Til Forsiden
GUD  LEDER  OS  I  SIN  NÅDE

Når vi pludselig har mistet det bedste i livet, er det ikke altid let at forstå, »at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud.« Rom. 8,28. Men sådan lyder Guds løfte til os. Det korte menneskeliv tager sig helt anderledes ud i evighedens perspektiv. I evigheden vil vi komme til at forstå, hvorfor der måtte møde os sorger og prøvelser. Så vi kan se Guds ledelse og indse, at vi ikke kunne have valgt en bedre vej.

Gud har givet os dette løfte: »De, som sår med gråd, skal høste med frydesang.« Sl. 126,5.

Når døden tager en af vore kære fra os, skal vi huske, at » kostbar i Herrens øjne er hans frommes død.« Sl. 116,15. Det kan synes mærkeligt, at Salmisten fremsætter en sådan udtalelse. Hvorfor udtrykker han sig sådan?
Forklaringen er, at når et Guds barn bliver taget bort fra denne tåredal, er det uden for den Ondes rækkevidde. Det sover til opstandelsens morgen. Satan kan ikke længere friste et sådant menneske eller udsætte det for prøvelser og vanskeligheder. Det tilhører Jesus. Et sådant menneskes død er i sandhed »kostbart i Herrens øjne.« Johannes siger omtrent det samme:
»Salige er de døde, som dør i Herren fra nu af. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, thi deres gerninger følger dem.« Åb. 14,13.

Derefter så Johannes Jesus komme på himmelens skyer: »Og jeg så, og se, en hvid sky, og på skyen sad der en, som lignede en menneskesøn, med en gylden krans på sit hoved og en skarp segl i sin hånd.« 14. vers.

Lige før Jesus kommer igen, vil denne verden være fyldt med elendighed. Daniel omtalte dette afsnit af verdens historie som »en trængselstid, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til.« Dan. 12,1.
Men Herren vil i sin nåde skåne en del af sit folk for disse vanskeligheder ved at lade dem sove ind i troen på Jesus.

Paulus udtaler disse trøstende ord: »1 skal ikke sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.« 1 Thess. 4,13.