Vi må se forholdet mellem Guds lov og evangeliet. Der er nogle mennesker, som tror, at man ved at holde Guds lov til punkt og prikke vil komme op på det samme moralske stade som en Saulus fra Tarsus og blive frelst.
Paulus siger selv, at dette ikke er muligt. »I hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger.« Rom. 3,20.
Man kan ikke arbejde sig ind i Himmelen, fordi man holder Guds bud i det ydre.

Andre hævder, at Guds lovs krav skal afskaffes for bestandig, for at man kan nyde evangeliets frihed til fulde. »Væk med det gamle trældomsåg,« råber de, til trods for at Gud kalder sin lov »hellig, og budet helligt og retfærdigt og godt.« Rom. 7,12.

Hvis vi bærer os sådan ad, falder vi i den anden grøft. Det ville svare til, at jeg påstod, at jeg ville blive en god borger i min by ved at afskaffe alle de love og vedtægter, som skulle sikre fred og fremgang i byen. Skønt et menneske ikke kan gøre sig håb om at frelse sig selv ved at efterleve Guds bud i det ydre, hører loven og evangeliet sammen, akkurat ligesom der må være love i min by til opretholdelse af ro og orden.

Guds lov har meget stor betydning for menneskets frelse. Den viser mennesket dets synd og gør det klart for synderen, at han behøver en frelser. Loven frelser os ikke, men den gør opmærksom på synden i vort liv. Jesus Kristus, Guds Lam, er den eneste, som kan frelse os. Loven er det middel, som Gud bruger til at afsløre synden, for »ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd.« Rom. 3,20.

Apostelen sagde, at han blev klar over sin synd, da han så et glimt af loven.
»Jeg havde ikke lært synden at kende uden ved loven; thi jeg havde jo ikke vidst af begær, om ikke loven havde sagt: 'Du må ikke begære.'« Rom. 7,7.

Har du kastet et blik på de ti bud for nylig for at se, hvordan du tager dig ud i Guds øjne?