Da jeg i 1950 var deltager ved søndagsskolekongressen i Toronto i Canada, var der en dag en af vore gode venner blandt dansk canadierne, der kørte os en tur til Niagara vandfaldet, og idet vi stod og så på det mægtige vandfald, sagde han: "For år tilbage var dette vandfald den største, men tillige den mindst udnyttede kraftkilde i Canada, men i dag har man taget den i brug til hjælp og velsignelse for millioner af mennesker."

Jeg husker, hvordan jeg drog en sammenligning mellem Niagara vandfaldet og bønnen og har ofte gjort det siden. Er det ikke netop sådan den dag i dag, når det gælder bønnen, at her har vi den største, men tillige den mindst udnyttede åndelige kraftkilde i denne verden? Hvad kunne der ikke opleves af undere, og hvad kunne der ikke nedbedes af velsignelser, hvis den kraft, Gud der har stillet til vor rådighed, virkelig blev brugt? Har salmedigteren ikke alt for megen ret, når han siger: "I lemmer, hvis hoved har himlen i eje, vi går I dog her, som dens porte var lukt?"

Det er mit inderlige ønske og min bøn, at denne bog må være med til at opmuntre og tilskynde os til anderledes at gøre brug af bønnens gave til velsignelse for os selv og andre.

BØNNENS GAVE
Hvilken forunderlig gave har Gud ikke givet os i bønnen. Og hvilke vidunderlige, rige forjættelser indeholder Den hellige Skrift dog ikke om bøn.

Jesus siger: "Bed, så skal der gives jer! Søg, så skal I finde! Bank på! Så skal der lukkes op for jer. Thi enhver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op."

"Sandelig, sandelig, siger jeg jer, hvis I beder faderen om noget, skal han give jer det i mit navn. Hidtil har i ikke bedt om noget i mit navn. Bed, så skal I få, for at jeres glæde må blive fuldkommen."

Og Paulus minder sine venner i Korint om bønnens kraft ved ordet: "Men Gud er mægtig til at lade al nåde rigelig tilflyde jer, for at I, i alting kunne have til fuld tilfredshed og have rigeligt til al god gerning."

Aller skønnest understreges bønnens gave ved indledningen til barnebønnen, Jesus lærte os at bede.

Fader vor! At bede til Gud er at komme som barnet til sin kærlige far, der ønsker sit barn det allerbedste og kun venter på den stund, han kan få lov at velsigne det. Og aldrig skal vi banke på en lukket dør. Ej heller komme som tiggere til en nærig og afvisende rigmand. Nej, vi kommer til en fader, der længes efter at give os sine store og rige gaver.

Alt må vi lægge frem for Gud i bøn. Intet er for småt og intet for stort. Vi må bede om dagligt brød, og vi må bede om de største åndelige velsignelser. Vi må bede om hjælp i de mindste dagligdags vanskeligheder, og vi må bede om det allerstørste: Syndsforladelse og frelse.

Er livets byrder for tunge for os, tårner vanskelighederne sig op om os, sænker mørke skyer sig over vor fremtid, har vi lov til at lægge det alt sammen i vor himmelske faders hænder og vide, at det er lagt det allerbedste sted. Lad os aldrig tøve med at efterkomme Jesu kærlige indbydelse: "Kom hid til mig, alle som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile."

Forunderlig er også den tanke, at når vi beder for vore hjem, vore kære, vort land, og alt det, der ligger os på sinde, begynder Herren at lægge velsignelsen til rette som svar på vor bøn. Og knæler vi i bøn for vore missionærer i Japan, Indien, Afrika, eller hvor de nu er, begynder Guds velsignelse at dale ned over dem derude. Bønnen er ikke afhængig af vind og vejr og lange afstande. Bønnens muligheder er ubegrænsede, og bønnens velsignelser er endeløse. Guds forrådskamre er fulde af gaver, og ingen har stærkere end vor frelser tilskyndet os til at være indtrængende og udholdende i bønnen.

Hvorfor bruger vi da ikke bønnen nøglen til Guds skatkamre meget mere? Ja, det er det store spørgsmål!

Da jeg i 1950 var deltager ved søndagsskolekongressen i Toronto i Canada, kørte en dag en af vore gode venner blandt dansk Canadierne os en tur til Niagara vandfaldet. Mens vi betragtede det herlige skue, sagde vores ven: ,,For år tilbage var dette vandfald den største, men tillige den mindst udnyttede kraftkilde i Canada, men i dag har man taget den i brug, og den er blevet til hjælp for millioner af mennesker."

Og jeg husker, hvordan jeg drog en sammenligning mellem Niagara vandfaldet og bønnen og har ofte gjort det siden. Er det ikke netop sådan den dag i dag, når det gælder bønnen, at her har vi den største, men tillige den mindst udnyttede åndelige kraftkilde i denne verden. Hvad kunne der ikke opleves af undere, og hvad kunne der ikke nedbedes af velsignelser, hvis den kraft, Gud der har stillet til vor rådighed, virkelig blev brugt. Har salmedigteren ikke alt for megen ret, når han siger: J lemmer, hvis hoved har himlen i eje, vi går I dog her, som dens porte var lukt."

Vi har ikke, fordi vi ikke beder, Det er alt for ofte sandheden om os. Vi har nøglen, men vi bruger den alt for lidt.

Det kan i denne sammenhæng være beskæmmende at høre, hvordan hedninger og muhamedanere gør de kristne til skamme med deres bønsliv. De beder ofte, og de beder længe og de er for resten heller ikke bange for at lade andre høre eller se det.

Domprovst Skovgaard Petersen sagde engang ved et bibelkursus over bøn: "Jeg har hjemme en rosenkrans, som jeg har fået af en buddhistmunk (i Kina), med hvem jeg var blevet meget gode venner. Da vi skiltes, skulle jeg have det bedste, han havde, og han gav mig da sin rosenkrans. Den bestod af 18 citrontræskugler, og jeg spurgte ham da: Hvor tit beder De denne krans igennem daglig? Og han svarede: 1001 (ét tusinde og én) gang. Altså over 18.000 bønner daglig. Tænk, hvilket væld af bønner og hvilket arbejde, selv om bønnerne var korte." Desværre må vi vist indrømme, at der er ingen, der har så lidt bøn som de kristne. Ja, selv hedningerne gør os ofte til skamme, når det gælder bønslivet, og de har dog kun døde afguder og onde ånder at bede til.

Hvor ville livet blive både lettere og rigere, om vi gennem et inderligere bønnens samliv med Gud fik mere af Guds hjælp og nåde over det. Vi synger i en af Lina Sandells sange:

En liden stund hos Jesus,
O, hvor den jævner alt
og giver hele livet
en ny og lys gestalt!

Når jeg er træt af vejen
og alt, som møder mig –
en liden stund hos Jesus,
og alt forandrer sig.

Og vi synger i en anden sang:

Og bønnen henter ned
fra himmelen Guds fred,
den henter kraft og styrke
til Herren ret at dyrke,
den henter hjælp i nøden,
den henter trøst i døden.

Og disse sanglinier er ikke kønne talemåder, men de kan opleves som en velsignet virkelighed. Når der derfor spørges om, hvorfor der er så lidt velsignelse over vor jordiske gerning, og hvorfor der er så lidt glæde og hvile i ens trosliv eller hvorfor der er så ringe fremskridt i ens kristenliv, så må der sikkert i de allerfleste tilfælde svares med Guds ord: J har ikke, fordi I ikke beder" (Jak. 4,2). Hvorfor er der ikke mere velsignelse over arbejdet i kirke og samfund, hvorfor så få, der finder fred, så sjældent omvendelser og så lidt vækkelse? Vi har ikke, fordi vi ikke beder eller i hvert fald beder for lidt. Vi har så meget maskiner! i vort åndelige arbejde, men for få resultater. Og sagen er jo den, at selv for sjælefjenden må vi gerne have et stort maskineri i gang, bare vi ikke blander virkelig og udholdende bøn i det. Vi må godt have kristelige foreninger for unge og ældre, for kvinder og mænd, og meget andet åndeligt arbejde i gang, bare vi ikke får kraften fra det høje ind i det gennem vedholdende bøn. Er bønnen selve hjerteslaget i vort gudsliv og vort arbejde, og det er den, så er det tydeligt, at der ikke er noget, djævelen sætter an på som bønnen. Han forstår bedre end vi, hvad bønnen formår, og hvad den betyder for os selv og andre. Vi synes vel så tit, at vi ikke forstår vor sløvhed og vor modvilje mod det at bede. Men det er sjælefjenden, der får den gamle Adam i vort bryst til at protestere, det er ,kødet, der begærer mod Anden"

Men Herren siger: Bed, og I skal få! Bønnen er den nøgle, der åbner for Guds uudtømmelige skatkamre. Gennem bønnen kan vi få kraft og velsignelse over alt åndeligt arbejde. Måtte vi bare indse, at bønnen er vort vigtigste arbejde, og at vi ved den udretter alt det andet.

Og lad det så med det samme blive sagt, at bøn er ikke et fortvivlet og anstrengende forsøg på at få Gud omstemt eller på at gøre ham interesseret i vor sag eller i den sag, vi beder for. Nej, Gud er i forvejen interesseret, ja, meget mere end vi selv, i vor og sin gernings evige vel. Men bønnen er et udtryk for vor hjælpeløshed, og i denne hjælpeløshed gør vi det muligt for Gud at komme til at give os af de velsignelser, han så inderligt længes efter at give os. Gud står med andre ord rede med hjælp og glæde og velsignelser, men han kan bare ikke komme af med dem, hvis bønnens kanal ikke er åben, så de kan strømme igennem den.

Fra præstetiden i Haderup husker jeg en vinter, hvor vandledningen fra vandtårnet var frosset, så der ikke kunne flyde vand ud til de forskellige hjem. Med andre ord: Vandtårnet var fuld af vand, og rundt i hjemmene længtes og tørstede man efter vand, vi fik bare intet, thi vandkanalen var frosset. – Det er vel ikke situationen åndelig talt i mangt et åndeligt arbejde og i mangt et Guds barns liv i dag? Guds forrådskamre er fulde, og vi trænger alle, hver især, til velsignelsen, men kanalen, bønnens kanal, er frosset til. Må vi dog komme ind i vore lønkamre og få kanalen tøet op, så Guds nåde og hjælp igen kan strømme ud til os.

Det er tankevækkende at læse den bekendelse, professor 0. Hallesby har fremsat i sin bog "Fra bønnens verden" (side 40): "Jeg har syndet meget imod min nådige Gud efter min omvendelse og gjort ham megen sorg i alle disse 33 år, jeg nu har levet med ham. Men jeg ser således på det, at den største sorg, jeg har voldt min Gud, det er ved min forsømmelse af bønnen. Thi denne forsømmelse er jo årsagen til alle mine øvrige forsyndelser og forsømmelser. De utallige anledninger til bøn, som jeg har ladet gå unyttigt hen, de mange bønhørelser, som var tiltænkt mig, om jeg blot havde bedt, de bliver en stærkere og stærkere anklage imod mig, jo mere jeg får indblik i bønnens hellige verden."

Det er også beskæmmende at måtte sige det, men sandheden er jo den, at dersom vi virkelig havde brugt den forunderlige gave, Gud gav os i bønnen, så det anderledes ud åndelig talt i Danmark, end det gør i øjeblikket.

Måtte vi gennem det, vi nu skal dele med hverandre, få et klarere syn for den støre gave, Gud har givet os i bønnen, og måtte det animere os til mere og mere at leve i det rige og velsignede bønnens samliv med Gud, som han har tiltænkt os. Så vil vi komme ind på en vej, der vil blive til langt mere velsignelse for os selv og andre.

Ja, når Herren giver os en forjættelse så rig som denne: "Bed, så skal der gives jer", så skulle man jo tro, at mennesker strømmede til for at få, men, ak nej, der er ingen trængsel ved bønnens port. ja, men hvorfor er der dog ikke flere, der bruger bønnens gave?

Nogle vil vel sige: "Hvorfor skal vi bede', Vi får jo alligevel alt, og tit endda mere, end dem der kalder sig troende." Ja, "Herrer lader sin sol op gå både over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uret, færdige" (Matt. 5,45). Men der er noget, som de kære mennesker ikke får, nemlig den velsignelse det er at bede og få. De kender hel. ler ikke den glæde, det er at tage gaven al Guds hånd. Og én ting mere skal siges: de får ikke de åndelige velsignelser eller frelsen i Jesus

Kristus, thi det får man ikke uden bøn.

Andre vil vel sige: "Vi har prøvet at bede, da vi var i nød, men det var, som om vor bon ikke nåede loftet, og vi fik intet svar. Gud var ikke hjemme, da vi bankede på døren, og vi tror ikke, det kan nytte at ulejlige ham mere." Ja, der kan findes mange undskyldninger. Men hvem de end er, og hvilke undskyldninger de end har, så skal det siges til disse kære mennesker, at der er millioner af bedende mennesker, der gennem tiderne har oplevet Guds forunderlige bønhørelser og derfor ikke kan blive færdige med at takke ham, fordi det er en dyrebar virkelighed, at Gud horer bon.

Det svar, der sikkert vil være det hyppigste, når spørgsmålet er: Hvorfor beder vi ikke mere? vil uden tvivl være dette: Vi har ikke tid! Vi er for optaget! - Den, der siger sådan, ved bare ikke, at dette svar er lige så meningsløst, som hvis en høstkarl ville sige, at ban ikke bar tid til at slibe sin le, eller hvis en håndværker ville sige, at ban ikke bar tid til at skærpe sin okse eller file sin sav. Vi ved, at de snart ville køre fast, om de lod det være.

Det fortælles jo om Luther, at han ofte tog sig mest tid til bøn, når ban havde travlt. Han måtte jo hente kraft og råd hos Herren til den store og vigtige gerning, som var hans, og jo flere og jo vigtigere sager, des mere

tid brugte han i lønkammeret for at fa den rette hjælp. Han skal da også engang have sagt: jeg havde Så travlt i dag, at jeg måtte bruge tre timer til bon." Lad det understrege det ord for os, at bønnen er vort vigtigste arbejde. Med andre ord, vi har aldeles ikke tid til at lade være med at bede. Det gamle ord, Aet sinker ikke at bede", er meget mere sandt, end vi aner.

Nej, det sinker ikke at bede, når det gælder de mange timelige forhold. jo mere bon, des mere vil Gud lægge sin velsignelse til vort arbejde, og jo mere vil man søge at være tro i sin gerning. En af mine gode venner sagde en tid efter, at han var blevet omvendt: "Siden jeg er begyndt med morgenbøn, lægger det sig helt anderledes til rette dagen igennem."

Det sinker heller ikke at bede, når det gælder de åndelige forhold. Det sinker ikke for arbejdere i Guds rige at bede, det gælder samfundsledere, missionærer, præster og andre, tværtimod. Vi har ikke, fordi vi ikke beder. Hvor ofte er det ikke den dybeste sandhed. Tænk, om udarbejdelsen og tilrettelæggelsen af et kristeligt arbejde, en prædiken eller en kristelig tale, helt anderledes havde fundet sted under bon, hvad ville der SA ikke have været af velsignelse over det.

Arbejde er godt, og det er kun at glæde sig over, OM der er nogle, der vil tage fat, men bønnen er det vigtigste. Endnu gælder det gamle ord: "Ora et læbora", bed og arbejd først bøn og så arbejde.

Vi vil sikkert også ret ofte mode en anden undskyldning fra mennesker, der ikke beder eller beder meget lidt, nemlig denne: "Vi har ikke tro nok".

Og jeg forstår godt denne tanke. Ikke mindst, hvis man læser ord som disse: "Uden tro er det umuligt at behage Gud" (Hebr. 11, 6). ,Dig ske, som du tror" (Matt. 8,13). Stærkest er det vel udtrykt i Jak. 1, 6-8: "Men han bede i tro, uden at tvivle, thi den, som tvivler, ligner en havets bølge, der drives og kastes af vinden. Ikke må nemlig det menneske mene, at han skal få noget af Herren, en tvesindet mand, som han er, ustadig på alle sine veje".

Det vil være naturligt, om mangen en standser her og erklærer, at så kan det ikke nytte, at han beder, for tro har han meget lidt af, hvorimod hjertet ofte er fuld af tvivl. - Lad os imidlertid se ganske nøgternt på denne vigtige sag og lad os blive klare over, at trods al den tvivl, der blander sig i vor bon, er det at komme til Jesus i vor hjælpeløshed med al vor nød og synd dog tro. Vi kommer til Jesus med vore vanskeligheder, betror ham vor nød og lægger vor sag i hans hånd. Det er tro, selv om det måske er en svag og famlende tro. Og Jesus forkaster ikke denne tro. Han har jo også selv sagt: "Den, som kommer til mig, vil jeg ingenlunde kaste ud" (Joh. 6,37). Personlig er jeg så taknemlig for beretningen om den fader, der kom til Jesus med sin son, der var besat af en ond And, og som blandt andet sagde til Jesus: "- - hvis du formår noget, så forbarm dig over os og hjælp os!" Men Jesus sagde til ham: "Hvis du formår! alt er muligt for den, der tror." Straks råbte drengens fader: "jeg tror, hjælp min vantro!" Og Jesus helbredte hans son (Mark. 9,17-27). - Hvor ofte kunne du og jeg ikke have lyst til at svare det samme, når vi kommer til Jesus med vore vanskeligheder: jeg tror, hjælp min vantro!" Og hvor ofte fik vi ikke at se, at Jesus hørte vor bon trods vor ringe tro.

En anden sag er, at det ville være skønt, om vi mere og mere kunne nå dertil, at en stille og fast tro kunne bære vore bønner frem for Gud.

Der er mennesker, der er nået langt, hvad dette angår; men jeg tænker mig, at det er nået gennem udholdenhed og vedvarende er faring eller øvelse. I denne forbindelse har jeg ofte tænkt på vore sportsfolk, og hvad de kan drive det til gennem udholdenhed og øvelse. Det er jo f. eks. fantastisk, hvad en trænet svømmer kan præstere. Dette er imidlertid ikke nået på ~n dag. Hvor ynkeligt har det mon ikke set ud den dag, da han eller hun prøvede at tage de første svømmetag. Og hvad er det så ikke blevet til gennem vedvarende øvelse. Og noget lignende gælder jo inden for alle sportsgrene.

Mon ikke det er en tilsvarende øvelse, hvis man kan tale om noget sådant inden for det åndelige område, der gjorde, at der var nogle, der nåede så forunderligt langt i dette at bede i tro, uden at tvivle.

Og lad os så ikke i denne forbindelse glemme det vigtigste, at bede meget om den Helligånd. Troen er jo Andens gave. - Lad os heller ikke glemme daglig at leve i og af Guds ord. Vor bibel er fuld af opmuntrende og trosstyrkende beretninger om bønhørelse.

Bønnens tider.
Hvornår skal vi bede? Og hvor tit skal vi bede?
I Fadervors 4. bon: Giv os vort daglige brod, får vi at vide, at Jesus venter, at vi beder hver dag. - Der er jo også nok at lægge frem for Herren hver dag, og det er et dårligt tegn, når et Guds barn kan undvære dagligt: at have en stille lønkammerstund. Det er en alvorlig sandhed, vi moder i sangens ord: "- Bønnen er de frelste sjæles åndedræt", "- standser åndedrættet, slår ej hjertet mer, da er livet borte, visse død man ser."

I den 4. bøn "giv os i dag", får vi da også at vide, at Fadervor er en morgenbøn. Det er for i dag, det vil sige for den dag, der nu ligger foran os, vi beder om dagligt: brod. Altså ligger det ganske klart, at det er Jesu tanke, at vi begynder dagen med bon. Den dag, der ikke er begyndt med bon, er ikke ret begyndt. David vidste, at det gælder at få begyndt om morgenen: "Årle horer du, Herre, min rost, årle bringer jeg dig min sag og spejder" (Salme 5,4).

Lige så naturligt som det er at begynde dagen med bon, lige så naturligt vil det være at slutte dagen med bon, aftenbøn. Der er meget at bede om tilgivelse for, inden man går til hvile, synd i tanke, ord og gerning og alle vore forsømmelser. Og der er en særlig velsignelse ved og hvile i at bede Gud holde sin beskærmende hånd over os og alle vore kære i den kommende nat.

Altså vil det være naturligt, at vi i det mindste har de to faste bedetider, morgen og aften. Og lad os våge meget over vore faste bedetider. Gør vi ikke det, vil vort bønsliv hurtigt lide skade.

Vi har imidlertid lov til at komme til Gud i bøn når som helst. Og for den, der kender lidt til sin egen afmagt og hjælpeløshed, kan der jo i dagens løb komme så mangt et forhold, hvor vi foler vor absolutte afhængighed af Guds hjælp, og vi søger da ganske naturligt i bon til ham og takker ham for, at vi må komme til enhver tid, dag eller nat, og at vi må komme med alle ting.

Og for øvrigt har Paulus jo i 1. Thess. 5,17 brugt et så stærkt udtryk som dette: Bed uden ophør. At bede uden ophør synes ikke blot at være vanskeligt, men umuligt. Og hvis det betyder, at vi altid skal ind i vort lønkammer for at bede, er det jo også umuligt. Gud har imidlertid gjort det sådan, at vi med eller uden ord kan bede hvor som helst og når som helst. Kort sagt, vi kan til enhver tid få forbindelse opad, ja, selv et bedende suk bores af Gud. - Vi er vel ikke nået langt i dette at bede uden ophør ret mange af os, og dog kender en del nok til dette forunderlige, at man midt i en samtale med andre mennesker eller måske under et sygebesøg pludselig kan opsende et suk, en bon, om visdom, om de rette ord, kort sagt, om hjælp i denne eller hin situation. ja, hvad betyder det ikke for os hjælpeløse mennesker at kunne leve med den bevidsthed, at Gud i det høje altid, ja, altid, er rede til at høre på vor bøn.

Vor frelser har ikke blot givet os tilskyndelse til bon; men han har givet os et eksempel. Vi kan blot tænke på følgende ord:
"Ganske tidligt, mens det endnu var mørkt, stod han op og gik ud og gik bort til et ode sted, og der bad han." Mark. 1, 35.

"Men det skete i de dage, at han gik ud på et bjerg for at bede, og han var der hele natten i bon til Gud." Luk. 6, 12.

For Jesus var denne nat en bønnens nattevagt, for han foretog sig det store og vigtige valg af de tolv apostle.

Når Jesus havde nødig at anvende så megen tid til bøn, hvad så vi?

Hvorledes skal vi bede?
Det vil vel være naturligt, at man ikke blot spørger: "Hvor tit skal vi bede?" men også: "Hvordan skal vi bede?" PS hvilken måde? Også her har Jesus vist os vej: "Når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør - - -" (Matt. 6,6). Det vil sige: Luk verden ude! Bøn er samtale med Gud, derfor må sindet samles til stilhed. Betingelserne for en virkelig velsignet stund er stilhed om os og

stilhed inden i os. I den fortravlede og urolige verden vi lever i, i dag, er det dobbelt vanskeligt at nå denne ydre og indre stilhed. Vi skal derfor sætte desto mere ind på at nå den.

Og dog, selv om vi prøver på at gøre det, så ved vi alle, hvor flakkende og springende det menneskelige sind kan være, og hvor svært det kan være, selv med den bedste vilje, at hindre flygtige og uvedkommende tanker i at forstyrre under bønnen.

Det kan måske være en trøst, en ringe trøst, at selv Luther kendte det samme. Det fortælles jo om ham, at han af en af sine rige venner blev lovet en ridehest, hvis han kunne bede Fadervor uden at tænke på noget andet. Luther var imidlertid ærlig nok til at bekende, at den tanke pludselig var faret igennem ham midt under bønnen: "Mon du får saddel og bidsel med?"

Men sikkert er det, at jo mere vi får lukket verden ude og får vort eget sind bragt til stilhed, jo rigere bliver lønkammerstunden.

- I Matt. 6,5-13 ser vi også, at der er to ting, Jesus advarer os imod, når A beder, det ene er hykleri, at bede for at ses af mennesker, og det andet er plapren, de mange tankeløse ord, "thi jeres fader ved, hvad I trænger til, for I beder ham."

Lad det så også blive sagt, at som regel har vi ord nok og ved også, hvad vi vil sige, når vi kommer frem i bon; men de stunder kan jo også komme, ikke mindst når det er de allerstørste ting, vi lægger frem for Herren 1 hvor vi ikke ved, hvordan vi skal bede. I sådan en stund glæder jeg mig over og tyer til den forjættelse, vi finder i Rom. 8,26: "Ligeledes kommer Anden os til hjælp i vor magtesløshed; thi hvad vi rettelig bor bede om, forstår vi ikke, men Anden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke." Og ligeledes til de forjættelser vi finder i Rom. 8,34: "Kristus er den, som er død, ja, meget mere, som er opstanden, som er ved Guds højre hånd, som også går i forbøn for os," og i Hebr. 7,25: 'Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi ban altid lever, SA han kan gå i forbøn for dem."

Det er en forunderlig tanke for os, der ser så kort og forstår så lidt, at vide, at den Helligånd og vor kære Frelser beder med os og for os.

Fællesbøn.
Endnu er der et meget vigtigt problem inden for bønnens verden, nemlig fællesbønnen.

I Matt. 18, 19 siger Jesus: "Fremdeles siger jeg eder, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få fra min himmelske fader." - Vi ved jo også, at den første pinse på jord blev bedt frem gennem fællesbønnen (Apg. 1,14). I Apg. 12,3 ff fortælles det, hvordan Peter blev bedt fri for lænker og fængsel gennem fællesbøn. Det er tydeligt, at Jesus bar givet fællesbønnen særlige forjættelser. Og det er jo da også oplevet atter og atter, at fællesbønnen bragte særlig store velsignelser. Hvad bar det ikke betydet ved mangen sygeseng? Og hvor mangt et åndeligt røre er ikke frugten af endrægtig og vedholdende fællesbøn?

Men selvfølgelig har fællesbønnen sine særlige vanskeligheder. Der er her så meget, der kan forstyrre. Der må derfor våges dobbelt både over den ydre og den indre stilhed. Og der må passes på, at ens bon ikke bliver en prædiken eller et kristeligt foredrag for de medbedende. - Som teologisk student blev man ofte advaret mod at falde i denne groft, når man engang blev præst, og der blev da også fortalt et advarende eksempel. Man fortalte, at der skulle have været en præst, der en dag havde indledt sin bon fra prædikestolen med følgende vending: " - - Og så beder vi dig, Herre, at du vil give os mere fides, spes og caritas, og du ved jo, Gud, at fides betyder tro, og spes betyder håb, og caritas betyder kærlighed - -." - Om det virkelig er sket, tor jeg ikke sige, måske, men lignende farer kan ligge for os under fællesbønnen, så vor bon bliver en lille opbyggelig tale til de tilstedeværende i stedet for en stille og inderlig bon til Gud. Lad os derfor være på vagt.

Men lad det samtidig være sagt, at fællesbøn under de rette forhold og til de rette tider er en vældig styrkelse og opmuntring, og den kan i høj grad være med til at styrke vor svage tro. Fællesbøn betyder jo, at jeg ikke er ene om at komme til Gud med denne sag og disse vanskeligheder eller ønsker, men at vi er mange, og vi er inde under særlige forjættelser. Og den kan derfor være med til at styrke vor tro, samtidig med at den styrker enheden og kærligheden i de helliges samfund.

Og lad os så endnu en gang understrege, at Gud i bønnen har givet os en forunderlig og velsignet gave. jo mere vi bruger den, jo mere vi lever i den, desto rigere bliver kristenlivet, og jo større bliver den velsignelse, vi kan være med at bringe andre.

Denne bøn er vel nok den, der bedes oftest og af de fleste - ganske vist i mange variationer. Alt, hvad der horer til legemet og til dagligt brod, optager os alle meget. Bønnen om dagligt: brod har også sine dyrebare forjættelser. Aller skønnest har Jesus vel sagt det i Matt. 6,25-34: "Derfor siger jeg jer: I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad 1 skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se til himlens fugle; de sår ikke og hoster ikke og samler ikke i lade, og dog giver jeres himmelske fader dem foden; er I ikke meget mere værd end de?

Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej? Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne På marken, hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Kæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende? Derfor må I ikke være bekymrede og sige: "Hvad skal vi spise?" eller: "Hvad skal vi drikke?" eller: "Hvad skal vi klæde os i?" thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen; thi dagen i morgen skal bekymre sig for det, der horer den til. Hver dag har nok i sin plage."

Lad os imidlertid ikke glemme, at af Fadervors 7 bønner, er der kun denne ene, der handler om dagligt brod. Det kunne tyde på, at de legemlige fornødenheder kun udgør en ret begrænset del af vort livs behov. Altså først Guds rige og hans retfærdighed og Så det andet i tilgift. Vi bor vist også samtidig mærke os, at det ikke er overflod, der loves i Guds ord, men det, der horer til dagligt brød.

Men lad os på den anden side glæde os over, at vi har lov at bede Gud om alt det, der er fornødent for vort legeme, ja, for vort jordiske liv i det hele taget.

Og hvad der horer til dagligt brod, har Luther jo så smukt og alsidigt udtrykt i sin forklaring til den fjerde bøn: "Alt, hvad der borer til livets ophold, så som mad, drikke, klæder, sko, bus, hjem, kvæg, penge, gods, god ægtefælle, gode børn, godt tyende, god og trofast øvrighed, god styrelse i landet, godt vejrlig, fred, sundhed, gode sæder, acre, gode venner, trofaste naboer og deslige."

At Gud både kan og vil give os dagligt brod, og hvad dertil borer, behøver vi ikke at tvivle om. Tænk blot på en forjættelse som denne: "Eller er der iblandt jer nogen, som vil give sin son en sten, når ban beder ham OM brod, eller give ham en slange, når ban beder ham om en fisk? Når da I, som er onde, forstår at give eders bøn gode gaver, hvor meget mere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, som beder ham?" (Matt. 7,9-11). Kan det siges stærkere og mere forjættende?

Og er det ikke trosstyrkende i vor bibel og i dagliglivets oplevelser at lægge mærke til, hvordan Herren i de forskelligste situationer kom sine børn til hjælp. Der er eksempler nok at nævne, men ganske naturligt standser man først ved det store under i den gamle pagt, da Israels børn i 40 år, dag for dag, blev mættet med manna (brødet fra himlen) og vagtler, og de var dog henved 600.000 mænd foruden kvinder og børn (2. Mos. 12,37).

Vi ser også i den gamle pagt, at Gud ikke glemmer den enkelte, som er i nød for dagligt brod, tænk f. eks. på enken i Sarepta.

I Det ny Testamente bliver vi blandt andet mindet om de store skarer, som Jesus bespiste med de få brød og småfisk, i Matt. 14, 5000 mænd foruden kvinder og børn, og i Matt. 15, 4000 mænd foruden kvinder og børn. - Også de enkelte tog Jesus sig af. I Luk. 5 hører vi, hvordan Peter og hans fæller ved et under får fiskedræt på det sted og ved den tid, hvor det menneskelig set var umuligt at fange fisk.

Og hvad har troende mennesker ikke oplevet af bønhørelser op gennem tiderne og indtil i dag. En af dem, det vil være naturligt at minde om i denne forbindelse, er den store bønnens mand og børnehjemsforstander Georg Muller, England. Georg Muller blev født i Prøjsen i 1805, og efter en ret tvivlsom ungdom gav han Gud sit hjerte i 1825. Han tænkte en tid på at blive hedningemissionær, men forskellige ting lagde sig i vejen. Et to måneders ophold i Herman Franckes børnehjem gjorde imidlertid et stærkt indtryk på ham og medvirkede til at bestemme hans livsbane. Det kom mere og mere til at ligge ham på hjerte at gøre noget bestemt for fattige, forældreløse børn. Og i 1835, da han boede  i Bristol i England, korn den afgørende dag i George Mullers liv, han mødte ordet i Davids 81. salme vers 11: "Luk din mund vidt op, og jeg vil fylde den." Nu bad han Gud om at lægge alt til rette, så han kunne få lov at være noget for de forældreløse børn. Han bad Gud give et passende hus, de nødvendige penge og duelige, troende medhjælpere. Et par dage senere fik han de første gaver til børnehjemmet. Og som årerne gik, bad han sig alt til, det vil sige hjemmet - eller rettere hjemmene - og dagligt brod gennem de mange fir. I alt har hjemmene i Bristol huset og opdraget ca. 10.000 forældreløse børn. Og af disse korn mange til bevidst tro. Det var således en strøm af velsignelse, der spredtes ud over jorden. PS sine rejser traf George Muller nogle af dem næsten Overalt, særlig i Amerika.

Til børnehjemmene og den øvrige gerning, Gud gav ham at gøre, modtog han i alt ca. 28 millioner kroner - hvad ville et tilsvarende beløb ikke komme op på i dag. Og alle disse penge modtog han alene ved bon og tro uden nogen sinde at henvende sig til mennesker om hjælp.

Selvfølgelig var han ude for mange trosprøver. En aften, efter at børnene havde fået det sidste måltid, var der hverken mad eller penge til næste dags behov. George Muller gik til sit hjem; men intet blev sendt i løbet af aftenen. Han gik i seng, idet han lagde sagen i Guds hånd. Næste morgen gik han ud at spadsere, og på vejen gik han og talte med Gud om, at der slet intet var til børnenes frokost. Medens han bad, gik han ind i en gade, hvor han slet ikke havde tænkt at gå. Her mødte en ven ham og sagde, det var heldigt, de mødtes, da ban havde 5 pund (90 kr.) til børnene. Takkende Gud gik G. M. straks hjem og sørgede for indkøb til frokosten.

En anden gang var der heller intet til frokost. Men for den sædvanlige spisetid kom en mand med en gave, som fuldstændig afhjalp noden. Da dette senere blev fortalt i årsberetningen som et eksempel på Guds trofasthed, aflagde denne mand et nyt besøg for at fortælle de nærmere omstændigheder, under hvilke gaven var blevet afleveret. I et særligt anliggende havde han den morgen begivet sig meget tidligt på vej til sit kontor. På vejen kom den tanke til ham: jeg vil gå hen til mr. Mullers børnehjem med en gave". Han drejede da af fra vejen og begyndte at gå derud. Men da han havde gået et godt stykke, standsede han med den tanke: "Hvor tåbeligt af mig at forsømme mine forretninger! Jeg kan jo give pengene til børnene en anden gang." Så vendte ban om og gik tilbage til byen. Men snart efter følte han, at han måtte ud til børnehjemmet. "Måske mangler børnene mad netop nu; de vil da komme til at lide nød, dersom det er mig, Gud vil sende med hjælpen, og jeg ikke går."

"Det ligner netop min nådige fader," sagde George Muller, da han hørte det; og når han senere fortalte derom, formanede han sine tilhørere til dog at sætte deres lid til en sådan trofast Gud, som altid overholder den pagt, ban bar sluttet med mennesker.

Utallige mennesker fik tilskyndelse til mere tro og bon ved at se George Mullers gerning. Ret slående fortælles det, at en mand, som boede lige over for børnehjemmet, ofte brugte, når tvivlen kom til ham, at stå og se over på hjemmet. Det var ham bevis nok for, at der var en levende Gud, og det gav ham ny tro.

Påvirket af George Mullers tro begyndte Hudson Taylor i 1863 alene i tro til Gud den gerning, som er kendt under navnet "Kina Indlands Mission", en missionsgerning, der alene bar regnet med Herren, og som bar tilbedt sig alt gennem troende bon; en missionsgerning, der bar udrettet store ting.

Andre missionærer og missionsselskaber bar atter og atter stået med stille undren, når de så, hvad dette selskab og disse missionærer udrettede ud fra princippet: Tro og bon alene. Således husker jeg, at vor danske Kina missionær Aagaard-Poulsen i 1930 sagde det så stærkt ved et mode herhjemme: ,Kina Indlands Mission, der drives efter det bedste af alle principper ,alt fra Herren, og hel tro på Gud," har missionærer nok og penge nok, og de har vækkelse," og så føjede han til mens alle andre missionsselskaber savner disse dele."

Og hvad kunne der ikke berettes om bønhørelser i mange kristelige arbejder herhjemme? Pastor Julius Friis-Hansen, der fik lov som få at bede kirkerne frem i København, fik denne meget betegnende gravskrift: "Alt, hvad I begærer, når I beder i tro, det skal I få." - Bønnen var hans store glæde, og den var også hans store indsats.

Eller vi kan tænke på vore diakonisse- og diakonhuse, på Filadelfia, Skovtofte, Moltrup og mange andre kristelige arbejder. Således fortalte forstanderinde, frk. Rasmussen, Skovtofte, os præster, der engang besøgte hjemmet, om en oplevelse, de havde haft, mens frk. Thora Esche i sin tid var forstanderinde. Der var underskud i kassen, og søstrene var meget trykket deraf. De blev da enige om at bede hver dag om de penge, der manglede. Da der var gået en tid, blev søstrene overrasket ved at hore, at frk. Esche begyndte at takke for de penge, som hun nu vidste, Herren ville sende dem. Sådan blev hun ved i ca. 14 dage, uden der skete noget. Da kom pengene pludselig en dag, og det viste sig, at de kom fra en mand i Amerika og var afsendt netop den dag, da frk. Esche begyndte at takke for dem.

Også i de små og mere dagligdags forhold opleves atter og atter Guds svar på bon. Og vi er sikkert mange, der, når det gælder bønnen om dagligt brod, må sige, at vi bar fået lov at leve i underets verden og opleve, at der er en underets Gud, der horer bon. - jeg skal ikke drage de mange skønne oplevelser frem, som jeg personligt har haft gennem Arene; kun en enkelt bønhørelse, der kan se meget ubetydelig ud, men som fik så stor betydning for mig siden hen, når økonomiske vanskeligheder meldte sig. Det var i et af mine første præsteår; forskellige ting, blandt andet en barnefødsel og brændselsregningen for den kommende vinter, havde gjort, at vi ville blive bagefter økonomisk, hvis ikke Gud sendte os ekstra penge. jeg regnede ud, at der ville komme til at mangle 250 kr. (det var mange penge dengang), og jeg gik derfor i min nød til Herren og bad ham hjælpe os over vanskeligheden, så vi kunne klare enhver sit. To dage efter kom der 100 kr., og på tredjedagen kom der først 50 kr. og senere 100 kr. - nogle af pengene fra unævnte venner. Men det, der gjorde bønhørelsen særlig stor og fik mig til at notere den i min dagbog, var dette, at jeg fik lige den sum, jeg havde brug for. - I dagbogen ser jeg, at jeg bar føjet til: Stor var den glæde, at jeg nu kunne betale enhver sit, men allerstørst den lære, at jeg må komme til Herren med mine økonomiske bekymringer.

Noget af det samme, blot efter en lidt større målestok, oplevede KFUM i Skjern i 1944. KFUM havde i Arene forud arbejdet med en plan om et nyt hjem. Dette resulterede i, at foreningen købte den gamle realskole til en pris af 53.000 kr. Pengene skulle jo så skaffes til veje, og det var under megen bon, man havde taget hele sagen op. Man tegnede nu først frivillige bidrag blandt medlemmerne, og derefter gik man ud til samfundet med bidragslister. - De, der var med den aften, da bidragene på listerne skulle tælles sammen, glemmer det aldrig. Der var i alt 53.500 kr., og det var, som det blev bemærket af pastor Bækgaard, netop det beløb, vi skal bruge.

Bygningen kostede jo 53.000 kr., og de 500 kr. gik til sagføreren.

Måtte vi dog lære mere og mere at vove os ud på Guds ords forjættelser, idet vi forvandler alle vore bekymringer til bøn, thi 10 minutter i bøn udretter mere end 10 timer i bekymringer. Men underlig er det at lægge mærke til, at vi ofte i glad tro kan vidne om, at vi er Guds børn, mens vi samtidig kan gå bekymrede og urolige for mangt og meget i det daglige liv. En moder glæder sig over frelsen i Kristus, men er fuld af ængstelse, når hun tænker på, hvordan det skal gå hendes børn i denne onde og vanskelige verden.

- En fader ved at fortælle om den glæde, troen på Jesu frelserværk har bragt ham, men han er fuld af bekymring for, hvordan han skal skaffe mad og klæder til sig og sine. Og mangen en ung fryder sig velover at have fået nåde til at tage mod det største af alt, nåden og frelsen i Jesus Kristus, og så bæver de for fremtiden og tør ikke lægge den trygt i Herrens hånd.

Og det er dog det, Herren har givet os lov til gennem de mange, mange forjættelser, og derfor venter han, at vi i bøn og tro skal lægge alt over på ham - og så lade det blive liggende. - Få har vel som Jesu mor lært os den svære lektie at lægge alt over på Jesus og lade det blive liggende. Ifølge den bibelske beretning om brylluppet i Kana fremkom der jo en meget kritisk situation, en situation, der ville have kastet skam over værtsfolkene, og som ville være blevet et aktuelt, men lidet smigrende samtaleemne. Der var ikke sørget tilstrækkeligt for gæsterne. Vinen slap op. Jesu mor må have følt med vært og værtinde, og samtidig vidste hun, at der var en i selskabet, der kunne hjælpe, nemlig Jesus. Derfor henvendte hun sig til ham med denne korte oplysning, som tillige indeholdt en bøn: "De har ikke vin!" Dermed var sagen lagt i Jesu hånd, og der lod hun den blive liggende. Hvordan han ville klare det, vidste hun ikke og bekymrede sig heller ikke om det; men at han ville klare sagen, tvivlede hun ikke om. Og hun blev ikke skuffet.

Ja, hvad ville det ikke betyde for os, om vi i alle forhold turde lægge vore vanskeligheder og sorger over på ham dag for dag og opleve, at han tog den tungeste ende af byrden og gav os ny frimodighed og tro. Det ville give endnu mere fred og hvile i sindet.

I denne forbindelse kan jeg ikke lade være at mindes en ung hustru, hvis mand lå alvorlig syg på sanatoriet. Gennem kors og prøvelser havde hun søgt sin frelser og var blevet et omvendt, troende menneske. En dag, vi talte sammen, udtrykte hun sin store glæde over at være blevet et troende menneske og føjede til: "Nu er det, som alt er meget lettere. Nu kan jeg lægge det alt sammen i bøn hen til min frelser, både det med min mands sygdom og det økonomiske; og nu kan jeg først begynde at være en rigtig mor for mine bønner." - En ny understregning af ordet:

"Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give Jer hvile."