1.Pet 3,15  men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har


Det var en sommer, Lynne og jeg sejlede. Efter at have kastet anker i en havn for natten faldt vi i snak med nogle mennesker, der inviterede os over i deres båd senere på aftenen, så vi kunne hygge os sammen med dem og nogle af deres venner.

Vi sagde ja tak til invitationen, og ud på aftenen gik vi i vores jolle og sejlede over til deres yacht. Det var nogle meget gæstfrie mennesker, og det var dejligt at lære dem at kende. Det blev snart klart for os, at det ikke var troende mennesker. Men da de i samtalens løb spurgte, hvad jeg lavede, lod det ikke til at chokere nogen, at jeg var prædikant. De var blot hjertelige og venlige, og vi nød samværet.

Det var, da vi var ved at tage afsked, at øjeblikket indfandt sig. Lynne var allerede klatret ned ad lejderen til jollen, og jeg selv var halvvejs nede, da en af dem, der havde inviteret os om bord, spurgte: "Inden du går, Bill, kan du så ikke forklare mig noget?

Jeg har altid gerne villet spørge en kristen, hvad det vil sige at blive kristen. Kan du fortælle os det?"

Der stod jeg med den ene fod i jollen og med den ene hånd på deres ræling og kiggede op på disse mennesker, som stod der med deres drinks i hånden og ventede på, hvad jeg ville svare. Jeg vidste, at jeg havde deres udelte opmærksomhed - i femogfyrre sekunder - til at sammenfatte, hvad det vil sige at blive kristen.

Lad os lige fastfryse billedet, så jeg kan stille dig et spørgsmål:

Hvis du havde været i min situation, hvordan ville du så have reageret?

Ville du have været klar til at give et tydeligt og kortfattet svar på dette vigtige spørgsmål?

Hvis dit svar er nej, er du ikke alene. Hvad enten du er helt ny kristen, eller du har fulgt Jesus i mange år, sætter et spørgsmål som dette en på prøve. Ofte sker der det, at ens tanker går i sort, eller man raver rundt og prøver at finde ud af, hvor man skal begynde, alt imens man føler, at det er et spørgsmål om himmel eller helvede.

Bibelen formaner os til "altid, at være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har" ( I Pet 3,15).

Et andet sted får vi at vide, at vi skal "stå frem i tide og utide" (2 Tim 4,2).

Og Jesus kaldte os til at være "verdens lys".

Som vi har set tidligere, betyder det ikke blot at leve som lysende eksempler for Kristus, men også klart at kommunikere hans budskab, så andre kan se evangeliets sandhed.

Jeg mener, det er på høje tid, at mange flere af os tager disse formaninger alvorligt. Det er ikke blot forslag, det er befalinger givet af Gud selv med tanke på fortabte mennesker, som betyder noget for ham. Og i den grad vi adlyder dem, får det betydning for evigheden for folk omkring os.

Hvad disse mennesker så rent faktisk gør med budskabet, er en sag mellem dem og Gud.

Men det er vort ansvar at gøre det så klart for dem som muligt.



 

Se mere om dette emne og mange, mange andre meget interessante kristne emner. Også emner du normalt ikke hører om på
  www.bibel-skolen.com