse af loven = synd 1Joh. 3,4.

Det er indlysende, at to ting, som er lig den samme ting, også er lig hinanden:

Uretfærdighed = Overtrædelse af loven

Dette er den negative formel. Det samme kan positivt siges således:

Retfærdighed = Lydighed mod loven

I forhold til hvilken lover det, at lydighed er retfærdighed og ulydighed er synd? Det er til den lov, som siger: "Du skal ikke begære;" for Paulus siger, at denne lov har overbevist ham om synd. Rom. 7,7. De til bud er altså målestok for Guds retfærdighed. Da det er Guds lov og Guds retfærdighed, må de være lig med hinanden. Der findes i virkeligheden ikke nogen anden retfærdighed.

Da nu loven er Guds retfærdighed - hans retfærdighed udtrykt i ord - er det klart, at det at frygte Gud og holde hans bud er et menneskes hele pligt. Præd. 12,13. Lad ingen tænke, at hans pligt bliver begrænset, hvis den indskrænker sig til de ti bud, for "dit bud strækker sig såre vidt," "Loven er åndelig" og omfatter meget mere, end man først indser. "Men et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der stammer fra Guds Ånd; thi det er ham en dårskab, og han kan ikke forstå det, thi det må bedømmes åndeligt." 1 Kor. 2,14.
Guds lovs uendelige rækkevidde forstået kun af den, som har overvejet den under bøn. Nogle få citater vil vise os noget af dens rækkevidde. I bjergprædikenen siger Jesus; "I har hørt, at der er sagt til de gamle: "Du må ikke slå ihjel, og den, som slår ihjel, er skyldig for domstolen." Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen; og den, som siger til sin broder: "Raka!" er skyldig for det store råd, og den, som siger: "Du dåre!" er skyldig til helvedes ild." Matt. 5,21-22. Og atter: "I har hørt, at der er sagt: "du må ikke bedrive hor." Men jeg siger jer, at enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte." Vers 27-28. Dette betyder ikke, at budene "Du skal ikke ihjelslå," "Du skal ikke bedrive hor," er ufuldkomne, eller at Gud nu forlanger en højere moral af de kristne, end han forlangte af sit folk, jøderne. Han forlanger det samme af alle mennesker til alle tider.

Frelseren forklarer simpelthen budene og viser deres åndelighed. På farisæernes uudtalte anklage, at han ringeagtede og undergravede den moralske lov, svarede han ved at sige, at han var kommet for at fuldkomme loven, ikke for at nedbryde den; og så udlagde han lovens sande mening på en måde, som overbeviste dem om, at de ikke adlød den. Han viste, at selvet blik eller en tanke kunne være en overtrædelse af loven, og at den virkelig dømmer over hjertets tanker og råd.

Ved at gøre dette åbenbarede Kristus ikke en ny sandhed. Han bragte blot en gammel sandhed for dagens lys og udlagde den. Loven havde akkurat samme betydning, da han forkyndte den på Sinai Bjerg, som da han udlagde den i Judæa. Da han med en stemme, der rystede jorden sagde: "Du skal ikke ihjelslå," mente han: "Du skal ikke huse vrede i dit hjerte; du skal ikke nære misundelse eller kiv eller noget andet, som har den fjerneste forbindelse med mord." Alt dette og meget mere ligger skjult i ordene; "Du skal ikke ihjelslå."

Det samme siges i Det gamle Testamente. Salomon viser, at loven omfatter usynlige såvel som synlige ting, idet han skriver: "Enden på sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt."

Alt, hvad der er sket i det skjulte, skal dømmes; Guds lover den rettesnor i dommen, der afgør kvaliteten af enhver gerning, enten den er god eller ond. Derfor fordømmer Guds lov det onde, såvel i tanke som i handling. Vi må således komme til det resultat, at Guds lov omfatter hele et menneskes pligt.

Lad os betragte det første bud: "Du må ikke have andre guder end mig." Apostlen siger, at for nogle mennesker er bugen deres gud. Fil. 3,19. Men frådseri og umådeholdenhed er selvmord; så her finder vi, at det første bud også findes i det sjette. Men det går videre, for han siger også, at havesyge er afgudsdyrkelse. Kol.3,5.

Det tiende bud kan ikke overtrædes uden at man samtidig overtræder det første og det andet; Med andre ord det tiende bud samstemmer med det første og andet. Og vi finder, at Guds lov omfatter hele universet og vedrører hver levende skabnings moralske pligt. Kort sagt, den er målestok for retfærdigheden hos den Gud, som bor i evigheden.

Når dette er tilfældet, forstår vi, at sætningen: "lovens g ører skal retfærdiggøres," er indlysende. At retfærdiggøre betyder at gøre retfærdig eller at vise, at nogen er retfærdig. Det er indlysende, at fuldstændig lydighed mod en fuldstændig retfærdig lov vil gøre et menneske retfærdigt. Det var Guds hensigt, at alle hans skabninger skulle adlyde loven, og således forstået blev loven indstiftet til liv. Rom. 7,10.

Men hvis nogen skulle dømmes som en lovens gører, skulle han have opfyldt loven i hele dens udstrækning hele sit liv. Havde han ikke gjort det, kunne han ikke siges at have opfyldt loven. Han kunne ikke være en lovens g ører, hvis han kun havde holdt den delvis. Og derfor er det en sørgelig kendsgerning, at der i hele menneskeslægten ikke findes én lovens g ører. For både jøder og hedninger er "under synd alle sammen, således som der står skrevet: "Der er ingen retfærdig, ikke én; afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, ikke én eneste." Rom. 3,9-12. Loven taler til alle indenfor dens rækkevidde; og i hele verden findes ikke én eneste, som kan åbne sin mund og retfærdiggøre sig. Hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud. (19.vers). "Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud." (23.vers).

Skønt "lovens gørere skal blive retfærdiggjort," er det lige så indlysende, at "intet menneske vil blive retfærdiggjort af lovgerninger; ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd." 20.vers. Loven, som er "hellig og retfærdig og god," kan ikke retfærdiggøre en synder. Med andre ord - en retfærdig lov kan ikke erklære den, der overtræder den, for uskyldig. En lov, der retfærdiggjorde en ond mand, ville være en ond lov. Loven kan ikke dadles for, at den ikke kan retfærdiggøre syndere. Tværtimod, det skulle den roses for. Det faktum, at loven ikke vil erklære syndere for retfærdige - at den ikke vil sige, at mennesker har overholdt den, når de har overtrådt den, er i sig selv tilstrækkeligt bevis for, at den er god. Når mennesker roser en ubestikkelig jordisk dommer, som ikke vil erklære en skyldig for uskyldig, burde de sandelig også ophøje Guds lov, som ikke vil aflægge falsk vidnesbyrd. Den er fuldkommen retfærdig og derfor tvunget til at konstatere det sørgelige faktum, at ikke én af Adams slægt har opfyldt dens krav.

Når det er menneskets pligt at opfylde loven, er det jo klart, at hvis han kommer til kort i den mindste ting, kan han aldrig gøre det godt igen. Hvert eneste lovbuds krav strækker sig så vidt, ja hele loven er så åndelig - at selv en engel ikke kunne gøre mere end at adlyde den. Selv Gud kan ikke være bedre end hans lov forlanger. Han kan ikke være bedre, end han er, og loven forklarer, hvordan han er. Hvilket håb er der da om, at en, som har fejlet, om end kun på et enkelt punkt, kunne udvise nogen godhed, som kunne rette op på dette? Den, som forsøger at gøre dette, stiller sig selv overfor den umulige opgave at være bedre, end Gud fordrer, ja, bedre end Gud selv.

Det er ikke kun på et enkelt punkt, at mennesker har fejlet. De er kommet til kort på alle punkter. "Afvegne er alle, til hobe fordærvede, ingen gør godt, end ikke én eneste." Og ikke blot det, men det er umuligt for det faldne menneske med dets svækkede evner at gøre blot en eneste ting som lever op til den fuldkomne lov. For denne påstand behøves intet andet bevis en det, at loven er målestok for Guds retfærdighed. Der findes næppe nogen, der er så formastelig at påstå, at enhver handling i hans liv har været eller kunne være så god, som hvis Gud selv havde gjort den. Alle må sige med salmisten: "Min godhed når ikke til dig." Sl. 16,2, engelsk overs.

Bibelen taler tydeligt om dette. Kristus "havde ikke nødig, at nogen skulle vidne om mennesket; thi han vidste selv, hvad der boede i mennesket." (Joh. 2,25) Og han sagde: "Thi indvendig fra, fra menneskets hjerte, udgår de onde tanker, utugt, tyverier, mord, ægteskabsbrud, havesyge, ondskab, svig, løsagtighed, ondt øje, bespottelse, hovmod, hidsighed; al denne ondskab kommer indvendig fra og gør mennesket urent." Mark. 7,21-23. Det er med andre ord lettere at gøre det onde end det gode, og hvad et menneske af naturen gør, er ondt. Det onde bor i hjertet og er en del af mennesket. Derfor siger apostlen: "Kødets attrå er jo fjendskab imod Gud, thi det bøjer sig ikke under Guds lov, og det kan heller ikke gøre det; de, som er i kødet, kan derfor ikke tækkes Gud." Rom. 8,7-8. Og igen: "Thi kødet begærer imod Ånden og Ånden imod kødet; de to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I gerne vil." Gal. 5,17. Da det onde er en del af selve mennesket natur, nedarvet af hver enkelt fra en lang række syndige forfædre, er det indlysende, at enhver retfærdighed, det har, kun kan være som "en tilsølet klædning" (Es. 64,5) sammenlignet med den retfærdige Guds pletfrie klæder. Det umulige i, at gode gerninger kan komme fra et syndigt hjerte, illustreres levende af Jesus således:

"Thi ethvert træ kendes på sin frugt; man samler jo ikke figener af tjørn, plukker heller ikke druer af en tornebusk. Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd; thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med." Luk. 6,44-45. Det betyder, at et menneske ikke kan gøre noget godt, før han selv er blevet god. Og derfor har et syndigt menneskes gerninger ingen mulighed for at retfærdiggøre ham, tværtimod. Idet de kommer fra et syndigt hjerte, er de onde og kan kun yderligere forøge hans syndighed. Kun ondt kan komme fra et ondt hjerte - og flere onde gerninger kan ikke blive til én god. Derfor er det nytteløst for et ondt menneske at prøve på at blive retfærdig ved egne anstrengelser. Han må først retfærdiggøres, inden han kan gøre det gode, som kræves af ham, og som han ønsker at gøre. Sagen stiller sig altså således:

1) Guds lover absolut retfærdig, og fuldstændig overensstemmelse med den kræves af hver den, som skal indgå i Guds rige.

2) Men loven kan ikke give den mindste retfærdighed til noget menneske, for alle er syndere og ude af stand til at leve op til lovens krav. Uanset hvor flittigt og alvorligt et menneske arbejder, findes der intet, han kan gøre, som kan leve helt op til lovens krav. Det er for højt for ham at nå, han kan ikke opnå retfærdighed ved loven. "Ved lovgerninger skal intet menneske retfærdiggøres i Guds øjne." Hvilken beklagelig situation! Vi må have lovens retfærdighed, ellers kan vi ikke gå ind i Himmelen; men loven har ingen retfærdighed til os. Selv vore mest energiske og udholdende anstrengelser kan ikke skaffe os den mindste smule af den hellighed, uden hvilket intet menneske kan se Gud.

Hvem kan da blive frelst?
Kan der i det hele taget eksistere et retfærdigt menneske? Ja, for Bibelen taler ofte om dem. Den taler om Lot som "den retfærdige mand;" og i Es. 3,10 står der: "Salige er de retfærdige, dem går det godt, deres gerningers frugt skal de nyde." Dette viser, at der vil være retfærdige mennesker, som vil blive belønnet; og det siges tydeligt, at der til sidst vil findes et retfærdigt folk: "På hin dag skal denne sang synges i Judas land: "En stærk stad har vi, til frelse satte han mur og bolværk. Luk portene op for et retfærdigt folk, som gemmer på troskab." Es. 26,1-2. David siger:

"Din lover sandhed." Sl. 119,142. Den er ikke blot sandhed, men summen af al sandhed; altså må den nation, der gemmer på troskab (bevarer sandheden, engelsk overs.), være en nation, der holder Guds lov. Den må gøre hans vilje og den skal komme ind i Himmeriget. Matt. 7,21.

Herren vor Retfærdighed!

Nu er spørgsmålet: Hvorledes opnår man den retfærdighed, som er en betingelse for at gå ind i staden? At besvare dette spørgsmål, er evangeliets store hensigt. Lad os først studere retfærdiggørelse, retfærdighed skænket som en gave. Kendsgerningen kan måske hjælpe os til en bedre forståelse af teorien. Eksemplet er givet i Luk. 18,9-14 i disse ord:

"Til nogle, som stolede på sig selv, at de var retfærdige, og ringeagtede de andre, fortalte han denne lignelse: "Der var to mænd, som gik op til helligdommen for at bede; den ene var en farisæer, og den anden en tolder. Farisæeren trådte frem og bad ved sig selv således: "Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt." Tolderen derimod stod langt borte og ville ikke engang løfte sine øjne mod Himmelen, men slog sig for sit bryst og sagde: "Gud, vær mig synder nådig!" Jeg siger jer: Han gik retfærdiggjort hjem til sit hus, men den anden ikke; Thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; Men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes."

Dette blev sagt for at vise os, hvorledes vi kan eller ikke kan opnå retfærdighed. Farisæere findes også i dag; der er mange i vor tid, som forventer at blive retfærdiggjort ved deres egne gode gerninger. De stoler på, at de selv er retfærdige. De praler ganske vist ikke så åbenlyst af deres godhed, men de viser på andre måder, at de stoler på deres egen retfærdighed. Måske er den farisæiske ånd - den ånd, der opregner egne gode gerninger for Gud som en årsag til begunstigelse - meget ofte at finde hos de bekendende kristne, som føler sig mest syndebetyngede. De ved, at de har syndet, og de føler sig fordømte. De sørger over deres syndighed og begræder deres tilstand.
Deres vidnesbyrd når aldrig ud over denne erkendelse. Ofte vover de slet ikke at tale i en forsamling, fordi de skammer sig - de tør end ikke nærme sig Gud i bøn. Når de en tid har syndet mere end sædvanlig, afholder de sig fra at bede i en tid, indtil den stærke følelse af deres brøde har fortaget sig, eller indtil de forestiller sig, at de har sonet deres brøde ved en særlig god opførsel. Hvad viser dette? Netop den farisæiske ånd, som vil vise Gud sin egen retfærdighed, som ikke vil komme frem for ham, hvis den ikke kan støtte sig til sin egen indbildte godhed. De ønsker at kunne sige til Gud: "Se, hvor god jeg har været i de sidste få dage; nu kan du bestemt tage imod mig."

Men hvad er resultatet? Den mand, som stolede på sin egen retfærdighed, havde ingen, mens den mand, som med oprigtig ydmyghed bad: "Gud, vær mig synder nådig!" gik retfærdiggjort hjem. Kristus siger, at han gik retfærdiggjort hjem, det betyder: gjort retfærdig.

Læg mærke til, at tolderen gjorde noget mere end at jamre over sin syndefuldhed; Han bad om nåde. Hvad er nåde? - Det er ufortjent gunst. Det vil sige at blive bedre behandlet, end man fortjener. Guds Ord siger os: "Så høj som Himmelen er over jorden, er hans miskundhed stor over dem, som frygter ham." Sl. 103,11. Det vil sige, den behandling Gud giver os, når vi ydmyger os for ham, er så højt hævet over vore naturlige begreber om retfærdighed, som Himmelen er hævet over jorden. I hvilken henseende behandler han os bedre, end vi fortjener? Han tager vore synder fra os; for i næste vers siger han: "Så langt som I østen er fra vesten, har han fjernet vore synder fra os." Den elskede discipel udtrykker det således; "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed." 1 Joh. 1,9.

Endnu en forklaring på Guds nåde, og hvorledes den viser sig, finder vi i Mika 7,18-19: "Hvo er en Gud som du, der tilgiver brøde, bærer over med synd hos din ejendoms rest, ej evigt gemmer på vrede, men gerne er nådig? Han vil atter forbarme sig over os, træde vor brøde under fod, du vil kaste alle vore synder i havets dyb." Lad os nu læse Skriftens direkte udtalelse om, hvorledes retfærdighed bliver givet.

Efter at Apostlen Paulus har påvist, at alle har syndet og mangler ære for Gud, så at ingen kan retfærdiggøres i hans øjne ved lovgerninger, siger han videre: Vi "bliver retfærdiggjort uforskyldt af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud fremstillede som sonemiddel, ved troen på hans blod; det gjorde Gud for at vise sin retfærdighed, da han i sin langmodighed havde båret over med de synder, som forhen var begået - for i den tid, som nu er, at vise sin retfærdighed, nemlig at han er retfærdig, når han retfærdiggør den, som har tro på Jesus." Rom. 3,24-26.

At blive retfærdiggjort uforskyldt. Hvorledes kunne det ellers ske? Efter som det syndige menneskes bedste anstrengelser er helt ude af stand til at frembringe retfærdighed, er det indlysende, at den eneste måde, på hvilken han kan erhverve den, er som en gave. At retfærdighed er en gave, siges klart af Paulus i Rom.5,17: "Thi voldte den enes fald, at døden fik herredømme ved den ene, så skal da meget mere de, der tager mod nådens og retfærdighedsgavens rige fylde, få herredømme og liv ved den ene, Jesus Kristus." Det er fordi retfærdighed er en gave, at det evige liv, som er retfærdighedens løn, er Guds gave i Kristus Jesus vor Herre.

Gud har udpeget Kristus som den, gennem hvem syndstilgivelse kan opnåes; og denne tilgivelse består simpelthen i, at hans retfærdighed (som er Guds retfærdighed) tilregnes dem. "Gud som er rig på barmhjertighed" (Ef. 2,4) og har sin glæde derved, giver sin egen retfærdighed til den synder, som tror på Jesus, i bytte for hans synder. Dette er sandelig et fordelagtigt bytte for synderen; og det er intet tab for Gud, for hans retfærdighed er uden grænser, og derfor kan den aldrig udtømmes. Det skriftsted, som vi lige har studeret (Rom. 3,24-26) er kun en ny forklaring af vers 21-22, som følger efter erklæringen om, at intet menneske kan blive retfærdiggjort af lovgerninger. Apostlen siger her: "Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom loven og profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror." Gud giver den troende sin retfærdighed. Han dækker ham med den, så hans synder ikke mere kan ses. Og så kan den, som er blevet tilgivet, udbryde med profeten:

"Jeg vil glæde mig højlig i Herren, min sjæl skal juble i Gud; Thi han klædte mig i frelsens klæder, hylled mig i retfærdigheds kappe, som en brudgom, der binder sit hovedbind, som bruden, der fæstner sine smykker." Es. 61,10.

Men hvad med "Guds retfærdighed uden loven"?

Hvordan stemroer det med den udtalelse, at loven er Guds retfærdighed, og at der uden for den ikke findes nogen retfærdighed? Her er ingen modsigelse. Der bliver ikke set bort fra loven. Læg nøje mærke til dette: Hvem gav loven? - Kristus. Hvorledes gav han den? - Som en, der havde autoritet, som Gud. Loven udgik fra ham så vel som fra Faderen, - den er simpelthen erklæringen om hans karakters retfærdighed. Og derfor er den retfærdighed, som kommer fra Kristus, den samme som den, der blev skrevet på lovens tavler.

Min læser må prøve på at forestille sig denne scene: Loven står som det klare vidne imod synderen. Den kan ikke forandres - den kan ikke kalde en synder retfærdig. Synderen prøver igen og igen at opnå retfærdighed ved loven, men det er umuligt. Den er ubestikkelig trods al anger og alle "gode" gerninger. Men Jesus er her også, "fuld af nåde" såvel som af sandhed. Han kalder synderen hen til sig. Træt af den nytteløse kamp for retfærdighed ved loven lytter han endelig til Jesu stemme og kaster sig i hans udstrakte arme. Han gemmer sig i Kristus og dækkes af hans retfærdighed - og se, nu har han ved tro på Kristus opnået det, som han forgæves har kæmpet for. Han har den retfærdighed, som loven fordrer, og det er den ægte vare, for han har den fra retfærdighedens Kilde; fra selve det sted, hvorfra loven udgik.

Og loven vidner, at dette er den ægte retfærdighed. Den siger, at så længe han har denne retfærdighed, kan den i retten forsvare ham mod alle anklager. Den vil vidne om, at han er en retfærdig mand. Ved den retfærdighed som "fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen." Fil. 3,9. Paulus var overbevist om, at han på Herrens dag ville stå urokkelig fast i Kristus. Der er ingen mulighed for at finde nogen fejl ved denne handlemåde.

Gud er retfærdig og på samme tid retfærdiggørelse for den, som tror på Jesus Kristus. I Jesus bor hele Guddommens fylde; han er Faderens ligemand i alle henseender. Derfor er den forløsning, som er i ham - hans evne til at købe det tabte menneske tilbage - ubegrænset. Menneskets oprør er lige så meget mod Sønnen som mod Faderen, for de er ét. Da Kristus "gav sig selv for vore synder", var det Kongen, der led for sine oprørske undersåtter - den, som var blevet krænket, bar over med krænkelsen. Ingen vil benægte, at ethvert menneske har ret til at tilgive en krænkelse, som han har været udsat for; hvorfor da gøre indvendinger, når Gud bruger samme ret? Hvis han ønsker at tilgive den fejl, som er blevet gjort imod ham, har han ret til det - ikke mindst fordi han selv underkaster sig den straf, som hans retfærdige lov kræver. Den uskyldige led for de skyldige, det er sandt. Men den uskyldigt lidende "gav sig selv" frivilligt, for at han med retfærdighed kunne gøre, hvad hans kærlighed bød ham, nemlig se bort fra den uret, som var begået mod ham selv som universets Herre.

Hør nu Guds egen udtale af sit eget navn - en udtalelse som blev fremsat, da han var udsat for den værste foragt nogensinde;

"Da steg Herren ned i skyen; og Moses stillede sig hos ham der og påkaldte Herrens navn. Og Herren gik forbi ham og råbte: "Herren, Herren, Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet." 2 Mose 34,5-7.

Dette er Guds navn; det er den karakter, som han åbenbarer for mennesket, det lys, i hvilket han ønsker at vi skal se ham. Men hvad med udtalelsen om, at han "ikke lader den skyldige ustraffet"? Den er i fuldstændig overensstemmelse med hans langmodige, rige godhed, og det, at han ser bort fra sit folks synder. Det er sandt, at Gud på ingen måde vil lade den skyldige ustraffet. Han gør noget langt bedre: han overfører skylden, så den, som tidligere var skyldig ikke behøver at straffes - han er retfærdiggjort og regnes, som havde han aldrig syndet.

Lad ingen se kritisk på udtrykket "iføre retfærdighed", som om det var hykleri. Nogle med en meget specielopfattelse af værdien af retfærdighedens gave har sagt, at de ikke ønskede en retfærdighed, som var "iklædt", men at de kun ønskede den retfærdighed, som kommer af livet. På denne måde nedvurderer de Guds retfærdighed, som ved Jesus Kristus er til og i enhver, som tror.

Vi er enige i deres tankegang, for så vidt som den er en protest imod hykleri, en slags gudfrygtighed uden kraft. Men vi vil bede læseren huske på, at det gør en meget stor forskel, hvem der iklæder retfærdigheden. Hvis vi forsøger at gøre det selv, har vi kun smudsige klæder, ligegyldigt hvor smukke de ser ud i vore øjne. Men når Kristus ifører os dem, skal vi ikke foragte eller afvise dem. Læg mærke til Esajas udtryk: Han iklæder mig "retfærdighedens klædebon". Den retfærdighed, som Kristus iklæder os, har Guds velbehag; og hvis Gud er tilfreds med den, burde mennesket ikke søge efter noget bedre.

Men vi vil gå et skridt videre, så vi kan fjerne enhver tvivl om dette. Zak. 3,1-5 giver os løsningen. Der står: "Derpå lod han mig se ypperstepræsten Josva, og han stod foran Herrens engel, medens Satan stod ved hans højre side for at føre klage imod ham. Men Herren sagde til Satan: "Herren true dig, Satan, Herren true dig, han som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?" Josva havde snavsede klæder på og stod foran englen; men denne tog til orde og sagde til dem, som stod ham til tjeneste: "Tag de snavsede klæder af ham!" Og til ham sagde han: "Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på." Og han sagde: "Sæt et rent hovedbind på hans hoved!" Og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på. Så trådte Herrens engel frem."

Læg i dette citat mærke til, at det at tage de snavsede klæder af er det samme som at tage et menneskes skyld fra det. Vi ser altså, at når Kristus dækker os med sin egen retfærdigheds klædning, er den ikke et dække over synd, men den tager synden bort. Og dette siger os, at tilgivelse af synden er andet og mere end en forms sag, noget mere end blot det, at vore synder er blevet slettet i Himmelens bøger. Tilgivelse af synd er en realitet, noget som berører den enkelte vitalt. Den renser ham virkelig for skyld; og hvis han er renset for synd - retfærdiggjort - er der virkelig sket en radikal forandring med ham. Han er blevet et andet menneske. Han har opnået denne tilgivelse for sine synder i Kristus. Den kunne kun opnå es ved at iføres Kristus. Men "hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning." 2 Kor.5,17. og denne fuldstændige tilgivelse resulterer i en vidunderlig forandring - den nye fødsel. Et menneske kan ikke blive en ny skabning uden en ny fødsel. Det er det samme som at få et nyt eller et rent hjerte.

Dette nye hjerte er et hjerte, der elsker retfærdighed og hader synd. Det var et sådant hjerte, Herren ønskede, at Israel skulle have, da han sagde: "Gid de alle dage må have et sådant hjerte, at de frygter mig og holder alle mine bud, for at det må gå dem og deres børn vel evindelig." 5 Mos. 5,29. Det er kort sagt et hjerte, der er renset for kærlighed til synden og for skyld. Men hvad får et menneske til for alvor at ønske tilgivelse for sine synder?

- hans afsky for synden og hans ønske om retfærdighed, og disse følelser er Helligåndens værk. Helligånden arbejder med alle mennesker. Den kommer med bebrejdelser; og når denne bebrejdende stemme bliver hørt, vil Ånden straks trøste. Den samme lydhøre indstilling, som får et menneske til at lytte til Åndens bebrejdelse, vil også lede ham til at følge Åndens undervisning, og Paulus siger, at "alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn." Rom. 8,14.

Hvad er det da, som bringer retfærdiggørelse, eller syndernes tilgivelse? Det er tro - for Paulus siger: "Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus." Rom. 5,1. Guds retfærdighed gives til hver den, som tror. Rom. 3,22. Men denne udøvelse af tro gør et menneske til et Guds barn; atter siger Paulus: "Alle er nemlig I Jesus Kristus Guds børn ved troen." Gal. 3,26. Det faktum, at enhver, som får sine synders tilgivelse, straks er et Guds barn, ser vi i brevet til Titus.

Først omtaler han den onde tilstand, vi engang befandt os i, og så siger han: "Men da Guds, vor Frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed, ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, for at vi, retfærdiggjorte ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv." Tit. 3,4-7.

Læg mærke til, at det er ved at blive retfærdiggjort af hans nåde, at vi bliver arvinger. Fra Rom. 3,24-25 ved vi, at retfærdiggørelse af hans nåde sker ved vor tro på Kristus; men Gal. 3,26 siger os, at tro på Jesus Kristus gør os til Guds børn. Altså ved vi, at enhver, der er blevet retfærdiggjort af Guds nåde og har fået tilgivelse, er Guds barn og arving.

Dette siger os, at der ikke er noget grundlag for den tanke, at et menneske skal gennemgå en prøvetid og opnå en vis hellighed, før det kan accepteres af Gud som hans barn. Han tager imod os, netop som vi er. Det er ikke på grund af noget godt hos os, at han elsker os, men fordi vi behøver hans kærlighed. Han tager imod os - ikke på grund af noget i os, men for sin egen skyld, og fordi han ved, hvad hans guddommelige kraft kan gøre os til. Først når vi indser Guds vidunderlige ophøjede og hellige væsen og forstår, at han kommer til os i vor syndige og nedværdigede tilstand for at tage os ind i sin familie, kan vi fatte styrken i apostlens udbrud; "Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn." 1 Joh.3,1. Enhver, som han har vist denne ære, vil rense sig selv, ligesom han er ren. Gud tager os ikke ind i sin familie, fordi vi er gode, men for at han kan gøre os gode. "Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af den store kærlighed, hvormed han elskede os, gjort os levende med Kristus, os, som var døde på grund af vore overtrædelser - af nåde er I frelste!

Ja, han har opvakt os med ham og givet os plads med ham i den himmelske verden, i Kristus Jesus, for at han i de kommende tidsaldre kunne vise sin nådes overstrømmende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus," Ef. 2,4-6; og så tillægger han; "Thi af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig. Thi hans værk er vi, skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem," Vers 8-10. Dette viser os, at Gud elskede os, mens vi endnu var døde i vore synder; han giver os sin Ånd for at gøre os levende i Kristus, og den samme Ånd markerer vor adoption i den guddommelige familie. Han adopterer os, for at vi som nye skabninger i Kristus skal gøre de gode gerninger, som Gud har bestemt os til at gøre.