Den første vækkelse i den kristne menighed hører vi om i Apostlenes gerninger, kap. 2.

Det så ikke lovende ud, for ikke at sige, at det så håbløst ud for de første disciple, da de skulle bede den første pinse frem. Modstand, had og forfølgelser mødte de fra mange sider, også fra det daværende kleresi. Men de bad og blev ved at bede om den Helligånd, som Herren havde lovet dem, og i Herrens time skete underet. Guds ånd kom over disciplene, og Guds ånd kom over tilhørerne. I Apg. 2,37 står der: "Men da de hørte dette (Peters prædiken), stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de øvrige apostle: "I mænd, brødre! Hvad skulle vi gøre?" Men Peter sagde til dem: Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe på Jesu Kristi navn til eders synders forladelse; og I skulle få Helligåndens gave." De, som nu tog imod hans ord, blev døbt; og der føjedes samme dag omtrent tre tusinde sjæle til." Og i Apg. 2,47 læser vi: "Men Herren føjede daglig til dem nogle, som lod sig frelse." - Og i Apg. 4,4 nævnes der endnu en gang tal på dem, der kom til tro: "Men mange af dem, som havde hørt ordet, troede, og tallet på mændene blev omtrent fem tusinde."

Det var den første pinse, og det ser ud til, at mange af pinsens frugter var mennesker med missionssind og vidne mod, og evangeliet bredtes langt ud over den dakendte verden.

Og op gennem tiderne oplevedes det atter og atter i det store som i det små, at det blev pinse igen, der hvor troende mennesker følte tidens åndelige nød, og denne nød drev dem ind i inderlig og vedholdende bøn - trods modstand, had og forfølgelse.

Her i Danmark" kan vi blot tænke på de åndelige velsignelser, vi fik gennem reformationen, pietismen, grundtvigianismen og Indre Mission m. fl.

Det var rige tider, der gik over et sogn, en by eller en egn, når Gud sendte et åndens vejr. Vi kan blot tænke på den vækkelse, der gik over København i slutningen af forrige og i begyndelsen af dette århundrede, og på hvad den førte med sig af trosliv og åndelig velsignelse i mange sogne. Også her var der forkyndere med noget af Helligåndens ild og der var megen modstand, had og forfølgelse.

Som forhenværende præst i Skjern kan man da ikke lade være at tænke på den forunderlige velsignelse, der har været over det åndelige liv i dette sogn som følge af den store og af Gud sendte vækkelse, der gik over Skjern i 1897 og årene derefter.

Personlig har jeg også haft den glæde at se en stille vækkelse i nogle af de sogne, hvor vi fik lov at være præstefolk. Var det ikke i tusindvis, at mennesker kom til troen, så var det alligevel en glæde så stor for hver enkelt, der gav Gud sit hjerte, ja, så stor en glæde og velsignelse, at man atter og atter længes efter at opleve det igen. Forunderligt er det også i sådanne tider at mærke, hvorledes det med Guds rige ligger i luften. Ordet bliver nyt, vidnesbyrdet bliver naturligt, og bøn og forbøn bliver så levende; man mærker Åndens gerning i ens eget og i andres hjerter. Der lægges nogle til, som lader sig frelse. Det kendes på kirkegangen og i de helliges samfund, og det kendes i hjemmene og blandt de unge, og det kendes også rent moralsk. Guds bud kommer igen i højsædet. - Oftest kendes det også på tilgang af medarbejdere i de forskellige kirkelige arbejdsgrene. Ja, og det kan tilføjes, at ofte kendes det helt ud på missionsmarkerne, idet der blandt de omvendte kan være unge, der får kald til at drage ud.

Jeg ved godt, at der er nogle, der er bange for vækkelser. Det er for højstemt, for følelsesbetonet, usundt og overspændt, og hvad der nu kan siges. Og det skal da indrømmes, at der afholdes vækkelsesmøder, hvor åndeligt presseri skaber røre, der aldeles ikke er af Herren. Frugterne er også derefter.

Som ung præst var jeg engang med ved en gudstjeneste i en københavnsk kirke for at se, hvordan et bestemt åndeligt og ellers udmærket arbejde virkede i sådan en vækkelsesuge. Gudstjenesten eller rettere mødet i kirken hvor en præst og en lægmand havde ordet, var præget af en sund evangelisk" forkyndelse. Efter gudstjenesten blev der indbudt til eftermøde i menighedslokalet, og jeg fulgte med. Og det kan nok være, at der her arbejdedes med "håndkraft", det var, som om man ikke havde tid til at vente på Andens gerning. Der blev seks omvendt den aften; men jeg kunne ikke lade være at tænke, da jeg gik hjem: "Hvor mange af de seks er mon omvendte i morgen?"

Selv hvor man gør sit bedste for at holde et åndeligt røre, en vækkelse, inden for de rette rammer, kan der være mennesker, der kommer for højt op, og der er desværre også gerne nogle, der falder tilbage igen. - Men skulle disse få, der kom lidt for højt op, være en hindring for de mange, der ellers ville komme til en levende tro?

Biskop Lunde, Norge, udtrykte sig således engang, jeg hørte ham sige noget angående dette spørgsmål: "Hellere utænkeligt liv end tækkelig død."

I beretningen i Apostlenes gerninger ser vi, at der også var flere mindre gode efterspil efter den første vækkelse. Intet er fuldkomment her på jord.

Nu er der gået ca. 100 år, siden Indre Missions vækkelse gik over landet, og den, der følger lidt med i, hvordan den åndelige situation i velfærdsstaten Danmark er, kan ikke blive fri for at se, at der er intet, Danmark trænger til i dag, som dette, at der måtte gå et pinsevejr, en vækkelse over landet. Der er meget, der vil tage glæden og frimodigheden fra en, når man ser på den kirkelige, den åndelige og moralske situation i Danmark i dag.

Men lad os se den i øjnene, som den er, des mere får vi vel at se, hvor vi trænger til at opleve pinse.

I vore kirker er prædikenerne mange steder blevet kristelige eller teologiske foredrag uden personligt vidnesbyrd, Ja, der er præster for hvem det med Helligånden og omvendelse og vækkelse er som en rød klud for et vist dyr. Bibelkritikken, som vi mødte ved universitetet i sin tid, og som ødelagde mangen teologisk student åndelig talt, men som i det store og hele ikke nåede menigmand, skal nu helst doceres for hele folket. Mangen en præst, som står med tvivl og vantro over for Guds ord, prædiker bevidst eller ubevidst vantro og tvivl ind i tilhørernes hjerter i stedet for at være med til at føre menigheden til troen. Det frygtelige ansvar, de påtager sig, tænker de vel ikke på, de har jo lært det hos nogle af de teologiske professorer, så det må vel være ret.

Vi har jo teologiske professorer, der rent ud fortæller os, at Jesus ikke er død i vort sted, at han ikke er opstanden, og at der ikke er noget evigt liv.

Og hvorfor kommer der så få i kirke og til møder mange steder i vort land, selv der, hvor der lyder en levende forkyndelse? Er det, fordi Danmark er blevet en velfærdsstat? Det ville da være en underlig følge af Guds godhed mod et folk, at det mere og mere vender ham ryggen! Ja, det ville det, men det ser desværre ud til, at det er sådan, forholdene er.

Og man skulle jo da også tro, at folk har tid til at høre ordet. Aldrig har vi haft så

kort en arbejdstid og så meget fritid - men aldrig har mennesker vel haft så travlt og været så optaget som i dag. Derfor har man ikke tid eller lyst til at bruge søndagen til kirkegang, man skal hvile ud efter den "travle" uge - og så skal man jo da passe udflugter, sport og meget andet.

Engang imellem spørger han sig selv: Skal Herren virkelig til at sende svære tider over vort land og folk for at få det i tale? Vi ser jo i vor bibel, hvor ofte Herren måtte gå den vej for at vække Israel, når det var ved at glemme det ene fornødne. - Eller er lysestagen ved at blive flyttet?

Det er da heller ikke en tid, hvor det er let at være præst. Og mangen god og samvittighedsfuld præst, som trods alle anstrengelser må se kirkebesøget tage af, kan nok tabe modet og blive træt.

Og hvad med den danske folkeskole og dens kristendomsundervisning? Da jeg var dreng, fik vi som det første hver dag en time i religion, dvs. bibelhistorie eller katekismus eller salmevers. Det lå som over undervisningen: Søger først Guds rige! I de sidste årtier er timetallet jo flere gange reduceret, og for nogle religionslæreres vedkommende må det vel siges, at undervisningen ikke opbygger. Desto mere skønner vi selvfølgelig på dem, der virkelig tager det vigtigste af alle fag alvorligt. Men sløjt ser det ud mange steder, og hvad skal man sige til resultatet af den gallupundersøgelse, som radioen foranstaltede med spørgsmålet om grunden til, at vi fejrer jul, og hvor det viste sig, at kun enkelte vidste hvorfor.

Og dette sidste tillige med forskellige andre ting, siger os jo også noget om hjemmene.

Har børnene fået en mangelfuld undervisning i kristendom i skolen, så skulle man dog vente, at de havde hørt noget i hjemmene. Men åbenbart står det heller ikke godt til i mange hjem. - Og hvad skal man for resten sige til den bemærkning, som en lærer et sted i vort land lod falde forleden, da han sagde: "Halvdelen af de børn, jeg har i den og den klasse, er skilsmissebørn."

Der er et andet kendetegn, der råber højt om det danske folks forfald, det er det frygtelige moralske skred, der har fundet sted og stadig finder sted ud over landet. Mon der nogen sinde er gået en umoral i svang, som der gør i dag i Danmark? Tyverier, mord og overfald er ved at høre til dagens orden, og ofte afsløres store bander af unge og børn som forbrydere. Og hor og utugt skal helst ikke betegnes som synd mere, men går i svang i en uhyggelig grad. Ja, vort folk er virkelig ved at rådne op. Her har radio og fjernsyn og den store udbredelse af smudslitteratur og smudsfilm sin store andel, og man spørger sig selv: Kender de herrer og damer, som spreder al den umoralitet ud over landet, ikke Jesu ord: " Ve verden for forargelserne. Men den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb."

Der kunne desværre skrives meget mere om den gudløshed og umoralitet, der i dag plager Danmark, men det, der er nævnt, kan måske sige os, at Danmark er i nød.

Det er sikkert også nok til, at Guds folk må bøje hovedet og sige til sig selv: Er alt dette dybest set også vor skyld? Er det saltet, der har mistet sin kraft? Har vi i liv og tale været dårlige vidner for den Gud, vi tror på? Og har vi svigtet i vore lønkamre, så fjenden, djævelen selv, har haft alt for let ved at drage mennesker ud på syndens veje, på det ulykkebringende skråplan?

Vil man gå ind i denne selvprøvelse og samtidig tænke på vort lands åndelige fremtid, på vore unges evige vel, da vil man før eller senere ende i en bøn om vækkelse over vort land og vor kirke. Intet kan som en åndelig vækkelse, sendt af Glid, ændre de fortvivlede forhold, vi i øjeblikket er inde under.

Er der da slet ingen lyspunkter i den åndelige situation i dag? Jo, det er der. Der er ved at skabes en ny, en positiv front. Der er unge - også teologer - der væmmes ved den valne og negative teologi, der kommer til orde mange steder, og ved den ukristelige moral, der forsvares også fra visse kristelige hold. Der er i det hele taget mange røster, der på forskellig vis udtrykker sorg over den åndelige og moralske situation.

Og der er da også det lyspunkt, at en stor skare af unge gennem skole, søndagsskole, spejdere, FDF, og igennem KfUM og K eller på anden måde har været i kontakt med Guds ord og levende kristendom.

Men trods disse lyspunkter spørger store skarer blandt Guds folk dog stadig med tvivl og sorg om, hvordan det skal gå til, at der skal komme vækkelse i dag? Ser det ikke håbløst ud?

Jo, det ser håbløst ud, når vi ser på den åndelige situation, og når vi ser på os selv og vor sløvhed og vantro.

Men det så også håbløst ud for den første menighed, og det har sikkert set håbløst ud før alle de store vækkelser gennem tiderne.

Men der var nogle, der ikke blot så på alt det umulige, men som i vedholdende bøn så op til ham, der har sagt, at intet er umuligt for Gud.

Man kommer uvilkårlig til at tænke på det ord, den kendte Kinamissionær Morrison udtalte, da man i sin tid spurgte ham: "Mener du, at du kan omvende Kina?" "Nej," svarede Morrison, "men Gud kan!"

Da der for et par menneskealdre siden gik en stor og velsignet vækkelse over Wales i England, var der en udlænding, der spurgte Edward Evans, den ledende i vækkelsen:

"Hvad er hemmeligheden ved denne vækkelse?" Og han fik som svar: "Der er ikke anden hemmelighed end den: "Bed, og I skal få!"

Så er det da også vejen frem i Danmark i dag, om vi af hjertet ønsker at se et åndens vejr over vort land, "Bed, og I skal få." Ingen vækkelse uden indtrængende og vedholdende bøn. Det gælder for vort land taget som helhed, og det gælder for de enkelte sogne og byer.

For nogle år siden talte jeg med en præst på en af vore øer, og da jeg vidste, at der netop den gang gik et åndens vejr over øen, og mange mennesker havde givet Gud deres hjerter, spurgte jeg ham om, hvordan det egentlig var gået til, at der blev vækkelse. Han fortalte da, at de troende var blevet enige om - hver dag - hver på sit sted - at bede om vækkelse. Fiskerne på havet - købmanden bag disken - landmanden bag ploven - og sådan gik der et halvt år - så kom vækkelsen - og unge gik i skarevis ind i Guds rige.

Mens jeg var præst i Års, oplevede man noget lignende i et sogn i Himmerland. Jeg havde lovet at tale der en aften og kom lige ind i en vækkelse. I en samtale, jeg fik med en mor, betroede hun mig, at to af hendes børn var blevet frelste, og hun kunne ikke blive træt af at takke Gud for hans store nåde mod hende og hendes hjem. Da jeg i samtalens løb spurgte hende om, hvordan det egentlig var gået til, at vækkelsen var kommet, svarede hun: "Jo, vi var kommet i sådan en nød, især for vore unge, og så begyndte vi at bede for alvor, og før vi vidste af det, sendte Gud os denne velsignede vækkelse."

Da jeg i 1950 fik lov at være nogle dage i London og også var inde i Sct. Pauls kirken, stod jeg bl. a. også en stund ved George Williams gravmæle. George Williams var jo den mand, som fik lov til at blive KFUMs stifter og blev derved til ubeskrivelig velsignelse for sit land, ja, for den hele verden.

I 1837 var G. W., som den gang var et søgende ungt menneske, kommet til møde en aften, og ordet greb ham sådan, at da han kom hjem efter mødet, knælede han ned i en krog i den butik, hvor han havde sit daglige arbejde og gav Gud sit hjerte. "Gud hjalp mig med at overgive mig helt til ham," sagde han ganske ukunstlet, når han talte om sin omvendelse. "Jeg kan ikke beskrive den glæde og fred, der sænkede sig ned i min sjæl, da jeg første gang fik at se, at den Herre Jesus var død for mine synder, og at alt var tilgivet."

G. W. var kommis i en forretning, hvor der var ansat ca. 140 kommis'er. Foruden G. W. var der kun en troende ung mand mere i forretningen, men disse to begyndte at holde bedemøder, og G. W. skriver om resultatet: "Vi mødtes, vort antal voksede, og værelset blev snart stuvende fuldt. Som svar på bøn var Guds ånd med os, og vi oplevede den ene omvendelse efter den anden." Lad det aldrig glemmes, at grundvolden til Kristelig Forening for unge Mænd blev lagt ved bedemøder på et loftsværelse under to unge mænds ivrige og virkningsfulde bøn. Og lad os heller ikke glemme, at de to vigtigste faktorer i den første KFUM var de to B'er: Bøn og bibel.

Og lad os heller ikke glemme, at skal KFUM blive ved at være til virkelig åndelig velsignelse fremover, så må det vigtigste i dens daglige liv stadig være de to B'er: Bøn og bibel.

Der sukkes i mangen KFUK og KFUM efter nyt liv.

George Williams har vist os vejen.

Jeg har lige læst en del om den læstadianske vækkelse i Lapmarken. Det er godt 100 år siden den vækkelse gik over Nordfinland, og de åndelige og moralske tilstande var elendige. "Det er sikkert ikke for meget at sige, at befolkningen på dette tidspunkt var helt degenereret, og de tre laster, som var de værste svøber, var drukkenskab, tyvagtighed og usædelighed."

Men Gud opvakte en præst, Læstadius, som ved sin bibelske forkyndelse om synd og nåde, om frelse og fortabelse, fik nåde til at vække folket op af den åndelige og moralske søvn. - En af Gud velsignet vækkelse gik over Lapmarken, og endnu den dag i dag, over 100 år efter, mærkes dens rige og velsignede frugter.

I 1932 havde jeg en oplevelse, der fik ansporende betydning for mit åndelige liv og min gerning fremover. Jeg var til stede ved et møde, der blev holdt i Viborg ved den norske Kinamissionær frk. Monsen.

I årene omkring 1929 var Gud jo så god, at han sendte en vækkelse på missionsmarken i Kina - også på den danske missionsmark i Manchuriet. Blandt dem, Gud særlig brugte i disse år, var frk. Monsen.

Ved mødet i Viborg sagde frk. Monsen blandt andet: Vennerne herhjemme vil gerne høre om vækkelsen i Kina, og jeg vil derfor tale lidt om den.

Der er tre ting, vi især ser og oplever derude:

1. Vi ser Herren udgyde bønnens ånd.
2. Hver gren, søm bærer frugt, renser han, for at den må bære mere frugt.
3. Helligåndens gerning. - Vi siger på en ny måde derude i Kina: "Jeg tror på den Helligånd." Og mange missionærer er lykkelige. Kineserne siger om nogle af dem: De bor midt i Guds glæde.

1. Hvordan Herren udgyder bønnens ånd?

Fra den tid, jeg blev omvendt, 16 år gammel, har jeg bedt mange uopfyldte bønner. Mine bibler vidner bedst om måden, hvorpå jeg bad. I den første bibel er understreget:

Beder - søger - bank på osv.
I den anden er der en tyk streg under: Du skal få - du skal finde - der skal lukkes op osv.

Bønnen på den første måde var et anstrengende og håbløst arbejde. Men så læste jeg bogen om George Muller. Og det kom til mig: "Den Gud, der havde lovet at besvare George Mullers bønner, han har også lovet at besvare dine bønner." Jeg husker endnu tydeligt den dag, da vi var to arbejdere derude i Kina, der blev enige om at bede i tro på Guds løfte: "Hvad to bliver enige om - -." Så bad vi, som vi var blevet enige om, en time eller så daglig i tro.

Der gik 5 dage, så begyndte vækkelsen. Nu havde jeg i 17-18 år gået og længtes og bedt om det, som nu pludselig skete.

Vi havde en flok kvinder, vi underviste, og en af dem siger: "Hvorfor kan vi ikke sove?" "Kan I ikke sove?" "Nej, vi ligger og græder, og synder, som var glemte i årtier, står lige så levende for os, som om de skete i går." Vi vidste, at det var Guds ånds arbejde - vor bøn var hørt, vækkelsen var begyndt.

Bønnens vej er sejrens vej!
2. "Den gren, som bærer frugt, renser han." Selv nogle af de bedste i missionærflokken gik i stykker, gik fallit.

Der var en missionær, der blev kaldt "Missionæren af Guds nåde". Ham skulle jeg engang besøge, og jeg glædede mig til at komme sammen med ham og lære af ham. Og så sad vi og talte sammen, og så sagde han: "Ja, jeg ved godt, at man kalder mig "Missionæren af Guds nåde"; men kan det ikke blive nyt for mig, så kan jeg lige så godt rejse hjem med det samme." - Vi talte så sammen om vejen til fornyelse, og han begyndte at gå vejen og blev igen "Missionæren af Guds nåde" og fik lov at føre så mange sjæle til Herren som ingen.

Ja, jeg måtte også selv have gjort op. Vi troende kan godt gå og få sådan et pulterkammer derinde i hjertet, og så skal der ryddes op.

3. Den Helligånds gerning.

Om vækkelsesmøderne gælder det, at der er stilhed over dem. Vi beder - vi taler - tilhørerne går stille bort; men de går med ordets pil i hjertet. - De kommer næste aften og næste igen, og det tveæggede sværd er ikke til at få ud - det bliver tungere og tungere for dem. Til sidst kan de ikke holde det ud længere, og de kommer til præst, leder, missionær og bliver hjulpne.

Vi har ikke eftermøder eller noget lignende, de får lov at gå - men vi beder, og Helligånden virker og overbeviser dem om synd - retfærdighed og dom.

Forbavsende også at se, hvor de nyomvendte kan gribe og forstå ordet. Det er sandt, hvad Pontoppidan har sagt: "Når et menneske bliver omvendt, så går der et nyt lys op i forstanden".

Endelig mindede frk. Monsen om, at de derude fra, som står og ser livet bryde frem og venter endnu større ting af Herren, de fyldes også af det ønske, når de kommer her hjem: Gid der måtte ske det samme her i Danmark og Norge! Og det kan ske. - Er der så ikke nogen, der vil begynde at bede, som vi begyndte at bede, før vækkelsen kom, ud fra ordet: "Hvad to bliver enige om at bede om - - -." Er der ikke to i Viborg - i Silkeborg osv.? Guds forjættelser gælder også i dag.

- Ja, det var dengang, men hvordan skal vækkelsen komme i dag?

"Herre 1 send en vækkelse og lad den begynde i mit hjerte! For Jesu skyld!" Denne bøn var den stående bøn før og under vækkelsen i København omkring århundredskiftet. En bøn, som blev til megen velsignelse derved, at den drog det enkelte Guds barn ind i en åndelig selvprøvelse og tillige ind i en indtrængende bøn om vækkelse. Skal vi opleve en virkelig velsignet vækkelse, så må vi hver især opleve noget af dette, at den også kommer til mit hjerte. Vi må stille os til rådighed, vi må blive aktive, vi må yde vor indsats. Vi skal ikke blot være med til at tænde lunten, så den "store eksplosion " kan finde sted - dette er jo altid det letteste og mest spændende - men vi skal også være med ved det mere trælsomme arbejde at bore sprænghullerne.

Ja, vi skal være med i forberedelserne, så får vi også mest glæde ud af det, den dag Gud sender pinsen, og der kan høstes sjæle hjem.

- I gamle dage, da høsten gik for sig med le og krat, og arbejdet var strengt, var der ingen, der glædede sig så meget til høstgildet som de, der havde båret dagens byrder og besværligheder. Sådan vil det også gå med den åndelige høst. Det bliver høstfolkene, dem, der har været med i det forberedende "slid", der får den største glæde.

Vi skal være med at bede forkyndere, sjælesørgere og ledere frem, forkyndere, der som Peter har noget af åndens ild over sig, og som tør sige til mennesker, der spørger om, hvad de skal gøre for at blive frelst: "Omvender eder." Lad os i det hele taget bede om forkyndere, der tør sige: "Så siger Herren!" Og lad os sige Herren tak for dem, vi har, som tør gøre det.

For øvrigt kan man som prædikant prøve at prædike så rart og trøstende, man vil, hvis ikke det er hele Guds ord, der forkyndes, kommer der ikke andet ud af det end åndelig ligegyldighed, søvn og død. Det nytter ikke, at vi mennesker laver en bredere vej til himlen. Jesus har sagt det, så det ikke er til at tage fejl af i Matt. 7,13 ff. Og det nytter ikke, at man forkynder modernismens falske dåbssyn, at man bliver frelst bare ved at være døbt.

Vil vi have mennesker frelste, kommer vi ikke uden om den vej, Jesus har vist os i sit ord. Gud velsigner kun den forkyndelse, der er i overensstemmelse hermed.

Lad mig slutte dette afsnit med nogle opmuntrende ord til dem på de ensomme poster.

Som regel ser vi vel, så vidt vi kan følge en vækkelses forløb, at den kommer som svar på de troendes enige og udholdende bøn. Men skulle et enkelt Guds barn, der længes efter at se Guds gerninger i sit sogn, sige eller tænke: "Det kan vi ikke opleve", enten det så er fordi, vedkommende er og vil blive ene i bønnen, eller fordi der ikke er andre, der har set værdien af, at Guds børn bliver enige om at bede, så lad det blive understreget stærkt, at ofte har det set ud til, at Gud kun havde en enkelt eller nogle enkelte disciple i en by eller i et sogn, som helligede sig forbønnen, og så velsignede Gud alligevel med pinse, så der bleven rig, åndelig høst.

Jeg mindes bl. a., hvordan kaptajn Skeel engang sagde ved et møde: "Jeg glæder mig til at møde fynbo Marie hjemme i himlen og sige hende tak, fordi hun også var med til at bede os på herregården ind i Guds rige."

Fynbo Marie var en kvinde, der igennem 30 år bad for sognet uden at se noget. Men så efter 30 års forløb kom vækkelsen, og fynbo Maries hus, som man før gik uden om, kunne nu ikke altid rumme de søgende mennesker, der kom til hende. - Hun havde i alle disse år bedt for hele sognet ved i tankerne at gå ind i hvert eneste hjem.

Jeg mindes da også, hvordan man i et sogn i nærheden af mit hjemsogn oplevede Guds særlige velsignelse over arbejdet og fik lov at se mange gå ind i Guds rige. Og man var ikke i tvivl øm, at den gode høst, næst Gud, især skyldtes en kvinde, der var mærket af sygdom, ja, bundet til sin rullestol, men som tillige var et sjældent bønnens menneske.

Det kors, hun bar, blev således forvandlet til stor velsignelse for hendes sogn.

Og ved det store nordiske IM møde i København 1928 sagde pastor Johs. Wisløff, Norge, da talen var om vækkelse, blandt andet: " Vi trænger til syner!" Der boede et par gamle folk på bjergskråningen i et stort ugudeligt sogn oppe i Norge. De bad hver dag om de mange menneskers omvendelse. De var kun småfolk efter verdens målestok; men i Guds rige hørte de til de store. Nede i dalen boede de rige og ansete; de turede og muntrede sig i syndens rus og verdens glæder, og bønnen syntes forgæves. En dag, da de to sad deroppe på bjergskråningen og så ned over dalen og byen, sagde manden til sin hustru: "Det nytter ikke at bede for dem, de kommer ikke, og nu er vi to snart færdige." Da svarede hustruen: "Nej, sig ikke det, lille far, jeg ser dem komme." - Og de kom. Et år eller to efter brød en stor vækkelse frem som frugt af de to gamles bønner.

Herre! Send en vækkelse og lad den begynde i mit hjerte! For Jesu skyld!

GUDS TIME OG GUDS MÅDE
Når det gælder bøn om egen og andres frelse, behøver vi ikke et øjeblik at tvivle om, at vor bøn er efter Guds vilje. Guds ord har jo sagt det så tydeligt, at det ikke er til at tage fejl af: "Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til sandheds erkendelse." Derfor kan vi hvile i, at det er i overensstemmelse med Guds vilje, når vi beder om sjæles frelse.

Men tid og måde har Gud forbeholdt sig selv at bestemme.

Augustins mor bad i 16 år for sin mand og i 33 år for sin søn, og for begges vedkommende oplevede hun, at hendes bønner blev hørt.

George Muller fortæller et sted om to, han har bedt for i 60 år, og han tilføjer: "Jeg har ikke mindste tvivl om, at jeg skal møde dem begge i himlen. Thi min himmelske fader ville ikke have lagt dem som en byrde på mit hjerte i tresindstyve år, hvis han ikke havde fredstanker med dem."

Vi er jo sikkert en hel del, der har bedt i mange år for nogle af vore kære og så gerne havde set dem komme. Men det trækker ud, og vi bliver måske utålmodige i vor venten. Men der må jo være noget, Herren først skal have lagt til rette, før frelsesstunden kan opleves.

Gud bestemmer tid og måde. Det gælder blot for os om ikke at blive trætte i bønnen, selvom dens opfyldelse trækker længe ud, og måden, hvorpå Gud opfylder den, bliver en ganske anden end den, vi tænkte os.

Jeg har før nævnt, at da Augustin i sin tid tænkte på at rejse til Italien, voldte det hans troende og bedende mor mange bekymringer. Det var da for hende at se det værste sted, hendes udsvævende søn kunne komme, hvis der skulle være mulighed for, at han kunne blive frelst. - Og så var det netop der, han skulle for at høre en forkyndelse, der kunne fange ham.

Sidder der en eller anden forsagt forbeder, der synes, at det trækker ud og trækker ud med de kæres frelse? Er du ved at tvivle om, at Gud i det hele taget hører din bøn, så vid, at ikke en eneste bøn, som du har bedt indtil denne dag, er forgæves.

I Guds time sker underet, bare du holder ud.

En vej eller anden, vor Herre ved råd,
måske ikke min vej, måske ikke din vej;
men dog ad sin egen, vor Herre ved råd.

En tid eller anden, vor Herre ved råd,
måske ej til min tid, måske ej til din tid;
men dog til sin egen, vor Herre ved råd.

Vi husker fra vor bibel, hvor underligt det så ud for Marta og Maria, da deres broder Lazarus var syg, og de havde sendt bud til Jesus, og han så ikke kom. De vidste jo da, at Jesus havde helbredt så mangen syg før den dag, og de vidste, at han også kunne helbrede deres broder, tilmed var de tre søskende jo da Jesu gode venner. Hvorfor var han dog ikke kommet før Lazarus's død? "Herre, havde du været her, var min broder ikke død." Ville vi ikke have tænkt og sagt det samme, om vi havde været i deres sted?

Hvorfor tøvede Jesus? Så vidt vi kan se, havde han langt større velsignelser at skænke dem og andre - ad Herrens vej. De oplevede et under, som de sikkert aldrig glemte, de fik endnu mere af Guds almagt at se, og de mange tilstedeværende ligeså. Og dette store under gjorde, at mange kom til troen. Gud fik ad den vej lov at frelse de mange.

"Du forstår det ikke nu; men du skal forstå det siden efter." - - -

Ja, Gud bestemmer selv tid og måde. Og dog møder vi i denne forbindelse en af de store gåder i bønnens verden. Det ser nemlig ud til visse steder i vor bibel, at en meget indtrængende og udholdende bøn kan fremskynde Guds time. Det udtryk, Bibelen bruger i denne forbindelse, er udtrykket "for deres påtrængenheds skyld".

I Luk. 11,5 ff. læser vi: "Om nogen af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger til ham: "Kære! lån mig tre brød, for en ven af mig er kommen rejsende til mig, og jeg har ikke noget at sætte for ham! og han derinde fra så ville svare og sige: Vold mig ikke besvær; døren er allerede lukket, og både mine børn og jeg selv er gået i seng; jeg kan ikke stå op og give dig noget" - jeg siger jer: Selvom han ikke står op og giver ham det, fordi han er hans ven, så vil han dog for hans påtrængenheds skyld stå op og give ham, hvad han behøver." Altså vil han tor hans påtrængenheds skyld stå op og give ham det, selvom han ikke er hans ven. Hvor meget mere vil da ikke vor himmelske fader, der elsker os som sine børn, give os, når vi holder ud?

I Luk. 18,1-7 siges det om muligt endnu stærkere: "Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte: "I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og heller ikke undså sig for mennesker. Og der var en enke i den samme by, og hun kom stadig til ham og sagde: Skaf mig min ret over min modpart! En tid lang ville han ikke. Men så sagde han ved sig selv: Selvom jeg ikke frygter Gud og heller ikke undser mig for mennesker, så vil jeg alligevel skaffe denne enke hendes ret, fordi hun plager mig sådan - ellers kommer hun vel til sidst og slår mig i ansigtet]" Og Herren sagde: "Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat, og skulle han ikke være langmodig over for dem?"

Kan det vel understreges stærkere, at Gud vil høre dem, der holder ud, dem, der trænger på, dem, der råber til ham dag og nat? Når det virkelig ser ud til, at mennesker ved deres påtrængenhed kan fremskynde Herrens time, så må det vel hænge sammen med, at den indtrængende bøn gør os skikkede til at tage mod bønhørelsen, Guds gave, før end vi ellers kunne have taget imod den.

I denne forbindelse kommer jeg til at tænke på en af vort hjems gode venner, fru købmand Jensen, Haderup. Hun var en sjælden helstøbt og viljestærk kristen, og jeg husker, at hun en dag fortalte mig med stor glæde og tak til Gud, at hendes adoptivdatter nu var kommet med i Guds rige, det var i en missionsuge; og så føjede hun til: "Men jeg har heller ikke fået ret megen søvn i den uge." Så stærkt havde det ligget hende på sinde at få datteren med, at hun selv havde haft sin Jakobskamp.

I biskop Kai Jensens bog "Den kostbare tid" ser jeg, at han har tumlet med det samme spørgsmål og drager følgende slutning:

"Det har slet ingen hast for den, som tror," synger vi; men er det rigtigt? Gælder det ikke om at bruge den kostbare tid? Har Brorson ikke ret, når han siger: "Velan! min tid er knap; jeg får at rende -?" Sammenlignes ikke troens liv med Gud med et væddeløb, hvor alle kræfter sættes ind? Er det ikke risikabelt at sige, at det har slet ingen hast for den, der tror?

En ægte mønt har to sider; det har den ægte tro også. På den ene side står der: Udnyt det gunstige øjeblik! Arbejd med frygt og bæven! Arbejd, så længe det er dag; for der kommer en nat. Kongens ærinde har hast. Sådan er det, fordi nåde betyder ansvar, og fordi vi er husholdere, der skal aflægge regnskab.

På den anden side står der: Giv tid! Bi efter Herren! Fortvivl ikke, selvom du ingen resultater kan se! Det beror ikke på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed. Det er Gud, der giver vækst; tror man, haster man ikke.

Vi kan ikke forlige de to tankerækker, men må lade dem gælde begge to; thi troens logik er højere end tankens."

SKE DIN VILJE
Vel er det sådan, at bønnen om egen og andres frelse altid er efter Guds vilje, men i alle andre forhold gælder det om ikke at glemme at føje de ord til: Ske din vilje!

Der er jo så mange forskellige forhold i menneskelivet, hvor vi, der ser så kort, ikke altid kan se eller forstå, hvad der er det rette eller det bedste for os selv og dem, vi beder for. Derfor er det så vigtigt at få lært at bede den bøn af hjertet: Ske din vilje!

Det at bede den bøn gælder i det små, men ikke mindre i de store spørgsmål. Det gælder, når vi står over for valg af livsstilling, af arbejdsplads osv. Vi ser så kort, og hvor gælder det dog at komme på den rette hylde, og at finde den plads, det sted, hvor man skal øve sin livsindsats. I denne forbindelse husker jeg så tydeligt, hvordan det gik mig selv, da jeg havde fået teologisk embedseksamen og skulle finde et embede. Jeg indgav da min ansøgning til to embeder. Det ene ville jeg så gerne have, og det andet var jeg ikke begejstret for. - Men så husker jeg, at jeg en dag gik derhjemme på fars marker - jeg trængte til at være ene med Gud - indstillingen til det embede, jeg gerne ville have, var sket, og jeg havde menneskelig set de bedste chancer for at få embedet. Og det var jo det, der passede mit eget Jeg bedst. Men da kom det så stærkt til mig: "Ja, men det, det drejer sig om, er, at du kommer der, hvor Gud vil have dig," og jeg husker, at jeg bøjede mine knæ og sagde til Gud: "Ske din vilje, Herre!" Og i samme nu vidste jeg, at det blev Haderup, det jeg ikke var begejstret for, jeg skulle til - og sådan blev det.

Siden har vi mange, mange gange takket Gud, fordi det var dertil, han sendte os. Vi kunne ikke have fået lov at begynde skønnere sted, netop der havde Gud beredt så rige oplevelser og store glæder åndelig talt, at vi ikke kan blive færdige med at takke ham derfor.

Men denne oplevelse har så ofte stået for mig siden hen, når en eller anden vigtig afgørelse skulle finde sted. Hovedsagen er jo ikke, at vi får vor vilje, det kan for øvrigt ofte koste dyrt, men at Herrens vilje sker, så lægger han sin hjælp og velsignelse til.

Ske din vilje! Hvis det gælder i noget forhold, så gælder det da ikke mindst, når det drejer sig om valg af livsledsager. Det gælder for den unge mand eller kvinde, der virkelig ønsker at finde den rette livsledsager og opleve et lykkeligt ægteskab. Der var så mange, der i denne så vigtige afgørelse valgte efter eget tykke og oplevede så store skuffelser. De havde glemt at bede om Guds velsignelse, og om at hans vilje måtte ske.

Ske din vilje! Det gælder også, når sygdom, modgang og prøvelser kommer på vor vej.

Jeg mindes det indtryk, det gjorde på mig, da jeg en dag for år tilbage havde talt ved et møde i nabosognet og bagefter stod og talte med en ældre, troende mand der på stedet.

Vi var kommet ind på det emne: Ske din vilje 1 Pludselig tog han min hånd og udbrød, idet tårerne stod ham i øjnene: "Jeg havde for mange år siden en lille dreng, som lå meget syg, og jeg bad om at få lov at beholde ham, men jeg glemte at sige: Ske ikke min, men din vilje! Og så føjede manden til: "Og jeg fik lov at beholde min dreng, og der ser De ham." Og så pegede han på en mand, vel i trediverne, der gik ved to krykker, og hvis legeme var så værkbruden og sammentrukket, så han næsten ikke kunne gå. - Jeg kan huske, at jeg i min medfølelse med manden sagde til ham: To ting kan De da gøre for Deres søn, De kan bede om, at han må få sin sjæl frelst, og at han må få kraft fra Gud til at bære det kors, der er lagt på ham.

Luther glemte jo også engang at føje de ord til sin bøn: Ske din vilje! Det var dengang, han bad Melanchton rask. Han syntes ikke, han og Guds gerning kunne undvære Melanchton. "Jeg satte Gud stolen for døren," siger han selv.  Ja, det føles, som om han tvang sin egen vilje igennem. Og underligt er det, efter den tid havde Luther megen sorg af ham, og forholdet imellem dem blev så dårligt, at de havde svært ved at bo i samme by, og Melanchton tænkte på at forlade Wittenberg.

Eller man beder sig fritaget for et eller andet åg eller kors, som er lagt på ens skuldre. Andre er fri for den slags, og tænk hvor skønt, om det måtte blive taget fra en. Vi har bedt om at blive det kvit, men Herren har ikke villet høre. Og så er det måske netop gennem det kors, du eller jeg skal bevares i samfund med Gud, eller gennem det kors, vi skal bevares brugbare i Herrens tjeneste.

Vi må ikke fortvivle, hvis Gud lægger det tunge kors på os. "Den, jeg elsker, tugt er jeg," siger Herren. Jeg husker, hvor godt det gjorde mig, da jeg under et svært sygeleje kom til at læse det lille træk om drengen, der var så glad for sine duer, og dem, han holdt allermest af, havde han stækket vingerne på, for at de ikke skulle flyve fra ham. Ja, den tanke gjorde godt, at Gud i sin store kærlighed til os "stækker vore vinger", for at vi ikke skal flyve fra ham.

Zakarias Nielsen har udtrykt det på den måde:

Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din tugt,
den vækker mig, når jeg din hånd vil slippe,
tit bliver mit hjerte stolt og vild dets flugt,
derfor du stundom må dets svingfjer klippe.

Ja, der bliver mange gåder, vi først får løst derhjemme. Her må vi prøve at hvile i, at Gud har sine frelsestanker med det, selvom vi i vor kortsynethed ikke forstår hvorledes.

Som månens blanke bue,
der kun er halvt at skue,
men er dog hel og rund,
så er og mange sager,
som her vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skue kun.

Også apostlen Paulus måtte opleve, at Herren sagde nej til hans bøn. Han fortæller os, at han tre gange bad om at blive sin lidelse kvit, en lidelse, der sikkert har generet ham i missionsarbejdet; men Herren nægtede ham det.

Og vil vi spørge om, hvorfor Gud nægtede at tage "tornen" bort af hans kød, så er svaret nok dette, at netop gennem "tornen i kødet" kunne Herren bevare ham på den plads, hvor han kunne bruge ham, så Herren fik al æren.

Paulus lærte den lektie derigennem: "Når jeg er svag, da er jeg stærk, thi kraften fuldkomnes i magtesløshed."

Ja, Herren nægtede os vel ofte vor begæring, fordi han kunne give os større velsignelse gennem vor skrøbelighed, end han kunne give os med vort helbred i behold.

Selv vor frelser, Jesus Kristus, måtte bede den svære bøn, da han kæmpede sin bønskamp i Getsemane. I Luk. 22,41-43 læser vi: "Og han fjernede sig fra dem så langt som et stenkast og faldt på knæ og sagde: "Fader, om du vil, så tag denne kalk fra mig! Dog ske ikke min vilje, men din!" Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham." Ikke mindre end tre gange bad han denne bøn. Men vejen blev altså ikke ændret, Gud friede ham ikke for den frygtelige lidelse og død, men han sendte sin engel til at styrke ham.

Og for øvrigt, hvordan var det gået os, den stakkels, syndige menneskehed, om vor frelser var gået uden om sin stedfortrædende lidelse og død?

Den bøn: Ske din vilje! generer mange, ja, vel de allerfleste. Lad os derfor prøve at tænke over, hvad følgerne ville blive, om vi ikke føjede den til. Tænk, hvad det ville bringe af fordærv, sorg og forbandelse, om vi altid fik vor bøn opfyldt. Vi ser så kort, og vore bønner er ofte så egenkærlige og ufornuftige, at det ville være en stor ulykke, om Gud hørte dem. alvor ofte ville vi ikke få stene for brød og slanger for fisk, om Herren altid hørte vor bøn.

Tag blot et par eksempler fra dagliglivet til sammenligning. Hvilken mor ville villig og glad opfylde sin lille piges bøn, hvis denne bad om lov til at få brødkniven at lege med? Eller hvilken far ville høre sin drengs bøn, hvis denne bad om at låne fars bøsse, "og der skal endelig være patroner i den, for vi skal ud at lege soldater." Jeg tror nok, mor og far vil sige nej, selv om børnene plager eller græder aldrig så meget over afslaget.

Men vore bønner er vel ofte endnu mere ubetænksomme. En far oppe i Norge var ude på fjeldet med sin søn. Pludselig så han drengen ile ud mod fjeldets stejle side. Og kommer drengen der, så ved faderen, at det vil koste drengens liv. Derfor kalder han på drengen, beder ham vende om, råber højere og højere, men intet hjælper, drengen iler stadig mod afgrunden.

Da løber faderen til, griber drengen og fører ham med magt, selvom det er under megen gråd og stampen imod, bort i sikkerhed. - Er der mon nogen af os, der vil kalde den far ond og hård og ubarmhjertig, om barnet så græder og stamper aldrig så meget imod? Nej, vi vil kalde ham en god og fremsynet far, der gennem sit nej reddede sin dreng.

Gang på gang er det det samme, der sker, når Gud siger nej til vor bøn. Han ser længere end vi. Han ser, at det, vi beder om, vil blive os og andre til sorg eller forbandelse, og han har noget meget bedre at give, noget, der kan blive til glæde og velsignelse for os.

Derfor må han nægte os det, vi beder om, og give os noget helt andet.

Har vi blot virkelig lagt vor sag i Guds hånd, har vi lov til midt i alt det uforståelige at holde den forjættelse fast: "Alle ting samvirker til gode for dem, der elsker Gud." Og så kan det opleves, som vor frelser oplevede det, at vel tog Gud ikke korset fra os, men han sendte en engel til at styrke os.

Kinamissionær, dr. Nielsen, fortalte os engang i Varde om sit fangenskab blandt røve re i Manchuriet og sagde blandt andet følgende, som jeg i særlig grad lagde mærke til: "Han (Gud) gav mig ikke løfte om at komme fri, men han gav mig kraft til at bære. Han tog dødsfrygten bort, så jeg kunne sige til røverne: Skyd mig bare, det betyder kun, at jeg får mere af himlen og mindre af jorden, og der kunne ikke ske mig noget bedre."

Nej, Gud har ikke lovet os fri for korset, men han har lovet os kraften til at bære det. "Som dine dage er, skal din styrke være." (5. Mos. 33,25).

TAKKEBØN
Hvor er det vanskeligt at lære det ord tak.

Vi ser det med børnene. Det bliver ofte til ak i stedet for tak. Og mon vi voksne har meget at lade børnene høre.

For de gode øg lykkelige dage skulle man jo tro, at det var forholdsvis let at takke, men desværre glemmer vi det alligevel så ofte. Og prøver vi endelig at få sagt tak, så bliver vi i hvert fald hurtigt færdige med det. De tunge og svære dage er det ikke let at takke for, i hvert fald ikke i øjeblikket. Måske når de er ovre, og vi kan se, at de var til velsignelse. Og dog er det vel i dag som på Jesu tid: "Var der ikke ti, der blev renset? Hvor er de ni?" (Luk. 17,17). Var der ikke ti, der blev hjulpne, hvor er de ni? Vi har alle brug for Jesus, når vi er i nød, men hvor mange af os glemte ikke takken, da vi var hjulpne?

Da jeg i sin tid sammen med nogle danske venner var inde i den store og smukke kirke Sct. Pauls Cathedral i London, blev vi blandt andet gjort opmærksomme på en meget smuk glasrude indsat af dronning Victoria med følgende indskrift: "Med tak til den almægtige Gud for min søns (prinsen af Wales) frelse fra en farlig sygdom." Dronningen glemte altså ikke takken! Foran kirken så vi for resten også den sten, som fortæller, at på dette sted stod Queen Victoria på 60 års dagen for hendes overtagelse af regeringen og takkede Gud for de 60 år.

Hvordan går det med vor tak? Ofte gør vi vel livet her meget tungere, end det behøvede at være, netop fordi vi ikke ser hen til alt det, vi har fået at takke for, men kun til det, vi synes at mangle. Det er for resten en trist og håbløs stilling at leve i.

I denne forbindelse kan jeg ikke lade være at tænke på hin landmand i mit hjemsogn, som sammen med en af sine naboer var ude i laden for at se på den indbjærgede høst, og som ikke kunne lade være med under suk og klage at vise hen til et lille hjørne af laden, som ikke var blevet fyldt med korn dette år. Til sidst afbrød naboen ham og sagde: "Ja, men kære ven, du vender stadig dine øjne det forkerte sted hen, du ser på det, der mangler, se dog hen til alt det, du har, så får du meget at takke for."

Ja, undertiden må Gud vise os dem, der har det sværere end vi, for at få vor tak frem. Jeg rejste engang som student hjem fra København til Viborg og sad og var noget mørk i humør. Der var vel et eller andet, der var gået mig imod, eller en del vanskeligheder, der tårnede sig op foran mig; men i et nu var de som bortvejrede. Da vi var godt på vej over Fyn, kom konduktøren nemlig ind i den kupe, hvori jeg sad, og sagde til os derinde, at vi kom til at forlade kupeen, for den var reserveret fra næste station. Og hvem kom så ind? To civile opdagere og mellem dem en fange, der skulle til Horsens tugthus for mange år. - Jeg husker, hvordan jeg sad i kupeen ved siden af og gjorde sammenligninger og udmalede mig den mørke og forfærdelige til værelse at sidde indestængt mellem de kolde og tavse mure i 12-14 år og så godt som aldrig at se et bekendt ansigt, eller få et kærligt smil eller et deltagende og venligt ord - og det var forunderligt som mit humør bedredes, og hvor dejligt jeg til sidst syntes, jeg havde det. Og jeg takkede Gud, at jeg ikke var vokset op under de forhold og fristelser som denne stakkels fange var, og mit sind samlede sig til sidst i en bøn for ham.

Der er sikkert også mange af os, som læser dette, der har oplevet, hvor det at være på besøg på et sygehus hos en eller anden ven eller bekendt kan kalde takken for helbred og gode kår frem hos en.

Måtte i det hele taget de mange ak blive vendt til tak. Thi sikkert er det, at der følger meget mere velsignelse med det at takke end med det triste og utaknemlige ak. Sikkert er det også, at man ofte gennem takken bereder vej for en ny glæde og velsignelse. Og der er jo nok at takke for. "Tæl Guds gaver, tæl kun småt og stort, og forundret skal du se, hvad Gud har gjort."

Martin Luther sagde engang: "Jeg har en prædikant, som jeg synes bedre om en nogen anden på jorden, det er min lille tamme rødkælk, som prædiker for mig daglig. J eg lægger dens brødsmuler i vindueskarmen, og den kommer til vinduet, når den vil have mad, og forsyner sig med det, den behøver. Derfra flyver den bort i et træ, som står tæt ved, og opløfter sin røst til Gud og synger sin lovsang af taknemlighed, stikker så sit lille næb under vingen og sover sødelig ind og lader den dag i morgen sørge for sig selv. Det er den bedste prædikant, jeg har her på jorden, og dens tekst er: Faderen ved, at I har alt dette behov." Må også vi få nåde til at synge Gud en takkesang. Lad os prøve at tælle Guds gaver og takke ham for dem. Lad os takke for de gode kår, vi har i vort lille land, for dagligt brød og meget andet - tænk blot på riger som Kina, Indien og Afrika, hvor millioner lider under sult og anden nød.

Lad os tænke på hjem og kære, at der er nogle, der holder af os, og at der er nogle at leve for. Aldrig kan vi takke nok for den rigdom, vi har i vore børn. Og må de være raske og bringe hjemmet glæde, er der jo grund til dobbelt tak. For år tilbage var jeg på besøg på en åndssvageanstalt på Sjælland og så blandt andet en dreng med et stort, uformeligt hoved ligge hen uden bevidsthed.

Det blev mig fortalt, at hans far og mor besøgte ham hver 14. dag og sad 2 timer ved hans seng og holdt ham i hånden; men ikke et ord, ikke et smil, kun en knugende tavshed. Har du og jeg så ikke noget at sige tak for? Jeg prøvede i hvert fald på vejen hjem at takke Gud for seks raske børn. - Og skulle du, der læser disse linjer, have et eller andet svært og tungt i dit hjem, så glem dog ikke den nåde, at Herren også har tænkt på dig med den forjættelse: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile." Lad os takke for helbredet. Kan du stå rask af din seng og lægge dig træt til hvile efter dagens travlhed, så glem dog ikke takken. Og kommer der dage, hvor det på grund af alder kniber med helbredet, så lad os ikke glemme at takke for årene, der svandt, og for de gode kår, der er for ældre, syge og enlige i vort land. - Og kommer der noget på vor vej, der er svært, noget det ikke er let at takke for her, så kan det være, at det bliver noget af det, vi vil takke allermest for i himlen engang, thi det var måske netop gennem den sygdom, den skuffelse eller det kors, vi blev ført ind på frelsens vej og blev bevaret på den.

Lad os også takke, hvis vi har en gerning, stor eller lille. Selvfølgelig er den ikke uden besvær og vanskeligheder, men tænk den rigdom at have noget at virke for. - Jeg var for år tilbage inde i et hjem i Varde, og de unge i hjemmet sad og sukkede over, at de skulle så tidligt op om morgenen og tage fat. I et hjørne af stuen sad en kone i 50 års alderen bundet til sin stol af sygdom, og det brød ud af hende: "Ja, bare jeg endda kunne!" Der blev så stille i stuen.

Og så har jeg ikke nævnt det allerstørste, det, at vi bor i et kristent land, at vi som små bliver lagt i Jesu arme i den hellige dåb, at vi hører om ham og hans frelse i hjem, i skole og i søndagsskole lige fra vi er små, "at vejen til korset er fri " for hver eneste fortabt synder, der sukker efter nåde, at vi kan få lov at leve et rigt og velsignet liv i samfund med vor frelser her på jord, og at der af hans ubegribelige nåde venter alle de frelste en evig salighed derhjemme hos Gud.

Ja, kan du og jeg takke Gud for at være et troende menneske, bliver vi aldrig færdige med takken. - Paulus blev aldrig færdig med at takke Herren, fordi han var blevet taget til nåde og blev agtet værdig til en tjeneste.

Er du ikke et troende menneske, så kan du ikke takke Herren nok for, at din nådetid ikke er udløbet. Og den bedste tak, du kan give ham, er at give ham dit hjerte - nu.

Paulus kunne heller ikke blive træt af at takke for de troende, for brødre og søstre i Herren. " Vi takker Gud altid for eder alle når vi kommer eder i hu i vore bønner," skrev han til tessalonikerne. Og til korintierne: "Jeg takker min Gud altid for eder." Til efeserne skriver han: "Derfor har jeg - ikke ophørt med at takke for eder." Mon Guds børn også kender den tak i dag? Det er jo nåde over nåde at være en søskendeflok i Herren, at kunne samles om det bedste og styrke hinandens tro i Gud.

Hvor er det skønt i det hele taget at træffe et takkende menneske. Der er mennesker, der altid kan se de lyse sider ved tilværelsen lysseere, optimister og de har altid noget at takke for. De kommer meget lettere gennem livet end sortseerne, pessimisterne.

For øvrigt er det jo sådan, at noget af det bedste, man kan gøre, når der viser sig vanskeligheder på ens vej, er at se tilbage og standse ved Guds gaver og bønhørelser og få takken frem, så får man tro til også at lægge denne sag i Herrens hånd. Og det gamle ord har ret: "Begynder du først at nynne på takken, er du alt halvvejs oppe ad bakken."

Et taknemligt Guds barn er jo også med til at fremkalde takken og styrke troen hos andre. Tænk blot på Davids mange takkesalmer. Skønnest er indledningen til den 103. Salme: "Min sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! Min sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans velgerninger!"

Eller tænk på den takketone, der bestandig går gennem Paulus' breve, ja, i Thess. 5,18 siger han endog: "Sig tak under alle forhold!" Underligt var det, da jeg sidste år var i Rom, at tænke på, at her var det, Paulus skrev Filipperbrevet, et brev, hvori han 16(?) gange taler om glæde. Uvilkårligt vil man tænke, når man har læst dette glædens og frimodighedens brev, at det må da være en mand, der er oppe på lykkens tinde, en mand, der har oplevet en særlig stor glæde, og så er sandheden jo den, at det var i fængslet i Rom, han skrev dette brev, siddende med dødsdommen over sit hoved.

Hvad var det da, der kunne få ham til at opfordre til glæde og tak midt i alt det, der for os så mørkt og håbløst ud? Jo, "han var retfærdiggjort ved tro på Kristus", "han måtte komme frem for Gud med alle bekymringer," han havde haft den glæde, at det kors, han bar, blev til frelse for dem, der havde vagt over ham og omgav ham, og han kunne glæde sig i det skønne håb: "Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i himlene, og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser; han skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt." "Thi for mig er det at leve Kristus og det at dø en vinding" "jeg har lyst til at bryde op og være sammen med Kristus, thi det var langt, langt bedre."

Jo, Paulus var virkelig oppe på lykkens tinde, blot i en anden forstand end den, vi plejer at regne med, og han var selv en af dem, hvis rigdom i Gud var så stor, at han kunne takke under alle forhold.

Hvordan går det så med vor tak? Din og min tak? Underligt er det at tænke på, at i himlen skal de frelste ikke kunne blive færdige med takken, men hernede kan det være så småt med takken, at vi næsten er færdige med den, før vi får begyndt.

Man forstår bedre og bedre det suk og det håb, der går gennem det lille vers:

Den ringe tak, jeg her kan give, forsmå den ej, min sjæleskat, i himlen skal det bedre blive, når jeg får engletonen fat.

- Og hvordan går det med takken, når vi ser på det danske folk som helhed ? Da krigen brød ud i sommeren 1914, gik der en religiøs bevægelse gennem vort folk. Kirker og missionshuse blev fyldte. Det så ud, som om det danske folk forstod, at det var en besøgelsestid.

Men krigen gik sin gang, og vi blev skånet - og hvad blev vort folks tak? De store dele af vort folk glemte Gud, ja, vendte Gud ryggen og tumlede sig værre end nogen sinde i synden.

- Og så kom den 2. verdenskrig. Danmark blev besat af Hitlers hære - hvem glemmer hin morgen den 9. april, da tyske flyvere overfløj os, som de havde lyst, og store troppetransporter kørte frem ad vore veje. Hvad var det danske folk over for den mægtige fjende?

Intet!
Men der var en almægtig Gud, der holdt sin hånd over Danmark - sikkert som svar på bøn -- og Gud sparede os for at få fjendehæren til at trampe den danske jord ned, skyde vore unge soldater og bombe vore byer i grus. Og Danmark blev frit. Det var et under. Spørg blot Montgomery!

Hvor var Gud dog god mod Danmark, og vi så det vel i øjeblikket. Men hvor blev det hurtig glemt. Og hvad blev der af takken? Det danske folk vendte for en stor del igen Gud ryggen - og tumler sig nu vildere og vildere i verdens lyster.

Hvor længe vil Gud bære over med os?

TILBEDELSE
Tilbedelse er vist et ord, som kristne af i dag ikke er særlig fortrolige med.

Vi har noget at bede om, både for os selv og for andre, og både når det gælder timelige og åndelige goder.

Vi kan også være med til at takke, selvom vi sikkert må indrømme, at det er meget småt med takken.

Men tilbedelse er for de mange et fremmed ord, og selv for de fleste af dem, der er hjemme både i bedebøn og takkebøn, er tilbedelse noget uvant.

Og så er tilbedelse dog den højeste form for tak og tillid til den levende Gud. Tilbedelse er at løfte sin ånd ydmygt op til den Gud, som al magt og ære tilhører. Det er at lade det indre menneske synke i knæ for den alvise, nådige og evige Gud og erkende, at vi intet er og intet kan uden ham.

Der er mange ting, og der er mange oplevelser, der kan være med til at fremkalde tilbedelsen og hjælpe os til at opleve lidt af dens velsignelse og løfte os op på det Tabor, som tilbedelsen er.

Lad os blot standse ved nogle af dem:
1. Se Guds storhed og visdom i naturen!

Hvor er det dog forunderligt indrettet. Jo mere man ser ind i det, jo mere fyldes man med undren. Når man ser på en håndværkers, kunstners arbejder, opdager man, at jo mere man ser det efter i sømmene, desto større ufuldkommenheder og mangler finder man. Det er lige modsat i Guds natur og med hans skaberværk. Det kan tåle at ses efter, og jo mere man går til bunds i værket, desto mere gribes man af undren. Det er så viist 'så alsidigt indrettet, at man ikke kan undgå at se den høje, den vise, den almægtige skaber bag det alt sammen.

Se bare lidt ind i den skønne verden, der hedder blomsterverdenen. Hver eneste blomst er et under for sig. Se på insektverdenen, betragt blot en enkelt verden der, biens eller edderkoppens, og du vil blive betaget af Guds visdom. Eller se dyreverdenen i det hele taget, så alsidigt, så indpasset efter de forhold, hvorunder de forskellige dyrearter lever. Og tænk så på det menneskelige legeme, det er jo et eneste underværk. Og se på denne jord med dens dale og bjerge, med dens have og skove.

Man kan af hele sit hjerte være med i Brorsons lovsang:

Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!

Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.

Og skaberværket bliver ikke mindre af at synge det næste vers med:

Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.

2. Eller se på stjerneverdenen! Det svimler for vor tanke, når vi ser mod stjernevrimlen og betænker, at der skal være milliarder af sole og kloder, som i milliarder af år har vandret i deres afstukne baner, og at der er dem, der er millioner, for ikke at sige milliarder, af lysår borte - altså, at det lys fra dem, som vi ser i dette øjeblik, har været millioner af lysår på vej herned. Og vor klode, "den mægtige jord", er kun som et støvfnug i det uendelige verdensalt. Ja, det svimler for vor tanke. O, almægtige og alvise Gud, at du også har hjerte og tid til at tænke på os bitte små skabninger, på denne lille klode, i det uendelige verdensrum!

3. Eller tænk på frelsens under! Der er visse tider på året, hvor der ganske naturligt kommer noget af tilbedelsen op i ens hjerte og sind. Det gør der blandt andet ved de store kirkehøjtider. Tænk blot på underet julenat. Vi læser i Luk. 2,8-14: "I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Og en Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men engelen sagde til dem: "frygt ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren! Og dette skal være jer et tegn: I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe." Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: "Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!" Eller vi tænker på påskeunderet. Vi står i ånden foran det kors, til hvilket vor lidende frelser er naglet. Vi hører ordet: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Og vi fatter lidt af det mørke, han måtte ind i for vor skyld. - Og vi hører ordet: "Det er fuldbragt!" Og uvilkårligt rinder sangerens ord os i hu: Da lød hans ord: "Det er fuldbragt!"

Og bedre ord blev aldrig sagt; nu står mig åben himlens port, for mig har Jesus fyldestgjort." - Vi ser den åbne grav - og vi ser den himmelfarende frelser, der løfter sig højere og højere i det store alt, indtil han bliver borte for det menneskelige øje.

Ja, vi løfter vor ånd i stille tilbedelse til Gud og vor frelser og ser i ånden den frelste skare, som står for tronen derhjemme: "Og en af de ældste tog tilorde og sagde til mig:

"De, som er iførte de lange, hvide klæder, hvem er de? og hvorfra er de kommet?" Jeg svarede ham: "Min Herre, du ved det." Da sagde han til mig: "Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem." (Johs. Åb. 7,13-15).

4. Eller vi tænker på Guds veje med os her på jord, hans kærlige førelser med os i de lyse som i de mørke dage. Det var nåde over nåde. Glemte vi ham, han glemte ikke os.

Vendte vi ham ryggen, så stod han dog med den åbne faderfavn den dag, vi gik i os selv og vendte om.

Og står man en dag som ældre eller gammel deroppe på højen og ser tilbage over den slyngede vej fra barndomsår, til ungdomsår, til manddomsår, ja til alderdomsår, og tænker på Guds ubegribelige og aldrig svigtende nåde, så føler man trang til bare at synge ham det i møde: O Gud! hvor er din visdom stor, din godhed, kraft og rige.

Og så føler man trang til at tilbede ham, den vise og alkærlige Gud.

5. Lad os så atter se hjemad. Løfte blikket mod den frelste og lovprisende skare og mod Lammet, Gudslammet, der nu og i al evighed får æren og prisen derhjemme." Og de sagde med høj røst: "Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov" Og enhver skabning i himlen og på jorden og under jorden og på havet, ja alt, hvad i dem er, hørte jeg sige: "Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder!" Og de fire væsener sagde: "Amen!" Og de ældste kastede sig ned og tilbad. (Åb. 5,12-14). Herren give os, at vi også må være med i lovsangskoret engang for at takke og tilbede vor Gud og frelser i al evighed!